En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen
En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen
En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Rotunden nr. 22, marts 2006<br />
ISSN 0908-6781<br />
Udgivet af<br />
Statsbiblioteket<br />
Universitetsparken<br />
8000 Århus C.<br />
© Statsbiblioteket<br />
Redaktion:<br />
Volkmar <strong>En</strong>gerer<br />
Harald von Hielmcrone<br />
Henrik Vetter<br />
Layout: www.finnknudsen-grafiskdesign.dk<br />
Tryk: MIGrafisk<br />
Udgivelsen har ikke nogen fast frekvens.<br />
Interesserede kan vederlagsfrit rekvirere<br />
Rotunden så længe oplag haves.<br />
Henvendelse til:<br />
Statsbiblioteket<br />
Universitetsparken<br />
DK-8000 Århus C.<br />
Tlf. 8946 2207<br />
www.statsbiblioteket.dk<br />
Forsiden:<br />
Jacoba <strong>Hansen</strong> med døtrene Ellen og Inge.<br />
Kugan, 1911. Foto: A.I. Kočeˇsev. Per og Gyda Strøyers<br />
privatarkiv.<br />
Bagsiden:<br />
Russisk jernbaneobligation fra begyndelsen af 1900tallet.<br />
Statsbibliotekets arkiv.<br />
Siden 1993 har Statsbiblioteket udgivet tidsskriftet Rotunden. Formålet med Rotunden er at synliggøre<br />
Statsbibliotekets samlinger og deres benyttelse gennem en præsentation af artikler, skrevet af medarbejdere<br />
eller andre, som bruger disse samlinger.<br />
De emner som præsenteres, afspejler det universielle i Statsbibliotekets samlinger af trykte, digitale, virtuelle<br />
og håndskrevne ressourcer, og giver samtidigt eksempler på den faglige ekspertise, biblioteket er i<br />
besiddelse af, både hvad angår forsknings- og formidlingsaspektet. Foruden artikler i Rotunden udgiver<br />
Statsbibliotekets medarbejdere mange andre skriftlige arbejder (se bibliotekets årsberetning).<br />
Rotunden bliver udleveret gratis fra Statsbibliotekets publikumsområder, ligesom tidligere numre kan<br />
rekvireres gratis, sålænge lager haves. Der er ingen fast udgivelsesfrekvens, men det er hensigten at<br />
udgive 1-2 numre om året.<br />
Tidsskriftet har navn efter den rotunde, der siden ombygningen i 1993 har været midtpunktet i de fysiske<br />
rammer for Statsbibliotekets informations- og formidlingsvirksomhed til forskningen, den højere<br />
undervisning og offentligheden.
Indhold<br />
16 A. V. Guterc: Carl Frederik Rieffestahl<br />
1<br />
25 Inge Marie Larsen: <strong>En</strong> <strong>dansk</strong> <strong>familie</strong> i <strong>Vestsibirien</strong>, 1899-1919<br />
56 Inge Marie Larsen: ‘Købmandsspørgsmålet’ i Ruslands historie
Forord<br />
Dette nummer af Rotunden har som baggrund den smørindustri, der voksede<br />
frem i Rusland i tiårene op til Første Verdenskrig og gjorde landet til verdens<br />
næststørste smøreksportør, efter Danmark. Både inden for russisk smørfremstilling<br />
og -eksport var der et betydeligt <strong>dansk</strong> islæt af mejerister, handlende og kontorfolk.<br />
Nummerets første artikel bringer historien om en <strong>dansk</strong> mejerist, som blev en<br />
af de mest fremtrædende mejerifolk i den europæiske del af Rusland. Næste artikel<br />
giver læseren indblik i, hvordan en <strong>dansk</strong> smørkøbmands<strong>familie</strong>s liv formede sig i<br />
Kurgan, en af <strong>Vestsibirien</strong>s største smøreksportbyer, og af hvordan det sibiriske<br />
“eventyr” endte for <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong> og mange andre. Den sidste artikel handler<br />
om de vilkår, der gennem tiderne har været den russiske købmands. Rotundens<br />
læsere vil blive indviet i de mange vanskeligheder, livet bød de handlende i det<br />
vidtstrakte rige.<br />
Der er mange måder at gengive russiske ord og navne på. I dette nummer er de,<br />
bortset fra dem, der er indoptaget i det <strong>dansk</strong>e sprog, translittereret efter international<br />
