Harald Scavenius - Bernadette Preben-Hansen

Harald Scavenius: katolsk verdensmand og demokrat
Tekst: Bernadette Preben-Hansen
Ung katolik
Harald, f. 1873 på Gjorslev, står i dansk bevidsthed ufortjent i skyggen af sin fætter Erik Scavenius, Danmarks
udenrigsminister under begge Verdenskrige. Forholdet mellem de to fætre var anstrengt. I modsætning
til resten af Scavenius-familien var Harald katolik. Han var aktiv katolik. Prægningen kom fra hans
franske mor Louise Castonier. Som ung studerende meldte han sig 1896 ind i Academicum Catholicum.
Foreningen var netop oprettet med Johannes Jørgensen i spidsen for en festlig forsamling cigarrygende
mandlige studerende ved Københavns Universitet. Det blev begyndelsen på et livslangt venskab mellem de
to danske katolikker.
Til udlandet
I 1904 indledte han som ung magister i fransk sin karriere i dansk diplomati i udlandet: St Petersborg, Paris
og London. På en orlov i Danmark indgik han ægteskab med sin Anna Sofie ”i et meget lille katolsk kapel
omtrent hvor kirken nu ligger. Biskop Brems var dengang sognepræst i Vejle, og det var ham
der viede os. Vi blev trods min energiske protest viet i den katolske kirke, da min mand var katolik”. Det blev
hun så i Paris. Hun sled med hjælpearbejdet på gadeplan og besøgte fængslerne i St Petersborg. På sine
ældre dage oversatte hun Jonastegnet af den amerikanske digtermunk og trappist Thomas Merton. Relationen
mellem Brems og Scavenius var venskabelig.
Danmark i Verden
I april 1917 trådte Danmark ind på verdensscenen. USA gik ind i 1. Verdenskrig, og overlod sit internationale
ansvar for halvanden million østrig-ungarske krigsfanger i Rusland og Sibirien til Danmark som neutral
stat. Danmarks gesandt i St Petersborg, Harald Scavenius, kom til at stå som den officielle leder af en gigantisk
logistisk operation af et hjælpearbejde i Rusland og Sibirien. Her forsøgte han i hemmelighed og ad
diplomatiske omveje at få Vatikanet og jesuitgeneralen i Rom til at gribe aktivt ind i krigsfangespørgsmålet i
Rusland og Sibirien - forgæves. Pave Benedikt 15 kæmpede i 1917 for verdensfreden - også forgæves.
Katolikken
Harald Scavenius var stærkt interesseret i sociale spørgsmål og havde i Paris skrevet en bog om fagforeningsbevægelsen
i Frankrig, og i London en om den engelske arbejderbevægelses historie. Han fulgte med i
marxismen og de politiske ideologier. ”På grund af hans religiøse indstilling, han var katolik og stærkt interesseret
i kirkelige spørgsmål, var det i høj grad spørgsmålet om de polakker, som russerne havde slæbt med
til det indre Rusland eller Sibirien, han tog sig af. Det var menneskeligt tiltalende at han også beskæftigede
sig med adskillige enkeltmands sager”. Sådan skrev rigsarkivar Axel Linvald om manden, der gjorde hvad
han kunne, havde gode forbindelser til polakkerne i Petrograd og husede baron Eduard von der Ropp, den
katolske ærkebiskop af Mohilev (med sæde i St Petersborg) og Moskva. Katolikkerne stod magtesløse i tsar-
og Sovjetrusland, Vatikanet ligeledes.
Anti-bolsjevikken
Scavenius så tidligt faren ved den totalitære ideologi, som han i sine år i St Petersborg flittigt havde indberettet
til Udenrigsministeriet i København. Efter Danmarks brud med Sovjetrusland 1918 gik han internationalt
imod bolsjevismen. Ved taler i London og Paris opfordrede han i 1920 vestmagterne til en militær
intervention af Rusland. Erhvervsmanden Harald Plum var finansielt for tanken: Lenin og Sovjetregimet
burde væltes. Bolsjevismen var en trussel ikke blot for Rusland, men for hele Europa. Verden lyttede ikke,
den værnede om den internationale markedsplads, hvor Rusland siden 1890’erne havde været det nye slaraffenland.
Især Danmark gik på listepoter på grund af kolossale handelsinteresser i Rusland og Sibirien. Der
var dansk profit i det sibiriske smøreventyr.

