En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

Rotunden nr. 22, marts 2006 

ISSN 0908-6781 

Udgivet af 

Statsbiblioteket 

Universitetsparken 

8000 Århus C. 

© Statsbiblioteket 

Redaktion: 

Volkmar Engerer 

Harald von Hielmcrone 

Henrik Vetter 

Layout: www.finnknudsen-grafiskdesign.dk 

Tryk: MIGrafisk 

Udgivelsen har ikke nogen fast frekvens. 

Interesserede kan vederlagsfrit rekvirere 

Rotunden så længe oplag haves. 

Henvendelse til: 

Statsbiblioteket 

Universitetsparken 

DK-8000 Århus C. 

Tlf. 8946 2207 

www.statsbiblioteket.dk 

Forsiden: 

Jacoba Hansen med døtrene Ellen og Inge. 

Kugan, 1911. Foto: A.I. Kočeˇsev. Per og Gyda Strøyers 

privatarkiv. 

Bagsiden: 

Russisk jernbaneobligation fra begyndelsen af 1900tallet. 

Statsbibliotekets arkiv. 

Siden 1993 har Statsbiblioteket udgivet tidsskriftet Rotunden. Formålet med Rotunden er at synliggøre 

Statsbibliotekets samlinger og deres benyttelse gennem en præsentation af artikler, skrevet af medarbejdere 

eller andre, som bruger disse samlinger. 

De emner som præsenteres, afspejler det universielle i Statsbibliotekets samlinger af trykte, digitale, virtuelle 

og håndskrevne ressourcer, og giver samtidigt eksempler på den faglige ekspertise, biblioteket er i 

besiddelse af, både hvad angår forsknings- og formidlingsaspektet. Foruden artikler i Rotunden udgiver 

Statsbibliotekets medarbejdere mange andre skriftlige arbejder (se bibliotekets årsberetning). 

Rotunden bliver udleveret gratis fra Statsbibliotekets publikumsområder, ligesom tidligere numre kan 

rekvireres gratis, sålænge lager haves. Der er ingen fast udgivelsesfrekvens, men det er hensigten at 

udgive 1-2 numre om året. 

Tidsskriftet har navn efter den rotunde, der siden ombygningen i 1993 har været midtpunktet i de fysiske 

rammer for Statsbibliotekets informations- og formidlingsvirksomhed til forskningen, den højere 

undervisning og offentligheden.

Indhold 

16 A. V. Guterc: Carl Frederik Rieffestahl 

1 

25 Inge Marie Larsen: En dansk familie i Vestsibirien, 1899-1919 

56 Inge Marie Larsen: ‘Købmandsspørgsmålet’ i Ruslands historie

Forord 

Dette nummer af Rotunden har som baggrund den smørindustri, der voksede 

frem i Rusland i tiårene op til Første Verdenskrig og gjorde landet til verdens 

næststørste smøreksportør, efter Danmark. Både inden for russisk smørfremstilling 

og -eksport var der et betydeligt dansk islæt af mejerister, handlende og kontorfolk. 

Nummerets første artikel bringer historien om en dansk mejerist, som blev en 

af de mest fremtrædende mejerifolk i den europæiske del af Rusland. Næste artikel 

giver læseren indblik i, hvordan en dansk smørkøbmandsfamilies liv formede sig i 

Kurgan, en af Vestsibiriens største smøreksportbyer, og af hvordan det sibiriske 

“eventyr” endte for familien Hansen og mange andre. Den sidste artikel handler 

om de vilkår, der gennem tiderne har været den russiske købmands. Rotundens 

læsere vil blive indviet i de mange vanskeligheder, livet bød de handlende i det 

vidtstrakte rige. 

Der er mange måder at gengive russiske ord og navne på. I dette nummer er de, 

bortset fra dem, der er indoptaget i det danske sprog, translittereret efter international 

ISO-standard. 

God læselyst 

Inge Marie Larsen

A.V. Guterc 

Carl Frederik Rieffestahl 

Carl Frederik Rieffestahl (20.8.1858, 

Danmark – 14.11.1917, Vologda), eller 

Karl Christianovič Riffestal, som hans 

navn lød på russisk, var en af Ruslands 

fremtrædende mælkerivæsensspecialister 

og forfatter til store rapporter om 

især andelsbaseret smørfremstilling, det 

russiske hjemmemarked og verdensmarkedet 

for smør og en række populære 

brochurer om malkekvæg. 

Rieffestahl gik i skole på Giersings 

Realskole i Odense og blev herefter 

uddannet som mejerist på private 

mejerier i Danmark. I 1883 rejste han 

til Rusland og fik hurtigt arbejde. Danmark 

var på den tid verdens førende 

smørland, og danske mejerister var velanskrevne 

og eftertragtede. Formodentlig 

hjalp også den anbefaling, Ruslands 

kendteste mælkerivæsensmand, N.V. 

Verečˇsagin, forsynede Rieffestahl med, 

foranlediget af den danske landbrugskandidat 

Carl Andreas Koefoed, som 

var udvandret til Rusland i 1878 og 

hurtigt havde erhvervet sig en solid 

position inden for russisk landbrug. 1) 

Godsforvalter 

Fra 1883 arbejdede Rieffestahl som forvalter 

på godset Lotoˇsino på grænsen 

mellem guvernementerne Tver og Moskva 

og fra 1886-1891 på godset Zapole 

i nærheden af byen Luga ved den sydlige 

bred af Vrevosøen, syd for St. Petersborg. 

Godset Lotoˇsino havde et godt ry 

blandt russiske landmænd og godseje- 

6 

ROTUNDEN NR. 22 

re. Meˇsčerskijslægten, som ejede 

Lotoˇsino, havde gennem generationer 

holdt malkekvæg og haft svejtsiske 

ostemagere ansat på godsmejeriet til at 

fremstille Emmentaler, Meˇsčerskijost, 

som den kaldtes. 

En fejlslagen høst tvang i 1881 

Lotoˇsinos ejer, fyrst S.B. Meˇsčerskij, til 

at sælge en del af kvæget fra, så antallet 

af kreaturer på godsets ti gårde faldt 

til 800, hvoraf halvdelen var malkekøer. 

Gårdene havde egne enge, skovarealer, 

kløvermarker, overdrev og murede 

stalde. Hver malkepige havde ansvaret 

for 18-20 køer, og en kvægopsynsmand 

og –kvinde havde overopsynet 

med malkepigerne. Trods gode forhold 

for kvæget og gode lønninger og favorable 

bonusordninger til de ansatte var 

køernes gennemsnitsydelse ikke høj. 

Det skyldtes de ansattes lave uddannelsesniveau 

og halvhjertede ansvarsfølelse 

over for køerne, som de ikke passede 

på samme måde, som hvis de havde 

været deres egne. Det var på denne 

baggrund, Meˇsčerskij i 1883 ansatte 

Rieffestahl på godset. 

På godset Zapole var situationen en 

anden. Det tilhørte den energiske og 

ambitiøse general P. A. Bilderling, som 

havde erhvervet det i 1883 i voldsomt 

forfalden tilstand. Den ny ejer udvidede 

godsets pløjearealer fra 100 til 200 

desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), indførte 

nivangsdrift, såede vintermarkerne 

til med kløver og kamille og udvidede 

bestanden af malkekvæg fra 40 til

80 køer, som han købte op hos nabobønderne. 

Han anskaffede også en del 

kvier med stamtavle. Han opførte to 

fodersiloer af limstensplader og byggede 

fine stalde til kreaturerne. Han 

begyndte desuden at avle arbejdsheste 

af Ardenracen og indlagde vandforsyning 

til alle bygninger. Det var denne 

modernisering, Rieffestahl blev ansat til 

at medvirke ved. 

Rieffestahls arbejdsgivere fra årene 

1883-1891 gav ham følgende 

skudsmål: 2) 

"… på Lotoˇsino organiserede han 

bedriften efter moderne, rationelle 

principper. Han gjorde en stor indsats 

for agerbrug og kvægdrift. Alle hans tiltag 

var velovervejede og velgennemtænkte 

og førte til gode resultater. Han 

åbnede også en privat mælkerivæsensskole 

på godset, som senere fik status af 

statslig uddannelsesinstitution … 3) 

… på Zapole lærte han folkene at 

behandle mælk og kvæg rigtigt, anlagde 

et velfungerende godsmejeri og lagde 

grunden til en landbrugsskole for 

mælkerivæsen, svineavl og kvægavl, 

hvor også de, der nu tager sig af godsets 

smørfremstilling og kvæg- og svineavl, 

fik en god uddannelse. I egenskab 

af godsforvalter (fra 1888) forbedrede 

han agerbruget, så det blev drevet 

i overensstemmelse med jordens 

beskaffenhed, hvilket førte til en række 

forsøg med kulturafgrøder og til 

anlæggelsen af en landbrugsforsøgsstation 

…". 4) 

Valg af livsgerning 

I slutningen af 1891 henvendte landbrugsministeriet 

sig til Rieffestahl med 

en forespørgsel, om han ville rejse til 

Danmark og Norge for på den russiske 

Carl Frederik Rieffesthal. Fotoet af den unge Rieffestahl 

er fra Vologda, formodentlig fra 

1880erne. Påskriften er fra 1902. 

I.N. Lozovskajas privatarkiv. 

stats vegne at studere metoder til sterilisering 

af mælk. Rieffestahl påtog sig 

opgaven og afleverede sin rapport om 

brugen af den ny teknologi i de to nordiske 

lande i februar 1892. 

Her skal det indskydes, at 1880erne 

revolutionerede mælkerivæsenet verden 

over. Centrifugen blev opfundet og 

sat i masseproduktion under mærket 

Laval 5), og L. Pasteur og hans elev 

Duclot fandt ud af, hvorfor gæringsprocessen 

kunne gå galt under ostefremstilling 

og ødelægge osten. Takket være 

N.V. Vereˇsčagins ihærdige anstrengelser 

indførte den russiske regering i 1890 

særligt favorable transportafgifter og 

transportformer for mælkerivæsensprodukter. 

6) Det satte for alvor gang i russisk 

smørproduktion og -handel og 

banede vej for eksport af russisk smør. 

ROTUNDEN NR. 22 7

I 1892 blev Rieffestahl ansat som repræsentant 

for Petersborgfirmaet G.I. 

Pallizens filial i Vologda under direktør 

P. Merk. 7) Samme år begyndte eksporten 

fra Vologdaområdet af smør, fremstillet 

af opvarmet fløde. På Vereˇsčagins 

opfordring begyndte Rieffestahl nu at 

arbejde som mejerikonsulent i privat 

regi i Vologdaguvernementet, ved siden 

af sit arbejde for firmaet Pallizen. 

Vereˇsčagin og Rieffestahl havde samme 

holdning til to principielle spørgsmål: 

De mente begge, at et mejerivæsen, der 

byggede på almindelige bondebrug og 

ikke kun på de store godser, og som 

blev organiseret efter andelsprincippet, 

var det mest hensigtsmæssige, og at 

mange bønder med fordel kunne omlægge 

bedriften fra kornavl til kvægdrift. 

Danske mejerister 

i russisk statstjeneste 

Da Vereˇsčagin opfordrede Rieffestahl at 

arbejde som privat mejerikonsulent, 

havde han allerede i nogen tid haft en 

idé om at få oprettet en stab af mobile 

statsmejerister i guvernementet, ansat 

under landbrugsministeriet og ledet af 

Rieffestahl. Han fik ministeriet med på 

tanken, og Rieffestahl blev i 1894 

udnævnt til statskonsulent i mælkerivæsen 

for de nordlige guvernementer 

Vologda, Jaroslavl og Kostroma. 8) Året 

forinden havde han giftet sig med den 

adelige M.V. Sventickaja fra Ufa og var 

begyndt at falde til i Vologda og regne 

med at skulle blive i Rusland for altid. 

Hans børn blev døbt ind i den ortodokse 

tro. I 1903, da den russiske stat tildelte 

ham Stanislavordenen af tredje 

grad som belønning for hans indsats 

inden for mælkerivæsenet, ansøgte han 

8 


om russisk statsborgerskab. Ansøgningen 

blev imødekommet, og i 1904 blev 

han russisk statsborger. 9) 

Beslutningen om at oprette en stab 

af statsmejerister for de tre nordlige 

guvernementer blev taget på et tværministerielt 

møde i dagene 14.-23. maj 

1894 i St. Petersborg. 10) Den kom til 

udtryk i en række ministerielle dekreter, 

forordninger og beregninger, og i at 

Rieffestahl, nu medarbejder i det russiske 

landbrugsministerium, blev sendt 

til Danmark for at ansætte danske 

mejerister i russisk statstjeneste. Han 

rejste til København i oktober 1894 

med et brev til den russiske konsul og 

penge, der skulle bruges som lønforskud 

til de kommende statsmejerister 

og til at dække deres rejseudgifter til 

Vologda. Han begyndte med at sætte 

en annonce i de danske fagblade og tog 

ud på mejerierne og talte med de mejerister, 

der reflekterede på annoncen. 

Han efterprøvede de anbefalinger, de 

havde lagt ved deres jobansøgning, og 

talte med hver enkelt af dem. Han tog 

alt i betragtning og lagde bl.a. vægt på, 

at de kommende konsulenter skulle 

have et pænt og tillidsvækkende ydre. 

Efter at have udvalgt og ansat sine foretrukne 

kandidater arrangerede han 

sprogkurser for dem og besøg hos 

mejeriinventarsforhandlere og -producenter 

og sørgede for, at de fik købt 

varmt tøj til at stå imod med i den russiske 

vinter. 11) De danske mejerister 

ankom til Vologda i januar 1895. 

Nu, hvor Rieffestahl havde fået en 

stab af mejerister under sig, udnævnte 

ministeriet ham til "ledende statskonsulent 

i mælkerivæsen". 

Der er findes et enkelt billede af 

Rieffestahl sammen med gruppen af

danske statsmejerister. Blandt dem ses 

den dygtigste af dem alle og eneste 

kvinde, Mathilde Holm. Efter indstilling 

fra Rieffestahl modtog hun en 

større anerkendelse for sin indsats fra 

guvernementsrådet, guvernementets 

øverste lokale forvaltningsorgan. 12) På 

15 år havde hun 575 gange på sammenlagt 

3384 dage besøgt bønder, 

landmænd og mejerier i guv. Vologda. 

I løbet af det første år besøgte de 

danske statsmejerister 79 landbrug. De 

opholdt sig i gennemsnit 37 dage hvert 

sted. Det efterfølgende år var der tale 

om 163 landbrug og en gennemsnitlig 

opholdslængde pr. sted på 16 dage. 

Smørkvaliteten i guvernementet blev 

bedre, og som følge heraf åbnede i 

1896 to nye eksportkontorer i Vologda. 

I 1898 var der 9. 13) 

Statsmejeristerne havde ikke fine 

fornemmelser, men påtog sig alle slags 

arbejde: Vaskede gulv, vægge, skåle og 

spande, lavede regnskab og deltog i alle 

arbejdets faser, fra fremstillingen af 

syrekultur til pakning af smørret i dritler. 

Danskerne lærte ikke fra sig ved at 

docere, men ved selv at deltage i arbejdet. 

De indførte ikke kun bønderne 

rundt omkring på gårdene i smørfremstillingens 

teknologi, men lærte dem 

også at organisere arbejdet så praktisk 

og effektivt som muligt. 

De gode resultater af konsulenternes 

arbejde fik ministeriet til at sende Rieffestahl 

til Danmark igen i august-oktober 

1897 for at ansætte yderligere et 

antal mejerister og også sætte sig ind i 

de danske og svenske statskonsulenters 

arbejde. 

Et nyt udtryk for effektiviteten i 

Rieffestahls og hans statsmejerister indsats 

var, at mejerister og smør fra Vo- 

logda- og Jaroslavlområderne nu deltog 

i smørudstillinger og -konkurrencer. De 

mejerier, som havde taget gode råd fra 

statsmejeristerne til sig, fik medaljer for 

deres produkter på den store nationale 

industri- og kunstudstilling i Niˇznij 

Novgorod i 1896 og på den nationale 

mælkerivæsensudstilling i St. Petersborg 

i 1899. 

Rieffestahl stod ikke kun for den 

professionelle, men også for den kunstneriske 

udformning af de dele af udstillingerne, 

som handlede om mejerivæsenet 

i guv. Vologda. 

I sin rapport fra 1897 til rådsforvaltningen 

om Niˇznij-Novgorod-udstillingen 

skrev han, at "… de opnåede resultater 

uden forbehold kan kaldes strålende, 

ikke alene i kvantitativ, men 

også i kvalitativ forstand. Ingen andre 

guvernementer deltog i udstillingen 

med smør fra så mange mejerier, og 

Vologdasmørret overgik i kvalitet alt 

andet udstillet smør fra alle andre egne 

af Rusland …" 14) 

Næsten samme formuleringer brugte 

Rieffestahl om en række Jaroslavlmejeriers 

deltagelse i udstillingen i St. 

Petersborg i 1899, hvor de vandt 36 

medaljer. Han skrev bl.a.: "… allerede i 

1870erne blev der fremstillet holstensk 

smør af særligt syrnede flødekulturer 

overalt i guvernementerne Jaroslavl og 

Vologda, men da der dukkede nye usyrnede 

søde flødesmørsorter op og også 

Parisersmør (normannisk smør, tilpasset 

russiske forhold af N.V. Vereˇsčagin – 

overs. anm.), vænnede hjemmemarkedet 

sig hurtigt til dem og foretrak dem 

frem for de syrnede sorter … I begyndelsen 

af dette årti var det svært at finde 

en mejerist, som vidste, hvordan 

man fremstillede den rigtige slags syre- 

ROTUNDEN NR. 22 9

kultur til fremstilling af holstensk smør 

…". 15) De danske statsmejerister medvirkede 

til at genoplive disse glemte 

færdigheder. 

Det hændte, at de danske mejerister 

10 


ikke forlængede deres russiske statsansættelse 

ved kontraktens udløb, men 

lod sig ansætte i privat regi på mere 

favorable vilkår på store privatmejerier 

eller rejste til Sibirien for at prøve lyk-

ken i den ekspanderende sibiriske 

smørindustri. 

"Egnens velgørere" 

Her er det nødvendigt at foretage en 

Rieffestahl (med det store skæg), omgivet af det 

første hold danske instruktører. Siddende yderst 

til venstre Mathilde Holm. Midten af 1890erne. 

I.N. Lozovskajas privatarkiv. 

afstikker til 1870erne. Som Rieffestahl 

skrev i sin rapport, blev der allerede i 

1870erne fremstillet smør i guv. Vologda. 

Ved mælkerivæsensudstillingen i St. 

Petersborg i 1879 var afdelingen med 

smør fra Vologdaguvernementet den 

store sensation. 16) Også dengang blev 

der udstillet flere mælkeprodukter fra 

guv. Vologda end fra noget andet 

guvernement i Rusland, og Vologdasmørret 

indtog også førstepladsen, 

hvad angik priser. Ved samme lejlighed 

blev russiske købmænds interesse for 

Vologdasmør for alvor vakt. Det resulterede 

i afholdelsen af en mælkerivæsensudstilling 

i Vologda i 1881, på N.V. 

Vereˇsčagins initiativ. Den russiske presse 

forbandt i 1879 helt korrekt sensationen 

med Vologdasmørret med N.V. 

Vereˇsčagin og hans elevers virke og i 

høj grad også med den gavnlige indflydelse 

og det gode eksempels magt, som 

var udgået fra de indvandrede holstenere 

Ida og Friedrich Buman. Deres 

navne var dengang kendt vidt og bredt. 

Ægteparrets mønsterlandbrug blev gang 

på gang omtalt i aviser og blade. Deres 

liv og virke fortjener sin helt egen 

fremstilling og skal her kun nævnes i 

hovedtrækkene. De dansksindede holstenere 

kom til Rusland på N.V.Ve- 

ROTUNDEN NR. 22 11

eˇsčagins initiativ for at arbejde som 

lærere ved mælkerivæsensskolen i 

landsbyen Edimonovo. Da deres kontrakt 

med skolen udløb, forpagtede de 

et godsmejeri i nærheden af Vologda. 

Ni år senere erhvervede de deres eget 

gods og åbnede eget mejeri, hvor de 

bearbejdede mælk fra egen besætning 

og fra omkringliggende bøndergårde. 

De fremstillede primasmør og fik mange 

priser for det. Men først og fremmest 

lod de alle, der ønskede det, studere 

mælkerivæsen hos sig. Ægteparret 

benyttede sig af den mest moderne teknologi 

på området. Eksempelvis var det 

dem, der købte den første centrifuge, 

som overhovedet blev importeret til 

Rusland, efter at den var blevet fremvist 

og beundret som det teknologiske 

vidunder, den var, på mælkerivæsensudstillingen 

i Vologda i 1881. I 1886 

fik de russisk statsborgerskab og gik 

over til den russisk-ortodokse tro. 17) 

Da ægteparret Buman havde arbejdet i 

25 år på Vologdaegnen, blev der holdt 

stor jubilæumsfest for dem. De blev fejret 

og hyldet som "egnens velgørere" af 

både høj og lav, af bønder, borgere og 

adelige og guvernøren i egen person. 

Der var lykønskninger fra guvernements- 

og distriktsforvaltningerne og 

byrådet og ikoner fra egnens 

købmænd. En optælling viste, at Lidija 

(Ida) Ivanovna Buman havde haft mere 

end 500 elever. 

Da de blev ældre, trak de sig tilbage 

fra aktivt arbejde, men på det beskedne 

ægtepars bedrift blev der oprettet en 

mælkerivæsensskole, som senere blev 

til en højere mælkerivæsenslæreanstalt 

og har fungeret som sådan lige siden. 18) 

Det var hos disse landsmænd, Rieffestahl 

i en periode stod i lære, inden 

12 


han i 1883 begyndte at arbejde på godset 

i Lotoˇsino. 

Andelsmejerier – problemer 

og forhindringer 

I en af sine rapporter skrev Rieffestahl: 

"Da jeg blev udnævnt til mælkerivæsensinstruktør 

for de nordlige guvernementer 

i 1894, pressede jeg straks på 

for at få oprettet andelsmejerier, en 

mejeriform, jeg som dansker nærmest 

havde fået ind med modermælken og 

fandt helt naturlig. Takket være lokale 

folks medvirken19) og muligheden for 

frit og kvit at benytte mig af de mejeristers 

arbejdskraft, som var ansat under 

mig, gik det hurtigt fremad, og i 1897 

var der allerede 9 andelsmejerier i guv. 

Vologda …" 20) 

Rieffestahls detaljerede beskrivelse af 

hvert enkelt andelsmejeri er en uvurderlig 

og enestående kilde til andelsbe- 

F. Buman. 1912. O.N. Nikolaevas privatarkiv.

vægelsens historie i russisk landbrug og 

en ny erhvervsgrens opståen. Hertil 

kommer, at der af de omhyggelige bogføringer 

over udbetalinger for leveret 

mælk, oversigter over, hvor mange pud 

(et pud = 16,38 kg) mælk, der gik til 

fremstillingen af et pud smør, månedlige 

udbetalinger til andelsbønderne og 

meget andet, fremstår et tydeligt billede 

af den tids sæd og skik inden for 

mejerierhvervet. 

De andelsmejerier, Rieffestahl medvirkede 

til at oprette, holdt ikke længe. 

De blev udkonkurreret af privatmejerier, 

som gav bønderne højere betaling 

for den leverede mælk. På grund af 

dårlig hygiejne fremstillede disse mejerier 

dårligt smør. Deres fortjeneste 

stammede ikke fra mejeridriften, men 

fra måden, hvorpå de betalte mælkeleverandørerne 

for mælken, nemlig ved 

hjælp af varer fra de butikker, de åbnede 

ved mejerierne. Mejeriejernes primære 

indtjeningskilde var altså ikke 

mejeridriften, men tuskhandel med 

dagligvarer fra mejeributikken. Bønderne 

fortyndede til gengæld den mælk, 

de leverede, eller forsøgte at snyde på 

anden vis, men det så man gennem 

fingre med på de uprofessionelt drevne 

mejerier. 

Snart bestod mejerilandskabet i Vologda-guvernementet 

af et fåtal af veldrevne 

mejerier, der fremstillede kvalitetsprodukter, 

og et flertal af uprofessionelle 

småproducenter, der fremstillede 

dårligt smør. På denne uhensigtsmæssige 

måde kom det pengeløse bondelandbrugs 

behov for kredit og kooperative 

butiksformer til udtryk. 

Væksten i antallet af uprofessionelle 

mejerier var faretruende, og problemet 

var gang på gang til drøftelse i den 

lokale forvaltning og på regeringsplan. 

Især i 1894-95 resulterede krisen i 

mejerivæsenet i ophedede debatter i 

guvernementsrådet. Da man ikke var i 

stand til at finde en løsning lokalt, 

omtalte Vologdas guvernør problemerne 

i sin årlige indberetning for 1901 til 

den russiske tsar. Det resulterede i 

afholdelsen af flere møder på regeringsplan, 

bl.a. i ministerrådet (4.3.1903) og 

i finansministeriet (20.12.1904), om 

nogle fundamentalt forskellige 

løsningsforslag. 21) Forhandlingerne var 

imidlertid resultatløse. Det ville dog 

være uretfærdigt at give det "bureaukratiske 

tovtrækkeri" hele skylden for 

miseren inden for mælkerivæsenet. 

Niveauet for industriel produktion, og 

især småproduktion, hænger ofte sammen 

med det kulturelle niveau i den 

brede befolkning. Den var i så henseende 

forsømt, idet skolesystemet var 

under al kritik og faguddannelserne 

stort set ikke tilgængelige for almindelige 

bønder. 

Der var mange, der opfordrede til en 

skærpelse af politiets kontrol med de 

hygiejniske forhold på mejerierne, eller 

til at den lokale forvaltning dekreterede 

fælles standarder på området. Den 

dominerende holdning var dog tilbageholdenhed 

over for at inddrage ordensmagten 

eller lovgive på området, og 

derved blev det. 

Rieffestahl deltog aktivt i den løbende 

debat om de presserende mælkerivæsensproblemer, 

både i pressen og på 

lokale og centrale mælkerivæsensmøder 

og –kongresser, som han blev inviteret 

til at deltage i i egenskab af landbrugsministeriel 

mælkerivæsensspecialist 

eller personligt, som den anerkendte 

mælkerivæsensekspert, han var. Ikke 

ROTUNDEN NR. 22 13

mindst deltog han i januar 1904 i en 

række mælkerivæsensmøder, som foregik 

på højeste nationale plan i den 

landsdækkende Kommission til Udarbejdelse 

af Forholdsregler til Fremme af 

Mælkerivæsenet, oprettet under landbrugsministeriet. 

22) 

Der var et bestemt problem i det 

daglige arbejde, som gjorde, at Rieffestahl 

og hans statsmejerister af og til løb 

14 


panden mod en mur. Det bestod i, at 

smøropkøberne i guv. Vologda nok 

købte smør op efter kvalitet til eksport, 

men ikke til hjemmemarkedet (modsat 

byen Kurgan i Vestsibirien, som var 

centrum for en stor smøreksport, som 

danske eksportører dominerede). Af 

frygt for at miste leverandørerne, hvis 

man afviste deres produkter af kvalitetsmæssige 

årsager, købte størsteparten

F. Buman i 

arbejdstøjet ved 

den tredje ko. 

1912. 

O.N. Nikolaevas 

privatarkiv. 

af opkøberne smør op uden at kvalitetsvurdere 

og til én og samme pris. 

Det hændte ofte, at erfarne statsmejeristers 

velovervejede og velbegrundede 

kritik af en mejerists arbejde blev mødt 

med følgende reaktion fra mejeriejerens 

eller andelsmejeriformandens side: 

"Mit smør bliver ikke afvist. Mine mejerister 

er dygtige". Hermed var sagen 

afgjort, for det var ikke obligatorisk at 

lytte til kritikken og følge statsmejeristernes 

anvisninger. Eksportører, der 

hægede om deres gode navn og rygte, 

som f.eks. Brdr. Blandov, bar sig naturligvis 

ikke sådan ad. De sluttede kontrakter 

med mejerierne i op til flere år 

ad gangen, men med ret til at ændre 

prisen ved leveringen, hvis kvaliteten 

var dårlig. Men én ting var Brdr. Blandov, 

en anden situationen på smørmarkedet. 

23) 

Danskerne havde endnu et problem, 

nemlig at overbevise bønderne om ikke 

at spare på foderet til kreaturerne. Bønderne 

var ofte nærige og afviste f.eks. i 

begyndelsen F. Bumans måde at håndtere 

sit kvæg på, trods de gode resultater, 

for "Hans køer spiser bedre end vi 

selv". 