ISO-standard.<br />
God læselyst<br />
Inge Marie Larsen
A.V. Guterc<br />
Carl Frederik Rieffestahl<br />
Carl Frederik Rieffestahl (20.8.1858,<br />
Danmark – 14.11.1917, Vologda), eller<br />
Karl Christianovič Riffestal, som hans<br />
navn lød på russisk, var en af Ruslands<br />
fremtrædende mælkerivæsensspecialister<br />
og forfatter til store rapporter om<br />
især andelsbaseret smørfremstilling, det<br />
russiske hjemmemarked og verdensmarkedet<br />
for smør og en række populære<br />
brochurer om malkekvæg.<br />
Rieffestahl gik i skole på Giersings<br />
Realskole i Odense og blev herefter<br />
uddannet som mejerist på private<br />
mejerier i Danmark. I 1883 rejste han<br />
til Rusland og fik hurtigt arbejde. Danmark<br />
var på den tid verdens førende<br />
smørland, og <strong>dansk</strong>e mejerister var velanskrevne<br />
og eftertragtede. Formodentlig<br />
hjalp også den anbefaling, Ruslands<br />
kendteste mælkerivæsensmand, N.V.<br />
Verečˇsagin, forsynede Rieffestahl med,<br />
foranlediget af den <strong>dansk</strong>e landbrugskandidat<br />
Carl Andreas Koefoed, som<br />
var udvandret til Rusland i 1878 og<br />
hurtigt havde erhvervet sig en solid<br />
position inden for russisk landbrug. 1)<br />
Godsforvalter<br />
Fra 1883 arbejdede Rieffestahl som forvalter<br />
på godset Lotoˇsino på grænsen<br />
mellem guvernementerne Tver og Moskva<br />
og fra 1886-1891 på godset Zapole<br />
i nærheden af byen Luga ved den sydlige<br />
bred af Vrevosøen, syd for St. Petersborg.<br />
Godset Lotoˇsino havde et godt ry<br />
blandt russiske landmænd og godseje-<br />
6<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
re. Meˇsčerskijslægten, som ejede<br />
Lotoˇsino, havde gennem generationer<br />
holdt malkekvæg og haft svejtsiske<br />
ostemagere ansat på godsmejeriet til at<br />
fremstille Emmentaler, Meˇsčerskijost,<br />
som den kaldtes.<br />
<strong>En</strong> fejlslagen høst tvang i 1881<br />
Lotoˇsinos ejer, fyrst S.B. Meˇsčerskij, til<br />
at sælge en del af kvæget fra, så antallet<br />
af kreaturer på godsets ti gårde faldt<br />
til 800, hvoraf halvdelen var malkekøer.<br />
Gårdene havde egne enge, skovarealer,<br />
kløvermarker, overdrev og murede<br />
stalde. Hver malkepige havde ansvaret<br />
for 18-20 køer, og en kvægopsynsmand<br />
og –kvinde havde overopsynet<br />
med malkepigerne. Trods gode forhold<br />
for kvæget og gode lønninger og favorable<br />
bonusordninger til de ansatte var<br />
køernes gennemsnitsydelse ikke høj.<br />
Det skyldtes de ansattes lave uddannelsesniveau<br />
og halvhjertede ansvarsfølelse<br />
over for køerne, som de ikke passede<br />
på samme måde, som hvis de havde<br />
været deres egne. Det var på denne<br />
baggrund, Meˇsčerskij i 1883 ansatte<br />
Rieffestahl på godset.<br />
På godset Zapole var situationen en<br />
anden. Det tilhørte den energiske og<br />
ambitiøse general P. A. Bilderling, som<br />
havde erhvervet det i 1883 i voldsomt<br />
forfalden tilstand. Den ny ejer udvidede<br />
godsets pløjearealer fra 100 til 200<br />
desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), indførte<br />
nivangsdrift, såede vintermarkerne<br />
til med kløver og kamille og udvidede<br />
bestanden af malkekvæg fra 40 til
80 køer, som han købte op hos nabobønderne.<br />
Han anskaffede også en del<br />
kvier med stamtavle. Han opførte to<br />
fodersiloer af limstensplader og byggede<br />
fine stalde til kreaturerne. Han<br />
begyndte desuden at avle arbejdsheste<br />
af Ardenracen og indlagde vandforsyning<br />
til alle bygninger. Det var denne<br />
modernisering, Rieffestahl blev ansat til<br />
at medvirke ved.<br />
Rieffestahls arbejdsgivere fra årene<br />
1883-1891 gav ham følgende<br />
skudsmål: 2)<br />
"… på Lotoˇsino organiserede han<br />
bedriften efter moderne, rationelle<br />
principper. Han gjorde en stor indsats<br />
for agerbrug og kvægdrift. Alle hans tiltag<br />
var velovervejede og velgennemtænkte<br />
og førte til gode resultater. Han<br />
åbnede også en privat mælkerivæsensskole<br />
på godset, som senere fik status af<br />
statslig uddannelsesinstitution … 3)<br />
… på Zapole lærte han folkene at<br />
behandle mælk og kvæg rigtigt, anlagde<br />
et velfungerende godsmejeri og lagde<br />
grunden til en landbrugsskole for<br />
mælkerivæsen, svineavl og kvægavl,<br />
hvor også de, der nu tager sig af godsets<br />
smørfremstilling og kvæg- og svineavl,<br />
fik en god uddannelse. I egenskab<br />
af godsforvalter (fra 1888) forbedrede<br />
han agerbruget, så det blev drevet<br />
i overensstemmelse med jordens<br />
beskaffenhed, hvilket førte til en række<br />
forsøg med kulturafgrøder og til<br />
anlæggelsen af en landbrugsforsøgsstation<br />
…". 4)<br />
Valg af livsgerning<br />
I slutningen af 1891 henvendte landbrugsministeriet<br />
sig til Rieffestahl med<br />
en forespørgsel, om han ville rejse til<br />
Danmark og Norge for på den russiske<br />
Carl Frederik Rieffesthal. Fotoet af den unge Rieffestahl<br />
er fra Vologda, formodentlig fra<br />
1880erne. Påskriften er fra 1902.<br />
I.N. Lozovskajas privatarkiv.<br />
stats vegne at studere metoder til sterilisering<br />
af mælk. Rieffestahl påtog sig<br />
opgaven og afleverede sin rapport om<br />
brugen af den ny teknologi i de to nordiske<br />
lande i februar 1892.<br />
Her skal det indskydes, at 1880erne<br />
revolutionerede mælkerivæsenet verden<br />
over. Centrifugen blev opfundet og<br />
sat i masseproduktion under mærket<br />
Laval 5), og L. Pasteur og hans elev<br />
Duclot fandt ud af, hvorfor gæringsprocessen<br />
kunne gå galt under ostefremstilling<br />
og ødelægge osten. Takket være<br />
N.V. Vereˇsčagins ihærdige anstrengelser<br />
indførte den russiske regering i 1890<br />
særligt favorable transportafgifter og<br />
transportformer for mælkerivæsensprodukter.<br />
6) Det satte for alvor gang i russisk<br />
smørproduktion og -handel og<br />
banede vej for eksport af russisk smør.<br />
ROTUNDEN NR. 22 7
I 1892 blev Rieffestahl ansat som repræsentant<br />
for Petersborgfirmaet G.I.<br />
Pallizens filial i Vologda under direktør<br />
P. Merk. 7) Samme år begyndte eksporten<br />
fra Vologdaområdet af smør, fremstillet<br />
af opvarmet fløde. På Vereˇsčagins<br />
opfordring begyndte Rieffestahl nu at<br />
arbejde som mejerikonsulent i privat<br />
regi i Vologdaguvernementet, ved siden<br />
af sit arbejde for firmaet Pallizen.<br />
Vereˇsčagin og Rieffestahl havde samme<br />
holdning til to principielle spørgsmål:<br />
De mente begge, at et mejerivæsen, der<br />
byggede på almindelige bondebrug og<br />
ikke kun på de store godser, og som<br />
blev organiseret efter andelsprincippet,<br />
var det mest hensigtsmæssige, og at<br />
mange bønder med fordel kunne omlægge<br />
bedriften fra kornavl til kvægdrift.<br />
Danske mejerister<br />
i russisk statstjeneste<br />
Da Vereˇsčagin opfordrede Rieffestahl at<br />
arbejde som privat mejerikonsulent,<br />
havde han allerede i nogen tid haft en<br />
idé om at få oprettet en stab af mobile<br />
statsmejerister i guvernementet, ansat<br />
under landbrugsministeriet og ledet af<br />
Rieffestahl. Han fik ministeriet med på<br />
tanken, og Rieffestahl blev i 1894<br />
udnævnt til statskonsulent i mælkerivæsen<br />
for de nordlige guvernementer<br />
Vologda, Jaroslavl og Kostroma. 8) Året<br />
forinden havde han giftet sig med den<br />
adelige M.V. Sventickaja fra Ufa og var<br />
begyndt at falde til i Vologda og regne<br />
med at skulle blive i Rusland for altid.<br />
Hans børn blev døbt ind i den ortodokse<br />
tro. I 1903, da den russiske stat tildelte<br />
ham Stanislavordenen af tredje<br />
grad som belønning for hans indsats<br />
inden for mælkerivæsenet, ansøgte han<br />
8<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
om russisk statsborgerskab. Ansøgningen<br />
blev imødekommet, og i 1904 blev<br />
han russisk statsborger. 9)<br />
Beslutningen om at oprette en stab<br />
af statsmejerister for de tre nordlige<br />
guvernementer blev taget på et tværministerielt<br />
møde i dagene 14.-23. maj<br />
1894 i St. Petersborg. 10) Den kom til<br />
udtryk i en række ministerielle dekreter,<br />
forordninger og beregninger, og i at<br />
Rieffestahl, nu medarbejder i det russiske<br />
landbrugsministerium, blev sendt<br />
til Danmark for at ansætte <strong>dansk</strong>e<br />
mejerister i russisk statstjeneste. Han<br />
rejste til København i oktober 1894<br />
med et brev til den russiske konsul og<br />
penge, der skulle bruges som lønforskud<br />
til de kommende statsmejerister<br />
og til at dække deres rejseudgifter til<br />
Vologda. Han begyndte med at sætte<br />
en annonce i de <strong>dansk</strong>e fagblade og tog<br />
ud på mejerierne og talte med de mejerister,<br />
der reflekterede på annoncen.<br />
Han efterprøvede de anbefalinger, de<br />
havde lagt ved deres jobansøgning, og<br />
talte med hver enkelt af dem. Han tog<br />
alt i betragtning og lagde bl.a. vægt på,<br />
at de kommende konsulenter skulle<br />
have et pænt og tillidsvækkende ydre.<br />
Efter at have udvalgt og ansat sine foretrukne<br />
kandidater arrangerede han<br />
sprogkurser for dem og besøg hos<br />
mejeriinventarsforhandlere og -producenter<br />
og sørgede for, at de fik købt<br />
varmt tøj til at stå imod med i den russiske<br />
vinter. 11) De <strong>dansk</strong>e mejerister<br />
ankom til Vologda i januar 1895.<br />
Nu, hvor Rieffestahl havde fået en<br />
stab af mejerister under sig, udnævnte<br />
ministeriet ham til "ledende statskonsulent<br />
i mælkerivæsen".<br />
Der er findes et enkelt billede af<br />
Rieffestahl sammen med gruppen af
<strong>dansk</strong>e statsmejerister. Blandt dem ses<br />
den dygtigste af dem alle og eneste<br />
kvinde, Mathilde Holm. Efter indstilling<br />
fra Rieffestahl modtog hun en<br />
større anerkendelse for sin indsats fra<br />
guvernementsrådet, guvernementets<br />
øverste lokale forvaltningsorgan. 12) På<br />
15 år havde hun 575 gange på sammenlagt<br />
3384 dage besøgt bønder,<br />
landmænd og mejerier i guv. Vologda.<br />
I løbet af det første år besøgte de<br />
<strong>dansk</strong>e statsmejerister 79 landbrug. De<br />
opholdt sig i gennemsnit 37 dage hvert<br />
sted. Det efterfølgende år var der tale<br />
om 163 landbrug og en gennemsnitlig<br />
opholdslængde pr. sted på 16 dage.<br />
Smørkvaliteten i guvernementet blev<br />
bedre, og som følge heraf åbnede i<br />
1896 to nye eksportkontorer i Vologda.<br />
I 1898 var der 9. 13)<br />
Statsmejeristerne havde ikke fine<br />
fornemmelser, men påtog sig alle slags<br />
arbejde: Vaskede gulv, vægge, skåle og<br />
spande, lavede regnskab og deltog i alle<br />
arbejdets faser, fra fremstillingen af<br />
syrekultur til pakning af smørret i dritler.<br />
Danskerne lærte ikke fra sig ved at<br />
docere, men ved selv at deltage i arbejdet.<br />
De indførte ikke kun bønderne<br />
rundt omkring på gårdene i smørfremstillingens<br />
teknologi, men lærte dem<br />
også at organisere arbejdet så praktisk<br />
og effektivt som muligt.<br />
De gode resultater af konsulenternes<br />
arbejde fik ministeriet til at sende Rieffestahl<br />
til Danmark igen i august-oktober<br />
1897 for at ansætte yderligere et<br />
antal mejerister og også sætte sig ind i<br />
de <strong>dansk</strong>e og svenske statskonsulenters<br />
arbejde.<br />
Et nyt udtryk for effektiviteten i<br />
Rieffestahls og hans statsmejerister indsats<br />
var, at mejerister og smør fra Vo-<br />
logda- og Jaroslavlområderne nu deltog<br />
i smørudstillinger og -konkurrencer. De<br />
mejerier, som havde taget gode råd fra<br />
statsmejeristerne til sig, fik medaljer for<br />
deres produkter på den store nationale<br />
industri- og kunstudstilling i Niˇznij<br />
Novgorod i 1896 og på den nationale<br />
mælkerivæsensudstilling i St. Petersborg<br />
i 1899.<br />
Rieffestahl stod ikke kun for den<br />
professionelle, men også for den kunstneriske<br />
udformning af de dele af udstillingerne,<br />
som handlede om mejerivæsenet<br />
i guv. Vologda.<br />
I sin rapport fra 1897 til rådsforvaltningen<br />
om Niˇznij-Novgorod-udstillingen<br />
skrev han, at "… de opnåede resultater<br />
uden forbehold kan kaldes strålende,<br />
ikke alene i kvantitativ, men<br />
også i kvalitativ forstand. Ingen andre<br />
guvernementer deltog i udstillingen<br />
med smør fra så mange mejerier, og<br />
Vologdasmørret overgik i kvalitet alt<br />
andet udstillet smør fra alle andre egne<br />
af Rusland …" 14)<br />
Næsten samme formuleringer brugte<br />
Rieffestahl om en række Jaroslavlmejeriers<br />
deltagelse i udstillingen i St.<br />
Petersborg i 1899, hvor de vandt 36<br />
medaljer. Han skrev bl.a.: "… allerede i<br />
1870erne blev der fremstillet holstensk<br />
smør af særligt syrnede flødekulturer<br />
overalt i guvernementerne Jaroslavl og<br />
Vologda, men da der dukkede nye usyrnede<br />
søde flødesmørsorter op og også<br />
Parisersmør (normannisk smør, tilpasset<br />
russiske forhold af N.V. Vereˇsčagin –<br />
overs. anm.), vænnede hjemmemarkedet<br />
sig hurtigt til dem og foretrak dem<br />
frem for de syrnede sorter … I begyndelsen<br />
af dette årti var det svært at finde<br />
en mejerist, som vidste, hvordan<br />
man fremstillede den rigtige slags syre-<br />
ROTUNDEN NR. 22 9
kultur til fremstilling af holstensk smør<br />
…". 15) De <strong>dansk</strong>e statsmejerister medvirkede<br />
til at genoplive disse glemte<br />
færdigheder.<br />
Det hændte, at de <strong>dansk</strong>e mejerister<br />
10<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
ikke forlængede deres russiske statsansættelse<br />
ved kontraktens udløb, men<br />
lod sig ansætte i privat regi på mere<br />
favorable vilkår på store privatmejerier<br />
eller rejste til Sibirien for at prøve lyk-
ken i den ekspanderende sibiriske<br />
smørindustri.<br />
"Egnens velgørere"<br />
Her er det nødvendigt at foretage en<br />
Rieffestahl (med det store skæg), omgivet af det<br />
første hold <strong>dansk</strong>e instruktører. Siddende yderst<br />
til venstre Mathilde Holm. Midten af 1890erne.<br />
I.N. Lozovskajas privatarkiv.<br />
afstikker til 1870erne. Som Rieffestahl<br />
skrev i sin rapport, blev der allerede i<br />
1870erne fremstillet smør i guv. Vologda.<br />
Ved mælkerivæsensudstillingen i St.<br />
Petersborg i 1879 var afdelingen med<br />
smør fra Vologdaguvernementet den<br />
store sensation. 16) Også dengang blev<br />
der udstillet flere mælkeprodukter fra<br />
guv. Vologda end fra noget andet<br />
guvernement i Rusland, og Vologdasmørret<br />
indtog også førstepladsen,<br />
hvad angik priser. Ved samme lejlighed<br />
blev russiske købmænds interesse for<br />
Vologdasmør for alvor vakt. Det resulterede<br />
i afholdelsen af en mælkerivæsensudstilling<br />
i Vologda i 1881, på N.V.<br />
Vereˇsčagins initiativ. Den russiske presse<br />
forbandt i 1879 helt korrekt sensationen<br />
med Vologdasmørret med N.V.<br />
Vereˇsčagin og hans elevers virke og i<br />
høj grad også med den gavnlige indflydelse<br />
og det gode eksempels magt, som<br />
var udgået fra de indvandrede holstenere<br />
Ida og Friedrich Buman. Deres<br />
navne var dengang kendt vidt og bredt.<br />
Ægteparrets mønsterlandbrug blev gang<br />
på gang omtalt i aviser og blade. Deres<br />
liv og virke fortjener sin helt egen<br />
fremstilling og skal her kun nævnes i<br />
hovedtrækkene. De <strong>dansk</strong>sindede holstenere<br />
kom til Rusland på N.V.Ve-<br />
ROTUNDEN NR. 22 11
eˇsčagins initiativ for at arbejde som<br />
lærere ved mælkerivæsensskolen i<br />
landsbyen Edimonovo. Da deres kontrakt<br />
med skolen udløb, forpagtede de<br />
et godsmejeri i nærheden af Vologda.<br />
Ni år senere erhvervede de deres eget<br />
gods og åbnede eget mejeri, hvor de<br />
bearbejdede mælk fra egen besætning<br />
og fra omkringliggende bøndergårde.<br />
De fremstillede primasmør og fik mange<br />
priser for det. Men først og fremmest<br />
lod de alle, der ønskede det, studere<br />
mælkerivæsen hos sig. Ægteparret<br />
benyttede sig af den mest moderne teknologi<br />
på området. Eksempelvis var det<br />
dem, der købte den første centrifuge,<br />
som overhovedet blev importeret til<br />
Rusland, efter at den var blevet fremvist<br />
og beundret som det teknologiske<br />
vidunder, den var, på mælkerivæsensudstillingen<br />
i Vologda i 1881. I 1886<br />
fik de russisk statsborgerskab og gik<br />
over til den russisk-ortodokse tro. 17)<br />
Da ægteparret Buman havde arbejdet i<br />
25 år på Vologdaegnen, blev der holdt<br />
stor jubilæumsfest for dem. De blev fejret<br />
og hyldet som "egnens velgørere" af<br />
både høj og lav, af bønder, borgere og<br />
adelige og guvernøren i egen person.<br />
Der var lykønskninger fra guvernements-<br />
og distriktsforvaltningerne og<br />
byrådet og ikoner fra egnens<br />
købmænd. <strong>En</strong> optælling viste, at Lidija<br />
(Ida) Ivanovna Buman havde haft mere<br />
end 500 elever.<br />
Da de blev ældre, trak de sig tilbage<br />
fra aktivt arbejde, men på det beskedne<br />
ægtepars bedrift blev der oprettet en<br />
mælkerivæsensskole, som senere blev<br />
til en højere mælkerivæsenslæreanstalt<br />
og har fungeret som sådan lige siden. 18)<br />
Det var hos disse landsmænd, Rieffestahl<br />
i en periode stod i lære, inden<br />
12<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
han i 1883 begyndte at arbejde på godset<br />
i Lotoˇsino.<br />
Andelsmejerier – problemer<br />
og forhindringer<br />
I en af sine rapporter skrev Rieffestahl:<br />
"Da jeg blev udnævnt til mælkerivæsensinstruktør<br />
for de nordlige guvernementer<br />
i 1894, pressede jeg straks på<br />
for at få oprettet andelsmejerier, en<br />
mejeriform, jeg som <strong>dansk</strong>er nærmest<br />
havde fået ind med modermælken og<br />
fandt helt naturlig. Takket være lokale<br />
folks medvirken19) og muligheden for<br />
frit og kvit at benytte mig af de mejeristers<br />
arbejdskraft, som var ansat under<br />
mig, gik det hurtigt fremad, og i 1897<br />
var der allerede 9 andelsmejerier i guv.<br />
Vologda …" 20)<br />
Rieffestahls detaljerede beskrivelse af<br />
hvert enkelt andelsmejeri er en uvurderlig<br />
og enestående kilde til andelsbe-<br />
F. Buman. 1912. O.N. Nikolaevas privatarkiv.
vægelsens historie i russisk landbrug og<br />
en ny erhvervsgrens opståen. Hertil<br />
kommer, at der af de omhyggelige bogføringer<br />
over udbetalinger for leveret<br />
mælk, oversigter over, hvor mange pud<br />
(et pud = 16,38 kg) mælk, der gik til<br />
fremstillingen af et pud smør, månedlige<br />
udbetalinger til andelsbønderne og<br />
meget andet, fremstår et tydeligt billede<br />
af den tids sæd og skik inden for<br />
mejerierhvervet.<br />
De andelsmejerier, Rieffestahl medvirkede<br />
til at oprette, holdt ikke længe.<br />
De blev udkonkurreret af privatmejerier,<br />
som gav bønderne højere betaling<br />
for den leverede mælk. På grund af<br />
dårlig hygiejne fremstillede disse mejerier<br />
dårligt smør. Deres fortjeneste<br />
stammede ikke fra mejeridriften, men<br />
fra måden, hvorpå de betalte mælkeleverandørerne<br />
for mælken, nemlig ved<br />
hjælp af varer fra de butikker, de åbnede<br />
ved mejerierne. Mejeriejernes primære<br />
indtjeningskilde var altså ikke<br />
mejeridriften, men tuskhandel med<br />
dagligvarer fra mejeributikken. Bønderne<br />
fortyndede til gengæld den mælk,<br />
de leverede, eller forsøgte at snyde på<br />
anden vis, men det så man gennem<br />
fingre med på de uprofessionelt drevne<br />
mejerier.<br />
Snart bestod mejerilandskabet i Vologda-guvernementet<br />
af et fåtal af veldrevne<br />
mejerier, der fremstillede kvalitetsprodukter,<br />
og et flertal af uprofessionelle<br />
småproducenter, der fremstillede<br />
dårligt smør. På denne uhensigtsmæssige<br />
måde kom det pengeløse bondelandbrugs<br />
behov for kredit og kooperative<br />
butiksformer til udtryk.<br />
Væksten i antallet af uprofessionelle<br />
mejerier var faretruende, og problemet<br />
var gang på gang til drøftelse i den<br />
lokale forvaltning og på regeringsplan.<br />
Især i 1894-95 resulterede krisen i<br />
mejerivæsenet i ophedede debatter i<br />
guvernementsrådet. Da man ikke var i<br />
stand til at finde en løsning lokalt,<br />
omtalte Vologdas guvernør problemerne<br />
i sin årlige indberetning for 1901 til<br />
den russiske tsar. Det resulterede i<br />
afholdelsen af flere møder på regeringsplan,<br />
bl.a. i ministerrådet (4.3.1903) og<br />
i finansministeriet (20.12.1904), om<br />
nogle fundamentalt forskellige<br />
løsningsforslag. 21) Forhandlingerne var<br />
imidlertid resultatløse. Det ville dog<br />
være uretfærdigt at give det "bureaukratiske<br />
tovtrækkeri" hele skylden for<br />
miseren inden for mælkerivæsenet.<br />
Niveauet for industriel produktion, og<br />
især småproduktion, hænger ofte sammen<br />
med det kulturelle niveau i den<br />
brede befolkning. Den var i så henseende<br />
forsømt, idet skolesystemet var<br />
under al kritik og faguddannelserne<br />
stort set ikke tilgængelige for almindelige<br />
bønder.<br />
Der var mange, der opfordrede til en<br />
skærpelse af politiets kontrol med de<br />
hygiejniske forhold på mejerierne, eller<br />
til at den lokale forvaltning dekreterede<br />
fælles standarder på området. Den<br />
dominerende holdning var dog tilbageholdenhed<br />
over for at inddrage ordensmagten<br />
eller lovgive på området, og<br />
derved blev det.<br />
Rieffestahl deltog aktivt i den løbende<br />
debat om de presserende mælkerivæsensproblemer,<br />
både i pressen og på<br />
lokale og centrale mælkerivæsensmøder<br />
og –kongresser, som han blev inviteret<br />
til at deltage i i egenskab af landbrugsministeriel<br />
mælkerivæsensspecialist<br />
eller personligt, som den anerkendte<br />
mælkerivæsensekspert, han var. Ikke<br />
ROTUNDEN NR. 22 13
mindst deltog han i januar 1904 i en<br />
række mælkerivæsensmøder, som foregik<br />
på højeste nationale plan i den<br />
landsdækkende Kommission til Udarbejdelse<br />
af Forholdsregler til Fremme af<br />
Mælkerivæsenet, oprettet under landbrugsministeriet.<br />
22)<br />
Der var et bestemt problem i det<br />
daglige arbejde, som gjorde, at Rieffestahl<br />
og hans statsmejerister af og til løb<br />
14<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
panden mod en mur. Det bestod i, at<br />
smøropkøberne i guv. Vologda nok<br />
købte smør op efter kvalitet til eksport,<br />
men ikke til hjemmemarkedet (modsat<br />
byen Kurgan i <strong>Vestsibirien</strong>, som var<br />
centrum for en stor smøreksport, som<br />
<strong>dansk</strong>e eksportører dominerede). Af<br />
frygt for at miste leverandørerne, hvis<br />
man afviste deres produkter af kvalitetsmæssige<br />
årsager, købte størsteparten
F. Buman i<br />
arbejdstøjet ved<br />
den tredje ko.<br />
1912.<br />
O.N. Nikolaevas<br />
privatarkiv.<br />
af opkøberne smør op uden at kvalitetsvurdere<br />
og til én og samme pris.<br />
Det hændte ofte, at erfarne statsmejeristers<br />
velovervejede og velbegrundede<br />
kritik af en mejerists arbejde blev mødt<br />
med følgende reaktion fra mejeriejerens<br />
eller andelsmejeriformandens side:<br />
"Mit smør bliver ikke afvist. Mine mejerister<br />
er dygtige". Hermed var sagen<br />
afgjort, for det var ikke obligatorisk at<br />
lytte til kritikken og følge statsmejeristernes<br />
anvisninger. Eksportører, der<br />
hægede om deres gode navn og rygte,<br />
som f.eks. Brdr. Blandov, bar sig naturligvis<br />
ikke sådan ad. De sluttede kontrakter<br />
med mejerierne i op til flere år<br />
ad gangen, men med ret til at ændre<br />
prisen ved leveringen, hvis kvaliteten<br />
var dårlig. Men én ting var Brdr. Blandov,<br />
en anden situationen på smørmarkedet.<br />
23)<br />
Danskerne havde endnu et problem,<br />
nemlig at overbevise bønderne om ikke<br />
at spare på foderet til kreaturerne. Bønderne<br />
var ofte nærige og afviste f.eks. i<br />
begyndelsen F. Bumans måde at håndtere<br />
sit kvæg på, trods de gode resultater,<br />
for "Hans køer spiser bedre end vi<br />
selv".<br />
Rieffestahl forsøgte løbende at få<br />
guvernementsrådet til at støtte<br />
mælkerivæsen og kvægforædling økonomisk,<br />
men hans anstrengelser var<br />
længe forgæves. Det gjaldt for hele landet,<br />
at de lokale råds støtte til landbrugsmæssige<br />
forbedringer som regel<br />
var minimale i forhold til rådenes samlede<br />
budget. Ganske vist voksede deres<br />
økonomiske støtte i årene 1895-1911<br />
relativt set hurtigt, men alligevel brugte<br />
de i gennemsnit kun 6% af budgettet<br />
på forbedringer af landbefolkningens<br />
vilkår og landbrugskulturen. Jaroslavlrådet<br />
brugte endnu mindre, og<br />
Vologdarådet indtog noget nær sidstepladsen<br />
i Rusland (3,3%).<br />
De lokale råds holdning bar præg af<br />
synspunkter, der var kommet frem i en<br />
langvarig strid mellem N.V. Vereˇsčagin<br />
og elever af naturvidenskabsmanden<br />
A.F. Millendorf om relevansen af at<br />
erstatte russisk kvæg med udenlandske<br />
racer. Millendorf mente ja, Vereˇsčagin<br />
ROTUNDEN NR. 22 15
nej. I vore dage, hvor vi længe har<br />
vidst, at Vereˇsčagin havde ret, og anser<br />
hans position for selvindlysende, kan<br />
det være svært at forestille sig<br />
1870ernes - 90ernes voldsomme diskussioner<br />
om emnet i den russiske presse.<br />
Essensen af dem kom frem i et kendt<br />
smædevers, som gjorde nar ad folk, der<br />
mente, de gjorde fædrelandet en god<br />
gerning ved at indføre svejtsiske eller<br />
engelske køer, blot for at opdage, at de<br />
udenlandske racer ikke kunne klare sig<br />
under de særlige russiske naturgivne<br />
vilkår, fordi der ikke var halm nok til<br />
det forslugne udenlandske kvæg.<br />
Et andet forhold, som prægede de<br />
lokale råd, var en voksende politisk<br />
radikalisering af medlemmerne. I Vologda<br />
blev den ikke mindre af, at byens<br />
var opholdssted for mange politiske<br />
eksilerede. 24) Argumenterne for og<br />
imod andelsmejerierne blev i årene op<br />
til 1904, hvor politiske uroligheder<br />
brød ud i lys lue, voldsomt politiserede<br />
og præget af politiske programmer og<br />
strategier. Den diplomatiske Rieffestahl<br />
bestræbte sig på, for sagens skyld, at<br />
opretholde gode forbindelser til alle<br />
lokale rådsfolk og udtrykte altid stor<br />
respekt for den lokale forvaltnings<br />
arbejde i sine artikler.<br />
Uden Rieffestahl var den kendte<br />
Domˇsinotyrestation til forædling af<br />
Vologdakvæg aldrig blevet til noget.<br />
Her fremavlede man en særlig kvægrace<br />
ved at bruge Jaroslavlkvæg som<br />
grundlag for en forædling af den mest<br />
udbredte malkekvægsrace i guv. Vologda.<br />
Efter lange, tålmodige og vedholdende<br />
anstrengelser lykkedes det Rieffestahl<br />
at få lokalrådenes agronomer<br />
overbevist om, at det var en god måde<br />
at forædle det lokale kvæg på, men det<br />
16<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
holdt hårdt. Eksempelvis skaffede Rieffestahl<br />
i 1903 distriktsrådet i Grjazovec<br />
seks Jaroslavltyre til forædlingsformål.<br />
Rådet afviste imidlertid at finansiere<br />
pasningen af tyrene og solgte dem til<br />
lokalrådet i Vologda, som også opfattede<br />
dem som en overflødig byrde og satte<br />
dem på auktion. Alligevel lykkedes<br />
det Rieffestahl at åbne tyrestationen i<br />
1908. Inden længe betjente den 35<br />
landsbyer med 1140 stykker kvæg.<br />
Det er ikke altid muligt at dokumentere<br />
Rieffestahls deltagelse i sådanne<br />
foretagender. Vi ved f.eks., at han var<br />
med til at åbne en tyrestation i landsbyen<br />
Kotelnikovo på sin ven godsejeren<br />
A.A. Moˇzajskijs gods, men eneste<br />
bevis er mundtlig overlevering og et<br />
foto i et privatarkiv. 25)<br />
Blandt Rieffestahls ligesindede var<br />
også godsejeren A.I. <strong>En</strong>dourov, som<br />
medvirkede aktivt i bestræbelserne for<br />
at skabe en andelsbaseret mejerisektor i<br />
guv. Vologda, og som var den eneste<br />
lokale adelige, guvernementsrådet officielt<br />
takkede for indsatsen i andelsmejerisektoren.<br />
26)<br />
Ved hjælp af midler fra statskassen<br />
og guvernementsrådet oprettede en<br />
anden af guvernementets godsejere,<br />
A.K. Eremeev, i 1892 en "elementær<br />
landbrugsskole", den første skole af sin<br />
art i guvernementet, på sit gods Ostafevo.<br />
Skolen fungerede så godt, at landbrugsministeriet<br />
forfremmede den til<br />
"primær undervisningsinstitution".<br />
Rieffestahl støttede hele tiden den<br />
beskedent indrettede, men effektive og<br />
særdeles nyttige skoles arbejde, ligesom<br />
han også i 1895 støttede omlægningen<br />
af Eremeevs mejeri i Ostachovo til<br />
andelsmejeri. Eremeev blev valgt til<br />
formand for andelsmejeriet, men forlod
efter nogle år posten, som var så tidkrævende<br />
og vanskelig, at den gik ud<br />
over den igangværende modernisering<br />
af hans egen bedrift, og indstillede helt<br />
den andelsbaserede mejeridrift. 27)<br />
Ærede Karl Christianovič.<br />
I den anledning skrev han følgende<br />
brev til Rieffestahl, som Rieffestahl<br />
medtog i sin helhed i sin rapport til<br />
guvernementsrådet 28) :<br />
De bad mig redegøre for grundene til indstillingen af andelssmørproduktionen på mit mejeri.<br />
Det gør jeg med glæde, ikke mindst for at forhindre, at lukningen skal blive misfortolket.<br />
Støttet og opmuntret af Dem holdt jeg i 1895 op med at købe mælk op og lagde mit mejeri<br />
om til andelsdrift. <strong>En</strong> stærk tro på det økonomisk hensigtsmæssige ved andelsbaseret drift<br />
fik mig til at gå til sagen uden at kræve indskud af andelshaverne eller stille andre former<br />
for betingelser. Dengang eksisterede der i øvrigt endnu ingen normalvedtægter for andelsmejerier.<br />
Nu, fire år senere, er jeg stadig overbevist om, at jeg gjorde det rigtige. Et andelsmejeri<br />
kan godt fungere uden formelle aftaler, hvis man vel at mærke overholder alle de regler, som<br />
tjener til en ligelig fordeling af produktionsomkostningerne mellem medlemmerne. På<br />
andelsmejeriet i Ostachovo var der imidlertid en vis forskel i transportudgifterne, for hver<br />
landsby havde deres kusk, og udgifterne til transport pr. pud mælk vekslede mellem 2 og 5<br />
kopek. Hertil kom, at mælkens værdi blev udregnet efter vægt og ikke efter fedtindhold.<br />
Selvom gennemsnitsprisen for leveret mælk var ret høj, mente nogle bønder, at den ikke var<br />
høj nok. Grunden var, at i perioder med høje mælkepriser var der bønder, der ikke havde<br />
mælk til salg, hvorfor de alt i alt fik mindre end gennemsnitsprisen. Tilsvarende var der<br />
bønder, der fik mere end gennemsnittet. Sådanne omstændigheder … får bønderne til at<br />
ønske faste, ens priser året rundt. Nogle af andelsbønderne henvendte sig da også til mig<br />
med et forslag om faste, årlige priser. Da jeg ikke længere selv ønsker at drive privatmejeri<br />
og købe mælk op og heller ikke ser mig i stand til at efterkomme bøndernes ønske om at<br />
give alle samme pris, besluttede jeg at indstille andelsdriften og forpagte mejeriet bort.<br />
Til ovenstående vil jeg føje, at et andelsmejeris succes helt afhænger af formandens energi<br />
og udholdenhed.<br />
Af det skete kan man konkludere følgende om hindringerne for andelsmejerivæsenets<br />
udbredelse:<br />
Et generelt lavt udviklingsniveau og deraf følgende ringe erkendelse af interessefællesskab,<br />
samt ringe organisatorisk disciplin. Utilstrækkelig tro på fremtidsperspektiverne ved<br />
andelsproduktionen på grund af skiftende konjunkturer inden for landbrugsproduktion og<br />
handel.<br />
Særlig problematiske er<br />
a. transportvilkårene og de deraf følgende høje transportudgifter og<br />
b. de sundhedsmæssige konsekvenser af, at skummetmælken fordærves undervejs, da<br />
den af økonomiske grunde bruges som menneskeføde.<br />
Med højagtelse<br />
A. Eremeev, Ostachovo, 5. december, 1900<br />
ROTUNDEN NR. 22 17
Rieffestahl deltog også i etableringen af<br />
Vologdas Mælkerivæsensinstitut som<br />
medlem af instituttets byggekommission.<br />
Valget af Vologda som hjemsted for<br />
en højere mælkerivæsenslæreanstalt<br />
var i sig selv bemærkelsesværdigt. Mange<br />
andre steder blev overvejet, som<br />
f.eks. Moskva, St. Petersborg og guv.<br />
Novgorod …<br />
Rieffestahls personlige bibliotek,<br />
som han overdrog instituttet, dannede<br />
grundlag for instituttets bogsamling.<br />
Udholdenhed – vejen til succes<br />
Fra 1904 ændrede Vologdabøndernes<br />
forhold til mælkerivæsenet sig. Tidligere<br />
var oprettelsen af andelsmejerier sket<br />
på store godsejeres og Rieffestahls initiativ<br />
og havde været forbundet med et<br />
element af velgørenhed. Nu begyndte<br />
bønderne på eget initiativ at anlægge<br />
andelsmejerier.<br />
Rieffestahl havde, ligesom andre af<br />
Vereˇs čcagins elever, længe ventet, at det<br />
ville ske, og forberedt det. Han havde<br />
byggeprojekter klar med prototyper på<br />
andelsmejerier af forskellig størrelse og<br />
på moderne kvægbedrifter. Han var<br />
stolt over, at han allerede havde overtalt<br />
tre (!) landmænd i Kadnikovskdistriktet<br />
til at bygge deres bedrifter<br />
om. Da han så, hvordan bøndernes<br />
interesse for sagen for alvor blev vakt,<br />
fik han overtalt landbrugsministeriet til<br />
at give tilladelse til at afholde gratis<br />
kurser i mælkerivæsen, for første gang<br />
nogensinde i guvernementets historie<br />
(1908).<br />
Det skal indskydes, at der på denne<br />
tid opstod en enorm trang til at erhverve<br />
sig viden i den russiske landbefolkning:<br />
I 1913 tiltrak efteruddannelser på<br />
18<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
landbrugsområdet i form af foredrag og<br />
kurser 850.000 personer.<br />
Der udgik desuden vigtige incitamenter<br />
til udviklingen af mejerivæsenet<br />
i de nordlige guvernementer fra<br />
guv. Jaroslavls forsøgslaboratoriums<br />
arbejde på mælkerivæsensområdet (fra<br />
1904), kurser i dyrkelse af fodergræsser<br />
(Jaroslavl, 1911) og muligheden for at<br />
købe rene mælkesyrekulturer, klar til<br />
brug, i detailhandelen.<br />
Alt dette blev muligt, fordi agerbrugsdepartementet<br />
(under landbrugsministeriet)<br />
mellem 1903 og 1913 fik<br />
seksdoblet sit budget og begyndte at<br />
stille statslån, formidlet gennem de<br />
lokale råd, og andre former for lån, til<br />
rådighed for anlæggelsen af andelsmejerier.<br />
29) Mange ministerier begyndte<br />
desuden at vise interesse for smørproduktion:<br />
udenrigsministeriet, statsbanken,<br />
trafikministeriet, departementet<br />
for søfart og havne, ministeriet for<br />
oplysning og uddannelse og andre. Det<br />
blev nu normen at afholde jævnlige<br />
møder i tværministerielt regi til fremme<br />
af udviklingen inden for mælkerivæsenet.<br />
I 1913 var der omkring 140 andelsmejerier<br />
i guv. Vologda, i guv. Jaroslavl<br />
over 800. 30) Det, der ikke var lykkedes<br />
med dekreter og forbud for "bondens<br />
forkæmpere" i lokale råd og ministerier,<br />
var nu lykkedes for de ny andelsmejerier:<br />
At udmanøvrere butiksmejerierne.<br />
Grundene var mange, men én af dem<br />
var, at mange andelsmejerier begyndte<br />
at drive kooperativ butikshandel i forbindelse<br />
med mejerierne, hvilket tiltrak<br />
bønderne og fik dem til ikke at falde<br />
for den første, den bedste fristelse fra et<br />
privatmejeri.<br />
Naturligt nok fulgte mange gamle
problemer med over i den ny andelsbevægelse.<br />
<strong>En</strong> del andelsmejerier gik i<br />
opløsning, og de lokale råd måtte opgive<br />
at inddrive restancerne. Statsmejeristerne<br />
klagede fortsat over bøndernes<br />
uforstand: "… andelsmejeribønderne<br />
går til mejeriets ledelse og spørger,<br />
hvor meget de vil få for deres mælkeleverancer.<br />
Hvis de synes, prisen er for<br />
lav, erklærer de, at de ikke længere vil<br />
levere mælk til andelsmejeriet, men til<br />
et privatmejeri. Eller de beslutter på en<br />
generalforsamling, at der skal betales<br />
samme pris for mælken hele året, uden<br />
at overveje, om der nu også er grundlag<br />
for den fastsatte pris. På den måde<br />
opstår et mærkværdigt fænomen:<br />
Andelsbønderne køber mælk hos hinanden<br />
til faste priser …". 31)<br />
I overensstemmelse med tidsånden<br />
forsøgte den ny andelsbevægelse at<br />
overtage ledelsen af Vologdas Landboforening<br />
og dens kommercielle afdeling.<br />
Men her begynder en helt anden<br />
historie, som ikke hører hjemme i denne<br />
sammenhæng. 32)<br />
Afslutningsvis bringer vi uddrag af<br />
Rieffestahls sidste rapport til guvernementets<br />
rådsforsamling, rapporten fra<br />
1913, året, hvor han indstillede sit aktive<br />
og nyttige virke:<br />
"Efter nitten års uafbrudt tjeneste trækker jeg mig tilbage fra arbejdet med udviklingen<br />
af mælkerivæsenet i guv. Vologda. Alle kender resultaterne, ikke kun medlemmerne af<br />
de lokale råd, men hele landbefolkningen i guvernementets smørdistrikter. Jeg anser<br />
det for min pligt at nævne, at hvis det i løbet af disse nitten år er lykkedes mig og<br />
mine hjælpere at fremme mælkerivæsenet i guvernementet, skyldes det ikke mindst<br />
guvernementsrådets og distriktsrådenes velvillige indstilling, som ikke kun er kommet<br />
til udtryk i bevilling af midler til rejser rundt i guvernementet og leje af boliger til<br />
statsmejeristerne, men også til organiseringen af afdelingerne for Vologdasmør på de<br />
store nationale udstillinger i 1896 og 1899 i Niˇznij Novgorod og St. Petersborg, hvor<br />
det for første gang lykkedes Vologdasmørret, takket være dets mange gode egenskaber,<br />
at opnå et godt ry og indtage en fortjent plads på hjemmemarkedet sammen med finsk<br />
smør, som dengang var så populært i St. Petersborg, og et tilsvarende ry i udlandet, på<br />
linje med livlandsk smør.<br />
Guvernementsrådet har, under statsmejeristernes medvirken, udgivet obligatoriske,<br />
hygiejniske standardregler, som alle guvernementets mejerister kender så udmærket. 33)<br />
Den tid er forlængst forbi, hvor guvernementets mejerier blev indrettet i elendige<br />
badstuer uden stengulv og af og til også uden vinduer, og hvor man i 1890erne fremstillede<br />
Vologdasmør under de mest uhygiejniske forhold. Der er ikke ét eneste mejeri<br />
af den art tilbage i guvernementet, men kun rationelt indrettede og udstyrede mejerier,<br />
bygget i overensstemmelse med de retningslinjer, guvernementsrådet har udstedt.<br />
Da de første andelsmejerier, hvis vedtægter blev godkendt af landbrugsministeriet<br />
den 20. marts 1899, åbnede i begyndelsen af 1890erne, udgjorde de den første sten i<br />
det fundament, som guvernementets talrige andelsforetagender senere voksede frem<br />
på. 34) Blandt disse indtager andelsmejerierne førstepladsen.<br />
Både lokalrådet i Vologdadistriktet og guvernementsrådet støttede omgående denne<br />
ROTUNDEN NR. 22 19
Danske læsere vil sikkert gerne vide,<br />
hvad der skete med andelsmejerierne i<br />
guv. Vologda, efter at Rieffestahl havde<br />
trukket sig tilbage, og hvordan hans<br />
børns skæbne formede sig i et land,<br />
som vedvarende blev ramt af voldsomme<br />
rystelser og ulykker.<br />
Selvom staten tvangsrekvirerede<br />
meget malkekvæg under Første Verdenskrig,<br />
lykkedes det i det store og<br />
20<br />
udvikling, førstnævnte ved i 1895 at tage spørgsmålet op om oprettelsen af et statsudssalg<br />
i Vologda til afsætning af mælkeprodukter, sidstnævnte ved sin principielle<br />
beslutning fra 1896 om at afsætte 15.000 rubler til hvert af distriktsrådene til lån til<br />
oprettelse af andelsmejerier med statsgodkendte vedtægter.<br />
