En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

preben.nl

En dansk familie i Vestsibirien - Bernadette Preben-Hansen

Rotunden nr. 22, marts 2006

ISSN 0908-6781

Udgivet af

Statsbiblioteket

Universitetsparken

8000 Århus C.

© Statsbiblioteket

Redaktion:

Volkmar Engerer

Harald von Hielmcrone

Henrik Vetter

Layout: www.finnknudsen-grafiskdesign.dk

Tryk: MIGrafisk

Udgivelsen har ikke nogen fast frekvens.

Interesserede kan vederlagsfrit rekvirere

Rotunden så længe oplag haves.

Henvendelse til:

Statsbiblioteket

Universitetsparken

DK-8000 Århus C.

Tlf. 8946 2207

www.statsbiblioteket.dk

Forsiden:

Jacoba Hansen med døtrene Ellen og Inge.

Kugan, 1911. Foto: A.I. Kočeˇsev. Per og Gyda Strøyers

privatarkiv.

Bagsiden:

Russisk jernbaneobligation fra begyndelsen af 1900tallet.

Statsbibliotekets arkiv.

Siden 1993 har Statsbiblioteket udgivet tidsskriftet Rotunden. Formålet med Rotunden er at synliggøre

Statsbibliotekets samlinger og deres benyttelse gennem en præsentation af artikler, skrevet af medarbejdere

eller andre, som bruger disse samlinger.

De emner som præsenteres, afspejler det universielle i Statsbibliotekets samlinger af trykte, digitale, virtuelle

og håndskrevne ressourcer, og giver samtidigt eksempler på den faglige ekspertise, biblioteket er i

besiddelse af, både hvad angår forsknings- og formidlingsaspektet. Foruden artikler i Rotunden udgiver

Statsbibliotekets medarbejdere mange andre skriftlige arbejder (se bibliotekets årsberetning).

Rotunden bliver udleveret gratis fra Statsbibliotekets publikumsområder, ligesom tidligere numre kan

rekvireres gratis, sålænge lager haves. Der er ingen fast udgivelsesfrekvens, men det er hensigten at

udgive 1-2 numre om året.

Tidsskriftet har navn efter den rotunde, der siden ombygningen i 1993 har været midtpunktet i de fysiske

rammer for Statsbibliotekets informations- og formidlingsvirksomhed til forskningen, den højere

undervisning og offentligheden.


Indhold

16 A. V. Guterc: Carl Frederik Rieffestahl

1

25 Inge Marie Larsen: En dansk familie i Vestsibirien, 1899-1919

56 Inge Marie Larsen: ‘Købmandsspørgsmålet’ i Ruslands historie


Forord

Dette nummer af Rotunden har som baggrund den smørindustri, der voksede

frem i Rusland i tiårene op til Første Verdenskrig og gjorde landet til verdens

næststørste smøreksportør, efter Danmark. Både inden for russisk smørfremstilling

og -eksport var der et betydeligt dansk islæt af mejerister, handlende og kontorfolk.

Nummerets første artikel bringer historien om en dansk mejerist, som blev en

af de mest fremtrædende mejerifolk i den europæiske del af Rusland. Næste artikel

giver læseren indblik i, hvordan en dansk smørkøbmandsfamilies liv formede sig i

Kurgan, en af Vestsibiriens største smøreksportbyer, og af hvordan det sibiriske

“eventyr” endte for familien Hansen og mange andre. Den sidste artikel handler

om de vilkår, der gennem tiderne har været den russiske købmands. Rotundens

læsere vil blive indviet i de mange vanskeligheder, livet bød de handlende i det

vidtstrakte rige.

Der er mange måder at gengive russiske ord og navne på. I dette nummer er de,

bortset fra dem, der er indoptaget i det danske sprog, translittereret efter international

ISO-standard.

God læselyst

Inge Marie Larsen


A.V. Guterc

Carl Frederik Rieffestahl

Carl Frederik Rieffestahl (20.8.1858,

Danmark – 14.11.1917, Vologda), eller

Karl Christianovič Riffestal, som hans

navn lød på russisk, var en af Ruslands

fremtrædende mælkerivæsensspecialister

og forfatter til store rapporter om

især andelsbaseret smørfremstilling, det

russiske hjemmemarked og verdensmarkedet

for smør og en række populære

brochurer om malkekvæg.

Rieffestahl gik i skole på Giersings

Realskole i Odense og blev herefter

uddannet som mejerist på private

mejerier i Danmark. I 1883 rejste han

til Rusland og fik hurtigt arbejde. Danmark

var på den tid verdens førende

smørland, og danske mejerister var velanskrevne

og eftertragtede. Formodentlig

hjalp også den anbefaling, Ruslands

kendteste mælkerivæsensmand, N.V.

Verečˇsagin, forsynede Rieffestahl med,

foranlediget af den danske landbrugskandidat

Carl Andreas Koefoed, som

var udvandret til Rusland i 1878 og

hurtigt havde erhvervet sig en solid

position inden for russisk landbrug. 1)

Godsforvalter

Fra 1883 arbejdede Rieffestahl som forvalter

på godset Lotoˇsino på grænsen

mellem guvernementerne Tver og Moskva

og fra 1886-1891 på godset Zapole

i nærheden af byen Luga ved den sydlige

bred af Vrevosøen, syd for St. Petersborg.

Godset Lotoˇsino havde et godt ry

blandt russiske landmænd og godseje-

6

ROTUNDEN NR. 22

re. Meˇsčerskijslægten, som ejede

Lotoˇsino, havde gennem generationer

holdt malkekvæg og haft svejtsiske

ostemagere ansat på godsmejeriet til at

fremstille Emmentaler, Meˇsčerskijost,

som den kaldtes.

En fejlslagen høst tvang i 1881

Lotoˇsinos ejer, fyrst S.B. Meˇsčerskij, til

at sælge en del af kvæget fra, så antallet

af kreaturer på godsets ti gårde faldt

til 800, hvoraf halvdelen var malkekøer.

Gårdene havde egne enge, skovarealer,

kløvermarker, overdrev og murede

stalde. Hver malkepige havde ansvaret

for 18-20 køer, og en kvægopsynsmand

og –kvinde havde overopsynet

med malkepigerne. Trods gode forhold

for kvæget og gode lønninger og favorable

bonusordninger til de ansatte var

køernes gennemsnitsydelse ikke høj.

Det skyldtes de ansattes lave uddannelsesniveau

og halvhjertede ansvarsfølelse

over for køerne, som de ikke passede

på samme måde, som hvis de havde

været deres egne. Det var på denne

baggrund, Meˇsčerskij i 1883 ansatte

Rieffestahl på godset.

På godset Zapole var situationen en

anden. Det tilhørte den energiske og

ambitiøse general P. A. Bilderling, som

havde erhvervet det i 1883 i voldsomt

forfalden tilstand. Den ny ejer udvidede

godsets pløjearealer fra 100 til 200

desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), indførte

nivangsdrift, såede vintermarkerne

til med kløver og kamille og udvidede

bestanden af malkekvæg fra 40 til


80 køer, som han købte op hos nabobønderne.

Han anskaffede også en del

kvier med stamtavle. Han opførte to

fodersiloer af limstensplader og byggede

fine stalde til kreaturerne. Han

begyndte desuden at avle arbejdsheste

af Ardenracen og indlagde vandforsyning

til alle bygninger. Det var denne

modernisering, Rieffestahl blev ansat til

at medvirke ved.

Rieffestahls arbejdsgivere fra årene

1883-1891 gav ham følgende

skudsmål: 2)

"… på Lotoˇsino organiserede han

bedriften efter moderne, rationelle

principper. Han gjorde en stor indsats

for agerbrug og kvægdrift. Alle hans tiltag

var velovervejede og velgennemtænkte

og førte til gode resultater. Han

åbnede også en privat mælkerivæsensskole

på godset, som senere fik status af

statslig uddannelsesinstitution … 3)

… på Zapole lærte han folkene at

behandle mælk og kvæg rigtigt, anlagde

et velfungerende godsmejeri og lagde

grunden til en landbrugsskole for

mælkerivæsen, svineavl og kvægavl,

hvor også de, der nu tager sig af godsets

smørfremstilling og kvæg- og svineavl,

fik en god uddannelse. I egenskab

af godsforvalter (fra 1888) forbedrede

han agerbruget, så det blev drevet

i overensstemmelse med jordens

beskaffenhed, hvilket førte til en række

forsøg med kulturafgrøder og til

anlæggelsen af en landbrugsforsøgsstation

…". 4)

Valg af livsgerning

I slutningen af 1891 henvendte landbrugsministeriet

sig til Rieffestahl med

en forespørgsel, om han ville rejse til

Danmark og Norge for på den russiske

Carl Frederik Rieffesthal. Fotoet af den unge Rieffestahl

er fra Vologda, formodentlig fra

1880erne. Påskriften er fra 1902.

I.N. Lozovskajas privatarkiv.

stats vegne at studere metoder til sterilisering

af mælk. Rieffestahl påtog sig

opgaven og afleverede sin rapport om

brugen af den ny teknologi i de to nordiske

lande i februar 1892.

Her skal det indskydes, at 1880erne

revolutionerede mælkerivæsenet verden

over. Centrifugen blev opfundet og

sat i masseproduktion under mærket

Laval 5), og L. Pasteur og hans elev

Duclot fandt ud af, hvorfor gæringsprocessen

kunne gå galt under ostefremstilling

og ødelægge osten. Takket være

N.V. Vereˇsčagins ihærdige anstrengelser

indførte den russiske regering i 1890

særligt favorable transportafgifter og

transportformer for mælkerivæsensprodukter.

6) Det satte for alvor gang i russisk

smørproduktion og -handel og

banede vej for eksport af russisk smør.

ROTUNDEN NR. 22 7


I 1892 blev Rieffestahl ansat som repræsentant

for Petersborgfirmaet G.I.

Pallizens filial i Vologda under direktør

P. Merk. 7) Samme år begyndte eksporten

fra Vologdaområdet af smør, fremstillet

af opvarmet fløde. På Vereˇsčagins

opfordring begyndte Rieffestahl nu at

arbejde som mejerikonsulent i privat

regi i Vologdaguvernementet, ved siden

af sit arbejde for firmaet Pallizen.

Vereˇsčagin og Rieffestahl havde samme

holdning til to principielle spørgsmål:

De mente begge, at et mejerivæsen, der

byggede på almindelige bondebrug og

ikke kun på de store godser, og som

blev organiseret efter andelsprincippet,

var det mest hensigtsmæssige, og at

mange bønder med fordel kunne omlægge

bedriften fra kornavl til kvægdrift.

Danske mejerister

i russisk statstjeneste

Da Vereˇsčagin opfordrede Rieffestahl at

arbejde som privat mejerikonsulent,

havde han allerede i nogen tid haft en

idé om at få oprettet en stab af mobile

statsmejerister i guvernementet, ansat

under landbrugsministeriet og ledet af

Rieffestahl. Han fik ministeriet med på

tanken, og Rieffestahl blev i 1894

udnævnt til statskonsulent i mælkerivæsen

for de nordlige guvernementer

Vologda, Jaroslavl og Kostroma. 8) Året

forinden havde han giftet sig med den

adelige M.V. Sventickaja fra Ufa og var

begyndt at falde til i Vologda og regne

med at skulle blive i Rusland for altid.