Rieffestahl forsøgte løbende at få 

guvernementsrådet til at støtte 

mælkerivæsen og kvægforædling økonomisk, 

men hans anstrengelser var 

længe forgæves. Det gjaldt for hele landet, 

at de lokale råds støtte til landbrugsmæssige 

forbedringer som regel 

var minimale i forhold til rådenes samlede 

budget. Ganske vist voksede deres 

økonomiske støtte i årene 1895-1911 

relativt set hurtigt, men alligevel brugte 

de i gennemsnit kun 6% af budgettet 

på forbedringer af landbefolkningens 

vilkår og landbrugskulturen. Jaroslavlrådet 

brugte endnu mindre, og 

Vologdarådet indtog noget nær sidstepladsen 

i Rusland (3,3%). 

De lokale råds holdning bar præg af 

synspunkter, der var kommet frem i en 

langvarig strid mellem N.V. Vereˇsčagin 

og elever af naturvidenskabsmanden 

A.F. Millendorf om relevansen af at 

erstatte russisk kvæg med udenlandske 

racer. Millendorf mente ja, Vereˇsčagin 

ROTUNDEN NR. 22 15

nej. I vore dage, hvor vi længe har 

vidst, at Vereˇsčagin havde ret, og anser 

hans position for selvindlysende, kan 

det være svært at forestille sig 

1870ernes - 90ernes voldsomme diskussioner 

om emnet i den russiske presse. 

Essensen af dem kom frem i et kendt 

smædevers, som gjorde nar ad folk, der 

mente, de gjorde fædrelandet en god 

gerning ved at indføre svejtsiske eller 

engelske køer, blot for at opdage, at de 

udenlandske racer ikke kunne klare sig 

under de særlige russiske naturgivne 

vilkår, fordi der ikke var halm nok til 

det forslugne udenlandske kvæg. 

Et andet forhold, som prægede de 

lokale råd, var en voksende politisk 

radikalisering af medlemmerne. I Vologda 

blev den ikke mindre af, at byens 

var opholdssted for mange politiske 

eksilerede. 24) Argumenterne for og 

imod andelsmejerierne blev i årene op 

til 1904, hvor politiske uroligheder 

brød ud i lys lue, voldsomt politiserede 

og præget af politiske programmer og 

strategier. Den diplomatiske Rieffestahl 

bestræbte sig på, for sagens skyld, at 

opretholde gode forbindelser til alle 

lokale rådsfolk og udtrykte altid stor 

respekt for den lokale forvaltnings 

arbejde i sine artikler. 

Uden Rieffestahl var den kendte 

Domˇsinotyrestation til forædling af 

Vologdakvæg aldrig blevet til noget. 

Her fremavlede man en særlig kvægrace 

ved at bruge Jaroslavlkvæg som 

grundlag for en forædling af den mest 

udbredte malkekvægsrace i guv. Vologda. 

Efter lange, tålmodige og vedholdende 

anstrengelser lykkedes det Rieffestahl 

at få lokalrådenes agronomer 

overbevist om, at det var en god måde 

at forædle det lokale kvæg på, men det 

16 


holdt hårdt. Eksempelvis skaffede Rieffestahl 

i 1903 distriktsrådet i Grjazovec 

seks Jaroslavltyre til forædlingsformål. 

Rådet afviste imidlertid at finansiere 

pasningen af tyrene og solgte dem til 

lokalrådet i Vologda, som også opfattede 

dem som en overflødig byrde og satte 

dem på auktion. Alligevel lykkedes 

det Rieffestahl at åbne tyrestationen i 

1908. Inden længe betjente den 35 

landsbyer med 1140 stykker kvæg. 

Det er ikke altid muligt at dokumentere 

Rieffestahls deltagelse i sådanne 

foretagender. Vi ved f.eks., at han var 

med til at åbne en tyrestation i landsbyen 

Kotelnikovo på sin ven godsejeren 

A.A. Moˇzajskijs gods, men eneste 

bevis er mundtlig overlevering og et 

foto i et privatarkiv. 25) 

Blandt Rieffestahls ligesindede var 

også godsejeren A.I. Endourov, som 

medvirkede aktivt i bestræbelserne for 

at skabe en andelsbaseret mejerisektor i 

guv. Vologda, og som var den eneste 

lokale adelige, guvernementsrådet officielt 

takkede for indsatsen i andelsmejerisektoren. 

26) 

Ved hjælp af midler fra statskassen 

og guvernementsrådet oprettede en 

anden af guvernementets godsejere, 

A.K. Eremeev, i 1892 en "elementær 

landbrugsskole", den første skole af sin 

art i guvernementet, på sit gods Ostafevo. 

Skolen fungerede så godt, at landbrugsministeriet 

forfremmede den til 

"primær undervisningsinstitution". 

Rieffestahl støttede hele tiden den 

beskedent indrettede, men effektive og 

særdeles nyttige skoles arbejde, ligesom 

han også i 1895 støttede omlægningen 

af Eremeevs mejeri i Ostachovo til 

andelsmejeri. Eremeev blev valgt til 

formand for andelsmejeriet, men forlod

efter nogle år posten, som var så tidkrævende 

og vanskelig, at den gik ud 

over den igangværende modernisering 

af hans egen bedrift, og indstillede helt 

den andelsbaserede mejeridrift. 27) 

Ærede Karl Christianovič. 

I den anledning skrev han følgende 

brev til Rieffestahl, som Rieffestahl 

medtog i sin helhed i sin rapport til 

guvernementsrådet 28) : 

De bad mig redegøre for grundene til indstillingen af andelssmørproduktionen på mit mejeri. 

Det gør jeg med glæde, ikke mindst for at forhindre, at lukningen skal blive misfortolket. 

Støttet og opmuntret af Dem holdt jeg i 1895 op med at købe mælk op og lagde mit mejeri 

om til andelsdrift. En stærk tro på det økonomisk hensigtsmæssige ved andelsbaseret drift 

fik mig til at gå til sagen uden at kræve indskud af andelshaverne eller stille andre former 

for betingelser. Dengang eksisterede der i øvrigt endnu ingen normalvedtægter for andelsmejerier. 

Nu, fire år senere, er jeg stadig overbevist om, at jeg gjorde det rigtige. Et andelsmejeri 

kan godt fungere uden formelle aftaler, hvis man vel at mærke overholder alle de regler, som 

tjener til en ligelig fordeling af produktionsomkostningerne mellem medlemmerne. På 

andelsmejeriet i Ostachovo var der imidlertid en vis forskel i transportudgifterne, for hver 

landsby havde deres kusk, og udgifterne til transport pr. pud mælk vekslede mellem 2 og 5 

kopek. Hertil kom, at mælkens værdi blev udregnet efter vægt og ikke efter fedtindhold. 

Selvom gennemsnitsprisen for leveret mælk var ret høj, mente nogle bønder, at den ikke var 

høj nok. Grunden var, at i perioder med høje mælkepriser var der bønder, der ikke havde 

mælk til salg, hvorfor de alt i alt fik mindre end gennemsnitsprisen. Tilsvarende var der 

bønder, der fik mere end gennemsnittet. Sådanne omstændigheder … får bønderne til at 

ønske faste, ens priser året rundt. Nogle af andelsbønderne henvendte sig da også til mig 

med et forslag om faste, årlige priser. Da jeg ikke længere selv ønsker at drive privatmejeri 

og købe mælk op og heller ikke ser mig i stand til at efterkomme bøndernes ønske om at 

give alle samme pris, besluttede jeg at indstille andelsdriften og forpagte mejeriet bort. 

Til ovenstående vil jeg føje, at et andelsmejeris succes helt afhænger af formandens energi 

og udholdenhed. 

Af det skete kan man konkludere følgende om hindringerne for andelsmejerivæsenets 

udbredelse: 

Et generelt lavt udviklingsniveau og deraf følgende ringe erkendelse af interessefællesskab, 

samt ringe organisatorisk disciplin. Utilstrækkelig tro på fremtidsperspektiverne ved 

andelsproduktionen på grund af skiftende konjunkturer inden for landbrugsproduktion og 

handel. 

Særlig problematiske er 

a. transportvilkårene og de deraf følgende høje transportudgifter og 

b. de sundhedsmæssige konsekvenser af, at skummetmælken fordærves undervejs, da 

den af økonomiske grunde bruges som menneskeføde. 

Med højagtelse 

A. Eremeev, Ostachovo, 5. december, 1900 

ROTUNDEN NR. 22 17

Rieffestahl deltog også i etableringen af 

Vologdas Mælkerivæsensinstitut som 

medlem af instituttets byggekommission. 

Valget af Vologda som hjemsted for 

en højere mælkerivæsenslæreanstalt 

var i sig selv bemærkelsesværdigt. Mange 

andre steder blev overvejet, som 

f.eks. Moskva, St. Petersborg og guv. 

Novgorod … 

Rieffestahls personlige bibliotek, 

som han overdrog instituttet, dannede 

grundlag for instituttets bogsamling. 

Udholdenhed – vejen til succes 

Fra 1904 ændrede Vologdabøndernes 

forhold til mælkerivæsenet sig. Tidligere 

var oprettelsen af andelsmejerier sket 

på store godsejeres og Rieffestahls initiativ 

og havde været forbundet med et 

element af velgørenhed. Nu begyndte 

bønderne på eget initiativ at anlægge 

andelsmejerier. 

Rieffestahl havde, ligesom andre af 

Vereˇs čcagins elever, længe ventet, at det 

ville ske, og forberedt det. Han havde 

byggeprojekter klar med prototyper på 

andelsmejerier af forskellig størrelse og 

på moderne kvægbedrifter. Han var 

stolt over, at han allerede havde overtalt 

tre (!) landmænd i Kadnikovskdistriktet 

til at bygge deres bedrifter 

om. Da han så, hvordan bøndernes 

interesse for sagen for alvor blev vakt, 

fik han overtalt landbrugsministeriet til 

at give tilladelse til at afholde gratis 

kurser i mælkerivæsen, for første gang 

nogensinde i guvernementets historie 

(1908). 

Det skal indskydes, at der på denne 

tid opstod en enorm trang til at erhverve 

sig viden i den russiske landbefolkning: 

I 1913 tiltrak efteruddannelser på 

18 


landbrugsområdet i form af foredrag og 

kurser 850.000 personer. 

Der udgik desuden vigtige incitamenter 

til udviklingen af mejerivæsenet 

i de nordlige guvernementer fra 

guv. Jaroslavls forsøgslaboratoriums 

arbejde på mælkerivæsensområdet (fra 

1904), kurser i dyrkelse af fodergræsser 

(Jaroslavl, 1911) og muligheden for at 

købe rene mælkesyrekulturer, klar til 

brug, i detailhandelen. 

Alt dette blev muligt, fordi agerbrugsdepartementet 

(under landbrugsministeriet) 

mellem 1903 og 1913 fik 

seksdoblet sit budget og begyndte at 

stille statslån, formidlet gennem de 

lokale råd, og andre former for lån, til 

rådighed for anlæggelsen af andelsmejerier. 

29) Mange ministerier begyndte 

desuden at vise interesse for smørproduktion: 

udenrigsministeriet, statsbanken, 

trafikministeriet, departementet 

for søfart og havne, ministeriet for 

oplysning og uddannelse og andre. Det 

blev nu normen at afholde jævnlige 

møder i tværministerielt regi til fremme 

af udviklingen inden for mælkerivæsenet. 

I 1913 var der omkring 140 andelsmejerier 

i guv. Vologda, i guv. Jaroslavl 

over 800. 30) Det, der ikke var lykkedes 

med dekreter og forbud for "bondens 

forkæmpere" i lokale råd og ministerier, 

var nu lykkedes for de ny andelsmejerier: 

At udmanøvrere butiksmejerierne. 

Grundene var mange, men én af dem 

var, at mange andelsmejerier begyndte 

at drive kooperativ butikshandel i forbindelse 

med mejerierne, hvilket tiltrak 

bønderne og fik dem til ikke at falde 

for den første, den bedste fristelse fra et 

privatmejeri. 

Naturligt nok fulgte mange gamle

problemer med over i den ny andelsbevægelse. 

En del andelsmejerier gik i 

opløsning, og de lokale råd måtte opgive 

at inddrive restancerne. Statsmejeristerne 

klagede fortsat over bøndernes 

uforstand: "… andelsmejeribønderne 

går til mejeriets ledelse og spørger, 

hvor meget de vil få for deres mælkeleverancer. 

Hvis de synes, prisen er for 

lav, erklærer de, at de ikke længere vil 

levere mælk til andelsmejeriet, men til 

et privatmejeri. Eller de beslutter på en 

generalforsamling, at der skal betales 

samme pris for mælken hele året, uden 

at overveje, om der nu også er grundlag 

for den fastsatte pris. På den måde 

opstår et mærkværdigt fænomen: 

Andelsbønderne køber mælk hos hinanden 

til faste priser …". 31) 

I overensstemmelse med tidsånden 

forsøgte den ny andelsbevægelse at 

overtage ledelsen af Vologdas Landboforening 

og dens kommercielle afdeling. 

Men her begynder en helt anden 

historie, som ikke hører hjemme i denne 

sammenhæng. 32) 

Afslutningsvis bringer vi uddrag af 

Rieffestahls sidste rapport til guvernementets 

rådsforsamling, rapporten fra 

1913, året, hvor han indstillede sit aktive 

og nyttige virke: 

"Efter nitten års uafbrudt tjeneste trækker jeg mig tilbage fra arbejdet med udviklingen 

af mælkerivæsenet i guv. Vologda. Alle kender resultaterne, ikke kun medlemmerne af 

de lokale råd, men hele landbefolkningen i guvernementets smørdistrikter. Jeg anser 

det for min pligt at nævne, at hvis det i løbet af disse nitten år er lykkedes mig og 

mine hjælpere at fremme mælkerivæsenet i guvernementet, skyldes det ikke mindst 

guvernementsrådets og distriktsrådenes velvillige indstilling, som ikke kun er kommet 

til udtryk i bevilling af midler til rejser rundt i guvernementet og leje af boliger til 

statsmejeristerne, men også til organiseringen af afdelingerne for Vologdasmør på de 

store nationale udstillinger i 1896 og 1899 i Niˇznij Novgorod og St. Petersborg, hvor 

det for første gang lykkedes Vologdasmørret, takket være dets mange gode egenskaber, 

at opnå et godt ry og indtage en fortjent plads på hjemmemarkedet sammen med finsk 

smør, som dengang var så populært i St. Petersborg, og et tilsvarende ry i udlandet, på 

linje med livlandsk smør. 

Guvernementsrådet har, under statsmejeristernes medvirken, udgivet obligatoriske, 

hygiejniske standardregler, som alle guvernementets mejerister kender så udmærket. 33) 

Den tid er forlængst forbi, hvor guvernementets mejerier blev indrettet i elendige 

badstuer uden stengulv og af og til også uden vinduer, og hvor man i 1890erne fremstillede 

Vologdasmør under de mest uhygiejniske forhold. Der er ikke ét eneste mejeri 

af den art tilbage i guvernementet, men kun rationelt indrettede og udstyrede mejerier, 

bygget i overensstemmelse med de retningslinjer, guvernementsrådet har udstedt. 

Da de første andelsmejerier, hvis vedtægter blev godkendt af landbrugsministeriet 

den 20. marts 1899, åbnede i begyndelsen af 1890erne, udgjorde de den første sten i 

det fundament, som guvernementets talrige andelsforetagender senere voksede frem 

på. 34) Blandt disse indtager andelsmejerierne førstepladsen. 

Både lokalrådet i Vologdadistriktet og guvernementsrådet støttede omgående denne 

ROTUNDEN NR. 22 19

Danske læsere vil sikkert gerne vide, 

hvad der skete med andelsmejerierne i 

guv. Vologda, efter at Rieffestahl havde 

trukket sig tilbage, og hvordan hans 

børns skæbne formede sig i et land, 

som vedvarende blev ramt af voldsomme 

rystelser og ulykker. 

Selvom staten tvangsrekvirerede 

meget malkekvæg under Første Verdenskrig, 

lykkedes det i det store og 

20 

udvikling, førstnævnte ved i 1895 at tage spørgsmålet op om oprettelsen af et statsudssalg 

i Vologda til afsætning af mælkeprodukter, sidstnævnte ved sin principielle 

beslutning fra 1896 om at afsætte 15.000 rubler til hvert af distriktsrådene til lån til 

oprettelse af andelsmejerier med statsgodkendte vedtægter. 

For at støtte andelsmejerisagen lod guvernementsrådet desuden optrykke brochurer 

til gratis uddeling blandt befolkningen: Standardvedtægter for andelsmejerier, 35) 

"Instruktioner i anlæggelsen af mejeribygninger", "Kvægbedrifter og deres indretning" 

og blanketter og bøger til andelsmejeriernes bogføring. 

På min anmodning stillede guvernementsrådet desuden yderligere lån til rådighed 

for andelsmejeridrift, midler til at opførelse af mønster-kvægbedrifter og særlig hjælp 

fra statsmejeristerne til andelsmejeriernes regnskabsføring. 

Sammen med statsmejeristorganisationens intensive arbejde resulterede disse forholdsregler 

i, at guv. Vologda kom til at indtage førstepladsen i Rusland på mælkerivæsenets 

område, 36) og de var udslaggivende for, at de fleste mejerier allerede nu er på 

landbefolkningens hænder. Ved at bygge flere varme kostalde, give køerne bedre foder 

og forarbejde mere mælk på andelsmejerier vil landbefolkningen inden for en overskuelig 

fremtid forøge indtjeningen ved kvægdrift betydeligt, anskaffe mere kvæg, gøde 

agerjordene bedre og forbedre høstudbyttet mangefold … 

Lad mig afslutningsvis give udtryk for min klare tiltro til, at hvis arbejdet med at 

fremme mælkerivæsenet i guv. Vologda fortsætter, som jeg begyndte det i 1894, vil det 

i en ikke fjern fremtid komme til at stå på samme høje stade som mælkerivæsenet i 

mit fødeland Danmark, hvor smørproduktion og kvægavl i dag er de mest indbringende 

grene inden for landbrugserhvervet". 37) 

Epilog 


hele at bevare bestanden, og andelsproduktionen 

fortsatte, takket være 

opskruede priser og statslige opkøb af 

smør til hæren. Men revolutionsårene 

og borgerkrigen bragte frygtelige ødelæggelser 

og krævede mange menneskeliv 

… og først i 1923 lykkedes det 

igen at eksportere Vologdasmør 

(omkring 1000 dritler). 

Carl Frederik Rieffestahl døde en

naturlig død i sit eget hjem, under 

imperiets fald. Hans yngste søn, Valerjan, 

forsvandt sporløst i 1921. Den 

anden søn, Viktor, som var uddannet 

inden for agronomi og agroteknik, havde 

i begyndelsen heldet med sig og 

arbejdede på topposter på virksomheder 

i Moskvaområdet, men blev offer 

for politiske repressalier og forvist til 

Karelen, hvor han døde på et fængselshospital 

i 1936. 

Døtrene Anna og Lidija slap for politisk 

forfølgelse, men oplevede til 

gengæld sulten og nøden i hjembyen 

Leningrad under den tyske belejring 

(1941-1944). Lidija, den ældste, var 

lærerinde og partimedlem og sørgede 

selvopofrende for, at hendes elever blev 

evakueret hinsides frontlinjen. De to 

søstre var barnløse, men tog den forviste 

Viktors børn til sig. Afstraffelsen af 

en bestemt person gik som regel ud 

over hele familien, men i dette tilfælde 

reddede søstrene børnene ved at overtage 

forældreretten. Rieffestahls enke 

udholdt prøvelserne, takket være en 

stærk tro. Hun boede sammen med 

døtrene i en såkaldt "kommunalka" 

(stor, gammeldags lejlighed, tvangsrekvireret 

fra private af det offentlige 

efter 1917 og gjort til fælles bolig for så 

mange mennesker som muligt, dvs. én 

familie pr. værelse. Udbredt boligform i 

Sovjetunionen – overs. anm.). 

Der bor stadig efterkommere af Rieffestahl 

i St. Petersborg. Et af de unge 

familiemedlemmer har uddannet sig i 

dansk sprog og litteratur ved universitetet 

i St. Petersborg og passer for tiden 

børn hos en dansk familie i nærheden 

af København. 

Oversat af Inge Marie Larsen 

Noter til Carl Frederik Rieffestahl 

1) Nikolaj Vasilevič Vereˇsčagin (1839 – 1907) var det moder- 

ne russiske mælkerivæsens fader. Carl Andreas Koefoed 

(1855-1948), udvandrede som ung landbrugskandidat til 

Rusland, hvor han var en af mændene bag de udskiftningsreformer, 

de såkaldte Stolypinreformer, som stod på mellem 

1907 og 1916. Hans erindringsbog "50 år i Rusland. 

1878-1920" udkom i 1945. 

2) ˇ Zurnal zasedanija učenogo komiteta MZiGI 12.10.1902 no 

183 po voprosu o nagraˇzdenii Riffestalja za trudy po 

moločnomu chozjajstvu. RGIA, f. 398, op. 3, d. 2818. 

3) Skolen åbnede i privat regi i 1891 og fik statslig anerkendelse 

i 1893. 

4) Bilderling, P.A.: "O moločnom chozjajstve v imenii Zapole" 

i Trudy IVEO, 1899, vyp. 2-3: 161-178; ibid. 1885, t. 3: 

497-510; Adamov, N.P. (pod red. P.A. Bilderlinga): "Otčet 

opytnoj stancii Zapole …" SPB, 1891. 

5) Russiske mejeristers første bekendtskab med svenskeren 

Gustav de Lavals (1845 – 1913) centrifuge fandt sted i St. 

Petersborg i 1881, hvor N.V. Vereˇsčagin foranstaltede den 

første offentlige fremvisning. Centrifugen blev dernæst 

udstillet på mælkerivæsensudstillingen i Vologda, 30. 

august – 3. september 1881. I 1881-1882 bragte den russiske 

presse de første artikler om den, skrevet af godsejerne 

V.A. Ostafev, N.M. Endourov og Ida Buman. 

6) Cirkulære fra Finansministeriets Jernbanedepartement: "O 

tarife na perevozku po rossijskim ˇzeleznym dorogam 

moločnych skopov", 26.4.1890, som trådte i kraft 

26.5.1890 (RGIA, f. 268, op. 2, d. 1310). I 1897 var transporttiden 

for smør fra Vologda til St. Petersborg (ca. 1100 

km) 46 timer og 25 min og fra Vologda til Moskva (ca. 500 

km) 22 timer og 10 min. 

7) Pavel Merks danske fødenavn var Poul Hassing Mørch 

(1851-1907). Mørch var i 1890erne direktør for Petersborgfirmaet 

Handelshuset H.J. Pallisens (russ. Torgovyj 

dom G.I. Pallizen) smøreksportafdeling og fra 1898 direktør 

for dampskibsselskabet The Northern Steamship Company 

(russ. Severnoe parachodnoe obˇsčestvo). Handelshuset 

var grundlagt i 1865 af danskeren H.J. Pallisen og var 

fortsat på danske hænder, men det var et russisk firma. 

8) De smørproducerende distrikter i guv. Vologda var Vologda-, 

Grjazovec-, Kadnikovsk- (den sydlige del) og senere 

også Totemskdistriktet. 

ROTUNDEN NR. 22 21

9) RGIA, f. S-18/1284, op. 70, d. 282 (1904). 

10) ˇ Zurnal soveˇsčanija po voprosu ob uporjadočenii torgovli 

proizvedenijami selskogo chozjajstva 14.– 23. maj 1894 

GAVO, f. 34, op. 1, d. 798. 

11) RGIA, f. 398, op. 64, d. 191. 

12) Det russiske ord for rådet var zemstvo. De lokale råd fandtes 

på guvernements- og distriktsniveau i europæisk 

Rusland. 

13) K-Ch. Riffestal: "O rezultatach dejatelnosti otrjada pravitelstvennych 

masterov-maslodelov po uluˇsčeniju maslodelija 

v severnych gubernijach", Doklad 54 i "Trudy Sezda dejatelej 

agronomičeskoj pomoˇsči mestnomu chozjajstvu 

1901 goda pri IMOSKh v Moskve ( Moskva, 1901); K.Ch 

Riffestal: "Otčet instruktora moločnogo chozjajstva dlja 

severnych gubernij Riffestalja o proizvedenijach … rabotach 

v predelach Kostromskoj gubernii 1.11.1902 – 

1.11.1903" (Kostroma, 1903). 

14) K.Ch. Riffestal: "Otčet po ustrojstvu kollektivnogo otdela 

vologodskich maslodelen na Niˇzegorodskoj Vserossijskoj 

promyˇslennoj i chudoˇzestvennoj vystavke" i ˇ Zurnal Vologodskogo 

gubernskogo zemskogo sobranija, III očerednaja 

sessija IX trechletija, 1897: 643-657. I 1894 var der 386 

smør- og ostemejerier i guv. Vologda, som fremstillede 

produkter til en værdi af 564.000 rubler. 

15) "Doklad instruktora moločnogo chozjajstva severnych 

gubernij Rossii K. Ch. Riffestalja ob ustrojstve jaroslavskogo 

otdela na Vserossijskoj vystavke moločnogo chozjajstva v 

Peterburge" i Otčet Jaroslavskogo obˇsčestva selskogo 

chozjajstva za 1899 god (Jaroslavl, 1899). 

16) Udstillingen fandt sted 25. – 31. oktober 1879. Dengang 

var der i guv. Vologda 73 smør- og ostemejerier. 

17) Lidija (Ida) Ivanovna (1842-1916) og Fedor (Friedrich) 

Asmusovič Buman rejste i 1869 på Vereˇsčagins opfordring 

til Rusland for at blive lærere ved den mælkerivæsensskole, 

N.V. Vereˇsčagin havde oprettet i landsbyen Edimonovo i 

nærheden af Vologda. Her arbejdede de i årene 1869 - 

1871. I december 1871 forpagtede de en malkekvægsbesætning 

og åbnede eget mejeri på godset Marfino i 

nærheden af Vologda. I 1880 erhvervede de sig deres eget 

gods i landsbyen Fominskoe, også i nærheden af Vologda. 

Godset var på 245 desjatiner. De forpagtede yderligere 

fem godsmejerier, hvor elever af dem arbejdede som 

mejeribestyrere. Mellem 1871 og 1902 havde de 500 ele- 

22 


ver, blandt hvilke der også var praktikanter fra forskellige 

for landbrugsskoler. Fedor Buman arbejdede med kvægavl 

og underviste praktikanterne i kvægets rette pleje. I 1886 

blev Lidija og Fedor Buman russiske statsborgere, og i 

1895 lod de sig døbe ind i den ortodokse tro. De fik priser 

på udstillingerne i Moskva (1878), St. Petersborg og Moskva 

(1879), Vologda (1881), Charkov (1887), Vologda 

(1888), Moskva (1895), Niˇznij Novgorod (1896), St. 

Petersborg (1899) – og mange andre steder. De var dommere 

ved smørudstillinger, deltog i mælkerivæsensmøder i 

guvernementsforvaltningen, i landbrugskongresser og 

mælkerivæsenskongresser, lokalt og over hele Rusland. 

18) Beslutningen om at oprette mælkerivæsensinstituttet blev 

taget under landbrugsminister A.S. Ermolov i 1903, men 

krig og politisk uro forsinkede realiseringen af foretagendet. 

Først i 1911 fik oprettelsen af instituttet Statsdumaens 

endelige godkendelse, og staten købte godset med henblik 

på at gøre det til en skole i praktiske mælkerivæsensfærdigheder 

(Vysočajˇsee utv. 3.6.1911). I 1913 blev der åbnet en 

forsøgsstation i forbindelse med godset og en skole, og i 

1916 åbnede endelig institutionens mejeri. I 1919 fik skolen 

status af højere læreanstalt og videnskabelig forsøgsstation. 

For nylig er den blevet omdøbt til Vologdas Mælkerivæsensakademi 

ved navn N.V. Vereˇsčagin. 

19) Godsejerne M.N. Volockij, A.K. Eremeev, A.S. Poroˇsin, 

A.A. Rejngold, A.I. Endourov, Lidija Buman og N. ˇ Sapurskij, 

præst. 

20) K.Ch. Riffestahl: "O nekotorych storonach organizacii 

obˇsčestvennych maslodelen" i Trudy III Sezda selskich 

chozjaev severnych gubernij v Jaroslavle, 2-6 marta 1908 

goda (Jaroslavl, 1908) 

21) RGIA, f. 22, op. 2, d. 1919, ll. 388-389. Bl.a. blev der 

udstedt et regeringsdekret, som forbød mejerier at drive 

dagligvarehandel fra mejeributikker. Det havde imidlertid 

ingen effekt, for i det pengefattige russiske bondesamfund 

var fristelsen for at handle i disse butikker uimodståelig. I 

den svejtsiske og danske mælkerivæsenspresse kunne man 

læse artikler, skrevet af svejtsiske og danske mejerister, som 

arbejdede i Rusland (mere end 1000), der meget præcist 

beskrev situationen på landet. Den danske statsmejerist 

Chr. Nielsen skrev eksempelvis: "… der vil først kunne 

gøres virkelige fremskridt, når fordelen ved andelsprincippet 

for alvor går op for de russiske bønder. I 1895 blev der

åbnet andelsmejerier i nærheden af Vologda. Selvom 

andelshaverne fik mere for deres mælk end privatmejeriernes 

leverandører, gik andelsmejerierne alligevel i 

opløsning, fordi bønderne ikke forstod, hvorfor prisen kunne 

svinge fra måned til måned. Bønderne har ikke nogen 

form for uddannelse, udviklingen er ligesom gået i stå, alle 

nærer en grænseløs mistillid til hinanden, og overalt hersker 

forudindtagethed og fordomme (Schweizerische 

Milchzeitung, 1902, no 52). 