For at støtte andelsmejerisagen lod guvernementsrådet desuden optrykke brochurer<br />
til gratis uddeling blandt befolkningen: Standardvedtægter for andelsmejerier, 35)<br />
"Instruktioner i anlæggelsen af mejeribygninger", "Kvægbedrifter og deres indretning"<br />
og blanketter og bøger til andelsmejeriernes bogføring.<br />
På min anmodning stillede guvernementsrådet desuden yderligere lån til rådighed<br />
for andelsmejeridrift, midler til at opførelse af mønster-kvægbedrifter og særlig hjælp<br />
fra statsmejeristerne til andelsmejeriernes regnskabsføring.<br />
Sammen med statsmejeristorganisationens intensive arbejde resulterede disse forholdsregler<br />
i, at guv. Vologda kom til at indtage førstepladsen i Rusland på mælkerivæsenets<br />
område, 36) og de var udslaggivende for, at de fleste mejerier allerede nu er på<br />
landbefolkningens hænder. Ved at bygge flere varme kostalde, give køerne bedre foder<br />
og forarbejde mere mælk på andelsmejerier vil landbefolkningen inden for en overskuelig<br />
fremtid forøge indtjeningen ved kvægdrift betydeligt, anskaffe mere kvæg, gøde<br />
agerjordene bedre og forbedre høstudbyttet mangefold …<br />
Lad mig afslutningsvis give udtryk for min klare tiltro til, at hvis arbejdet med at<br />
fremme mælkerivæsenet i guv. Vologda fortsætter, som jeg begyndte det i 1894, vil det<br />
i en ikke fjern fremtid komme til at stå på samme høje stade som mælkerivæsenet i<br />
mit fødeland Danmark, hvor smørproduktion og kvægavl i dag er de mest indbringende<br />
grene inden for landbrugserhvervet". 37)<br />
Epilog<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
hele at bevare bestanden, og andelsproduktionen<br />
fortsatte, takket være<br />
opskruede priser og statslige opkøb af<br />
smør til hæren. Men revolutionsårene<br />
og borgerkrigen bragte frygtelige ødelæggelser<br />
og krævede mange menneskeliv<br />
… og først i 1923 lykkedes det<br />
igen at eksportere Vologdasmør<br />
(omkring 1000 dritler).<br />
Carl Frederik Rieffestahl døde en
naturlig død i sit eget hjem, under<br />
imperiets fald. Hans yngste søn, Valerjan,<br />
forsvandt sporløst i 1921. Den<br />
anden søn, Viktor, som var uddannet<br />
inden for agronomi og agroteknik, havde<br />
i begyndelsen heldet med sig og<br />
arbejdede på topposter på virksomheder<br />
i Moskvaområdet, men blev offer<br />
for politiske repressalier og forvist til<br />
Karelen, hvor han døde på et fængselshospital<br />
i 1936.<br />
Døtrene Anna og Lidija slap for politisk<br />
forfølgelse, men oplevede til<br />
gengæld sulten og nøden i hjembyen<br />
Leningrad under den tyske belejring<br />
(1941-1944). Lidija, den ældste, var<br />
lærerinde og partimedlem og sørgede<br />
selvopofrende for, at hendes elever blev<br />
evakueret hinsides frontlinjen. De to<br />
søstre var barnløse, men tog den forviste<br />
Viktors børn til sig. Afstraffelsen af<br />
en bestemt person gik som regel ud<br />
over hele <strong>familie</strong>n, men i dette tilfælde<br />
reddede søstrene børnene ved at overtage<br />
forældreretten. Rieffestahls enke<br />
udholdt prøvelserne, takket være en<br />
stærk tro. Hun boede sammen med<br />
døtrene i en såkaldt "kommunalka"<br />
(stor, gammeldags lejlighed, tvangsrekvireret<br />
fra private af det offentlige<br />
efter 1917 og gjort til fælles bolig for så<br />
mange mennesker som muligt, dvs. én<br />
<strong>familie</strong> pr. værelse. Udbredt boligform i<br />
Sovjetunionen – overs. anm.).<br />
Der bor stadig efterkommere af Rieffestahl<br />
i St. Petersborg. Et af de unge<br />
<strong>familie</strong>medlemmer har uddannet sig i<br />
<strong>dansk</strong> sprog og litteratur ved universitetet<br />
i St. Petersborg og passer for tiden<br />
børn hos en <strong>dansk</strong> <strong>familie</strong> i nærheden<br />
af København.<br />
Oversat af Inge Marie Larsen<br />
Noter til Carl Frederik Rieffestahl<br />
1) Nikolaj Vasilevič Vereˇsčagin (1839 – 1907) var det moder-<br />
ne russiske mælkerivæsens fader. Carl Andreas Koefoed<br />
(1855-1948), udvandrede som ung landbrugskandidat til<br />
Rusland, hvor han var en af mændene bag de udskiftningsreformer,<br />
de såkaldte Stolypinreformer, som stod på mellem<br />
1907 og 1916. Hans erindringsbog "50 år i Rusland.<br />
1878-1920" udkom i 1945.<br />
2) ˇ Zurnal zasedanija učenogo komiteta MZiGI 12.10.1902 no<br />
183 po voprosu o nagraˇzdenii Riffestalja za trudy po<br />
moločnomu chozjajstvu. RGIA, f. 398, op. 3, d. 2818.<br />
3) Skolen åbnede i privat regi i 1891 og fik statslig anerkendelse<br />
i 1893.<br />
4) Bilderling, P.A.: "O moločnom chozjajstve v imenii Zapole"<br />
i Trudy IVEO, 1899, vyp. 2-3: 161-178; ibid. 1885, t. 3:<br />
497-510; Adamov, N.P. (pod red. P.A. Bilderlinga): "Otčet<br />
opytnoj stancii Zapole …" SPB, 1891.<br />
5) Russiske mejeristers første bekendtskab med svenskeren<br />
Gustav de Lavals (1845 – 1913) centrifuge fandt sted i St.<br />
Petersborg i 1881, hvor N.V. Vereˇsčagin foranstaltede den<br />
første offentlige fremvisning. Centrifugen blev dernæst<br />
udstillet på mælkerivæsensudstillingen i Vologda, 30.<br />
august – 3. september 1881. I 1881-1882 bragte den russiske<br />
presse de første artikler om den, skrevet af godsejerne<br />
V.A. Ostafev, N.M. <strong>En</strong>dourov og Ida Buman.<br />
6) Cirkulære fra Finansministeriets Jernbanedepartement: "O<br />
tarife na perevozku po rossijskim ˇzeleznym dorogam<br />
moločnych skopov", 26.4.1890, som trådte i kraft<br />
26.5.1890 (RGIA, f. 268, op. 2, d. 1310). I 1897 var transporttiden<br />
for smør fra Vologda til St. Petersborg (ca. 1100<br />
km) 46 timer og 25 min og fra Vologda til Moskva (ca. 500<br />
km) 22 timer og 10 min.<br />
7) Pavel Merks <strong>dansk</strong>e fødenavn var Poul Hassing Mørch<br />
(1851-1907). Mørch var i 1890erne direktør for Petersborgfirmaet<br />
Handelshuset H.J. Pallisens (russ. Torgovyj<br />
dom G.I. Pallizen) smøreksportafdeling og fra 1898 direktør<br />
for dampskibsselskabet The Northern Steamship Company<br />
(russ. Severnoe parachodnoe obˇsčestvo). Handelshuset<br />
var grundlagt i 1865 af <strong>dansk</strong>eren H.J. Pallisen og var<br />
fortsat på <strong>dansk</strong>e hænder, men det var et russisk firma.<br />
8) De smørproducerende distrikter i guv. Vologda var Vologda-,<br />
Grjazovec-, Kadnikovsk- (den sydlige del) og senere<br />
også Totemskdistriktet.<br />
ROTUNDEN NR. 22 21
9) RGIA, f. S-18/1284, op. 70, d. 282 (1904).<br />
10) ˇ Zurnal soveˇsčanija po voprosu ob uporjadočenii torgovli<br />
proizvedenijami selskogo chozjajstva 14.– 23. maj 1894<br />
GAVO, f. 34, op. 1, d. 798.<br />
11) RGIA, f. 398, op. 64, d. 191.<br />
12) Det russiske ord for rådet var zemstvo. De lokale råd fandtes<br />
på guvernements- og distriktsniveau i europæisk<br />
Rusland.<br />
13) K-Ch. Riffestal: "O rezultatach dejatelnosti otrjada pravitelstvennych<br />
masterov-maslodelov po uluˇsčeniju maslodelija<br />
v severnych gubernijach", Doklad 54 i "Trudy Sezda dejatelej<br />
agronomičeskoj pomoˇsči mestnomu chozjajstvu<br />
1901 goda pri IMOSKh v Moskve ( Moskva, 1901); K.Ch<br />
Riffestal: "Otčet instruktora moločnogo chozjajstva dlja<br />
severnych gubernij Riffestalja o proizvedenijach … rabotach<br />
v predelach Kostromskoj gubernii 1.11.1902 –<br />
1.11.1903" (Kostroma, 1903).<br />
14) K.Ch. Riffestal: "Otčet po ustrojstvu kollektivnogo otdela<br />
vologodskich maslodelen na Niˇzegorodskoj Vserossijskoj<br />
promyˇslennoj i chudoˇzestvennoj vystavke" i ˇ Zurnal Vologodskogo<br />
gubernskogo zemskogo sobranija, III očerednaja<br />
sessija IX trechletija, 1897: 643-657. I 1894 var der 386<br />
smør- og ostemejerier i guv. Vologda, som fremstillede<br />
produkter til en værdi af 564.000 rubler.<br />
15) "Doklad instruktora moločnogo chozjajstva severnych<br />
gubernij Rossii K. Ch. Riffestalja ob ustrojstve jaroslavskogo<br />
otdela na Vserossijskoj vystavke moločnogo chozjajstva v<br />
Peterburge" i Otčet Jaroslavskogo obˇsčestva selskogo<br />
chozjajstva za 1899 god (Jaroslavl, 1899).<br />
16) Udstillingen fandt sted 25. – 31. oktober 1879. Dengang<br />
var der i guv. Vologda 73 smør- og ostemejerier.<br />
17) Lidija (Ida) Ivanovna (1842-1916) og Fedor (Friedrich)<br />
Asmusovič Buman rejste i 1869 på Vereˇsčagins opfordring<br />
til Rusland for at blive lærere ved den mælkerivæsensskole,<br />
N.V. Vereˇsčagin havde oprettet i landsbyen Edimonovo i<br />
nærheden af Vologda. Her arbejdede de i årene 1869 -<br />
1871. I december 1871 forpagtede de en malkekvægsbesætning<br />
og åbnede eget mejeri på godset Marfino i<br />
nærheden af Vologda. I 1880 erhvervede de sig deres eget<br />
gods i landsbyen Fominskoe, også i nærheden af Vologda.<br />
Godset var på 245 desjatiner. De forpagtede yderligere<br />
fem godsmejerier, hvor elever af dem arbejdede som<br />
mejeribestyrere. Mellem 1871 og 1902 havde de 500 ele-<br />
22<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
ver, blandt hvilke der også var praktikanter fra forskellige<br />
for landbrugsskoler. Fedor Buman arbejdede med kvægavl<br />
og underviste praktikanterne i kvægets rette pleje. I 1886<br />
blev Lidija og Fedor Buman russiske statsborgere, og i<br />
1895 lod de sig døbe ind i den ortodokse tro. De fik priser<br />
på udstillingerne i Moskva (1878), St. Petersborg og Moskva<br />
(1879), Vologda (1881), Charkov (1887), Vologda<br />
(1888), Moskva (1895), Niˇznij Novgorod (1896), St.<br />
Petersborg (1899) – og mange andre steder. De var dommere<br />
ved smørudstillinger, deltog i mælkerivæsensmøder i<br />
guvernementsforvaltningen, i landbrugskongresser og<br />
mælkerivæsenskongresser, lokalt og over hele Rusland.<br />
18) Beslutningen om at oprette mælkerivæsensinstituttet blev<br />
taget under landbrugsminister A.S. Ermolov i 1903, men<br />
krig og politisk uro forsinkede realiseringen af foretagendet.<br />
Først i 1911 fik oprettelsen af instituttet Statsdumaens<br />
endelige godkendelse, og staten købte godset med henblik<br />
på at gøre det til en skole i praktiske mælkerivæsensfærdigheder<br />
(Vysočajˇsee utv. 3.6.1911). I 1913 blev der åbnet en<br />
forsøgsstation i forbindelse med godset og en skole, og i<br />
1916 åbnede endelig institutionens mejeri. I 1919 fik skolen<br />
status af højere læreanstalt og videnskabelig forsøgsstation.<br />
For nylig er den blevet omdøbt til Vologdas Mælkerivæsensakademi<br />
ved navn N.V. Vereˇsčagin.<br />
19) Godsejerne M.N. Volockij, A.K. Eremeev, A.S. Poroˇsin,<br />
A.A. Rejngold, A.I. <strong>En</strong>dourov, Lidija Buman og N. ˇ Sapurskij,<br />
præst.<br />
20) K.Ch. Riffestahl: "O nekotorych storonach organizacii<br />
obˇsčestvennych maslodelen" i Trudy III Sezda selskich<br />
chozjaev severnych gubernij v Jaroslavle, 2-6 marta 1908<br />
goda (Jaroslavl, 1908)<br />
21) RGIA, f. 22, op. 2, d. 1919, ll. 388-389. Bl.a. blev der<br />
udstedt et regeringsdekret, som forbød mejerier at drive<br />
dagligvarehandel fra mejeributikker. Det havde imidlertid<br />
ingen effekt, for i det pengefattige russiske bondesamfund<br />
var fristelsen for at handle i disse butikker uimodståelig. I<br />
den svejtsiske og <strong>dansk</strong>e mælkerivæsenspresse kunne man<br />
læse artikler, skrevet af svejtsiske og <strong>dansk</strong>e mejerister, som<br />
arbejdede i Rusland (mere end 1000), der meget præcist<br />
beskrev situationen på landet. Den <strong>dansk</strong>e statsmejerist<br />
Chr. Nielsen skrev eksempelvis: "… der vil først kunne<br />
gøres virkelige fremskridt, når fordelen ved andelsprincippet<br />
for alvor går op for de russiske bønder. I 1895 blev der
åbnet andelsmejerier i nærheden af Vologda. Selvom<br />
andelshaverne fik mere for deres mælk end privatmejeriernes<br />
leverandører, gik andelsmejerierne alligevel i<br />
opløsning, fordi bønderne ikke forstod, hvorfor prisen kunne<br />
svinge fra måned til måned. Bønderne har ikke nogen<br />
form for uddannelse, udviklingen er ligesom gået i stå, alle<br />
nærer en grænseløs mistillid til hinanden, og overalt hersker<br />
forudindtagethed og fordomme (Schweizerische<br />
Milchzeitung, 1902, no 52).<br />
22) Soveˇsčanie o nekotorych neotloˇznych nuˇzdach sovremennogo<br />
maslodelija. S. Peterburg, 21., 22., 24. og 26. janvar<br />
1904. RGIA, f. 398, op. 68, d. 22584; Moločnoe chozjajstvo,<br />
1904, no 5, s. 101-108; ibid., no 6, s. 124-128.<br />
23) Handelshuset V.I. Blandov var grundlagt i 1872. Det skiftede<br />
i 1883 form til "Selskabet Handelshuset V. og I. Blandov".<br />
I 1902 blev det omdannet til aktieselskab. I 1903<br />
havde selskabet en omsætning på mere end 3 millioner<br />
rubler. Det fremstillede og handlede med mælkeprodukter.<br />
Der havde et net af fine forretninger i Moskva (64 i 1911)<br />
og et stort mejeri, samt mejerier og osterier i guv. Jaroslavl,<br />
Vologda, Smolensk og andre, og filialer i ni russiske byer.<br />
Grundlæggeren, Nikolaj Ivanovič Blandov (1842-1906), var<br />
uddannet flådeløjtnant, som gik på pension i 1866, hvorefter<br />
han i 1872 åbnede handelshuset. Han var en af N.V.<br />
Vereˇsčagins første samarbejdspartnere, et samarbejde, som<br />
for Blandovs vedkommende begyndte med, at han oprettede<br />
de første andelsmejerier til fremstilling af hollandske<br />
oste blandt bønder i guv. Jaroslavl. Blandov ledede i årene<br />
1873-1881 et salgslager for ostemejeriinventar i Moskva,<br />
som han ejede sammen med N.V. Vereˇsčagin. I 1881 overgik<br />
lageret til V.I. Blandov og hans bror som deres private<br />
ejendom. Fra 1895 var V.I. Blandov æresmedlem af Den<br />
Kejserlige Moskovitiske Landboforening (IMOSCh) og fra<br />
1905 medlem af landbrugsministeriets videnskabelige råd.<br />
Han og hans bror var kendt for at have en høj forretningsmoral.<br />
Blandt V.I. Blandovs publikationer er : "Prigotovlenie<br />
syra i masla v Gollandii" (Trudy IVEO, SPB, 1869, t. 4: 371-<br />
388); "Artelnoe syrovarenie v Jaroslavskoj gubernii. Otčet<br />
zavedujuˇsčego ustrojstvom artelnych syrovaren ..." (Zemledelčeskaja<br />
gazeta, 1872, no 16: 249-252); "Issledovanie<br />
krupnogo rogatogo Jaroslavskogo skota" (Trudy IBEO. SPB,<br />
1873, t. 1, v. 1: 5-35; ibid., v. 2: 140-171).<br />
24) Sådan beskrev politimyndighederne i 1903 guvernement-<br />
sadministrationens regeringsfjendtlige holdning: "… særlig<br />
opmærksomhed påkalder lederen af guvernementsadministrationen,<br />
V.A. Kudrjavyj, sig (som er under konstant,<br />
hemmelig politiovervågning). Han har siddet på denne<br />
høje post i snart seks år (valgt ved to på hinanden følgende<br />
valg). Politisk er han absolut upålidelig. Han omgås<br />
åbenlyst andre politisk mistænkelige personer og beskytter<br />
dem på alle tænkelige måder. Under guvernør Knjazev<br />
(1900-1903 – forfatterens anmærkning) er der opstået helt<br />
unormale forhold for politisk forviste … Kudrjavyj har udelukkende<br />
ansat egne tilhængere i guvernementsadministrationen,<br />
hvilket gør det næsten helt umuligt for folk, som<br />
ikke er politisk kompromitterede, at komme til".<br />
25) A.A. Moˇzajskij (1863-1920) var søn af den russiske flyvemaskinepioner<br />
A.F. Moˇzajskij. Han ejede slægtsgodset<br />
Kotelnikovo i Vologdadistriktet i nærheden af Vologda på<br />
276 desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), hvortil kom yderligere<br />
79 desjatiner i et andet distrikt. 1908-1917 var han landembedsmand<br />
(med ansvar for forvaltning af landbrugsforhold<br />
og en vis politimæssig myndighed) i Vologdadistriktet,<br />
1907-1916 formand for rådsforvaltningen i Vologdaguvernementet<br />
og 1912-1917 deputeret ved landets parlamentariske<br />
forsamling, Den Fjerde Duma.<br />
26) Aleksej Ivanovič <strong>En</strong>dourov (1842-1906) bestyrede slægtens<br />
gods Bratkovo (omkring 3.500 desjatiner) i Vologdadistriktet.<br />
I 1880erne og -90erne blev han valgt til en række<br />
poster i guvernements- og distriktsrådet og var guvernementets<br />
adeliges repræsentant i Statsbanken i 1890erne.<br />
Mejeriet på Bratkovo, som var åbnet i 1841, var i årene<br />
1875-79 forpagtet ud til V.I. Blandov. Sammen med Rieffestahl<br />
omdannede han godsmejeriet til andelsmejeriet<br />
Bratkovo, som fungerede i årene 1895-1902, og åbnede<br />
også et andelsmejeri i Ugolsk. Han garanterede med sin<br />
egen ejendom for de lån, guvernementsrådet i 1896 stillede<br />
til rådighed til oprettelsen af andelsmejerierne. Rådet<br />
takkede ham 4.3.1897 for hans indsats. Han tog initiativ<br />
til, at guvernementsrådet i 1902 gik i forbøn for<br />
Vereˇsčagin og rejste personligt til St. Petersborg for at forhandle<br />
med landbrugsministeriet, da Vereˇsčagin kom i<br />
økonomiske vanskeligheder i 1902.<br />
27) Aleksandr Ksenofontovič Eremeev (1844-1916). Ejer af<br />
godset Ostachovo (439 desjatiner) i Vologdadistriktet og<br />
andre ejendomme. Uddannet søofficer (1862) og på Tek-<br />
ROTUNDEN NR. 22 23
nologisk Institut i St. Petersborg (1863-1868). Valgt til<br />
guvernements- og distriktsråd i 1870erne. Leder af guvernementets<br />
rådsforvaltning (1904-1906). Deputeret ved<br />
Den Første Duma (1906-1907), guvernementets repræsentant<br />
i Statsrådet (fra 1909). Godsets mejeri var forpagtet<br />
ud til P.F. Vinogradov, Edimonovo-elev, som satte cheddarfremstilling<br />
i gang (fra 1878). Eremeevs mejeri i landsbyen<br />
Kuzminskoe var forpagtet ud til holsteneren I.F. Foght, der<br />
omlagde det til andelsproduktion i årene 1896-1898.<br />
Eremeev lagde sin egen bedrift om til mælkerivæsen og<br />
kvægavl i 1887 og udvidede kvægbestanden til 100 stk.<br />
28) Otčet Riffestalja … za 1902 (Jaroslavl, 1902)<br />
29) Ministerrådet gav landbrugsministeriet mulighed for at<br />
give lån til indkøb af mejeriudstyr, omlægning til dyrkning<br />
af foderafgrøder og forbedring af græsningarealernes produktivitet<br />
(Vysočajˇsee utverˇzdenie, 27.5.1910).<br />
30) I 1912 var der ifølge den officielle russiske statistik registreret<br />
460 andelsmejerier, som fungerede i overensstemmelse<br />
med ministerielt godkendte vedtægter, og yderligere<br />
3000 andelsmejerier med egne vedtægter.<br />
31) N.T. Domnin: Otčet zemskogo specialista moločnogo<br />
chozjajsta Jaroslavskoj gubernii zemskoj uprave" (Jaroslavl,<br />
1913).<br />
32) Vologdas Landboforening (VOSCh) blev oprettet i 1908.<br />
Foreningen udgav 1910-1916 bladet "Severnyj chozjain". I<br />
1911 havde den 232 medlemmer, af hvilke kun 101 var<br />
bønder. I 1912 fik foreningen en kommerciel afdeling,<br />
som 41 andelsmejerier havde andele i. Afdelingen opererede<br />
ikke med egen omsætningskapital, men ved hjælp af<br />
kreditter, som den optog med afsendt smør som garanti.<br />
Den formidlede i 1912 salg af 69.968 pud andelssmør til<br />
en værdi af 1,1 mill. rubler. Aktionærerne fik 16 rubler 13<br />
kopek pr. pud smør. Under krigen udvidede afdelingen sine<br />
aktiviteter. I 1917 solgte den 161.000 pud smør og formidlede<br />
salg af 482 centrifuger. Landboforeningen gjorde et<br />
spædt forsøg på at ændre den paradoksale situation med<br />
opkøbspriserne i Vologda, hvor primasmør gik til samme<br />
pris som andensorteringssmør. I 1912 begyndte den at<br />
sortere det modtagne smør i to kvalitetsgrupper med tilsvarende<br />
forskellige priser. Prisforskellen var imidlertid kun<br />
på 25 kopek pr. pud, mens den på verdensmarkedet var på<br />
ca. 2 rubler. Foreningen var et af hovedcentrene i Vologda<br />
for politisk agitation. Den kendte Vologda-andelsmand,<br />
24<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
A.N. ˇ Svecov, skrev, at initiativtagerne til dannelsen af landboforeningen<br />
var radikale lokalrådsfolk og politisk forviste.<br />
I 1915 skrev politimyndighederne i Vologda (25.10.1915,<br />
løjtnant Solovev): " … Vologdas Landboforening er arnested<br />
for social-revolutionær agitation. Agitatorerne bruger<br />
almindelige foreningsmøder til egne politiske formål." Rieffestahl<br />
og guvernementets rådsforvaltning ignorerede foreningens<br />
eksistens og initiativer, indtil det viste sig, at den<br />
kommercielle afdeling vitterligt havde succes (Severnyj<br />
chozjain, 1913, no 5-6: 47).<br />
33) Reglerne "Objazatelnye postanovlenija ob ustrojstve i<br />
soderˇzanii maslodelnych zavodov" trådte i kraft 17.4.1911.<br />
34 Udarbejdelsen af vedtægterne var overdraget N.V.<br />
Vereˇsčagin af deltagerne i Den Alrussiske Kongres for Landmænd<br />
under Den Kejserlige Moskovitiske Landboforening<br />
(IMOSCh) (landsdækkende) og godkendt af ministeriet<br />
20.3.1899.<br />
35) Rieffestahl var forfatter til brochuren.<br />
36) Rieffestahl tænker her på mælkerivæsenet i europæisk<br />
Rusland, idet Sibiriens førende stilling på området var ubestridt.<br />
37) K.Ch. Riffestal: Otčet rajonnogo specialista po moločnomu<br />
chozjajstvu. Za vremja c 1 oktjabrja 1912 po 31 marta<br />
1913 g. i ˇ Zurnaly Vologodskogo gubernskogo zemskogo<br />
sobranija II očerednoj sessii XV trechletija" (Vologda 1914).<br />
Zasedanie 13-e (16.12.1913). Rieffestahls rapport dækker<br />
kun seks måneder. Det skyldes et dekret fra landbrugsministeriet<br />
(no 18273 fra 9.3.1913) om, at alle mejeriteknikere<br />
og mælkerivæsenskonsulenter skulle gå fra Rieffestahls regi<br />
over til guvernementsagronomen N.P. Gaevskij, som fra<br />
1.4.1913 blev leder af arbejdet. Rieffestahl gik på pension<br />
som følge af sygdom.<br />
Forfatteren vil gerne takke G.H. Kozina, A.L.<br />
Minaev, og N.A. Sadokova, alle Vologda, og<br />
også Irina og Kristina Lozovskaja, St. Petersborg,<br />
A.N. og P.V. Uˇsakova, St. Petersborg og<br />
O.N. Nikolaev, Korolev (i Moskvaregionen),<br />
for adgang til Rieffestahl- og Buman<strong>familie</strong>ns<br />
<strong>familie</strong>arkiv.
Inge Marie Larsen<br />
<strong>En</strong> <strong>dansk</strong> <strong>familie</strong> i <strong>Vestsibirien</strong>, 1899-1919<br />
I de første tiår af 1900-tallet var Rusland<br />
og specielt Sibirien et slags forjættet<br />
land, et "Wild East" i rivende økonomisk<br />
udvikling, som virkede tiltrækkende<br />
på folk fra nær og fjern. Millioner<br />
af bønder og tusindvis af jernbanearbejdere<br />
fra europæisk Rusland udvandrede<br />
til Sibirien, sammen med europæisk-russiske<br />
og udenlandske forretningsfolk<br />
og folk af mange andre professioner.<br />
Blandt dem udgjorde <strong>dansk</strong>e<br />
mejerister og smøreksportører en ikke<br />
ubetydelig gruppe. Til denne gruppe<br />
hørte <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong>, hvis sibiriske<br />
tilværelse er omdrejningspunktet i denne<br />
artikel. 1)<br />
Sibirien som smørproducerende<br />
og smøreksporterende område<br />
Mellem 1891 og 1896 blev den første<br />
strækning af den sibiriske jernbane fra<br />
Uralbjergene i vest til Obfloden i øst<br />
anlagt. Det blev startskuddet til fremvæksten<br />
af en stor vestsibirisk smørindustri<br />
og smøreksport. Fra det første<br />
moderne mejeri åbnede i nærheden af<br />
stationsbyen Kurgan i 1894 og indtil<br />
Første Verdenskrigs udbrud i 1914, blev<br />
der fremstillet enorme mængder af<br />
smør i <strong>Vestsibirien</strong>s frugtbare sydlige<br />
landbrugsegne. I Rusland var der på<br />
den tid endnu ikke noget hjemmemar-<br />
ked af betydning for moderne mejerismør.<br />
Det skyldtes den russisk-ortodokse<br />
kirkes krav til de troende om at faste<br />
200 af årets dage. I fasteperioderne var<br />
det ikke tilladt at spise animalske produkter,<br />
herunder smør, og derfor kunne<br />
næsten hele den sibiriske smørproduktion<br />
eksporteres til Vesteuropa. Her var<br />
efterspørgselen på smør så stor, at den<br />
vesteuropæiske egenproduktion ikke<br />
kunne dække den. Smør i enorme<br />
mængder fra fjerne egne som New Zealand,<br />
Australien, Argentina, europæisk<br />
Rusland og Sibirien blev afsat på det<br />
<strong>dansk</strong>e, britiske og tyske marked.<br />
Ansporet af muligheden for at tjene<br />
penge og forbedre bedrift og levevilkår<br />
anskaffede sibiriske bønder i titusindvis<br />
sig flere og flere køer med henblik på at<br />
levere mælk til mejerier, som blev<br />
anlagt af købmænd eller andelsbønder.<br />
Eksportører fra nær og fjern tog sig af<br />
eksporten. Noget af det sibiriske smør<br />
kunne i perioder være af dårlig kvalitet,<br />
når det nåede frem til København,<br />
London, Hamburg eller Berlin. Det<br />
skyldtes stedvist uprofessionelle produktionsforhold,<br />
tørkeperioder og<br />
transportproblemer, kombineret med<br />
stærk sommervarme. Men størstedelen<br />
af det sibiriske smør på de vesteuropæiske<br />
markeder var godt andensorte-<br />
1) Tak til Gyda og Per Strøyer, Værløse, som opbevarede de <strong>familie</strong>breve, der ligger til grund for artiklen, lod mig læse dem<br />
og andre dokumenter og gav mig mulighed for at skrive denne historie.<br />
ROTUNDEN NR. 22 25
ingssmør, som på grund af sin fedtede<br />
konsistens egnede sig bedre end alt<br />
andet smør til butterdej og kiks og derfor<br />
blev anvendt i bageriindustrien i<br />
Danmark og Tyskland og i enorme<br />
mængder i den store britiske kikseindustri.<br />
Men også prima sibirisk smør<br />
fandt vej til Vesteuropa, hvor det gik<br />
for at være noget af det fineste bordsmør<br />
på grund af den stærke, naturlige<br />
aroma, dets "nature", som man sagde i<br />
<strong>En</strong>gland. Fra 1902-03 og frem til verdenskrigens<br />
udbrud var Rusland, takket<br />
være den store sibiriske smørproduktion,<br />
verdens næststørste smøreksportør,<br />
kun overgået af Danmark.<br />
Udviklingen i den sibiriske<br />
smørbranche var et af mange udtryk<br />
for det store økonomiske opsving, som<br />
fandt sted i Rusland i de sidste årtier<br />
inden verdenskrigens udbrud. Der var<br />
tale om en opblomstring af industri,<br />
landbrug og inden- og udenrigshandel,<br />
om en økonomisk modernisering i stil<br />
med den, der var begyndt i de fleste<br />
vestlige lande 50-100 år tidligere, og<br />
om at Rusland var ved at blive en del<br />
af verdensmarkedet og et vigtigt led i<br />
den økonomiske globalisering, der<br />
fandt sted i tiårene op til verdenskrigens<br />
udbrud. I 1914 var Rusland, sammenlignet<br />
med USA og de fleste vesteuropæiske<br />
lande, det mest tilbagestående,<br />
regnet i indkomst pr. capita, men<br />
den økonomiske vækst i de to foregående<br />
årtier havde været lige så høj<br />
og i nogle sektorer endnu højere end i<br />
disse lande. Øst for Ural, i Sibirien, var<br />
den økonomiske opblomstring i visse<br />
områder endnu mere udpræget end<br />
vest for, i europæisk Rusland. Det<br />
gjaldt især sibirisk landbrug. Her var<br />
det økonomiske opsving intet sted så<br />
26<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
markant som inden for mejerivæsenet.<br />
Ingen anden enkeltbranche bragte så<br />
megen kapital til Sibirien som smørbranchen.<br />
Der var mange udlændinge beskæftiget<br />
i den sibiriske smørbranche, bl.a.<br />
mange <strong>dansk</strong>ere. Det hang sammen<br />
med Danmarks position siden 1878<br />
som verdens førende smøreksportør.<br />
Danske mejerister var eftertragtede i<br />
andre lande som specialister i<br />
smørfremstillingens kunst, og <strong>dansk</strong>e<br />
eksportører havde i kraft af mange års<br />
erfaring gode forudsætninger for at<br />
varetage eksport af andet smør end<br />
<strong>dansk</strong> smør, fordi de havde gode forretningsforbindelser<br />
rundt omkring i verden<br />
og indgående viden om forskellige<br />
markeders forskelligartede behov. Mange<br />
<strong>dansk</strong>e mejerister drog til Sibirien<br />
for at prøve lykken, og det samme<br />
gjaldt smøreksportører og kontorfolk.<br />
Udenlandsk engagement i eksporten<br />
af et bestemt lands smør eller andre<br />
varer var og er ikke noget russisk særsyn,<br />
men et udbredt fænomen i de fleste<br />
lande. F. eks. stod to engelske eksportører<br />
for lidt over halvdelen af den<br />
<strong>dansk</strong>e smøreksport til <strong>En</strong>gland i tiårene<br />
inden Første Verdenskrig. Resten af<br />
eksporten blev varetaget af <strong>dansk</strong>e<br />
andelseksportorganisationer (20%) og<br />
<strong>dansk</strong>e enkelteksportører (30%). Helt<br />
nøjagtige tal er ikke for hånden, men<br />
et skøn tyder på, at sibiriske andelseksportorganisationer<br />
lige før verdenskrigens<br />
udbrud stod for 16% af den sibiriske<br />
smøreksport, private sibiriske og<br />
europæisk-russiske eksportører for yderligere<br />
20% og udenlandske eksportører<br />
for de sidste 64%.<br />
Når den lokale andel af den sibiriske<br />
eksport ikke var større, skyldtes det
ikke, at de lokale eksportører var dårligere<br />
til deres arbejde end de udenlandske.<br />
Det skyldtes, at Rusland indtil da<br />
havde været et kapitalfattigt land med<br />
en lille industriel sektor, et gammeldags<br />
landbrug, en enorm udveksling af<br />
varer, en tilsvarende lille pengecirkulation<br />
og en begrænset eksport- og<br />
importsektor. Da moderniseringen af<br />
russisk erhvervsliv satte ind i 1880-<br />
90erne var lokale kræfter i deres<br />
udgangspunkt derfor mindre godt<br />
rustet end deres vesteuropæiske kolleger.<br />
De fleste lokale erhvervsfolk måtte<br />
begynde fra bunden, både hvad angik<br />
opbygningen af den ret store kapital,<br />
langdistancehandelen med smør krævede,<br />
og viden om verdensmarkedshandel<br />
og forretningsforbindelser på afsætningsmarkederne.<br />
Det gav udenlandske<br />
firmaer mulighed for at komme til at<br />
spille en betydelig rolle i varetagelsen<br />
af smøreksporten. Det massive udenlandske<br />
engagement i den sibiriske<br />
smøreksport gav ganske vist anledning<br />
til en del lokal og national irritation og<br />
fortrydelse blandt folk, der gerne selv<br />
ville til eller følte sig ydmygede af det,<br />
de opfattede som ulige konkurrence og<br />
overherredømme fra udenlandsk hold.<br />
Men det gav også den i forvejen betydelige<br />
lokale aktivitet på smøreksportområdet<br />
yderligere et skub fremad, især<br />
i form af oprettelse af lokale eksportsammenslutninger,<br />
privat- såvel som<br />
andelsbaserede, og det var, takket være<br />
den større kapitalstyrke, med til at<br />
finansiere anlæggelsen af tusindvis af<br />
mejerier, bære eksporten oppe og bane<br />
vejen for det fremspirende sibiriske<br />
erhvervsliv.<br />
Selvom den sibiriske smøreksport<br />
Troickajagade, Kurgans hovedstrøg. Kurgan, ca. 1900. I forgrunden brandstationen. B.N. Karsonovs<br />
privatarkiv.<br />
ROTUNDEN NR. 22 27
var et kolossalt foretagende af stor<br />
betydning for områdets, de sibiriske<br />
bønders og de øvrige involveredes økonomi,<br />
er det ikke noget særlig velbeskrevet<br />
kapitel i Ruslands økonomiske<br />
historie. Det skyldes, at den succesrige<br />
sibiriske smørbranche var et tabubelagt<br />
emne i det totalitære, antikapitalistiske<br />
sovjetiske mangelsamfund, et tabu,<br />
som virkede afsmittende på den vestlige<br />
ruslands- og sovjetforskning. Derfor<br />
er også vores viden om de <strong>dansk</strong>ere,<br />
der drog til det forjættede land, begrænset.<br />
Hvordan formede deres arbejde<br />
og tilværelse sig i det fjerne Sibirien?<br />
Blandt de mange <strong>dansk</strong>ere, som<br />
involverede sig i den sibiriske smøreksport,<br />
var Otto <strong>Hansen</strong>, som var<br />
smøropkøber og filialbestyrer for et<br />
stort <strong>dansk</strong> smørfirma i den vestsibiriske<br />
stationsby Kurgan fra 1899 til 1903<br />
og drev forretning i byen mellem 1910<br />
og 1919. Borgerkrigen, som fulgte efter<br />
bolsjevikernes magtovertagelse i 1917,<br />
tvang i 1919 Otto <strong>Hansen</strong> til, ligesom<br />
så mange andre indenlandske og udenlandske<br />
forretningsfolk, at indstille<br />
virksomheden, forlade Rusland og se i<br />
øjnene, at store personlige værdier uafvendeligt<br />
var gået tabt, ligesom måske<br />
hele den store smørbranche, han og<br />
tusindvis af andre involverede, lige fra<br />
bønder til bankdirektører, havde været<br />
med til at opbygge. Først i 1964 kom<br />
produktionen af sibirisk smør op på<br />
samme niveau som i 1913. Der var nu<br />
ikke længere tale om smøreksport, for<br />
produktionen blev opslugt af det store<br />
hjemmemarked, der i efterhånden var<br />
opstået.<br />
Denne artikel handler om <strong>familie</strong>n<br />
<strong>Hansen</strong>s liv, først og fremmest deres<br />
dagligliv, i Kurgan i perioderne 1901-<br />
28<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
1903 og 1910-1916 og om afslutningen<br />
på Otto <strong>Hansen</strong>s sibiriske virke i 1919.<br />
Kilderne til historien er først og fremmest<br />
breve, Otto <strong>Hansen</strong> og især hans<br />
kone Jacoba skrev hjem til forældre og<br />
søskende i Danmark, slægtsstudier,<br />
foretaget af <strong>familie</strong>ns efterkommere, og<br />
en ph.d.-afhandling, artiklens forfatter<br />
forsvarede ved Syd<strong>dansk</strong> Universitet i<br />
2002.<br />
Jacoba <strong>Hansen</strong> døde i Kurgan i 1916<br />
i en alder af 37 år og blev begravet dér.<br />
Ud over sin mand efterlod hun sig to<br />
døtre på 10 og 12 år. Hendes tidlige<br />
død vendte op og ned på hendes<br />
mands og børns tilværelse, men døtrene<br />
bevarede mindet om hende og deres<br />
lykkelige barndom i Kurgan, sammen<br />
med en stærk følelse af forbundethed<br />
med byen, en forbundethed, som gik<br />
videre til <strong>familie</strong>n i næste generation<br />
og var medvirkende til, at den gemte<br />
Jacoba og Otto <strong>Hansen</strong>s breve til efterkommerne<br />
og eftertiden.<br />
Kurgan, 1899-1903<br />
Otto Eduard Stenersen <strong>Hansen</strong>, født 20.<br />
november 1877 i Tullebølle på Langeland,<br />
voksede op i Longelse, hvor hans<br />
far var præst. Efter endt skolegang kom<br />
han i handelslære i Nakskov, og i 1899,<br />
efter at have aftjent sin værnepligt i<br />
Den Kgl. Livgarde, blev han ansat i det<br />
store <strong>dansk</strong>e smøreksportfirma Carl<br />
Holbek. Carl Holbek havde opereret i<br />
Sibirien siden 1898, og den nyansatte<br />
Otto <strong>Hansen</strong> rejste foråret 1899 til stationsbyen<br />
Kurgan i <strong>Vestsibirien</strong> for at<br />
tiltræde en stilling som kontorist ved<br />
Carl Holbeks filial. Otto <strong>Hansen</strong>s chef i<br />
Kurgan var den 24-årige filialbestyrer<br />
Thomas Segelcke, en nevø af professor<br />
ved Landbohøjskolen i København,
Karakteristisk, hvidmalet smørtog. Kurgan, 1908. Foto: A. I. Kočeˇsev. B.N. Karsonovs privatarkiv.<br />
Thomas Riise Segelcke, <strong>dansk</strong> mejerivæsens<br />
kendteste foregangsmand. Lige<br />
inden afrejsen forlovede Otto <strong>Hansen</strong><br />
sig med sin kusine, Anna Gyda Jacoba<br />
Burhøi, kaldet Jacoba eller Koba, født<br />
12. juni 1879 i Odense. Jacoba Burhøi<br />
var gartnerdatter.<br />
Omkring Kurgan (10.000 indbyggere<br />
midt i 1890erne) opstod der, takket<br />
være den sibiriske jernbane, gode transportmuligheder<br />
og billige transportpriser,<br />
et moderne mejerivæsen, som på<br />
kort tid bredte sig langs jernbanen og<br />
de store floder videre østpå ud over<br />
resten af det sydlige <strong>Vestsibirien</strong>.<br />
Omdrejningspunktet for den sibiriske<br />
smørproduktion og -eksport var som<br />
nævnt en kolossal efterspørgsel efter<br />
smør på de centrale smørmarkeder i<br />
Vesteuropa. København var indtil<br />
1902-1903 hovedafsætningsmarked for<br />
sibirisk smør. Eksporten til København<br />
blev varetaget af <strong>dansk</strong>e firmaer, der<br />
opererede fra filialer i Sibirien. Det<br />
første <strong>dansk</strong>e og udenlandske eksportfirma<br />
i det hele taget i <strong>Vestsibirien</strong> var<br />
E.F. Esmann ved direktør H. P. Hjerl<br />
<strong>Hansen</strong>, Hjerl Hedes grundlægger, og<br />
filialbestyrer Carsten Korch, som åbnede<br />
eksportkontor i Kurgan i 1897. Året<br />
efter fulgte Carl Holbek og derefter,<br />
slag i slag, det ene store <strong>dansk</strong>e<br />
smørfirma efter det andet. Firmaerne<br />
anlagde efterhånden filialer i alle store<br />
byer i de vestsibiriske smørområder. <strong>En</strong><br />
del <strong>dansk</strong>e smørfirmaer eller individuelle<br />
smøropkøbere købte smør op for<br />
engelske firmaer, som i modsætning til<br />
de <strong>dansk</strong>e kun sjældent opererede med<br />
filialer. <strong>En</strong> del af det sibiriske smør gik<br />
til den <strong>dansk</strong>e bageriindustri, resten<br />
blev eksporteret videre (transiteret) fra<br />
ROTUNDEN NR. 22 29
København til <strong>En</strong>gland og Tyskland.<br />
Fra 1902-1903 overgik Danmarks førende<br />
position til det engelske marked. De<br />
<strong>dansk</strong>e sibiriensfirmaer begyndte at<br />
eksportere størstedelen af det sibiriske<br />
smør direkte fra de baltiske udskibningshavne<br />
til det britiske marked,<br />
uden om København, ligesom deres<br />
russiske, engelske og tyske konkurrenter.<br />
Transithandelen med sibirisk smør<br />
stagnerede, men fortsatte frem til<br />
Første Verdenskrig på nogenlunde samme<br />
niveau som i 1902-1903. I 1914 var<br />
det tyske marked for russisk smør<br />
næsten lige så stort som det engelske.<br />
Samme år udgjorde sibirisk smør 90%<br />
af den russiske smøreksport, som nu<br />
var næsten lige så stor som den <strong>dansk</strong>e.<br />
Livet i Kurgan var hårdt for den<br />
nyankomne <strong>dansk</strong>er. Ved nytårstid<br />
skrev han hjem til sin søster Ally i<br />
København: "Jeg har det jo nok rart og<br />
godt heroppe og er sammen med et<br />
storartet og flinkt Menneske [filialbestyrer<br />
Thomas Segelcke], men jeg savner<br />
dog i de ledige Timer I Kære derhjemme."<br />
Mest af alt savnede han sin<br />
forlovede: "Jeg ville rigtignok ogsaa<br />
ønske hvis det er Guds Vilie at jeg skal<br />
blive her i Sibirien i mange Aar, at jeg<br />
snart kunne faa Koba herop, thi det ville<br />
forandre Livet heroppe kolosalt, som<br />
det er for Tiden da er det skrækkeligt,<br />
men hvad skal man gøre man maa jo<br />
se at holde ud saalænge man kan".<br />
Til gengæld gik forretningen strygende.<br />
Holbek havde tjent 75.000 kr på filialen<br />
allerede det første år. Filialbestyrer<br />
Segelcke fik 2.000 kr i løn og 10% af<br />
nettofortjenesten, i 1899 i alt 9.500 kr<br />
– "en Flot Gage for en ung Mand paa<br />
24 Aar". Otto <strong>Hansen</strong> selv fik 1000 kr<br />
det første år, plus kost og logi. Han reg-<br />
30<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Jacoba og Otto <strong>Hansen</strong> som nygifte. Odense,<br />
1901. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
nede ikke med at kunne lægge noget til<br />
side, for han skulle købe møblement til<br />
sin stue. Til gengæld for den rimelige<br />
løn og gode forretning oplevede han<br />
imidlertid "saa meget slet og saa megen<br />
Elendighed at jeg snart ikke ved hvad<br />
der er bedst. Her oppe har man saa at<br />
sige ikke et Menneske hvormed man<br />
kan tale om hvad man har Lyst til, ja<br />
man bliver rigtignok forandret heroppe,<br />
mistænksom, indesluttet bliver<br />
man".<br />
I august 1901 blev forretningen ramt<br />
af en ulykke, idet den unge Segelcke<br />
blev dræbt af et vådeskud. Otto <strong>Hansen</strong><br />
fik nu det ansvarsfulde og vanskelige<br />
job som filialbestyrer. Danskere overalt<br />
i Sibirien samlede i øvrigt penge ind til<br />
en mindestøtte for Thomas Segelcke.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> stod for indsamlingen og<br />
bestillingen af støtten, og efteråret<br />
1902 var den på vej til byen Tomsk for<br />
at blive opstillet.