Hans børn blev døbt ind i den ortodokse

tro. I 1903, da den russiske stat tildelte

ham Stanislavordenen af tredje

grad som belønning for hans indsats

inden for mælkerivæsenet, ansøgte han

8

ROTUNDEN NR. 22

om russisk statsborgerskab. Ansøgningen

blev imødekommet, og i 1904 blev

han russisk statsborger. 9)

Beslutningen om at oprette en stab

af statsmejerister for de tre nordlige

guvernementer blev taget på et tværministerielt

møde i dagene 14.-23. maj

1894 i St. Petersborg. 10) Den kom til

udtryk i en række ministerielle dekreter,

forordninger og beregninger, og i at

Rieffestahl, nu medarbejder i det russiske

landbrugsministerium, blev sendt

til Danmark for at ansætte danske

mejerister i russisk statstjeneste. Han

rejste til København i oktober 1894

med et brev til den russiske konsul og

penge, der skulle bruges som lønforskud

til de kommende statsmejerister

og til at dække deres rejseudgifter til

Vologda. Han begyndte med at sætte

en annonce i de danske fagblade og tog

ud på mejerierne og talte med de mejerister,

der reflekterede på annoncen.

Han efterprøvede de anbefalinger, de

havde lagt ved deres jobansøgning, og

talte med hver enkelt af dem. Han tog

alt i betragtning og lagde bl.a. vægt på,

at de kommende konsulenter skulle

have et pænt og tillidsvækkende ydre.

Efter at have udvalgt og ansat sine foretrukne

kandidater arrangerede han

sprogkurser for dem og besøg hos

mejeriinventarsforhandlere og -producenter

og sørgede for, at de fik købt

varmt tøj til at stå imod med i den russiske

vinter. 11) De danske mejerister

ankom til Vologda i januar 1895.

Nu, hvor Rieffestahl havde fået en

stab af mejerister under sig, udnævnte

ministeriet ham til "ledende statskonsulent

i mælkerivæsen".

Der er findes et enkelt billede af

Rieffestahl sammen med gruppen af


danske statsmejerister. Blandt dem ses

den dygtigste af dem alle og eneste

kvinde, Mathilde Holm. Efter indstilling

fra Rieffestahl modtog hun en

større anerkendelse for sin indsats fra

guvernementsrådet, guvernementets

øverste lokale forvaltningsorgan. 12) På

15 år havde hun 575 gange på sammenlagt

3384 dage besøgt bønder,

landmænd og mejerier i guv. Vologda.

I løbet af det første år besøgte de

danske statsmejerister 79 landbrug. De

opholdt sig i gennemsnit 37 dage hvert

sted. Det efterfølgende år var der tale

om 163 landbrug og en gennemsnitlig

opholdslængde pr. sted på 16 dage.

Smørkvaliteten i guvernementet blev

bedre, og som følge heraf åbnede i

1896 to nye eksportkontorer i Vologda.

I 1898 var der 9. 13)

Statsmejeristerne havde ikke fine

fornemmelser, men påtog sig alle slags

arbejde: Vaskede gulv, vægge, skåle og

spande, lavede regnskab og deltog i alle

arbejdets faser, fra fremstillingen af

syrekultur til pakning af smørret i dritler.

Danskerne lærte ikke fra sig ved at

docere, men ved selv at deltage i arbejdet.

De indførte ikke kun bønderne

rundt omkring på gårdene i smørfremstillingens

teknologi, men lærte dem

også at organisere arbejdet så praktisk

og effektivt som muligt.

De gode resultater af konsulenternes

arbejde fik ministeriet til at sende Rieffestahl

til Danmark igen i august-oktober

1897 for at ansætte yderligere et

antal mejerister og også sætte sig ind i

de danske og svenske statskonsulenters

arbejde.

Et nyt udtryk for effektiviteten i

Rieffestahls og hans statsmejerister indsats

var, at mejerister og smør fra Vo-

logda- og Jaroslavlområderne nu deltog

i smørudstillinger og -konkurrencer. De

mejerier, som havde taget gode råd fra

statsmejeristerne til sig, fik medaljer for

deres produkter på den store nationale

industri- og kunstudstilling i Niˇznij

Novgorod i 1896 og på den nationale

mælkerivæsensudstilling i St. Petersborg

i 1899.

Rieffestahl stod ikke kun for den

professionelle, men også for den kunstneriske

udformning af de dele af udstillingerne,

som handlede om mejerivæsenet

i guv. Vologda.

I sin rapport fra 1897 til rådsforvaltningen

om Niˇznij-Novgorod-udstillingen

skrev han, at "… de opnåede resultater

uden forbehold kan kaldes strålende,

ikke alene i kvantitativ, men

også i kvalitativ forstand. Ingen andre

guvernementer deltog i udstillingen

med smør fra så mange mejerier, og

Vologdasmørret overgik i kvalitet alt

andet udstillet smør fra alle andre egne

af Rusland …" 14)

Næsten samme formuleringer brugte

Rieffestahl om en række Jaroslavlmejeriers

deltagelse i udstillingen i St.

Petersborg i 1899, hvor de vandt 36

medaljer. Han skrev bl.a.: "… allerede i

1870erne blev der fremstillet holstensk

smør af særligt syrnede flødekulturer

overalt i guvernementerne Jaroslavl og

Vologda, men da der dukkede nye usyrnede

søde flødesmørsorter op og også

Parisersmør (normannisk smør, tilpasset

russiske forhold af N.V. Vereˇsčagin –

overs. anm.), vænnede hjemmemarkedet

sig hurtigt til dem og foretrak dem

frem for de syrnede sorter … I begyndelsen

af dette årti var det svært at finde

en mejerist, som vidste, hvordan

man fremstillede den rigtige slags syre-

ROTUNDEN NR. 22 9


kultur til fremstilling af holstensk smør

…". 15) De danske statsmejerister medvirkede

til at genoplive disse glemte

færdigheder.

Det hændte, at de danske mejerister

10

ROTUNDEN NR. 22

ikke forlængede deres russiske statsansættelse

ved kontraktens udløb, men

lod sig ansætte i privat regi på mere

favorable vilkår på store privatmejerier

eller rejste til Sibirien for at prøve lyk-


ken i den ekspanderende sibiriske

smørindustri.

"Egnens velgørere"

Her er det nødvendigt at foretage en

Rieffestahl (med det store skæg), omgivet af det

første hold danske instruktører. Siddende yderst

til venstre Mathilde Holm. Midten af 1890erne.

I.N. Lozovskajas privatarkiv.

afstikker til 1870erne. Som Rieffestahl

skrev i sin rapport, blev der allerede i

1870erne fremstillet smør i guv. Vologda.

Ved mælkerivæsensudstillingen i St.

Petersborg i 1879 var afdelingen med

smør fra Vologdaguvernementet den

store sensation. 16) Også dengang blev

der udstillet flere mælkeprodukter fra

guv. Vologda end fra noget andet

guvernement i Rusland, og Vologdasmørret

indtog også førstepladsen,

hvad angik priser. Ved samme lejlighed

blev russiske købmænds interesse for

Vologdasmør for alvor vakt. Det resulterede

i afholdelsen af en mælkerivæsensudstilling

i Vologda i 1881, på N.V.

Vereˇsčagins initiativ. Den russiske presse

forbandt i 1879 helt korrekt sensationen

med Vologdasmørret med N.V.

Vereˇsčagin og hans elevers virke og i

høj grad også med den gavnlige indflydelse

og det gode eksempels magt, som

var udgået fra de indvandrede holstenere

Ida og Friedrich Buman. Deres

navne var dengang kendt vidt og bredt.

Ægteparrets mønsterlandbrug blev gang

på gang omtalt i aviser og blade. Deres

liv og virke fortjener sin helt egen

fremstilling og skal her kun nævnes i

hovedtrækkene. De dansksindede holstenere

kom til Rusland på N.V.Ve-

ROTUNDEN NR. 22 11


eˇsčagins initiativ for at arbejde som

lærere ved mælkerivæsensskolen i

landsbyen Edimonovo. Da deres kontrakt

med skolen udløb, forpagtede de

et godsmejeri i nærheden af Vologda.

Ni år senere erhvervede de deres eget

gods og åbnede eget mejeri, hvor de

bearbejdede mælk fra egen besætning

og fra omkringliggende bøndergårde.

De fremstillede primasmør og fik mange

priser for det. Men først og fremmest

lod de alle, der ønskede det, studere

mælkerivæsen hos sig. Ægteparret

benyttede sig af den mest moderne teknologi

på området. Eksempelvis var det

dem, der købte den første centrifuge,

som overhovedet blev importeret til

Rusland, efter at den var blevet fremvist

og beundret som det teknologiske

vidunder, den var, på mælkerivæsensudstillingen

i Vologda i 1881. I 1886

fik de russisk statsborgerskab og gik

over til den russisk-ortodokse tro. 17)

Da ægteparret Buman havde arbejdet i

25 år på Vologdaegnen, blev der holdt

stor jubilæumsfest for dem. De blev fejret

og hyldet som "egnens velgørere" af

både høj og lav, af bønder, borgere og

adelige og guvernøren i egen person.

Der var lykønskninger fra guvernements-

og distriktsforvaltningerne og

byrådet og ikoner fra egnens

købmænd. En optælling viste, at Lidija

(Ida) Ivanovna Buman havde haft mere

end 500 elever.

Da de blev ældre, trak de sig tilbage

fra aktivt arbejde, men på det beskedne

ægtepars bedrift blev der oprettet en

mælkerivæsensskole, som senere blev

til en højere mælkerivæsenslæreanstalt

og har fungeret som sådan lige siden. 18)

Det var hos disse landsmænd, Rieffestahl

i en periode stod i lære, inden

12

ROTUNDEN NR. 22

han i 1883 begyndte at arbejde på godset

i Lotoˇsino.

Andelsmejerier – problemer

og forhindringer

I en af sine rapporter skrev Rieffestahl:

"Da jeg blev udnævnt til mælkerivæsensinstruktør

for de nordlige guvernementer

i 1894, pressede jeg straks på

for at få oprettet andelsmejerier, en

mejeriform, jeg som dansker nærmest

havde fået ind med modermælken og

fandt helt naturlig. Takket være lokale

folks medvirken19) og muligheden for

frit og kvit at benytte mig af de mejeristers

arbejdskraft, som var ansat under

mig, gik det hurtigt fremad, og i 1897

var der allerede 9 andelsmejerier i guv.

Vologda …" 20)

Rieffestahls detaljerede beskrivelse af

hvert enkelt andelsmejeri er en uvurderlig

og enestående kilde til andelsbe-

F. Buman. 1912. O.N. Nikolaevas privatarkiv.


vægelsens historie i russisk landbrug og

en ny erhvervsgrens opståen. Hertil

kommer, at der af de omhyggelige bogføringer

over udbetalinger for leveret

mælk, oversigter over, hvor mange pud

(et pud = 16,38 kg) mælk, der gik til

fremstillingen af et pud smør, månedlige

udbetalinger til andelsbønderne og

meget andet, fremstår et tydeligt billede

af den tids sæd og skik inden for

mejerierhvervet.

