Download programmet her - DR

More documents

Recommendations

Info

Mahlers 7. Værk Af Jens Cornelius Gustav Mahler (1860-1911) Symfoni nr. 7, e-mol (1904-1905) Koncerthuset 2009/10 4 Mahlers 7. Symfoni er hans mest splittede værk. Gang på gang er der sammenstød: Mørke mod lys, skræk mod glæde, død mod dans. På enhver måde er det en uortodoks symfoni, og det har taget tid for den at nå samme udbredelse som Mahlers øvrige værker. Ligetil og populær bliver den nok aldrig – i 7. Symfoni gør Mahler i hvert fald hvad han kan for at forskrække og rode rundt i publikums forventninger. De fleste, der hører Mahlers 7. Symfoni, vil sikkert opleve det som mørk og meget foruroligende musik. Selv mente komponisten, at det var hans bedste værk, og at den var ”af overvejende munter karakter”. Symfonien er i fem satser og varer næsten halvanden time. Det er altså en vældig, vældig lang symfoni, en af de længste der er skrevet overhovedet. Den er opdelt i fem satser, der danner en symmetrisk form: Første og sidste sats er lange, og de indeholder begge voldsom og kraftig musik. Anden og fjerde sats hedder begge Nachtmusik (Nattemusik), mens centrum er 3. satsen, en scherzo, der i dette tilfælde er alt andet end et let intermezzo. De to satser med Nachtmusik skrev Mahler i 1904, året før resten af symfonien. Det var kun i sine sommerferier, han havde tid til at komponere, og den sommer, han skrev nattemusikken, brugte han i øvrigt på at færdiggøre sin 6. Symfoni. Det var aldrig sket før, at Mahler skrev to store værker på samme tid, så inspirationen må have været stærk. Den følgende sommer, 1905, var gløden umulig at genfinde. Et par uger af ferien gik, uden at Mahler fik skrevet en tone af den symfoni, han havde længtes sådan efter at vende tilbage til. For at klare hjernen og ryste frustrationerne af sig tog han på bjergvandring helt alene i nogle dage. Det plejede at være en effektiv kur, men denne gang var der stadig intet gennembrud. På hjemvejen skulle Mahler sejles hjem af en lokal mand i en robåd, og i samme øjeblik åretagene begyndte, dukkede musikken op inde i Mahlers hoved. Begyndelsen af 1. sats fik sin rytme fra roerens åretag i mørket. Og symfoniens tre tilbageværende satser blev komponeret på under en måned. I 1906 lavede Mahler de sidste rettelser til partituret, men først to år senere, i 1908, var det blevet muligt at finde en anledning til uropførelsen. Det blev ved en musikfestival i Prag, arrangeret i anledning af Kejser Franz Josephs 60-års regentjubilæum – altså en helt igen-
Mahlers 7. Værk Koncerthuset 2009/10 5 nem formel og konservativ hyldest af den bestående verden. En noget mærkelig situation at forbinde med Mahlers undergravende og underbevidste musik! Førstesatsen af symfonien begynder med uhyggelige, ildevarslende toner. Satsen er en af Mahlers mange sørgemarcher, og denne gang har den et usædvanligt instrument i hovedrollen: Et tenorhorn, som er en slags lille tuba, der hverken før eller siden har haft så stor en rolle i et symfoniorkester. Det har en kuldegysende virkning, når tenorhornet spiller til det spøgelsesagtige akkompagnement af strygerne. Ud af den lange indledning fødes tre temaer: To march-motiver og en smeltende strygermelodi. Hoveddelen af satsen bruger temaerne i en grotesk og meget voldsom musik, der evner at danse, marchere og skrige på samme tid. Halvvejs gennem satsen stopper alle op, og efter et trompetsignal hører man på magisk vis ’stilhed’, udsat som musik. Fjerne lyde danner en kunstig form for tavshed, der midt i kaosset åbner for en vision om fred. Musikken giver nu plads til et glimt af Paradiset, som stråler i det mildeste, reneste lys – inden åretagene fra dødens bådsmand vender tilbage. Mahler turde som ingen anden i tiden opsøge nye klange. I 7. Symfoni trækker han både en guitar og en mandolin ind i orkestret, og i 2. sats hører man koklokker! Et anti-instrument, som har været en hæslighed for datidens højborgerlige publikum at få i ørerne. For Mahler var det derimod et element fra den natur, han kendte fra sine sommerferier i Dolomitterne. Han ønskede, at koklokkerne i symfonien skulle klinge med samme fjerne lyd, som han oplevede på sæteren. Satsen er i øvrigt ikke den rene naturidyl. Det er en grumt marcherende vandring gennem natten, hvor mennesket møder en uvirkelig parallelverden. Nogle mener, at det er Mahlers begejstring for Rembrandts berømte maleri Nattevagten, der i alpe-forklædning klinger i musikken. 3. sats er en scherzo, altså en mellemsats, der burde være munter. Selv om denne sats ikke hedder Nachtmusik, befinder den sig i samme drømmeunivers som de to omgivende nattesatser. ”Skyggeagtig” er Mahlers karakterbetegnelse, og det er som om, at det er levende skygger, der er hovedpersonerne nu. Tæppet mellem menneskets verden og ånderne er trukket fra, og i en helt utroligt instrumenteret sats stirrer man ind i en djævledans; naturens nat, når den er allermest skræmmende og fremmedartet.
Page 1 and 2: MahlerS Tors. 11. feb. kl. 19.30 +
Page 3: Mahlers 7. Dirigent Dirigent John S
Page 7 and 8: Torsdagskoncert Mahlers 7. Sangteks

Download programmet her - DR

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?