Ønsket om at få Jacoba til Kurgan gik i<br />
opfyldelse efteråret 1901. Den 21. oktober<br />
giftede de unge mennesker sig<br />
hjemme i Danmark og rejste umiddelbart<br />
efter til Kurgan, hvor der ventede<br />
dem en festlig modtagelse. Otto <strong>Hansen</strong>s<br />
venner i byen, lokale såvel som<br />
udlændinge, havde pyntet opgangen til<br />
deres lejlighed med grønt og entreen i<br />
det russiske flags farver, blåt, hvidt og<br />
rødt. For enden af trappen, ved indgangen<br />
til lejligheden, stod en fugl med et<br />
brev i næbbet, hvorpå var skrevet "Velkommen<br />
hjem", og inde fra lejligheden<br />
strømmede tonerne fra den russiske<br />
nationalmelodi de nygifte i møde fra<br />
en spilledåse. Om aftenen inviterede en<br />
tysk ven det unge par på champagne,<br />
konfekt og frugt. Turen frem og tilbage<br />
foregik i kane gennem byens snedækkede<br />
gader. Lejligheden var stor og<br />
yndig, skrev Jacoba til sine forældre,<br />
"særlig var Dagligstuen meget hyggelig<br />
med Tæppe over hele Gulvet samt et<br />
par mindre under Bordet og foran<br />
Døren til Soveværelset, sidste en Brudegave<br />
fra Russeren som drak The hos os<br />
i Aften, vor første Gæst til et Maaltid".<br />
Jacoba <strong>Hansen</strong> virkede ganske uforknyt<br />
ved mødet med Kurgan. Om det<br />
var for ikke at forurolige sine forældre,<br />
er svært at vide, men hun udtrykte ingen<br />
forurettelse, beklagelse eller bestyrtelse<br />
over at være "havnet" i det fjerne<br />
Sibirien, hverken før eller siden, heller<br />
ikke i brevene til <strong>familie</strong>medlemmer,<br />
hun stod på særlig fortrolig fod med.<br />
"I kan tro det var nogle usle Træhuse<br />
og Jordhytter vi saa inde i Rusland",<br />
skrev hun til forældrene kort efter<br />
ankomsten til Kurgan, "saa er det rigtignok<br />
meget bedre her i Sibirien. Vi<br />
kan faa alt muligt heroppe". <strong>En</strong> gang<br />
om ugen, når der var torvedag, tog<br />
ægteparret på torvet og købte ind til en<br />
hel uge af kød, mel og kål og hvad de<br />
ellers havde brug. <strong>En</strong> gås kostede kun<br />
80 øre, gryn og kolonialvarer var dyrere.<br />
Hun udtrykte begejstring over de<br />
kaneture, de jævnligt foretog den første<br />
vinter i byen, "i det mest henrivende<br />
Vejr". Koldt var det, men de var godt<br />
pakket ind i fåreskindspels og lange<br />
filtstøvler. I julebrevet til forældrene<br />
skrev hun: "Nu nærmer Julen sig med<br />
raske Skridt, og er det nok bedst at jeg<br />
faar begyndt paa et lille Julebrev at<br />
Tiden ikke skal løbe fra mig. Allerførst<br />
vil jeg ønske Eder kære Forældre en rigtig<br />
god og velsignet Jul. I Tankerne ere<br />
vi sammen selvom vi i Virkeligheden<br />
ere forhindrede deri, naar vi saa kun<br />
faar gode breve bøder det jo paa mange<br />
Savn, man maa heller ikke være saa<br />
fordringsfuld at ville have alt det Gode<br />
paa én Gang. Vi to unge have det nu<br />
godt igen. ’Skatten min’ har nemlig<br />
haft en meget slem Halsbetændelse.<br />
Han gik oppe, men var ikke mange sure<br />
Sild værd … Hvor er man dog glad og<br />
Gud taknemmelig naar saadan en Sygdom<br />
er vel overstaaet".<br />
Én ting var hende dog meget imod,<br />
og det var, når han tog på forretningsrejse<br />
lokalt, til europæisk Rusland eller<br />
Vesteuropa: "Otto har endnu ikke været<br />
ude paa den meget omtalte Rejse, men<br />
nu staar den lige for Døren, saa bliver<br />
jeg <strong>En</strong>kemadam i 4 a 5 Dage, hu, ha!<br />
Jeg glæder mig sandelig ikke men det<br />
skal gaa jeg maa skyde Hjertet op i<br />
Livet …". Da han var vel hjemme igen,<br />
skrev hun til forældrene: "Maden her<br />
hjemme smagte rigtig godt i dag for<br />
Ottos Vedkommende efter i fire Dage<br />
ikke at have faaet ordentlig Middags-<br />
ROTUNDEN NR. 22 31
mad og for mit ved hans behagelige<br />
Selskab, det var ikke morsomt at sidde<br />
ene ved saadant et stort Bord, Maden<br />
ville ikke rigtig ned, det var ligesom<br />
der sad en Prop og skød den op igen,<br />
hvor skønner man dog dobbelt paa<br />
hvor dejligt vi have det naar man har<br />
prøvet at undvære hinanden". Jacoba<br />
brød sig ikke om at være alene hjemme<br />
og undvære "Skatten sin", som hun<br />
altid kaldte sin mand. Når det var<br />
muligt, ville hun tage med ham på<br />
lokale forretningsrejser, hvis det da<br />
ikke er "for trist for mig at trave om<br />
mellem de lugtende Bønder en hel<br />
Dag". Jacobas modvilje mod adskillelsen<br />
fra sin mand forsvandt heller ikke<br />
da parret fik børn, og hun blev bestyrer<br />
af en stor husholdning. Ubehaget ved<br />
adskillelsen fulgte hende resten af hendes<br />
liv.<br />
Det første besøg i en af Kurgans kirker<br />
gjorde et stort indtryk på hende.<br />
Hun beskrev kirken som "voldsomt<br />
flot". Hun var imponeret over helgenbillederne<br />
og undrede sig ved det uvante<br />
syn af menigheden, som ikke sad<br />
ned, som hjemme i Danmark, men<br />
stod op "eller ligger på Knæ, ja, de gaar<br />
endog saa vidt at de slaa Hovederne<br />
mod Gulvet at naar det er store Syndere<br />
de beder om Tilgivelse." Præsten<br />
havde langt Haar og lignede Tordenskjold,<br />
og koret sang smukt. Det<br />
mindede om juleaften derhjemme, når<br />
32<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
man så bort fra al røgelsen, som luften<br />
var så tæt af, at man ikke kunne holde<br />
ud at være i kirken i længere tid ad<br />
gangen.<br />
Jacoba gik straks i gang med at lære<br />
russisk, og inden længe fortalte hun<br />
glad sine forældre, at tjenestefolkene<br />
var begyndt at hviske, når hun nærmede<br />
sig, at hun ikke skulle forstå, hvad<br />
de sagde, men skrev også, at russisk<br />
dog var "et forfærdelig vanskeligt<br />
Sprog".<br />
Vinterdagene var præget af en vis<br />
ensformighed. Til daglig stod de op<br />
klokken 8 og drak morgente, hvorefter<br />
han gik på kontoret, hun i køkkenet.<br />
Der var frokost klokken 1, måske en<br />
køretur mellem 3 og 4-5 og aftensmad<br />
klokken 6. Om aftenen læste han højt<br />
for hende, mens hun hæklede, broderede<br />
eller syede, i hånden eller på den<br />
symaskine, hun fik i julegave af sin<br />
mand i 1901. Aftenerne blev også brugt<br />
til brevskrivning og russiskstudier. De<br />
fik ofte besøg af deres bedste venner i<br />
Kurgan, en anden <strong>dansk</strong> <strong>familie</strong> <strong>Hansen</strong>,<br />
Karl Alfred <strong>Hansen</strong> og hans kone,<br />
eller gik på besøg hos dem, op til to<br />
gange om ugen - for at spille whist. Der<br />
var seks <strong>dansk</strong>e <strong>familie</strong>r i byen med<br />
efternavnet <strong>Hansen</strong>. Karl Alfred <strong>Hansen</strong><br />
var smøropkøber for Petersborgfirmaet<br />
H.J. Pallisen (russ. G.I. Pallizen), grundlagt<br />
af <strong>dansk</strong>eren Hans Jessen Pallisen<br />
(1812-1882). 2)<br />
2) H.J. Pallisen var søn af en Aalborgkaptajn. Han fulgte faderen på sejladserne i Østersøen og blev ansat som kontordreng<br />
ved et hollandsk firma i Skt. Petersborg som 15-årig. Som 30-årig grundlagde Pallisen Handelshuset H.J. Pallisen og senere<br />
også to papirfabrikker. Han var direktør for disse virksomheder og <strong>dansk</strong> generalkonsul i St. Petersborg indtil sin død i<br />
1882. Foretagendernes ledelse bestod omkring 1900 fortrinsvis af efterkommere efter Pallisen og andre <strong>dansk</strong>ere, der havde<br />
bosat sig i Rusland i 1870-80erne.
Otto <strong>Hansen</strong>s kontor, Dvorjanskaja ul. (Adelgade). Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
De unge nygifte fejrede Otto <strong>Hansen</strong>s<br />
fødselsdag den 2. november 1901 med<br />
at invitere deres russiske ven Scharlov<br />
til middag og gå i teatret. Jacoba var<br />
overrasket over, hvor fin teatersalen<br />
var. Der var parketgulv og "under Loftet<br />
hang to virkelig smukke Lysekroner jeg<br />
tror med 6 Lamper i hver". Musikerne<br />
derimod måtte nøjes med to køkkenbliklamper.<br />
Jacoba og Otto <strong>Hansen</strong> tilbragte<br />
deres første fælles juleaften hos Karl<br />
Alfred <strong>Hansen</strong>s: "Juleaften tilbragte vi<br />
hos gamle <strong>Hansen</strong>s, … fik Gaas og Kalkunsteg,<br />
nej, først Risengrød, med Mandelgaver,<br />
Snebolde og endelig Æblekage,<br />
saa hun havde rigtig anstrengt sig for at<br />
dupere Rakket. De havde et rigtig nydeligt<br />
lille Juletræ, hvorom vi alle dansede<br />
og sang". I juledagene aflagde man i<br />
øvrigt hinanden visit, ønskede glædelig<br />
jul, drak et glas vodka eller vin, slugte<br />
en bid brød med en sardin, sad ned i<br />
fem minutter og tog så videre. "… det<br />
er en ejendommelig Skik", skrev Jacoba<br />
til sine forældre, "jeg synes, det maa<br />
være rædsomt, godt er det at jeg ikke<br />
skal være med til den Tortur".<br />
Derhjemme havde hun arrangeret<br />
<strong>dansk</strong> jul. Juletræet var af fyr og pyntet<br />
med hvide lys og vat og glimmer. Det<br />
unge par inviterede deres <strong>dansk</strong>e og<br />
russiske venner til <strong>dansk</strong> julefrokost.<br />
Jacoba fremstillede små flag, <strong>dansk</strong>e til<br />
de <strong>dansk</strong>e gæster, russiske til de russiske,<br />
og serverede "Medisterpølse og stuvede<br />
Kartofler, Sardiner, Hummer, stegte<br />
Agerhøns, Leverpostej, Ost og andet<br />
som hører til koldt Bord, derefter Rødvinsbudding<br />
med Cremesauce". De blev<br />
også inviteret til selskab hos Scharlov,<br />
hvor der først var koldt bord og senere<br />
på aftenen, ved 11-tiden, tre varme retter<br />
og dessert. Til alles store begejstring<br />
var Otto <strong>Hansen</strong> i dagens anledning<br />
trukket i garderuniform.<br />
Om søndagen og ved andre højtider,<br />
hvor der blev lavet stor middag hos<br />
ROTUNDEN NR. 22 33
Kurgans bedre borgerskab, strømmede<br />
tiggerne til køkkenerne. Jacoba skrev:<br />
"Det er Søndag Formiddag og det er<br />
næsten ikke til at være i Køkkenet for<br />
Tiggere, de faar som Regel et Stykke<br />
brød, men naar de se ’Barina’ [fruen]<br />
som jeg kaldes vil de ogsaa have Penge<br />
og der er næsten ingen Grund til at<br />
give dem, da de fleste gaar hen og drikker<br />
dem op". Der kunne komme op til<br />
10 til 15 mænd med koner og børn i<br />
løbet af middagsforberedelserne.<br />
<strong>Hansen</strong>s tilbragte påsken 1902<br />
blandt landsmænd i Omsk. Rejsen var<br />
anstrengende, men de havde haft behageligt<br />
rejseselskab af Kurgans elskværdige<br />
borgmester, F.V. ˇ Svetov. Påsken faldt<br />
i april, netop som foråret og tøvejret<br />
satte ind, og gaderne i Omsk var så<br />
mudrede, at vognhjulene kørte i pløre<br />
til akslerne. Jacoba skrev hjem: "Paaskedag<br />
var vi hos Korcks! anden Paaskedag<br />
til Frokost hos Lefeldts en Søn af gamle<br />
L. paa Langeland, de havde et flot og<br />
yndigt stort Hjem, samme Dag til Aften<br />
hos en Ungkarl Hr. Søndergaard, næste<br />
Dag til Frokost hos Dorf, ogsaa ugift,<br />
og til Aften hos Korck’s, alle Steder var<br />
næsten alle vi Danskere samlede, saa<br />
det var rigtig morsomt. Gaderne var<br />
skrækkelige, jeg overdrive aldeles ikke,<br />
nar jeg fortæller at Hjulene gik i Pløre<br />
til Axelen mange Steder, det var mindre<br />
hyggeligt, jeg sad i stadig Skræk for<br />
at vælte". Korck’s, som Jacoba omtaler,<br />
var Carsten Korch, det <strong>dansk</strong>e firma<br />
E.F. Esmanns filialbestyrer i Omsk, og<br />
hans kone Julie. 3)<br />
34<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Med forårets komme begyndte søndagsudflugterne<br />
i Kurgans smukke<br />
omegn. Der var hvide anemoner, hvis<br />
blomster var meget større end anemoneblomsterne<br />
hjemme i Danmark.<br />
Udflugterne var en behagelig afveksling<br />
fra byen, som var frygtelig støvet og<br />
ofte "rædsomt varm". Allerede midt i<br />
juli blev fornøjelsen ved udflugterne<br />
imidlertid noget mindre på grund af<br />
umådelige mængder af myg, der kunne<br />
være så store som oldenborrer, og hvis<br />
stik var meget generende.<br />
I sine breve hjem til <strong>familie</strong>n i Danmark<br />
skrev Otto <strong>Hansen</strong> ikke meget om<br />
sit arbejde. <strong>En</strong> enkelt gang fortalte han<br />
dog lidt om de sibiriske bønder, han<br />
handlede med. Hvert år i januar kom<br />
bønder i stort tal til Kurgan for at indgå<br />
kontrakt med eksportørerne om det<br />
kommende års smørleverancer. I januar<br />
1902 var Otto <strong>Hansen</strong> for første gang<br />
med til disse forhandlinger. Det var<br />
vanskeligt at komme overens med bønderne,<br />
skrev han til sine forældre, "da<br />
de, skønt uden at være i besiddelse af<br />
Kundskaber og Dannelse ere meget<br />
durkdrevne og pengegridske". I forbindelse<br />
med kontraktforhandlingerne i<br />
januar 1903 skrev Jacoba i et brev at:<br />
"… vi have haft et Rykind af smørede<br />
Bønder! Der er virkelig nogle af dem<br />
som bære saadanne Faarepeltse, at man<br />
kan frygte for at blive hængende om<br />
man rørte ved dem. Og saa formaar<br />
saadanne Karle endda at lave temmelig<br />
godt Smør, et Bevis paa, at man ikke<br />
kan skue Hunden paa Haarene og der<br />
3) Carsten Korch havde arbejdet for E.F. Esmann siden 1896, først som filialbestyrer i byen Vologda i europæisk Rusland,<br />
derefter, fra 1897 til 1902, som leder af E.F. Esmanns første sibiriske filial i Kurgan, og nu altså som leder af Omskfilialen.<br />
Mellem 1908 og 1916 var han bestyrer for det store <strong>dansk</strong>e firma Det Sibiriske Kompagnis (en fusion af Carl Holbek og E.F.<br />
Esmann) største filial i Sibirien i byen Barnaul. Carsten Korch var fætter til forfatteren Morten Korch.
se hvad den indeholder". De sibiriske<br />
bønder var altså ikke tabt bag af en<br />
vogn, hverken hvad angik smørfremstillingens<br />
kunst eller kunsten at tjene<br />
penge. 4)<br />
Efteråret 1902 fik Otto <strong>Hansen</strong> tilbudt<br />
arbejde som repræsentant i London<br />
for et russisk smørfirma, hvis Londonadresse<br />
var Finsbury Pavement, 70.<br />
Han tog straks imod tilbuddet. Forholdene<br />
havde været vanskelige i 1901 og<br />
1902, så vanskelige, at han bare havde<br />
lyst til at lægge Sibirien bag sig, én<br />
gang for alle. Mange firmaer havde fået<br />
et knæk, også nogle af Carl Holbeks filialer<br />
og mejerier længere inde i landet.<br />
Ifølge Otto <strong>Hansen</strong> skyldtes det først og<br />
fremmest konkurrencen mellem eksportørerne,<br />
som han kaldte "slem og<br />
Otto <strong>Hansen</strong>, siddende på kærren, i kontorets gård. Kurgan, 1915.<br />
Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
meningsløs". Hertil kom, at han følte,<br />
at han levede i en udørk. Han trængte<br />
til nye indtryk og udfordringer. Jacoba<br />
gav ikke udtryk for hverken glæde eller<br />
sorg ved udsigterne til at skulle forlade<br />
Sibirien, men efter nogen tid i <strong>En</strong>gland<br />
skrev hun dog til sine forældre, at de<br />
syntes meget bedre om London end<br />
Sibirien!<br />
Familien <strong>Hansen</strong> opholdt sig i <strong>En</strong>gland<br />
i tre år. Her fik ægteparret to døtre:<br />
Inge, født 18.9.1903, og Ellen, født<br />
12.1.1906. <strong>En</strong> stor sorg ramte dog <strong>familie</strong>n:<br />
<strong>En</strong> lille søn døde i 1905, knap et<br />
halvt år gammel.<br />
Efteråret 1905 fik Otto <strong>Hansen</strong> imidlertid<br />
tilbud om en stilling som smøropkøber<br />
for et af de største engelske<br />
fødevarefirmaer, Lovell & Christmas, i<br />
ROTUNDEN NR. 22 35
yen Rybinsk i et af europæisk<br />
Ruslands vigtigste smøreksportområder,<br />
nogle hundrede kilometer nord for<br />
Moskva. Startlønnen var 6.000 kroner,<br />
1.200 kroner mere end den løn, han fik<br />
i <strong>En</strong>gland. Han slog straks til, rejste til<br />
Rybinsk i januar 1906 og åbnede egen<br />
forretning. Resten af <strong>familie</strong>n sluttede<br />
sig til ham noget senere. I samme by<br />
drev også Otto <strong>Hansen</strong>s halvbror Emil<br />
smøreksportforretning. Opholdet i<br />
Rybinsk varede i fire år. Det er en periode<br />
i <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong>s liv, som vi<br />
springer over i denne sammenhæng for<br />
at gå videre til artiklens egentlige ærinde,<br />
<strong>familie</strong>ns liv i Sibirien.<br />
Kurgan, 1910-1916<br />
<strong>En</strong>gang i 1909 besluttede <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong><br />
at forlade Rybinsk og flytte til Kurgan<br />
igen. Otto <strong>Hansen</strong> skulle købe<br />
smør op for Lovell & Christmas og drive<br />
egen forretning. I januar 1910 rejste<br />
han i forvejen og åbnede eksportkontor,<br />
"Otto Eduardovič Ganzen", med<br />
opkøb af smør og salg af mejeriudstyr.<br />
Jacoba og børnene måtte vente i Rybinsk,<br />
indtil Jacoba var blevet helt rask<br />
efter at have haft dårligt ben. Jacoba<br />
skrev til sine forældre, at hun glædede<br />
sig til at komme tilbage til Kurgan.<br />
Kurgan var i mange henseender en<br />
anden by end den, <strong>familie</strong>n havde forladt<br />
i 1903. Hvor den havde haft<br />
10.000 indbyggere i 1897, havde den i<br />
1909 34.000, og det økonomiske aktivitetsniveau<br />
var et ganske andet og høje-<br />
36<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
re. Der var snesevis af små og store<br />
industriforetagender med hundredvis<br />
af ansatte, hundredvis af små og store<br />
butikker, seks apoteker, to boghandler,<br />
to trykkerier, fem fotografiske atelierer,<br />
fem hoteller og otte herberger, to<br />
hospitaler, fire banker og som noget<br />
helt nyt en restaurant, to konditorier<br />
og en meteorologisk station. Hertil<br />
kom ti forhandlere af landbrugsmaskiner,<br />
hvoraf de syv var udenlandske,<br />
tolv forhandlere af mejeriinventar,<br />
hvoraf de ni var udenlandske, fire store<br />
kvæghandlere, tre store slagterier, hvoraf<br />
et var <strong>dansk</strong>ejet, fem store ægeksportører,<br />
tolv smøreksportkontorer<br />
(syv <strong>dansk</strong>e, to engelske og tre russiske)<br />
og to bryggerier.<br />
I marts 1910 var <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong><br />
atter samlet i Kurgan, og Jacoba arrangerede<br />
umiddelbart efter sin og børnenes<br />
ankomst middag for <strong>familie</strong>ns <strong>dansk</strong>e<br />
bekendte i byen. Blandt dem var hr.<br />
Brüel og frue fra det store <strong>dansk</strong>drevne<br />
eksportslagteriforetagende, Brüel &<br />
Thøgersen. Gæsterne fik "Sterletsuppe,<br />
Kalvesteg med tørrede grønærter,<br />
udkogte Kartofler og mit nyeste Syltetøj,<br />
det ligner lidt Tyttebær, det er det<br />
eneste der kan skaffes nu. Decerten var<br />
Trifles, dertil fik vi Rødvin og Madeira<br />
og derefter Aftenskaffe". 4)<br />
Otto <strong>Hansen</strong>s forretning gik ovenud<br />
godt, og <strong>familie</strong>n havde ingen økonomiske<br />
problemer. "De tjener tykt for<br />
Øjeblikket", skrev Jacoba på et tidspunkt<br />
hjem, "det er saa rart for Otto at<br />
4) Eksportslagteriet Brüel & Thøgersen fremstillede saltet og røget kød, pølser og konserves, der blev solgt over hele<br />
Rusland og eksporteret til Vesteuropa. Foretagendet var grundlagt i Kurgan i 1907 og havde 20 kontorer rundt omkring i<br />
Sibirien. På eksportslagteriets grund ligger der i vore dage stadigvæk et stort slagteriforetagende
Floden Tobol er gået over sine bredder. Kurgan, ca. 1914. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
Markedet er gaaet op og han har købt<br />
heldigt". På kontoret havde Otto <strong>Hansen</strong><br />
to <strong>dansk</strong>e kontorfolk og en russisk<br />
kontormand og i gården tre karle og<br />
syv bødkere til at flikke smørdritler<br />
sammen. Efter et års tid købte han en<br />
mølle i landsbyen Lopatinskoe og<br />
anlagde et par mejerier, formodentlig<br />
sammen med Lovell & Christmas. Udover<br />
at opkøbe og eksportere smør solgte<br />
han soda, karskrubbere, salt og centrifuger.<br />
Familien havde to unge piger i<br />
huset, Darja, der var fulgt med dem fra<br />
Rybinsk, og en pige fra Kurgan.<br />
Efteråret 1910 var det deres plan at<br />
rejse til Danmark på ferie. Den blev<br />
imidlertid forpurret af, at Otto <strong>Hansen</strong><br />
blev syg af tyfus. Feberen begyndte den<br />
28. september og holdt sig i næsten en<br />
måned konstant på omkring 39 grader<br />
om morgenen og 40 om aftenen, dag<br />
ind og dag ud. Først den 24. oktober<br />
begyndte den at falde. Behandlingen<br />
bestod i kolde, temperatursænkende<br />
bade og to pulvere om dagen, maden af<br />
havresuppe, citronsuppe, portvin og<br />
champagne. Den syge fik klippet alt<br />
håret af, så det ikke holdt på varmen.<br />
Doktor Kogan tilså patienten hver dag,<br />
og en sygeplejerske vågede over ham<br />
om natten. "Saavel vor Sygeplejerske<br />
som Læge er Jøder, nogle vældige Mennesker<br />
til at passiare, altid god Tid, vil<br />
gerne gøre det saa godt som muligt",<br />
skrev Jacoba til sine forældre. Doktor<br />
Kogan mente, at Otto <strong>Hansen</strong> kun<br />
overlevede, fordi han havde en særlig<br />
god konstitution.<br />
I rekonvalescenstiden oven på den<br />
alvorlige sygdom læste han Robinson<br />
Crusoe højt for børnene og spille kort<br />
med Jacoba og en anden <strong>dansk</strong> <strong>familie</strong>.<br />
Sidst i november gav doktor Kogan<br />
<strong>familie</strong>n grønt lys til at rejse hjem til<br />
ROTUNDEN NR. 22 37
Danmark, hvor julen blev fejret hos<br />
Otto <strong>Hansen</strong>s forældre i præstegården i<br />
Longelse på Langeland.<br />
Døtrene lod til at befinde sig godt i<br />
Kurgan. Når de var syge, hvilket naturligvis<br />
hændte, blev Jacoba frygtelig nervøs.<br />
Da den yngste, Ellen, blev syg,<br />
engang Otto <strong>Hansen</strong> var på forretningsrejse<br />
i udlandet i 5 uger, slog det<br />
Jacoba helt ud, og hun endte med at<br />
tilkalde doktor Kogan. Hun skrev hjem<br />
til Otto <strong>Hansen</strong>s søster Ally, som også<br />
var hendes egen kusine, og i øvrigt<br />
sygeplejerske og begge ægtefællernes<br />
nærmeste fortrolige, at "det er jo også<br />
Fejl at være for omhyggelig, men det er<br />
ikke let at vide det rette, og naar vi<br />
først har prøvet at miste én af vore<br />
kære Smaa saa tror jeg at vi blive mere<br />
ængstelige, ja tænk hvilken stor Dreng<br />
Lillebror nu ville have været! Men jeg<br />
ved jo at som Gud ordner alle Ting for<br />
os, saa er ogsaa dette det bedste."<br />
I 1911-1913 havde pigerne en <strong>dansk</strong><br />
guvernante, Otto <strong>Hansen</strong>s halvsøster<br />
Emma. Hun passede børnene og lærte<br />
dem, hvad de ville have lært i en <strong>dansk</strong><br />
skole, læsning, skrivning, regning,<br />
syning. "I skulle bare se hvor fornøjeligt<br />
det gaar til i Skolen i Sytimerne,<br />
Tante Emma læser nemlig højt for Børnene<br />
naar de er flittige, og for Tiden er<br />
det ’Onkel Toms Hytte’, den er meget<br />
sørgelig, saa flere Gange naar jeg er<br />
kommen derind har Inge og Emma siddet<br />
og grædt over at nogen Mennesker<br />
kunne være saa onde mod de stakkels<br />
Slaver, Ellen derimod har siddet og<br />
ment hun var en stor Pige at hun ikke<br />
græd og tilbød at samle de andres Taarer<br />
sammen, men da de pidskede Onkel<br />
Tom en hel nat, udbrød hun - hvor er<br />
de stykke, de Bæster, det er dog for<br />
38<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
galt. Naturen gik over Optugtelsen,<br />
hun glemte at hun ikke maa bruge<br />
Kraftudtryk, da jeg rettede hende derfor<br />
syntes hun stadig at naar Slavehandleren<br />
var et Bæst, maatte hun da<br />
ogsaa have Lov til at sige det, det var<br />
hendes Opfattelse af den Ting, og jo i<br />
Grunden ikke saa gal", fortalte Jacoba<br />
<strong>Hansen</strong> sine forældre.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> tog sædvanligvis på<br />
kortere eller længere forretningsrejser<br />
hver fjortende dag. Imens havde Jacoba<br />
bedre tid til at skrive breve hjem, som<br />
hun så indledte med at fortælle om,<br />
hvor meget hun savnede sin bortrejste<br />
"Skat", og hvor meget hun glædede sig<br />
til han kom hjem igen. Når Otto <strong>Hansen</strong>s<br />
rejser gik til Kurgans nærmeste<br />
omegn, tog hun gerne med, af interesse,<br />
nysgerrighed og for at opleve verden<br />
sammen med sin mand. Hun skrev<br />
altid begejstret hjem om disse ture,<br />
således i januar 1911: "I kan tro jeg<br />
havde en fornøjelig Tur med Otto i forrige<br />
Uge, vi var ude at se til vor Mølle,<br />
jeg blev helt imponeret af den, jeg havde<br />
knap tænkt mig at sligt kunne laves<br />
her i Siberien, men maa nu til at have<br />
andre Tanker. Vi rejste herfra om Natten<br />
Kl. 12 mellem Onsdag og Torsdag,<br />
kom til Stationen Lepjasa Kl. 3 det var<br />
et vidunderligt Syn der mødte os da vi<br />
kom derind omkring paa Bænke og<br />
Borde laa Folk og sov ja endog paa Gulvet<br />
laa mange, hvert Øjeblik opdagede<br />
jeg at det var en levende Bylt der laa<br />
paa en anden Bylt, til sidst fandt jeg ud<br />
af at det var en hel Familie, Mand Kone<br />
og fire store Børn og til allersidst hørte<br />
vi et svagt Grynt og Konen rejser sig op<br />
og begynder at amme en ganske lille<br />
Udgave som jeg hidtil ikke havde opdaget,<br />
da det var overstaaet lagde hun sig
ned igen og trak Pelsen helt over Hovedet<br />
paa den lille Pige og sig selv, de<br />
havde nu adskillige levende paa sig thi<br />
hvert Øjeblik rev og gnubbede de sig<br />
alt hvad de kunne ...".<br />
Familien anskaffede sig et sommerhus,<br />
en såkaldt datja. Kurgan ligger fortrinsvis<br />
på den ene bred af floden<br />
Tobol, byens daværende datjaområde<br />
på den modsatte flodbred. Når sommerheden<br />
begyndte at røre på sig, som<br />
regel allerede midt i maj, tog Jacoba,<br />
børn og tjenestepiger ud til datjaen. I<br />
maj 1911 måtte de dog vende om ved<br />
første forsøg. Det "blæste og støvede<br />
saadan, at vi skyndsomst maatte køre<br />
hjem og se at blive vadskede". Landlivet<br />
betød, at Otto og Jacoba fik mange venner<br />
og bekendte, ikke fordi de inviterede<br />
hele tiden, som Jacoba beroligende<br />
skrev til sin mor, men fordi folk gerne<br />
ville besøge dem ude på landet. Det<br />
gjaldt den <strong>dansk</strong>fødte Hamburgkøbmand<br />
Carl Jørgensen og kone,<br />
mejerist Stausholm fra Det Sibiriske<br />
Kompagni 5) og kone, den <strong>dansk</strong>e<br />
smøreksportør Emil Holm og mange<br />
andre. De blev også rigtig gode venner<br />
med deres nabo på landet, den engelske<br />
forretningsmand Mackenzie og hans<br />
kone. Landliggerne disponerede over en<br />
fælles tennisbane, hvor man mødtes<br />
om aftenen. Mændene spillede, mens<br />
damerne passede børn og håndarbejde,<br />
"det vil sige de Damer der ikke spiller",<br />
skrev Jacoba. Med sig på landet havde<br />
<strong>Hansen</strong>s <strong>familie</strong>ns ko, som forsynede<br />
dem med den fineste, fedeste mælk. Da<br />
Datja’en under opførelse. Kurgan, 1911.<br />
Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
Jacobas døtre selv var blevet mødre<br />
mange år senere i Danmark og igen og<br />
igen fortalte deres børn om deres barndom<br />
i Kurgan, var en af yndlingshistorierne<br />
den om koen, der under et sommerhusophold<br />
stak af ned til floden,<br />