De andelsmejerier, Rieffestahl medvirkede

til at oprette, holdt ikke længe.

De blev udkonkurreret af privatmejerier,

som gav bønderne højere betaling

for den leverede mælk. På grund af

dårlig hygiejne fremstillede disse mejerier

dårligt smør. Deres fortjeneste

stammede ikke fra mejeridriften, men

fra måden, hvorpå de betalte mælkeleverandørerne

for mælken, nemlig ved

hjælp af varer fra de butikker, de åbnede

ved mejerierne. Mejeriejernes primære

indtjeningskilde var altså ikke

mejeridriften, men tuskhandel med

dagligvarer fra mejeributikken. Bønderne

fortyndede til gengæld den mælk,

de leverede, eller forsøgte at snyde på

anden vis, men det så man gennem

fingre med på de uprofessionelt drevne

mejerier.

Snart bestod mejerilandskabet i Vologda-guvernementet

af et fåtal af veldrevne

mejerier, der fremstillede kvalitetsprodukter,

og et flertal af uprofessionelle

småproducenter, der fremstillede

dårligt smør. På denne uhensigtsmæssige

måde kom det pengeløse bondelandbrugs

behov for kredit og kooperative

butiksformer til udtryk.

Væksten i antallet af uprofessionelle

mejerier var faretruende, og problemet

var gang på gang til drøftelse i den

lokale forvaltning og på regeringsplan.

Især i 1894-95 resulterede krisen i

mejerivæsenet i ophedede debatter i

guvernementsrådet. Da man ikke var i

stand til at finde en løsning lokalt,

omtalte Vologdas guvernør problemerne

i sin årlige indberetning for 1901 til

den russiske tsar. Det resulterede i

afholdelsen af flere møder på regeringsplan,

bl.a. i ministerrådet (4.3.1903) og

i finansministeriet (20.12.1904), om

nogle fundamentalt forskellige

løsningsforslag. 21) Forhandlingerne var

imidlertid resultatløse. Det ville dog

være uretfærdigt at give det "bureaukratiske

tovtrækkeri" hele skylden for

miseren inden for mælkerivæsenet.

Niveauet for industriel produktion, og

især småproduktion, hænger ofte sammen

med det kulturelle niveau i den

brede befolkning. Den var i så henseende

forsømt, idet skolesystemet var

under al kritik og faguddannelserne

stort set ikke tilgængelige for almindelige

bønder.

Der var mange, der opfordrede til en

skærpelse af politiets kontrol med de

hygiejniske forhold på mejerierne, eller

til at den lokale forvaltning dekreterede

fælles standarder på området. Den

dominerende holdning var dog tilbageholdenhed

over for at inddrage ordensmagten

eller lovgive på området, og

derved blev det.

Rieffestahl deltog aktivt i den løbende

debat om de presserende mælkerivæsensproblemer,

både i pressen og på

lokale og centrale mælkerivæsensmøder

og –kongresser, som han blev inviteret

til at deltage i i egenskab af landbrugsministeriel

mælkerivæsensspecialist

eller personligt, som den anerkendte

mælkerivæsensekspert, han var. Ikke

ROTUNDEN NR. 22 13


mindst deltog han i januar 1904 i en

række mælkerivæsensmøder, som foregik

på højeste nationale plan i den

landsdækkende Kommission til Udarbejdelse

af Forholdsregler til Fremme af

Mælkerivæsenet, oprettet under landbrugsministeriet.

22)

Der var et bestemt problem i det

daglige arbejde, som gjorde, at Rieffestahl

og hans statsmejerister af og til løb

14

ROTUNDEN NR. 22

panden mod en mur. Det bestod i, at

smøropkøberne i guv. Vologda nok

købte smør op efter kvalitet til eksport,

men ikke til hjemmemarkedet (modsat

byen Kurgan i Vestsibirien, som var

centrum for en stor smøreksport, som

danske eksportører dominerede). Af

frygt for at miste leverandørerne, hvis

man afviste deres produkter af kvalitetsmæssige

årsager, købte størsteparten


F. Buman i

arbejdstøjet ved

den tredje ko.

1912.

O.N. Nikolaevas

privatarkiv.

af opkøberne smør op uden at kvalitetsvurdere

og til én og samme pris.

Det hændte ofte, at erfarne statsmejeristers

velovervejede og velbegrundede

kritik af en mejerists arbejde blev mødt

med følgende reaktion fra mejeriejerens

eller andelsmejeriformandens side:

"Mit smør bliver ikke afvist. Mine mejerister

er dygtige". Hermed var sagen

afgjort, for det var ikke obligatorisk at

lytte til kritikken og følge statsmejeristernes

anvisninger. Eksportører, der

hægede om deres gode navn og rygte,

som f.eks. Brdr. Blandov, bar sig naturligvis

ikke sådan ad. De sluttede kontrakter

med mejerierne i op til flere år

ad gangen, men med ret til at ændre

prisen ved leveringen, hvis kvaliteten

var dårlig. Men én ting var Brdr. Blandov,

en anden situationen på smørmarkedet.

23)

Danskerne havde endnu et problem,

nemlig at overbevise bønderne om ikke

at spare på foderet til kreaturerne. Bønderne

var ofte nærige og afviste f.eks. i

begyndelsen F. Bumans måde at håndtere

sit kvæg på, trods de gode resultater,

for "Hans køer spiser bedre end vi

selv".

Rieffestahl forsøgte løbende at få

guvernementsrådet til at støtte

mælkerivæsen og kvægforædling økonomisk,

men hans anstrengelser var

længe forgæves. Det gjaldt for hele landet,

at de lokale råds støtte til landbrugsmæssige

forbedringer som regel

var minimale i forhold til rådenes samlede

budget. Ganske vist voksede deres

økonomiske støtte i årene 1895-1911

relativt set hurtigt, men alligevel brugte

de i gennemsnit kun 6% af budgettet

på forbedringer af landbefolkningens

vilkår og landbrugskulturen. Jaroslavlrådet

brugte endnu mindre, og

Vologdarådet indtog noget nær sidstepladsen

i Rusland (3,3%).

De lokale råds holdning bar præg af

synspunkter, der var kommet frem i en

langvarig strid mellem N.V. Vereˇsčagin

og elever af naturvidenskabsmanden

A.F. Millendorf om relevansen af at

erstatte russisk kvæg med udenlandske

racer. Millendorf mente ja, Vereˇsčagin

ROTUNDEN NR. 22 15


nej. I vore dage, hvor vi længe har

vidst, at Vereˇsčagin havde ret, og anser

hans position for selvindlysende, kan

det være svært at forestille sig

1870ernes - 90ernes voldsomme diskussioner

om emnet i den russiske presse.

Essensen af dem kom frem i et kendt

smædevers, som gjorde nar ad folk, der

mente, de gjorde fædrelandet en god

gerning ved at indføre svejtsiske eller

engelske køer, blot for at opdage, at de

udenlandske racer ikke kunne klare sig

under de særlige russiske naturgivne

vilkår, fordi der ikke var halm nok til

det forslugne udenlandske kvæg.

Et andet forhold, som prægede de

lokale råd, var en voksende politisk

radikalisering af medlemmerne. I Vologda

blev den ikke mindre af, at byens

var opholdssted for mange politiske

eksilerede. 24) Argumenterne for og

imod andelsmejerierne blev i årene op

til 1904, hvor politiske uroligheder

brød ud i lys lue, voldsomt politiserede

og præget af politiske programmer og

strategier. Den diplomatiske Rieffestahl

bestræbte sig på, for sagens skyld, at

opretholde gode forbindelser til alle

lokale rådsfolk og udtrykte altid stor

respekt for den lokale forvaltnings

arbejde i sine artikler.

Uden Rieffestahl var den kendte

Domˇsinotyrestation til forædling af

Vologdakvæg aldrig blevet til noget.

Her fremavlede man en særlig kvægrace

ved at bruge Jaroslavlkvæg som

grundlag for en forædling af den mest

udbredte malkekvægsrace i guv. Vologda.

Efter lange, tålmodige og vedholdende

anstrengelser lykkedes det Rieffestahl

at få lokalrådenes agronomer

overbevist om, at det var en god måde

at forædle det lokale kvæg på, men det

16

ROTUNDEN NR. 22

holdt hårdt. Eksempelvis skaffede Rieffestahl

i 1903 distriktsrådet i Grjazovec

seks Jaroslavltyre til forædlingsformål.

Rådet afviste imidlertid at finansiere

pasningen af tyrene og solgte dem til

lokalrådet i Vologda, som også opfattede

dem som en overflødig byrde og satte

dem på auktion. Alligevel lykkedes

det Rieffestahl at åbne tyrestationen i

1908. Inden længe betjente den 35

landsbyer med 1140 stykker kvæg.

Det er ikke altid muligt at dokumentere

Rieffestahls deltagelse i sådanne

foretagender. Vi ved f.eks., at han var

med til at åbne en tyrestation i landsbyen

Kotelnikovo på sin ven godsejeren

A.A. Moˇzajskijs gods, men eneste

bevis er mundtlig overlevering og et

foto i et privatarkiv. 25)

Blandt Rieffestahls ligesindede var

også godsejeren A.I. Endourov, som

medvirkede aktivt i bestræbelserne for

at skabe en andelsbaseret mejerisektor i

guv. Vologda, og som var den eneste

lokale adelige, guvernementsrådet officielt

takkede for indsatsen i andelsmejerisektoren.

26)

Ved hjælp af midler fra statskassen

og guvernementsrådet oprettede en

anden af guvernementets godsejere,

A.K. Eremeev, i 1892 en "elementær

landbrugsskole", den første skole af sin

art i guvernementet, på sit gods Ostafevo.

Skolen fungerede så godt, at landbrugsministeriet

forfremmede den til

"primær undervisningsinstitution".

Rieffestahl støttede hele tiden den

beskedent indrettede, men effektive og

særdeles nyttige skoles arbejde, ligesom

han også i 1895 støttede omlægningen

af Eremeevs mejeri i Ostachovo til

andelsmejeri. Eremeev blev valgt til

formand for andelsmejeriet, men forlod


efter nogle år posten, som var så tidkrævende

og vanskelig, at den gik ud

over den igangværende modernisering

af hans egen bedrift, og indstillede helt

den andelsbaserede mejeridrift. 27)

Ærede Karl Christianovič.

I den anledning skrev han følgende

brev til Rieffestahl, som Rieffestahl

medtog i sin helhed i sin rapport til

guvernementsrådet 28) :

De bad mig redegøre for grundene til indstillingen af andelssmørproduktionen på mit mejeri.

Det gør jeg med glæde, ikke mindst for at forhindre, at lukningen skal blive misfortolket.

