SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet

Sandemose kan vi konstatere, at også hun begynder med A, mærkeligt
at han ikke har bemærket det. Hun boede i det lille hus som
hørte til Moens gartneri, står der, og vi konstaterer hurtigt, at vi her
er tilbage til en af urscenerne i Sandemoses forfatterskab: æblerovet.
Hos Sandemose lokkes manden ikke af kvinden med æblet, han ta’r
selv, bliver straffet og fordrives på denne måde fra Edens have. Men
som der står her i Alice Atkinson: ”Det er underlig med synden. Folk
tror den er noe som blir begått, enda det er den som begår både seg
selv og oss” (257). Synden er skæbne, uddrivelsen fra Paradis er ikke
nogens skyld, det sker bare. Synden ”værker”, ville Heidegger have
sagt i sit forsøg på at tale om metafysiske størrelser uden at benævne
dem som sådanne. Et af højmodernismens store dilemmaer, som
Sandemose også tumlede med.
Alligevel møder de tre indbrydende drenge i denne episode (hvor
de i øvrigt kun henter jordbær, men det betyder mindre) en kvinde
inde i denne have: ”et kvinneansikt, men likevel ikke ansiktet til et
menneske”, som der står (258). Et lig, men alligevel levende. Ikke
Større, kunne man tilføje, men mindre. En dag lidt senere gik Haukli
forbi samme gartneri og så en kvinde sidde på en bænk udenfor. Da
han henvender sig til hende, vender hun sig på en mærkelig måde
om mod ham (”Så snudde hun seg ved å kibbe rundt på de samlede
føttene, uten at noen bevegelse var synlig i kroppen ellers”) og stirrer
på ham: ”Det var henne, og blodet vek fra hodet mitt. Den underjordiske
så på meg. Hun løftet stivt på armene og rakte dem imot meg.
Øynene perlet, de var glupske som på en gretten ape. Hun flirte og
lot tungen falle ut” (259). Den hemmelighedsfulde er her blevet til
den underjordiske, men det er den samme mystiske kvinde, kvinden
der både er der og ikke er der, en genganger, spøgelse, vision
eller hvad man nu vil kalde det. Mens han sidder og skriver dette,
skriver Haukli, viser hun sig da også for ham: ”Jeg satt her og skrev,
og så visste jeg med ett at hun stod og så på meg ved døren. Jeg
snudde meg i stolen og så på henne, og jeg sa fort, liksom snublende
i ordene: Alice, hvordan skal det gå i verden? Hvordan er det med
13