22) Soveˇsčanie o nekotorych neotloˇznych nuˇzdach sovremennogo 

maslodelija. S. Peterburg, 21., 22., 24. og 26. janvar 

1904. RGIA, f. 398, op. 68, d. 22584; Moločnoe chozjajstvo, 

1904, no 5, s. 101-108; ibid., no 6, s. 124-128. 

23) Handelshuset V.I. Blandov var grundlagt i 1872. Det skiftede 

i 1883 form til "Selskabet Handelshuset V. og I. Blandov". 

I 1902 blev det omdannet til aktieselskab. I 1903 

havde selskabet en omsætning på mere end 3 millioner 

rubler. Det fremstillede og handlede med mælkeprodukter. 

Der havde et net af fine forretninger i Moskva (64 i 1911) 

og et stort mejeri, samt mejerier og osterier i guv. Jaroslavl, 

Vologda, Smolensk og andre, og filialer i ni russiske byer. 

Grundlæggeren, Nikolaj Ivanovič Blandov (1842-1906), var 

uddannet flådeløjtnant, som gik på pension i 1866, hvorefter 

han i 1872 åbnede handelshuset. Han var en af N.V. 

Vereˇsčagins første samarbejdspartnere, et samarbejde, som 

for Blandovs vedkommende begyndte med, at han oprettede 

de første andelsmejerier til fremstilling af hollandske 

oste blandt bønder i guv. Jaroslavl. Blandov ledede i årene 

1873-1881 et salgslager for ostemejeriinventar i Moskva, 

som han ejede sammen med N.V. Vereˇsčagin. I 1881 overgik 

lageret til V.I. Blandov og hans bror som deres private 

ejendom. Fra 1895 var V.I. Blandov æresmedlem af Den 

Kejserlige Moskovitiske Landboforening (IMOSCh) og fra 

1905 medlem af landbrugsministeriets videnskabelige råd. 

Han og hans bror var kendt for at have en høj forretningsmoral. 

Blandt V.I. Blandovs publikationer er : "Prigotovlenie 

syra i masla v Gollandii" (Trudy IVEO, SPB, 1869, t. 4: 371- 

388); "Artelnoe syrovarenie v Jaroslavskoj gubernii. Otčet 

zavedujuˇsčego ustrojstvom artelnych syrovaren ..." (Zemledelčeskaja 

gazeta, 1872, no 16: 249-252); "Issledovanie 

krupnogo rogatogo Jaroslavskogo skota" (Trudy IBEO. SPB, 

1873, t. 1, v. 1: 5-35; ibid., v. 2: 140-171). 

24) Sådan beskrev politimyndighederne i 1903 guvernement- 

sadministrationens regeringsfjendtlige holdning: "… særlig 

opmærksomhed påkalder lederen af guvernementsadministrationen, 

V.A. Kudrjavyj, sig (som er under konstant, 

hemmelig politiovervågning). Han har siddet på denne 

høje post i snart seks år (valgt ved to på hinanden følgende 

valg). Politisk er han absolut upålidelig. Han omgås 

åbenlyst andre politisk mistænkelige personer og beskytter 

dem på alle tænkelige måder. Under guvernør Knjazev 

(1900-1903 – forfatterens anmærkning) er der opstået helt 

unormale forhold for politisk forviste … Kudrjavyj har udelukkende 

ansat egne tilhængere i guvernementsadministrationen, 

hvilket gør det næsten helt umuligt for folk, som 

ikke er politisk kompromitterede, at komme til". 

25) A.A. Moˇzajskij (1863-1920) var søn af den russiske flyvemaskinepioner 

A.F. Moˇzajskij. Han ejede slægtsgodset 

Kotelnikovo i Vologdadistriktet i nærheden af Vologda på 

276 desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), hvortil kom yderligere 

79 desjatiner i et andet distrikt. 1908-1917 var han landembedsmand 

(med ansvar for forvaltning af landbrugsforhold 

og en vis politimæssig myndighed) i Vologdadistriktet, 

1907-1916 formand for rådsforvaltningen i Vologdaguvernementet 

og 1912-1917 deputeret ved landets parlamentariske 

forsamling, Den Fjerde Duma. 

26) Aleksej Ivanovič Endourov (1842-1906) bestyrede slægtens 

gods Bratkovo (omkring 3.500 desjatiner) i Vologdadistriktet. 

I 1880erne og -90erne blev han valgt til en række 

poster i guvernements- og distriktsrådet og var guvernementets 

adeliges repræsentant i Statsbanken i 1890erne. 

Mejeriet på Bratkovo, som var åbnet i 1841, var i årene 

1875-79 forpagtet ud til V.I. Blandov. Sammen med Rieffestahl 

omdannede han godsmejeriet til andelsmejeriet 

Bratkovo, som fungerede i årene 1895-1902, og åbnede 

også et andelsmejeri i Ugolsk. Han garanterede med sin 

egen ejendom for de lån, guvernementsrådet i 1896 stillede 

til rådighed til oprettelsen af andelsmejerierne. Rådet 

takkede ham 4.3.1897 for hans indsats. Han tog initiativ 

til, at guvernementsrådet i 1902 gik i forbøn for 

Vereˇsčagin og rejste personligt til St. Petersborg for at forhandle 

med landbrugsministeriet, da Vereˇsčagin kom i 

økonomiske vanskeligheder i 1902. 

27) Aleksandr Ksenofontovič Eremeev (1844-1916). Ejer af 

godset Ostachovo (439 desjatiner) i Vologdadistriktet og 

andre ejendomme. Uddannet søofficer (1862) og på Tek- 

ROTUNDEN NR. 22 23

nologisk Institut i St. Petersborg (1863-1868). Valgt til 

guvernements- og distriktsråd i 1870erne. Leder af guvernementets 

rådsforvaltning (1904-1906). Deputeret ved 

Den Første Duma (1906-1907), guvernementets repræsentant 

i Statsrådet (fra 1909). Godsets mejeri var forpagtet 

ud til P.F. Vinogradov, Edimonovo-elev, som satte cheddarfremstilling 

i gang (fra 1878). Eremeevs mejeri i landsbyen 

Kuzminskoe var forpagtet ud til holsteneren I.F. Foght, der 

omlagde det til andelsproduktion i årene 1896-1898. 

Eremeev lagde sin egen bedrift om til mælkerivæsen og 

kvægavl i 1887 og udvidede kvægbestanden til 100 stk. 

28) Otčet Riffestalja … za 1902 (Jaroslavl, 1902) 

29) Ministerrådet gav landbrugsministeriet mulighed for at 

give lån til indkøb af mejeriudstyr, omlægning til dyrkning 

af foderafgrøder og forbedring af græsningarealernes produktivitet 

(Vysočajˇsee utverˇzdenie, 27.5.1910). 

30) I 1912 var der ifølge den officielle russiske statistik registreret 

460 andelsmejerier, som fungerede i overensstemmelse 

med ministerielt godkendte vedtægter, og yderligere 

3000 andelsmejerier med egne vedtægter. 

31) N.T. Domnin: Otčet zemskogo specialista moločnogo 

chozjajsta Jaroslavskoj gubernii zemskoj uprave" (Jaroslavl, 

1913). 

32) Vologdas Landboforening (VOSCh) blev oprettet i 1908. 

Foreningen udgav 1910-1916 bladet "Severnyj chozjain". I 

1911 havde den 232 medlemmer, af hvilke kun 101 var 

bønder. I 1912 fik foreningen en kommerciel afdeling, 

som 41 andelsmejerier havde andele i. Afdelingen opererede 

ikke med egen omsætningskapital, men ved hjælp af 

kreditter, som den optog med afsendt smør som garanti. 

Den formidlede i 1912 salg af 69.968 pud andelssmør til 

en værdi af 1,1 mill. rubler. Aktionærerne fik 16 rubler 13 

kopek pr. pud smør. Under krigen udvidede afdelingen sine 

aktiviteter. I 1917 solgte den 161.000 pud smør og formidlede 

salg af 482 centrifuger. Landboforeningen gjorde et 

spædt forsøg på at ændre den paradoksale situation med 

opkøbspriserne i Vologda, hvor primasmør gik til samme 

pris som andensorteringssmør. I 1912 begyndte den at 

sortere det modtagne smør i to kvalitetsgrupper med tilsvarende 

forskellige priser. Prisforskellen var imidlertid kun 

på 25 kopek pr. pud, mens den på verdensmarkedet var på 

ca. 2 rubler. Foreningen var et af hovedcentrene i Vologda 

for politisk agitation. Den kendte Vologda-andelsmand, 

24 


A.N. ˇ Svecov, skrev, at initiativtagerne til dannelsen af landboforeningen 

var radikale lokalrådsfolk og politisk forviste. 

I 1915 skrev politimyndighederne i Vologda (25.10.1915, 

løjtnant Solovev): " … Vologdas Landboforening er arnested 

for social-revolutionær agitation. Agitatorerne bruger 

almindelige foreningsmøder til egne politiske formål." Rieffestahl 

og guvernementets rådsforvaltning ignorerede foreningens 

eksistens og initiativer, indtil det viste sig, at den 

kommercielle afdeling vitterligt havde succes (Severnyj 

chozjain, 1913, no 5-6: 47). 

33) Reglerne "Objazatelnye postanovlenija ob ustrojstve i 

soderˇzanii maslodelnych zavodov" trådte i kraft 17.4.1911. 

34 Udarbejdelsen af vedtægterne var overdraget N.V. 

Vereˇsčagin af deltagerne i Den Alrussiske Kongres for Landmænd 

under Den Kejserlige Moskovitiske Landboforening 

(IMOSCh) (landsdækkende) og godkendt af ministeriet 

20.3.1899. 

35) Rieffestahl var forfatter til brochuren. 

36) Rieffestahl tænker her på mælkerivæsenet i europæisk 

Rusland, idet Sibiriens førende stilling på området var ubestridt. 

37) K.Ch. Riffestal: Otčet rajonnogo specialista po moločnomu 

chozjajstvu. Za vremja c 1 oktjabrja 1912 po 31 marta 

1913 g. i ˇ Zurnaly Vologodskogo gubernskogo zemskogo 

sobranija II očerednoj sessii XV trechletija" (Vologda 1914). 

Zasedanie 13-e (16.12.1913). Rieffestahls rapport dækker 

kun seks måneder. Det skyldes et dekret fra landbrugsministeriet 

(no 18273 fra 9.3.1913) om, at alle mejeriteknikere 

og mælkerivæsenskonsulenter skulle gå fra Rieffestahls regi 

over til guvernementsagronomen N.P. Gaevskij, som fra 

1.4.1913 blev leder af arbejdet. Rieffestahl gik på pension 

som følge af sygdom. 

Forfatteren vil gerne takke G.H. Kozina, A.L. 

Minaev, og N.A. Sadokova, alle Vologda, og 

også Irina og Kristina Lozovskaja, St. Petersborg, 

A.N. og P.V. Uˇsakova, St. Petersborg og 

O.N. Nikolaev, Korolev (i Moskvaregionen), 

for adgang til Rieffestahl- og Bumanfamiliens 

familiearkiv.

Inge Marie Larsen 

En dansk familie i Vestsibirien, 1899-1919 

I de første tiår af 1900-tallet var Rusland 

og specielt Sibirien et slags forjættet 

land, et "Wild East" i rivende økonomisk 

udvikling, som virkede tiltrækkende 

på folk fra nær og fjern. Millioner 

af bønder og tusindvis af jernbanearbejdere 

fra europæisk Rusland udvandrede 

til Sibirien, sammen med europæisk-russiske 

og udenlandske forretningsfolk 

og folk af mange andre professioner. 

Blandt dem udgjorde danske 

mejerister og smøreksportører en ikke 

ubetydelig gruppe. Til denne gruppe 

hørte familien Hansen, hvis sibiriske 

tilværelse er omdrejningspunktet i denne 

artikel. 1) 

Sibirien som smørproducerende 

og smøreksporterende område 

Mellem 1891 og 1896 blev den første 

strækning af den sibiriske jernbane fra 

Uralbjergene i vest til Obfloden i øst 

anlagt. Det blev startskuddet til fremvæksten 

af en stor vestsibirisk smørindustri 

og smøreksport. Fra det første 

moderne mejeri åbnede i nærheden af 

stationsbyen Kurgan i 1894 og indtil 

Første Verdenskrigs udbrud i 1914, blev 

der fremstillet enorme mængder af 

smør i Vestsibiriens frugtbare sydlige 

landbrugsegne. I Rusland var der på 

den tid endnu ikke noget hjemmemar- 

ked af betydning for moderne mejerismør. 

Det skyldtes den russisk-ortodokse 

kirkes krav til de troende om at faste 

200 af årets dage. I fasteperioderne var 

det ikke tilladt at spise animalske produkter, 

herunder smør, og derfor kunne 

næsten hele den sibiriske smørproduktion 

eksporteres til Vesteuropa. Her var 

efterspørgselen på smør så stor, at den 

vesteuropæiske egenproduktion ikke 

kunne dække den. Smør i enorme 

mængder fra fjerne egne som New Zealand, 

Australien, Argentina, europæisk 

Rusland og Sibirien blev afsat på det 

danske, britiske og tyske marked. 

Ansporet af muligheden for at tjene 

penge og forbedre bedrift og levevilkår 

anskaffede sibiriske bønder i titusindvis 

sig flere og flere køer med henblik på at 

levere mælk til mejerier, som blev 

anlagt af købmænd eller andelsbønder. 

Eksportører fra nær og fjern tog sig af 

eksporten. Noget af det sibiriske smør 

kunne i perioder være af dårlig kvalitet, 

når det nåede frem til København, 

London, Hamburg eller Berlin. Det 

skyldtes stedvist uprofessionelle produktionsforhold, 

tørkeperioder og 

transportproblemer, kombineret med 

stærk sommervarme. Men størstedelen 

af det sibiriske smør på de vesteuropæiske 

markeder var godt andensorte- 

1) Tak til Gyda og Per Strøyer, Værløse, som opbevarede de familiebreve, der ligger til grund for artiklen, lod mig læse dem 

og andre dokumenter og gav mig mulighed for at skrive denne historie. 

ROTUNDEN NR. 22 25

ingssmør, som på grund af sin fedtede 

konsistens egnede sig bedre end alt 

andet smør til butterdej og kiks og derfor 

blev anvendt i bageriindustrien i 

Danmark og Tyskland og i enorme 

mængder i den store britiske kikseindustri. 

Men også prima sibirisk smør 

fandt vej til Vesteuropa, hvor det gik 

for at være noget af det fineste bordsmør 

på grund af den stærke, naturlige 

aroma, dets "nature", som man sagde i 

England. Fra 1902-03 og frem til verdenskrigens 

udbrud var Rusland, takket 

være den store sibiriske smørproduktion, 

verdens næststørste smøreksportør, 

kun overgået af Danmark. 

Udviklingen i den sibiriske 

smørbranche var et af mange udtryk 

for det store økonomiske opsving, som 

fandt sted i Rusland i de sidste årtier 

inden verdenskrigens udbrud. Der var 

tale om en opblomstring af industri, 

landbrug og inden- og udenrigshandel, 

om en økonomisk modernisering i stil 

med den, der var begyndt i de fleste 

vestlige lande 50-100 år tidligere, og 

om at Rusland var ved at blive en del 

af verdensmarkedet og et vigtigt led i 

den økonomiske globalisering, der 

fandt sted i tiårene op til verdenskrigens 

udbrud. I 1914 var Rusland, sammenlignet 

med USA og de fleste vesteuropæiske 

lande, det mest tilbagestående, 

regnet i indkomst pr. capita, men 

den økonomiske vækst i de to foregående 

årtier havde været lige så høj 

og i nogle sektorer endnu højere end i 

disse lande. Øst for Ural, i Sibirien, var 

den økonomiske opblomstring i visse 

områder endnu mere udpræget end 

vest for, i europæisk Rusland. Det 

gjaldt især sibirisk landbrug. Her var 

det økonomiske opsving intet sted så 

26 


markant som inden for mejerivæsenet. 

Ingen anden enkeltbranche bragte så 

megen kapital til Sibirien som smørbranchen. 

Der var mange udlændinge beskæftiget 

i den sibiriske smørbranche, bl.a. 

mange danskere. Det hang sammen 

med Danmarks position siden 1878 

som verdens førende smøreksportør. 

Danske mejerister var eftertragtede i 

andre lande som specialister i 

smørfremstillingens kunst, og danske 

eksportører havde i kraft af mange års 

erfaring gode forudsætninger for at 

varetage eksport af andet smør end 

dansk smør, fordi de havde gode forretningsforbindelser 

rundt omkring i verden 

og indgående viden om forskellige 

markeders forskelligartede behov. Mange 

danske mejerister drog til Sibirien 

for at prøve lykken, og det samme 

gjaldt smøreksportører og kontorfolk. 

Udenlandsk engagement i eksporten 

af et bestemt lands smør eller andre 

varer var og er ikke noget russisk særsyn, 

men et udbredt fænomen i de fleste 

lande. F. eks. stod to engelske eksportører 

for lidt over halvdelen af den 

danske smøreksport til England i tiårene 

inden Første Verdenskrig. Resten af 

eksporten blev varetaget af danske 

andelseksportorganisationer (20%) og 

danske enkelteksportører (30%). Helt 

nøjagtige tal er ikke for hånden, men 

et skøn tyder på, at sibiriske andelseksportorganisationer 

lige før verdenskrigens 

udbrud stod for 16% af den sibiriske 

smøreksport, private sibiriske og 

europæisk-russiske eksportører for yderligere 

20% og udenlandske eksportører 

for de sidste 64%. 

Når den lokale andel af den sibiriske 

eksport ikke var større, skyldtes det

ikke, at de lokale eksportører var dårligere 

til deres arbejde end de udenlandske. 

Det skyldtes, at Rusland indtil da 

havde været et kapitalfattigt land med 

en lille industriel sektor, et gammeldags 

landbrug, en enorm udveksling af 

varer, en tilsvarende lille pengecirkulation 

og en begrænset eksport- og 

importsektor. Da moderniseringen af 

russisk erhvervsliv satte ind i 1880- 

90erne var lokale kræfter i deres 

udgangspunkt derfor mindre godt 

rustet end deres vesteuropæiske kolleger. 

De fleste lokale erhvervsfolk måtte 

begynde fra bunden, både hvad angik 

opbygningen af den ret store kapital, 

langdistancehandelen med smør krævede, 

og viden om verdensmarkedshandel 

og forretningsforbindelser på afsætningsmarkederne. 

Det gav udenlandske 

firmaer mulighed for at komme til at 

spille en betydelig rolle i varetagelsen 

af smøreksporten. Det massive udenlandske 

engagement i den sibiriske 

smøreksport gav ganske vist anledning 

til en del lokal og national irritation og 

fortrydelse blandt folk, der gerne selv 

ville til eller følte sig ydmygede af det, 

de opfattede som ulige konkurrence og 

overherredømme fra udenlandsk hold. 

Men det gav også den i forvejen betydelige 

lokale aktivitet på smøreksportområdet 

yderligere et skub fremad, især 

i form af oprettelse af lokale eksportsammenslutninger, 

privat- såvel som 

andelsbaserede, og det var, takket være 

den større kapitalstyrke, med til at 

finansiere anlæggelsen af tusindvis af 

mejerier, bære eksporten oppe og bane 

vejen for det fremspirende sibiriske 

erhvervsliv. 

Selvom den sibiriske smøreksport 

Troickajagade, Kurgans hovedstrøg. Kurgan, ca. 1900. I forgrunden brandstationen. B.N. Karsonovs 

privatarkiv. 

ROTUNDEN NR. 22 27

var et kolossalt foretagende af stor 

betydning for områdets, de sibiriske 

bønders og de øvrige involveredes økonomi, 

er det ikke noget særlig velbeskrevet 

kapitel i Ruslands økonomiske 

historie. Det skyldes, at den succesrige 

sibiriske smørbranche var et tabubelagt 

emne i det totalitære, antikapitalistiske 

sovjetiske mangelsamfund, et tabu, 

som virkede afsmittende på den vestlige 

ruslands- og sovjetforskning. Derfor 

er også vores viden om de danskere, 

der drog til det forjættede land, begrænset. 

Hvordan formede deres arbejde 

og tilværelse sig i det fjerne Sibirien? 

Blandt de mange danskere, som 

involverede sig i den sibiriske smøreksport, 

var Otto Hansen, som var 

smøropkøber og filialbestyrer for et 

stort dansk smørfirma i den vestsibiriske 

stationsby Kurgan fra 1899 til 1903 

og drev forretning i byen mellem 1910 

og 1919. Borgerkrigen, som fulgte efter 

bolsjevikernes magtovertagelse i 1917, 

tvang i 1919 Otto Hansen til, ligesom 

så mange andre indenlandske og udenlandske 

forretningsfolk, at indstille 

virksomheden, forlade Rusland og se i 

øjnene, at store personlige værdier uafvendeligt 

var gået tabt, ligesom måske 

hele den store smørbranche, han og 

tusindvis af andre involverede, lige fra 

bønder til bankdirektører, havde været 

med til at opbygge. Først i 1964 kom 

produktionen af sibirisk smør op på 

samme niveau som i 1913. Der var nu 

ikke længere tale om smøreksport, for 

produktionen blev opslugt af det store 

hjemmemarked, der i efterhånden var 

opstået. 

Denne artikel handler om familien 

Hansens liv, først og fremmest deres 

dagligliv, i Kurgan i perioderne 1901- 

28 


1903 og 1910-1916 og om afslutningen 

på Otto Hansens sibiriske virke i 1919. 

Kilderne til historien er først og fremmest 

breve, Otto Hansen og især hans 

kone Jacoba skrev hjem til forældre og 

søskende i Danmark, slægtsstudier, 

foretaget af familiens efterkommere, og 

en ph.d.-afhandling, artiklens forfatter 

forsvarede ved Syddansk Universitet i 

2002. 

Jacoba Hansen døde i Kurgan i 1916 

i en alder af 37 år og blev begravet dér. 

Ud over sin mand efterlod hun sig to 

døtre på 10 og 12 år. Hendes tidlige 

død vendte op og ned på hendes 

mands og børns tilværelse, men døtrene 

bevarede mindet om hende og deres 

lykkelige barndom i Kurgan, sammen 

med en stærk følelse af forbundethed 

med byen, en forbundethed, som gik 

videre til familien i næste generation 

og var medvirkende til, at den gemte 

Jacoba og Otto Hansens breve til efterkommerne 

og eftertiden. 

Kurgan, 1899-1903 

Otto Eduard Stenersen Hansen, født 20. 

november 1877 i Tullebølle på Langeland, 

voksede op i Longelse, hvor hans 

far var præst. Efter endt skolegang kom 

han i handelslære i Nakskov, og i 1899, 

efter at have aftjent sin værnepligt i 

Den Kgl. Livgarde, blev han ansat i det 

store danske smøreksportfirma Carl 

Holbek. Carl Holbek havde opereret i 

Sibirien siden 1898, og den nyansatte 

Otto Hansen rejste foråret 1899 til stationsbyen 

Kurgan i Vestsibirien for at 

tiltræde en stilling som kontorist ved 

Carl Holbeks filial. Otto Hansens chef i 

Kurgan var den 24-årige filialbestyrer 

Thomas Segelcke, en nevø af professor 

ved Landbohøjskolen i København,

Karakteristisk, hvidmalet smørtog. Kurgan, 1908. Foto: A. I. Kočeˇsev. B.N. Karsonovs privatarkiv. 

Thomas Riise Segelcke, dansk mejerivæsens 

kendteste foregangsmand. Lige 

inden afrejsen forlovede Otto Hansen 

sig med sin kusine, Anna Gyda Jacoba 

Burhøi, kaldet Jacoba eller Koba, født 

12. juni 1879 i Odense. Jacoba Burhøi 

var gartnerdatter. 

Omkring Kurgan (10.000 indbyggere 

midt i 1890erne) opstod der, takket 

være den sibiriske jernbane, gode transportmuligheder 

og billige transportpriser, 

et moderne mejerivæsen, som på 

kort tid bredte sig langs jernbanen og 

de store floder videre østpå ud over 

resten af det sydlige Vestsibirien. 

Omdrejningspunktet for den sibiriske 

smørproduktion og -eksport var som 

nævnt en kolossal efterspørgsel efter 

smør på de centrale smørmarkeder i 

Vesteuropa. København var indtil 

1902-1903 hovedafsætningsmarked for 

sibirisk smør. Eksporten til København 

blev varetaget af danske firmaer, der 

opererede fra filialer i Sibirien. Det 

første danske og udenlandske eksportfirma 

i det hele taget i Vestsibirien var 

E.F. Esmann ved direktør H. P. Hjerl 

Hansen, Hjerl Hedes grundlægger, og 

filialbestyrer Carsten Korch, som åbnede 

eksportkontor i Kurgan i 1897. Året 

efter fulgte Carl Holbek og derefter, 

slag i slag, det ene store danske 

smørfirma efter det andet. Firmaerne 

anlagde efterhånden filialer i alle store 

byer i de vestsibiriske smørområder. En 

del danske smørfirmaer eller individuelle 

smøropkøbere købte smør op for 

engelske firmaer, som i modsætning til 

de danske kun sjældent opererede med 

filialer. En del af det sibiriske smør gik 

til den danske bageriindustri, resten 

blev eksporteret videre (transiteret) fra 

ROTUNDEN NR. 22 29

København til England og Tyskland. 

Fra 1902-1903 overgik Danmarks førende 

position til det engelske marked. De 

danske sibiriensfirmaer begyndte at 

eksportere størstedelen af det sibiriske 

smør direkte fra de baltiske udskibningshavne 

til det britiske marked, 

uden om København, ligesom deres 

russiske, engelske og tyske konkurrenter. 

Transithandelen med sibirisk smør 

stagnerede, men fortsatte frem til 

Første Verdenskrig på nogenlunde samme 

niveau som i 1902-1903. I 1914 var 

det tyske marked for russisk smør 

næsten lige så stort som det engelske. 

Samme år udgjorde sibirisk smør 90% 

af den russiske smøreksport, som nu 

var næsten lige så stor som den danske. 

Livet i Kurgan var hårdt for den 

nyankomne dansker. Ved nytårstid 

skrev han hjem til sin søster Ally i 

København: "Jeg har det jo nok rart og 

godt heroppe og er sammen med et 

storartet og flinkt Menneske [filialbestyrer 

Thomas Segelcke], men jeg savner 

dog i de ledige Timer I Kære derhjemme." 

Mest af alt savnede han sin 

forlovede: "Jeg ville rigtignok ogsaa 

ønske hvis det er Guds Vilie at jeg skal 

blive her i Sibirien i mange Aar, at jeg 

snart kunne faa Koba herop, thi det ville 

forandre Livet heroppe kolosalt, som 

det er for Tiden da er det skrækkeligt, 

men hvad skal man gøre man maa jo 

se at holde ud saalænge man kan". 

Til gengæld gik forretningen strygende. 

Holbek havde tjent 75.000 kr på filialen 

allerede det første år. Filialbestyrer 

Segelcke fik 2.000 kr i løn og 10% af 

nettofortjenesten, i 1899 i alt 9.500 kr 

– "en Flot Gage for en ung Mand paa 

24 Aar". Otto Hansen selv fik 1000 kr 

det første år, plus kost og logi. Han reg- 

30 


Jacoba og Otto Hansen som nygifte. Odense, 

1901. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

nede ikke med at kunne lægge noget til 

side, for han skulle købe møblement til 

sin stue. Til gengæld for den rimelige 

løn og gode forretning oplevede han 

imidlertid "saa meget slet og saa megen 

Elendighed at jeg snart ikke ved hvad 

der er bedst. Her oppe har man saa at 

sige ikke et Menneske hvormed man 

kan tale om hvad man har Lyst til, ja 

man bliver rigtignok forandret heroppe, 

mistænksom, indesluttet bliver 

man". 

I august 1901 blev forretningen ramt 

af en ulykke, idet den unge Segelcke 

blev dræbt af et vådeskud. Otto Hansen 

fik nu det ansvarsfulde og vanskelige 

job som filialbestyrer. Danskere overalt 

i Sibirien samlede i øvrigt penge ind til 

en mindestøtte for Thomas Segelcke. 