svømmede tværs over og løb ad byens<br />
gader hjem til sit vante opholdssted på<br />
gårdspladsen ved Otto <strong>Hansen</strong>s forretning.<br />
Ved datjaen anlagde <strong>familie</strong>n en<br />
have med mange blomster, så man kunne<br />
tage buketter med til byen, hvor der<br />
stort set ingen blomster var.<br />
Udflugter i byens nærmeste omegn<br />
hørte fortsat til <strong>familie</strong>ns yndlingsbeskæftigelser.<br />
I 1914 gik en af turene til<br />
en mølle ved floden Ik, en biflod til<br />
Tobol. Her er et uddrag af Jacobas brev<br />
til sine forældre om den:<br />
"Mine kære Forældre! I Aften synes<br />
alle at være optagede af Kontorarbejde,<br />
saa er det ogsaa bedst jeg sender Eder<br />
en lille Hilsen, vi begynde nu at føle<br />
Sommerens komme, vi har haft nogle<br />
5) Det Sibiriske Kompagni blev dannet i 1904 ved en fusion af Carl Holbeks og E.F. Esmanns sibiriske forretninger. Kompag-<br />
niets direktør var H.P. Hjerl <strong>Hansen</strong>. Selskabet var den største enkelteksportør af sibirisk smør fra <strong>Vestsibirien</strong> til Vesteuropa i<br />
perioden 1904 til 1914.<br />
ROTUNDEN NR. 22 39
Jacoba <strong>Hansen</strong> står til venstre i billedet med sine døtre foran den hvidmalede datja. Kurgan, ca.<br />
1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
aldeles henrivende Køreture ud omkring!<br />
Én Dag vare vi ude ved en Mølle<br />
som ligger ved Floden Ik, en Biflod til<br />
Tobolfloden, der var aldeles henrivende,<br />
vi kørte derud paa 2 Timer og spiste<br />
medbragt Mad hos en Møller derude,<br />
hans Søn er Bankassistent, Otto kender<br />
den Unge her fra Byen, og var vi i Følge<br />
hans Invitation kørt derud! Her er<br />
kolossalt med Myg i Aar, saa vi var glade<br />
over at kunne spise vor Mad inde,<br />
jeg tænkte mig langt tilbage i Tiden og<br />
mindedes den Historie, hvor Bedstefader<br />
og Bedstemoder blev trakteret med<br />
Vælling, som blev taget op fra Gulvet<br />
hvor Ællinger og Ænder havde mudret<br />
i den, saadan gik det nu ikke til hos os,<br />
men under Bordet hvor vi spiste laa 2<br />
Kalkuner og rugede, uden for Vinduet<br />
gik en stor Gris og kaldte paa Brød, forklarede<br />
Pigen senere, i Køkkenet var et<br />
40<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Par Hunde, 1 kat og 5 henrivende smaa<br />
Killinger, Ellen var helt vild efter dem,<br />
havde helst lagt sig hen hos dem, men<br />
maatte nøjes med en i Skødet! I gaar<br />
vare vi ude paa vor Datsja og spiste<br />
Middagsmad, I kan tro den smagte i<br />
det Grønne, der er aldeles henrivende<br />
for Tiden, og hvor er vor kære Otto god<br />
og kærlig mod os alle, trods al hans<br />
Travlhed har han Tid og Lyst til at glæde<br />
os paa alle Maader …"<br />
Jacoba brugte meget tid på en anden<br />
yndlingsbeskæftigelse: syning. <strong>En</strong>gang<br />
Otto <strong>Hansen</strong> kom hjem efter en længere<br />
forretningsrejse, havde hun en overraskelse<br />
parat til ham: Nye gardiner til<br />
soveværelset, himmel over sengen,<br />
vaskebordsforhæng, natbordstæpper og<br />
kommodetæpper, alt sammen syet i det<br />
fineste stof med store røde valmuer.<br />
Den 21. oktober 1911 havde Otto og
Weekendsammenkomst ved tennisbanen. Kurgan, ca. 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
Jacoba <strong>Hansen</strong> tiårs bryllupsdag og<br />
holdt i den anledning fest for deres<br />
venner i Kurgan.<br />
I begyndelsen af 1912 kom Jacobas<br />
lillebror, Carl Burhøi, til Kurgan for at<br />
arbejde i Otto <strong>Hansen</strong>s forretning. Carl<br />
Burhøi var meget imponeret, da det<br />
viste sig, at der i løbet af marts måned<br />
blev omsat for op til 42.000 kr om dagen.<br />
Det var, hvad hans tidligere arbejdsgiver<br />
havde omsat for om året.<br />
Han faldt hurtigt til i byen og viste sig<br />
at have let ved at lære russisk.<br />
I efteråret 1912 var Jacoba i Danmark<br />
nogle måneder for at besøge sine<br />
forældre og øvrige <strong>familie</strong> og blive behandlet<br />
for en underlivslidelse på St.<br />
Lucasstiftelsen. Det var hendes sidste<br />
besøg i Danmark.<br />
Tante Emma rejste hjem til Danmark<br />
i begyndelsen af 1913, og herefter be-<br />
gyndte Otto og Jacoba <strong>Hansen</strong> at forberede<br />
børnene på at skulle i russisk gymnasium.<br />
De ansatte en russisk pige, som<br />
var i huset fra 9 til 16 hver dag, tog sig<br />
af børnene og lærte dem russisk. Inge<br />
skulle begynde på gymnasiet i 1914 efter<br />
sommerferien, Ellen i 1915. Det var<br />
rædsomt dyrt med den russiske guvernante,<br />
men forhåbentlig godt, skrev Jacoba<br />
til kusine Ally.<br />
Jacoba havde det ikke helt godt og<br />
gik til behandling hos doktor Kogan totre<br />
gange om ugen, ligesom hun jævnligt<br />
måtte holde sengen. Men efterhånden<br />
var de så vant til det "og haabe stadig<br />
det skal blive bedre. Alle er saa kærlige<br />
mod mig saa de ikke ved alt det<br />
gode de vil gøre for at glæde mig".<br />
Til Ottos og Jacobas store glæde<br />
kom søster og kusine Ally på besøg i<br />
Kurgan i april 1914.<br />
ROTUNDEN NR. 22 41
Otto og Jacoba <strong>Hansen</strong>. Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
42<br />
ROTUNDEN NR. 22
I august 1914 brød Første Verdenskrig<br />
ud. Familien <strong>Hansen</strong> ville have været<br />
til Danmark på ferie om efteråret, men<br />
opgav på grund af krigen. Otto <strong>Hansen</strong><br />
var stærkt berørt af den, både på grund<br />
af dens grusomhed, og fordi den truede<br />
hans forretning. Hertil kom, at Jacoba<br />
fik det dårligere. I december 1914 skrev<br />
han til Ally:<br />
"Kære Søster Ally! Hjertelig Tak for<br />
alle dine kærkomne breve af 8., 15. og<br />
19. ds. Jeg føler mig stærkt brødebetynget,<br />
at jeg ikke allerede for længst har<br />
besvaret dit kærlige Fødselsdagsbrev og<br />
takket for samme, det er ikke fordi jeg<br />
er besværet med Overarbejde, tværtimod,<br />
har vi saa at sige intet at gøre,<br />
naar undtages lidt Oprydningsarbejde.<br />
Smørforretningen er standset, alt Smør<br />
gaar til Hæren foreløbig, antagelig til<br />
Marts Maaned eller maaske længere.<br />
Hovedaxlen i Møllen knækkede forleden,<br />
saaledes at vi i ca. 14 Dage ikke<br />
have kunnet male og de 14 Dage kostede<br />
os c. 3000 kroner. Jacoba har ikke<br />
haft det saa godt som hun kunne have<br />
det, hun led meget stærkt Blodtab sidste<br />
Gang og som Følge heraf har hun i<br />
længere Tid været svag og træt og som<br />
en naturlig Følge heraf har jeg selv<br />
været daarlig tilpas og ikke oplagt til at<br />
skrive i Særdeleshed. Desuden har denne<br />
Krig jo ingen opmuntrende Virkning<br />
paa Mennesket, den er jo frygtelig<br />
og synes jeg bliver frygteligere for hver<br />
Dag der gaar, hvad skal <strong>En</strong>den blive?".<br />
Otto <strong>Hansen</strong> skrev til sine forældre,<br />
at han var ked af, at han ikke var hjemme<br />
i Danmark og kunne deltage i forsvaret<br />
af fædrelandet, dersom Danmark<br />
skulle blive inddraget i krigen. Jacoba<br />
derimod skrev hjem til <strong>familie</strong>n, hvor<br />
glad hun var for, at de var i Sibirien og<br />
hendes "Skat" i sikkerhed hos hende,<br />
langt borte fra krigshandlingerne. Også<br />
hun var stærkt berørt af krigen og skrev<br />
gang på gang hjem til Danmark om,<br />
hvorledes der var sorg i mange kurganske<br />
hjem, hvis forsørgere var blevet<br />
indkaldt. Mobiliseringen ramte også<br />
nogle af deres tjenestefolk, hvis <strong>familie</strong>r<br />
de forsøgte at hjælpe så godt de kunne.<br />
Krigen prægede også Kurgan på den<br />
måde, at syge østrigske krigsfanger blev<br />
ført til byen. Når de var nogenlunde<br />
raske, blev de ført videre ind i landet<br />
og sat til forskellige former for arbejde,<br />
men der kom hele tiden nye til. <strong>Hansen</strong>s<br />
hjalp dem med et måltid i ny og<br />
næ og en skjorte, døtrene strikkede<br />
muffedisser til dem, og i byen blev der<br />
samlet penge ind til dem og delt cigaretter<br />
ud. Russerne behandlede deres<br />
krigsfanger udmærket, skrev Otto <strong>Hansen</strong><br />
til sine forældre på Langeland.<br />
Jacobas nytårsbrev til svigerforældrene<br />
fra december 1914, som hun skrev,<br />
mens Otto var på forretningsrejse, lød<br />
således:<br />
"Mine kære Svigerforældre! <strong>En</strong>dnu<br />
engang i 1914 skal I have en lille Hilsen<br />
fra os (om I da faa den) for at<br />
ønske Eder et rigtig glædeligt og velsignet<br />
Nytår, med inderlig Tak for al jeres<br />
Kærlighed mod os i det forløbne Aar og<br />
alle de forudgaaende. I gaar havde jeg<br />
Brev fra min kære Otto fra Petersborg,<br />
han befandt sig vel og var kommet<br />
godt over Rejsen, I dag er Otto antagelig<br />
i Rybinsk [på besøg hos sin halvbroder<br />
Emil <strong>Hansen</strong> og hans kone], hvor<br />
de om alt gaar vel skal have deres lille<br />
Søn døbt i Morgen. Gud give dem en<br />
velsignet Dag de kære der nede han er<br />
nu snart saa stor som vor lille Dreng da<br />
han døde, ja tænk lille Bror vilde nu<br />
ROTUNDEN NR. 22 43
have været 10 Aar, men vi ved jo ikke<br />
hvad han er skaanet for i denne Verden,<br />
det er godt at stole paa, at Gud<br />
gør alle Ting vel, og at intet sker uden<br />
vor himmelske Fades Villie …. Her har<br />
været travlt de sidste Dage og Nætter<br />
med, vi blev i Forgaars banket op<br />
Kl. 12 1/ 2 af Politiet og et Par andre Herrer.<br />
Daria rystede af Skræk og kunde<br />
slet ikke fortælle mig hvad der var i<br />
Vejen, det viste sig saa at det var angaaende<br />
Smør som skulle overtages til<br />
Hæren 30 Vagonger Smør skulle efterses,<br />
forandres Mærker, overtages forskellige<br />
Steder i Byen, sys ind i Bastmaatter<br />
[sibiriske smørdritler blev altid<br />
rullet ind i bastmåtter, så de ikke gik i<br />
stykker under den lange og hårdhændede<br />
transport] og være færdige i Løbet<br />
af 1 1/ 2 Døgn! Det har de naaet, det var<br />
bitterlig koldt 25 grader med Rimfrost,<br />
saa det var strængt for Østrigerne at<br />
arbejde i den Kulde [Otto <strong>Hansen</strong> havde<br />
ansat nogle østrigske krigsfanger],<br />
men Karl siger at de er vældig flinke og<br />
lærnemme ... I Dag er det meget mildere.<br />
Børnene glæde sig meget til en lille<br />
Køretur sammen med mig jeg har holdt<br />
mig inde i den stærke Kulde i Følge<br />
Løfte til Otto at passe godt paa hans<br />
Kone mens han var borte! Vær nu hilset<br />
paa det kærligste mine kære Svigerforældre<br />
med Haab om at I maa have<br />
det rigtig godt ved Modtagelsen af disse<br />
linjer ..."<br />
I januar 1915 blev Otto <strong>Hansen</strong>s to<br />
karle taget til soldater, til deres <strong>familie</strong>rs<br />
store fortvivlelse, som Otto og Jacoba<br />
<strong>Hansen</strong> delte. Samtidig blev Jacobas<br />
helbred dårligere. Det viste sig, at hun<br />
havde en svulst i underlivet. Da hun på<br />
grund af en kombination af dårligt helbred<br />
og krig ikke kunne rejse til Køben-<br />
44<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
havn og blive opereret, rådede lægen<br />
hende til snarest at tage til St. Petersborg<br />
til den verdenskendte professor<br />
Ot. Lægen var ikke længere Doktor<br />
Kogan. Han havde fået et apoplektisk<br />
tilfælde i 1914 og var blevet uarbejdsdygtig.<br />
Jacoba skrev til sine forældre, at<br />
hun savnede ham, og at det gjorde<br />
Krig og mobilisering.<br />
Afsked med de indkaldte<br />
foran Troickajakirken.<br />
Kurgan, 1914.<br />
B.N. Karsonovs<br />
privatarkiv.
hende ondt, at han var blevet apoplektisk.<br />
Han havde en lille dreng på to år.<br />
Jacoba ville imidlertid ikke lade sig<br />
operere i en vildtfremmed by og besluttede<br />
at vente med operationen til hun<br />
forhåbentlig ville kunne rejse til Danmark<br />
foråret eller sommeren 1916.<br />
Inge, den ældste datter, gik i første<br />
gymnasieklasse og var til eksamen i<br />
maj måned 1915. Hun dumpede i russisk<br />
og skulle til eksamen igen til<br />
august. I de andre fag fik hun pæne<br />
karakterer. Ellen, <strong>familie</strong>ns yngste,<br />
begyndte at gå i gymnasiet et år senere<br />
end søsteren og var til sin første årseksamen<br />
foråret 1916. Ligesom store-<br />
ROTUNDEN NR. 22 45
søsteren klarede hun sig fint, endda<br />
meget fint, i russisk, hvor hun fik<br />
karakteren fire ud af fem point på<br />
karakterskalaen. Hun talte russisk flydende<br />
og uden accent.<br />
Familien havde i 1915-16 en ung<br />
<strong>dansk</strong> dame i huset, Anna <strong>Hansen</strong>.<br />
Hun og Carl Burhøi, Jacobas yngste<br />
bror, der som nævnt var ansat på kontoret<br />
hos Otto <strong>Hansen</strong>, forelskede sig i<br />
hinanden. Hun var 9 år ældre end<br />
ham. De blev efter hjemkomsten fra<br />
Sibirien i 1920 gift og levede i et langt<br />
og lykkeligt ægteskab.<br />
De vanskeligheder, der ramte Otto<br />
<strong>Hansen</strong>s forretning i begyndelsen af<br />
krigen, viste sig at være af forbigående<br />
karakter. Trods periodevise forstyrrelser<br />
og vanskeligheder gik den i alle henseender<br />
godt, så godt, at han i 1915<br />
tænkte på at flytte forretningen fra<br />
Adelgade (Dvorjanskaja ulica), hvor<br />
han havde lejet en ejendom af den kurganske<br />
storkøbmand Charlamov, til et<br />
stort palæ på byens hovedstrøg, Treenighedsgade<br />
(Troitskaja ulica). Otto<br />
<strong>Hansen</strong> beskrev palæet således: "Lejligheden<br />
er for elegant, det er det eneste,<br />
jeg har imod det, Centralvarme og 14<br />
Værelser, men vi lejer de syv ud eller i<br />
alle Tilfælde de fem. Vi får tre store<br />
Lokaler nedenunder til Kontorer og<br />
Udstillingslokale og oven paa disse faar<br />
vi selv nogle Store Værelser til Privatlejlighed.<br />
<strong>En</strong>treen og Trappegangen er<br />
belagt med Marmor, alle Gulvene er<br />
Parket, en del af Lofterne ere Mosaik og<br />
Spisestuens Paneler & Loft er Mahogni.<br />
Til lejligheden hører en masse elegante<br />
46<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Møbler og Palmer. Gårdspladsen er<br />
meget stor med glimrende Kælder,<br />
Varehuse, Stald, Avtomobil Garage etc.<br />
etc. og hele Historien faar jeg for tre<br />
Aar for 2300 Kr … Huset tilhøre en<br />
Rigmand her i Byen som for Øjeblikket<br />
bor i Moskva for at holde sine Børn i<br />
de bedste Skoler." Huset havde kostet<br />
rigmanden, Smolin, 180.000 rubler,<br />
"men at han er ingen Forretningsmand<br />
siger sig selv, naar han lejer en saadan<br />
Historie ud til 2300 kr". Alt tyder dog<br />
på, at flytningen ikke blev til noget, og<br />
at <strong>familie</strong>n blev boende i Adelgade. 6)<br />
Jacoba havde det rimelig godt i<br />
1915, men i løbet af foråret 1916 forværredes<br />
hendes tilstand. Hun måtte<br />
holde sengen oftere og i længere perioder<br />
ad gangen. I et af de sidste breve til<br />
forældrene, fra april 1916, skrev hun<br />
dog ikke et ord om sig selv, men om<br />
krigen: "Ja hvor trænges der dog til<br />
Fred paa Jorden, der er skrækkeligt at<br />
høre om alt hvad der sker hjemme i<br />
Europa, vi sige saa ofte at vi sidde paa<br />
et af de bedste Steder i Øjeblikket. For<br />
nogle Dage siden fik Daria Brev fra en<br />
af sin Mands Kammerater at han var<br />
efterladt saaret i en fjendtlig Løbegrav<br />
det har selvfølgelig gjort et dybt Indtryk<br />
paa hende og os andre med, samme<br />
Dag drog Sines Mand af, hun havde<br />
Dagen før faaet at vide at deres lille<br />
Barn var skæv i Ryggen og skulde ligge<br />
saa meget som muligt og om 6 Maaneder<br />
venter hun et Barn til …, men<br />
hvorfor sidde og skrive om alt det sørgelige<br />
det hører I jo daglig om, vi maa<br />
hellere glæde os over hvor uendelig<br />
6) Smolins palæ findes stadig. Det huser en stor erhvervsvirksomhed og et museum, som blev åbnet for få år siden og bely-<br />
ser købmands<strong>familie</strong>n Smolins virke gennem generationer i Kurgan.
godt vi har det i alle Retninger, hvor<br />
meget vi har at takke vor kære himmelske<br />
Fader for. Otto har det desværre<br />
ikke saa godt for Tiden … ".<br />
Otto <strong>Hansen</strong>s breve blev mere og<br />
mere bekymrede på Jacobas vegne.<br />
Midt i juli fortalte han i to næsten enslydende<br />
breve til sine egne forældre og<br />
svigerforældrene, at der "endnu ikke er<br />
særlig lyse Udsigter til at hun skal faa<br />
Lov til at komme op og vandre i vor<br />
Midte, i Særdeleshed har de sidste 14<br />
Dage været ret trange for os alle sammen<br />
idet Koba i nævnte Tidsrum har<br />
haft to Tilbagefald, hvoraf det sidste<br />
har været det værste ...". Nogle dage<br />
senere skrev han i et fødselsdagsbrev til<br />
sin svigermor, at Koba havde lidt meget<br />
og stadig var meget svag, at hun ikke<br />
kunne tåle at komme op, fordi hun<br />
blev svimmel og dårlig, "men som sædvanlig<br />
er hun taalmodig og bøjer sig<br />
under Vor Herres Villie. Det er jo tungt<br />
og trist for os at vi gaa og se paa vor<br />
kære lille Mor maa lide som hun gør".<br />
Datteren Inge vedlagde sit eget lille<br />
fødselsdagsbrev: "Kære Bedstefar og Farmor!<br />
Hjertelig Til Lykke paa Fødselsdagen.<br />
Jeg haaber I har det godt. Vores<br />
stakels lille Mor ligger ennu i Sengen,<br />
men bliver forhaabentlig snart rask. Far<br />
og jeg kom hjem fra Møllen forleden.<br />
Jeg regnede ud at jeg havde kørt 18<br />
<strong>dansk</strong>e Mil i Løbet af 5 Dage. Den 1ste<br />
Dag jeg var der ude var jeg ovre at se til<br />
Møllen, 2de ude i deres Have og ude at<br />
bade der var kun varmt de 3 Dage der<br />
ude, men det regnede ikke, 3de Dag var<br />
jeg med Fruen i Marken paa stiv Vogn<br />
og havde Hø med hjem, 4de var jeg<br />
igen ovre i Marken, rundt med Fader<br />
og oppe i Møllen, der var meget morsomt,<br />
om Aftenen var jeg ude at køre,<br />
Midt i billedet Jacoba <strong>Hansen</strong> og datteren Ellen.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> står op, sammen med datteren<br />
Inge. Kurgan, 1915.<br />
Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
vi skulde have købt nogle Svin, men<br />
Manden var ikke hjemme saa vi havde<br />
kørt 24 verst [1 verst = 1,060 km] til<br />
ingen Nytte. 1 Dag var det koldt saa vi<br />
sad mest inde i Stuerne, men fik dog en<br />
Køretur og samlede nogle Bær. 5te Dag<br />
en Søndag drak vi The ved 10 Tiden og<br />
drak lidt hjemmelavet Kvas [en slags<br />
hvidtøl] og fik nogle Vafler før vi kørte<br />
klokken 12 og var hjemme klokken 9 1/2<br />
Aften. Vi havde ventet Mor oppe, men<br />
Musse laa i Sengen endnu. Mange<br />
kærlige Hilsener og Kys fra Eders lille<br />
Inge" (18. juli 1916).<br />
Sidst i juli blev Jacobas tilstand helt<br />
elendig, og den 1. august (<strong>dansk</strong> tid)<br />
døde hun, 37 år gammel.<br />
Dagen efter hendes død skrev Otto<br />
<strong>Hansen</strong> til hendes forældre: "Kære Svigerforældre!<br />
Det er svært for mig i Dag<br />
at skulle meddele Eder, at vor fælles<br />
Skat, vor kære, kære Jacoba, har forladt<br />
os forstedse, har begivet sig ud paa den<br />
lange lange Rejse, men Gud ske Lov og<br />
Tak hun er gaaet derhen, hvor vi engang<br />
haaber at mødes med hende, nogle<br />
af de sidste Ord hun havde paa sine<br />
ROTUNDEN NR. 22 47
Læber var ‘se der kommer <strong>En</strong>gelen, nu<br />
kommer den’. Hun sov stille hen med<br />
et vidunderligt Fredssmil paa de kære<br />
Læber den 1. August Kl. 11.50 Middag!<br />
Ja det elskede Menneske har faaet Fred<br />
og Hvile og er bleven udfriet for denne<br />
Verdens Trængsler. Hvor var hun dog et<br />
taalmodigt Menneske og hvor tænkte<br />
hun lidet paa sig selv ... Hun ville gerne<br />
have blevet lidt længere hernede paa<br />
Jorden, thi selvom hun jo i mange Aar<br />
har været en sart Blomst, og jo har gaaet<br />
meget igennem, saa elskede hun sine<br />
Børn og sit Hjem overalt, hun var en<br />
sjælden Mor for sine to Børn og en<br />
sjælden og dyrebar Hustru for sin<br />
Mand, hvis der eksisterede mange Hustruer<br />
og Mødre som hende vilde verden<br />
se anderledes ud. Det er trange<br />
Tider her i Kurgan, Deltagelsen er<br />
umaadelig stor, baade blandt Udlændingene<br />
og Russerne, men hun fortjener<br />
den … hun var saa meget for os andre<br />
og saa lidt for sig selv og alle der kom i<br />
Berøring med hende holdt af hende,<br />
saa vi der holde saa meget af hende fristes<br />
til at spørge hvorfor skulde hun nu<br />
kaldes saa tidligt herfra, men Herrens<br />
Veje er jo uransagelige og for hans Villie<br />
maa vi alle jo bøje os, hvor svært<br />
det end synes at kunne være. Gud give<br />
os alle Kraft til at bære denne store<br />
Sorg paa den rette Maade …".<br />
Jacoba blev lagt i en zinkkiste med<br />
en lys egetræskiste udenom, så hun ville<br />
kunne blive begravet i Danmark, når<br />
krigen engang var omme. Kisten blev<br />
båret hen til den lutheranske kirke af ti<br />
<strong>dansk</strong>ere og ti englændere. Hun blev<br />
48<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
begravet den 6. august (<strong>dansk</strong> tid) på<br />
en af Kurgans to kirkegårde. 7)<br />
Kort efter Jacobas død forlod Otto<br />
<strong>Hansen</strong> og døtrene Kurgan for at rejse<br />
hjem til Danmark. Efter et kort ophold<br />
hos <strong>familie</strong>n i Rybinsk gik turen videre<br />
til København, derefter til Fyn og Langeland<br />
og så tilbage til København. Her<br />
kom de to piger i pleje hos Otto <strong>Hansen</strong>s<br />
søster Ally og hendes mand Georg<br />
Bølling. Jacobas bror Carl Burhøi tog<br />
sig imens af forretningen i Kurgan,<br />
sammen med Otto <strong>Hansen</strong>s halvbror<br />
Aksel <strong>Hansen</strong>, der ellers arbejdede hos<br />
broderen Emil i Rybinsk, men trådte<br />
hjælpende til i Kurgan, umiddelbart<br />
efter Jacobas død.<br />
I september 1916 fandt Otto <strong>Hansen</strong><br />
i øvrigt efter længere tids forudgående<br />
eftersøgning af ud af, at tjenestepigen<br />
Darjas mand, Dmitrij, stadig var i live<br />
og befandt sig et eller andet sted i Tyskland.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> sendte ham en pakke<br />
med brød og margarine.<br />
Forretningens afvikling,<br />
1917-1921<br />
Nu, hvor døtrene var i de bedste hænder,<br />
rejste Otto <strong>Hansen</strong> i foråret 1917<br />
sammen med et par andre <strong>dansk</strong>e forretningsfolk<br />
via Petrograd, som Skt.<br />
Petersburg nu hed, til Kurgan for at se<br />
til forretningen. Februarrevolutionen<br />
samme år havde resulteret i tsarmagtens<br />
fald, og landet havde en overgangsregering,<br />
som var ved at forberede<br />
parlamentsvalg. Forretningsmændene<br />
ankom til den russiske hovedstad den<br />
første maj. Petrograd var præget af fest-<br />
7) Ingen af kirkegårdene eksisterer i dag. Begge er jævnet med jorden og omdannet til parker.
Jacoba <strong>Hansen</strong>s grav. Kurgan, 1924. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.<br />
ligheder, demonstrationer og møder.<br />
Alle restauranter var lukket, sporvognene<br />
kørte ikke, droscher var der ingen<br />
af, men en militærautomobil tog formedelst<br />
40 rubler <strong>dansk</strong>erne med til et<br />
af byens fineste hoteller, Hotel d’Angleterre.<br />
Her var der sat plakater op om, at<br />
alt var optaget og lukket på grund af<br />
Første Maj. De <strong>dansk</strong>e rejsende tog<br />
mod til sig og ringede på alligevel. <strong>En</strong><br />
søvndrukken mand dukkede frem og<br />
erklærede, at alt var optaget, også badeværelserne,<br />
men genkendte så Otto<br />
<strong>Hansen</strong> fra tidligere besøg og fandt alligevel<br />
husly til dem. "Ganske vist var<br />
Værelset ikke gjort i Stand", skrev Otto<br />
<strong>Hansen</strong> til sine døtre i København, "da<br />
Stuepigerne var til Stuepigevalgretsforeningsmøde<br />
allerede fra tidlig Morgen".<br />
Byen var i det hele taget voldsomt forandret.<br />
"Man har Besvær med at faa sig<br />
selv til at tro at man har set denne By<br />
før, thi den er forandret, og nu maa<br />
man jo kun haabe og ønske, at Folk her<br />
maa have tilstrækkelig Forstand til at<br />
benytte dem af deres Lykke paa den<br />
rette Maade".<br />
Ved et utroligt tilfælde løb Otto<br />
<strong>Hansen</strong> ind i Darjas Dmitrij på gaden i<br />
Petrograd. Han var netop var ankommet<br />
fra Tyskland og var på vej hjem til<br />
Kurgan. Under kampene ved fronten<br />
havde han fået en kugle gennem hoften.<br />
Der var gået alvorlig betændelse i<br />
ROTUNDEN NR. 22 49
hofte og ben, så stykket fra hofte til<br />
knæ var blevet stift, men ellers fejlede<br />
han ikke noget!<br />
Det tog de <strong>dansk</strong>e rejsende elleve<br />
dage at skaffe billetter til sovevognen<br />
til Kurgan. Rejsen var ikke morsom.<br />
Toget var overfyldt med soldater, og da<br />
de ankom til Kurgan, var de nær blevet<br />
arresteret, fordi de ikke var blevet barberet<br />
og vasket i de fire døgn, rejsen<br />
varede, og lignede skovmænd. Soldaterne<br />
havde brugt al vandet i toget.<br />
I Kurgan stod det "ikke værst til".<br />
Carl Burhøi og Darja havde arrangeret<br />
en fin velkomst, og alt derhjemme var<br />
næsten lige så hyggeligt, som da de var<br />
rejst derfra. Jacobas grav blev passet<br />
rigtig pænt: "Jeg var oppe ved lille Mors<br />
Otto <strong>Hansen</strong>, 1919. Per og Gyda Strøyers<br />
privatarkiv.<br />
50<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Grav i forgaars, Onkel Carl havde pyntet<br />
den med Blomster og nu Jerngelænderet<br />
er sat op ser Graven saa nydelig<br />
og fredelig ud." Ved siden af Jacoba lå<br />
endnu en <strong>dansk</strong>er begravet, Carl Brüel,<br />
en af indehaverne af det tidligere<br />
omtalte store slagterivirksomhed Brüel<br />
& Thøgersen, som var død efter Jacoba.<br />
"Her er overalt saa smukt," fortsatte<br />
Otto <strong>Hansen</strong>, "Træerne ere for længst<br />
sprunget ud, Solen skinner hver Dag og<br />
dog er her saa tomt, saa uhyggelig tomt<br />
om Aftenen, naar jeg engang imellem<br />
sidder ene hjemme med mine Tanker<br />
og Photografierne; ja, der er gaaet mangen<br />
en kærlig Tanke hjem til mine to<br />
elskede Tuller, som jeg kun saa daarlig<br />
kan undvære". På Jacobas fødselsdag<br />
den 12. juni lagde han hvide forglemmigejer<br />
på hendes grav.<br />
Han var også ude på datjaen, men<br />
der var så uhyggelig tomt, at han hurtigt<br />
tog hjem igen. Han ønskede at sælge<br />
den, men det var ikke let at finde en<br />
køber. Brüels havde solgt deres datja til<br />
Denis Vasilevič Charlamov, den Kurgankøbmand,<br />
som ejede huset i Adelgade,<br />
hvor Otto <strong>Hansen</strong> havde forretning og<br />
privatbolig. Han havde i øvrigt været til<br />
te hos købmandens <strong>familie</strong>, hos Ljusja<br />
og Tanja Charlamova.<br />
Aksel <strong>Hansen</strong> og Carl Burhøi havde<br />
taget sig godt af forretningen i Otto<br />
<strong>Hansen</strong>s fravær. De passede butikken i<br />
Kurgan, og herudover hjalp Aksel Mr.<br />
Roberts med at bestyre Otto <strong>Hansen</strong>s<br />
mejeri i Kalaˇsnoe i nærheden af Kurgan,<br />
mens Carl tilså møllen i Lopatinskoe.<br />
Aksel <strong>Hansen</strong> skrev til sine niecer i København,<br />
at når han var ude ved mejeriet,<br />
levede han rigtig som på landet,<br />
med kålsuppe 32 gange om måneden<br />
og ellers bart brød med smør og ost.