Støttet og opmuntret af Dem holdt jeg i 1895 op med at købe mælk op og lagde mit mejeri

om til andelsdrift. En stærk tro på det økonomisk hensigtsmæssige ved andelsbaseret drift

fik mig til at gå til sagen uden at kræve indskud af andelshaverne eller stille andre former

for betingelser. Dengang eksisterede der i øvrigt endnu ingen normalvedtægter for andelsmejerier.

Nu, fire år senere, er jeg stadig overbevist om, at jeg gjorde det rigtige. Et andelsmejeri

kan godt fungere uden formelle aftaler, hvis man vel at mærke overholder alle de regler, som

tjener til en ligelig fordeling af produktionsomkostningerne mellem medlemmerne. På

andelsmejeriet i Ostachovo var der imidlertid en vis forskel i transportudgifterne, for hver

landsby havde deres kusk, og udgifterne til transport pr. pud mælk vekslede mellem 2 og 5

kopek. Hertil kom, at mælkens værdi blev udregnet efter vægt og ikke efter fedtindhold.

Selvom gennemsnitsprisen for leveret mælk var ret høj, mente nogle bønder, at den ikke var

høj nok. Grunden var, at i perioder med høje mælkepriser var der bønder, der ikke havde

mælk til salg, hvorfor de alt i alt fik mindre end gennemsnitsprisen. Tilsvarende var der

bønder, der fik mere end gennemsnittet. Sådanne omstændigheder … får bønderne til at

ønske faste, ens priser året rundt. Nogle af andelsbønderne henvendte sig da også til mig

med et forslag om faste, årlige priser. Da jeg ikke længere selv ønsker at drive privatmejeri

og købe mælk op og heller ikke ser mig i stand til at efterkomme bøndernes ønske om at

give alle samme pris, besluttede jeg at indstille andelsdriften og forpagte mejeriet bort.

Til ovenstående vil jeg føje, at et andelsmejeris succes helt afhænger af formandens energi

og udholdenhed.

Af det skete kan man konkludere følgende om hindringerne for andelsmejerivæsenets

udbredelse:

Et generelt lavt udviklingsniveau og deraf følgende ringe erkendelse af interessefællesskab,

samt ringe organisatorisk disciplin. Utilstrækkelig tro på fremtidsperspektiverne ved

andelsproduktionen på grund af skiftende konjunkturer inden for landbrugsproduktion og

handel.

Særlig problematiske er

a. transportvilkårene og de deraf følgende høje transportudgifter og

b. de sundhedsmæssige konsekvenser af, at skummetmælken fordærves undervejs, da

den af økonomiske grunde bruges som menneskeføde.

Med højagtelse

A. Eremeev, Ostachovo, 5. december, 1900

ROTUNDEN NR. 22 17


Rieffestahl deltog også i etableringen af

Vologdas Mælkerivæsensinstitut som

medlem af instituttets byggekommission.

Valget af Vologda som hjemsted for

en højere mælkerivæsenslæreanstalt

var i sig selv bemærkelsesværdigt. Mange

andre steder blev overvejet, som

f.eks. Moskva, St. Petersborg og guv.

Novgorod …

Rieffestahls personlige bibliotek,

som han overdrog instituttet, dannede

grundlag for instituttets bogsamling.

Udholdenhed – vejen til succes

Fra 1904 ændrede Vologdabøndernes

forhold til mælkerivæsenet sig. Tidligere

var oprettelsen af andelsmejerier sket

på store godsejeres og Rieffestahls initiativ

og havde været forbundet med et

element af velgørenhed. Nu begyndte

bønderne på eget initiativ at anlægge

andelsmejerier.

Rieffestahl havde, ligesom andre af

Vereˇs čcagins elever, længe ventet, at det

ville ske, og forberedt det. Han havde

byggeprojekter klar med prototyper på

andelsmejerier af forskellig størrelse og

på moderne kvægbedrifter. Han var

stolt over, at han allerede havde overtalt

tre (!) landmænd i Kadnikovskdistriktet

til at bygge deres bedrifter

om. Da han så, hvordan bøndernes

interesse for sagen for alvor blev vakt,

fik han overtalt landbrugsministeriet til

at give tilladelse til at afholde gratis

kurser i mælkerivæsen, for første gang

nogensinde i guvernementets historie

(1908).

Det skal indskydes, at der på denne

tid opstod en enorm trang til at erhverve

sig viden i den russiske landbefolkning:

I 1913 tiltrak efteruddannelser på

18

ROTUNDEN NR. 22

landbrugsområdet i form af foredrag og

kurser 850.000 personer.

Der udgik desuden vigtige incitamenter

til udviklingen af mejerivæsenet

i de nordlige guvernementer fra

guv. Jaroslavls forsøgslaboratoriums

arbejde på mælkerivæsensområdet (fra

1904), kurser i dyrkelse af fodergræsser

(Jaroslavl, 1911) og muligheden for at

købe rene mælkesyrekulturer, klar til

brug, i detailhandelen.

Alt dette blev muligt, fordi agerbrugsdepartementet

(under landbrugsministeriet)

mellem 1903 og 1913 fik

seksdoblet sit budget og begyndte at

stille statslån, formidlet gennem de

lokale råd, og andre former for lån, til

rådighed for anlæggelsen af andelsmejerier.

29) Mange ministerier begyndte

desuden at vise interesse for smørproduktion:

udenrigsministeriet, statsbanken,

trafikministeriet, departementet

for søfart og havne, ministeriet for

oplysning og uddannelse og andre. Det

blev nu normen at afholde jævnlige

møder i tværministerielt regi til fremme

af udviklingen inden for mælkerivæsenet.

I 1913 var der omkring 140 andelsmejerier

i guv. Vologda, i guv. Jaroslavl

over 800. 30) Det, der ikke var lykkedes

med dekreter og forbud for "bondens

forkæmpere" i lokale råd og ministerier,

var nu lykkedes for de ny andelsmejerier:

At udmanøvrere butiksmejerierne.

Grundene var mange, men én af dem

var, at mange andelsmejerier begyndte

at drive kooperativ butikshandel i forbindelse

med mejerierne, hvilket tiltrak

bønderne og fik dem til ikke at falde

for den første, den bedste fristelse fra et

privatmejeri.

Naturligt nok fulgte mange gamle


problemer med over i den ny andelsbevægelse.

En del andelsmejerier gik i

opløsning, og de lokale råd måtte opgive

at inddrive restancerne. Statsmejeristerne

klagede fortsat over bøndernes

uforstand: "… andelsmejeribønderne

går til mejeriets ledelse og spørger,

hvor meget de vil få for deres mælkeleverancer.

Hvis de synes, prisen er for

lav, erklærer de, at de ikke længere vil

levere mælk til andelsmejeriet, men til

et privatmejeri. Eller de beslutter på en

generalforsamling, at der skal betales

samme pris for mælken hele året, uden

at overveje, om der nu også er grundlag

for den fastsatte pris. På den måde

opstår et mærkværdigt fænomen:

Andelsbønderne køber mælk hos hinanden

til faste priser …". 31)

I overensstemmelse med tidsånden

forsøgte den ny andelsbevægelse at

overtage ledelsen af Vologdas Landboforening

og dens kommercielle afdeling.

Men her begynder en helt anden

historie, som ikke hører hjemme i denne

sammenhæng. 32)

Afslutningsvis bringer vi uddrag af

Rieffestahls sidste rapport til guvernementets

rådsforsamling, rapporten fra

1913, året, hvor han indstillede sit aktive

og nyttige virke:

"Efter nitten års uafbrudt tjeneste trækker jeg mig tilbage fra arbejdet med udviklingen

af mælkerivæsenet i guv. Vologda. Alle kender resultaterne, ikke kun medlemmerne af

de lokale råd, men hele landbefolkningen i guvernementets smørdistrikter. Jeg anser

det for min pligt at nævne, at hvis det i løbet af disse nitten år er lykkedes mig og

mine hjælpere at fremme mælkerivæsenet i guvernementet, skyldes det ikke mindst

guvernementsrådets og distriktsrådenes velvillige indstilling, som ikke kun er kommet

til udtryk i bevilling af midler til rejser rundt i guvernementet og leje af boliger til

statsmejeristerne, men også til organiseringen af afdelingerne for Vologdasmør på de

store nationale udstillinger i 1896 og 1899 i Niˇznij Novgorod og St. Petersborg, hvor

det for første gang lykkedes Vologdasmørret, takket være dets mange gode egenskaber,

at opnå et godt ry og indtage en fortjent plads på hjemmemarkedet sammen med finsk

smør, som dengang var så populært i St. Petersborg, og et tilsvarende ry i udlandet, på

linje med livlandsk smør.

Guvernementsrådet har, under statsmejeristernes medvirken, udgivet obligatoriske,

hygiejniske standardregler, som alle guvernementets mejerister kender så udmærket. 33)

Den tid er forlængst forbi, hvor guvernementets mejerier blev indrettet i elendige

badstuer uden stengulv og af og til også uden vinduer, og hvor man i 1890erne fremstillede

Vologdasmør under de mest uhygiejniske forhold. Der er ikke ét eneste mejeri

af den art tilbage i guvernementet, men kun rationelt indrettede og udstyrede mejerier,

bygget i overensstemmelse med de retningslinjer, guvernementsrådet har udstedt.

Da de første andelsmejerier, hvis vedtægter blev godkendt af landbrugsministeriet

den 20. marts 1899, åbnede i begyndelsen af 1890erne, udgjorde de den første sten i

det fundament, som guvernementets talrige andelsforetagender senere voksede frem

på. 34) Blandt disse indtager andelsmejerierne førstepladsen.

Både lokalrådet i Vologdadistriktet og guvernementsrådet støttede omgående denne

ROTUNDEN NR. 22 19


Danske læsere vil sikkert gerne vide,

hvad der skete med andelsmejerierne i

guv. Vologda, efter at Rieffestahl havde

trukket sig tilbage, og hvordan hans

børns skæbne formede sig i et land,

som vedvarende blev ramt af voldsomme

rystelser og ulykker.

Selvom staten tvangsrekvirerede

meget malkekvæg under Første Verdenskrig,

lykkedes det i det store og

20

udvikling, førstnævnte ved i 1895 at tage spørgsmålet op om oprettelsen af et statsudssalg

i Vologda til afsætning af mælkeprodukter, sidstnævnte ved sin principielle

beslutning fra 1896 om at afsætte 15.000 rubler til hvert af distriktsrådene til lån til

oprettelse af andelsmejerier med statsgodkendte vedtægter.

For at støtte andelsmejerisagen lod guvernementsrådet desuden optrykke brochurer

til gratis uddeling blandt befolkningen: Standardvedtægter for andelsmejerier, 35)

"Instruktioner i anlæggelsen af mejeribygninger", "Kvægbedrifter og deres indretning"

og blanketter og bøger til andelsmejeriernes bogføring.

På min anmodning stillede guvernementsrådet desuden yderligere lån til rådighed

for andelsmejeridrift, midler til at opførelse af mønster-kvægbedrifter og særlig hjælp

fra statsmejeristerne til andelsmejeriernes regnskabsføring.