Otto Hansen stod for indsamlingen og 

bestillingen af støtten, og efteråret 

1902 var den på vej til byen Tomsk for 

at blive opstillet.

Ønsket om at få Jacoba til Kurgan gik i 

opfyldelse efteråret 1901. Den 21. oktober 

giftede de unge mennesker sig 

hjemme i Danmark og rejste umiddelbart 

efter til Kurgan, hvor der ventede 

dem en festlig modtagelse. Otto Hansens 

venner i byen, lokale såvel som 

udlændinge, havde pyntet opgangen til 

deres lejlighed med grønt og entreen i 

det russiske flags farver, blåt, hvidt og 

rødt. For enden af trappen, ved indgangen 

til lejligheden, stod en fugl med et 

brev i næbbet, hvorpå var skrevet "Velkommen 

hjem", og inde fra lejligheden 

strømmede tonerne fra den russiske 

nationalmelodi de nygifte i møde fra 

en spilledåse. Om aftenen inviterede en 

tysk ven det unge par på champagne, 

konfekt og frugt. Turen frem og tilbage 

foregik i kane gennem byens snedækkede 

gader. Lejligheden var stor og 

yndig, skrev Jacoba til sine forældre, 

"særlig var Dagligstuen meget hyggelig 

med Tæppe over hele Gulvet samt et 

par mindre under Bordet og foran 

Døren til Soveværelset, sidste en Brudegave 

fra Russeren som drak The hos os 

i Aften, vor første Gæst til et Maaltid". 

Jacoba Hansen virkede ganske uforknyt 

ved mødet med Kurgan. Om det 

var for ikke at forurolige sine forældre, 

er svært at vide, men hun udtrykte ingen 

forurettelse, beklagelse eller bestyrtelse 

over at være "havnet" i det fjerne 

Sibirien, hverken før eller siden, heller 

ikke i brevene til familiemedlemmer, 

hun stod på særlig fortrolig fod med. 

"I kan tro det var nogle usle Træhuse 

og Jordhytter vi saa inde i Rusland", 

skrev hun til forældrene kort efter 

ankomsten til Kurgan, "saa er det rigtignok 

meget bedre her i Sibirien. Vi 

kan faa alt muligt heroppe". En gang 

om ugen, når der var torvedag, tog 

ægteparret på torvet og købte ind til en 

hel uge af kød, mel og kål og hvad de 

ellers havde brug. En gås kostede kun 

80 øre, gryn og kolonialvarer var dyrere. 

Hun udtrykte begejstring over de 

kaneture, de jævnligt foretog den første 

vinter i byen, "i det mest henrivende 

Vejr". Koldt var det, men de var godt 

pakket ind i fåreskindspels og lange 

filtstøvler. I julebrevet til forældrene 

skrev hun: "Nu nærmer Julen sig med 

raske Skridt, og er det nok bedst at jeg 

faar begyndt paa et lille Julebrev at 

Tiden ikke skal løbe fra mig. Allerførst 

vil jeg ønske Eder kære Forældre en rigtig 

god og velsignet Jul. I Tankerne ere 

vi sammen selvom vi i Virkeligheden 

ere forhindrede deri, naar vi saa kun 

faar gode breve bøder det jo paa mange 

Savn, man maa heller ikke være saa 

fordringsfuld at ville have alt det Gode 

paa én Gang. Vi to unge have det nu 

godt igen. ’Skatten min’ har nemlig 

haft en meget slem Halsbetændelse. 

Han gik oppe, men var ikke mange sure 

Sild værd … Hvor er man dog glad og 

Gud taknemmelig naar saadan en Sygdom 

er vel overstaaet". 

Én ting var hende dog meget imod, 

og det var, når han tog på forretningsrejse 

lokalt, til europæisk Rusland eller 

Vesteuropa: "Otto har endnu ikke været 

ude paa den meget omtalte Rejse, men 

nu staar den lige for Døren, saa bliver 

jeg Enkemadam i 4 a 5 Dage, hu, ha! 

Jeg glæder mig sandelig ikke men det 

skal gaa jeg maa skyde Hjertet op i 

Livet …". Da han var vel hjemme igen, 

skrev hun til forældrene: "Maden her 

hjemme smagte rigtig godt i dag for 

Ottos Vedkommende efter i fire Dage 

ikke at have faaet ordentlig Middags- 

ROTUNDEN NR. 22 31

mad og for mit ved hans behagelige 

Selskab, det var ikke morsomt at sidde 

ene ved saadant et stort Bord, Maden 

ville ikke rigtig ned, det var ligesom 

der sad en Prop og skød den op igen, 

hvor skønner man dog dobbelt paa 

hvor dejligt vi have det naar man har 

prøvet at undvære hinanden". Jacoba 

brød sig ikke om at være alene hjemme 

og undvære "Skatten sin", som hun 

altid kaldte sin mand. Når det var 

muligt, ville hun tage med ham på 

lokale forretningsrejser, hvis det da 

ikke er "for trist for mig at trave om 

mellem de lugtende Bønder en hel 

Dag". Jacobas modvilje mod adskillelsen 

fra sin mand forsvandt heller ikke 

da parret fik børn, og hun blev bestyrer 

af en stor husholdning. Ubehaget ved 

adskillelsen fulgte hende resten af hendes 

liv. 

Det første besøg i en af Kurgans kirker 

gjorde et stort indtryk på hende. 

Hun beskrev kirken som "voldsomt 

flot". Hun var imponeret over helgenbillederne 

og undrede sig ved det uvante 

syn af menigheden, som ikke sad 

ned, som hjemme i Danmark, men 

stod op "eller ligger på Knæ, ja, de gaar 

endog saa vidt at de slaa Hovederne 

mod Gulvet at naar det er store Syndere 

de beder om Tilgivelse." Præsten 

havde langt Haar og lignede Tordenskjold, 

og koret sang smukt. Det 

mindede om juleaften derhjemme, når 

32 


man så bort fra al røgelsen, som luften 

var så tæt af, at man ikke kunne holde 

ud at være i kirken i længere tid ad 

gangen. 

Jacoba gik straks i gang med at lære 

russisk, og inden længe fortalte hun 

glad sine forældre, at tjenestefolkene 

var begyndt at hviske, når hun nærmede 

sig, at hun ikke skulle forstå, hvad 

de sagde, men skrev også, at russisk 

dog var "et forfærdelig vanskeligt 

Sprog". 

Vinterdagene var præget af en vis 

ensformighed. Til daglig stod de op 

klokken 8 og drak morgente, hvorefter 

han gik på kontoret, hun i køkkenet. 

Der var frokost klokken 1, måske en 

køretur mellem 3 og 4-5 og aftensmad 

klokken 6. Om aftenen læste han højt 

for hende, mens hun hæklede, broderede 

eller syede, i hånden eller på den 

symaskine, hun fik i julegave af sin 

mand i 1901. Aftenerne blev også brugt 

til brevskrivning og russiskstudier. De 

fik ofte besøg af deres bedste venner i 

Kurgan, en anden dansk familie Hansen, 

Karl Alfred Hansen og hans kone, 

eller gik på besøg hos dem, op til to 

gange om ugen - for at spille whist. Der 

var seks danske familier i byen med 

efternavnet Hansen. Karl Alfred Hansen 

var smøropkøber for Petersborgfirmaet 

H.J. Pallisen (russ. G.I. Pallizen), grundlagt 

af danskeren Hans Jessen Pallisen 

(1812-1882). 2) 

2) H.J. Pallisen var søn af en Aalborgkaptajn. Han fulgte faderen på sejladserne i Østersøen og blev ansat som kontordreng 

ved et hollandsk firma i Skt. Petersborg som 15-årig. Som 30-årig grundlagde Pallisen Handelshuset H.J. Pallisen og senere 

også to papirfabrikker. Han var direktør for disse virksomheder og dansk generalkonsul i St. Petersborg indtil sin død i 

1882. Foretagendernes ledelse bestod omkring 1900 fortrinsvis af efterkommere efter Pallisen og andre danskere, der havde 

bosat sig i Rusland i 1870-80erne.

Otto Hansens kontor, Dvorjanskaja ul. (Adelgade). Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

De unge nygifte fejrede Otto Hansens 

fødselsdag den 2. november 1901 med 

at invitere deres russiske ven Scharlov 

til middag og gå i teatret. Jacoba var 

overrasket over, hvor fin teatersalen 

var. Der var parketgulv og "under Loftet 

hang to virkelig smukke Lysekroner jeg 

tror med 6 Lamper i hver". Musikerne 

derimod måtte nøjes med to køkkenbliklamper. 

Jacoba og Otto Hansen tilbragte 

deres første fælles juleaften hos Karl 

Alfred Hansens: "Juleaften tilbragte vi 

hos gamle Hansens, … fik Gaas og Kalkunsteg, 

nej, først Risengrød, med Mandelgaver, 

Snebolde og endelig Æblekage, 

saa hun havde rigtig anstrengt sig for at 

dupere Rakket. De havde et rigtig nydeligt 

lille Juletræ, hvorom vi alle dansede 

og sang". I juledagene aflagde man i 

øvrigt hinanden visit, ønskede glædelig 

jul, drak et glas vodka eller vin, slugte 

en bid brød med en sardin, sad ned i 

fem minutter og tog så videre. "… det 

er en ejendommelig Skik", skrev Jacoba 

til sine forældre, "jeg synes, det maa 

være rædsomt, godt er det at jeg ikke 

skal være med til den Tortur". 

Derhjemme havde hun arrangeret 

dansk jul. Juletræet var af fyr og pyntet 

med hvide lys og vat og glimmer. Det 

unge par inviterede deres danske og 

russiske venner til dansk julefrokost. 

Jacoba fremstillede små flag, danske til 

de danske gæster, russiske til de russiske, 

og serverede "Medisterpølse og stuvede 

Kartofler, Sardiner, Hummer, stegte 

Agerhøns, Leverpostej, Ost og andet 

som hører til koldt Bord, derefter Rødvinsbudding 

med Cremesauce". De blev 

også inviteret til selskab hos Scharlov, 

hvor der først var koldt bord og senere 

på aftenen, ved 11-tiden, tre varme retter 

og dessert. Til alles store begejstring 

var Otto Hansen i dagens anledning 

trukket i garderuniform. 

Om søndagen og ved andre højtider, 

hvor der blev lavet stor middag hos 

ROTUNDEN NR. 22 33

Kurgans bedre borgerskab, strømmede 

tiggerne til køkkenerne. Jacoba skrev: 

"Det er Søndag Formiddag og det er 

næsten ikke til at være i Køkkenet for 

Tiggere, de faar som Regel et Stykke 

brød, men naar de se ’Barina’ [fruen] 

som jeg kaldes vil de ogsaa have Penge 

og der er næsten ingen Grund til at 

give dem, da de fleste gaar hen og drikker 

dem op". Der kunne komme op til 

10 til 15 mænd med koner og børn i 

løbet af middagsforberedelserne. 

Hansens tilbragte påsken 1902 

blandt landsmænd i Omsk. Rejsen var 

anstrengende, men de havde haft behageligt 

rejseselskab af Kurgans elskværdige 

borgmester, F.V. ˇ Svetov. Påsken faldt 

i april, netop som foråret og tøvejret 

satte ind, og gaderne i Omsk var så 

mudrede, at vognhjulene kørte i pløre 

til akslerne. Jacoba skrev hjem: "Paaskedag 

var vi hos Korcks! anden Paaskedag 

til Frokost hos Lefeldts en Søn af gamle 

L. paa Langeland, de havde et flot og 

yndigt stort Hjem, samme Dag til Aften 

hos en Ungkarl Hr. Søndergaard, næste 

Dag til Frokost hos Dorf, ogsaa ugift, 

og til Aften hos Korck’s, alle Steder var 

næsten alle vi Danskere samlede, saa 

det var rigtig morsomt. Gaderne var 

skrækkelige, jeg overdrive aldeles ikke, 

nar jeg fortæller at Hjulene gik i Pløre 

til Axelen mange Steder, det var mindre 

hyggeligt, jeg sad i stadig Skræk for 

at vælte". Korck’s, som Jacoba omtaler, 

var Carsten Korch, det danske firma 

E.F. Esmanns filialbestyrer i Omsk, og 

hans kone Julie. 3) 

34 


Med forårets komme begyndte søndagsudflugterne 

i Kurgans smukke 

omegn. Der var hvide anemoner, hvis 

blomster var meget større end anemoneblomsterne 

hjemme i Danmark. 

Udflugterne var en behagelig afveksling 

fra byen, som var frygtelig støvet og 

ofte "rædsomt varm". Allerede midt i 

juli blev fornøjelsen ved udflugterne 

imidlertid noget mindre på grund af 

umådelige mængder af myg, der kunne 

være så store som oldenborrer, og hvis 

stik var meget generende. 

I sine breve hjem til familien i Danmark 

skrev Otto Hansen ikke meget om 

sit arbejde. En enkelt gang fortalte han 

dog lidt om de sibiriske bønder, han 

handlede med. Hvert år i januar kom 

bønder i stort tal til Kurgan for at indgå 

kontrakt med eksportørerne om det 

kommende års smørleverancer. I januar 

1902 var Otto Hansen for første gang 

med til disse forhandlinger. Det var 

vanskeligt at komme overens med bønderne, 

skrev han til sine forældre, "da 

de, skønt uden at være i besiddelse af 

Kundskaber og Dannelse ere meget 

durkdrevne og pengegridske". I forbindelse 

med kontraktforhandlingerne i 

januar 1903 skrev Jacoba i et brev at: 

"… vi have haft et Rykind af smørede 

Bønder! Der er virkelig nogle af dem 

som bære saadanne Faarepeltse, at man 

kan frygte for at blive hængende om 

man rørte ved dem. Og saa formaar 

saadanne Karle endda at lave temmelig 

godt Smør, et Bevis paa, at man ikke 

kan skue Hunden paa Haarene og der 

3) Carsten Korch havde arbejdet for E.F. Esmann siden 1896, først som filialbestyrer i byen Vologda i europæisk Rusland, 

derefter, fra 1897 til 1902, som leder af E.F. Esmanns første sibiriske filial i Kurgan, og nu altså som leder af Omskfilialen. 

Mellem 1908 og 1916 var han bestyrer for det store danske firma Det Sibiriske Kompagnis (en fusion af Carl Holbek og E.F. 

Esmann) største filial i Sibirien i byen Barnaul. Carsten Korch var fætter til forfatteren Morten Korch.

se hvad den indeholder". De sibiriske 

bønder var altså ikke tabt bag af en 

vogn, hverken hvad angik smørfremstillingens 

kunst eller kunsten at tjene 

penge. 4) 

Efteråret 1902 fik Otto Hansen tilbudt 

arbejde som repræsentant i London 

for et russisk smørfirma, hvis Londonadresse 

var Finsbury Pavement, 70. 

Han tog straks imod tilbuddet. Forholdene 

havde været vanskelige i 1901 og 

1902, så vanskelige, at han bare havde 

lyst til at lægge Sibirien bag sig, én 

gang for alle. Mange firmaer havde fået 

et knæk, også nogle af Carl Holbeks filialer 

og mejerier længere inde i landet. 

Ifølge Otto Hansen skyldtes det først og 

fremmest konkurrencen mellem eksportørerne, 

som han kaldte "slem og 

Otto Hansen, siddende på kærren, i kontorets gård. Kurgan, 1915. 

Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

meningsløs". Hertil kom, at han følte, 

at han levede i en udørk. Han trængte 

til nye indtryk og udfordringer. Jacoba 

gav ikke udtryk for hverken glæde eller 

sorg ved udsigterne til at skulle forlade 

Sibirien, men efter nogen tid i England 

skrev hun dog til sine forældre, at de 

syntes meget bedre om London end 

Sibirien! 

Familien Hansen opholdt sig i England 

i tre år. Her fik ægteparret to døtre: 

Inge, født 18.9.1903, og Ellen, født 

12.1.1906. En stor sorg ramte dog familien: 

En lille søn døde i 1905, knap et 

halvt år gammel. 

Efteråret 1905 fik Otto Hansen imidlertid 

tilbud om en stilling som smøropkøber 

for et af de største engelske 

fødevarefirmaer, Lovell & Christmas, i 

ROTUNDEN NR. 22 35

yen Rybinsk i et af europæisk 

Ruslands vigtigste smøreksportområder, 

nogle hundrede kilometer nord for 

Moskva. Startlønnen var 6.000 kroner, 

1.200 kroner mere end den løn, han fik 

i England. Han slog straks til, rejste til 

Rybinsk i januar 1906 og åbnede egen 

forretning. Resten af familien sluttede 

sig til ham noget senere. I samme by 

drev også Otto Hansens halvbror Emil 

smøreksportforretning. Opholdet i 

Rybinsk varede i fire år. Det er en periode 

i familien Hansens liv, som vi 

springer over i denne sammenhæng for 

at gå videre til artiklens egentlige ærinde, 

familiens liv i Sibirien. 

Kurgan, 1910-1916 

Engang i 1909 besluttede familien Hansen 

at forlade Rybinsk og flytte til Kurgan 

igen. Otto Hansen skulle købe 

smør op for Lovell & Christmas og drive 

egen forretning. I januar 1910 rejste 

han i forvejen og åbnede eksportkontor, 

"Otto Eduardovič Ganzen", med 

opkøb af smør og salg af mejeriudstyr. 

Jacoba og børnene måtte vente i Rybinsk, 

indtil Jacoba var blevet helt rask 

efter at have haft dårligt ben. Jacoba 

skrev til sine forældre, at hun glædede 

sig til at komme tilbage til Kurgan. 

Kurgan var i mange henseender en 

anden by end den, familien havde forladt 

i 1903. Hvor den havde haft 

10.000 indbyggere i 1897, havde den i 

1909 34.000, og det økonomiske aktivitetsniveau 

var et ganske andet og høje- 

36 


re. Der var snesevis af små og store 

industriforetagender med hundredvis 

af ansatte, hundredvis af små og store 

butikker, seks apoteker, to boghandler, 

to trykkerier, fem fotografiske atelierer, 

fem hoteller og otte herberger, to 

hospitaler, fire banker og som noget 

helt nyt en restaurant, to konditorier 

og en meteorologisk station. Hertil 

kom ti forhandlere af landbrugsmaskiner, 

hvoraf de syv var udenlandske, 

tolv forhandlere af mejeriinventar, 

hvoraf de ni var udenlandske, fire store 

kvæghandlere, tre store slagterier, hvoraf 

et var danskejet, fem store ægeksportører, 

tolv smøreksportkontorer 

(syv danske, to engelske og tre russiske) 

og to bryggerier. 

I marts 1910 var familien Hansen 

atter samlet i Kurgan, og Jacoba arrangerede 

umiddelbart efter sin og børnenes 

ankomst middag for familiens danske 

bekendte i byen. Blandt dem var hr. 

Brüel og frue fra det store danskdrevne 

eksportslagteriforetagende, Brüel & 

Thøgersen. Gæsterne fik "Sterletsuppe, 

Kalvesteg med tørrede grønærter, 

udkogte Kartofler og mit nyeste Syltetøj, 

det ligner lidt Tyttebær, det er det 

eneste der kan skaffes nu. Decerten var 

Trifles, dertil fik vi Rødvin og Madeira 

og derefter Aftenskaffe". 4) 

Otto Hansens forretning gik ovenud 

godt, og familien havde ingen økonomiske 

problemer. "De tjener tykt for 

Øjeblikket", skrev Jacoba på et tidspunkt 

hjem, "det er saa rart for Otto at 

4) Eksportslagteriet Brüel & Thøgersen fremstillede saltet og røget kød, pølser og konserves, der blev solgt over hele 

Rusland og eksporteret til Vesteuropa. Foretagendet var grundlagt i Kurgan i 1907 og havde 20 kontorer rundt omkring i 

Sibirien. På eksportslagteriets grund ligger der i vore dage stadigvæk et stort slagteriforetagende

Floden Tobol er gået over sine bredder. Kurgan, ca. 1914. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

Markedet er gaaet op og han har købt 

heldigt". På kontoret havde Otto Hansen 

to danske kontorfolk og en russisk 

kontormand og i gården tre karle og 

syv bødkere til at flikke smørdritler 

sammen. Efter et års tid købte han en 

mølle i landsbyen Lopatinskoe og 

anlagde et par mejerier, formodentlig 

sammen med Lovell & Christmas. Udover 

at opkøbe og eksportere smør solgte 

han soda, karskrubbere, salt og centrifuger. 

Familien havde to unge piger i 

huset, Darja, der var fulgt med dem fra 

Rybinsk, og en pige fra Kurgan. 

Efteråret 1910 var det deres plan at 

rejse til Danmark på ferie. Den blev 

imidlertid forpurret af, at Otto Hansen 

blev syg af tyfus. Feberen begyndte den 

28. september og holdt sig i næsten en 

måned konstant på omkring 39 grader 

om morgenen og 40 om aftenen, dag 

ind og dag ud. Først den 24. oktober 

begyndte den at falde. Behandlingen 

bestod i kolde, temperatursænkende 

bade og to pulvere om dagen, maden af 

havresuppe, citronsuppe, portvin og 

champagne. Den syge fik klippet alt 

håret af, så det ikke holdt på varmen. 

Doktor Kogan tilså patienten hver dag, 

og en sygeplejerske vågede over ham 

om natten. "Saavel vor Sygeplejerske 

som Læge er Jøder, nogle vældige Mennesker 

til at passiare, altid god Tid, vil 

gerne gøre det saa godt som muligt", 

skrev Jacoba til sine forældre. Doktor 

Kogan mente, at Otto Hansen kun 

overlevede, fordi han havde en særlig 

god konstitution. 

I rekonvalescenstiden oven på den 

alvorlige sygdom læste han Robinson 

Crusoe højt for børnene og spille kort 

med Jacoba og en anden dansk familie. 

Sidst i november gav doktor Kogan 

familien grønt lys til at rejse hjem til 

ROTUNDEN NR. 22 37

Danmark, hvor julen blev fejret hos 

Otto Hansens forældre i præstegården i 

Longelse på Langeland. 

Døtrene lod til at befinde sig godt i 

Kurgan. Når de var syge, hvilket naturligvis 

hændte, blev Jacoba frygtelig nervøs. 

Da den yngste, Ellen, blev syg, 

engang Otto Hansen var på forretningsrejse 

i udlandet i 5 uger, slog det 

Jacoba helt ud, og hun endte med at 

tilkalde doktor Kogan. Hun skrev hjem 

til Otto Hansens søster Ally, som også 

var hendes egen kusine, og i øvrigt 

sygeplejerske og begge ægtefællernes 

nærmeste fortrolige, at "det er jo også 

Fejl at være for omhyggelig, men det er 

ikke let at vide det rette, og naar vi 

først har prøvet at miste én af vore 

kære Smaa saa tror jeg at vi blive mere 

ængstelige, ja tænk hvilken stor Dreng 

Lillebror nu ville have været! Men jeg 

ved jo at som Gud ordner alle Ting for 

os, saa er ogsaa dette det bedste." 

I 1911-1913 havde pigerne en dansk 

guvernante, Otto Hansens halvsøster 

Emma. Hun passede børnene og lærte 

dem, hvad de ville have lært i en dansk 

skole, læsning, skrivning, regning, 

syning. "I skulle bare se hvor fornøjeligt 

det gaar til i Skolen i Sytimerne, 

Tante Emma læser nemlig højt for Børnene 

naar de er flittige, og for Tiden er 

det ’Onkel Toms Hytte’, den er meget 

sørgelig, saa flere Gange naar jeg er 

kommen derind har Inge og Emma siddet 

og grædt over at nogen Mennesker 

kunne være saa onde mod de stakkels 

Slaver, Ellen derimod har siddet og 

ment hun var en stor Pige at hun ikke 

græd og tilbød at samle de andres Taarer 

sammen, men da de pidskede Onkel 

Tom en hel nat, udbrød hun - hvor er 

de stykke, de Bæster, det er dog for 

38 


galt. Naturen gik over Optugtelsen, 

hun glemte at hun ikke maa bruge 

Kraftudtryk, da jeg rettede hende derfor 

syntes hun stadig at naar Slavehandleren 

var et Bæst, maatte hun da 

ogsaa have Lov til at sige det, det var 

hendes Opfattelse af den Ting, og jo i 

Grunden ikke saa gal", fortalte Jacoba 

Hansen sine forældre. 

Otto Hansen tog sædvanligvis på 

kortere eller længere forretningsrejser 

hver fjortende dag. Imens havde Jacoba 

bedre tid til at skrive breve hjem, som 

hun så indledte med at fortælle om, 

hvor meget hun savnede sin bortrejste 

"Skat", og hvor meget hun glædede sig 

til han kom hjem igen. Når Otto Hansens 

rejser gik til Kurgans nærmeste 

omegn, tog hun gerne med, af interesse, 

nysgerrighed og for at opleve verden 

sammen med sin mand. Hun skrev 

altid begejstret hjem om disse ture, 

således i januar 1911: "I kan tro jeg 

havde en fornøjelig Tur med Otto i forrige 

Uge, vi var ude at se til vor Mølle, 

jeg blev helt imponeret af den, jeg havde 

knap tænkt mig at sligt kunne laves 

her i Siberien, men maa nu til at have 

andre Tanker. Vi rejste herfra om Natten 

Kl. 12 mellem Onsdag og Torsdag, 

kom til Stationen Lepjasa Kl. 3 det var 

et vidunderligt Syn der mødte os da vi 

kom derind omkring paa Bænke og 

Borde laa Folk og sov ja endog paa Gulvet 

laa mange, hvert Øjeblik opdagede 

jeg at det var en levende Bylt der laa 

paa en anden Bylt, til sidst fandt jeg ud 

af at det var en hel Familie, Mand Kone 

og fire store Børn og til allersidst hørte 

vi et svagt Grynt og Konen rejser sig op 

og begynder at amme en ganske lille 

Udgave som jeg hidtil ikke havde opdaget, 

da det var overstaaet lagde hun sig

ned igen og trak Pelsen helt over Hovedet 

paa den lille Pige og sig selv, de 

havde nu adskillige levende paa sig thi 

hvert Øjeblik rev og gnubbede de sig 

alt hvad de kunne ...". 

Familien anskaffede sig et sommerhus, 

en såkaldt datja. Kurgan ligger fortrinsvis 

på den ene bred af floden 

Tobol, byens daværende datjaområde 

på den modsatte flodbred. Når sommerheden 

begyndte at røre på sig, som 

regel allerede midt i maj, tog Jacoba, 

børn og tjenestepiger ud til datjaen. I 

maj 1911 måtte de dog vende om ved 

første forsøg. Det "blæste og støvede 

saadan, at vi skyndsomst maatte køre 

hjem og se at blive vadskede". Landlivet 

betød, at Otto og Jacoba fik mange venner 

og bekendte, ikke fordi de inviterede 

hele tiden, som Jacoba beroligende 

skrev til sin mor, men fordi folk gerne 

ville besøge dem ude på landet. Det 

gjaldt den danskfødte Hamburgkøbmand 

Carl Jørgensen og kone, 

mejerist Stausholm fra Det Sibiriske 

Kompagni 5) og kone, den danske 

smøreksportør Emil Holm og mange 

andre. De blev også rigtig gode venner 

med deres nabo på landet, den engelske 

forretningsmand Mackenzie og hans 

kone. Landliggerne disponerede over en 

fælles tennisbane, hvor man mødtes 

om aftenen. Mændene spillede, mens 

damerne passede børn og håndarbejde, 

"det vil sige de Damer der ikke spiller", 

skrev Jacoba. Med sig på landet havde 

Hansens familiens ko, som forsynede 

dem med den fineste, fedeste mælk. Da 

Datja’en under opførelse. Kurgan, 1911. 


Jacobas døtre selv var blevet mødre 

mange år senere i Danmark og igen og 

igen fortalte deres børn om deres barndom 

i Kurgan, var en af yndlingshistorierne 

den om koen, der under et sommerhusophold 

stak af ned til floden, 

svømmede tværs over og løb ad byens 

gader hjem til sit vante opholdssted på 

gårdspladsen ved Otto Hansens forretning. 

Ved datjaen anlagde familien en 

have med mange blomster, så man kunne 

tage buketter med til byen, hvor der 

stort set ingen blomster var. 

Udflugter i byens nærmeste omegn 

hørte fortsat til familiens yndlingsbeskæftigelser. 

I 1914 gik en af turene til 

en mølle ved floden Ik, en biflod til 

Tobol. Her er et uddrag af Jacobas brev 

til sine forældre om den: 

"Mine kære Forældre! I Aften synes 

alle at være optagede af Kontorarbejde, 

saa er det ogsaa bedst jeg sender Eder 

en lille Hilsen, vi begynde nu at føle 

Sommerens komme, vi har haft nogle 

5) Det Sibiriske Kompagni blev dannet i 1904 ved en fusion af Carl Holbeks og E.F. Esmanns sibiriske forretninger. Kompag- 

niets direktør var H.P. Hjerl Hansen. Selskabet var den største enkelteksportør af sibirisk smør fra Vestsibirien til Vesteuropa i 

perioden 1904 til 1914. 