Otto <strong>Hansen</strong> havde mødt pigernes<br />
lærerinde Marija Denisovna og hendes<br />
søstre. Lida, en anden af <strong>familie</strong>ns gode<br />
russiske venner, havde været på besøg<br />
hos ham. Hun havde set et billede af<br />
pigerne og bedt om at få lov til at få<br />
lavet en kopi hos byens fotograf, A.I.<br />
Kočeˇsev.<br />
Sidst i juni rejste Otto <strong>Hansen</strong> hjem<br />
til Danmark igen. Turen gik over<br />
Rybinsk, hvor Emil <strong>Hansen</strong> med <strong>familie</strong><br />
sluttede sig til ham, idet også de<br />
ønskede at forlade det urohærgede<br />
land. På gesandtskabet i Skt. Petersburg<br />
fik de udstedt et kurerpas, som gjorde<br />
det muligt for dem at udføre værdigenstande.<br />
På gesandtskabet arbejdede en<br />
nær ven af <strong>Hansen</strong><strong>familie</strong>rne som kancellist,<br />
Esther Aksel-<strong>Hansen</strong>, datter af<br />
billedhuggeren Aksel <strong>Hansen</strong>. Hun blev<br />
senere gift med Aksel <strong>Hansen</strong>, Otto<br />
<strong>Hansen</strong>s bror.<br />
Senere på året, i oktober 1917, kom<br />
bolsjevikkerne til magten ved et kup,<br />
og kort tid efter udbrød der borgerkrig.<br />
Bolsjevikkerne erobrede Perm og Jekaterinburg<br />
foråret 1918. Otto <strong>Hansen</strong><br />
fulgte nøje slagets gang, stærkt foruroliget<br />
over udviklingen. Ville bolsjevikkerne<br />
mon også nå Kurgan? Otto <strong>Hansen</strong><br />
arbejdede på denne tid hos Lovell<br />
& Christmas i <strong>En</strong>gland. Han forsøgte<br />
på forskellig vis at få organiseret afsending<br />
og udskibning af smør fra Kurgan<br />
til Vesteuropa. Det var en vanskelig<br />
sag, som blev endnu vanskeligere, da<br />
kølehuset i Kurgan, hvor smørret kunne<br />
opbevares i tilfælde af transport- og<br />
andre vanskeligheder, i december 1918<br />
brændte ned til grunden. Nu måtte der<br />
udtænkes andre planer for smørrets<br />
afsendelse, og Otto <strong>Hansen</strong> besluttede<br />
at rejse til Kurgan for selv at tage for-<br />
holdene i øjesyn.<br />
I august 1918 fik datteren Ellen i<br />
øvrigt brev fra Kurgan fra Tanja Charlamova.<br />
Det havde været undervejs i<br />
fem måneder.<br />
Han og Brüel fra slagterifabrikken i<br />
Kurgan rejste sommeren 1919 til Vladivostok<br />
via USA og Japan. I USA benyttede<br />
de sig af lejligheden til at studere<br />
amerikansk landbrug og besøge svineslagterier,<br />
frugtplantager og farme. De<br />
var imponerede, og Otto <strong>Hansen</strong> skrev<br />
hjem til døtrene, at han hellere ville bo<br />
i USA end i Sibirien. Det eneste minus<br />
var, mente han, at de amerikanske farmere<br />
ikke var videre selskabeligt anlagte,<br />
boede afsondret fra hinanden og<br />
arbejdede hele tiden.<br />
Ombord på båden fra San Fransisco<br />
til Yokohama nåede de seneste alarmerende<br />
nyheder dem: Petropavlovsk,<br />
som lå ganske nær Kurgan, var faldet i<br />
bolsjevikkernes hænder. "Det vil altså<br />
sige", konkluderede Otto <strong>Hansen</strong> i et<br />
brev til døtrene, "at Kourgan for længst<br />
er i B’s Hænder; det er jo ikke morsomt<br />
at rejse derudover med den Tanke, at<br />
det hele maaske er brændt eller ødelagt,<br />
dog vi kunne jo hverken gøre fra<br />
eller til, og maaske er Bolschevismens<br />
<strong>En</strong>deligt meget nær, jeg kan ikke se<br />
andet, det er umuligt, det kan vare<br />
længe".<br />
Midt i oktober 1919 ankom de to<br />
mænd til Vladivostok, som bolsjevikkerne<br />
endnu ikke havde erobret. Brüel<br />
boede hos en medarbejder ved Det Sibiriske<br />
Kompagni, Otto <strong>Hansen</strong> hos Wilhelm<br />
R. Knudsen, en god ven fra tiden<br />
i Kurgan. Knudsen havde været bestyrer<br />
af den stor <strong>dansk</strong>-sibiriske forretningsmand<br />
Søren Randrups filial i<br />
Barnaul, øst for Kurgan. 8) Knudsen og<br />
ROTUNDEN NR. 22 51
hans kone Ellen havde tre børn på 5, 7<br />
og 9 år. 9)<br />
Situationen i Vladivostok var chokerende:<br />
Byen var oversvømmet af flygtninge<br />
fra det indre Sibirien, fra de<br />
områder, bolsjevikkerne havde erobret.<br />
Blandt flygtningene fandt Otto <strong>Hansen</strong><br />
Carl Burhøi og Mr. Roberts. Burhøi fortalte,<br />
at bolsjevikkerne ved deres ankomst<br />
til Kurgan havde beslaglagt Otto<br />
<strong>Hansen</strong>s hus i Adelgade og forvist ham<br />
til badstuen. Da de efterhånden beslaglagde<br />
alt, der var ham betroet, besluttede<br />
han at forlade byen hurtigst muligt.<br />
Den 8. august forlod han og Mr. Roberts<br />
Kurgan med hest og vogn og<br />
Omsk som første mål på deres flugt. I<br />
Omsk lykkedes dem at komme med<br />
den sibiriske jernbane til Harbin og<br />
videre til Vladivostok, hvortil de<br />
ankom den 18. september 1919. Carl<br />
havde taget Jacobas smykker og sølvting<br />
med sig og havde fået mulighed<br />
for at rejse hjem til Odense med et ØKskib<br />
via Kobe, Singapore, Colombo,<br />
Suez, Kairo, Port Said, Marseilles og<br />
London. Han ankom til Odense 22.<br />
marts 1920. Roberts rejste hjem med et<br />
engelsk troppetransportskib.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> og Brüel besluttede at<br />
blive i Vladivostok og se tiden an i<br />
håbet om, at situationen ville ændre<br />
sig. Og situationen ændrede sig, men<br />
52<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
til det værre. Inflationen var kolossal,<br />
og det var især frygteligt for folk, der<br />
kun havde lokal valuta. Udlændingene<br />
i Vladivostok klarede sig, fordi de havde<br />
eftertragtet fremmed valuta, som<br />
folk gerne ville købe. Man skulle bruge<br />
30.000 rubler om måneden for at kunne<br />
leve, og det var umuligt at tjene så<br />
meget. Sukker og ost var ikke til at få,<br />
og for hver dag, der gik, blev det vanskeligere<br />
at skaffe brød. I det indre Sibirien<br />
trængte De Røde styrker De Hvide<br />
længere og længere østpå, og Kurgan så<br />
ud til at skulle forblive på bolsjevikiske<br />
hænder. Det forlød, at forretningen og<br />
hjemmet i Adelgade og møllen i Lopatinskoe<br />
lå i ruiner, og at Adelgade og<br />
Treenighedsgade var skudt sønder og<br />
sammen. Nu måtte de alle være sparsommelige,<br />
skrev Otto <strong>Hansen</strong> til sine<br />
døtre, for deres far havde ikke flere<br />
penge, og Lovell & Christmas, som<br />
havde været hans største og bedste<br />
kunde, ville ikke få brug for ham mere.<br />
Det var frygtelige tider for mange mennesker,<br />
inklusive de mange <strong>dansk</strong>ere,<br />
der havde mistet alt og rejste tomhændede<br />
hjem med kone og børn på ØKs<br />
skibe.<br />
I løbet af november blev det endnu<br />
sværere at skaffe sig de basale fødevarer,<br />
men Knudsens, hvor Otto <strong>Hansen</strong><br />
boede, havde heldigvis et stort forråd<br />
8) Randrup var en af Sibiriens største forretningsfolk, ejede en stor landbrugsmaskinfabrik i Omsk, handlede også med<br />
smør, mejerimaskiner og andet mejeriudstyr og var gift med en russisk millionærdatter.<br />
9) Ellen Knudsen var søster til August Theodor Schalburg, der i mange år arbejdede i Sibirien som mejeriinstruktør og<br />
smøropkøber. Schalburg måtte som så mange andre flygte hjem til Danmark i forbindelse med borgerkrigen. Størstedelen<br />
af hans russiske kones <strong>familie</strong> blev udslettet af bolsjevikkerne, som han nærede et dybt had til. Han var far til Christian Frederik<br />
Schalburg, den <strong>dansk</strong>e nazist, som døde på Østfronten og gav navn til den nazistiske terrorgruppe Schalburgkorpset.
af kål og kartofler. Kød kunne fortsat<br />
skaffes, og fisk forelå i store mængder.<br />
Der kom stadig flere flygtninge til<br />
byen, også fra Kurgan. Otto <strong>Hansen</strong><br />
mødte Tunik, Bogaˇsov, kolonialhandler<br />
Elinek, bankdirektøren og hans kone<br />
og "Balaksjin, hvis Datter I kendte",<br />
skrev han til sine døtre. 10) Han fik at<br />
vide, at <strong>familie</strong>n Charlamov var flygtet<br />
til Tomsk og Smolins til Irkutsk, som<br />
bolsjevikkerne endnu ikke havde erobret.<br />
Otto <strong>Hansen</strong> mødte også den store<br />
<strong>dansk</strong>-sibiriske forretningsmand<br />
Søren Randrup i Vladivostok.<br />
I begyndelsen af december 1919 rejste<br />
<strong>Hansen</strong> og Knudsen til Harbin, hvor<br />
de traf den <strong>dansk</strong>e konsul Jacobsen og<br />
<strong>dansk</strong>e og engelske bekendte fra Kurgan<br />
og andre sibiriske byer. Julen holdt<br />
de i Vladivostok, men under forfærdeligt<br />
triste omstændigheder, idet Knudsens<br />
eneste søn, Ib på fem år, døde af<br />
difteritis juleaftensmorgen. Ib var Otto<br />
<strong>Hansen</strong>s gudsøn. I 1921 fik Knudsens<br />
en ny lille søn, som blev født i Port<br />
Said, måske under <strong>familie</strong>ns hjemrejse<br />
fra Østen. Ved nytårstid 1921 havde<br />
<strong>Hansen</strong> og Knudsen fået nok. De opgav<br />
alt håb om at komme videre ind i Sibirien<br />
og rejste hjem til Danmark.<br />
Et brev fra 1923 vidner om, at Otto<br />
<strong>Hansen</strong> igen var i Kurgan. På samme<br />
tid genoptog Det Sibiriske Kompagni<br />
ved direktør H. P. Hjerl <strong>Hansen</strong> eksporten<br />
af sibirisk smør til Vesteuropa, efter<br />
længere forhandlinger med sovjetmagten<br />
om eksportbetingelserne. Hvad<br />
Otto <strong>Hansen</strong> foretog sig i Kurgan, melder<br />
historien ikke noget om, men vi<br />
ved, at Det Sibiriske Kompagni efter få<br />
år måtte opgive at lave forretninger i<br />
Sibirien, fordi det ikke var muligt<br />
under de herskende forhold.<br />
I september 1921 giftede Otto <strong>Hansen</strong><br />
sig med Anna Dorthea Mathilde<br />
Olufsen (1883-1966). I sit andet ægteskab<br />
fik Otto <strong>Hansen</strong> yderligere tre<br />
børn. Han etablerede i 1922 en filial af<br />
Lovell & Christmas i Charlottenlund<br />
og oparbejdede en betydelig forretning.<br />
Han døde i 1945.<br />
Historien om <strong>familie</strong>n <strong>Hansen</strong> i Kurgan<br />
er naturligvis anderledes end andre<br />
<strong>dansk</strong>eres sibiriske historie, men på<br />
mange måder også typisk. Danskerne i<br />
Sibirien nærede store forhåbninger til<br />
tilværelsen i Sibirien og arbejdede<br />
hårdt for at få del i områdets rigdomme.<br />
Mange led af hjemlængsel og var i<br />
perioder godt trætte af livet i den sibiriske<br />
"udørk", men satte i det store hele<br />
alligevel pris på nybyggerlivet i "The<br />
Wild East" og levede på en blanding af<br />
<strong>dansk</strong>e og sibiriske betingelser. Mange<br />
tjente gode penge, hvilket dog ikke<br />
altid var uden omkostninger, for arbej-<br />
10) A.A. Balakˇsin (1874-1956), var direktør for Sibiriens største andelseksportorganisation, Sammenslutningen af Sibiriske<br />
Andelsmejerier. Sammen med sin <strong>familie</strong> flygtede han videre fra Vladivostok til Kina og herfra til Canada, hvor han slog sig<br />
ned som landmand. Hans far, A.N. Balakˇsin, havde siden 1910 boet i London og herfra ledet andelseksportorganisationens<br />
arbejde med at sælge sibirisk andelssmør på det engelske marked. Han døde i London i 1921. Det lykkedes den bolsjevikiske<br />
stat at ødelægge eksportorganisationen og tilegne sig dens meget store værdier i Rusland, <strong>En</strong>gland og USA.<br />
ROTUNDEN NR. 22 53
det var hårdt og krævende og levevilkårene<br />
anderledes og vanskeligere end i<br />
Danmark, materielt, kulturelt og politisk,<br />
også selvom man hørte til de privilegerede<br />
i samfundet. Når enden er<br />
god er alting imidlertid godt, plejer<br />
man at sige, men det kan man ikke sige<br />
om udviklingen i Sibirien eller det <strong>dansk</strong>e<br />
engagement i den sibiriske smørsektor,<br />
for alting endte i katastrofe.<br />
Første Verdenskrig var begyndelsen<br />
til enden for Sibirien og områdets<br />
indenlandske og udenlandske borgere<br />
og begyndelsen til enden for det ellers<br />
så lovende og indbringende smøreksportforetagende.<br />
De politiske omvæltninger<br />
i 1917 fortsatte der, hvor verdenskrigen<br />
slap, og satte uigenkaldeligt<br />
punktum for et langt kapitel i Ruslands<br />
historie. Den efterfølgende borgerkrig<br />
betød yderligere død og ødelæggelse og<br />
sendte titusinder på flugt.<br />
Familien <strong>Hansen</strong>s liv i Sibirien fulgte<br />
på mange måder nøje de økonomiske<br />
og politiske konjunkturer. Det gik fremad<br />
og rigtig godt i en lang periode. Så<br />
kom verdenskrigen, uden hvilken<br />
54<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Jacoba <strong>Hansen</strong> måske havde haft en<br />
chance for at se sine døtre vokse op. Så<br />
kom revolutionen og borgerkrigen, som<br />
satte et punktum for Otto <strong>Hansen</strong>s sibiriske<br />
virksomhed, som han havde satset<br />
alt på. Perioden 1914-1919 betød et<br />
voldsomt brud i hans og <strong>familie</strong>ns tilværelse,<br />
på samme måde som den gjorde<br />
det i den russiske befolknings og<br />
landets øvrige udenlandske borgeres.<br />
Kun med stort besvær skabte de mange,<br />
som måtte flygte over hals og hoved,<br />
sig en ny tilværelse. De, der blev tilbage,<br />
gik en ny tilværelse i møde i en helt<br />
ny samfundsorden, som viste sig ikke<br />
at skabe yderligere velstand, men at<br />
ødelægge det, der var opnået af økonomiske<br />
fremskridt i tiårene inden verdenskrigen<br />
og revolutionen, og forårsage<br />
nye katastrofer.
Litteratur<br />
Adres-Kalendar i spravočnaja kniga.<br />
Kurgan, 1909<br />
Danmark og Rusland i 500 år.<br />
København, 1993<br />
Emeljanov, N.F. (1992):<br />
Gorod Kurgan, 1782-1917. Kurgan<br />
Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy, 1850-1917. New York<br />
Hjerl-<strong>Hansen</strong>, H.P. (1949):<br />
Danske Pionerer i Sibirien.<br />
Efterladt Manuskript tilrettelagt af Finn Hjerl-<strong>Hansen</strong>. København<br />
Jensen, Bent (1993): 'Det ny Amerika.' Rusland og <strong>dansk</strong> erhvervs-liv før 1917 i:<br />
Danmark og Rusland i 500 år. Kbh.: 241-261.<br />
Jensen, Bent (1997): 'De ubegrænsede muligheders land'.<br />
Dansk erhvervslivs drømme om Rusland i kejserdømmets slutfase i:<br />
Kejserinde Dagmar, Maria Feodorovna.<br />
København: 209-229.<br />
Lando, Zelman (1923): Die Organisation des dänischen Buttergrosshandels. Berlin<br />
Larsen, Inge Marie (2001):<br />
Kampen om det sibiriske smør. Kurgan, St. Petersborg, København, London,<br />
1895-1905. Odense (ikke publ.)<br />
Mote, Victor (1976):<br />
"The Cheliabinsk Grain Tariff and the Rise of the Siberian Butter Industry"<br />
i Slavic Review, 35: 304-317<br />
Sohn, Ole (2002): De drog mod øst.<br />
Danskeres udvandring til Rusland og Sibirien 1864-1919. København<br />
Strøyer, Per Balslev (1995):<br />
Ellen Stenersen <strong>Hansen</strong>, gift Christoffersen, sygeplejerske (1906-1992). Værløse (upubl.)<br />
Vasiileva, Aleksandra (1997): Zabytyj Kurgan. Kurgan<br />
ROTUNDEN NR. 22 55
Inge Marie Larsen<br />
"Købmandsspørgsmålet" i Ruslands historie<br />
Når man taler om problemer i Ruslands<br />
og Sovjetunionens historie, figurer<br />
landbruget altid på fremtrædende<br />
plads. Både før og efter 1917 har det<br />
været et reelt problem og omdiskuteret<br />
spørgsmål og er det stadig. Det skyldes<br />
landbrugets ekstensive karakter og utilstrækkelige<br />
produktivitet, både før og<br />
efter 1917, og bøndernes gennemgående<br />
små og trange kår, en historisk tendens,<br />
der kulminerede med tvangskollektiviseringen<br />
under Stalin, udryddelsen<br />
af en stor del af landets bønder og<br />
forvandlingen af resten til lønarbejdere<br />
i et kollektivt landbrug. Store og uløste<br />
landbrugsproblemer er løbet som en<br />
rød tråd gennem russisk og sovjetisk<br />
historie, og det er baggrunden for, at<br />
man taler om eksistensen af et "bondespørgsmål"<br />
(krest’janskij vopros). De sidste<br />
to årtier inden Første Verdenskrig<br />
var en undtagelse i den forstand, at der<br />
blev gjort alvorlige forsøg på at komme<br />
landbrugets tilbageståenhed i forhold<br />
til andre europæiske lande til livs. Det<br />
var en periode med økonomisk opsving<br />
på alle fronter, også inden for landbruget.<br />
Produktiviteten og eksporten voksede,<br />
og bøndernes vilkår blev bedre.<br />
Almindelige bønder havde dog fortsat<br />
ikke samme rettigheder som andre<br />
grupper i det russiske samfund. De havde<br />
f.eks. ikke ret til at eje jord. Det var<br />
forbeholdt tsaren, kirken, adelen og<br />
nogle få andre. Bønderne havde kun<br />
brugsret til den som regel uudskiftede<br />
jord, de hver især og individuelt dyrke-<br />
56<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
de, mens ejendomsretten var landsbyfællesskabets,<br />
på russisk kaldet mir,<br />
obˇsčina eller selskoe obsčestvo. Udskiftnings-<br />
og ejendomsretsreformer mellem<br />
1906 og 1916, de såkaldte Stolypinreformer,<br />
havde til formål at modernisere<br />
landbruget og gøre erhvervets<br />
udøvere til selvstændige, selvejende<br />
landmænd, men de blev afbrudt af<br />
Første Verdenskrig og skrinlagt, da<br />
bolsjevikkerne kom til magten (Crisp<br />
1976, Gatrell 1986, Gregory 1994;<br />
Macey 2004).<br />
Imidlertid hvilede heller ikke russisk<br />
industri, handel og finansvæsen på<br />
noget solidt grundlag, hverken før eller<br />
efter 1917. Ganske vist skete der også<br />
på disse områder betydelige fremskridt<br />
under det økonomiske opsving mellem<br />
1890 og 1914, men ved Første Verdenskrigs<br />
udbrud var russisk industri endnu<br />
ikke på højde med andre europæiske<br />
lande, og russiske erhvervsfolk havde<br />
ikke opnået en politisk indflydelse, der<br />
svarede til deres økonomiske betydning<br />
eller til den politiske indflydelse, middelklassen<br />
havde i mange andre europæiske<br />
lande. Landets lovgivning gav<br />
hverken deres person, ejendom eller<br />
erhverv samme rettigheder, beskyttelse<br />
og råderum, som andre europæiske landes<br />
lovgivning gav deres erhvervsliv og<br />
dets udøvere (Pipes 1974, kap. 8; Owen<br />
1991, 1995, 1999: 117). Hertil kommer,<br />
at købmændene ligesom bønderne blev<br />
afskaffet som kategori efter 1917 og<br />
gjort til lønarbejdere i en statsliggjort
industri- og handelssektor, i det<br />
omfang de ikke blev udryddet eller<br />
tvunget til at flygte til udlandet. På den<br />
baggrund kunne man meget vel antage,<br />
at der også eksisterede et "købmandsspørgsmål"<br />
i russisk historie, på linje<br />
med "bondespørgsmålet". Den antagelse<br />
vil denne artikel forsøge at efterprøve,<br />
idet den dog kun tager tiden før<br />
1917 i betragtning. Artiklen går ikke i<br />
detaljer, men peger på hovedtendenser<br />
i den historiske udvikling.<br />
Russiske købmænd.<br />
Ordet købmand (kupec), hvis rod både<br />
på russisk og <strong>dansk</strong> er den samme som<br />
i verbet købe, brugtes i Rusland før<br />
1917 om erhvervsfolk i det hele taget,<br />
altså om personer, der i større eller<br />
mindre stil beskæftigede sig med handel,<br />
industri og finansvæsen. Ganske<br />
vist dukkede der nye, specialiserede<br />
betegnelser frem (som f.eks.<br />
promyˇslennik - industrimand eller<br />
predprinimatel’ – erhvervsmand, forretningsmand),<br />
men ordet købmand blev<br />
ved med at være gængs sprogbrug. På<br />
russisk havde ordet, ligesom på <strong>dansk</strong>,<br />
både positive og negative konnotationer,<br />
det sidste i retning af ordet kræmmer.<br />
Små og store købmænd var ofte<br />
både producenter og handlende, og<br />
varesortimentet var som regel stort. Der<br />
var tale om en ringe grad af specialisering,<br />
som dog blev større, jo tættere vi<br />
kommer på Første Verdenskrig. Den<br />
uspecialiserede form for erhvervsudøvelse<br />
hang sammen med den subsistens-<br />
og naturaliebaserede økonomi,<br />
som dominerede i den brede befolkning,<br />
med store afstande mellem beboede<br />
områder og ringe udviklet infra-<br />
struktur. Den gav desuden en vis sikkerhed<br />
under dårlige eller skiftende<br />
konjunkturer.<br />
Der fandtes yderligere en række<br />
betegnelser, som i 1800- og 1900-tallets<br />
Rusland blev brugt om købmænd, ord,<br />
som kan sammenfattes af det <strong>dansk</strong>e<br />
"mellemhandler" (perekupˇsčik, posrednik).<br />
Disse ord var negativt ladet. De<br />
blev brugt om handlende i alle led, der<br />
formidlede salg af andres varer. Russiske<br />
bønder var jævnlig i kontakt med<br />
mellemhandlere i form af omrejsende<br />
landsbykøbmand, som de tuskhandlede<br />
med. Disse landsbykøbmænd stod for<br />
en stor del af bøndernes forsyning med<br />
livsfornødenheder og var ret uundværlige<br />
for dem, de store afstande taget<br />
i betragtning og den dårlige infrastruktur,<br />
men bønderne opfattede dem som<br />
snu og griske spekulanter (spekuljanty)<br />
(Smith, 1999: 142-155; Larsen 2001:<br />
kap.1).<br />
Landets uddannede elite var heller<br />
ikke begejstret, hverken for mellemhandlere<br />
eller købmænd i det hele<br />
taget. I sidste halvdel af 1800-tallet, i<br />
takt med det økonomiske opsving, voksede<br />
der i dette samfundslag en stærk<br />
foragt frem for købmanden og det, han<br />
eller hun stod for på et højere abstraktionsniveau:<br />
markedsøkonomi og kapitalisme<br />
(Bill 1959, Pipes 1974: kap. 8,<br />
West: 1998: 6-7). Handel og mellemhandel<br />
blev opfattet som særlig umoralsk<br />
og fordømt som parasitært.<br />
Der var dog folk i eliten, som så<br />
anderledes på tingene. Et eksempel på<br />
det stammer fra en vestsibirisk avis fra<br />
1898. Her beklagede forfatteren til en<br />
usigneret notits, at handel pr. tradition<br />
lå i hænderne på personer, hvis valgsprog<br />
var "Uden snyd, ingen handel".<br />
ROTUNDEN NR. 22 57
Det gav anledning til en udbredt opfattelse<br />
af, at noget arbejde var "ædelt" og<br />
andet "uædelt", herunder ikke mindst<br />
handel. At være handlende var identisk<br />
med at være mellemhandler, som igen<br />
var ensbetydende med at være spekulant.<br />
Sådan opfattede folket og især<br />
bønderne det, og samme opfattelse<br />
dominerede også intelligentsiaen, som<br />
ikke ville besmudse sig med handel,<br />
selvom handel var et område, hvor den<br />
efter forfatterens opfattelse ville kunne<br />
gøre stor nytte. "På den måde overlader<br />
intelligentsiaen en meget vigtig sag til<br />
en klasse, som er stivnet i gamle traditioner.<br />
Er det rigtigt? Er det godt for<br />
vort land?" spurgte notitsens ophavsmand<br />
retorisk og konkluderede:<br />
"Kendsgerninger fra den sibiriske virkelighed<br />
bringer et klart svar: Der er brug<br />
for intelligentsiaen både inden for produktion<br />
og handel" (Otdel 1898, 1: 4).<br />
På dette tidspunkt var den sibiriske<br />
jernbane ført gennem det sydlige <strong>Vestsibirien</strong>,<br />
og området var på vej ind i en<br />
erhvervsmæssig og økonomisk udvikling,<br />
som gjorde, at det i 1914 var et af<br />
de mest udviklede i datidens Rusland,<br />
landbrugsmæssigt og industrielt, og en<br />
af de førende aktører på verdensmarkedet<br />
inden for handel med smør og korn<br />
(Gatrell 1986; Larsen 2001).<br />
Det negative billede af landsbykøbmændene<br />
og mellemhandlerne<br />
resulterede således i, at de uddannede<br />
lag ofte ikke ville røre købmandsområdet<br />
og især handelen med en ildtang,<br />
og at det at være købmand i det hele<br />
taget og tjene penge i elitære kredse<br />
blev opfattet som moralsk forkastelig<br />
udbyttervirksomhed.<br />
Helt frem til slutningen af 1800-tallet<br />
var Rusland nationaløkonomisk set<br />
58<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
et penge- og kapitalknapt samfund,<br />
hvor varecirkulationen var stor og pengecirkulationen<br />
lille. Størstedelen af<br />
befolkningen levede i et naturaliebaseret<br />
økonomisk system, hvor tuskhandel<br />
var fremherskende. Det passede godt i<br />
forhold til den udbredte handel med<br />
Orienten, hvor handelsvilkårene lignede<br />
de russiske, og hvor handler overvejende<br />
var tuskhandler. Indtil sidst i<br />
1800-tallet blev de vesteuropæiske markeder<br />
derimod anset for at være mere<br />
sofistikerede og vanskeligere at have<br />
med at gøre på grund af pengehandelen<br />
og pengerigeligheden, de mere<br />
komplekse og udviklede markedsforhold<br />
og det større varesortiment. Når<br />
russiske købmænd handlede med vestlige<br />
købmænd, skete det stort set altid i<br />
Rusland. Russiske købmænd opsøgte<br />
ikke gerne de vesteuropæiske markeder<br />
(Pipes 1974: 204).<br />
Størstedelen af indenrigshandelen<br />
foregik på små og store markeder. Det<br />
kendteste og største var markedet i<br />
Niˇznij Novgorod, nord for Moskva,<br />
som afholdtes hvert efterår, og som<br />
ikke alene var Ruslands, men verdens<br />
største. Hertil strømmede varer og<br />
handlende fra ind- og udland, og herfra<br />
gik samme varer enten videre til<br />
udlandet eller til indenlandske små og<br />
store købere og opkøbere. Men inden<br />
varerne var nået til markederne, havde<br />
de som regel været gennem mange<br />
hænder, bl.a. takket være tusindvis af<br />
landsbykøbmænd, som rejste rundt i<br />
landsbyerne for at opkøbe hjemmeindustriprodukter<br />
eller landbrugsprodukter<br />
som f.eks. klæde, huder, skind, korn<br />
og gammeldags smeltesmør. De solgte<br />
varerne videre til bykøbmænd, som<br />
igen solgte dem videre til storkøbmænd
eller fragtede dem til markederne og<br />
solgte dem her. I 1890erne, i takt med<br />
jernbanernes anlæggelse, den begyndende<br />
industrialisering og pengeøkonomiens<br />
indtog, begyndte markedshandelen<br />
at vige (Makarov 1910: 30-50)<br />
Pengeknapheden gjorde, at bank- og<br />
kreditvæsenet var svagt udviklet. Først i<br />
1860erne oprettedes de første private<br />
pengeinstitutter. Indtil da havde landet<br />
klaret sig med to statsdrevne banker.<br />
Indtil det store økonomiske opsving<br />
var hovedtendensen, at russiske<br />
købmænd var analfabeter og ikke kendte<br />
til andre former for regnskabsføring<br />
end den, der fandt sted i deres hoveder.<br />
På få undtagelser nær havde de kun<br />
forstand på at gøre små og begrænsede<br />
forretninger. Hver gang en russisk købmand<br />
handlede, var det en enestående<br />
begivenhed, som kunne have afgørende<br />
betydning for købmandens forretning<br />
og ve og vel i det hele taget. Hver<br />
handel blev anset for at være en transaktion,<br />
hvor parterne var hinandens<br />
rivaler og satte hinanden på prøve til<br />
det yderste ud i kræmmerkunsten, og<br />
hvor begge parter forsøgte at bluffe<br />
hinanden så godt som muligt. Mange<br />
foretagender gik neden om og hjem<br />
efter indehavernes død på grund af<br />
mangelen på regnskabsbøger. Opsparede<br />
midler, såkaldt risikokapital, var<br />
som regel ikke-eksisterende, og den<br />
kapital, der var i landet, stammede<br />
stort set enten fra statskassen eller fra<br />
udenlandske investorer (Pipes 1974:<br />
207).<br />
Udenlandske rejsende fra 1700-tallet<br />
og frem til 1914 beskriver samstemmende<br />
Rusland som et land, hvor alle<br />
borgere, høj såvel som lav, beskæftigede<br />
sig med handel og handlede med en<br />
ihærdighed og iver og i en udstrækning,<br />
som var langt større end den,<br />
hvormed der handledes i Vesteuropa<br />
(Pipes 1974: 192; Smith 1999: 142). De<br />
skrev også, at russiske købmænd var<br />
meget snu og ofte også uærlige og uhæderlige<br />
(Smith 1999: 143). Den amerikanske<br />
historiker Richard Pipes konstaterer<br />
ligefrem, at "The dishonesty of<br />
the Russian merchant was notorious"<br />
(Pipes 1974: 205). To <strong>dansk</strong>e forretningsfolk,<br />
Christopher Hage og Henry<br />
Tegner, skrev efter en rejse til <strong>Vestsibirien</strong><br />
i 1880, hvor de på vegne af Grosserersocietetet<br />
i København undersøgte<br />
mulighederne for handelssamkvem<br />
mellem Sibirien og Danmark, at de fleste<br />
købmænd "rekruteres stadig fra<br />
neden, dels af fifige Bønder, der have<br />
Greb paa at kjøbslaa, dels af mere tvivlsomme<br />
Elementer", og "det er sikkert,<br />
at praktisk Snuhed af en ikke altfor<br />
samvittighedsfuld Art ofte er det, der<br />
alene skaber sin Mands Karriere" (Hage<br />
1881: 35-36).<br />
Moskvastaten<br />
Indtil midt i 1200-tallet eksisterede der<br />
i det polsk-litauiske område, i Kiev og i<br />
det nordvestlige Rusland, i Pskov og<br />
Novgorod, bystater, hvor industri og<br />
handel blomstrede, og hvor der var<br />
tætte handelsrelationer med andre<br />
europæiske bystater. Bystaternes fyrster<br />
blandede sig kun i beskedent omfang i<br />
erhvervslivets gøren og laden, og de<br />
politiske og økonomiske forhold i disse<br />
østlige småstater adskilte sig ikke fundamentalt<br />
fra forholdene i Vesteuropa<br />
(Bill 1959: kap. 2; Pipes 1974: 199;<br />
Smith 1999: 143). Midt i 1200-tallet<br />
invaderede mongolerne imidlertid<br />
området og gjorde de russiske fyrster til<br />
ROTUNDEN NR. 22 59
deres vasaller, og først 200 år senere<br />
lykkedes det fyrsten af Moskva at fordrive<br />
