adoption - Retten til liv

More documents

Recommendations

Info

6 tema et (u)ønsket barn Det var i 1957, og jeg var 19 år. Jeg havde aldrig været sammen med en mand, ej heller havde jeg haft en ven, og jeg var meget uvidende om sex, selv om jeg var sygeplejeelev på et stort hospital i London og var vokset op på landet. Jeg var på ferie i Italien sammen med min søster, og der mødte jeg en pæn ung mand som inviterede mig ud hver dag. Han overtalte mig, meget mod min vilje, til at have samleje med ham. Af frygt for at han skulle holde op med at ville se mig, turde jeg ikke sige nej. Da ferien var slut, udeblev min menstruation, og jeg måtte med forfærdelse konstatere, at jeg måske var gravid. Efter et par måneder søgte jeg læge og fik det bekræftet. Jeg kan huske, at jeg brød sammen i gråd! Jeg skrev flere gange til barnets far, men fik ingen svar. Jeg skulle nu beslutte, hvad jeg skulle gøre. Det første var at fortælle min mor om det. (Min far var død). Min mor var sød og forstående, og sammen overvejede vi situationen. Det var jo den gang sådan, at hvis hospitalet fik at vide, at jeg var gravid, ville jeg blive bortvist, og jeg ville ikke kunne færdiggøre min uddannelse. Jeg kunne derfor ikke se nogen mulighed for at forsørge mig selv og et barn. Jeg ville af forskellige grunde ikke kunne overlade barnet til min mor. Min mor syntes, at jeg skulle få en abort. Dette var den gang ulovligt, men det var muligt at få en abort foretaget illegalt, og min mor ville gerne betale for mig. Jeg var dog fuldstændigt sikker på, at lige meget hvad der skete, ville jeg ikke ”slå mit barn ihjel”. Det kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til. Jeg var dog lige så sikker på, at jeg ikke var i stand til at tilbyde barnet en god og tryg opvækst, uden en uddannelse, bolig, og navnlig uden en mand ved min side. Jeg besluttede at besøge en adoptionsorganisation, som hed ”The Church of England Adoption Society”, og der fortalte jeg om min situation. De fik navnet på barnets far og tilbød at kontakte ham, så for en kort tid fik jeg et håb om, at han ville vedstå faderskabet og støtte mig og hans barn, men desværre fik jeg snart at vide, at han nægtede ethvert kendskab til mig. Derfor blev vi enige om, at de ville arrangere, at barnet blev adopteret lige efter fødslen. Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne se ham eller finde ham igen, når jeg først havde skrevet under på adoptions papirerne. Jeg fødte en lille dreng, som jeg kaldte Jeremy, og da han var 14 dage gammel, kørte min mor os til London, hvor jeg overgav barnet til en plejemor, som skulle passe ham, indtil adoptionen skulle finde sted. Efter nogle uger kom vi igen, og jeg så mit barn for sidste gang, inden han blev overtaget af sine adoptivforældre, som jeg dog ikke fik at se. Jeg kan intet huske, fra vi forlod føde- afdelingen, til jeg nogle måneder senere var tilbage på min uddannelse som sygeplejerske. Det eneste, jeg vidste, var, at da barnet var ca. seks måneder gammel, fik jeg et smukt billede af ham, hvor man bare kunne se, at han havde det godt og strålede af sundhed. Jeg blev nogle få år senere gift, flyttede til Danmark med min danske mand og Et sidste farvel før bortadoptionen fik tre børn og levede et almindeligt familieliv i mange år. I 1990 læste jeg en avisartikel om adoptivbørn, der ledte efter deres biologiske forældre, og det fik mig til at begynde at prøve, om jeg kunne finde min søn. Det viste sig dog at være meget svært, så selvom jeg forsøgte gennem årene at søge oplysninger, fandt jeg ham ikke. I 2000 flyttede jeg med min mand til England, og jeg var netop gået i gang med igen at lede efter Jeremy, da jeg en dag fik et brev fra ham. Han havde pludseligt besluttet at lede efter sin biologiske mor og havde simpelthen skrevet et brev og sendt det til den adresse, som han havde i sine papirer. (Det er en gåde, hvordan min adresse kunne være i papirerne, da det skulle have været en anonym adoption). Da min mand og jeg netop boede i det samme hus, som den gang jeg fødte min søn, fik vi brevet uden problemer. Det var et meget sødt og forsigtigt brev, men jeg var overvældet af glæde og skrev tilbage med det samme, at jeg havde længe håbet på, at vi ville finde hinanden og blive genforenet. Vi skrev sammen i nogen tid, indtil min