Sat uden for nummer
Scavenius’ agitation i privat regi blev efterhånden for meget for den danske regering. ”Bolsjevikkerne havde
deres agenter overalt, og en international aggressiv anti-bolsjevisme kunne skade udlændinge i Rusland og
Sibirien” (Nordisk Fjerfabrik til UM, januar 1919). Danske erhvervsmagnater var ikke begejstrede, og Scavenius
fik mundkurv på. Hans udanske temperament gjorde ham ugleset i dansk diplomati, og Erik Scavenius
satte sin fætter uden for nummer. Det var reelt en afskedigelse. Privatbrevene mellem de to fætre er syrlig.
Udenrigsminister
Tre måneder senere rykkede Harald Scavenius ind i fætter Eriks kontor på Kongens Nytorv. Han blev uventet
udnævnt til udenrigsminister i ministeriet Neergaard 1920. To år senere måtte han gå efter pres fra
erhvervsmanden H.N. Andersen. Scavenius rejste da som gesandt til Rom 1924. Her havde han privataudienser
med pave Pius 11 og plejede uofficielle kontakter med Vatikanet. Mussolinis fascistiske regime gik
ham snart på nerverne, nu var han havnet i et andet totalitært regime. Flittigt indberettede han advarende
til Udenrigsministeriet i København og diskuterede Italiens styre med sin ven Johannes Jørgensen, der holdt
hof af danske katolikker i Assisi.
Johannes Jørgensen
I 1931 skrev han til Jørgensen: ”Jeg finder ligesom Dem begivenhederne i Italien meget beklagelige, men
jeg kan ikke tilbageholde en bemærkning om, at Vatikanet høster som det har sået. Der kan ikke komme
noget godt ud af at fraternisere med gudløse demagoger som Mussolini og Co. Tilsyneladende begynder
man først nu at indse, at fascismens ydre respekt for den katolske kirke er begrundet i den omstændighed
at den betragter paven som en slags ypperstepræst for en italiensk statsreligion i gammelromersk forstand.
Da paven ikke har villet indtage den ham således tiltænkte stilling i den fascistiske stat, måtte det før eller
siden komme til en konflikt”.
Dansk katolsk andedam
Røre i den danske katolske andedam interesserede ikke Harald Scavenius. Han svarede 1928 sin ven Jørgensen
vedr. balladen om de katolske præster Peter Schindler og Hubert Messerschmidt: ”Jeg er kommet
til det standpunkt, jeg altid tidligere havde stået på, nemlig ganske at desinteressere mig for den katolske
kirke i Danmark. At være katolik i dansk forstand, vil nærmest sige at skulle tage parti for den ene eller den
anden person: det er så indsnævret og sekterisk”. Og Jørgensen og Scavenius gik deres ture i bjergområdet
omkring Assisi, den hellige Frans’ hjem. Fascismen blev efterhånden for meget for vor idealistiske katolik.
Han rejste fra Italien i 1928 for posten som gesandt i Bern i Schweiz, siden i Haag i Nederlandene, hvor han
døde i 1939.
Idealisten
Harald Scavenius var en lille mand med en stor hat. Han var en ildsjæl, der med flittig pen og en lysende
begavelse og indsigt advarede imod konsekvenserne af de totalitære ideologer: alle opstået i kølvandet på
1. Verdenskrigs meningsløse skyttegravskrig. I 1933 skrev han om den åndelige baggrund for revolutionen
og dens internationale mentale og sociale efterkrigskonsekvenser. Totalitære ideologier havde sit greb
om Europa: leninisme/stalinisme i Rusland, fascismen i Italien, nazismen i Tyskland. Idealer som politisk
demokrati, parlamentarisme, frihed, intellektuel selvstændighed var kastet over bord. Verdenskrigen havde
skabt grobunden for nazismen: ”Det er kun naturligt at denne bevægelse først greb om sig i de lande, der
havde taget del i Verdenskrigen. Ungdommen vendte hjem fra skyttegravene med et nyt sjæleligt indhold.
Havde skyttegravene avlet råhed, havde de også frembragt nye idealer og nye forhåbninger og en stærk
trang til at være med til at omforme og genskabe hjemlandet, hvis åndelige og materielle forhold de nu var
kommet til at se på med nye øjne. De hjemvendte soldater lignede i åndelig henseende ikke mere de unge,
enten umodne eller af deres beskæftigelse og lokale forhold prægede individer der drog ud. De var blevet
afvante med de gamle omgivelser og deres krigsoplevelser havde gjort dem fremmede for deres tidligere
livsførelse”.
Katolsk Historisk Arkiv
Bispedømmets historiske arkiv i København bevarer dokumenter, der afspejler Scavenius’ danske katolske

forbindelser. At han var katolik, et grundlæggende aspekt af mandens væsen og personlighed, er overset i
dansk historieskrivning. Jeg mener at Scavenius’ livsholdning som katolik havde en betydning for hans syn
og kamp imod de ateistiske ideologier, hvorpå det tyvende århundredes Europa også er bygget. Hans engagement
og katolske sindelag har ikke gavnet ham i dansk diplomati, men han har haft en viljestyrke og en
tro på sin mission på verdensplan. Harald Scavenius fortjener en videnskabelig biografi.
Harald Scavenius. Det Kongelige Bibliotek
Katolsk Orientering (16)
1. oktober 2010