SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet

Han nærmet sig Helga, ­ eller Helga nærmet sig ham, seg langs
bryggen imot ham og var glad fordi han kom. Han pustet enda
dypere og hvisket: Det beste i verden.” (42)
Dette er citatfusk. I kapitlet ”Skipperen” står der ikke Helga, men
Fulton, og i det hele taget skildres Claes Winckels forhold til skuden
i seksuelt farvede vendinger. Man kan finde talrige eksempler på uafbalanceret
nærhed og distance. I Helga­affæren samles begge dele i et
brændpunkt, da skipperen en aften ser Helga sammen med hele tre
fra mandskabet: ”Han kjente sig nedverdiget. Men snart skal skuta
rulle på Atlanteren! Det blir jeg som bestemmer for dere alle, – også
for dig, Helga!” (161f)
Trods det at Claes Winckel fik eventyrets ring foræret – barndomserindringen
– og dermed en chance for at nærme sig lidelsen
og tillade sig en helhedserkendelse af sig selv, lukker han ravnene
inde i glasbjerget og kapsler sig inde i sin persona: ”Men det vesentlige
i hans liv var å drive forretning og holde orden på Fulton.” (161)
I en artikel i Atlanten har så mange mil – ”En torpedo under Gullhesten”
– har jeg tidligere karakteriseret Gullhesten ud fra mulige
barndomstraumer og sat seriøse spørgsmålstegn ved de grandiose
træk, som han selv og resten af mandskabet forlener ham med. Set
i lyset af eventyret om de tre ravne kan der findes mange lighedspunkter
mellem skipperen og matrosen, som romanen igennem
som to meget forskellige stormestre har et kompliceret parti skak
kørende. Der blotlægges for begge narcissistiske konflikter, og skaderne
ved at have ravne flyvende i sit indre glasbjerg er romanens
’handling’. Den lange sørejse er ikke en længselsgestus, men en forladthedsgebærde
– og ”Håpet går iland” ikke en syntese, der har en
realistisk baggrund i romanen, men en vision, et slutmål, der skal
stræbes hen imod, men som kun kan nås ved en stor moralsk og
psykologisk præstation.
24