ROTUNDEN NR. 22 39

Jacoba Hansen står til venstre i billedet med sine døtre foran den hvidmalede datja. Kurgan, ca. 

1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

aldeles henrivende Køreture ud omkring! 

Én Dag vare vi ude ved en Mølle 

som ligger ved Floden Ik, en Biflod til 

Tobolfloden, der var aldeles henrivende, 

vi kørte derud paa 2 Timer og spiste 

medbragt Mad hos en Møller derude, 

hans Søn er Bankassistent, Otto kender 

den Unge her fra Byen, og var vi i Følge 

hans Invitation kørt derud! Her er 

kolossalt med Myg i Aar, saa vi var glade 

over at kunne spise vor Mad inde, 

jeg tænkte mig langt tilbage i Tiden og 

mindedes den Historie, hvor Bedstefader 

og Bedstemoder blev trakteret med 

Vælling, som blev taget op fra Gulvet 

hvor Ællinger og Ænder havde mudret 

i den, saadan gik det nu ikke til hos os, 

men under Bordet hvor vi spiste laa 2 

Kalkuner og rugede, uden for Vinduet 

gik en stor Gris og kaldte paa Brød, forklarede 

Pigen senere, i Køkkenet var et 

40 


Par Hunde, 1 kat og 5 henrivende smaa 

Killinger, Ellen var helt vild efter dem, 

havde helst lagt sig hen hos dem, men 

maatte nøjes med en i Skødet! I gaar 

vare vi ude paa vor Datsja og spiste 

Middagsmad, I kan tro den smagte i 

det Grønne, der er aldeles henrivende 

for Tiden, og hvor er vor kære Otto god 

og kærlig mod os alle, trods al hans 

Travlhed har han Tid og Lyst til at glæde 

os paa alle Maader …" 

Jacoba brugte meget tid på en anden 

yndlingsbeskæftigelse: syning. Engang 

Otto Hansen kom hjem efter en længere 

forretningsrejse, havde hun en overraskelse 

parat til ham: Nye gardiner til 

soveværelset, himmel over sengen, 

vaskebordsforhæng, natbordstæpper og 

kommodetæpper, alt sammen syet i det 

fineste stof med store røde valmuer. 

Den 21. oktober 1911 havde Otto og

Weekendsammenkomst ved tennisbanen. Kurgan, ca. 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

Jacoba Hansen tiårs bryllupsdag og 

holdt i den anledning fest for deres 

venner i Kurgan. 

I begyndelsen af 1912 kom Jacobas 

lillebror, Carl Burhøi, til Kurgan for at 

arbejde i Otto Hansens forretning. Carl 

Burhøi var meget imponeret, da det 

viste sig, at der i løbet af marts måned 

blev omsat for op til 42.000 kr om dagen. 

Det var, hvad hans tidligere arbejdsgiver 

havde omsat for om året. 

Han faldt hurtigt til i byen og viste sig 

at have let ved at lære russisk. 

I efteråret 1912 var Jacoba i Danmark 

nogle måneder for at besøge sine 

forældre og øvrige familie og blive behandlet 

for en underlivslidelse på St. 

Lucasstiftelsen. Det var hendes sidste 

besøg i Danmark. 

Tante Emma rejste hjem til Danmark 

i begyndelsen af 1913, og herefter be- 

gyndte Otto og Jacoba Hansen at forberede 

børnene på at skulle i russisk gymnasium. 

De ansatte en russisk pige, som 

var i huset fra 9 til 16 hver dag, tog sig 

af børnene og lærte dem russisk. Inge 

skulle begynde på gymnasiet i 1914 efter 

sommerferien, Ellen i 1915. Det var 

rædsomt dyrt med den russiske guvernante, 

men forhåbentlig godt, skrev Jacoba 

til kusine Ally. 

Jacoba havde det ikke helt godt og 

gik til behandling hos doktor Kogan totre 

gange om ugen, ligesom hun jævnligt 

måtte holde sengen. Men efterhånden 

var de så vant til det "og haabe stadig 

det skal blive bedre. Alle er saa kærlige 

mod mig saa de ikke ved alt det 

gode de vil gøre for at glæde mig". 

Til Ottos og Jacobas store glæde 

kom søster og kusine Ally på besøg i 

Kurgan i april 1914. 

ROTUNDEN NR. 22 41

Otto og Jacoba Hansen. Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

42 

ROTUNDEN NR. 22

I august 1914 brød Første Verdenskrig 

ud. Familien Hansen ville have været 

til Danmark på ferie om efteråret, men 

opgav på grund af krigen. Otto Hansen 

var stærkt berørt af den, både på grund 

af dens grusomhed, og fordi den truede 

hans forretning. Hertil kom, at Jacoba 

fik det dårligere. I december 1914 skrev 

han til Ally: 

"Kære Søster Ally! Hjertelig Tak for 

alle dine kærkomne breve af 8., 15. og 

19. ds. Jeg føler mig stærkt brødebetynget, 

at jeg ikke allerede for længst har 

besvaret dit kærlige Fødselsdagsbrev og 

takket for samme, det er ikke fordi jeg 

er besværet med Overarbejde, tværtimod, 

har vi saa at sige intet at gøre, 

naar undtages lidt Oprydningsarbejde. 

Smørforretningen er standset, alt Smør 

gaar til Hæren foreløbig, antagelig til 

Marts Maaned eller maaske længere. 

Hovedaxlen i Møllen knækkede forleden, 

saaledes at vi i ca. 14 Dage ikke 

have kunnet male og de 14 Dage kostede 

os c. 3000 kroner. Jacoba har ikke 

haft det saa godt som hun kunne have 

det, hun led meget stærkt Blodtab sidste 

Gang og som Følge heraf har hun i 

længere Tid været svag og træt og som 

en naturlig Følge heraf har jeg selv 

været daarlig tilpas og ikke oplagt til at 

skrive i Særdeleshed. Desuden har denne 

Krig jo ingen opmuntrende Virkning 

paa Mennesket, den er jo frygtelig 

og synes jeg bliver frygteligere for hver 

Dag der gaar, hvad skal Enden blive?". 

Otto Hansen skrev til sine forældre, 

at han var ked af, at han ikke var hjemme 

i Danmark og kunne deltage i forsvaret 

af fædrelandet, dersom Danmark 

skulle blive inddraget i krigen. Jacoba 

derimod skrev hjem til familien, hvor 

glad hun var for, at de var i Sibirien og 

hendes "Skat" i sikkerhed hos hende, 

langt borte fra krigshandlingerne. Også 

hun var stærkt berørt af krigen og skrev 

gang på gang hjem til Danmark om, 

hvorledes der var sorg i mange kurganske 

hjem, hvis forsørgere var blevet 

indkaldt. Mobiliseringen ramte også 

nogle af deres tjenestefolk, hvis familier 

de forsøgte at hjælpe så godt de kunne. 

Krigen prægede også Kurgan på den 

måde, at syge østrigske krigsfanger blev 

ført til byen. Når de var nogenlunde 

raske, blev de ført videre ind i landet 

og sat til forskellige former for arbejde, 

men der kom hele tiden nye til. Hansens 

hjalp dem med et måltid i ny og 

næ og en skjorte, døtrene strikkede 

muffedisser til dem, og i byen blev der 

samlet penge ind til dem og delt cigaretter 

ud. Russerne behandlede deres 

krigsfanger udmærket, skrev Otto Hansen 

til sine forældre på Langeland. 

Jacobas nytårsbrev til svigerforældrene 

fra december 1914, som hun skrev, 

mens Otto var på forretningsrejse, lød 

således: 

"Mine kære Svigerforældre! Endnu 

engang i 1914 skal I have en lille Hilsen 

fra os (om I da faa den) for at 

ønske Eder et rigtig glædeligt og velsignet 

Nytår, med inderlig Tak for al jeres 

Kærlighed mod os i det forløbne Aar og 

alle de forudgaaende. I gaar havde jeg 

Brev fra min kære Otto fra Petersborg, 

han befandt sig vel og var kommet 

godt over Rejsen, I dag er Otto antagelig 

i Rybinsk [på besøg hos sin halvbroder 

Emil Hansen og hans kone], hvor 

de om alt gaar vel skal have deres lille 

Søn døbt i Morgen. Gud give dem en 

velsignet Dag de kære der nede han er 

nu snart saa stor som vor lille Dreng da 

han døde, ja tænk lille Bror vilde nu 

ROTUNDEN NR. 22 43

have været 10 Aar, men vi ved jo ikke 

hvad han er skaanet for i denne Verden, 

det er godt at stole paa, at Gud 

gør alle Ting vel, og at intet sker uden 

vor himmelske Fades Villie …. Her har 

været travlt de sidste Dage og Nætter 

med, vi blev i Forgaars banket op 

Kl. 12 1/ 2 af Politiet og et Par andre Herrer. 

Daria rystede af Skræk og kunde 

slet ikke fortælle mig hvad der var i 

Vejen, det viste sig saa at det var angaaende 

Smør som skulle overtages til 

Hæren 30 Vagonger Smør skulle efterses, 

forandres Mærker, overtages forskellige 

Steder i Byen, sys ind i Bastmaatter 

[sibiriske smørdritler blev altid 

rullet ind i bastmåtter, så de ikke gik i 

stykker under den lange og hårdhændede 

transport] og være færdige i Løbet 

af 1 1/ 2 Døgn! Det har de naaet, det var 

bitterlig koldt 25 grader med Rimfrost, 

saa det var strængt for Østrigerne at 

arbejde i den Kulde [Otto Hansen havde 

ansat nogle østrigske krigsfanger], 

men Karl siger at de er vældig flinke og 

lærnemme ... I Dag er det meget mildere. 

Børnene glæde sig meget til en lille 

Køretur sammen med mig jeg har holdt 

mig inde i den stærke Kulde i Følge 

Løfte til Otto at passe godt paa hans 

Kone mens han var borte! Vær nu hilset 

paa det kærligste mine kære Svigerforældre 

med Haab om at I maa have 

det rigtig godt ved Modtagelsen af disse 

linjer ..." 

I januar 1915 blev Otto Hansens to 

karle taget til soldater, til deres familiers 

store fortvivlelse, som Otto og Jacoba 

Hansen delte. Samtidig blev Jacobas 

helbred dårligere. Det viste sig, at hun 

havde en svulst i underlivet. Da hun på 

grund af en kombination af dårligt helbred 

og krig ikke kunne rejse til Køben- 

44 


havn og blive opereret, rådede lægen 

hende til snarest at tage til St. Petersborg 

til den verdenskendte professor 

Ot. Lægen var ikke længere Doktor 

Kogan. Han havde fået et apoplektisk 

tilfælde i 1914 og var blevet uarbejdsdygtig. 

Jacoba skrev til sine forældre, at 

hun savnede ham, og at det gjorde 

Krig og mobilisering. 

Afsked med de indkaldte 

foran Troickajakirken. 

Kurgan, 1914. 

B.N. Karsonovs 

privatarkiv.

hende ondt, at han var blevet apoplektisk. 

Han havde en lille dreng på to år. 

Jacoba ville imidlertid ikke lade sig 

operere i en vildtfremmed by og besluttede 

at vente med operationen til hun 

forhåbentlig ville kunne rejse til Danmark 

foråret eller sommeren 1916. 

Inge, den ældste datter, gik i første 

gymnasieklasse og var til eksamen i 

maj måned 1915. Hun dumpede i russisk 

og skulle til eksamen igen til 

august. I de andre fag fik hun pæne 

karakterer. Ellen, familiens yngste, 

begyndte at gå i gymnasiet et år senere 

end søsteren og var til sin første årseksamen 

foråret 1916. Ligesom store- 

ROTUNDEN NR. 22 45

søsteren klarede hun sig fint, endda 

meget fint, i russisk, hvor hun fik 

karakteren fire ud af fem point på 

karakterskalaen. Hun talte russisk flydende 

og uden accent. 

Familien havde i 1915-16 en ung 

dansk dame i huset, Anna Hansen. 

Hun og Carl Burhøi, Jacobas yngste 

bror, der som nævnt var ansat på kontoret 

hos Otto Hansen, forelskede sig i 

hinanden. Hun var 9 år ældre end 

ham. De blev efter hjemkomsten fra 

Sibirien i 1920 gift og levede i et langt 

og lykkeligt ægteskab. 

De vanskeligheder, der ramte Otto 

Hansens forretning i begyndelsen af 

krigen, viste sig at være af forbigående 

karakter. Trods periodevise forstyrrelser 

og vanskeligheder gik den i alle henseender 

godt, så godt, at han i 1915 

tænkte på at flytte forretningen fra 

Adelgade (Dvorjanskaja ulica), hvor 

han havde lejet en ejendom af den kurganske 

storkøbmand Charlamov, til et 

stort palæ på byens hovedstrøg, Treenighedsgade 

(Troitskaja ulica). Otto 

Hansen beskrev palæet således: "Lejligheden 

er for elegant, det er det eneste, 

jeg har imod det, Centralvarme og 14 

Værelser, men vi lejer de syv ud eller i 

alle Tilfælde de fem. Vi får tre store 

Lokaler nedenunder til Kontorer og 

Udstillingslokale og oven paa disse faar 

vi selv nogle Store Værelser til Privatlejlighed. 

Entreen og Trappegangen er 

belagt med Marmor, alle Gulvene er 

Parket, en del af Lofterne ere Mosaik og 

Spisestuens Paneler & Loft er Mahogni. 

Til lejligheden hører en masse elegante 

46 


Møbler og Palmer. Gårdspladsen er 

meget stor med glimrende Kælder, 

Varehuse, Stald, Avtomobil Garage etc. 

etc. og hele Historien faar jeg for tre 

Aar for 2300 Kr … Huset tilhøre en 

Rigmand her i Byen som for Øjeblikket 

bor i Moskva for at holde sine Børn i 

de bedste Skoler." Huset havde kostet 

rigmanden, Smolin, 180.000 rubler, 

"men at han er ingen Forretningsmand 

siger sig selv, naar han lejer en saadan 

Historie ud til 2300 kr". Alt tyder dog 

på, at flytningen ikke blev til noget, og 

at familien blev boende i Adelgade. 6) 

Jacoba havde det rimelig godt i 

1915, men i løbet af foråret 1916 forværredes 

hendes tilstand. Hun måtte 

holde sengen oftere og i længere perioder 

ad gangen. I et af de sidste breve til 

forældrene, fra april 1916, skrev hun 

dog ikke et ord om sig selv, men om 

krigen: "Ja hvor trænges der dog til 

Fred paa Jorden, der er skrækkeligt at 

høre om alt hvad der sker hjemme i 

Europa, vi sige saa ofte at vi sidde paa 

et af de bedste Steder i Øjeblikket. For 

nogle Dage siden fik Daria Brev fra en 

af sin Mands Kammerater at han var 

efterladt saaret i en fjendtlig Løbegrav 

det har selvfølgelig gjort et dybt Indtryk 

paa hende og os andre med, samme 

Dag drog Sines Mand af, hun havde 

Dagen før faaet at vide at deres lille 

Barn var skæv i Ryggen og skulde ligge 

saa meget som muligt og om 6 Maaneder 

venter hun et Barn til …, men 

hvorfor sidde og skrive om alt det sørgelige 

det hører I jo daglig om, vi maa 

hellere glæde os over hvor uendelig 

6) Smolins palæ findes stadig. Det huser en stor erhvervsvirksomhed og et museum, som blev åbnet for få år siden og bely- 

ser købmandsfamilien Smolins virke gennem generationer i Kurgan.

godt vi har det i alle Retninger, hvor 

meget vi har at takke vor kære himmelske 

Fader for. Otto har det desværre 

ikke saa godt for Tiden … ". 

Otto Hansens breve blev mere og 

mere bekymrede på Jacobas vegne. 

Midt i juli fortalte han i to næsten enslydende 

breve til sine egne forældre og 

svigerforældrene, at der "endnu ikke er 

særlig lyse Udsigter til at hun skal faa 

Lov til at komme op og vandre i vor 

Midte, i Særdeleshed har de sidste 14 

Dage været ret trange for os alle sammen 

idet Koba i nævnte Tidsrum har 

haft to Tilbagefald, hvoraf det sidste 

har været det værste ...". Nogle dage 

senere skrev han i et fødselsdagsbrev til 

sin svigermor, at Koba havde lidt meget 

og stadig var meget svag, at hun ikke 

kunne tåle at komme op, fordi hun 

blev svimmel og dårlig, "men som sædvanlig 

er hun taalmodig og bøjer sig 

under Vor Herres Villie. Det er jo tungt 

og trist for os at vi gaa og se paa vor 

kære lille Mor maa lide som hun gør". 

Datteren Inge vedlagde sit eget lille 

fødselsdagsbrev: "Kære Bedstefar og Farmor! 

Hjertelig Til Lykke paa Fødselsdagen. 

Jeg haaber I har det godt. Vores 

stakels lille Mor ligger ennu i Sengen, 

men bliver forhaabentlig snart rask. Far 

og jeg kom hjem fra Møllen forleden. 

Jeg regnede ud at jeg havde kørt 18 

danske Mil i Løbet af 5 Dage. Den 1ste 

Dag jeg var der ude var jeg ovre at se til 

Møllen, 2de ude i deres Have og ude at 

bade der var kun varmt de 3 Dage der 

ude, men det regnede ikke, 3de Dag var 

jeg med Fruen i Marken paa stiv Vogn 

og havde Hø med hjem, 4de var jeg 

igen ovre i Marken, rundt med Fader 

og oppe i Møllen, der var meget morsomt, 

om Aftenen var jeg ude at køre, 

Midt i billedet Jacoba Hansen og datteren Ellen. 

Otto Hansen står op, sammen med datteren 

Inge. Kurgan, 1915. 


vi skulde have købt nogle Svin, men 

Manden var ikke hjemme saa vi havde 

kørt 24 verst [1 verst = 1,060 km] til 

ingen Nytte. 1 Dag var det koldt saa vi 

sad mest inde i Stuerne, men fik dog en 

Køretur og samlede nogle Bær. 5te Dag 

en Søndag drak vi The ved 10 Tiden og 

drak lidt hjemmelavet Kvas [en slags 

hvidtøl] og fik nogle Vafler før vi kørte 

klokken 12 og var hjemme klokken 9 1/2 

Aften. Vi havde ventet Mor oppe, men 

Musse laa i Sengen endnu. Mange 

kærlige Hilsener og Kys fra Eders lille 

Inge" (18. juli 1916). 

Sidst i juli blev Jacobas tilstand helt 

elendig, og den 1. august (dansk tid) 

døde hun, 37 år gammel. 

Dagen efter hendes død skrev Otto 

Hansen til hendes forældre: "Kære Svigerforældre! 

Det er svært for mig i Dag 

at skulle meddele Eder, at vor fælles 

Skat, vor kære, kære Jacoba, har forladt 

os forstedse, har begivet sig ud paa den 

lange lange Rejse, men Gud ske Lov og 

Tak hun er gaaet derhen, hvor vi engang 

haaber at mødes med hende, nogle 

af de sidste Ord hun havde paa sine 

ROTUNDEN NR. 22 47

Læber var ‘se der kommer Engelen, nu 

kommer den’. Hun sov stille hen med 

et vidunderligt Fredssmil paa de kære 

Læber den 1. August Kl. 11.50 Middag! 

Ja det elskede Menneske har faaet Fred 

og Hvile og er bleven udfriet for denne 

Verdens Trængsler. Hvor var hun dog et 

taalmodigt Menneske og hvor tænkte 

hun lidet paa sig selv ... Hun ville gerne 

have blevet lidt længere hernede paa 

Jorden, thi selvom hun jo i mange Aar 

har været en sart Blomst, og jo har gaaet 

meget igennem, saa elskede hun sine 

Børn og sit Hjem overalt, hun var en 

sjælden Mor for sine to Børn og en 

sjælden og dyrebar Hustru for sin 

Mand, hvis der eksisterede mange Hustruer 

og Mødre som hende vilde verden 

se anderledes ud. Det er trange 

Tider her i Kurgan, Deltagelsen er 

umaadelig stor, baade blandt Udlændingene 

og Russerne, men hun fortjener 

den … hun var saa meget for os andre 

og saa lidt for sig selv og alle der kom i 

Berøring med hende holdt af hende, 

saa vi der holde saa meget af hende fristes 

til at spørge hvorfor skulde hun nu 

kaldes saa tidligt herfra, men Herrens 

Veje er jo uransagelige og for hans Villie 

maa vi alle jo bøje os, hvor svært 

det end synes at kunne være. Gud give 

os alle Kraft til at bære denne store 

Sorg paa den rette Maade …". 

Jacoba blev lagt i en zinkkiste med 

en lys egetræskiste udenom, så hun ville 

kunne blive begravet i Danmark, når 

krigen engang var omme. Kisten blev 

båret hen til den lutheranske kirke af ti 

danskere og ti englændere. Hun blev 

48 


begravet den 6. august (dansk tid) på 

en af Kurgans to kirkegårde. 7) 

Kort efter Jacobas død forlod Otto 

Hansen og døtrene Kurgan for at rejse 

hjem til Danmark. Efter et kort ophold 

hos familien i Rybinsk gik turen videre 

til København, derefter til Fyn og Langeland 

og så tilbage til København. Her 

kom de to piger i pleje hos Otto Hansens 

søster Ally og hendes mand Georg 

Bølling. Jacobas bror Carl Burhøi tog 

sig imens af forretningen i Kurgan, 

sammen med Otto Hansens halvbror 

Aksel Hansen, der ellers arbejdede hos 

broderen Emil i Rybinsk, men trådte 

hjælpende til i Kurgan, umiddelbart 

efter Jacobas død. 

I september 1916 fandt Otto Hansen 

i øvrigt efter længere tids forudgående 

eftersøgning af ud af, at tjenestepigen 

Darjas mand, Dmitrij, stadig var i live 

og befandt sig et eller andet sted i Tyskland. 

Otto Hansen sendte ham en pakke 

med brød og margarine. 

Forretningens afvikling, 

1917-1921 

Nu, hvor døtrene var i de bedste hænder, 

rejste Otto Hansen i foråret 1917 

sammen med et par andre danske forretningsfolk 

via Petrograd, som Skt. 

Petersburg nu hed, til Kurgan for at se 

til forretningen. Februarrevolutionen 

samme år havde resulteret i tsarmagtens 

fald, og landet havde en overgangsregering, 

som var ved at forberede 

parlamentsvalg. Forretningsmændene 

ankom til den russiske hovedstad den 

første maj. Petrograd var præget af fest- 

7) Ingen af kirkegårdene eksisterer i dag. Begge er jævnet med jorden og omdannet til parker.

Jacoba Hansens grav. Kurgan, 1924. Per og Gyda Strøyers privatarkiv. 

ligheder, demonstrationer og møder. 

Alle restauranter var lukket, sporvognene 

kørte ikke, droscher var der ingen 

af, men en militærautomobil tog formedelst 

40 rubler danskerne med til et 

af byens fineste hoteller, Hotel d’Angleterre. 

Her var der sat plakater op om, at 

alt var optaget og lukket på grund af 

Første Maj. De danske rejsende tog 

mod til sig og ringede på alligevel. En 

søvndrukken mand dukkede frem og 

erklærede, at alt var optaget, også badeværelserne, 

men genkendte så Otto 

Hansen fra tidligere besøg og fandt alligevel 

husly til dem. "Ganske vist var 

Værelset ikke gjort i Stand", skrev Otto 

Hansen til sine døtre i København, "da 

Stuepigerne var til Stuepigevalgretsforeningsmøde 

allerede fra tidlig Morgen". 

Byen var i det hele taget voldsomt forandret. 

"Man har Besvær med at faa sig 

selv til at tro at man har set denne By 

før, thi den er forandret, og nu maa 

man jo kun haabe og ønske, at Folk her 

maa have tilstrækkelig Forstand til at 

benytte dem af deres Lykke paa den 

rette Maade". 

Ved et utroligt tilfælde løb Otto 

Hansen ind i Darjas Dmitrij på gaden i 

Petrograd. Han var netop var ankommet 

fra Tyskland og var på vej hjem til 

Kurgan. Under kampene ved fronten 

havde han fået en kugle gennem hoften. 

Der var gået alvorlig betændelse i 

ROTUNDEN NR. 22 49

hofte og ben, så stykket fra hofte til 

knæ var blevet stift, men ellers fejlede 

han ikke noget! 

Det tog de danske rejsende elleve 

dage at skaffe billetter til sovevognen 

til Kurgan. Rejsen var ikke morsom. 

Toget var overfyldt med soldater, og da 

de ankom til Kurgan, var de nær blevet 

arresteret, fordi de ikke var blevet barberet 

og vasket i de fire døgn, rejsen 

varede, og lignede skovmænd. Soldaterne 

havde brugt al vandet i toget. 

I Kurgan stod det "ikke værst til". 

Carl Burhøi og Darja havde arrangeret 

en fin velkomst, og alt derhjemme var 

næsten lige så hyggeligt, som da de var 

rejst derfra. Jacobas grav blev passet 

rigtig pænt: "Jeg var oppe ved lille Mors 

Otto Hansen, 1919. Per og Gyda Strøyers 

privatarkiv. 

50 


Grav i forgaars, Onkel Carl havde pyntet 

den med Blomster og nu Jerngelænderet 

er sat op ser Graven saa nydelig 

og fredelig ud." Ved siden af Jacoba lå 

endnu en dansker begravet, Carl Brüel, 

en af indehaverne af det tidligere 

omtalte store slagterivirksomhed Brüel 

& Thøgersen, som var død efter Jacoba. 

"Her er overalt saa smukt," fortsatte 

Otto Hansen, "Træerne ere for længst 

sprunget ud, Solen skinner hver Dag og 

dog er her saa tomt, saa uhyggelig tomt 

om Aftenen, naar jeg engang imellem 

sidder ene hjemme med mine Tanker 

og Photografierne; ja, der er gaaet mangen 

en kærlig Tanke hjem til mine to 

elskede Tuller, som jeg kun saa daarlig 

kan undvære". På Jacobas fødselsdag 

den 12. juni lagde han hvide forglemmigejer 

på hendes grav. 

Han var også ude på datjaen, men 

der var så uhyggelig tomt, at han hurtigt 

tog hjem igen. Han ønskede at sælge 

den, men det var ikke let at finde en 

køber. Brüels havde solgt deres datja til 

Denis Vasilevič Charlamov, den Kurgankøbmand, 

som ejede huset i Adelgade, 

hvor Otto Hansen havde forretning og 

privatbolig. Han havde i øvrigt været til 

te hos købmandens familie, hos Ljusja 

og Tanja Charlamova. 

Aksel Hansen og Carl Burhøi havde 

taget sig godt af forretningen i Otto 

Hansens fravær. De passede butikken i 

Kurgan, og herudover hjalp Aksel Mr. 

Roberts med at bestyre Otto Hansens 

mejeri i Kalaˇsnoe i nærheden af Kurgan, 

mens Carl tilså møllen i Lopatinskoe. 

Aksel Hansen skrev til sine niecer i København, 

at når han var ude ved mejeriet, 

levede han rigtig som på landet, 

med kålsuppe 32 gange om måneden 

og ellers bart brød med smør og ost.

Otto Hansen havde mødt pigernes 

lærerinde Marija Denisovna og hendes 

søstre. Lida, en anden af familiens gode 

russiske venner, havde været på besøg 

hos ham. Hun havde set et billede af 

pigerne og bedt om at få lov til at få 

lavet en kopi hos byens fotograf, A.I. 

Kočeˇsev. 

Sidst i juni rejste Otto Hansen hjem 

til Danmark igen. Turen gik over 

Rybinsk, hvor Emil Hansen med familie 

sluttede sig til ham, idet også de 

ønskede at forlade det urohærgede 

land. På gesandtskabet i Skt. Petersburg 

fik de udstedt et kurerpas, som gjorde 

det muligt for dem at udføre værdigenstande. 

På gesandtskabet arbejdede en 

nær ven af Hansenfamilierne som kancellist, 

Esther Aksel-Hansen, datter af 

billedhuggeren Aksel Hansen. Hun blev 

senere gift med Aksel Hansen, Otto 

Hansens bror. 

Senere på året, i oktober 1917, kom 

bolsjevikkerne til magten ved et kup, 

og kort tid efter udbrød der borgerkrig. 

