Udfordringer og politiske handlemuligheder i forhold til migration ...

medlemslande. 4 Lovbestemte minimumslønninger, om end på et lavt niveau, findes også hos
stort set alle de nye medlemslande. Minimumslønningerne i de EU-lande, som ligger tættest
på Norden (Belgien, Frankrig, Irland, Holland og UK) ligger i 2002 på ca. 1200 Euro pr.
måned. Det bør også bemærkes, at lovbestemte minimumslønninger ikke behøves at
udelukke en indflydelse fra arbejdsmarkedets parter. I fire af de ni medlemslande med
lovbestemte minimumslønninger fastlægges disse således efter forhandling med eller
indstilling fra arbejdsmarkedets parter.
Endelig skal det fremhæves, at der uanset det konkrete omfang af indvandring og lønpres,
både i medierne og i det politiske system vil være fokus på disse spørgsmål i en længere
periode både før og efter udvidelsen af EU. Derfor er det vigtigt, at debatten foregår på basis
af en bred viden om den faktiske udvikling, og ikke blot tager udgangspunkt i spektakulære
enkeltsager. Under alle omstændigheder vil der derfor være behov for en nøje overvågen af
arbejdsmarkedsudviklingen med særlig henblik på indvandringen af arbejdskraft i de
kommende år. De finske aktiviteter med hensyn til udredningen af behovet for en forøget
arbejdsmarkedsovervågning i forbindelse med udvidelsen af EU peger klart i denne retning. 5
Overholdelse af arbejdsmiljøstandarder
I debatten om risici ved en øget indvandring fra de nye medlemslande fokuseres ofte på
virkningerne i forhold til løndannelse og ledighed. En vigtig del af problematikken om
indvandret arbejdskraft er dog også knyttet til risikoen for, at arbejdsgivere udnytter
indvandrernes manglende fortrolighed med nordiske arbejdspladsnormer og deres stærke
ønske om beskæftigelse til at sænke standarden for arbejdsmiljøet og andre beskyttelsesregler,
f.eks. arbejds- og hviletidsbestemmelser. Denne risiko er formentlig størst blandt mindre og
uorganiserede virksomheder af den type, som allerede inden EU’s udvidelse har været i
søgelyset i forbindelse med beskæftigelse af illegal arbejdskraft fra Østeuropa.
De politiske handlemuligheder til imødegåelse af denne gruppe af risici omfatter en række
forholdsregler af samme type som diskuteret ovenfor i forbindelse med risikoen for øget
lønpres:
• Oplysningskampagner til indvandret arbejdskraft om sikkerheds- og
arbejdsmiljøspørgsmål
• Støtte til arbejdsmarkedsorganisationernes indsats for overholdelse af
arbejdsmiljøbestemmelserne
• Skærpet myndighedsovervågning af ”grå-zone-virksomheder” med en potentiel højere
risiko for overtrædelse af bestemmelserne
Såvel i forhold til denne form for risici som for faren for lønpres gælder desuden, at der bør
være en særlig opmærksomhed på ansættelses- og arbejdsforhold for pendlende arbejdskraft,
som i kraft af deres svage sociale og økonomiske integration i værtslandet må antages at
udgøre en særlig risikogruppe. I denne sammenhæng bør der også være opmærksomhed på de
boligforhold, som tilbydes den pendlende arbejdskraft under deres ophold i det nordiske
4
Se f.eks. Richard Clare: ”Minimum Wages in the European Union”, 2002, Eurostat, Statistics in Focus, Theme
3/5/2002
5
Jf. nedsættelsen af en særlig ”Arbetsgrupp för utredning af behovet att effektivisere övervakningen av utländsk
arbetskrafts anställningsvillkor”, som forventes at afgive sin betænkning med udgangen af 2002.
9