Kirkeblad september 2011 - Brændkjærkirken

KIRKEN HAR MANGE RUM
Noget om Gud
og bananpalmer
Det er sin sag at sidde her i sommervarmen,
og skrive en lille præsteartikel til efteråret.
Men der er deadline på efterårets kirkeblad
lige om lidt, så det skal være nu. Det fik mig
faktisk til at tænke på, da jeg læste et semester af
mit teologistudie i Indien. Der er det nærmest sol
og sommer hele tiden, særligt når det er efterår og
koldt herhjemme. Dernede fejrede vi også høsttiden
et par gange, selvom præsteseminariet lå midt
i storbyen Chennai (Madras).
Der er bl.a. en festival i Indien, hvor man hylder
sine arbejdsredskaber. Her kan man opleve, at
rickshawchaufførerne (indiske taxaer) nærmest
har været ude og fælde et par bananpalmer, for at
beklæde deres køretøj med disse. Det samme gælder
motorcyklisterne og truckførerne. De hædrer
de køretøjer, der sørger for, at der kommer mad
på bordet, at deres familier kan leve og børnene
gå i skole. Motorkøretøjerne er med andre ord
deres daglige levebrød. Andre pynter deres lille
værksted med gudebilleder og bananpalmeblade
og brænder røgelse af ved døren (noget, mange i
Indien gør hver eneste dag) som offer og tak til
guderne.
Jeg fik mig en spændende snak med en af rickshawchaufførerne
om det at sætte pris på ens arbejdsredskaber
og huske at skønne på, at det man har
2
af sognepræst Iben Munkgaard Davids
virker, og at det hjælper én til en bedre dagligdag.
Vi blev dog også hurtigt enige om, at det i sidste
ende har mere med Gud at gøre end noget andet.
Indere er religiøse mennesker, og selvom jeg ikke
deler den hinduistiske tro, som er den mest fremherskende
i Indien, så deler jeg det, at tro på Gud
og ikke alene tillægge sig selv æren for al ting.
At være i et land som Indien med stor fattigdom,
gør sit indtryk. Jeg kom da også hjem og ønskede
at revolutionere alting. Hvorfor have opvaskemaskine?
Hvorfor smide ting væk, der kan genbruges?
Hvorfor leve i overflod, når man kan klare
sig med mindre?
Ja, det er utroligt, hvor hurtigt man alligevel falder
tilbage i gamle mønstre. Og jo, jeg har også
fået opvaskemaskine, selvom det kun er 4 år siden.
Måske skulle jeg hædre opvaskemaskinen lidt.
Den er dog ikke direkte mit daglige levebrød, men
klart et arbejdsredskab, der gør hverdagen beriget
og lettere. Jeg kunne også binde en krans og hænge
om præstekjolen, som den tjenestedragt den er
for mig i det daglige. Men i sidste ende, vil jeg dog,
som i min samtale med rickshawchaufføren nå til
den konklusion, at der skal mere til, nemlig en stor
tak til Gud for det daglige brød, for ”alle gode gaver,
der kommer ovenned”. Lad os takke for kærligheden,
der er det kit, der binder os mennesker
sammen. Lad os huske på ydmygheden, der får os
til at værdsætte det vi har og takke for det. Lad os
værne om alt det skabte, og dele gaver med hinanden,
så alle mættes.
”Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja pris dog Gud
for al hans kærlighed !”
( fra salmen: Vi pløjed og vi så´de,
Jacob Knudsen 1891)