Bolsjevikkerne erobrede Perm og Jekaterinburg 

foråret 1918. Otto Hansen 

fulgte nøje slagets gang, stærkt foruroliget 

over udviklingen. Ville bolsjevikkerne 

mon også nå Kurgan? Otto Hansen 

arbejdede på denne tid hos Lovell 

& Christmas i England. Han forsøgte 

på forskellig vis at få organiseret afsending 

og udskibning af smør fra Kurgan 

til Vesteuropa. Det var en vanskelig 

sag, som blev endnu vanskeligere, da 

kølehuset i Kurgan, hvor smørret kunne 

opbevares i tilfælde af transport- og 

andre vanskeligheder, i december 1918 

brændte ned til grunden. Nu måtte der 

udtænkes andre planer for smørrets 

afsendelse, og Otto Hansen besluttede 

at rejse til Kurgan for selv at tage for- 

holdene i øjesyn. 

I august 1918 fik datteren Ellen i 

øvrigt brev fra Kurgan fra Tanja Charlamova. 

Det havde været undervejs i 

fem måneder. 

Han og Brüel fra slagterifabrikken i 

Kurgan rejste sommeren 1919 til Vladivostok 

via USA og Japan. I USA benyttede 

de sig af lejligheden til at studere 

amerikansk landbrug og besøge svineslagterier, 

frugtplantager og farme. De 

var imponerede, og Otto Hansen skrev 

hjem til døtrene, at han hellere ville bo 

i USA end i Sibirien. Det eneste minus 

var, mente han, at de amerikanske farmere 

ikke var videre selskabeligt anlagte, 

boede afsondret fra hinanden og 

arbejdede hele tiden. 

Ombord på båden fra San Fransisco 

til Yokohama nåede de seneste alarmerende 

nyheder dem: Petropavlovsk, 

som lå ganske nær Kurgan, var faldet i 

bolsjevikkernes hænder. "Det vil altså 

sige", konkluderede Otto Hansen i et 

brev til døtrene, "at Kourgan for længst 

er i B’s Hænder; det er jo ikke morsomt 

at rejse derudover med den Tanke, at 

det hele maaske er brændt eller ødelagt, 

dog vi kunne jo hverken gøre fra 

eller til, og maaske er Bolschevismens 

Endeligt meget nær, jeg kan ikke se 

andet, det er umuligt, det kan vare 

længe". 

Midt i oktober 1919 ankom de to 

mænd til Vladivostok, som bolsjevikkerne 

endnu ikke havde erobret. Brüel 

boede hos en medarbejder ved Det Sibiriske 

Kompagni, Otto Hansen hos Wilhelm 

R. Knudsen, en god ven fra tiden 

i Kurgan. Knudsen havde været bestyrer 

af den stor dansk-sibiriske forretningsmand 

Søren Randrups filial i 

Barnaul, øst for Kurgan. 8) Knudsen og 

ROTUNDEN NR. 22 51

hans kone Ellen havde tre børn på 5, 7 

og 9 år. 9) 

Situationen i Vladivostok var chokerende: 

Byen var oversvømmet af flygtninge 

fra det indre Sibirien, fra de 

områder, bolsjevikkerne havde erobret. 

Blandt flygtningene fandt Otto Hansen 

Carl Burhøi og Mr. Roberts. Burhøi fortalte, 

at bolsjevikkerne ved deres ankomst 

til Kurgan havde beslaglagt Otto 

Hansens hus i Adelgade og forvist ham 

til badstuen. Da de efterhånden beslaglagde 

alt, der var ham betroet, besluttede 

han at forlade byen hurtigst muligt. 

Den 8. august forlod han og Mr. Roberts 

Kurgan med hest og vogn og 

Omsk som første mål på deres flugt. I 

Omsk lykkedes dem at komme med 

den sibiriske jernbane til Harbin og 

videre til Vladivostok, hvortil de 

ankom den 18. september 1919. Carl 

havde taget Jacobas smykker og sølvting 

med sig og havde fået mulighed 

for at rejse hjem til Odense med et ØKskib 

via Kobe, Singapore, Colombo, 

Suez, Kairo, Port Said, Marseilles og 

London. Han ankom til Odense 22. 

marts 1920. Roberts rejste hjem med et 

engelsk troppetransportskib. 

Otto Hansen og Brüel besluttede at 

blive i Vladivostok og se tiden an i 

håbet om, at situationen ville ændre 

sig. Og situationen ændrede sig, men 

52 


til det værre. Inflationen var kolossal, 

og det var især frygteligt for folk, der 

kun havde lokal valuta. Udlændingene 

i Vladivostok klarede sig, fordi de havde 

eftertragtet fremmed valuta, som 

folk gerne ville købe. Man skulle bruge 

30.000 rubler om måneden for at kunne 

leve, og det var umuligt at tjene så 

meget. Sukker og ost var ikke til at få, 

og for hver dag, der gik, blev det vanskeligere 

at skaffe brød. I det indre Sibirien 

trængte De Røde styrker De Hvide 

længere og længere østpå, og Kurgan så 

ud til at skulle forblive på bolsjevikiske 

hænder. Det forlød, at forretningen og 

hjemmet i Adelgade og møllen i Lopatinskoe 

lå i ruiner, og at Adelgade og 

Treenighedsgade var skudt sønder og 

sammen. Nu måtte de alle være sparsommelige, 

skrev Otto Hansen til sine 

døtre, for deres far havde ikke flere 

penge, og Lovell & Christmas, som 

havde været hans største og bedste 

kunde, ville ikke få brug for ham mere. 

Det var frygtelige tider for mange mennesker, 

inklusive de mange danskere, 

der havde mistet alt og rejste tomhændede 

hjem med kone og børn på ØKs 

skibe. 

I løbet af november blev det endnu 

sværere at skaffe sig de basale fødevarer, 

men Knudsens, hvor Otto Hansen 

boede, havde heldigvis et stort forråd 

8) Randrup var en af Sibiriens største forretningsfolk, ejede en stor landbrugsmaskinfabrik i Omsk, handlede også med 

smør, mejerimaskiner og andet mejeriudstyr og var gift med en russisk millionærdatter. 

9) Ellen Knudsen var søster til August Theodor Schalburg, der i mange år arbejdede i Sibirien som mejeriinstruktør og 

smøropkøber. Schalburg måtte som så mange andre flygte hjem til Danmark i forbindelse med borgerkrigen. Størstedelen 

af hans russiske kones familie blev udslettet af bolsjevikkerne, som han nærede et dybt had til. Han var far til Christian Frederik 

Schalburg, den danske nazist, som døde på Østfronten og gav navn til den nazistiske terrorgruppe Schalburgkorpset.

af kål og kartofler. Kød kunne fortsat 

skaffes, og fisk forelå i store mængder. 

Der kom stadig flere flygtninge til 

byen, også fra Kurgan. Otto Hansen 

mødte Tunik, Bogaˇsov, kolonialhandler 

Elinek, bankdirektøren og hans kone 

og "Balaksjin, hvis Datter I kendte", 

skrev han til sine døtre. 10) Han fik at 

vide, at familien Charlamov var flygtet 

til Tomsk og Smolins til Irkutsk, som 

bolsjevikkerne endnu ikke havde erobret. 

Otto Hansen mødte også den store 

dansk-sibiriske forretningsmand 

Søren Randrup i Vladivostok. 

I begyndelsen af december 1919 rejste 

Hansen og Knudsen til Harbin, hvor 

de traf den danske konsul Jacobsen og 

danske og engelske bekendte fra Kurgan 

og andre sibiriske byer. Julen holdt 

de i Vladivostok, men under forfærdeligt 

triste omstændigheder, idet Knudsens 

eneste søn, Ib på fem år, døde af 

difteritis juleaftensmorgen. Ib var Otto 

Hansens gudsøn. I 1921 fik Knudsens 

en ny lille søn, som blev født i Port 

Said, måske under familiens hjemrejse 

fra Østen. Ved nytårstid 1921 havde 

Hansen og Knudsen fået nok. De opgav 

alt håb om at komme videre ind i Sibirien 

og rejste hjem til Danmark. 

Et brev fra 1923 vidner om, at Otto 

Hansen igen var i Kurgan. På samme 

tid genoptog Det Sibiriske Kompagni 

ved direktør H. P. Hjerl Hansen eksporten 

af sibirisk smør til Vesteuropa, efter 

længere forhandlinger med sovjetmagten 

om eksportbetingelserne. Hvad 

Otto Hansen foretog sig i Kurgan, melder 

historien ikke noget om, men vi 

ved, at Det Sibiriske Kompagni efter få 

år måtte opgive at lave forretninger i 

Sibirien, fordi det ikke var muligt 

under de herskende forhold. 

I september 1921 giftede Otto Hansen 

sig med Anna Dorthea Mathilde 

Olufsen (1883-1966). I sit andet ægteskab 

fik Otto Hansen yderligere tre 

børn. Han etablerede i 1922 en filial af 

Lovell & Christmas i Charlottenlund 

og oparbejdede en betydelig forretning. 

Han døde i 1945. 

Historien om familien Hansen i Kurgan 

er naturligvis anderledes end andre 

danskeres sibiriske historie, men på 

mange måder også typisk. Danskerne i 

Sibirien nærede store forhåbninger til 

tilværelsen i Sibirien og arbejdede 

hårdt for at få del i områdets rigdomme. 

Mange led af hjemlængsel og var i 

perioder godt trætte af livet i den sibiriske 

"udørk", men satte i det store hele 

alligevel pris på nybyggerlivet i "The 

Wild East" og levede på en blanding af 

danske og sibiriske betingelser. Mange 

tjente gode penge, hvilket dog ikke 

altid var uden omkostninger, for arbej- 

10) A.A. Balakˇsin (1874-1956), var direktør for Sibiriens største andelseksportorganisation, Sammenslutningen af Sibiriske 

Andelsmejerier. Sammen med sin familie flygtede han videre fra Vladivostok til Kina og herfra til Canada, hvor han slog sig 

ned som landmand. Hans far, A.N. Balakˇsin, havde siden 1910 boet i London og herfra ledet andelseksportorganisationens 

arbejde med at sælge sibirisk andelssmør på det engelske marked. Han døde i London i 1921. Det lykkedes den bolsjevikiske 

stat at ødelægge eksportorganisationen og tilegne sig dens meget store værdier i Rusland, England og USA. 

ROTUNDEN NR. 22 53

det var hårdt og krævende og levevilkårene 

anderledes og vanskeligere end i 

Danmark, materielt, kulturelt og politisk, 

også selvom man hørte til de privilegerede 

i samfundet. Når enden er 

god er alting imidlertid godt, plejer 

man at sige, men det kan man ikke sige 

om udviklingen i Sibirien eller det danske 

engagement i den sibiriske smørsektor, 

for alting endte i katastrofe. 

Første Verdenskrig var begyndelsen 

til enden for Sibirien og områdets 

indenlandske og udenlandske borgere 

og begyndelsen til enden for det ellers 

så lovende og indbringende smøreksportforetagende. 

De politiske omvæltninger 

i 1917 fortsatte der, hvor verdenskrigen 

slap, og satte uigenkaldeligt 

punktum for et langt kapitel i Ruslands 

historie. Den efterfølgende borgerkrig 

betød yderligere død og ødelæggelse og 

sendte titusinder på flugt. 

Familien Hansens liv i Sibirien fulgte 

på mange måder nøje de økonomiske 

og politiske konjunkturer. Det gik fremad 

og rigtig godt i en lang periode. Så 

kom verdenskrigen, uden hvilken 

54 


Jacoba Hansen måske havde haft en 

chance for at se sine døtre vokse op. Så 

kom revolutionen og borgerkrigen, som 

satte et punktum for Otto Hansens sibiriske 

virksomhed, som han havde satset 

alt på. Perioden 1914-1919 betød et 

voldsomt brud i hans og familiens tilværelse, 

på samme måde som den gjorde 

det i den russiske befolknings og 

landets øvrige udenlandske borgeres. 

Kun med stort besvær skabte de mange, 

som måtte flygte over hals og hoved, 

sig en ny tilværelse. De, der blev tilbage, 

gik en ny tilværelse i møde i en helt 

ny samfundsorden, som viste sig ikke 

at skabe yderligere velstand, men at 

ødelægge det, der var opnået af økonomiske 

fremskridt i tiårene inden verdenskrigen 

og revolutionen, og forårsage 

nye katastrofer.

Litteratur 

Adres-Kalendar i spravočnaja kniga. 

Kurgan, 1909 

Danmark og Rusland i 500 år. 

København, 1993 

Emeljanov, N.F. (1992): 

Gorod Kurgan, 1782-1917. Kurgan 

Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy, 1850-1917. New York 

Hjerl-Hansen, H.P. (1949): 

Danske Pionerer i Sibirien. 

Efterladt Manuskript tilrettelagt af Finn Hjerl-Hansen. København 

Jensen, Bent (1993): 'Det ny Amerika.' Rusland og dansk erhvervs-liv før 1917 i: 

Danmark og Rusland i 500 år. Kbh.: 241-261. 

Jensen, Bent (1997): 'De ubegrænsede muligheders land'. 

Dansk erhvervslivs drømme om Rusland i kejserdømmets slutfase i: 

Kejserinde Dagmar, Maria Feodorovna. 

København: 209-229. 

Lando, Zelman (1923): Die Organisation des dänischen Buttergrosshandels. Berlin 

Larsen, Inge Marie (2001): 

Kampen om det sibiriske smør. Kurgan, St. Petersborg, København, London, 

1895-1905. Odense (ikke publ.) 

Mote, Victor (1976): 

"The Cheliabinsk Grain Tariff and the Rise of the Siberian Butter Industry" 

i Slavic Review, 35: 304-317 

Sohn, Ole (2002): De drog mod øst. 

Danskeres udvandring til Rusland og Sibirien 1864-1919. København 

Strøyer, Per Balslev (1995): 

Ellen Stenersen Hansen, gift Christoffersen, sygeplejerske (1906-1992). Værløse (upubl.) 

Vasiileva, Aleksandra (1997): Zabytyj Kurgan. Kurgan 

ROTUNDEN NR. 22 55

Inge Marie Larsen 

"Købmandsspørgsmålet" i Ruslands historie 

Når man taler om problemer i Ruslands 

og Sovjetunionens historie, figurer 

landbruget altid på fremtrædende 

plads. Både før og efter 1917 har det 

været et reelt problem og omdiskuteret 

spørgsmål og er det stadig. Det skyldes 

landbrugets ekstensive karakter og utilstrækkelige 

produktivitet, både før og 

efter 1917, og bøndernes gennemgående 

små og trange kår, en historisk tendens, 

der kulminerede med tvangskollektiviseringen 

under Stalin, udryddelsen 

af en stor del af landets bønder og 

forvandlingen af resten til lønarbejdere 

i et kollektivt landbrug. Store og uløste 

landbrugsproblemer er løbet som en 

rød tråd gennem russisk og sovjetisk 

historie, og det er baggrunden for, at 

man taler om eksistensen af et "bondespørgsmål" 

(krest’janskij vopros). De sidste 

to årtier inden Første Verdenskrig 

var en undtagelse i den forstand, at der 

blev gjort alvorlige forsøg på at komme 

landbrugets tilbageståenhed i forhold 

til andre europæiske lande til livs. Det 

var en periode med økonomisk opsving 

på alle fronter, også inden for landbruget. 

Produktiviteten og eksporten voksede, 

og bøndernes vilkår blev bedre. 

Almindelige bønder havde dog fortsat 

ikke samme rettigheder som andre 

grupper i det russiske samfund. De havde 

f.eks. ikke ret til at eje jord. Det var 

forbeholdt tsaren, kirken, adelen og 

nogle få andre. Bønderne havde kun 

brugsret til den som regel uudskiftede 

jord, de hver især og individuelt dyrke- 

56 


de, mens ejendomsretten var landsbyfællesskabets, 

på russisk kaldet mir, 

obˇsčina eller selskoe obsčestvo. Udskiftnings- 

og ejendomsretsreformer mellem 

1906 og 1916, de såkaldte Stolypinreformer, 

havde til formål at modernisere 

landbruget og gøre erhvervets 

udøvere til selvstændige, selvejende 

landmænd, men de blev afbrudt af 

Første Verdenskrig og skrinlagt, da 

bolsjevikkerne kom til magten (Crisp 

1976, Gatrell 1986, Gregory 1994; 

Macey 2004). 

Imidlertid hvilede heller ikke russisk 

industri, handel og finansvæsen på 

noget solidt grundlag, hverken før eller 

efter 1917. Ganske vist skete der også 

på disse områder betydelige fremskridt 

under det økonomiske opsving mellem 

1890 og 1914, men ved Første Verdenskrigs 

udbrud var russisk industri endnu 

ikke på højde med andre europæiske 

lande, og russiske erhvervsfolk havde 

ikke opnået en politisk indflydelse, der 

svarede til deres økonomiske betydning 

eller til den politiske indflydelse, middelklassen 

havde i mange andre europæiske 

lande. Landets lovgivning gav 

hverken deres person, ejendom eller 

erhverv samme rettigheder, beskyttelse 

og råderum, som andre europæiske landes 

lovgivning gav deres erhvervsliv og 

dets udøvere (Pipes 1974, kap. 8; Owen 

1991, 1995, 1999: 117). Hertil kommer, 

at købmændene ligesom bønderne blev 

afskaffet som kategori efter 1917 og 

gjort til lønarbejdere i en statsliggjort

industri- og handelssektor, i det 

omfang de ikke blev udryddet eller 

tvunget til at flygte til udlandet. På den 

baggrund kunne man meget vel antage, 

at der også eksisterede et "købmandsspørgsmål" 

i russisk historie, på linje 

med "bondespørgsmålet". Den antagelse 

vil denne artikel forsøge at efterprøve, 

idet den dog kun tager tiden før 

1917 i betragtning. Artiklen går ikke i 

detaljer, men peger på hovedtendenser 

i den historiske udvikling. 

Russiske købmænd. 

Ordet købmand (kupec), hvis rod både 

på russisk og dansk er den samme som 

i verbet købe, brugtes i Rusland før 

1917 om erhvervsfolk i det hele taget, 

altså om personer, der i større eller 

mindre stil beskæftigede sig med handel, 

industri og finansvæsen. Ganske 

vist dukkede der nye, specialiserede 

betegnelser frem (som f.eks. 

promyˇslennik - industrimand eller 

predprinimatel’ – erhvervsmand, forretningsmand), 

men ordet købmand blev 

ved med at være gængs sprogbrug. På 

russisk havde ordet, ligesom på dansk, 

både positive og negative konnotationer, 

det sidste i retning af ordet kræmmer. 

Små og store købmænd var ofte 

både producenter og handlende, og 

varesortimentet var som regel stort. Der 

var tale om en ringe grad af specialisering, 

som dog blev større, jo tættere vi 

kommer på Første Verdenskrig. Den 

uspecialiserede form for erhvervsudøvelse 

hang sammen med den subsistens- 

og naturaliebaserede økonomi, 

som dominerede i den brede befolkning, 

med store afstande mellem beboede 

områder og ringe udviklet infra- 

struktur. Den gav desuden en vis sikkerhed 

under dårlige eller skiftende 

konjunkturer. 

Der fandtes yderligere en række 

betegnelser, som i 1800- og 1900-tallets 

Rusland blev brugt om købmænd, ord, 

som kan sammenfattes af det danske 

"mellemhandler" (perekupˇsčik, posrednik). 

Disse ord var negativt ladet. De 

blev brugt om handlende i alle led, der 

formidlede salg af andres varer. Russiske 

bønder var jævnlig i kontakt med 

mellemhandlere i form af omrejsende 

landsbykøbmand, som de tuskhandlede 

med. Disse landsbykøbmænd stod for 

en stor del af bøndernes forsyning med 

livsfornødenheder og var ret uundværlige 

for dem, de store afstande taget 

i betragtning og den dårlige infrastruktur, 

men bønderne opfattede dem som 

snu og griske spekulanter (spekuljanty) 

(Smith, 1999: 142-155; Larsen 2001: 

kap.1). 

Landets uddannede elite var heller 

ikke begejstret, hverken for mellemhandlere 

eller købmænd i det hele 

taget. I sidste halvdel af 1800-tallet, i 

takt med det økonomiske opsving, voksede 

der i dette samfundslag en stærk 

foragt frem for købmanden og det, han 

eller hun stod for på et højere abstraktionsniveau: 

markedsøkonomi og kapitalisme 

(Bill 1959, Pipes 1974: kap. 8, 

West: 1998: 6-7). Handel og mellemhandel 

blev opfattet som særlig umoralsk 

og fordømt som parasitært. 

Der var dog folk i eliten, som så 

anderledes på tingene. Et eksempel på 

det stammer fra en vestsibirisk avis fra 

1898. Her beklagede forfatteren til en 

usigneret notits, at handel pr. tradition 

lå i hænderne på personer, hvis valgsprog 

var "Uden snyd, ingen handel". 

ROTUNDEN NR. 22 57

Det gav anledning til en udbredt opfattelse 

af, at noget arbejde var "ædelt" og 

andet "uædelt", herunder ikke mindst 

handel. At være handlende var identisk 

med at være mellemhandler, som igen 

var ensbetydende med at være spekulant. 

Sådan opfattede folket og især 

bønderne det, og samme opfattelse 

dominerede også intelligentsiaen, som 

ikke ville besmudse sig med handel, 

selvom handel var et område, hvor den 

efter forfatterens opfattelse ville kunne 

gøre stor nytte. "På den måde overlader 

intelligentsiaen en meget vigtig sag til 

en klasse, som er stivnet i gamle traditioner. 

Er det rigtigt? Er det godt for 

vort land?" spurgte notitsens ophavsmand 

retorisk og konkluderede: 

"Kendsgerninger fra den sibiriske virkelighed 

bringer et klart svar: Der er brug 

for intelligentsiaen både inden for produktion 

og handel" (Otdel 1898, 1: 4). 

På dette tidspunkt var den sibiriske 

jernbane ført gennem det sydlige Vestsibirien, 

og området var på vej ind i en 

erhvervsmæssig og økonomisk udvikling, 

som gjorde, at det i 1914 var et af 

de mest udviklede i datidens Rusland, 

landbrugsmæssigt og industrielt, og en 

af de førende aktører på verdensmarkedet 

inden for handel med smør og korn 

(Gatrell 1986; Larsen 2001). 

Det negative billede af landsbykøbmændene 

og mellemhandlerne 

resulterede således i, at de uddannede 

lag ofte ikke ville røre købmandsområdet 

og især handelen med en ildtang, 

og at det at være købmand i det hele 

taget og tjene penge i elitære kredse 

blev opfattet som moralsk forkastelig 

udbyttervirksomhed. 

Helt frem til slutningen af 1800-tallet 

var Rusland nationaløkonomisk set 

58 


et penge- og kapitalknapt samfund, 

hvor varecirkulationen var stor og pengecirkulationen 

lille. Størstedelen af 

befolkningen levede i et naturaliebaseret 

økonomisk system, hvor tuskhandel 

var fremherskende. Det passede godt i 

forhold til den udbredte handel med 

Orienten, hvor handelsvilkårene lignede 

de russiske, og hvor handler overvejende 

var tuskhandler. Indtil sidst i 

1800-tallet blev de vesteuropæiske markeder 

derimod anset for at være mere 

sofistikerede og vanskeligere at have 

med at gøre på grund af pengehandelen 

og pengerigeligheden, de mere 

komplekse og udviklede markedsforhold 

og det større varesortiment. Når 

russiske købmænd handlede med vestlige 

købmænd, skete det stort set altid i 

Rusland. Russiske købmænd opsøgte 

ikke gerne de vesteuropæiske markeder 

(Pipes 1974: 204). 

Størstedelen af indenrigshandelen 

foregik på små og store markeder. Det 

kendteste og største var markedet i 

Niˇznij Novgorod, nord for Moskva, 

som afholdtes hvert efterår, og som 

ikke alene var Ruslands, men verdens 

største. Hertil strømmede varer og 

handlende fra ind- og udland, og herfra 

gik samme varer enten videre til 

udlandet eller til indenlandske små og 

store købere og opkøbere. Men inden 

varerne var nået til markederne, havde 

de som regel været gennem mange 

hænder, bl.a. takket være tusindvis af 

landsbykøbmænd, som rejste rundt i 

landsbyerne for at opkøbe hjemmeindustriprodukter 

eller landbrugsprodukter 

som f.eks. klæde, huder, skind, korn 

og gammeldags smeltesmør. De solgte 

varerne videre til bykøbmænd, som 

igen solgte dem videre til storkøbmænd

eller fragtede dem til markederne og 

solgte dem her. I 1890erne, i takt med 

jernbanernes anlæggelse, den begyndende 

industrialisering og pengeøkonomiens 

indtog, begyndte markedshandelen 

at vige (Makarov 1910: 30-50) 

Pengeknapheden gjorde, at bankog 

kreditvæsenet var svagt udviklet. Først i 

1860erne oprettedes de første private 

pengeinstitutter. Indtil da havde landet 

klaret sig med to statsdrevne banker. 

Indtil det store økonomiske opsving 

var hovedtendensen, at russiske 

købmænd var analfabeter og ikke kendte 

til andre former for regnskabsføring 

end den, der fandt sted i deres hoveder. 

På få undtagelser nær havde de kun 

forstand på at gøre små og begrænsede 

forretninger. Hver gang en russisk købmand 

handlede, var det en enestående 

begivenhed, som kunne have afgørende 

betydning for købmandens forretning 

og ve og vel i det hele taget. Hver 

handel blev anset for at være en transaktion, 

hvor parterne var hinandens 

rivaler og satte hinanden på prøve til 

det yderste ud i kræmmerkunsten, og 

hvor begge parter forsøgte at bluffe 

hinanden så godt som muligt. Mange 

foretagender gik neden om og hjem 

efter indehavernes død på grund af 

mangelen på regnskabsbøger. Opsparede 

midler, såkaldt risikokapital, var 

som regel ikke-eksisterende, og den 

kapital, der var i landet, stammede 

stort set enten fra statskassen eller fra 

udenlandske investorer (Pipes 1974: 

207). 

Udenlandske rejsende fra 1700-tallet 

og frem til 1914 beskriver samstemmende 

Rusland som et land, hvor alle 

borgere, høj såvel som lav, beskæftigede 

sig med handel og handlede med en 

ihærdighed og iver og i en udstrækning, 

som var langt større end den, 

hvormed der handledes i Vesteuropa 

(Pipes 1974: 192; Smith 1999: 142). De 

skrev også, at russiske købmænd var 

meget snu og ofte også uærlige og uhæderlige 

(Smith 1999: 143). Den amerikanske 

historiker Richard Pipes konstaterer 

ligefrem, at "The dishonesty of 

the Russian merchant was notorious" 

(Pipes 1974: 205). To danske forretningsfolk, 

Christopher Hage og Henry 

Tegner, skrev efter en rejse til Vestsibirien 

i 1880, hvor de på vegne af Grosserersocietetet 

i København undersøgte 

mulighederne for handelssamkvem 

mellem Sibirien og Danmark, at de fleste 

købmænd "rekruteres stadig fra 

neden, dels af fifige Bønder, der have 

Greb paa at kjøbslaa, dels af mere tvivlsomme 

Elementer", og "det er sikkert, 

at praktisk Snuhed af en ikke altfor 

samvittighedsfuld Art ofte er det, der 

alene skaber sin Mands Karriere" (Hage 

1881: 35-36). 

Moskvastaten 

Indtil midt i 1200-tallet eksisterede der 

i det polsk-litauiske område, i Kiev og i 

det nordvestlige Rusland, i Pskov og 

Novgorod, bystater, hvor industri og 

handel blomstrede, og hvor der var 

tætte handelsrelationer med andre 

europæiske bystater. Bystaternes fyrster 

blandede sig kun i beskedent omfang i 

erhvervslivets gøren og laden, og de 

politiske og økonomiske forhold i disse 

østlige småstater adskilte sig ikke fundamentalt 

fra forholdene i Vesteuropa 

(Bill 1959: kap. 2; Pipes 1974: 199; 

Smith 1999: 143). Midt i 1200-tallet 

invaderede mongolerne imidlertid 

området og gjorde de russiske fyrster til 

ROTUNDEN NR. 22 59

deres vasaller, og først 200 år senere 

lykkedes det fyrsten af Moskva at fordrive 

dem. Fra det moskovitiske fyrstedømme 

udgik herefter den kraft, som 

med tiden blev til en egentlig russisk 

stat. Moskvastaten underlagde sig de 

tidligere nævnte bystater, fratog dem 

enhver form for selvstyre, kvalte deres 

blomstrende erhvervsliv og centraliserede 

den politiske magt. Nu, hvor 

mongolerne var fordrevet, gjaldt det 

for Moskvastaten om at sikre sig mod 

nye invasioner og holde sammen på 

riget. Derfor var det vigtigt med en 

hær, og udgifterne til at opretholde en 

sådan var store, fordi statens grænser 

var både lange og udsatte (Owen 1999: 

98). Da Moskvastaten yderligere havde 

ekspansionistiske ambitioner, blev 

udgifterne større og større. For at skaffe 

de nødvendige midler, underlagde de 

moskovitiske herskere sig bogstaveligt 

talt alt og alle. De centraliserede den 

politiske magt og gjorde i løbet af det 

15. og 16. årh. al jord til fyrstens personlige 

ejendom. I løbet af det 16. og 

17. årh. monopoliserede staten desuden 

størstedelen af industrivirksomheden 

og handelen. Staten drev herefter 

forretningsvirksomhed, assisteret af en 

håndfuld statsembedsmænd og indenlandske 

og udenlandske storkøbmænd. 

