SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet

her gør det samme som romanens fortæller, Jørgen Haukli: skyder
problemet foran sig med henblik på en senere løsning. Måske skulle
man ved lejlighed se på romanen som roman, men indtil videre kan
man læse den som essaysamling, synes synspunktet at være. Strategien
er interessant: først erklærer professoren, at denne bog lægger
op til en fordomsfri og uforbeholden læsning, hvorefter han nøjes
med at læse udenværkerne. Her erindres man også om, at romanens
fortæller først og fremmest er en læser: nemlig af sig selv. Dvs. af de
breve, han under krigen skrev til sin søster, men aldrig fik sendt af
sted. Nu i sommeren og eftersommeren 1945 læser han dem igen
og forsøger at få en mening i dem. Om det lykkes, står hen. Måske
er hans mål mest at læse for at udskyde erkendelsen af det i teksten
skjulte. Også han læser måske med omhu udenværkerne.
Det kan man ikke – i første omgang i alt fald – beskylde Jørgen
Sandemose for at gøre. Han går lige til biddet i sin analyse af værket i
sin biografi om faderen: Flyktningen fra 2004. Her bestemmer han Jørgen
Haukli som en overmenneskefigur, en Hitler­figur, der lander på
sin ørnerede som føreren i Berchtesgarden og der møder sit alter ego,
Større Stenaldermand, hvis forbogstaver – og Jørgen Sandemose er
monomant fascineret af forbogstaver – er SS. Her lærer han sin skæbne
– sin evighed, siger teksten – og da han kommer ned igen og tilbage
til Bristol, lever han den ud ved at medvirke i iscenesættelsen af
drabet på en kollega, Alice Atkinson, som han er blevet lun på. Men
hun vil hellere have de to andre kolleger på dette kontra­spionagekontor,
William Lee og Alexander Selkirk. Gennem en sindrigt tilrettelagt
intrige lykkes det ham at få Lee hængt for mord på Selkirk, der
er forsvundet med Alice. Og da hun senere bliver fundet dræbt på et
hotelværelse, kan det udlægges som selvmord – eller som et mord
begået af Selkirk. Jørgen Haukli går fri, men er den egentlige morder.
Af et perfekt tilrettelagt mord, der ikke kan opklares – Sandemoses
gamle drøm, som han pralede af på Oslos værtshuse.
Som næsten altid med Jørgen Sandemoses analyser af faderens
bøger må man sige, at hvis man har troldsplinten i øjet, kan man
5