NÅR GENOPTRÆNING ER DET RENE SJOV ... - PTU

24
Livet er en
p t u: n y t n r . 1 - 2008
Gennem de sidste 6-7 år har Peter Nicolaisen for alvor
mærket senfølgerne af den polio, der ramte ham som
barn. Alligevel glæder han sig over livet og de mange
muligheder, han trods alt har. Samtidig er det vigtigt for
ham at engagere sig og være med til at gøre en forskel
Af Do rt e Sc h m i D t
Selvfølgelig var det svært at acceptere, at jeg nu
også har brug for en kørestol. Men samtidig er det
en stor lykke, at jeg endnu ikke er bundet til den
konstant. Jeg kan stadig rejse mig og gå kortere strækninger,
siger Peter Nicolaisen, der blev ramt af polio, da
han var et par år gammel.
I modsætning til de fleste af os andre, kender han
ikke sin fødselsdato. Han stammer fra Bangladesh, der
er kendt som et af verdens allerfattigste lande. Så da
Peter blev født for en 37-38 år siden, blev det ganske
enkelt ikke registreret.
Den dag i dag betegner han det som en stor gave,
at han overhovedet overlevede sygdommen. Og det
samme siger han om det faktum, at et dansk ægtepar
for snart 30 år siden besluttede sig for at adoptere et
handicappet barn fra lige netop Bangladesh. Et land
der på det tidspunkt var en del omtale af i medierne.
Både på grund af den ekstreme fattigdom og de mange
naturkatastrofer i området, som gør det næsten umuligt
nogensinde at komme fattigdommen til livs.
Hungersramt
- Mine adoptivforældre havde i forvejen to piger og
hele familien ønskede sig en lillebror. De kunne i og
for sig lige så godt have valgt at få endnu et biologisk
barn. Det havde rent faktisk også været både nemmere
og langt billigere for dem. Men i stedet besluttede de at
adoptere et barn, som virkelig havde brug for hjælp. Så
de valgte mig, fortæller Peter.
Og at han havde hårdt brug for hjælp, er der ingen
tvivl om. Han var tydeligvis hungersramt og underernæret,
da hans adoptivfamilie i 1976 i snevejr hentede
ham i Københavns Lufthavn en kold decemberdag.
- Jeg havde aldrig set sne, så jeg troede, det var en
sandstorm. Men ellers kan jeg ikke huske ret meget.
Hverken fra Bangladesh eller min første tid i Danmark,
siger han, der på det tidspunkt var omkring syv år gammel.
Og sandsynligvis var han ikke blevet ret meget
ældre, hvis ikke han var blevet bortadopteret.
Børnehjem
Forinden havde hans forældre i Bangladesh været nødt
til at opgive tanken om at beholde ham i familien. Han