Landets øvrige købmænd og håndværkere 

blev, sammen med bønderne, 

behandlet som skatteobjekter og i så 

henseende presset til det yderste. Borgernes 

primære opgave var at arbejde 

for staten og ikke for sig selv. Ivan IV 

(Den Grusomme, 1596-1645) bebrejdede 

f.eks. den engelske dronning Elisabeth, 

at hun gav de engelske købmænd 

lov til at "seek their own profit", hvilket 

han ikke fandt sømmede sig for en 

60 


ægte hersker, som burde have så stor 

magt over sit folk, at det kun arbejdede 

for statens bedste (Pipes 1974: 194). 

Moskvastatens økonomi byggede på 

overskud fra tsarens egne besiddelser 

og virksomheder, skat, som tsarens 

embedsmænd og øvrige undersåtter 

betalte, og på overskud fra handel med 

særlig vigtige og indbringende varer, 

som staten købte op med henblik på 

videresalg. Som regel gav staten sig selv 

monopol på produktion af de varer, 

tsaren fattede interesse for, og varen 

blev trukket ud af almindelig offentlig 

omsætning. Staten havde eksempelvis 

indtil midt i 1700-tallet monopol på 

handel med korn og fremstilling af og 

handel med vodka (som blev fremstillet 

af korn). En anden statsmonopoliseret 

vare var pels (sobel, hermelin, bjørn 

m.m.), som staten solgte videre i Vesteuropa, 

Det Mellemste Østen og Kina. 

Der var en ret stor import af varer fra 

udlandet, og staten havde forkøbsret til 

de importerede varer. Denne ret effektuerede 

staten både over for indenlandske 

og udenlandske købmænd. Staten 

havde desuden monopol på eksport af 

en række andre varer, der var særligt 

værdsatte i udlandet, såsom kaviar, hør, 

tjære, potaske og læder. Hver gang, staten 

opdagede, at et eller andet produkt, 

der blev fremstillet eller forhandlet i 

privat regi, var blevet en værdifuld 

vare, satte den sig på handelen med 

den og i udstrakt grad også på produktionen 

af den, f.eks. ved at ekspropriere 

den producerende virksomhed og 

ansætte de tidligere ejere som statslønnede 

bestyrere. 

Resultatet af statens økonomiske 

politik var, at kun småindustri og 

småhandel var i hænderne på borger-

ne. Mellemstore industrivirksomheder 

og handelsforetagender var enten på 

statslige hænder eller forpagtet bort. 

Større industriel produktion overlod 

Moskvastaten til udlændinge: Minedrift 

til hollændere og tyskere, papir- og 

glasfremstilling til svenskere og fremstilling 

af uld til hollændere. Staten gav 

udlændingene koncession på produktionen 

og opkøbte til aftalte priser den 

del af deres produkter, den selv ville 

gøre brug af. Resten kunne udlændingene 

sælge på det fri marked (Pipes 

1974: 195 ff.). 

Moskvastaten havde således ansat 

indenlandske og udenlandske 

købmænd til at varetage statens forretning, 

samtidig med at købmændene 

også varetog deres egen. Den position 

var ikke altid hverken eftertragtet eller 

frivillig, for den gik ud over købmændenes 

egen virksomhed. Hertil kom, at 

hvis staten opdagede, at der et eller 

andet sted i landet var en særlig driftig 

og dygtig købmand, blev han beordret 

til at bosætte sig i Moskva og arbejde 

som statens rådgiver i forretningssager. 

Ud over disse statsrådgivere, som der 

kun var få af, ca. 30 i det 17. årh., var 

der hundredvis af mindre købmænd, 

der fik pålagt at udføre forskellige opgaver 

for staten, så som at opkræve skatter, 

rekvirere varer til staten og videresælge 

dem, have overopsynet med statslige 

eller bortforpagtede virksomheder 

og præge mønter. Til gengæld for de 

opgaver, de påtog sig for staten, modtog 

de forskellige privilegier, hvoraf de mest 

værdsatte var frihed for at betale skat 

og afgifter, lempeligere behandling end 

andre borgere i forbindelse med retssager, 

ret til at købe og besidde jord og ret 

til at rejse udenlands. Hvor mange og 

hvor fordelagtige privilegierne var, 

afhang af købmandens position i statsapparatet 

og størrelsen af hans personlige 

rigdom. 

På den måde fremelskede staten to 

forskellige grupper af købmænd: Rige, 

statsprivilegerede storkøbmænd på den 

ene side og småkøbmænd på den 

anden, som måtte klare sig selv efter 

bedste beskub, uden hjælp udefra og 

med statsstorkøbmændene og staten 

som konkurrenter, det var særdeles vanskeligt 

at hamle op med, og som overopsynsmænd, 

man måtte vogte sig for. 

De privilegerede storkøbmænd udviklede 

en mentalitet, som var præget af 

afhængighed og underdanighed over 

for staten og modstand mod frihandel, 

som kunne true statens forretningsmæssige 

monopol og deres egen position 

(ibid. 1974: 197). Tilbage til de mindre 

og små menige købmænd var der stort 

set kun smulerne fra de riges bord. 

I det moskovitiske Rusland var der 

kun få og små byer. De fleste var opstået 

som militære forposter i forbindelse 

med statens geografiske ekspansion 

eller bestræbelser på at beskytte sine 

grænser og ikke, som det var reglen i 

Vesteuropa, i takt med at de blev vigtige 

handelscentre. De første indbyggere 

i de russiske byer var soldater og administratorer 

og deres familier, samt 

præster (ibid.: 199). I hælene på dem 

dukkede købmændene op. Ligesom 

bønderne ikke ejede den jord, de dyrkede, 

og ikke frit kunne forlade de 

landkommuner, hvor de boede, kunne 

bybefolkningen heller ikke eje jord i 

byerne, for den var statsejendom og 

kunne kun stilles til rådighed eller lejes 

ud til borgerne. Det var desuden forbudt 

de menige borgere uden videre at 

ROTUNDEN NR. 22 61

forlade byerne. Bykøbmændene var forpligtet 

til at udføre en række opgaver 

for staten til byernes vedligeholdelse og 

skatternes inddrivelse, opgaver, der 

greb forstyrrende ind i købmændenes 

egen virksomhed. Hertil kom, at den 

menige bybefolkning beskattedes 

hårdt. Småkøbmændene i byerne havde 

i princippet lokal eneret på at producere 

varer og handle med dem fra deres 

boder, men denne ret var ikke meget 

værd i praksis, for kosakker og visse 

embedsmænd havde også ret til at producere 

og handle, ud over de storkøbmænd, 

der på forskellig vis assisterede 

staten. Også bønder, der kom rejsende 

til fra landet, solgte deres varer i 

byerne, men i særlige områder, der 

kaldtes slobody (fristeder, frihandelsområder) 

(ibid.: 201-202). Bondekøbmændene 

havde det fortrin frem 

for de rigtige købmænd, at de ikke 

skulle betale skat af deres handel, men 

kun den skat, der blev pålagt dem som 

medlemmer af landkommunen. Forholdet 

mellem købmænd og bondehandlende 

var selvsagt ikke godt. Selvom 

det var forbudt, hændte det, at 

købmændene forlod byerne og flygtede 

til klostre eller godser, hvor de foretrak 

den status som livegne, som de her fik 

tilbudt. I nogle tilfælde fik de lov til at 

fortsætte deres købmandsvirksomhed, 

idet godsejeren så igennem fingre med, 

at de gjorde det og med, at de ikke 

opfyldte deres mange forpligtelser over 

for staten. Blev de flygtede købmænd 

fanget, ventede der dem hårde straffe. 

For at erstatte de mange undvegne, 

tvang staten vagabonder og forarmede 

adelige til at bosætte sig i byerne. Byernes 

befolkning bestod for en tredjedels 

vedkommende af købmænd, dvs. 

62 


småproducenter og handlende, samt 

håndværkere. De sidste to tredjedele 

var statstjenestemænd og bønder, vel at 

mærke bønder, som i virkeligheden var 

bosatte i deres landkommuner og kun 

opholdt sig midlertidigt i byerne. Der 

var ikke noget, der bandt byboerne 

sammen. Byerne var til for at garantere 

staten indre og ydre sikkerhed, samt de 

nødvendige skatteindtægter. Der 

opstod kun i meget store byer en kontinuert 

produktions-, handels- og håndværkerkultur. 

Menige moskovistiske 

købmænd, altså de, der ikke også tjente 

staten, var tvunget til at tilpasse sig de 

vanskelige forhold, staten bød dem. 

Det betød, at deres forretningsvirksomhed 

tenderede mod at være lille af 

omfang og orienteret mod at opnå hurtig 

profit ved hjælp af alle tilrådighed 

stående midler. Bykøbmændene handlede 

både lokalt og med tilrejsende 

udenlandske købmænd, primært fra 

Orienten. Det satte sig sine spor i russisk 

forretningsterminologi. Det russiske 

ord for vare, tovar, er et turko-tatarisk 

ord, som oprindelig betød ’kvæg’ 

eller ’ejendele’. Det genfindes i ordet 

tovariˇsč, hvis oprindelige betydning 

var ’forretningspartner’, og i ordet 

tovarisčestvo, som brugtes om andelsog 

aktieselskaber i handel og industri. 

Som bekendt fandt ordet tovarisč i sovjettiden 

udbredt anvendelse i betydningen 

’partikammerat’ (ibid.: 203-04). 

Først i løbet af 1700-tallet begyndte 

russisk udenrigshandel også at orientere 

sig mod vest. 

Modernisering under 

Peter den Store 

Inspireret af, hvad han havde set under 

sine rejser i Vesteuropa og på brutal vis,

forsøgte Peter den Store (1672-1725) at 

modernisere den russiske økonomi og 

skabe et produktivt erhvervsliv, vel at 

mærke udelukkende på industriens 

område. En modernisering af landbruget 

kom slet ikke på tale. Han afskaffede 

statens handelsmonopoler, undtagen 

hvad angik korn, vodka, salt og 

tobak, og i en kort periode var der 

noget nær frihandel i landet. Men 

købmændene kastede sig ikke straks ud 

i det, der tidligere havde været statsvirksomhed, 

til dels fordi de frygtede, 

at tidligere tiders tilstande hurtigt kunne 

vende tilbage. Kort tid efter Peters 

død blev statsmonopolerne da også 

genindført på handelsområdet. På 

industriens område var fremskridtene 

større. Antallet af fabrikker og miner 

blev firdoblet i løbet af Peters regeringstid. 

Denne industri, som stort set 

udelukkende havde til formål at tilfredsstille 

militære behov, var dog kun 

opstået takket være statslig finansiering, 

og den vedblev at være statsejet, 

selvom virksomhederne som regel blev 

forpagtet ud til private. Forpagterne 

havde råderet over virksomheden, så 

længe de eller deres efterkommere drev 

den til statens tilfredshed. De statslige 

entreprenører var fritaget for at betale 

skat og fra statstjenestelige forpligtelser. 

Staten købte til aftalte priser størstedelen 

af virksomhedernes produktion, 

resten kunne forpagterne sælge på det 

fri marked. Som arbejdskraft i industrierne 

anvendte Peter først vagabonder, 

prostituerede, fanger, krigsfanger og 

soldaterkoner m.m., og da det ikke slog 

til, forflyttede han hele landsbyer fra 

Uralegnene til fabrikkerne i det centrale 

Rusland. Det var på dette tidspunkt 

kun staten, bureaukratiet (dvs. adelen) 

og kirken, som måtte holde livegne, 

men Peter besluttede nu også at give 

købmænd ret til det, så de kunne skaffe 

arbejdskraft til deres virksomheder. I 

princippet adskilte Peters politik sig 

således ikke stort fra den moskovitiske 

stats. Staten var ejer af jord og produktionsmidler, 

de store købmænd var en 

slags statsansatte, der havde mulighed 

for at drive egnen virksomhed ved 

siden af deres statstjeneste, priserne var 

stort set fastsat på forhånd, der eksisterede 

kun i meget begrænset omfang en 

privat markedshandel, og arbejdskraften 

udgjordes af livegne bønder (Pipes 

1974: 209-10). 

Liberalisering under Katerina II 

I løbet af 1700-tallet blev der lagt en 

dæmper på udenlandske forretningsfolks 

aktiviteter. Deres privilegerede 

stilling vakte harme blandt russiske 

købmænd, som mente, at den forhindrede 

dem i selv at komme til. 

Udlændingene fik derfor forbud mod at 

handle i detailleddet (Pipes 1974: 208). 

Men ellers var tiden fra midt i 1700-tallet 

og frem til sidst i 1800-tallet præget 

af, at den traditionelle købmandsstands 

privilegier og udfoldelsesmuligheder 

indskrænkedes og udhuledes. 

Under Katerina II (1729-1796) fik 

købmændene lovfæstet eneret på handel 

og industriel produktion i byerne, 

men da denne lovgivning ikke lod sig 

virkeliggøre, fik alle stænder, 

købmænd, adel, bønder og embedsmænd, 

i 1745 ret til at udøve enhver 

form for industriel virksomhed over alt 

i landet, hvor statsadministrationen 

tidligere havde skullet godkende og 

registrere den. Moskva og St. Petersborg 

var dog undtaget fra denne sidste regel. 

ROTUNDEN NR. 22 63

Her var registrering fortsat obligatorisk. 

Udviklingen i retning af, at alle borgere 

havde samme lovfæstede ret til at drive 

handels- eller industrivirksomhed, fortsatte. 

Købmænd (kupcy) i retslig forstand 

var de, der tilhørte købmandsstanden 

(kupečestvo) og var medlemmer 

af et af de tre købmandsgilder 

(gil'dii). For at blive optaget i et gilde, 

skulle man have en forretning eller 

virksomhed med en vis omsætning. Alt 

efter, hvor stor en afgift, dvs. skat til 

staten, man havde råd til at betale, 

kunne man blive medlem af første, 

andet eller tredje gilde. Købmænd af 

første gilde havde ret til at drive en 

hvilken som helst form for handel, 

detail eller engros, indenlands eller 

udenlands, samt til at drive fabrikker 

og skibsværfter. Købmænd af andet gilde 

havde stort set de samme rettigheder, 

men kun indenrigs. Tredjegildekøbmænd 

havde ret til at drive 

småhandel i den by og i det distrikt, 

hvor de var bosat, til at drive værksteder, 

beværtninger, kroer og badstuer. 

Medlemmerne af købmandsgilderne 

havde også visse privilegier. De kunne 

få foretræde for finansministeriet, skulle 

ikke betale sjæleskat (som blev indført 

under Peter den Store og afskaffet 

igen sidst i 1890erne og var en grundskat, 

som de laveste lag i samfundet, 

menige byboere og bønder, betalte), 

kunne ikke straffes korporligt, var fritaget 

for militærtjeneste (første og andet 

gilde) og kunne fra 1801 erhverve sig 

ubeboet jord. De havde ret til at besidde 

et pas (hvad almindelige bønder og 

byboere ikke havde) og kunne bevæge 

sig frit rundt i landet og rejse til udlandet. 

Købmænd af første gilde havde 

desuden adgang til det kejserlige hof, 

64 


ret til at bære særlige uniformer og 

våben, ret til særlige ærestitler, og, i 

tilfælde af, at deres virksomhed havde 

eksisteret i 100 år, også til adelstitlen 

(Janin 2000, bd. 3: 214). Fra 1807 kunne 

imidlertid også adelige blive medlem 

af købmandsgilderne, uden at 

miste adelstitlen og de tilhørende 

adelsprivilegier, såsom ejendomsret til 

jord og ret til at bruge livegne som 

arbejdskraft i industrien. Bønder kunne 

indtil 1861 ganske vist ikke blive medlemmer 

af købmandsstanden, men 

reformer gennemført mellem 1812 og 

1824 gjorde det muligt for dem at lovliggøre 

deres industri- og handelsvirksomhed 

ved at købe handels- og produktionstilladelser 

(torgovye og promyˇslennye 

svidel'telstva), som inkluderede 

ret til at drive storhandel og udenrigshandel, 

også selvom de fortsat var 

livegne (Janin 2000, bd. 3: 212-215; 

Rieber 1982: 49; Heller 2004: 79-80). 

Gilderne var ikke interesseorganisationer. 

De var først og fremmest beskatningsenheder, 

som skulle sikre staten 

et velorganiseret beskatningsgrundlag. 

Gildelovgivningen gav ganske vist 

købmændene visse efterstræbelsesværdige 

privilegier, men havde også en 

uheldig indvirkning på dem: De var 

ofte var konservative i deres virksomhed, 

valgte det sikre frem for forandring 

og modernisering og var ikke 

videre risikovillige. At sikre sig privilegierne 

blev for mange et mål i sig selv, 

og denne indstilling virkede ikke fremmende 

på købmændenes foretagsomhed, 

men på underdanighed over for 

statsmagten og snuhed, hvad angik forretningsmetoder. 

Købmændenes position svækkedes 

yderligere af, at de midt i 1700-tallet

fik frataget deres ret til at købe livegne 

til fabriksproduktion. I stedet skulle de 

betale løn til arbejderne i deres industrier. 

Det blev således adelens privilegium 

og eneret at bruge livegne bønder 

som billig arbejdskraft. Købmændene 

var således under stærkt pres fra oven 

og fra neden i samfundet, fra staten, 

adelen og bønderne. 

Udhulingen af købmændenes privilegier 

og monopoler betød, at handelsvirksomheden 

i Rusland i begyndelsen 

af 1800-tallet var domineret af tusindvis 

af bønder, som handlede på livet 

løs, uden at deres virksomhed var besværet 

af ulemperne ved medlemskabet 

af købmandsgilderne, såsom skattebetaling 

og udførelsen af de statslige forpligtelser, 

som bykøbmændene fortsat 

led under. På det industrielle område 

begyndte adelen at gøre sig stærkt gældende 

og udmanøvrerede, ikke mindst 

på grund af dens lette adgang til gratis 

arbejdskraft, mange storkøbmænd, især 

inden for særligt profitable industrigrene 

som alkohol-, salt-, papir, glas- og 

uldfremstilling. Købmandsbefolkningen 

i byerne stagnerede og udgjorde 

ved slutningen af 1700-tallet kun 3-4% 

af den samlede bybefolkning. Størstedelen 

af købmændene boede i Moskva 

og områderne nord og nordøst for 

byen. 

En af konsekvenserne af Katerina 

den II’s liberale lovgivning var, at livegne 

stats- og godsejerbønder, med 

godsejernes tilladelse og billigelse, 

udvidede deres traditionelle hjemmeindustri, 

primært vævning, så den fik 

karakter af større virksomheder. Særlig 

aktive i så henseende var de rigeste 

godsejeres livegne, som traditionelt set 

altid havde nydt den største frihed 

(Pipes 1974: 211-215). Disse entreprenante 

bønder fremstillede, ud over tekstiler, 

også forbrugsvarer, som staten og 

adelen ellers plejede at ignorere, som 

f.eks. keramik, porcelæn, isenkram, 

lædervarer og møbler. Der var hele 

landsbyer, som udelukkende beskæftigede 

sig med fremstilling af en bestemt 

slags vare, f.eks. ikoner. Nogle bønder 

blev på denne måde meget rige og ejere 

af store formuer, også selvom de blev 

ved med at være livegne, og enkelte 

havde selv ansat livegne og levede, som 

om de var godsejere. De betalte deres 

ejere og herrer afgifter, der løb op i 

tusindvis af rubler om året. Kun de 

færreste godsejere ønskede at give 

sådanne driftige bønder deres frihed, 

selv mod betaling, for de var guld værd 

for godsejeren. Alligevel lykkedes det 

for en hel del, mod betaling af store 

summer, at købe sig fri. Efterkommere 

af disse livegne fabrikanter, repræsenteret 

ved navne som Morozov, Konovalov, 

Rjabuˇsinskij og Buryˇskin, blev i 

løbet af 1800-tallet nogle af Ruslands 

rigeste og driftigste købmænd og kapitalister 

(Bill 1959; Pipes 1974: 212-13; 

Owen 1981; Rieber 1982; Guroff 1983: 

kap.1, kap. 4; West 1998; Heller 2004: 

82-84). 

Frisættelse af erhvervslivet 

under Vitte 

Sidst i 1800-tallet blev skattelovgivningen 

ændret og moderniseret. Det betød 

bl.a., at retten til handels- og industrivirksomhed 

blev uafhængig af gildesystemet, 

ligesom også beskatningen af 

de erhvervsdrivende, det være sig købmænd, 

adelige eller bønder. Samtidig 

indførtes almindelig værnepligt (Janin 

ROTUNDEN NR. 22 65

2000: bd. 3: 214). Hermed udhuledes 

betydningen af gildesystemets privilegier. 

Købmændene mistede til en vis grad 

deres privilegerede stilling, men fik til 

gengæld større manøvrefrihed og blev 

mere uafhængige af staten. Gildesystemet 

fortsatte dog med at eksistere frem 

til november 1917, hvor bolsjevikkerne 

afskaffede det. 

I 1890erne tog den industrielle 

udvikling fart, som der havde været 

lagt op til lige siden livegenskabens 

ophævelse i begyndelsen af 1860erne 

og den efterfølgende anlæggelse af 

jernbaner, opkomsten af et privat bankog 

kreditvæsen og voksende udenlandsk 

involvering i russisk erhvervsliv. 

Ruslands finansminister mellem 1892 

og 1903, S. Ju. Vitte, anses for at være 

hovedarkitekten bag dette opsving. Til 

grund for Vittes politik lå bl.a. et program 

for industri og handel, som blev 

udarbejdet i 1893, umiddelbart efter 

Vittes tiltræden som finansminister. 

Programmet gik overordnet set ud 

på, at finansministeriet så bredt som 

muligt skulle støtte en udvikling af 

industrien, både storindustrien og den 

forarbejdende industri, så dens produkter 

kunne tilfredsstille efterspørgselen 

på hjemmemarkedet og konkurrere med 

andre landes produkter på verdensmarkedet. 

En protektionistisk toldpolitik 

skulle beskytte den mod for stor konkurrence 

fra udenlandske produkter. Til 

gengæld skulle den leve op til sit nationale 

ansvar: dække befolkningens 

behov og øge udlandseksporten og på 

den måde yde sit bidrag til skabelsen af 

national velfærd og velstand ( ˇ Sepelev 

1981: 205). 

Programmet begyndte med en redegørelse 

for, hvordan finansministeriet 

66 


anskuede den forudgående økonomiske 

udvikling i Rusland, set i en fælleseuropæisk 

kontekst. I Vesteuropa var den 

industrielle, teknologiske og kulturelle 

udvikling forløbet parallelt, langsomt 

og trinvis, hed det, og der var etableret 

organisationer til varetagelse af erhvervenes 

interesser. I Rusland var udviklingen 

foregået i ryk og spring, den teknologiske 

og kulturelle udvikling havde 

ikke altid kunnet følge trop, og russiske 

erhvervsfolk havde stort set ingen slagkraftige 

sammenslutninger eller interesseorganisationer 

(ibid.: 206). Mens vesteuropæiske 

regeringer kunne nøjes 

med at støtte den økonomiske og 

erhvervsmæssige udvikling på et overordnet 

plan, via rammelovgivning og 

uden egentlig statsintervention, måtte 

den russiske regering på grund af de 

særlige russiske omstændigheder bidrage 

til at styrke økonomi og erhvervsliv 

ved en aktiv indsats helt ned på detailplan. 

Handel og industri skulle fremmes 

ved hjælp af forholdsregler, som 

strakte sig fra bedre lovgivning til konkret 

statslig støtte til og pleje af enkelterhverv 

og enkeltstående erhvervsfolks 

interesser. Når russiske erhvervsfolk ville 

sætte nye foretagender i gang, måtte 

de i selve startøjeblikket og på én gang 

løse så mange forskelligartede og vanskelige 

opgaver, at det ofte viste sig 

uoverkommeligt. Derfor måtte statens 

støtte til erhvervs-livet også tage form 

af direkte, positiv, moralsk og materiel 

støtte der, hvor det private initiativ var 

for svagt til at slå igennem ved egen 

kraft eller løb ind i for store vanskeligheder. 

National vel-stand kunne ikke 

udelukkende skabes ved hjælp af store 

foretagender, men krævede etablering 

af masser af små og mellemstore virk-

somheder, hed det videre. Det skulle 

ske i nært samarbejde med staten, som 

skulle støtte erhvervs-grene og enkeltforetagender 

og pleje dem og fremme 

deres udvikling. Det var vigtigt, stod 

der videre, at erhvervene samtidig 

bestræbte sig på at danne interesseorganisationer, 

som kunne repræsentere og 

forsvare deres interesser og fungere 

som regeringens for-handlingspartnere. 

Den russiske udenrigshandel var 

ikke velfungerende, konstateredes det. 

Det ene foretagende afløste hurtigt det 

andet, så der ikke opstod kontinuitet, 

hverken hos firmaer eller enkeltpersoner. 

Udenrigshandelen var, med få 

undtagelser, præget af flygtighed og 

ofte også af spekulative elementer. Der 

eksisterede ikke en fast forankret eksportkultur, 

baseret på solid viden og 

erfaring. Eksporten var kort sagt ineffektiv. 

Det ville ministeriet råde bod på 

ved at støtte oprettelsen af eksportselskaber 

og national og lokal udstillingsvirksomhed, 

føre kvalitetskontrol 

med de eksporterede varer og udvide 

den russiske handelsrepræsentation i 

udlandet (ibid.: 219). 

Programmet indeholdt også en række 

konkrete forslag til revision af forældet 

lovgivning og udarbejdelse af nye 

love, som skulle befordre det private 

initiativ og industriens og handelens 

udvikling. 

Programmet blev kommenteret i flere 

aviser og blade. Der var to aspekter 

ved det, som blev fremhævet. Det ene 

var statens ønske om i positiv forstand 

at fremme industri og handel, der blev 

hilst velkommen som en historisk og 

glædelig nyhed oven på tidligere tiders 

statslige mistillid til det private initiativ 

og styrende og intervenerende rolle. 

Det andet aspekt var den ganske vist 

positive, men stadigvæk fremtrædende 

rolle, programmet tildelte staten som 

erhvervslivets beskytter og velgører 

(ibid.: 210-213). 

Denne rolle var ikke problemfri. Ville 

staten blive alles velgører eller kun 

nogle få udvalgtes? Hvordan ville den 

kunne magte og få tid til at udfylde 

denne rolle, hvis borgernes økonomiske 

aktivitet blev så hektisk og omfattende, 

som Vittes program lagde op til? 

Programmet indebar således en risiko 

for korruption og nepotisme og for, at 

der ville opstå et overudviklet bureaukrati, 

der i sidste ende ville hæmme 

fremvæksten af den store erhvervsaktivitet, 

man ønskede at skabe. Det indebar 

en risiko for, at den russiske stat 

alligevel ikke rigtig ville eller kunne 

slippe sit historiske greb om erhvervslivet, 

som derfor ville blive ved med 

ikke at være selvkørende og lide af alle 

de skavanker, Vitte opregnede i sit program. 

På den anden side kunne man 

meget vel forestille sig, at det store opsving 

og den vældige aktivitet fra borgernes 

side, som Vittes program skulle 

sætte i gang og vitterligt også satte i 

gang, kunne få uoverskuelige konsekvenser 

for statsmagten, for hvordan 

skulle den i længden kunne kontrollere 

og blande sig, andet end på et overordnet 

plan, i så omfattende og hektisk en 

erhvervsaktivitet? Og hvordan ville så 

mange borgere gå med til at udfolde så 

stor en aktivitet, uden at få noget til 

gengæld, uden at få indflydelse på 

udviklingen? Der var altså en betydelig 

chance eller risiko for, at udviklingen 

uvægerligt ville medføre en ændring af 

statens styrende og ofte også finansierende 

rolle i russisk erhvervsliv til for- 

ROTUNDEN NR. 22 67

del for et bankfinansieret, selvstændigt 

og selvkørende system. 

På den anden side havde staten 

svært ved andet end at påtage sig en 

vis styrende rolle. Den historiske tradition 

gjorde, at staten nærmest blev 

nødt til at være den igangsættende 

kraft, eftersom erhvervslivet var vænnet 

til statsstyring og statsintervention 

og til at skulle være staten underdanig. 