dem. Fra det moskovitiske fyrstedømme<br />
udgik herefter den kraft, som<br />
med tiden blev til en egentlig russisk<br />
stat. Moskvastaten underlagde sig de<br />
tidligere nævnte bystater, fratog dem<br />
enhver form for selvstyre, kvalte deres<br />
blomstrende erhvervsliv og centraliserede<br />
den politiske magt. Nu, hvor<br />
mongolerne var fordrevet, gjaldt det<br />
for Moskvastaten om at sikre sig mod<br />
nye invasioner og holde sammen på<br />
riget. Derfor var det vigtigt med en<br />
hær, og udgifterne til at opretholde en<br />
sådan var store, fordi statens grænser<br />
var både lange og udsatte (Owen 1999:<br />
98). Da Moskvastaten yderligere havde<br />
ekspansionistiske ambitioner, blev<br />
udgifterne større og større. For at skaffe<br />
de nødvendige midler, underlagde de<br />
moskovitiske herskere sig bogstaveligt<br />
talt alt og alle. De centraliserede den<br />
politiske magt og gjorde i løbet af det<br />
15. og 16. årh. al jord til fyrstens personlige<br />
ejendom. I løbet af det 16. og<br />
17. årh. monopoliserede staten desuden<br />
størstedelen af industrivirksomheden<br />
og handelen. Staten drev herefter<br />
forretningsvirksomhed, assisteret af en<br />
håndfuld statsembedsmænd og indenlandske<br />
og udenlandske storkøbmænd.<br />
Landets øvrige købmænd og håndværkere<br />
blev, sammen med bønderne,<br />
behandlet som skatteobjekter og i så<br />
henseende presset til det yderste. Borgernes<br />
primære opgave var at arbejde<br />
for staten og ikke for sig selv. Ivan IV<br />
(Den Grusomme, 1596-1645) bebrejdede<br />
f.eks. den engelske dronning Elisabeth,<br />
at hun gav de engelske købmænd<br />
lov til at "seek their own profit", hvilket<br />
han ikke fandt sømmede sig for en<br />
60<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
ægte hersker, som burde have så stor<br />
magt over sit folk, at det kun arbejdede<br />
for statens bedste (Pipes 1974: 194).<br />
Moskvastatens økonomi byggede på<br />
overskud fra tsarens egne besiddelser<br />
og virksomheder, skat, som tsarens<br />
embedsmænd og øvrige undersåtter<br />
betalte, og på overskud fra handel med<br />
særlig vigtige og indbringende varer,<br />
som staten købte op med henblik på<br />
videresalg. Som regel gav staten sig selv<br />
monopol på produktion af de varer,<br />
tsaren fattede interesse for, og varen<br />
blev trukket ud af almindelig offentlig<br />
omsætning. Staten havde eksempelvis<br />
indtil midt i 1700-tallet monopol på<br />
handel med korn og fremstilling af og<br />
handel med vodka (som blev fremstillet<br />
af korn). <strong>En</strong> anden statsmonopoliseret<br />
vare var pels (sobel, hermelin, bjørn<br />
m.m.), som staten solgte videre i Vesteuropa,<br />
Det Mellemste Østen og Kina.<br />
Der var en ret stor import af varer fra<br />
udlandet, og staten havde forkøbsret til<br />
de importerede varer. Denne ret effektuerede<br />
staten både over for indenlandske<br />
og udenlandske købmænd. Staten<br />
havde desuden monopol på eksport af<br />
en række andre varer, der var særligt<br />
værdsatte i udlandet, såsom kaviar, hør,<br />
tjære, potaske og læder. Hver gang, staten<br />
opdagede, at et eller andet produkt,<br />
der blev fremstillet eller forhandlet i<br />
privat regi, var blevet en værdifuld<br />
vare, satte den sig på handelen med<br />
den og i udstrakt grad også på produktionen<br />
af den, f.eks. ved at ekspropriere<br />
den producerende virksomhed og<br />
ansætte de tidligere ejere som statslønnede<br />
bestyrere.<br />
Resultatet af statens økonomiske<br />
politik var, at kun småindustri og<br />
småhandel var i hænderne på borger-
ne. Mellemstore industrivirksomheder<br />
og handelsforetagender var enten på<br />
statslige hænder eller forpagtet bort.<br />
Større industriel produktion overlod<br />
Moskvastaten til udlændinge: Minedrift<br />
til hollændere og tyskere, papir- og<br />
glasfremstilling til svenskere og fremstilling<br />
af uld til hollændere. Staten gav<br />
udlændingene koncession på produktionen<br />
og opkøbte til aftalte priser den<br />
del af deres produkter, den selv ville<br />
gøre brug af. Resten kunne udlændingene<br />
sælge på det fri marked (Pipes<br />
1974: 195 ff.).<br />
Moskvastaten havde således ansat<br />
indenlandske og udenlandske<br />
købmænd til at varetage statens forretning,<br />
samtidig med at købmændene<br />
også varetog deres egen. Den position<br />
var ikke altid hverken eftertragtet eller<br />
frivillig, for den gik ud over købmændenes<br />
egen virksomhed. Hertil kom, at<br />
hvis staten opdagede, at der et eller<br />
andet sted i landet var en særlig driftig<br />
og dygtig købmand, blev han beordret<br />
til at bosætte sig i Moskva og arbejde<br />
som statens rådgiver i forretningssager.<br />
Ud over disse statsrådgivere, som der<br />
kun var få af, ca. 30 i det 17. årh., var<br />
der hundredvis af mindre købmænd,<br />
der fik pålagt at udføre forskellige opgaver<br />
for staten, så som at opkræve skatter,<br />
rekvirere varer til staten og videresælge<br />
dem, have overopsynet med statslige<br />
eller bortforpagtede virksomheder<br />
og præge mønter. Til gengæld for de<br />
opgaver, de påtog sig for staten, modtog<br />
de forskellige privilegier, hvoraf de mest<br />
værdsatte var frihed for at betale skat<br />
og afgifter, lempeligere behandling end<br />
andre borgere i forbindelse med retssager,<br />
ret til at købe og besidde jord og ret<br />
til at rejse udenlands. Hvor mange og<br />
hvor fordelagtige privilegierne var,<br />
afhang af købmandens position i statsapparatet<br />
og størrelsen af hans personlige<br />
rigdom.<br />
På den måde fremelskede staten to<br />
forskellige grupper af købmænd: Rige,<br />
statsprivilegerede storkøbmænd på den<br />
ene side og småkøbmænd på den<br />
anden, som måtte klare sig selv efter<br />
bedste beskub, uden hjælp udefra og<br />
med statsstorkøbmændene og staten<br />
som konkurrenter, det var særdeles vanskeligt<br />
at hamle op med, og som overopsynsmænd,<br />
man måtte vogte sig for.<br />
De privilegerede storkøbmænd udviklede<br />
en mentalitet, som var præget af<br />
afhængighed og underdanighed over<br />
for staten og modstand mod frihandel,<br />
som kunne true statens forretningsmæssige<br />
monopol og deres egen position<br />
(ibid. 1974: 197). Tilbage til de mindre<br />
og små menige købmænd var der stort<br />
set kun smulerne fra de riges bord.<br />
I det moskovitiske Rusland var der<br />
kun få og små byer. De fleste var opstået<br />
som militære forposter i forbindelse<br />
med statens geografiske ekspansion<br />
eller bestræbelser på at beskytte sine<br />
grænser og ikke, som det var reglen i<br />
Vesteuropa, i takt med at de blev vigtige<br />
handelscentre. De første indbyggere<br />
i de russiske byer var soldater og administratorer<br />
og deres <strong>familie</strong>r, samt<br />
præster (ibid.: 199). I hælene på dem<br />
dukkede købmændene op. Ligesom<br />
bønderne ikke ejede den jord, de dyrkede,<br />
og ikke frit kunne forlade de<br />
landkommuner, hvor de boede, kunne<br />
bybefolkningen heller ikke eje jord i<br />
byerne, for den var statsejendom og<br />
kunne kun stilles til rådighed eller lejes<br />
ud til borgerne. Det var desuden forbudt<br />
de menige borgere uden videre at<br />
ROTUNDEN NR. 22 61
forlade byerne. Bykøbmændene var forpligtet<br />
til at udføre en række opgaver<br />
for staten til byernes vedligeholdelse og<br />
skatternes inddrivelse, opgaver, der<br />
greb forstyrrende ind i købmændenes<br />
egen virksomhed. Hertil kom, at den<br />
menige bybefolkning beskattedes<br />
hårdt. Småkøbmændene i byerne havde<br />
i princippet lokal eneret på at producere<br />
varer og handle med dem fra deres<br />
boder, men denne ret var ikke meget<br />
værd i praksis, for kosakker og visse<br />
embedsmænd havde også ret til at producere<br />
og handle, ud over de storkøbmænd,<br />
der på forskellig vis assisterede<br />
staten. Også bønder, der kom rejsende<br />
til fra landet, solgte deres varer i<br />
byerne, men i særlige områder, der<br />
kaldtes slobody (fristeder, frihandelsområder)<br />
(ibid.: 201-202). Bondekøbmændene<br />
havde det fortrin frem<br />
for de rigtige købmænd, at de ikke<br />
skulle betale skat af deres handel, men<br />
kun den skat, der blev pålagt dem som<br />
medlemmer af landkommunen. Forholdet<br />
mellem købmænd og bondehandlende<br />
var selvsagt ikke godt. Selvom<br />
det var forbudt, hændte det, at<br />
købmændene forlod byerne og flygtede<br />
til klostre eller godser, hvor de foretrak<br />
den status som livegne, som de her fik<br />
tilbudt. I nogle tilfælde fik de lov til at<br />
fortsætte deres købmandsvirksomhed,<br />
idet godsejeren så igennem fingre med,<br />
at de gjorde det og med, at de ikke<br />
opfyldte deres mange forpligtelser over<br />
for staten. Blev de flygtede købmænd<br />
fanget, ventede der dem hårde straffe.<br />
For at erstatte de mange undvegne,<br />
tvang staten vagabonder og forarmede<br />
adelige til at bosætte sig i byerne. Byernes<br />
befolkning bestod for en tredjedels<br />
vedkommende af købmænd, dvs.<br />
62<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
småproducenter og handlende, samt<br />
håndværkere. De sidste to tredjedele<br />
var statstjenestemænd og bønder, vel at<br />
mærke bønder, som i virkeligheden var<br />
bosatte i deres landkommuner og kun<br />
opholdt sig midlertidigt i byerne. Der<br />
var ikke noget, der bandt byboerne<br />
sammen. Byerne var til for at garantere<br />
staten indre og ydre sikkerhed, samt de<br />
nødvendige skatteindtægter. Der<br />
opstod kun i meget store byer en kontinuert<br />
produktions-, handels- og håndværkerkultur.<br />
Menige moskovistiske<br />
købmænd, altså de, der ikke også tjente<br />
staten, var tvunget til at tilpasse sig de<br />
vanskelige forhold, staten bød dem.<br />
Det betød, at deres forretningsvirksomhed<br />
tenderede mod at være lille af<br />
omfang og orienteret mod at opnå hurtig<br />
profit ved hjælp af alle tilrådighed<br />
stående midler. Bykøbmændene handlede<br />
både lokalt og med tilrejsende<br />
udenlandske købmænd, primært fra<br />
Orienten. Det satte sig sine spor i russisk<br />
forretningsterminologi. Det russiske<br />
ord for vare, tovar, er et turko-tatarisk<br />
ord, som oprindelig betød ’kvæg’<br />
eller ’ejendele’. Det genfindes i ordet<br />
tovariˇsč, hvis oprindelige betydning<br />
var ’forretningspartner’, og i ordet<br />
tovarisčestvo, som brugtes om andelsog<br />
aktieselskaber i handel og industri.<br />
Som bekendt fandt ordet tovarisč i sovjettiden<br />
udbredt anvendelse i betydningen<br />
’partikammerat’ (ibid.: 203-04).<br />
Først i løbet af 1700-tallet begyndte<br />
russisk udenrigshandel også at orientere<br />
sig mod vest.<br />
Modernisering under<br />
Peter den Store<br />
Inspireret af, hvad han havde set under<br />
sine rejser i Vesteuropa og på brutal vis,
forsøgte Peter den Store (1672-1725) at<br />
modernisere den russiske økonomi og<br />
skabe et produktivt erhvervsliv, vel at<br />
mærke udelukkende på industriens<br />
område. <strong>En</strong> modernisering af landbruget<br />
kom slet ikke på tale. Han afskaffede<br />
statens handelsmonopoler, undtagen<br />
hvad angik korn, vodka, salt og<br />
tobak, og i en kort periode var der<br />
noget nær frihandel i landet. Men<br />
købmændene kastede sig ikke straks ud<br />
i det, der tidligere havde været statsvirksomhed,<br />
til dels fordi de frygtede,<br />
at tidligere tiders tilstande hurtigt kunne<br />
vende tilbage. Kort tid efter Peters<br />
død blev statsmonopolerne da også<br />
genindført på handelsområdet. På<br />
industriens område var fremskridtene<br />
større. Antallet af fabrikker og miner<br />
blev firdoblet i løbet af Peters regeringstid.<br />
Denne industri, som stort set<br />
udelukkende havde til formål at tilfredsstille<br />
militære behov, var dog kun<br />
opstået takket være statslig finansiering,<br />
og den vedblev at være statsejet,<br />
selvom virksomhederne som regel blev<br />
forpagtet ud til private. Forpagterne<br />
havde råderet over virksomheden, så<br />
længe de eller deres efterkommere drev<br />
den til statens tilfredshed. De statslige<br />
entreprenører var fritaget for at betale<br />
skat og fra statstjenestelige forpligtelser.<br />
Staten købte til aftalte priser størstedelen<br />
af virksomhedernes produktion,<br />
resten kunne forpagterne sælge på det<br />
fri marked. Som arbejdskraft i industrierne<br />
anvendte Peter først vagabonder,<br />
prostituerede, fanger, krigsfanger og<br />
soldaterkoner m.m., og da det ikke slog<br />
til, forflyttede han hele landsbyer fra<br />
Uralegnene til fabrikkerne i det centrale<br />
Rusland. Det var på dette tidspunkt<br />
kun staten, bureaukratiet (dvs. adelen)<br />
og kirken, som måtte holde livegne,<br />
men Peter besluttede nu også at give<br />
købmænd ret til det, så de kunne skaffe<br />
arbejdskraft til deres virksomheder. I<br />
princippet adskilte Peters politik sig<br />
således ikke stort fra den moskovitiske<br />
stats. Staten var ejer af jord og produktionsmidler,<br />
de store købmænd var en<br />
slags statsansatte, der havde mulighed<br />
for at drive egnen virksomhed ved<br />
siden af deres statstjeneste, priserne var<br />
stort set fastsat på forhånd, der eksisterede<br />
kun i meget begrænset omfang en<br />
privat markedshandel, og arbejdskraften<br />
udgjordes af livegne bønder (Pipes<br />
1974: 209-10).<br />
Liberalisering under Katerina II<br />
I løbet af 1700-tallet blev der lagt en<br />
dæmper på udenlandske forretningsfolks<br />
aktiviteter. Deres privilegerede<br />
stilling vakte harme blandt russiske<br />
købmænd, som mente, at den forhindrede<br />
dem i selv at komme til.<br />
Udlændingene fik derfor forbud mod at<br />
handle i detailleddet (Pipes 1974: 208).<br />
Men ellers var tiden fra midt i 1700-tallet<br />
og frem til sidst i 1800-tallet præget<br />
af, at den traditionelle købmandsstands<br />
privilegier og udfoldelsesmuligheder<br />
indskrænkedes og udhuledes.<br />
Under Katerina II (1729-1796) fik<br />
købmændene lovfæstet eneret på handel<br />
og industriel produktion i byerne,<br />
men da denne lovgivning ikke lod sig<br />
virkeliggøre, fik alle stænder,<br />
købmænd, adel, bønder og embedsmænd,<br />
i 1745 ret til at udøve enhver<br />
form for industriel virksomhed over alt<br />
i landet, hvor statsadministrationen<br />
tidligere havde skullet godkende og<br />
registrere den. Moskva og St. Petersborg<br />
var dog undtaget fra denne sidste regel.<br />
ROTUNDEN NR. 22 63
Her var registrering fortsat obligatorisk.<br />
Udviklingen i retning af, at alle borgere<br />
havde samme lovfæstede ret til at drive<br />
handels- eller industrivirksomhed, fortsatte.<br />
Købmænd (kupcy) i retslig forstand<br />
var de, der tilhørte købmandsstanden<br />
(kupečestvo) og var medlemmer<br />
af et af de tre købmandsgilder<br />
(gil'dii). For at blive optaget i et gilde,<br />
skulle man have en forretning eller<br />
virksomhed med en vis omsætning. Alt<br />
efter, hvor stor en afgift, dvs. skat til<br />
staten, man havde råd til at betale,<br />
kunne man blive medlem af første,<br />
andet eller tredje gilde. Købmænd af<br />
første gilde havde ret til at drive en<br />
hvilken som helst form for handel,<br />
detail eller engros, indenlands eller<br />
udenlands, samt til at drive fabrikker<br />
og skibsværfter. Købmænd af andet gilde<br />
havde stort set de samme rettigheder,<br />
men kun indenrigs. Tredjegildekøbmænd<br />
havde ret til at drive<br />
småhandel i den by og i det distrikt,<br />
hvor de var bosat, til at drive værksteder,<br />
beværtninger, kroer og badstuer.<br />
Medlemmerne af købmandsgilderne<br />
havde også visse privilegier. De kunne<br />
få foretræde for finansministeriet, skulle<br />
ikke betale sjæleskat (som blev indført<br />
under Peter den Store og afskaffet<br />
igen sidst i 1890erne og var en grundskat,<br />
som de laveste lag i samfundet,<br />
menige byboere og bønder, betalte),<br />
kunne ikke straffes korporligt, var fritaget<br />
for militærtjeneste (første og andet<br />
gilde) og kunne fra 1801 erhverve sig<br />
ubeboet jord. De havde ret til at besidde<br />
et pas (hvad almindelige bønder og<br />
byboere ikke havde) og kunne bevæge<br />
sig frit rundt i landet og rejse til udlandet.<br />
Købmænd af første gilde havde<br />
desuden adgang til det kejserlige hof,<br />
64<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
ret til at bære særlige uniformer og<br />
våben, ret til særlige ærestitler, og, i<br />
tilfælde af, at deres virksomhed havde<br />
eksisteret i 100 år, også til adelstitlen<br />
(Janin 2000, bd. 3: 214). Fra 1807 kunne<br />
imidlertid også adelige blive medlem<br />
af købmandsgilderne, uden at<br />
miste adelstitlen og de tilhørende<br />
adelsprivilegier, såsom ejendomsret til<br />
jord og ret til at bruge livegne som<br />
arbejdskraft i industrien. Bønder kunne<br />
indtil 1861 ganske vist ikke blive medlemmer<br />
af købmandsstanden, men<br />
reformer gennemført mellem 1812 og<br />
1824 gjorde det muligt for dem at lovliggøre<br />
deres industri- og handelsvirksomhed<br />
ved at købe handels- og produktionstilladelser<br />
(torgovye og promyˇslennye<br />
svidel'telstva), som inkluderede<br />
ret til at drive storhandel og udenrigshandel,<br />
også selvom de fortsat var<br />
livegne (Janin 2000, bd. 3: 212-215;<br />
Rieber 1982: 49; Heller 2004: 79-80).<br />
Gilderne var ikke interesseorganisationer.<br />
De var først og fremmest beskatningsenheder,<br />
som skulle sikre staten<br />
et velorganiseret beskatningsgrundlag.<br />
Gildelovgivningen gav ganske vist<br />
købmændene visse efterstræbelsesværdige<br />
privilegier, men havde også en<br />
uheldig indvirkning på dem: De var<br />
ofte var konservative i deres virksomhed,<br />
valgte det sikre frem for forandring<br />
og modernisering og var ikke<br />
videre risikovillige. At sikre sig privilegierne<br />
blev for mange et mål i sig selv,<br />
og denne indstilling virkede ikke fremmende<br />
på købmændenes foretagsomhed,<br />
men på underdanighed over for<br />
statsmagten og snuhed, hvad angik forretningsmetoder.<br />
Købmændenes position svækkedes<br />
yderligere af, at de midt i 1700-tallet
fik frataget deres ret til at købe livegne<br />
til fabriksproduktion. I stedet skulle de<br />
betale løn til arbejderne i deres industrier.<br />
Det blev således adelens privilegium<br />
og eneret at bruge livegne bønder<br />
som billig arbejdskraft. Købmændene<br />
var således under stærkt pres fra oven<br />
og fra neden i samfundet, fra staten,<br />
adelen og bønderne.<br />
Udhulingen af købmændenes privilegier<br />
og monopoler betød, at handelsvirksomheden<br />
i Rusland i begyndelsen<br />
af 1800-tallet var domineret af tusindvis<br />
af bønder, som handlede på livet<br />
løs, uden at deres virksomhed var besværet<br />
af ulemperne ved medlemskabet<br />
af købmandsgilderne, såsom skattebetaling<br />
og udførelsen af de statslige forpligtelser,<br />
som bykøbmændene fortsat<br />
led under. På det industrielle område<br />
begyndte adelen at gøre sig stærkt gældende<br />
og udmanøvrerede, ikke mindst<br />
på grund af dens lette adgang til gratis<br />
arbejdskraft, mange storkøbmænd, især<br />
inden for særligt profitable industrigrene<br />
som alkohol-, salt-, papir, glas- og<br />
uldfremstilling. Købmandsbefolkningen<br />
i byerne stagnerede og udgjorde<br />
ved slutningen af 1700-tallet kun 3-4%<br />
af den samlede bybefolkning. Størstedelen<br />
af købmændene boede i Moskva<br />
og områderne nord og nordøst for<br />
byen.<br />
<strong>En</strong> af konsekvenserne af Katerina<br />
den II’s liberale lovgivning var, at livegne<br />
stats- og godsejerbønder, med<br />
godsejernes tilladelse og billigelse,<br />
udvidede deres traditionelle hjemmeindustri,<br />
primært vævning, så den fik<br />
karakter af større virksomheder. Særlig<br />
aktive i så henseende var de rigeste<br />
godsejeres livegne, som traditionelt set<br />
altid havde nydt den største frihed<br />
(Pipes 1974: 211-215). Disse entreprenante<br />
bønder fremstillede, ud over tekstiler,<br />
også forbrugsvarer, som staten og<br />
adelen ellers plejede at ignorere, som<br />
f.eks. keramik, porcelæn, isenkram,<br />
lædervarer og møbler. Der var hele<br />
landsbyer, som udelukkende beskæftigede<br />
sig med fremstilling af en bestemt<br />
slags vare, f.eks. ikoner. Nogle bønder<br />
blev på denne måde meget rige og ejere<br />
af store formuer, også selvom de blev<br />
ved med at være livegne, og enkelte<br />
havde selv ansat livegne og levede, som<br />
om de var godsejere. De betalte deres<br />
ejere og herrer afgifter, der løb op i<br />
tusindvis af rubler om året. Kun de<br />
færreste godsejere ønskede at give<br />
sådanne driftige bønder deres frihed,<br />
selv mod betaling, for de var guld værd<br />
for godsejeren. Alligevel lykkedes det<br />
for en hel del, mod betaling af store<br />
summer, at købe sig fri. Efterkommere<br />
af disse livegne fabrikanter, repræsenteret<br />
ved navne som Morozov, Konovalov,<br />
Rjabuˇsinskij og Buryˇskin, blev i<br />
løbet af 1800-tallet nogle af Ruslands<br />
rigeste og driftigste købmænd og kapitalister<br />
(Bill 1959; Pipes 1974: 212-13;<br />
Owen 1981; Rieber 1982; Guroff 1983:<br />
kap.1, kap. 4; West 1998; Heller 2004:<br />
82-84).<br />
Frisættelse af erhvervslivet<br />
under Vitte<br />
Sidst i 1800-tallet blev skattelovgivningen<br />
ændret og moderniseret. Det betød<br />
bl.a., at retten til handels- og industrivirksomhed<br />
blev uafhængig af gildesystemet,<br />
ligesom også beskatningen af<br />
de erhvervsdrivende, det være sig købmænd,<br />
adelige eller bønder. Samtidig<br />
indførtes almindelig værnepligt (Janin<br />
ROTUNDEN NR. 22 65
2000: bd. 3: 214). Hermed udhuledes<br />
betydningen af gildesystemets privilegier.<br />
Købmændene mistede til en vis grad<br />
deres privilegerede stilling, men fik til<br />
gengæld større manøvrefrihed og blev<br />
mere uafhængige af staten. Gildesystemet<br />
fortsatte dog med at eksistere frem<br />
til november 1917, hvor bolsjevikkerne<br />
afskaffede det.<br />
I 1890erne tog den industrielle<br />
udvikling fart, som der havde været<br />
lagt op til lige siden livegenskabens<br />
ophævelse i begyndelsen af 1860erne<br />
og den efterfølgende anlæggelse af<br />
jernbaner, opkomsten af et privat bankog<br />
kreditvæsen og voksende udenlandsk<br />
involvering i russisk erhvervsliv.<br />
Ruslands finansminister mellem 1892<br />
og 1903, S. Ju. Vitte, anses for at være<br />
hovedarkitekten bag dette opsving. Til<br />
grund for Vittes politik lå bl.a. et program<br />
for industri og handel, som blev<br />
udarbejdet i 1893, umiddelbart efter<br />
Vittes tiltræden som finansminister.<br />
Programmet gik overordnet set ud<br />
på, at finansministeriet så bredt som<br />
muligt skulle støtte en udvikling af<br />
industrien, både storindustrien og den<br />
forarbejdende industri, så dens produkter<br />
kunne tilfredsstille efterspørgselen<br />
på hjemmemarkedet og konkurrere med<br />
andre landes produkter på verdensmarkedet.<br />
<strong>En</strong> protektionistisk toldpolitik<br />
skulle beskytte den mod for stor konkurrence<br />
fra udenlandske produkter. Til<br />
gengæld skulle den leve op til sit nationale<br />
ansvar: dække befolkningens<br />
behov og øge udlandseksporten og på<br />
den måde yde sit bidrag til skabelsen af<br />
national velfærd og velstand ( ˇ Sepelev<br />
1981: 205).<br />
Programmet begyndte med en redegørelse<br />
for, hvordan finansministeriet<br />
66<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
anskuede den forudgående økonomiske<br />
udvikling i Rusland, set i en fælleseuropæisk<br />
kontekst. I Vesteuropa var den<br />
industrielle, teknologiske og kulturelle<br />
udvikling forløbet parallelt, langsomt<br />
og trinvis, hed det, og der var etableret<br />
organisationer til varetagelse af erhvervenes<br />
interesser. I Rusland var udviklingen<br />
foregået i ryk og spring, den teknologiske<br />
og kulturelle udvikling havde<br />
ikke altid kunnet følge trop, og russiske<br />
erhvervsfolk havde stort set ingen slagkraftige<br />
sammenslutninger eller interesseorganisationer<br />
(ibid.: 206). Mens vesteuropæiske<br />
regeringer kunne nøjes<br />
med at støtte den økonomiske og<br />
erhvervsmæssige udvikling på et overordnet<br />
plan, via rammelovgivning og<br />
uden egentlig statsintervention, måtte<br />
den russiske regering på grund af de<br />
særlige russiske omstændigheder bidrage<br />
til at styrke økonomi og erhvervsliv<br />
ved en aktiv indsats helt ned på detailplan.<br />
Handel og industri skulle fremmes<br />
ved hjælp af forholdsregler, som<br />
strakte sig fra bedre lovgivning til konkret<br />
statslig støtte til og pleje af enkelterhverv<br />
og enkeltstående erhvervsfolks<br />
interesser. Når russiske erhvervsfolk ville<br />
sætte nye foretagender i gang, måtte<br />
de i selve startøjeblikket og på én gang<br />
løse så mange forskelligartede og vanskelige<br />
opgaver, at det ofte viste sig<br />
uoverkommeligt. Derfor måtte statens<br />
støtte til erhvervs-livet også tage form<br />
af direkte, positiv, moralsk og materiel<br />
støtte der, hvor det private initiativ var<br />
for svagt til at slå igennem ved egen<br />
kraft eller løb ind i for store vanskeligheder.<br />
National vel-stand kunne ikke<br />
udelukkende skabes ved hjælp af store<br />
foretagender, men krævede etablering<br />
af masser af små og mellemstore virk-
somheder, hed det videre. Det skulle<br />
ske i nært samarbejde med staten, som<br />
skulle støtte erhvervs-grene og enkeltforetagender<br />
og pleje dem og fremme<br />
deres udvikling. Det var vigtigt, stod<br />
der videre, at erhvervene samtidig<br />
bestræbte sig på at danne interesseorganisationer,<br />
som kunne repræsentere og<br />
forsvare deres interesser og fungere<br />
som regeringens for-handlingspartnere.<br />
Den russiske udenrigshandel var<br />
ikke velfungerende, konstateredes det.<br />
Det ene foretagende afløste hurtigt det<br />
andet, så der ikke opstod kontinuitet,<br />
hverken hos firmaer eller enkeltpersoner.<br />
Udenrigshandelen var, med få<br />
undtagelser, præget af flygtighed og<br />
ofte også af spekulative elementer. Der<br />
eksisterede ikke en fast forankret eksportkultur,<br />
baseret på solid viden og<br />
erfaring. Eksporten var kort sagt ineffektiv.<br />
Det ville ministeriet råde bod på<br />
ved at støtte oprettelsen af eksportselskaber<br />
og national og lokal udstillingsvirksomhed,<br />
føre kvalitetskontrol<br />
med de eksporterede varer og udvide<br />
den russiske handelsrepræsentation i<br />
udlandet (ibid.: 219).<br />
Programmet indeholdt også en række<br />
konkrete forslag til revision af forældet<br />
lovgivning og udarbejdelse af nye<br />
love, som skulle befordre det private<br />
initiativ og industriens og handelens<br />
udvikling.<br />
Programmet blev kommenteret i flere<br />
aviser og blade. Der var to aspekter<br />
ved det, som blev fremhævet. Det ene<br />
var statens ønske om i positiv forstand<br />
at fremme industri og handel, der blev<br />
hilst velkommen som en historisk og<br />
glædelig nyhed oven på tidligere tiders<br />
statslige mistillid til det private initiativ<br />
og styrende og intervenerende rolle.<br />
Det andet aspekt var den ganske vist<br />
positive, men stadigvæk fremtrædende<br />
rolle, programmet tildelte staten som<br />
erhvervslivets beskytter og velgører<br />
(ibid.: 210-213).<br />
Denne rolle var ikke problemfri. Ville<br />
staten blive alles velgører eller kun<br />
nogle få udvalgtes? Hvordan ville den<br />
kunne magte og få tid til at udfylde<br />
denne rolle, hvis borgernes økonomiske<br />
aktivitet blev så hektisk og omfattende,<br />
som Vittes program lagde op til?<br />
Programmet indebar således en risiko<br />
for korruption og nepotisme og for, at<br />
der ville opstå et overudviklet bureaukrati,<br />
der i sidste ende ville hæmme<br />
fremvæksten af den store erhvervsaktivitet,<br />
man ønskede at skabe. Det indebar<br />
en risiko for, at den russiske stat<br />
alligevel ikke rigtig ville eller kunne<br />
slippe sit historiske greb om erhvervslivet,<br />
som derfor ville blive ved med<br />
ikke at være selvkørende og lide af alle<br />
de skavanker, Vitte opregnede i sit program.<br />
På den anden side kunne man<br />
meget vel forestille sig, at det store opsving<br />
og den vældige aktivitet fra borgernes<br />
side, som Vittes program skulle<br />
sætte i gang og vitterligt også satte i<br />
gang, kunne få uoverskuelige konsekvenser<br />
for statsmagten, for hvordan<br />
skulle den i længden kunne kontrollere<br />
og blande sig, andet end på et overordnet<br />
plan, i så omfattende og hektisk en<br />
erhvervsaktivitet? Og hvordan ville så<br />
mange borgere gå med til at udfolde så<br />
stor en aktivitet, uden at få noget til<br />
gengæld, uden at få indflydelse på<br />
udviklingen? Der var altså en betydelig<br />
chance eller risiko for, at udviklingen<br />