Sammen med statsmejeristorganisationens intensive arbejde resulterede disse forholdsregler

i, at guv. Vologda kom til at indtage førstepladsen i Rusland på mælkerivæsenets

område, 36) og de var udslaggivende for, at de fleste mejerier allerede nu er på

landbefolkningens hænder. Ved at bygge flere varme kostalde, give køerne bedre foder

og forarbejde mere mælk på andelsmejerier vil landbefolkningen inden for en overskuelig

fremtid forøge indtjeningen ved kvægdrift betydeligt, anskaffe mere kvæg, gøde

agerjordene bedre og forbedre høstudbyttet mangefold …

Lad mig afslutningsvis give udtryk for min klare tiltro til, at hvis arbejdet med at

fremme mælkerivæsenet i guv. Vologda fortsætter, som jeg begyndte det i 1894, vil det

i en ikke fjern fremtid komme til at stå på samme høje stade som mælkerivæsenet i

mit fødeland Danmark, hvor smørproduktion og kvægavl i dag er de mest indbringende

grene inden for landbrugserhvervet". 37)

Epilog

ROTUNDEN NR. 22

hele at bevare bestanden, og andelsproduktionen

fortsatte, takket være

opskruede priser og statslige opkøb af

smør til hæren. Men revolutionsårene

og borgerkrigen bragte frygtelige ødelæggelser

og krævede mange menneskeliv

… og først i 1923 lykkedes det

igen at eksportere Vologdasmør

(omkring 1000 dritler).

Carl Frederik Rieffestahl døde en


naturlig død i sit eget hjem, under

imperiets fald. Hans yngste søn, Valerjan,

forsvandt sporløst i 1921. Den

anden søn, Viktor, som var uddannet

inden for agronomi og agroteknik, havde

i begyndelsen heldet med sig og

arbejdede på topposter på virksomheder

i Moskvaområdet, men blev offer

for politiske repressalier og forvist til

Karelen, hvor han døde på et fængselshospital

i 1936.

Døtrene Anna og Lidija slap for politisk

forfølgelse, men oplevede til

gengæld sulten og nøden i hjembyen

Leningrad under den tyske belejring

(1941-1944). Lidija, den ældste, var

lærerinde og partimedlem og sørgede

selvopofrende for, at hendes elever blev

evakueret hinsides frontlinjen. De to

søstre var barnløse, men tog den forviste

Viktors børn til sig. Afstraffelsen af

en bestemt person gik som regel ud

over hele familien, men i dette tilfælde

reddede søstrene børnene ved at overtage

forældreretten. Rieffestahls enke

udholdt prøvelserne, takket være en

stærk tro. Hun boede sammen med

døtrene i en såkaldt "kommunalka"

(stor, gammeldags lejlighed, tvangsrekvireret

fra private af det offentlige

efter 1917 og gjort til fælles bolig for så

mange mennesker som muligt, dvs. én

familie pr. værelse. Udbredt boligform i

Sovjetunionen – overs. anm.).

Der bor stadig efterkommere af Rieffestahl

i St. Petersborg. Et af de unge

familiemedlemmer har uddannet sig i

dansk sprog og litteratur ved universitetet

i St. Petersborg og passer for tiden

børn hos en dansk familie i nærheden

af København.

Oversat af Inge Marie Larsen

Noter til Carl Frederik Rieffestahl

1) Nikolaj Vasilevič Vereˇsčagin (1839 – 1907) var det moder-

ne russiske mælkerivæsens fader. Carl Andreas Koefoed

(1855-1948), udvandrede som ung landbrugskandidat til

Rusland, hvor han var en af mændene bag de udskiftningsreformer,

de såkaldte Stolypinreformer, som stod på mellem

1907 og 1916. Hans erindringsbog "50 år i Rusland.

1878-1920" udkom i 1945.

2) ˇ Zurnal zasedanija učenogo komiteta MZiGI 12.10.1902 no

183 po voprosu o nagraˇzdenii Riffestalja za trudy po

moločnomu chozjajstvu. RGIA, f. 398, op. 3, d. 2818.

3) Skolen åbnede i privat regi i 1891 og fik statslig anerkendelse

i 1893.

4) Bilderling, P.A.: "O moločnom chozjajstve v imenii Zapole"

i Trudy IVEO, 1899, vyp. 2-3: 161-178; ibid. 1885, t. 3:

497-510; Adamov, N.P. (pod red. P.A. Bilderlinga): "Otčet

opytnoj stancii Zapole …" SPB, 1891.

5) Russiske mejeristers første bekendtskab med svenskeren

Gustav de Lavals (1845 – 1913) centrifuge fandt sted i St.

Petersborg i 1881, hvor N.V. Vereˇsčagin foranstaltede den

første offentlige fremvisning. Centrifugen blev dernæst

udstillet på mælkerivæsensudstillingen i Vologda, 30.

august – 3. september 1881. I 1881-1882 bragte den russiske

presse de første artikler om den, skrevet af godsejerne

V.A. Ostafev, N.M. Endourov og Ida Buman.

6) Cirkulære fra Finansministeriets Jernbanedepartement: "O

tarife na perevozku po rossijskim ˇzeleznym dorogam

moločnych skopov", 26.4.1890, som trådte i kraft

26.5.1890 (RGIA, f. 268, op. 2, d. 1310). I 1897 var transporttiden

for smør fra Vologda til St. Petersborg (ca. 1100

km) 46 timer og 25 min og fra Vologda til Moskva (ca. 500

km) 22 timer og 10 min.

7) Pavel Merks danske fødenavn var Poul Hassing Mørch

(1851-1907). Mørch var i 1890erne direktør for Petersborgfirmaet

Handelshuset H.J. Pallisens (russ. Torgovyj

dom G.I. Pallizen) smøreksportafdeling og fra 1898 direktør

for dampskibsselskabet The Northern Steamship Company

(russ. Severnoe parachodnoe obˇsčestvo). Handelshuset

var grundlagt i 1865 af danskeren H.J. Pallisen og var

fortsat på danske hænder, men det var et russisk firma.

8) De smørproducerende distrikter i guv. Vologda var Vologda-,

Grjazovec-, Kadnikovsk- (den sydlige del) og senere

også Totemskdistriktet.

ROTUNDEN NR. 22 21


9) RGIA, f. S-18/1284, op. 70, d. 282 (1904).

10) ˇ Zurnal soveˇsčanija po voprosu ob uporjadočenii torgovli

proizvedenijami selskogo chozjajstva 14.– 23. maj 1894

GAVO, f. 34, op. 1, d. 798.

11) RGIA, f. 398, op. 64, d. 191.

12) Det russiske ord for rådet var zemstvo. De lokale råd fandtes

på guvernements- og distriktsniveau i europæisk

Rusland.

13) K-Ch. Riffestal: "O rezultatach dejatelnosti otrjada pravitelstvennych

masterov-maslodelov po uluˇsčeniju maslodelija

v severnych gubernijach", Doklad 54 i "Trudy Sezda dejatelej

agronomičeskoj pomoˇsči mestnomu chozjajstvu

1901 goda pri IMOSKh v Moskve ( Moskva, 1901); K.Ch

Riffestal: "Otčet instruktora moločnogo chozjajstva dlja

severnych gubernij Riffestalja o proizvedenijach … rabotach

v predelach Kostromskoj gubernii 1.11.1902 –

1.11.1903" (Kostroma, 1903).

14) K.Ch. Riffestal: "Otčet po ustrojstvu kollektivnogo otdela

vologodskich maslodelen na Niˇzegorodskoj Vserossijskoj

promyˇslennoj i chudoˇzestvennoj vystavke" i ˇ Zurnal Vologodskogo

gubernskogo zemskogo sobranija, III očerednaja

sessija IX trechletija, 1897: 643-657. I 1894 var der 386

smør- og ostemejerier i guv. Vologda, som fremstillede

produkter til en værdi af 564.000 rubler.

15) "Doklad instruktora moločnogo chozjajstva severnych

gubernij Rossii K. Ch. Riffestalja ob ustrojstve jaroslavskogo

otdela na Vserossijskoj vystavke moločnogo chozjajstva v

Peterburge" i Otčet Jaroslavskogo obˇsčestva selskogo

chozjajstva za 1899 god (Jaroslavl, 1899).

16) Udstillingen fandt sted 25. – 31. oktober 1879. Dengang

var der i guv. Vologda 73 smør- og ostemejerier.

17) Lidija (Ida) Ivanovna (1842-1916) og Fedor (Friedrich)

Asmusovič Buman rejste i 1869 på Vereˇsčagins opfordring

til Rusland for at blive lærere ved den mælkerivæsensskole,

N.V. Vereˇsčagin havde oprettet i landsbyen Edimonovo i

nærheden af Vologda. Her arbejdede de i årene 1869 -

1871. I december 1871 forpagtede de en malkekvægsbesætning

og åbnede eget mejeri på godset Marfino i

nærheden af Vologda. I 1880 erhvervede de sig deres eget

gods i landsbyen Fominskoe, også i nærheden af Vologda.

Godset var på 245 desjatiner. De forpagtede yderligere

fem godsmejerier, hvor elever af dem arbejdede som

mejeribestyrere. Mellem 1871 og 1902 havde de 500 ele-

22

ROTUNDEN NR. 22

ver, blandt hvilke der også var praktikanter fra forskellige

for landbrugsskoler. Fedor Buman arbejdede med kvægavl

og underviste praktikanterne i kvægets rette pleje. I 1886

blev Lidija og Fedor Buman russiske statsborgere, og i

1895 lod de sig døbe ind i den ortodokse tro. De fik priser

på udstillingerne i Moskva (1878), St. Petersborg og Moskva

(1879), Vologda (1881), Charkov (1887), Vologda

(1888), Moskva (1895), Niˇznij Novgorod (1896), St.

Petersborg (1899) – og mange andre steder. De var dommere

ved smørudstillinger, deltog i mælkerivæsensmøder i

guvernementsforvaltningen, i landbrugskongresser og

mælkerivæsenskongresser, lokalt og over hele Rusland.

18) Beslutningen om at oprette mælkerivæsensinstituttet blev

taget under landbrugsminister A.S. Ermolov i 1903, men

krig og politisk uro forsinkede realiseringen af foretagendet.

Først i 1911 fik oprettelsen af instituttet Statsdumaens

endelige godkendelse, og staten købte godset med henblik

på at gøre det til en skole i praktiske mælkerivæsensfærdigheder

(Vysočajˇsee utv. 3.6.1911). I 1913 blev der åbnet en

forsøgsstation i forbindelse med godset og en skole, og i

1916 åbnede endelig institutionens mejeri. I 1919 fik skolen

status af højere læreanstalt og videnskabelig forsøgsstation.

For nylig er den blevet omdøbt til Vologdas Mælkerivæsensakademi

ved navn N.V. Vereˇsčagin.

19) Godsejerne M.N. Volockij, A.K. Eremeev, A.S. Poroˇsin,

A.A. Rejngold, A.I. Endourov, Lidija Buman og N. ˇ Sapurskij,

præst.

