SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet

mand. Psykologiske modeller gælder måske kun i fredstid – og angiveligt
var stikkerdrab en del af krigens og besættelsens hverdag;
men uanset det så stemmer Felicias reaktionsmønster kun alt for
godt med de kendte karakteristika for narcissistisk skadede personer.
Inden stikkerlikvideringen har Felicia oplevet endnu et tab: I 1934
løb hun ind i den berømte forfatter, Erling Vik, der forførte hende –
for så næste dag at svigte en aftale om gensyn til fordel for en anden
dame, Cecilie Skog.
Hun var blitt narret for vennlighet og kurtise da hun gjorde det
store som det var for henne å gi seg over til en mann og la ham
fare fram mot seg som han ville. Han hadde kastet henne på sengen
hennes, plukket av henne klærne med altfor øvede hender og
gått på henne som et ulvemenneske [….] (191)
Tre tab på stribe er for meget for Felicia – og hun bliver aldrig mere
en ’hel’ person, der får bearbejdet tabsoplevelserne til bunds. Hun
får aldrig integreret alle de skygger som følger med. Ved en enkelt
lejlighed brænder de tre tab sammen i et enkelt tableau. Felicia er
kommet fra Gamle Venhaug, fra Erlings seng, og sidder på Nye Venhaug
og mediterer over billederne af sine dræbte brødre. En sær tilstedeværelse
af både ægtemanden, Jan, og elskeren, Erling, griber
hende. Hun tænker også på sin stilling hos faderen efter moderens
død. Det var ikke hende, pigen, han regnede med. Hun var i modsætning
til brødrene, som var potentielle ’overtagere’, bare inventaret,
der så hyggeligt studerede. Hun ville blive ’tante Felicia’ eller
muligvis blive godt gift. ”Det var som en spennende jakt efter noe
inne i hodet mitt, ­ jakten på nøkkelen til mitt eget liv.” (251) Jan støder
til der sent på natten, og Felicias forsøg på at nærme sig lidelsen
ender således:
28