uvægerligt ville medføre en ændring af<br />
statens styrende og ofte også finansierende<br />
rolle i russisk erhvervsliv til for-<br />
ROTUNDEN NR. 22 67
del for et bankfinansieret, selvstændigt<br />
og selvkørende system.<br />
På den anden side havde staten<br />
svært ved andet end at påtage sig en<br />
vis styrende rolle. Den historiske tradition<br />
gjorde, at staten nærmest blev<br />
nødt til at være den igangsættende<br />
kraft, eftersom erhvervslivet var vænnet<br />
til statsstyring og statsintervention<br />
og til at skulle være staten underdanig.<br />
Under alle omstændigheder balancerede<br />
Vitte som på en knivsæg: På den<br />
ene side igangsatte han og dermed staten<br />
en industrialisering og modernisering<br />
af Rusland, som uden tvivl ville<br />
kræve eller medføre, at erhvervslivet fik<br />
større råderum og en vis indflydelse på<br />
den økonomiske politik, på den anden<br />
side måtte han sikre eller i hvert fald<br />
give det udseende af over for oppositionen<br />
og ikke mindst tsaren, at staten<br />
havde hånd i hanke med udviklingen,<br />
så autokratiets videreførelse var sikret<br />
(for forskellige vurderinger af statens<br />
rolle i russisk erhvervsliv, se Bill 1959;<br />
Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974;<br />
Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell<br />
1986; Grant 1999).<br />
Handels- og industripolitikken, der<br />
blev skitseret i 1893-programmet, blev<br />
kombineret med en statsfinansieret<br />
udvidelse af jernbanenettet og en ekspansion<br />
af bank- og kreditvæsenet, en<br />
overordnet finanspolitik, hvis vigtigste<br />
elementer var en protektionistisk handelspolitik,<br />
indførelsen af guldstandarden<br />
i 1897 og en åbning for tilstrømning<br />
af udenlandsk kapital i form af<br />
store udenlandske statslån og direkte<br />
udenlandske investeringer og udenlandsk<br />
engagement i russisk finans- og<br />
erhvervsliv (Laue 1963; Korelin 1998;<br />
Ananich 1999). Det udenlandske enga-<br />
68<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
gement skulle bl.a. kompensere for den<br />
udbredte mangel på kapital på alle<br />
niveauer i det russiske samfund og holde<br />
det høje prisniveau i ave, der ifølge<br />
Vitte skyldtes russiske erhvervsfolks<br />
monopolistiske tendenser og profitjag<br />
(Laue 1954: 68-69).<br />
Det store økonomiske opsving i<br />
Rusland mellem 1890erne og 1914<br />
gjorde ikke Rusland til en egentlig<br />
industrination, men resulterede i en<br />
omfattende udvikling af handel og<br />
industri og i, at den traditionelle russiske<br />
købmandsstand undergik en vis<br />
modernisering. Antallet af små og store<br />
erhvervsfolk inden for industri og handel<br />
voksede eksplosivt, deres udfoldelsesmuligheder<br />
blev bedre, og de og<br />
deres erhverv blev mere selvkørende.<br />
Den gammeldags købmandsstand var<br />
på vej ud for at blive afløst af en mere<br />
moderne, professionel, veluddannet,<br />
kultiveret, selvbevidst og samfundsbevidst<br />
middelklasse, hvis voksende<br />
ønsker om større råderum, bedre udfoldelsesmuligheder<br />
og politisk indflydelse<br />
den russiske stat i en vis udstrækning<br />
var nødt til at honorere (Owen<br />
1981; Gatrell 1986; Gregory 1994; West<br />
1998). Hovedtendensen var, at staten<br />
trak sig en hel del som intervenerende<br />
overopsynsmand i forhold til russisk<br />
erhvervsliv, uden dog helt at slippe tøjlerne.<br />
Tilbagetoget slog især igennem<br />
det sidste tiår inden verdenskrigen.<br />
Økonomen Alexander Gerschenkron så<br />
denne udvikling som en "abandonment<br />
of the 'Russian' features", en bevægelse<br />
væk fra tidligere tiders statslig styring<br />
og involvering og orientalsk-despotiske<br />
tendenser (som under Peter den Store, i<br />
sovjettiden og mest udpræget under<br />
Stalin) i den økonomiske politik til for-
del for en styrkelse af en mere fælleseuropæiske<br />
tendens, som Gerschenkron<br />
mente også var latent til stede i<br />
Ruslands historie. I så henseende var<br />
Vittes politik, skriver han, "eminently<br />
succesful", fordi den lagde grunden til<br />
en begyndende frigørelse af befolkningen<br />
og erhvervslivet fra statens dominans<br />
(Gerschenkron 1970: 123). Gerschenkrons<br />
opfattelse er den mest<br />
udbredte blandt økonomer og historikere<br />
(se også Gatrell 1999). Der er dog<br />
også andre opfattelser, blandt hvilke<br />
den kendteste er den amerikanske<br />
historiker Theodor H. Von Laues. Von<br />
Laue fandt, at Vitte videreførte en statsinterventionistisk<br />
tradition i russisk<br />
historie, og at sovjettidens planøkonomi<br />
lå i direkte forlængelse af Vittes<br />
økonomiske kurs (Laue 1954)<br />
Ud over at ønske sig politisk indflydelse,<br />
som i en vis grad blev imødekommet<br />
med indførelsen af en parlamentarisk<br />
forsamling i 1906 (efter Den<br />
Russisk-Japanske Krig og de voldsomme<br />
uroligheder, som fulgte i krigens og<br />
nederlagets kølvand), begyndte russiske<br />
købmænd også at drømme om at nyde<br />
større agtelse fra statens og borgernes<br />
side. Agtelsen kneb det nemlig med.<br />
Købmændene og den russiske<br />
intelligentsia<br />
Som nævnt voksede der i løbet af 1800tallet,<br />
i takt med og formodentlig også<br />
delvis på grund af de store reformer og<br />
økonomiske forandringer i samfundet,<br />
en stærk aversion frem mod købmænd,<br />
små såvel som store, i den russiske elite,<br />
blandt højtuddannede, kunstnere,<br />
forfattere og intellektuelle i såvel herskende<br />
som ikke-herskende kredse. I<br />
den russiske skønlitteratur fra 1800-tal-<br />
let og frem til 1917 findes stort set ikke<br />
et eneste positivt billede af en<br />
købmand, men kun negative fremstillinger<br />
af griske, pengebegærlige, frastødende,<br />
uhæderlige og ofte også forbryderiske<br />
personager (Heller 2004: 61-82).<br />
Størstedelen af det politiske spektrum,<br />
fra siddende ministre og embedsmænd<br />
til legale og ikke-legale politiske kræfter,<br />
fra højre til venstre, fra monarkister<br />
og andre af systemets støtter til agrarsocialister<br />
og socialdemokrater, nærede<br />
med få undtagelser samme stærke modvilje<br />
mod købmanden, mellemhandleren,<br />
privatejendommen, markeds- og<br />
pengeøkonomien og kapitalismen. Disse<br />
kredse havde et ikke-kapitalistisk,<br />
ikke-vestligt og ikke-privat-ejendomsretligt<br />
samfund som ideal, baseret på<br />
fællesfolkelig eller statslig ejendomsret,<br />
et ideal, som blev opfattet som udtryk<br />
for en særlig russisk, fællesskabsorienteret<br />
tradition og ånd. For nogen var dette<br />
ideal stort set lig med det bestående<br />
samfund, for andre var det et kollektivistisk-egalitaristisk<br />
agrarsamfund med<br />
det fællesejende, uudskiftede landsbyfællesskab<br />
og bønderne som grundlag<br />
eller et ditto industrisamfund med<br />
arbejderklassen som grundlag (Heller<br />
2004: 85; Zweynert 2004). Vitte-tiden<br />
og perioden frem til Første Verdenskrig<br />
var en undtagelse på den måde, at<br />
kredse, som ønskede en modernisering<br />
af Rusland, fik overtaget, også selvom<br />
oppositionen imod dem var stærk.<br />
Russiske købmænd vidste udmærket,<br />
at de ikke var velansete i brede kredse i<br />
det russiske samfund. Det fremgår af<br />
russiske storkøbmænds selvbiografier<br />
(f.eks. Buryˇskin 1991) og andre udtalelser.<br />
Et eksempel på det sidste er en tale,<br />
den store moskovitiske smørkøbmand<br />
ROTUNDEN NR. 22 69
A.V. Čičkin (1862-1949) holdt i 1907<br />
ved begravelsen af en stor russisk mælkerivæsensforegangsmand,<br />
russisk mælkerivæsens<br />
fader, N.V. Vereˇsčagin<br />
(1939-1907 – se også artiklen af A.V.<br />
Guterc i dette nummer). A.V. Cičkin<br />
var med sine mange mejerier og mejeriudsalg<br />
den ene af to hovedproducenterne<br />
og -leverandørerne af mælkevarer<br />
til Moskvas og andre russiske byers<br />
befolkning (den anden var Aktieselskabet<br />
Brdr. Blandov). Čičkin benyttede sig<br />
af lejligheden til at beklage erhvervslivets<br />
og dets aktørers ringe grad af<br />
anseelse i det russiske samfund.<br />
Rusland satte ikke pris på sine talenter<br />
inden for erhvervslivet, sagde han, og<br />
forstod ikke at udnytte dem og omsætte<br />
deres ideer i bred praksis, så det kom<br />
landet til gode: "Det var smerteligt for<br />
en russer at se vesteuropæiske køer give<br />
mælk hele året rundt og Danmarks,<br />
Hollands og Frankrigs velpassede marker<br />
og enge, rene huse og perfekte veje.<br />
Og endnu mere ondt gør det at måtte<br />
erkende, at vi russere ligger som vi har<br />
redt, ene og alene af den grund, at vi<br />
ikke forstår at arbejde. <strong>En</strong>ten ligger vi,<br />
eller vi løber. <strong>En</strong>ten i galop eller på<br />
langs. Nogen gylden middelvej findes<br />
ikke! Til gengæld findes der masser af<br />
ligegyldighed og sætten sin lid til at<br />
’det går nok’, til passiv filosoferen, til<br />
at gøre nar af dem, der kan og vil arbejde<br />
og give dem kniven – ud med dem!!!<br />
Det er altid lettere at genere folk i deres<br />
arbejde end at støtte og hjælpe dem, og<br />
det er netop, hvad vore embedsmænd<br />
får tiden til at gå med. Dannede, kultiverede<br />
russere har ikke lyst til magt, og<br />
det er ikke kun deres, men hele<br />
Ruslands tragedie". Russerne længtes<br />
efter opmuntring og skulderklap, skrev<br />
70<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
han videre, som kunne give næring "til<br />
vort folks bedste karaktertræk: Den brede<br />
natur, handlingernes mangesidethed,<br />
modet og frygtløsheden, tålmodet,<br />
evnen til at vurdere situationer præcist<br />
og villigheden til at løbe en risiko,<br />
hvor det kræves, også for andet end<br />
vovemodets og dumdristighedens<br />
skyld." Og Cičkin fortsatte: "Al vor<br />
elendighed kommer af, at vi på grund<br />
af særlige historiske omstændigheder<br />
ikke har lært at arbejde roligt og<br />
stilfærdigt, uden råben og skrigen,<br />
stædigt og urokkeligt frem mod vores<br />
mål for at realisere vores udmærkede<br />
idéer. Herfra stammer alle skyggesiderne<br />
ved vores karakter, skyggesider, som<br />
fremkalder usikkerhed hos fremmede."<br />
Fordi russerne ikke var i stand til at forbinde<br />
drøm og virkelighed, kunne<br />
fremmede få så stor indflydelse i<br />
Rusland og udnytte landets muligheder<br />
og ressourcer bedre end russerne selv<br />
og løbe af med landets rigdomme for<br />
næsen af dem, mente Cičkin. I Rusland<br />
var det digtere, komponister og kunstnere<br />
som Puˇskin, Belinskij og Gogol,<br />
der blev berømte og øvede indflydelse<br />
på ungdommen, men aldrig forretningsfolk.<br />
"I Canada og Frankrig er der<br />
rejst mindesmærker over store ostemestre",<br />
skrev han, "i Danmark har koen<br />
sit monument, på den centrale plads i<br />
København er det en smørdrittel, som<br />
vajer over eventyrenes land [højst<br />
sandsynligt er det Lurblæseren på<br />
Rådhuspladsen, Cičkin har hørt om, og<br />
som han på grund af lurmærket forbinder<br />
med smør og igen med en drittel –<br />
forf. anm.]. Hos os fremkalder noget<br />
sådant kun ironiske smil. Hvor ærgerligt,<br />
hvor skammeligt! Ethvert mindesmærke<br />
er dog i sin essens først og frem-
mest folkets geniale ånd, stivnet i bronze,<br />
marmor eller granit, som folket ærer<br />
og sammenligner sig med, mens det<br />
bevæger sig fremad. Det næsten totale<br />
fravær hos os af mindesmærker over<br />
store erhvervsfolk, mangelen på bøger<br />
om dem og den manglende dyrkelse af<br />
dem og respekt for dem blandt ungdommen<br />
gør ikke Rusland ære" (citeret<br />
hos Kiˇskin 1990: 2-3).<br />
Det har ikke været muligt at finde<br />
lignende vidnesbyrd fra landsbykøbmænd,<br />
men en efterkommer af det<br />
store moskovitiske købmandsdynasti<br />
Abrikosov skriver i sine erindringer om<br />
købmandsverdenen i Moskva før 1917,<br />
at "Out of the general mass of small<br />
merchants, who did not differ substantially<br />
form the general mass of peasants,<br />
a clever man would emerge and<br />
succeed through sheer brainpower and<br />
initiative in amassing a great fortune.<br />
He would build factories employing<br />
thousands of workers, reside in Moscow<br />
but travel widely, and though<br />
without formal education, would begin<br />
to participate in the general cultural<br />
life, buy paintings and found picture<br />
galleries, hospitals and clinics" (Abrikossow<br />
1964: 4). Udover at citatet<br />
bekræfter den dannelse og modernisering,<br />
den traditionelle købmandsstand<br />
undergik, kommer det med en interessant<br />
bemærkning om småkøbmændene,<br />
nemlig at de ikke adskilte sig videre<br />
fra den store masse af russiske bønder.<br />
Det gjaldt ikke mindst de forkætrede<br />
landsbykøbmænd. De gammeldags<br />
bønder med deres gammeldags landbrugskultur<br />
og de landsbykøbmænd,<br />
som forsynede dem med daglige og<br />
andre fornødenheder, var altså rundet<br />
af samme miljø og var på hver deres<br />
måde lige umoderne i deres erhvervsudøvelse<br />
og lignede i mangt og meget<br />
om hinanden. Det bekræftes af en<br />
<strong>dansk</strong> mejerist, Chr. Nielsen, der arbejdede<br />
som mejeribestyrer i Rusland<br />
omkring 1900. Han beskrev de russiske<br />
bønder, han kom i kontakt med, som<br />
"meget lidt oplyste og stærkt tvivlende<br />
om andres Ærlighed (karakteristisk for<br />
Russere er det, at de snyder hverandre,<br />
saa godt de kan, og man maa lade dem,<br />
at de er Mestre i dette)" (Mælkeritidende,<br />
1902: 583).<br />
Det er således sandsynligt, at landsbykøbmændene<br />
kunne være både snu,<br />
pengebegærlige og uhæderlige, men<br />
meget taler også for, at de var nødt til<br />
at være det for at overleve med de snu<br />
og ikke videre velbeslåede bønder, som<br />
det var deres lod at handle med og<br />
leve af. Sidst i 1800-tallet var det gammeldags,<br />
tuskhandlende lag af landsbykøbmænd<br />
imidlertid langsomt ved at<br />
blive udmanøvreret af pengeøkonomi<br />
og mere moderne og solide handlende,<br />
men ikke desto mindre var det efter al<br />
sandsynlighed dette købmandslag, der<br />
først og fremmest gav inspiration til<br />
intelligentsiaens foragt for købmænd<br />
over én kam. Herudaf sprang så den<br />
foragt for kapitalisme og markedsøkonomi,<br />
som foragten for landsbykøbmanden<br />
udviklede sig til.<br />
Den tyske historiker Joachim Zweynert<br />
skriver om den russiske intelligentsia<br />
og dens kollektivistiske økonomiske<br />
tænkning: „Die Intelligencija war diejenige<br />
gesellschaftliche Kraft, an der die<br />
Modernisierung Russlands im 19.<br />
Jahrhundert gescheitert ist. Damit ist<br />
sie im wesentlichen Masse verantwortlich<br />
dafür, dass das Land nach der<br />
Oktoberrevolution in zivilisatorischer<br />
ROTUNDEN NR. 22 71
Hinsicht systematisch demodernisiert<br />
worden ist" (ibid.: 102). Den amerikanske<br />
historiker Yanni Kotsonis skriver<br />
noget i samme retning i forbindelse<br />
med et studie af den russiske andelsbevægelse<br />
mellem 1861 og 1914. Også<br />
den var domineret af anti-kapitalistiske<br />
forestillinger. Dens forkæmpere anså<br />
andelsforetagender for at være en måde<br />
"of tempering the impersonal market<br />
by controlling it, and counteracting<br />
the people who carried and personified<br />
proprietary capitalism - merchants,<br />
entrepreneurs, and (relatively) wealthy<br />
peasants, those whom the sponsors<br />
considered exploitative, predatory, and<br />
narrow in their pursuit of short term<br />
profit" (Kotsonis 1994: 11). Kotsonis<br />
konstaterer, at bolsjevismens repressive<br />
politik over for privat virksomhed "and<br />
its preoccupation with capitalism was<br />
extreme", men at de forestillinger, der<br />
lå til grund for den, havde dybe historiske<br />
rødder i Rusland, "both in government<br />
policy and in the attitude of educated<br />
groups, involved in rural affairs"<br />
(Kotsonis 1994: 11-12).<br />
Hvad var nu grunden til de uddannede<br />
og intellektuelle kredses foragt for<br />
købmanden, til deres økonomisk set<br />
kollektivistiske, statscentrerede tankegang<br />
og deres modstand mod en kapitalistisk<br />
udvikling? Historikeren Joachim<br />
Zweynert mener, at det skyldes<br />
kulturelt betingede forhold, som stammede<br />
fra den ortodokse kirkes holistiske<br />
tankeverden (enhed mellem tro og<br />
tanke, individ og samfund, stat og kirke,<br />
fokus på moralske og sociale spørgsmål)<br />
(Zweynert 2004: 105-106). Alexander<br />
Gerschenkron mener, at foragten<br />
skyldtes socialistiske idéers stærke tag i<br />
landets intellektuelle, som Gerschen-<br />
72<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
kron igen mener skyldtes det autokratiske<br />
styres repressive holdning over for<br />
intelligentsiaen og fraværet af en<br />
nogenlunde normal politisk arena. Det<br />
gjorde, at landets intellektuelle ikke<br />
kom i kontakt med praktiske forhold<br />
og problemer, men blev urealistiske i<br />
deres forhold til den almindelige verden,<br />
fik ekstreme idéer og i perioder<br />
også skred til ekstrem handling (terrorisme)<br />
(Gerschenkron 1965: 36). Under<br />
alle omstændigheder var der i den russiske<br />
historie en stærk tradition for, at<br />
staten spillede en central rolle i landets<br />
økonomiske liv, en tradition, som det i<br />
hovedtendensen var svært at sætte sig<br />
ud over, både i idé og praksis, lige<br />
meget om man var magthaver eller<br />
opposition.<br />
Et "købmandsspørgsmål"?<br />
Lige siden Moskvastaten havde hovedtendensen<br />
altså været, at den russiske<br />
stat spillede en dominerende, intervenerende<br />
og ofte også finansierende rolle<br />
i samfundsøkonomien (Bill 1959;<br />
Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974;<br />
Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell<br />
1986; Grant 1999). Hovedtendensen<br />
for erhvervslivets vedkommende var, at<br />
det kun havde ringe selvstændigt råderum,<br />
var genstand for stærkt svingende<br />
politiske konjunkturer, offer for vilkårlighed<br />
og opererede på usikkert<br />
grundlag. Det fremmede ikke produktiviteten,<br />
risikovilligheden, innovationsevnen<br />
og udviklingen af en selvkørende<br />
erhvervskultur. Statsafhængigheden<br />
fremmede til gengæld underdanighed<br />
og opportunisme og sikkert også<br />
købmændenes opfindsomhed til at klare<br />
sig gennem vanskelige situationer og<br />
evne til at sno sig. Det er ikke usand-
synligt, at jo usikrere en købmands<br />
position var og jo mere ugleset og<br />
ussel, jo mere fristet følte han sig til at<br />
gribe til tvivlsomme handelsmetoder<br />
for at overleve i et primitivt økonomisk<br />
system (West 1998: 6).<br />
Først fra midten af 1800-tallet skete<br />
der for alvor store forandringer i de<br />
russiske købmænds position i samfundet,<br />
i takt med moderniseringen af den<br />
nationale husholdning. Pengeøkonomi<br />
fik overtaget over naturalieøkonomien,<br />
industri og handel ekspanderede, og<br />
også landbruget blev genstand for<br />
reformer. Staten begyndte nu som<br />
noget nyt at udvise en positiv, mindre<br />
restriktiv, mindre vilkårlig og mere tillidsfuld<br />
holdning til erhvervslivet og<br />
appellerede til det om at spille en positiv,<br />
samfundsbevidst og –ansvarlig rolle<br />
i landets økonomiske udvikling.<br />
Hovedtendensen i denne udviklingen<br />
var en statslig tilbagetrækning fra samfundsøkonomien<br />
og en frigørelse af<br />
erhvervslivet, som fik større råderum<br />
og et sikrere grundlag at operere på og<br />
blev mere professionelt og effektivt.<br />
Den gammeldags og ofte uoplyste<br />
købmandsstand forvandlede sig til et<br />
friere stillet og foretagsomt lag af små<br />
og store købmænd, fabrikanter, handlende,<br />
finansfolk og andre erhvervsfolk,<br />
som nok var præget af specifikt russiske<br />
kulturelle og historiske forhold, men<br />
som i forretningsmæssigt talent og kulturel<br />
dannelse ikke adskilte sig fra<br />
erhvervsfolk i andre industrialiserede<br />
lande (se f.eks. Owen 1981; Rieber<br />
1982; Buryˇskin 1991; West 1998; Bovykin<br />
2000). Men netop i denne periode,<br />
hvor den russisk købmandsstand var<br />
under modernisering, skabte og fastholdt<br />
den dannede elite et negativt,<br />
stereotypt og klichéagtigt billede af den<br />
russiske købmand, af russiske erhvervsfolk.<br />
Købmandens stilling i Ruslands<br />
historie lignende på mange måder bondens:<br />
Begge erhvervsgrupper blev af<br />
statsmagten fastholdt i et system, som<br />
ikke virkede befordrende hverken på<br />
erhvervsproduktivitet, professionalisme,<br />
levevilkår eller nationaløkonomi.<br />
Både landbrug og industri havde svært<br />
ved at imødekomme befolkningens<br />
behov. Først i de sidste tiår inden<br />
Første Verdenskrig begyndte situationen<br />
at ændre sig, såvel inden for landbrug<br />
som industri og handel, men verdenskrigen<br />
og bolsjevikkerne magtovertagelse<br />
kom i vejen. Foragten for bonden<br />
og købmanden kom nu i højsædet,<br />
og landets økonomiske problemer søgtes<br />
løst ved en tilintetgørelse af bønder<br />
og købmænd som erhvervskategori og i<br />
millioner af tilfælde også som personer,<br />
samtidig med en statsliggørelse af store<br />
dele af økonomien og en kriminalisering<br />
af resten af den, den private, sorte<br />
sektor. Det løste som bekendt ikke landets<br />
økonomiske problemer og skabte<br />
ikke et velfungerende landbrug eller<br />
ditto industri og handel. Ved siden af<br />
"bondespørgsmålet" havde Rusland<br />
således også et "købmandsspørgsmål", i<br />
hvert fald indtil 1917, og meget tyder<br />
på, at begge spørgsmål stadig er der i<br />
udgaver, der ikke er mindre komplekse<br />
og komplicerede end tidligere.<br />
ROTUNDEN NR. 22 73
Litteratur<br />
Abrikossow, Dmitrii I. (1964):<br />
Revelations of a Russian Diplomat. The<br />
Memoirs of Dmitrii I. Abrikossow. Seattle.<br />
University of Washington Press.<br />
Ananich, Boris V.: The Economic Policy of<br />
the Tsarist Government and <strong>En</strong>terprise in<br />
Russia from the <strong>En</strong>d of the Nineteenth through<br />
the Beginning of the Twentieth Century<br />
i: Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.)<br />
(1983): <strong>En</strong>trepreneurship in Imperial Russia<br />
and the Soviet Union. Princeton: Princeton<br />
University Press: 125-139.<br />
Bill, Valentine T. (1959): The Forgotten Class.<br />
The Russian Bourgeoisie from the Earliest<br />
Beginnings to 1900. New York: Praeger.<br />
Bovykin, V.I. (red.) (2000):<br />
Istorija predprinimatel’stva v Rossii. Kn. 1-2.<br />
Moskva: Rosspen.<br />
Crisp, Olga (1976): Studies in the Russian<br />
Economy before 1917. London: Macmillan.<br />
Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.)<br />
(1983): <strong>En</strong>trepreneurship in Imperial Russia<br />
and the Soviet Union. Princeton: Princeton<br />
University Press.<br />
Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy,<br />
1850-1917. New York: St Martin's Press.<br />
Gerschenkron, Alexander (1962): Economic<br />
Backwardness in Historical Perspective.<br />
Cambridge, MA: Harvard University Press.<br />
Gerschenkron, Alexander (1979): Europe in<br />
the Russian Mirror. Four Lectures in Economic<br />
History. Cambridge: Cambridge University<br />
Press.<br />
74<br />
ROTUNDEN NR. 22<br />
Grant, Jonathan A. (1999): Big Business in<br />
Russia. The Putilov Company in Late Imperial<br />
Russia. Pittsburgh: University of Pittsburgh<br />
Press.<br />
Gregory, Paul R.: (1994): Before Command:<br />
An Economic History of Russia from Emancipation<br />
to the First Five-Year Plan. Princeton,<br />
N.J.: Princeton University Press.<br />
Hage, C. og H. Tegner (1881): Om Betingelserne<br />
for Handelssamkvem med det vestlige<br />
Sibirien. 2. Udg. Kjbh.<br />
Heller, Klaus (2004): Unternehmertum und<br />
Unternehmertypen im Russland des 19.<br />
Jahrhunderts i: Guski, Andreas, Ulrich<br />
Schmid (Hrsg.): Literatur und Kommerz im<br />
Russland des 19. Jahrhunderts. Zürch: Pano<br />
Verlag: 77-100.<br />
Janin, V. L. (glav. red.): Otečestvennaja istorija.<br />
Istorija Rossii s drevnejˇsich vremen do<br />
1917 goda. <strong>En</strong>ciklopedija. 1994-2000. 3 bd.<br />
Moskva: Bol’ˇsaja sovetskaja enciklopedija.<br />
Kiˇskin, A.S. 1990: "Samorodok russkoj delovi-<br />
tosti" i: Tribuna, 16.8., 30-31 (1127-1128).<br />
Korelin, V., S. Stepanov (1998): S. Ju. Vitte.<br />
Finansist, politik, diplomat. Moskva: TERRA.<br />
Kotsonis, Yanni George (1994): Agricultural<br />
Co-operatives and the Agrarian Question in<br />
Russia, 1861-1914. Ph.-d.-thesis. Columbia<br />
University.<br />
Larsen, Inge Marie (2001): Kampen om det<br />
sibiriske smør: Kurgan, St. Petersborg,<br />
København, London, 1895-1905. Odense.<br />
Upubl. ph.-d.-afhandling.
Laue, Theodore H. Von (1954): A Secret<br />
Memorandum of Sergei Witte on the Industrialization<br />
of Imperial Russia i: The Journal<br />
of Modern History, 1954, 26: 60-74.<br />
Laue, Theodore Von (1963): Sergei Witte and<br />
the Industrialization of Russia. New York:<br />
Columbia University Press.<br />
Makarov, N.P. (1910): Krest’janskoe kooperativnoe<br />
dviˇzenie v Sibiri. Moskva: Tovariˇsčestvo<br />
tipografii A.I. Mamontova.<br />
Mælkeritidende.<br />
Otdel sel’skago chozjajstva i kustarnoj promyˇslennosti.<br />
Tobolsk (tillæg til avisen Tobol’skie<br />
gubernskie vedomosti).<br />
Owen, Thomas C. (1981): Capitalism and<br />
Politics in Russia. A Social History of the<br />
Moscow Merchants, 1855-1905. Cambridge :<br />
Cambridge University Press.<br />
Owen, Thomas C. (1991): The Corporation<br />
under Russian Law, 1800-1917. A Study in<br />
Tsarist Economic Policy. Cambridge : Cambridge<br />
University Press , 1991.<br />
Owen, Thomas (1995): Russian Corporate<br />
Capitalism from Peter the Great to Perestroika.<br />
New York: Oxford University Press.<br />
Owen, Thomas C.(1999): <strong>En</strong>trepreneurship,<br />
Government, and Society in Russia i: Hosking,<br />
Geoffrey, Robert Service (eds.): Reinterpreting<br />
Russia. London: Arnold: 107-125.<br />
Macey, David A. J. (2004): Reflections on Peasant<br />
Adaption in Rural Russia at the Beginning<br />
of the Twentieth Century: The Stolypin<br />
Agrarian Reforms i: The Journal of Peasant<br />
Studies, 2004, 3 & 4: 400-426<br />
Pipes, Richard (1974): Russia under the Old<br />
Regime. London: Weidenfeld and Nicolson.<br />
Rieber, Alfred J.: (1982): Merchants and<br />
<strong>En</strong>trepreneurs in Imperial Russia. Chapel<br />
Hill, NC: University of North Carolina Press.<br />
ˇSepelev, L.E. (1981): Carizm i burˇzuazija vo<br />
vtoroj polovine XIX veka. Leningrad: Nauka.<br />
Smith, Steve A. (1999): Popular Culture and<br />
Market Development in Late-Imperial Russia<br />
i: Hosking, Geoffrey, Robert Service<br />
(eds.): Reinterpreting Russia. London:<br />
Arnold: 142-155<br />
West, James L., Iurii A. Petrov (eds.) (1998):<br />
Merchant Moscow. Images of Russia’s Vanished<br />
Bourgeoisie. Princeton: Princeton University<br />
Press.<br />
Zweynert, Joachim: Das ökonomisches Denken<br />
der russischen Intelligencija um Mitte<br />
des 19. Jahrhunderts im Lichte eines<br />
systemtheoretischen Modernisierungskonzepts<br />
i: Guski, Andreas, Ulrich Schmid<br />
(Hrsg.): Literatur und Kommerz im Russland<br />
des 19. Jahrhuderts. Institutionen, Akteure,<br />
Symbole. Zürich: Pano Verlag: 102-122.<br />
ROTUNDEN NR. 22 75
Tidligere numre af Rotunden<br />
Nr. 1-11: Udgåede, men kan lånes på Statsbiblioteket<br />
Nr. 12: Eva Lous: Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895<br />
Morten Hein: Den første offentlige fonogramsamling<br />
Nr. 13: Aage Jørgensen og Niels C. Nielsen (Red.)<br />
Omkring Johannes V. Jensen-samlingerne<br />
Et seminar på Statsbiblioteket<br />
Nr. 14: Carsten Bach-Nielsen: Volkmar <strong>En</strong>gerer:<br />
<strong>En</strong> mand med en drøm “8 timers fritid, 8 timers hvile, 8 timers søvn”<br />
Om tomme løfter og sprogfilosoffen<br />
Jacob Haugaard<br />
Nr. 15: Emil Kjærsgaard:<br />
Emils dagbog 1944-1951<br />
Nr. 16: Hanne Rimmen Nielsen: Anita Kildebæk Nielsen:<br />
Bertha von Suttner i København 1906. <strong>En</strong> disciplins demarkation og selvforståelse.<br />
Et billede i Kvindehistorisk Samling, s. 4-23 Dansk kemisk tidsskriftslitteratur i 1800-tallet<br />
Nr. 17: Lotte Thyrring Andersen: Forskellige bidragydere:<br />
Jørgen Gustava Brandt Forskning på Statsbiblioteket<br />
Nr. 18: Jørgen Mührmann-Lund:<br />
Christian Güldencrones rejsebog<br />
Jette Drachmann Søllinge:<br />
“Et gjaldende Signal til Folkerejsning”<br />
Nr. 19: Hans Ulrik Riisgård:<br />
Kirstine Holmsgaard, Kvindesagsforkæmperen fra Brædstrup<br />
Eva Lous: Karen Jeppe – Danmarks første u-landsarbejder<br />
Nr. 20: Aage Jørgensen og Poul Bager:<br />
Johannes V. Jensen<br />
Nr. 21: Henrik Meiner:<br />
Christoph Hein – “Med udgangspunkt i en eksistentialistisk fortolkning / Der fremde Freund”