20) K.Ch. Riffestahl: "O nekotorych storonach organizacii

obˇsčestvennych maslodelen" i Trudy III Sezda selskich

chozjaev severnych gubernij v Jaroslavle, 2-6 marta 1908

goda (Jaroslavl, 1908)

21) RGIA, f. 22, op. 2, d. 1919, ll. 388-389. Bl.a. blev der

udstedt et regeringsdekret, som forbød mejerier at drive

dagligvarehandel fra mejeributikker. Det havde imidlertid

ingen effekt, for i det pengefattige russiske bondesamfund

var fristelsen for at handle i disse butikker uimodståelig. I

den svejtsiske og danske mælkerivæsenspresse kunne man

læse artikler, skrevet af svejtsiske og danske mejerister, som

arbejdede i Rusland (mere end 1000), der meget præcist

beskrev situationen på landet. Den danske statsmejerist

Chr. Nielsen skrev eksempelvis: "… der vil først kunne

gøres virkelige fremskridt, når fordelen ved andelsprincippet

for alvor går op for de russiske bønder. I 1895 blev der


åbnet andelsmejerier i nærheden af Vologda. Selvom

andelshaverne fik mere for deres mælk end privatmejeriernes

leverandører, gik andelsmejerierne alligevel i

opløsning, fordi bønderne ikke forstod, hvorfor prisen kunne

svinge fra måned til måned. Bønderne har ikke nogen

form for uddannelse, udviklingen er ligesom gået i stå, alle

nærer en grænseløs mistillid til hinanden, og overalt hersker

forudindtagethed og fordomme (Schweizerische

Milchzeitung, 1902, no 52).

22) Soveˇsčanie o nekotorych neotloˇznych nuˇzdach sovremennogo

maslodelija. S. Peterburg, 21., 22., 24. og 26. janvar

1904. RGIA, f. 398, op. 68, d. 22584; Moločnoe chozjajstvo,

1904, no 5, s. 101-108; ibid., no 6, s. 124-128.

23) Handelshuset V.I. Blandov var grundlagt i 1872. Det skiftede

i 1883 form til "Selskabet Handelshuset V. og I. Blandov".

I 1902 blev det omdannet til aktieselskab. I 1903

havde selskabet en omsætning på mere end 3 millioner

rubler. Det fremstillede og handlede med mælkeprodukter.

Der havde et net af fine forretninger i Moskva (64 i 1911)

og et stort mejeri, samt mejerier og osterier i guv. Jaroslavl,

Vologda, Smolensk og andre, og filialer i ni russiske byer.

Grundlæggeren, Nikolaj Ivanovič Blandov (1842-1906), var

uddannet flådeløjtnant, som gik på pension i 1866, hvorefter

han i 1872 åbnede handelshuset. Han var en af N.V.

Vereˇsčagins første samarbejdspartnere, et samarbejde, som

for Blandovs vedkommende begyndte med, at han oprettede

de første andelsmejerier til fremstilling af hollandske

oste blandt bønder i guv. Jaroslavl. Blandov ledede i årene

1873-1881 et salgslager for ostemejeriinventar i Moskva,

som han ejede sammen med N.V. Vereˇsčagin. I 1881 overgik

lageret til V.I. Blandov og hans bror som deres private

ejendom. Fra 1895 var V.I. Blandov æresmedlem af Den

Kejserlige Moskovitiske Landboforening (IMOSCh) og fra

1905 medlem af landbrugsministeriets videnskabelige råd.

Han og hans bror var kendt for at have en høj forretningsmoral.

Blandt V.I. Blandovs publikationer er : "Prigotovlenie

syra i masla v Gollandii" (Trudy IVEO, SPB, 1869, t. 4: 371-

388); "Artelnoe syrovarenie v Jaroslavskoj gubernii. Otčet

zavedujuˇsčego ustrojstvom artelnych syrovaren ..." (Zemledelčeskaja

gazeta, 1872, no 16: 249-252); "Issledovanie

krupnogo rogatogo Jaroslavskogo skota" (Trudy IBEO. SPB,

1873, t. 1, v. 1: 5-35; ibid., v. 2: 140-171).

24) Sådan beskrev politimyndighederne i 1903 guvernement-

sadministrationens regeringsfjendtlige holdning: "… særlig

opmærksomhed påkalder lederen af guvernementsadministrationen,

V.A. Kudrjavyj, sig (som er under konstant,

hemmelig politiovervågning). Han har siddet på denne

høje post i snart seks år (valgt ved to på hinanden følgende

valg). Politisk er han absolut upålidelig. Han omgås

åbenlyst andre politisk mistænkelige personer og beskytter

dem på alle tænkelige måder. Under guvernør Knjazev

(1900-1903 – forfatterens anmærkning) er der opstået helt

unormale forhold for politisk forviste … Kudrjavyj har udelukkende

ansat egne tilhængere i guvernementsadministrationen,

hvilket gør det næsten helt umuligt for folk, som

ikke er politisk kompromitterede, at komme til".

25) A.A. Moˇzajskij (1863-1920) var søn af den russiske flyvemaskinepioner

A.F. Moˇzajskij. Han ejede slægtsgodset

Kotelnikovo i Vologdadistriktet i nærheden af Vologda på

276 desjatiner (1 desjatin = 1,09 ha), hvortil kom yderligere

79 desjatiner i et andet distrikt. 1908-1917 var han landembedsmand

(med ansvar for forvaltning af landbrugsforhold

og en vis politimæssig myndighed) i Vologdadistriktet,

1907-1916 formand for rådsforvaltningen i Vologdaguvernementet

og 1912-1917 deputeret ved landets parlamentariske

forsamling, Den Fjerde Duma.

26) Aleksej Ivanovič Endourov (1842-1906) bestyrede slægtens

gods Bratkovo (omkring 3.500 desjatiner) i Vologdadistriktet.

I 1880erne og -90erne blev han valgt til en række

poster i guvernements- og distriktsrådet og var guvernementets

adeliges repræsentant i Statsbanken i 1890erne.

Mejeriet på Bratkovo, som var åbnet i 1841, var i årene

1875-79 forpagtet ud til V.I. Blandov. Sammen med Rieffestahl

omdannede han godsmejeriet til andelsmejeriet

Bratkovo, som fungerede i årene 1895-1902, og åbnede

også et andelsmejeri i Ugolsk. Han garanterede med sin

egen ejendom for de lån, guvernementsrådet i 1896 stillede

til rådighed til oprettelsen af andelsmejerierne. Rådet

takkede ham 4.3.1897 for hans indsats. Han tog initiativ

til, at guvernementsrådet i 1902 gik i forbøn for

Vereˇsčagin og rejste personligt til St. Petersborg for at forhandle

med landbrugsministeriet, da Vereˇsčagin kom i

økonomiske vanskeligheder i 1902.

27) Aleksandr Ksenofontovič Eremeev (1844-1916). Ejer af

godset Ostachovo (439 desjatiner) i Vologdadistriktet og

andre ejendomme. Uddannet søofficer (1862) og på Tek-

ROTUNDEN NR. 22 23


nologisk Institut i St. Petersborg (1863-1868). Valgt til

guvernements- og distriktsråd i 1870erne. Leder af guvernementets

rådsforvaltning (1904-1906). Deputeret ved

Den Første Duma (1906-1907), guvernementets repræsentant

i Statsrådet (fra 1909). Godsets mejeri var forpagtet

ud til P.F. Vinogradov, Edimonovo-elev, som satte cheddarfremstilling

i gang (fra 1878). Eremeevs mejeri i landsbyen

Kuzminskoe var forpagtet ud til holsteneren I.F. Foght, der

omlagde det til andelsproduktion i årene 1896-1898.

Eremeev lagde sin egen bedrift om til mælkerivæsen og

kvægavl i 1887 og udvidede kvægbestanden til 100 stk.

28) Otčet Riffestalja … za 1902 (Jaroslavl, 1902)

29) Ministerrådet gav landbrugsministeriet mulighed for at

give lån til indkøb af mejeriudstyr, omlægning til dyrkning

af foderafgrøder og forbedring af græsningarealernes produktivitet

(Vysočajˇsee utverˇzdenie, 27.5.1910).

30) I 1912 var der ifølge den officielle russiske statistik registreret

460 andelsmejerier, som fungerede i overensstemmelse

med ministerielt godkendte vedtægter, og yderligere

3000 andelsmejerier med egne vedtægter.

31) N.T. Domnin: Otčet zemskogo specialista moločnogo

chozjajsta Jaroslavskoj gubernii zemskoj uprave" (Jaroslavl,

1913).

32) Vologdas Landboforening (VOSCh) blev oprettet i 1908.

Foreningen udgav 1910-1916 bladet "Severnyj chozjain". I

1911 havde den 232 medlemmer, af hvilke kun 101 var

bønder. I 1912 fik foreningen en kommerciel afdeling,

som 41 andelsmejerier havde andele i. Afdelingen opererede

ikke med egen omsætningskapital, men ved hjælp af

kreditter, som den optog med afsendt smør som garanti.

Den formidlede i 1912 salg af 69.968 pud andelssmør til

en værdi af 1,1 mill. rubler. Aktionærerne fik 16 rubler 13

kopek pr. pud smør. Under krigen udvidede afdelingen sine

aktiviteter. I 1917 solgte den 161.000 pud smør og formidlede

salg af 482 centrifuger. Landboforeningen gjorde et

spædt forsøg på at ændre den paradoksale situation med

opkøbspriserne i Vologda, hvor primasmør gik til samme

pris som andensorteringssmør. I 1912 begyndte den at

sortere det modtagne smør i to kvalitetsgrupper med tilsvarende

forskellige priser. Prisforskellen var imidlertid kun

på 25 kopek pr. pud, mens den på verdensmarkedet var på

ca. 2 rubler. Foreningen var et af hovedcentrene i Vologda

for politisk agitation. Den kendte Vologda-andelsmand,

24

ROTUNDEN NR. 22

A.N. ˇ Svecov, skrev, at initiativtagerne til dannelsen af landboforeningen

var radikale lokalrådsfolk og politisk forviste.

I 1915 skrev politimyndighederne i Vologda (25.10.1915,

løjtnant Solovev): " … Vologdas Landboforening er arnested

for social-revolutionær agitation. Agitatorerne bruger

almindelige foreningsmøder til egne politiske formål." Rieffestahl

og guvernementets rådsforvaltning ignorerede foreningens

eksistens og initiativer, indtil det viste sig, at den

kommercielle afdeling vitterligt havde succes (Severnyj

chozjain, 1913, no 5-6: 47).

33) Reglerne "Objazatelnye postanovlenija ob ustrojstve i

soderˇzanii maslodelnych zavodov" trådte i kraft 17.4.1911.

34 Udarbejdelsen af vedtægterne var overdraget N.V.

Vereˇsčagin af deltagerne i Den Alrussiske Kongres for Landmænd

under Den Kejserlige Moskovitiske Landboforening

(IMOSCh) (landsdækkende) og godkendt af ministeriet

20.3.1899.

35) Rieffestahl var forfatter til brochuren.

36) Rieffestahl tænker her på mælkerivæsenet i europæisk

Rusland, idet Sibiriens førende stilling på området var ubestridt.

