Søværnsorientering nr. 4 / 2006

Søværnsorientering nr. 4 - december 2006
rapport fra en fuldrigger
– 36 små kadetaspiranter
Tek st: K TA SP V L P L aur a B r ædstrup
Foto: privat
Vi befinder os på Søværnets Grundskole
i Auderød. Udenfor bygning 16 er der
opstilet 36 køjesække, pakket og klar til
at flytte ind på banjerne på skoleskibet
Georg Stage. Det bliver nemlig vores
hjem de næste fire uger. Et hjem, der
skal bringe os ind på den anden side af
det gamle jerntæppe, nemlig til Tallinn
i Estland og derefter videre til Kalmar i
Sverige, for at mærke historiens vinge-
sus af en 700 år gammel union.
Alt dette virker dog meget fjernt, da
bussen svinger ind mod Holmen og de
31 meter høje master kommer til syne.
Det er nu vi skal bevise, at vi har hørt
efter de sidste seks uger. Det første be-
vis kommer da en kvik kadetaspirant får
øje på en kompasafmærkning øst. Næ-
sten samtidig får en anden kvik KTASP
øje på en kompasafmærkning nord.
Ikke overraskende var der også en syd
og en vest. Vi skal jo være navigatører,
de fleste af os. Alt dette fandt sted
kort efter vi havde ladet ankeret falde
på Københavns Red – historien igen.
Nu vi er ved det med historien, kan
man jo undre sig over hvorfor fremtidens
officerer skal sejle fire uger på en
72 år gammel fuldrigger med 800 m2
sejl. Så vidt jeg er informeret gik Søværnet
væk fra sejlskibe i linien for mange
år siden. Jeg har nu indset at der næppe
er noget bedre sted at lære praktisk sømandskab
samt lære 35 mennesker at
kende på meget kort tid. Det er muligt,
at vi ikke har lært at kombinere sejlads
med Søværnets opgaver, men vi har lært
at bo tæt sammen og arbejde og leve
under forholdsvis primitive forhold. Eksempelvis
har vi lært at 12 mennesker,
et skifte, sagtens kan være stille når
man går til køjs efter en vagt, og der allerede
sover et andet skifte på banjen.
Det krævede dog et par forsøg at finde
hemmeligheden ved den manøvre…
Turen handlede ikke kun om at lære
at samarbejde, men også om at flytte
grænser. Det var der rig mulighed for,
når der skulle sættes eller bjærges sejl.
Nogen kunne slet ikke få nok af at være
til vejrs, andre havde det bedst med
begge ben solidt plantet på dækket. For
de sidstes vedkommende var turen en
lang mission for at få dem så højt op
som muligt. Mange af dem, der havde
tøvet under den indledende rigtræning
kom helt til tops. Andre blev positivt
overraskede over hvor hurtigt de blev
vant til det begrænsede fodfæste, 27
meter over vandlinien. Der var også en
lille men tæt flok, som troede de ville
kunne lide at være til vejrs, men som
måtte sande at det ikke var tilfældet.
Uanset hvordan man havde det med
riggen, kom alle op mindst en gang og
havde man været oppe en gang, kunne
man gøre det igen! Det er i hvert fald
hvad undertegnede jævnligt fik at vide.
eN helt almiNDelig Dag
Heldigvis var der meget andet ved Ge-
org Stage end master og rær. Dem der
mente de havde gjort meget rent i Auderød
fik sig en slem overraskelse. Hver
morgen blev hele skibet gjort rent i brun
sæbe og grøn lurifax. Det var alt fra
kaptajnens salon til dækket. Med dette
veloverstået var det tid til at begynde
dagens undervisning. Vagtskiftet havde
praktisk sømandskab på dækket, mens
de to andre skifter havde undervisning
på banjerne. Fagene var skibsteknik,
arbejdssikkerhed og vedligeholdelse.
Dertil kom et par lektioner om maritime
institutioner, som selveste kaptajnen
stod for. Lektionerne var af 45 minutters
varighed og gik, udover undervisning
naturligvis, med at spise slik. På
en dobbelt lektion omsatte mit skifte i
gennemsnit; to kander kaffe, en kande
te, tre plader Ritter Sport og en pose
Haribo. Hvis lektionerne lå omkring kl.
15.00 blev dette suppleret af 12 stykker
frugt. Man lever godt til søs!
Under sejlads, hvad enten det var for
motor eller sejl, er rærene altid brast
ind til enten styrbord eller bagbord
halse afhængig af vinden. Op til hav-
Turen handlede ikke kun om at lære at samarbejde, men også om at flytte grænser.
Det var der rig mulighed for, når der skulle sættes eller bjærges sejl – 27 meter over
vandlinien.