søn, som havde fået navnet Jon, følte sig klar til at møde mig, og en skønne dag kom han til frokost. Jeg brugte timer på at bage og skrubbe, skure og polere hele huset og var meget spændt og ret nervøs for, hvordan vores første møde skulle gå. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle tage imod ham, men da han ankom, og jeg åbnede døren, fik jeg straks et stort knus, og så snakkede vi indtil kl. 11 om aftenen. Siden har vi haft et fantastisk godt, varmt og tæt forhold. Jon har mødt alle mine andre børn, og de tog imod ham med stor glæde og holder meget af ham, og han af dem. Vi mødes jævnligt, og det er altid hyggeligt og varmt. Noget der har glædet mig allermest er, at Jon kunne fortælle, at han havde haft de bedste forældre og en god og tryg opvækst sammen med sin adoptiv- søster, som de havde adopteret tre år efter ham. Han havde elsket sine adoptivforældre meget højt, men familien Sigurd Barret musiker og entertainer, om at være adopteret: ”den åbenhed, som mine forældre havde omkring min historie, er helt afgørende for mig. ved at være åbne undgik de at opbygge noget hemmeligt, som man skulle ruge over” ”Inden jeg mødte min biologiske mor, havde jeg en følelse af at være en biologisk ø, og jeg vidste på et tidligt tidspunkt i mit liv, at det ville være vigtigt for mig at få mine egne børn og helst mange, så jeg ikke var i tvivl om, hvor jeg hørte til genetisk. Jeg var også mere nervøst anlagt, før jeg mødte min biologiske mor. tvivlen om, hvor jeg kom fra, har til en vis grad naget mig, selv om det ikke er muligt for mig at pege på, hvad jeg har manglet.” Fra artiklen: ”Det handler om at finde ud af, hvem jeg er” Kristeligt Dagblad, 12. feb. 2005 Mor og søn forenet igen efter 43 år. havde haft den sorg, at hans mor havde fået tidlig alzheimersyge og døde forholdsvis ung i 1998. Hans far lever dog stadig, men er nu alderdomssvækket og bor på et plejehjem. Faren har desværre ikke ønsket at møde mig, og det har vi været enige om at respektere. Det er en svær beslutning at lade sit barn bortadoptere, og nu om dage er det ikke som dengang næsten umuligt at leve som enlig mor med et barn født uden for ægteskab, som det var dengang. Jeg har dog ikke fortrudt den be- Bmoms: der eksisterer mange myter omkring biologiske mødre, en af de mere sejlivede er denne: ”vi vil lægge bortadoptionen bag os, og gå videre med vores liv. vi vil få andre børn, og vi vil glemme det barn, vi mistede til adoption”. Fakta er, at vi aldrig glemmer vores bortadopterede barn, og en nok så stor børneflok kan aldrig erstatte det barn, vi har mistet. Fra Bmom’s hjemmeside (Interesseorganisation for Biologiske Mø- dre) http://jettedoe.homestead.com/Jettedoe.html slutning, jeg tog, for jeg var sikker på, at det var det bedste for mit barn, og hans adoptivforældre har levet op til den tillid, der blev vist dem, dengang de fik lov at tage ansvar for min lille søn, og de har givet ham ikke alene den trygge opvækst, jeg ikke mente mig i stand til at sørge for, men også den samme kærlighed som han ville have fået fra mig, hvis jeg havde beholdt ham. Det har været en stor lykke at få lov til at være hans mor igen, efter så mange år. Elizabeth Højlund aniella Bonnichsen: ”et barn, der bliver bortadopteret, er faktisk et barn, der er elsket. Selv om man af en eller anden grund ser sig nødsaget til at give sit barn fra sig, giver man aldrig slip på den kærlighed, man nærer til sit barn. et barn, der bliver bortadopteret er et barn, der bliver givet væk i stor kærlighed og smerte med erkendelsen om, at nogle ydre, vanskelige omstændigheder gør, at man ikke selv er i stand til at give barnet, hvad det fortjener.” Fra bogen: ”Mit barn – hvor er du?” http://www.bortadoption.dk/ombogen. html 7
Page 1 and 2: 14. åRgang nR. 2 juni 2011 Liv Med
Page 3 and 4: ”Bortadoption - nej, så hellere
Page 5: årsmøde Gud, hvorfor sover vi? et
Page 9 and 10: etteN tIl lIvS SkrIvekoNkurreNce re
Page 11 and 12: ung og Retten til Liv På Påskelej

adoption - Retten til liv

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?