Under alle omstændigheder balancerede 

Vitte som på en knivsæg: På den 

ene side igangsatte han og dermed staten 

en industrialisering og modernisering 

af Rusland, som uden tvivl ville 

kræve eller medføre, at erhvervslivet fik 

større råderum og en vis indflydelse på 

den økonomiske politik, på den anden 

side måtte han sikre eller i hvert fald 

give det udseende af over for oppositionen 

og ikke mindst tsaren, at staten 

havde hånd i hanke med udviklingen, 

så autokratiets videreførelse var sikret 

(for forskellige vurderinger af statens 

rolle i russisk erhvervsliv, se Bill 1959; 

Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974; 

Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell 

1986; Grant 1999). 

Handels- og industripolitikken, der 

blev skitseret i 1893-programmet, blev 

kombineret med en statsfinansieret 

udvidelse af jernbanenettet og en ekspansion 

af bankog kreditvæsenet, en 

overordnet finanspolitik, hvis vigtigste 

elementer var en protektionistisk handelspolitik, 

indførelsen af guldstandarden 

i 1897 og en åbning for tilstrømning 

af udenlandsk kapital i form af 

store udenlandske statslån og direkte 

udenlandske investeringer og udenlandsk 

engagement i russisk finans- og 

erhvervsliv (Laue 1963; Korelin 1998; 

Ananich 1999). Det udenlandske enga- 

68 


gement skulle bl.a. kompensere for den 

udbredte mangel på kapital på alle 

niveauer i det russiske samfund og holde 

det høje prisniveau i ave, der ifølge 

Vitte skyldtes russiske erhvervsfolks 

monopolistiske tendenser og profitjag 

(Laue 1954: 68-69). 

Det store økonomiske opsving i 

Rusland mellem 1890erne og 1914 

gjorde ikke Rusland til en egentlig 

industrination, men resulterede i en 

omfattende udvikling af handel og 

industri og i, at den traditionelle russiske 

købmandsstand undergik en vis 

modernisering. Antallet af små og store 

erhvervsfolk inden for industri og handel 

voksede eksplosivt, deres udfoldelsesmuligheder 

blev bedre, og de og 

deres erhverv blev mere selvkørende. 

Den gammeldags købmandsstand var 

på vej ud for at blive afløst af en mere 

moderne, professionel, veluddannet, 

kultiveret, selvbevidst og samfundsbevidst 

middelklasse, hvis voksende 

ønsker om større råderum, bedre udfoldelsesmuligheder 

og politisk indflydelse 

den russiske stat i en vis udstrækning 

var nødt til at honorere (Owen 

1981; Gatrell 1986; Gregory 1994; West 

1998). Hovedtendensen var, at staten 

trak sig en hel del som intervenerende 

overopsynsmand i forhold til russisk 

erhvervsliv, uden dog helt at slippe tøjlerne. 

Tilbagetoget slog især igennem 

det sidste tiår inden verdenskrigen. 

Økonomen Alexander Gerschenkron så 

denne udvikling som en "abandonment 

of the 'Russian' features", en bevægelse 

væk fra tidligere tiders statslig styring 

og involvering og orientalsk-despotiske 

tendenser (som under Peter den Store, i 

sovjettiden og mest udpræget under 

Stalin) i den økonomiske politik til for-

del for en styrkelse af en mere fælleseuropæiske 

tendens, som Gerschenkron 

mente også var latent til stede i 

Ruslands historie. I så henseende var 

Vittes politik, skriver han, "eminently 

succesful", fordi den lagde grunden til 

en begyndende frigørelse af befolkningen 

og erhvervslivet fra statens dominans 

(Gerschenkron 1970: 123). Gerschenkrons 

opfattelse er den mest 

udbredte blandt økonomer og historikere 

(se også Gatrell 1999). Der er dog 

også andre opfattelser, blandt hvilke 

den kendteste er den amerikanske 

historiker Theodor H. Von Laues. Von 

Laue fandt, at Vitte videreførte en statsinterventionistisk 

tradition i russisk 

historie, og at sovjettidens planøkonomi 

lå i direkte forlængelse af Vittes 

økonomiske kurs (Laue 1954) 

Ud over at ønske sig politisk indflydelse, 

som i en vis grad blev imødekommet 

med indførelsen af en parlamentarisk 

forsamling i 1906 (efter Den 

Russisk-Japanske Krig og de voldsomme 

uroligheder, som fulgte i krigens og 

nederlagets kølvand), begyndte russiske 

købmænd også at drømme om at nyde 

større agtelse fra statens og borgernes 

side. Agtelsen kneb det nemlig med. 

Købmændene og den russiske 

intelligentsia 

Som nævnt voksede der i løbet af 1800tallet, 

i takt med og formodentlig også 

delvis på grund af de store reformer og 

økonomiske forandringer i samfundet, 

en stærk aversion frem mod købmænd, 

små såvel som store, i den russiske elite, 

blandt højtuddannede, kunstnere, 

forfattere og intellektuelle i såvel herskende 

som ikke-herskende kredse. I 

den russiske skønlitteratur fra 1800-tal- 

let og frem til 1917 findes stort set ikke 

et eneste positivt billede af en 

købmand, men kun negative fremstillinger 

af griske, pengebegærlige, frastødende, 

uhæderlige og ofte også forbryderiske 

personager (Heller 2004: 61-82). 

Størstedelen af det politiske spektrum, 

fra siddende ministre og embedsmænd 

til legale og ikke-legale politiske kræfter, 

fra højre til venstre, fra monarkister 

og andre af systemets støtter til agrarsocialister 

og socialdemokrater, nærede 

med få undtagelser samme stærke modvilje 

mod købmanden, mellemhandleren, 

privatejendommen, markeds- og 

pengeøkonomien og kapitalismen. Disse 

kredse havde et ikke-kapitalistisk, 

ikke-vestligt og ikke-privat-ejendomsretligt 

samfund som ideal, baseret på 

fællesfolkelig eller statslig ejendomsret, 

et ideal, som blev opfattet som udtryk 

for en særlig russisk, fællesskabsorienteret 

tradition og ånd. For nogen var dette 

ideal stort set lig med det bestående 

samfund, for andre var det et kollektivistisk-egalitaristisk 

agrarsamfund med 

det fællesejende, uudskiftede landsbyfællesskab 

og bønderne som grundlag 

eller et ditto industrisamfund med 

arbejderklassen som grundlag (Heller 

2004: 85; Zweynert 2004). Vitte-tiden 

og perioden frem til Første Verdenskrig 

var en undtagelse på den måde, at 

kredse, som ønskede en modernisering 

af Rusland, fik overtaget, også selvom 

oppositionen imod dem var stærk. 

Russiske købmænd vidste udmærket, 

at de ikke var velansete i brede kredse i 

det russiske samfund. Det fremgår af 

russiske storkøbmænds selvbiografier 

(f.eks. Buryˇskin 1991) og andre udtalelser. 

Et eksempel på det sidste er en tale, 

den store moskovitiske smørkøbmand 

ROTUNDEN NR. 22 69

A.V. Čičkin (1862-1949) holdt i 1907 

ved begravelsen af en stor russisk mælkerivæsensforegangsmand, 

russisk mælkerivæsens 

fader, N.V. Vereˇsčagin 

(1939-1907 – se også artiklen af A.V. 

Guterc i dette nummer). A.V. Cičkin 

var med sine mange mejerier og mejeriudsalg 

den ene af to hovedproducenterne 

og -leverandørerne af mælkevarer 

til Moskvas og andre russiske byers 

befolkning (den anden var Aktieselskabet 

Brdr. Blandov). Čičkin benyttede sig 

af lejligheden til at beklage erhvervslivets 

og dets aktørers ringe grad af 

anseelse i det russiske samfund. 

Rusland satte ikke pris på sine talenter 

inden for erhvervslivet, sagde han, og 

forstod ikke at udnytte dem og omsætte 

deres ideer i bred praksis, så det kom 

landet til gode: "Det var smerteligt for 

en russer at se vesteuropæiske køer give 

mælk hele året rundt og Danmarks, 

Hollands og Frankrigs velpassede marker 

og enge, rene huse og perfekte veje. 

Og endnu mere ondt gør det at måtte 

erkende, at vi russere ligger som vi har 

redt, ene og alene af den grund, at vi 

ikke forstår at arbejde. Enten ligger vi, 

eller vi løber. Enten i galop eller på 

langs. Nogen gylden middelvej findes 

ikke! Til gengæld findes der masser af 

ligegyldighed og sætten sin lid til at 

’det går nok’, til passiv filosoferen, til 

at gøre nar af dem, der kan og vil arbejde 

og give dem kniven – ud med dem!!! 

Det er altid lettere at genere folk i deres 

arbejde end at støtte og hjælpe dem, og 

det er netop, hvad vore embedsmænd 

får tiden til at gå med. Dannede, kultiverede 

russere har ikke lyst til magt, og 

det er ikke kun deres, men hele 

Ruslands tragedie". Russerne længtes 

efter opmuntring og skulderklap, skrev 

70 


han videre, som kunne give næring "til 

vort folks bedste karaktertræk: Den brede 

natur, handlingernes mangesidethed, 

modet og frygtløsheden, tålmodet, 

evnen til at vurdere situationer præcist 

og villigheden til at løbe en risiko, 

hvor det kræves, også for andet end 

vovemodets og dumdristighedens 

skyld." Og Cičkin fortsatte: "Al vor 

elendighed kommer af, at vi på grund 

af særlige historiske omstændigheder 

ikke har lært at arbejde roligt og 

stilfærdigt, uden råben og skrigen, 

stædigt og urokkeligt frem mod vores 

mål for at realisere vores udmærkede 

idéer. Herfra stammer alle skyggesiderne 

ved vores karakter, skyggesider, som 

fremkalder usikkerhed hos fremmede." 

Fordi russerne ikke var i stand til at forbinde 

drøm og virkelighed, kunne 

fremmede få så stor indflydelse i 

Rusland og udnytte landets muligheder 

og ressourcer bedre end russerne selv 

og løbe af med landets rigdomme for 

næsen af dem, mente Cičkin. I Rusland 

var det digtere, komponister og kunstnere 

som Puˇskin, Belinskij og Gogol, 

der blev berømte og øvede indflydelse 

på ungdommen, men aldrig forretningsfolk. 

"I Canada og Frankrig er der 

rejst mindesmærker over store ostemestre", 

skrev han, "i Danmark har koen 

sit monument, på den centrale plads i 

København er det en smørdrittel, som 

vajer over eventyrenes land [højst 

sandsynligt er det Lurblæseren på 

Rådhuspladsen, Cičkin har hørt om, og 

som han på grund af lurmærket forbinder 

med smør og igen med en drittel – 

forf. anm.]. Hos os fremkalder noget 

sådant kun ironiske smil. Hvor ærgerligt, 

hvor skammeligt! Ethvert mindesmærke 

er dog i sin essens først og frem-

mest folkets geniale ånd, stivnet i bronze, 

marmor eller granit, som folket ærer 

og sammenligner sig med, mens det 

bevæger sig fremad. Det næsten totale 

fravær hos os af mindesmærker over 

store erhvervsfolk, mangelen på bøger 

om dem og den manglende dyrkelse af 

dem og respekt for dem blandt ungdommen 

gør ikke Rusland ære" (citeret 

hos Kiˇskin 1990: 2-3). 

Det har ikke været muligt at finde 

lignende vidnesbyrd fra landsbykøbmænd, 

men en efterkommer af det 

store moskovitiske købmandsdynasti 

Abrikosov skriver i sine erindringer om 

købmandsverdenen i Moskva før 1917, 

at "Out of the general mass of small 

merchants, who did not differ substantially 

form the general mass of peasants, 

a clever man would emerge and 

succeed through sheer brainpower and 

initiative in amassing a great fortune. 

He would build factories employing 

thousands of workers, reside in Moscow 

but travel widely, and though 

without formal education, would begin 

to participate in the general cultural 

life, buy paintings and found picture 

galleries, hospitals and clinics" (Abrikossow 

1964: 4). Udover at citatet 

bekræfter den dannelse og modernisering, 

den traditionelle købmandsstand 

undergik, kommer det med en interessant 

bemærkning om småkøbmændene, 

nemlig at de ikke adskilte sig videre 

fra den store masse af russiske bønder. 

Det gjaldt ikke mindst de forkætrede 

landsbykøbmænd. De gammeldags 

bønder med deres gammeldags landbrugskultur 

og de landsbykøbmænd, 

som forsynede dem med daglige og 

andre fornødenheder, var altså rundet 

af samme miljø og var på hver deres 

måde lige umoderne i deres erhvervsudøvelse 

og lignede i mangt og meget 

om hinanden. Det bekræftes af en 

dansk mejerist, Chr. Nielsen, der arbejdede 

som mejeribestyrer i Rusland 

omkring 1900. Han beskrev de russiske 

bønder, han kom i kontakt med, som 

"meget lidt oplyste og stærkt tvivlende 

om andres Ærlighed (karakteristisk for 

Russere er det, at de snyder hverandre, 

saa godt de kan, og man maa lade dem, 

at de er Mestre i dette)" (Mælkeritidende, 

1902: 583). 

Det er således sandsynligt, at landsbykøbmændene 

kunne være både snu, 

pengebegærlige og uhæderlige, men 

meget taler også for, at de var nødt til 

at være det for at overleve med de snu 

og ikke videre velbeslåede bønder, som 

det var deres lod at handle med og 

leve af. Sidst i 1800-tallet var det gammeldags, 

tuskhandlende lag af landsbykøbmænd 

imidlertid langsomt ved at 

blive udmanøvreret af pengeøkonomi 

og mere moderne og solide handlende, 

men ikke desto mindre var det efter al 

sandsynlighed dette købmandslag, der 

først og fremmest gav inspiration til 

intelligentsiaens foragt for købmænd 

over én kam. Herudaf sprang så den 

foragt for kapitalisme og markedsøkonomi, 

som foragten for landsbykøbmanden 

udviklede sig til. 

Den tyske historiker Joachim Zweynert 

skriver om den russiske intelligentsia 

og dens kollektivistiske økonomiske 

tænkning: „Die Intelligencija war diejenige 

gesellschaftliche Kraft, an der die 

Modernisierung Russlands im 19. 

Jahrhundert gescheitert ist. Damit ist 

sie im wesentlichen Masse verantwortlich 

dafür, dass das Land nach der 

Oktoberrevolution in zivilisatorischer 

ROTUNDEN NR. 22 71

Hinsicht systematisch demodernisiert 

worden ist" (ibid.: 102). Den amerikanske 

historiker Yanni Kotsonis skriver 

noget i samme retning i forbindelse 

med et studie af den russiske andelsbevægelse 

mellem 1861 og 1914. Også 

den var domineret af anti-kapitalistiske 

forestillinger. Dens forkæmpere anså 

andelsforetagender for at være en måde 

"of tempering the impersonal market 

by controlling it, and counteracting 

the people who carried and personified 

proprietary capitalism - merchants, 

entrepreneurs, and (relatively) wealthy 

peasants, those whom the sponsors 

considered exploitative, predatory, and 

narrow in their pursuit of short term 

profit" (Kotsonis 1994: 11). Kotsonis 

konstaterer, at bolsjevismens repressive 

politik over for privat virksomhed "and 

its preoccupation with capitalism was 

extreme", men at de forestillinger, der 

lå til grund for den, havde dybe historiske 

rødder i Rusland, "both in government 

policy and in the attitude of educated 

groups, involved in rural affairs" 

(Kotsonis 1994: 11-12). 

Hvad var nu grunden til de uddannede 

og intellektuelle kredses foragt for 

købmanden, til deres økonomisk set 

kollektivistiske, statscentrerede tankegang 

og deres modstand mod en kapitalistisk 

udvikling? Historikeren Joachim 

Zweynert mener, at det skyldes 

kulturelt betingede forhold, som stammede 

fra den ortodokse kirkes holistiske 

tankeverden (enhed mellem tro og 

tanke, individ og samfund, stat og kirke, 

fokus på moralske og sociale spørgsmål) 

(Zweynert 2004: 105-106). Alexander 

Gerschenkron mener, at foragten 

skyldtes socialistiske idéers stærke tag i 

landets intellektuelle, som Gerschen- 

72 


kron igen mener skyldtes det autokratiske 

styres repressive holdning over for 

intelligentsiaen og fraværet af en 

nogenlunde normal politisk arena. Det 

gjorde, at landets intellektuelle ikke 

kom i kontakt med praktiske forhold 

og problemer, men blev urealistiske i 

deres forhold til den almindelige verden, 

fik ekstreme idéer og i perioder 

også skred til ekstrem handling (terrorisme) 

(Gerschenkron 1965: 36). Under 

alle omstændigheder var der i den russiske 

historie en stærk tradition for, at 

staten spillede en central rolle i landets 

økonomiske liv, en tradition, som det i 

hovedtendensen var svært at sætte sig 

ud over, både i idé og praksis, lige 

meget om man var magthaver eller 

opposition. 

Et "købmandsspørgsmål"? 

Lige siden Moskvastaten havde hovedtendensen 

altså været, at den russiske 

stat spillede en dominerende, intervenerende 

og ofte også finansierende rolle 

i samfundsøkonomien (Bill 1959; 

Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974; 

Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell 

1986; Grant 1999). Hovedtendensen 

for erhvervslivets vedkommende var, at 

det kun havde ringe selvstændigt råderum, 

var genstand for stærkt svingende 

politiske konjunkturer, offer for vilkårlighed 

og opererede på usikkert 

grundlag. Det fremmede ikke produktiviteten, 

risikovilligheden, innovationsevnen 

og udviklingen af en selvkørende 

erhvervskultur. Statsafhængigheden 

fremmede til gengæld underdanighed 

og opportunisme og sikkert også 

købmændenes opfindsomhed til at klare 

sig gennem vanskelige situationer og 

evne til at sno sig. Det er ikke usand-

synligt, at jo usikrere en købmands 

position var og jo mere ugleset og 

ussel, jo mere fristet følte han sig til at 

gribe til tvivlsomme handelsmetoder 

for at overleve i et primitivt økonomisk 

system (West 1998: 6). 

Først fra midten af 1800-tallet skete 

der for alvor store forandringer i de 

russiske købmænds position i samfundet, 

i takt med moderniseringen af den 

nationale husholdning. Pengeøkonomi 

fik overtaget over naturalieøkonomien, 

industri og handel ekspanderede, og 

også landbruget blev genstand for 

reformer. Staten begyndte nu som 

noget nyt at udvise en positiv, mindre 

restriktiv, mindre vilkårlig og mere tillidsfuld 

holdning til erhvervslivet og 

appellerede til det om at spille en positiv, 

samfundsbevidst og –ansvarlig rolle 

i landets økonomiske udvikling. 

Hovedtendensen i denne udviklingen 

var en statslig tilbagetrækning fra samfundsøkonomien 

og en frigørelse af 

erhvervslivet, som fik større råderum 

og et sikrere grundlag at operere på og 

blev mere professionelt og effektivt. 

Den gammeldags og ofte uoplyste 

købmandsstand forvandlede sig til et 

friere stillet og foretagsomt lag af små 

og store købmænd, fabrikanter, handlende, 

finansfolk og andre erhvervsfolk, 

som nok var præget af specifikt russiske 

kulturelle og historiske forhold, men 

som i forretningsmæssigt talent og kulturel 

dannelse ikke adskilte sig fra 

erhvervsfolk i andre industrialiserede 

lande (se f.eks. Owen 1981; Rieber 

1982; Buryˇskin 1991; West 1998; Bovykin 

2000). Men netop i denne periode, 

hvor den russisk købmandsstand var 

under modernisering, skabte og fastholdt 

den dannede elite et negativt, 

stereotypt og klichéagtigt billede af den 

russiske købmand, af russiske erhvervsfolk. 

Købmandens stilling i Ruslands 

historie lignende på mange måder bondens: 

Begge erhvervsgrupper blev af 

statsmagten fastholdt i et system, som 

ikke virkede befordrende hverken på 

erhvervsproduktivitet, professionalisme, 

levevilkår eller nationaløkonomi. 

Både landbrug og industri havde svært 

ved at imødekomme befolkningens 

behov. Først i de sidste tiår inden 

Første Verdenskrig begyndte situationen 

at ændre sig, såvel inden for landbrug 

som industri og handel, men verdenskrigen 

og bolsjevikkerne magtovertagelse 

kom i vejen. Foragten for bonden 

og købmanden kom nu i højsædet, 

og landets økonomiske problemer søgtes 

løst ved en tilintetgørelse af bønder 

og købmænd som erhvervskategori og i 

millioner af tilfælde også som personer, 

samtidig med en statsliggørelse af store 

dele af økonomien og en kriminalisering 

af resten af den, den private, sorte 

sektor. Det løste som bekendt ikke landets 

økonomiske problemer og skabte 

ikke et velfungerende landbrug eller 

ditto industri og handel. Ved siden af 

"bondespørgsmålet" havde Rusland 

således også et "købmandsspørgsmål", i 

hvert fald indtil 1917, og meget tyder 

på, at begge spørgsmål stadig er der i 

udgaver, der ikke er mindre komplekse 

og komplicerede end tidligere. 

ROTUNDEN NR. 22 73

Litteratur 

Abrikossow, Dmitrii I. (1964): 

Revelations of a Russian Diplomat. The 

Memoirs of Dmitrii I. Abrikossow. Seattle. 

University of Washington Press. 

Ananich, Boris V.: The Economic Policy of 

the Tsarist Government and Enterprise in 

Russia from the End of the Nineteenth through 

the Beginning of the Twentieth Century 

i: Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.) 

(1983): Entrepreneurship in Imperial Russia 

and the Soviet Union. Princeton: Princeton 

University Press: 125-139. 

Bill, Valentine T. (1959): The Forgotten Class. 

The Russian Bourgeoisie from the Earliest 

Beginnings to 1900. New York: Praeger. 

Bovykin, V.I. (red.) (2000): 

Istorija predprinimatel’stva v Rossii. Kn. 1-2. 

Moskva: Rosspen. 

Crisp, Olga (1976): Studies in the Russian 

Economy before 1917. London: Macmillan. 

Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.) 

(1983): Entrepreneurship in Imperial Russia 

and the Soviet Union. Princeton: Princeton 

University Press. 

Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy, 

1850-1917. New York: St Martin's Press. 

Gerschenkron, Alexander (1962): Economic 

Backwardness in Historical Perspective. 

Cambridge, MA: Harvard University Press. 

Gerschenkron, Alexander (1979): Europe in 

the Russian Mirror. Four Lectures in Economic 

History. Cambridge: Cambridge University 

Press. 

74 


Grant, Jonathan A. (1999): Big Business in 

Russia. The Putilov Company in Late Imperial 

Russia. Pittsburgh: University of Pittsburgh 

Press. 

Gregory, Paul R.: (1994): Before Command: 

An Economic History of Russia from Emancipation 

to the First Five-Year Plan. Princeton, 

N.J.: Princeton University Press. 

Hage, C. og H. Tegner (1881): Om Betingelserne 

for Handelssamkvem med det vestlige 

Sibirien. 2. Udg. Kjbh. 

Heller, Klaus (2004): Unternehmertum und 

Unternehmertypen im Russland des 19. 

Jahrhunderts i: Guski, Andreas, Ulrich 

Schmid (Hrsg.): Literatur und Kommerz im 

Russland des 19. Jahrhunderts. Zürch: Pano 

Verlag: 77-100. 

Janin, V. L. (glav. red.): Otečestvennaja istorija. 

Istorija Rossii s drevnejˇsich vremen do 

1917 goda. Enciklopedija. 1994-2000. 3 bd. 

Moskva: Bol’ˇsaja sovetskaja enciklopedija. 

Kiˇskin, A.S. 1990: "Samorodok russkoj delovi- 

tosti" i: Tribuna, 16.8., 30-31 (1127-1128). 

Korelin, V., S. Stepanov (1998): S. Ju. Vitte. 

Finansist, politik, diplomat. Moskva: TERRA. 

Kotsonis, Yanni George (1994): Agricultural 

Co-operatives and the Agrarian Question in 

Russia, 1861-1914. Ph.-d.-thesis. Columbia 

University. 

Larsen, Inge Marie (2001): Kampen om det 

sibiriske smør: Kurgan, St. Petersborg, 

København, London, 1895-1905. Odense. 

Upubl. ph.-d.-afhandling.

Laue, Theodore H. Von (1954): A Secret 

Memorandum of Sergei Witte on the Industrialization 

of Imperial Russia i: The Journal 

of Modern History, 1954, 26: 60-74. 

Laue, Theodore Von (1963): Sergei Witte and 

the Industrialization of Russia. New York: 

Columbia University Press. 

Makarov, N.P. (1910): Krest’janskoe kooperativnoe 

dviˇzenie v Sibiri. Moskva: Tovariˇsčestvo 

tipografii A.I. Mamontova. 

Mælkeritidende. 

Otdel sel’skago chozjajstva i kustarnoj promyˇslennosti. 

Tobolsk (tillæg til avisen Tobol’skie 

gubernskie vedomosti). 

Owen, Thomas C. (1981): Capitalism and 

Politics in Russia. A Social History of the 

Moscow Merchants, 1855-1905. Cambridge : 

Cambridge University Press. 

Owen, Thomas C. (1991): The Corporation 

under Russian Law, 1800-1917. A Study in 

Tsarist Economic Policy. Cambridge : Cambridge 

University Press , 1991. 

Owen, Thomas (1995): Russian Corporate 

Capitalism from Peter the Great to Perestroika. 

New York: Oxford University Press. 

Owen, Thomas C.(1999): Entrepreneurship, 

Government, and Society in Russia i: Hosking, 

Geoffrey, Robert Service (eds.): Reinterpreting 

Russia. London: Arnold: 107-125. 

Macey, David A. J. (2004): Reflections on Peasant 

Adaption in Rural Russia at the Beginning 

of the Twentieth Century: The Stolypin 

Agrarian Reforms i: The Journal of Peasant 

Studies, 2004, 3 & 4: 400-426 

Pipes, Richard (1974): Russia under the Old 

Regime. London: Weidenfeld and Nicolson. 

Rieber, Alfred J.: (1982): Merchants and 

Entrepreneurs in Imperial Russia. Chapel 

Hill, NC: University of North Carolina Press. 

ˇSepelev, L.E. (1981): Carizm i burˇzuazija vo 

vtoroj polovine XIX veka. Leningrad: Nauka. 

Smith, Steve A. (1999): Popular Culture and 

Market Development in Late-Imperial Russia 

i: Hosking, Geoffrey, Robert Service 

(eds.): Reinterpreting Russia. London: 

Arnold: 142-155 

West, James L., Iurii A. Petrov (eds.) (1998): 

Merchant Moscow. Images of Russia’s Vanished 

Bourgeoisie. Princeton: Princeton University 

Press. 

Zweynert, Joachim: Das ökonomisches Denken 

der russischen Intelligencija um Mitte 

des 19. Jahrhunderts im Lichte eines 

systemtheoretischen Modernisierungskonzepts 

i: Guski, Andreas, Ulrich Schmid 

(Hrsg.): Literatur und Kommerz im Russland 

des 19. Jahrhuderts. Institutionen, Akteure, 

Symbole. Zürich: Pano Verlag: 102-122. 

ROTUNDEN NR. 22 75

Tidligere numre af Rotunden 

Nr. 1-11: Udgåede, men kan lånes på Statsbiblioteket 

Nr. 12: Eva Lous: Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895 

Morten Hein: Den første offentlige fonogramsamling 

Nr. 13: Aage Jørgensen og Niels C. Nielsen (Red.) 

Omkring Johannes V. Jensen-samlingerne 

Et seminar på Statsbiblioteket 

Nr. 14: Carsten Bach-Nielsen: Volkmar Engerer: 

En mand med en drøm “8 timers fritid, 8 timers hvile, 8 timers søvn” 

Om tomme løfter og sprogfilosoffen 

Jacob Haugaard 

Nr. 15: Emil Kjærsgaard: 

Emils dagbog 1944-1951 

Nr. 16: Hanne Rimmen Nielsen: Anita Kildebæk Nielsen: 

Bertha von Suttner i København 1906. En disciplins demarkation og selvforståelse. 

Et billede i Kvindehistorisk Samling, s. 4-23 Dansk kemisk tidsskriftslitteratur i 1800-tallet 

Nr. 17: Lotte Thyrring Andersen: Forskellige bidragydere: 

Jørgen Gustava Brandt Forskning på Statsbiblioteket 

Nr. 18: Jørgen Mührmann-Lund: 

Christian Güldencrones rejsebog 

Jette Drachmann Søllinge: 

“Et gjaldende Signal til Folkerejsning” 

Nr. 19: Hans Ulrik Riisgård: 

Kirstine Holmsgaard, Kvindesagsforkæmperen fra Brædstrup 

Eva Lous: Karen Jeppe – Danmarks første u-landsarbejder 

Nr. 20: Aage Jørgensen og Poul Bager: 

Johannes V. Jensen 

Nr. 21: Henrik Meiner: 

Christoph Hein – “Med udgangspunkt i en eksistentialistisk fortolkning / Der fremde Freund”

En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?