37) K.Ch. Riffestal: Otčet rajonnogo specialista po moločnomu

chozjajstvu. Za vremja c 1 oktjabrja 1912 po 31 marta

1913 g. i ˇ Zurnaly Vologodskogo gubernskogo zemskogo

sobranija II očerednoj sessii XV trechletija" (Vologda 1914).

Zasedanie 13-e (16.12.1913). Rieffestahls rapport dækker

kun seks måneder. Det skyldes et dekret fra landbrugsministeriet

(no 18273 fra 9.3.1913) om, at alle mejeriteknikere

og mælkerivæsenskonsulenter skulle gå fra Rieffestahls regi

over til guvernementsagronomen N.P. Gaevskij, som fra

1.4.1913 blev leder af arbejdet. Rieffestahl gik på pension

som følge af sygdom.

Forfatteren vil gerne takke G.H. Kozina, A.L.

Minaev, og N.A. Sadokova, alle Vologda, og

også Irina og Kristina Lozovskaja, St. Petersborg,

A.N. og P.V. Uˇsakova, St. Petersborg og

O.N. Nikolaev, Korolev (i Moskvaregionen),

for adgang til Rieffestahl- og Bumanfamiliens

familiearkiv.


Inge Marie Larsen

En dansk familie i Vestsibirien, 1899-1919

I de første tiår af 1900-tallet var Rusland

og specielt Sibirien et slags forjættet

land, et "Wild East" i rivende økonomisk

udvikling, som virkede tiltrækkende

på folk fra nær og fjern. Millioner

af bønder og tusindvis af jernbanearbejdere

fra europæisk Rusland udvandrede

til Sibirien, sammen med europæisk-russiske

og udenlandske forretningsfolk

og folk af mange andre professioner.

Blandt dem udgjorde danske

mejerister og smøreksportører en ikke

ubetydelig gruppe. Til denne gruppe

hørte familien Hansen, hvis sibiriske

tilværelse er omdrejningspunktet i denne

artikel. 1)

Sibirien som smørproducerende

og smøreksporterende område

Mellem 1891 og 1896 blev den første

strækning af den sibiriske jernbane fra

Uralbjergene i vest til Obfloden i øst

anlagt. Det blev startskuddet til fremvæksten

af en stor vestsibirisk smørindustri

og smøreksport. Fra det første

moderne mejeri åbnede i nærheden af

stationsbyen Kurgan i 1894 og indtil

Første Verdenskrigs udbrud i 1914, blev

der fremstillet enorme mængder af

smør i Vestsibiriens frugtbare sydlige

landbrugsegne. I Rusland var der på

den tid endnu ikke noget hjemmemar-

ked af betydning for moderne mejerismør.

Det skyldtes den russisk-ortodokse

kirkes krav til de troende om at faste

200 af årets dage. I fasteperioderne var

det ikke tilladt at spise animalske produkter,

herunder smør, og derfor kunne

næsten hele den sibiriske smørproduktion

eksporteres til Vesteuropa. Her var

efterspørgselen på smør så stor, at den

vesteuropæiske egenproduktion ikke

kunne dække den. Smør i enorme

mængder fra fjerne egne som New Zealand,

Australien, Argentina, europæisk

Rusland og Sibirien blev afsat på det

danske, britiske og tyske marked.

Ansporet af muligheden for at tjene

penge og forbedre bedrift og levevilkår

anskaffede sibiriske bønder i titusindvis

sig flere og flere køer med henblik på at

levere mælk til mejerier, som blev

anlagt af købmænd eller andelsbønder.

Eksportører fra nær og fjern tog sig af

eksporten. Noget af det sibiriske smør

kunne i perioder være af dårlig kvalitet,

når det nåede frem til København,

London, Hamburg eller Berlin. Det

skyldtes stedvist uprofessionelle produktionsforhold,

tørkeperioder og

transportproblemer, kombineret med

stærk sommervarme. Men størstedelen

af det sibiriske smør på de vesteuropæiske

markeder var godt andensorte-

1) Tak til Gyda og Per Strøyer, Værløse, som opbevarede de familiebreve, der ligger til grund for artiklen, lod mig læse dem

og andre dokumenter og gav mig mulighed for at skrive denne historie.

ROTUNDEN NR. 22 25


ingssmør, som på grund af sin fedtede

konsistens egnede sig bedre end alt

andet smør til butterdej og kiks og derfor

blev anvendt i bageriindustrien i

Danmark og Tyskland og i enorme

mængder i den store britiske kikseindustri.

Men også prima sibirisk smør

fandt vej til Vesteuropa, hvor det gik

for at være noget af det fineste bordsmør

på grund af den stærke, naturlige

aroma, dets "nature", som man sagde i

England. Fra 1902-03 og frem til verdenskrigens

udbrud var Rusland, takket

være den store sibiriske smørproduktion,

verdens næststørste smøreksportør,

kun overgået af Danmark.

Udviklingen i den sibiriske

smørbranche var et af mange udtryk

for det store økonomiske opsving, som

fandt sted i Rusland i de sidste årtier

inden verdenskrigens udbrud. Der var

tale om en opblomstring af industri,

landbrug og inden- og udenrigshandel,

om en økonomisk modernisering i stil

med den, der var begyndt i de fleste

vestlige lande 50-100 år tidligere, og

om at Rusland var ved at blive en del

af verdensmarkedet og et vigtigt led i

den økonomiske globalisering, der

fandt sted i tiårene op til verdenskrigens

udbrud. I 1914 var Rusland, sammenlignet

med USA og de fleste vesteuropæiske

lande, det mest tilbagestående,

regnet i indkomst pr. capita, men

den økonomiske vækst i de to foregående

årtier havde været lige så høj

og i nogle sektorer endnu højere end i

disse lande. Øst for Ural, i Sibirien, var

den økonomiske opblomstring i visse

områder endnu mere udpræget end

vest for, i europæisk Rusland. Det

gjaldt især sibirisk landbrug. Her var

det økonomiske opsving intet sted så

26

ROTUNDEN NR. 22

markant som inden for mejerivæsenet.

Ingen anden enkeltbranche bragte så

megen kapital til Sibirien som smørbranchen.

Der var mange udlændinge beskæftiget

i den sibiriske smørbranche, bl.a.

mange danskere. Det hang sammen

med Danmarks position siden 1878

som verdens førende smøreksportør.

Danske mejerister var eftertragtede i

andre lande som specialister i

smørfremstillingens kunst, og danske

eksportører havde i kraft af mange års

erfaring gode forudsætninger for at

varetage eksport af andet smør end

dansk smør, fordi de havde gode forretningsforbindelser

rundt omkring i verden

og indgående viden om forskellige

markeders forskelligartede behov. Mange

danske mejerister drog til Sibirien

for at prøve lykken, og det samme

gjaldt smøreksportører og kontorfolk.

Udenlandsk engagement i eksporten

af et bestemt lands smør eller andre

varer var og er ikke noget russisk særsyn,

men et udbredt fænomen i de fleste

lande. F. eks. stod to engelske eksportører

for lidt over halvdelen af den

danske smøreksport til England i tiårene

inden Første Verdenskrig. Resten af

eksporten blev varetaget af danske

andelseksportorganisationer (20%) og

danske enkelteksportører (30%). Helt

nøjagtige tal er ikke for hånden, men

et skøn tyder på, at sibiriske andelseksportorganisationer

lige før verdenskrigens

udbrud stod for 16% af den sibiriske

smøreksport, private sibiriske og

europæisk-russiske eksportører for yderligere

20% og udenlandske eksportører

for de sidste 64%.

Når den lokale andel af den sibiriske

eksport ikke var større, skyldtes det


ikke, at de lokale eksportører var dårligere

til deres arbejde end de udenlandske.

Det skyldtes, at Rusland indtil da

havde været et kapitalfattigt land med

en lille industriel sektor, et gammeldags

landbrug, en enorm udveksling af

varer, en tilsvarende lille pengecirkulation

og en begrænset eksport- og

importsektor. Da moderniseringen af

russisk erhvervsliv satte ind i 1880-

90erne var lokale kræfter i deres

udgangspunkt derfor mindre godt

rustet end deres vesteuropæiske kolleger.

De fleste lokale erhvervsfolk måtte

begynde fra bunden, både hvad angik

opbygningen af den ret store kapital,

langdistancehandelen med smør krævede,

og viden om verdensmarkedshandel

og forretningsforbindelser på afsætningsmarkederne.

Det gav udenlandske

firmaer mulighed for at komme til at

spille en betydelig rolle i varetagelsen

af smøreksporten. Det massive udenlandske

engagement i den sibiriske

smøreksport gav ganske vist anledning

til en del lokal og national irritation og

fortrydelse blandt folk, der gerne selv

ville til eller følte sig ydmygede af det,

de opfattede som ulige konkurrence og

overherredømme fra udenlandsk hold.

Men det gav også den i forvejen betydelige

lokale aktivitet på smøreksportområdet

yderligere et skub fremad, især

i form af oprettelse af lokale eksportsammenslutninger,

privat- såvel som

andelsbaserede, og det var, takket være

den større kapitalstyrke, med til at

finansiere anlæggelsen af tusindvis af

mejerier, bære eksporten oppe og bane

vejen for det fremspirende sibiriske

erhvervsliv.

Selvom den sibiriske smøreksport

Troickajagade, Kurgans hovedstrøg. Kurgan, ca. 1900. I forgrunden brandstationen. B.N. Karsonovs

privatarkiv.

ROTUNDEN NR. 22 27


var et kolossalt foretagende af stor

betydning for områdets, de sibiriske

bønders og de øvrige involveredes økonomi,

er det ikke noget særlig velbeskrevet

kapitel i Ruslands økonomiske

historie. Det skyldes, at den succesrige

sibiriske smørbranche var et tabubelagt

emne i det totalitære, antikapitalistiske

sovjetiske mangelsamfund, et tabu,

som virkede afsmittende på den vestlige

ruslands- og sovjetforskning. Derfor

er også vores viden om de danskere,

der drog til det forjættede land, begrænset.

Hvordan formede deres arbejde

og tilværelse sig i det fjerne Sibirien?

Blandt de mange danskere, som

involverede sig i den sibiriske smøreksport,

var Otto Hansen, som var

smøropkøber og filialbestyrer for et

stort dansk smørfirma i den vestsibiriske

stationsby Kurgan fra 1899 til 1903

og drev forretning i byen mellem 1910

og 1919. Borgerkrigen, som fulgte efter

bolsjevikernes magtovertagelse i 1917,

tvang i 1919 Otto Hansen til, ligesom

så mange andre indenlandske og udenlandske

forretningsfolk, at indstille

virksomheden, forlade Rusland og se i

øjnene, at store personlige værdier uafvendeligt

var gået tabt, ligesom måske

hele den store smørbranche, han og

tusindvis af andre involverede, lige fra

bønder til bankdirektører, havde været

med til at opbygge. Først i 1964 kom

produktionen af sibirisk smør op på

samme niveau som i 1913. Der var nu

ikke længere tale om smøreksport, for

produktionen blev opslugt af det store

hjemmemarked, der i efterhånden var

opstået.

Denne artikel handler om familien

Hansens liv, først og fremmest deres

dagligliv, i Kurgan i perioderne 1901-

28

ROTUNDEN NR. 22

1903 og 1910-1916 og om afslutningen

på Otto Hansens sibiriske virke i 1919.

