SANDEMOSIANA - Aksel Sandemose Selskabet

læse sådan. Men det forudsætter, at man vælger at tolke nogle ting i
bogen, som det måske netop er pointen ikke skal tolkes. Som måske
med kunstnerisk forsæt er lagt sådan til rette, at de ikke kan tolkes.
Ligesom vi ikke i Varulven ved om Felicias død er selvmord eller
mord – og i sidste tilfælde hvem morderen er – således ved vi heller
ikke, hvorfor og hvordan Alice Atkinson dør. Haukli skriver et sted
hen mod slutningen af bogen, at læseren af hans redigerede breve,
søsteren, nok har bemærket, at han ikke har skrevet ret meget om
Alice. Det har læseren i alt fald: hun har bortset fra i titlen været
bemærkelsesværdig fraværende i teksten selv. Det er fordi, skriver
Haukli, at hun kun har været en konstruktion af og gennem ham
selv, det er først, når man vågner op efter en forelskelse, at man ser,
at den elskede var en anden: ”Det du elsket hadde samme verdi som
en drøm. Den fantes bare i ditt eget sinn, og hun holdt ikke mål med
dine luftige konstruksjoner” (245). Man kunne hævde, at alle kvinder
i Sandemoses forfatterskab skal forsvinde, for at illusionerne kan bestå
– de skal væk, så romanerne kan blive til. Derfor har omstændighederne
omkring deres forsvinden bedst ved at forblive i det usikre.
”Jeg er ikke nogen detektivforfatter”, som Haukli siger et sted. Han
er ikke ude på at opklare mord. I øvrigt heller ikke nogen romanforfatter,
bedyrer han gang på gang, men det er Aksel Sandemose.
Hvor Petter Aaslestad altså helt vil udskyde at læse selve romanen,
og Jørgen Sandemose kaster sig over den med bombastisk animositet,
vil jeg forsøge at placere mig midt imellem: læse teksten,
men med respekt for dens gådefulde ubestemthed, som efter min
formening er mere kalkuleret, end det umiddelbart fremtræder.
Og her må man starte med selve fortællesituationen: en mand
skriver til sin søster efter krigen, idet han som forlæg bruger nogle
breve, som er skrevet under krigen, og som han nu har destrueret:
”Det stod ting som jeg er glad for at aldri noen får se, for de brevene
ble skrevet engang jeg ofte var ulykkelig” (130). Det er han så åbenbart
ikke mere, må vi tænke, men det rimer dårligt med de indtryk,
vi i det følgende får af denne fortæller, der ikke mindst i beskrivelsen
6