Kilderne til historien er først og fremmest

breve, Otto Hansen og især hans

kone Jacoba skrev hjem til forældre og

søskende i Danmark, slægtsstudier,

foretaget af familiens efterkommere, og

en ph.d.-afhandling, artiklens forfatter

forsvarede ved Syddansk Universitet i

2002.

Jacoba Hansen døde i Kurgan i 1916

i en alder af 37 år og blev begravet dér.

Ud over sin mand efterlod hun sig to

døtre på 10 og 12 år. Hendes tidlige

død vendte op og ned på hendes

mands og børns tilværelse, men døtrene

bevarede mindet om hende og deres

lykkelige barndom i Kurgan, sammen

med en stærk følelse af forbundethed

med byen, en forbundethed, som gik

videre til familien i næste generation

og var medvirkende til, at den gemte

Jacoba og Otto Hansens breve til efterkommerne

og eftertiden.

Kurgan, 1899-1903

Otto Eduard Stenersen Hansen, født 20.

november 1877 i Tullebølle på Langeland,

voksede op i Longelse, hvor hans

far var præst. Efter endt skolegang kom

han i handelslære i Nakskov, og i 1899,

efter at have aftjent sin værnepligt i

Den Kgl. Livgarde, blev han ansat i det

store danske smøreksportfirma Carl

Holbek. Carl Holbek havde opereret i

Sibirien siden 1898, og den nyansatte

Otto Hansen rejste foråret 1899 til stationsbyen

Kurgan i Vestsibirien for at

tiltræde en stilling som kontorist ved

Carl Holbeks filial. Otto Hansens chef i

Kurgan var den 24-årige filialbestyrer

Thomas Segelcke, en nevø af professor

ved Landbohøjskolen i København,


Karakteristisk, hvidmalet smørtog. Kurgan, 1908. Foto: A. I. Kočeˇsev. B.N. Karsonovs privatarkiv.

Thomas Riise Segelcke, dansk mejerivæsens

kendteste foregangsmand. Lige

inden afrejsen forlovede Otto Hansen

sig med sin kusine, Anna Gyda Jacoba

Burhøi, kaldet Jacoba eller Koba, født

12. juni 1879 i Odense. Jacoba Burhøi

var gartnerdatter.

Omkring Kurgan (10.000 indbyggere

midt i 1890erne) opstod der, takket

være den sibiriske jernbane, gode transportmuligheder

og billige transportpriser,

et moderne mejerivæsen, som på

kort tid bredte sig langs jernbanen og

de store floder videre østpå ud over

resten af det sydlige Vestsibirien.

Omdrejningspunktet for den sibiriske

smørproduktion og -eksport var som

nævnt en kolossal efterspørgsel efter

smør på de centrale smørmarkeder i

Vesteuropa. København var indtil

1902-1903 hovedafsætningsmarked for

sibirisk smør. Eksporten til København

blev varetaget af danske firmaer, der

opererede fra filialer i Sibirien. Det

første danske og udenlandske eksportfirma

i det hele taget i Vestsibirien var

E.F. Esmann ved direktør H. P. Hjerl

Hansen, Hjerl Hedes grundlægger, og

filialbestyrer Carsten Korch, som åbnede

eksportkontor i Kurgan i 1897. Året

efter fulgte Carl Holbek og derefter,

slag i slag, det ene store danske

smørfirma efter det andet. Firmaerne

anlagde efterhånden filialer i alle store

byer i de vestsibiriske smørområder. En

del danske smørfirmaer eller individuelle

smøropkøbere købte smør op for

engelske firmaer, som i modsætning til

de danske kun sjældent opererede med

filialer. En del af det sibiriske smør gik

til den danske bageriindustri, resten

blev eksporteret videre (transiteret) fra

ROTUNDEN NR. 22 29


København til England og Tyskland.

Fra 1902-1903 overgik Danmarks førende

position til det engelske marked. De

danske sibiriensfirmaer begyndte at

eksportere størstedelen af det sibiriske

smør direkte fra de baltiske udskibningshavne

til det britiske marked,

uden om København, ligesom deres

russiske, engelske og tyske konkurrenter.

Transithandelen med sibirisk smør

stagnerede, men fortsatte frem til

Første Verdenskrig på nogenlunde samme

niveau som i 1902-1903. I 1914 var

det tyske marked for russisk smør

næsten lige så stort som det engelske.

Samme år udgjorde sibirisk smør 90%

af den russiske smøreksport, som nu

var næsten lige så stor som den danske.

Livet i Kurgan var hårdt for den

nyankomne dansker. Ved nytårstid

skrev han hjem til sin søster Ally i

København: "Jeg har det jo nok rart og

godt heroppe og er sammen med et

storartet og flinkt Menneske [filialbestyrer

Thomas Segelcke], men jeg savner

dog i de ledige Timer I Kære derhjemme."

Mest af alt savnede han sin

forlovede: "Jeg ville rigtignok ogsaa

ønske hvis det er Guds Vilie at jeg skal

blive her i Sibirien i mange Aar, at jeg

snart kunne faa Koba herop, thi det ville

forandre Livet heroppe kolosalt, som

det er for Tiden da er det skrækkeligt,

men hvad skal man gøre man maa jo

se at holde ud saalænge man kan".

Til gengæld gik forretningen strygende.

Holbek havde tjent 75.000 kr på filialen

allerede det første år. Filialbestyrer

Segelcke fik 2.000 kr i løn og 10% af

nettofortjenesten, i 1899 i alt 9.500 kr

– "en Flot Gage for en ung Mand paa

24 Aar". Otto Hansen selv fik 1000 kr

det første år, plus kost og logi. Han reg-

30

ROTUNDEN NR. 22

Jacoba og Otto Hansen som nygifte. Odense,

1901. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

nede ikke med at kunne lægge noget til

side, for han skulle købe møblement til

sin stue. Til gengæld for den rimelige

løn og gode forretning oplevede han

imidlertid "saa meget slet og saa megen

Elendighed at jeg snart ikke ved hvad

der er bedst. Her oppe har man saa at

sige ikke et Menneske hvormed man

kan tale om hvad man har Lyst til, ja

man bliver rigtignok forandret heroppe,

mistænksom, indesluttet bliver

man".

I august 1901 blev forretningen ramt

af en ulykke, idet den unge Segelcke

blev dræbt af et vådeskud. Otto Hansen

fik nu det ansvarsfulde og vanskelige

job som filialbestyrer. Danskere overalt

i Sibirien samlede i øvrigt penge ind til

en mindestøtte for Thomas Segelcke.

Otto Hansen stod for indsamlingen og

bestillingen af støtten, og efteråret

1902 var den på vej til byen Tomsk for

at blive opstillet.


Ønsket om at få Jacoba til Kurgan gik i

opfyldelse efteråret 1901. Den 21. oktober

giftede de unge mennesker sig

hjemme i Danmark og rejste umiddelbart

efter til Kurgan, hvor der ventede

dem en festlig modtagelse. Otto Hansens

venner i byen, lokale såvel som

udlændinge, havde pyntet opgangen til

deres lejlighed med grønt og entreen i

det russiske flags farver, blåt, hvidt og

rødt. For enden af trappen, ved indgangen

til lejligheden, stod en fugl med et

brev i næbbet, hvorpå var skrevet "Velkommen

hjem", og inde fra lejligheden

strømmede tonerne fra den russiske

nationalmelodi de nygifte i møde fra

en spilledåse. Om aftenen inviterede en

tysk ven det unge par på champagne,

konfekt og frugt. Turen frem og tilbage

foregik i kane gennem byens snedækkede

gader. Lejligheden var stor og

yndig, skrev Jacoba til sine forældre,

"særlig var Dagligstuen meget hyggelig

med Tæppe over hele Gulvet samt et

par mindre under Bordet og foran

Døren til Soveværelset, sidste en Brudegave

fra Russeren som drak The hos os

i Aften, vor første Gæst til et Maaltid".

Jacoba Hansen virkede ganske uforknyt

ved mødet med Kurgan. Om det

var for ikke at forurolige sine forældre,

er svært at vide, men hun udtrykte ingen

forurettelse, beklagelse eller bestyrtelse

over at være "havnet" i det fjerne

Sibirien, hverken før eller siden, heller

ikke i brevene til familiemedlemmer,

hun stod på særlig fortrolig fod med.

"I kan tro det var nogle usle Træhuse

og Jordhytter vi saa inde i Rusland",

skrev hun til forældrene kort efter

ankomsten til Kurgan, "saa er det rigtignok

meget bedre her i Sibirien. Vi

kan faa alt muligt heroppe". En gang

om ugen, når der var torvedag, tog

ægteparret på torvet og købte ind til en

hel uge af kød, mel og kål og hvad de

ellers havde brug. En gås kostede kun

80 øre, gryn og kolonialvarer var dyrere.

Hun udtrykte begejstring over de

kaneture, de jævnligt foretog den første

vinter i byen, "i det mest henrivende

Vejr". Koldt var det, men de var godt

pakket ind i fåreskindspels og lange

filtstøvler. I julebrevet til forældrene

skrev hun: "Nu nærmer Julen sig med

raske Skridt, og er det nok bedst at jeg

faar begyndt paa et lille Julebrev at

Tiden ikke skal løbe fra mig. Allerførst

vil jeg ønske Eder kære Forældre en rigtig

god og velsignet Jul. I Tankerne ere

vi sammen selvom vi i Virkeligheden

ere forhindrede deri, naar vi saa kun

faar gode breve bøder det jo paa mange

Savn, man maa heller ikke være saa

fordringsfuld at ville have alt det Gode

paa én Gang. Vi to unge have det nu

godt igen. ’Skatten min’ har nemlig

haft en meget slem Halsbetændelse.

Han gik oppe, men var ikke mange sure

Sild værd … Hvor er man dog glad og

Gud taknemmelig naar saadan en Sygdom

er vel overstaaet".

Én ting var hende dog meget imod,

og det var, når han tog på forretningsrejse

lokalt, til europæisk Rusland eller

Vesteuropa: "Otto har endnu ikke været

ude paa den meget omtalte Rejse, men

nu staar den lige for Døren, saa bliver

jeg Enkemadam i 4 a 5 Dage, hu, ha!

Jeg glæder mig sandelig ikke men det

skal gaa jeg maa skyde Hjertet op i

Livet …". Da han var vel hjemme igen,

skrev hun til forældrene: "Maden her

hjemme smagte rigtig godt i dag for

Ottos Vedkommende efter i fire Dage

ikke at have faaet ordentlig Middags-

ROTUNDEN NR. 22 31


mad og for mit ved hans behagelige

Selskab, det var ikke morsomt at sidde

ene ved saadant et stort Bord, Maden

ville ikke rigtig ned, det var ligesom

der sad en Prop og skød den op igen,

hvor skønner man dog dobbelt paa

hvor dejligt vi have det naar man har

prøvet at undvære hinanden". Jacoba

brød sig ikke om at være alene hjemme

og undvære "Skatten sin", som hun

altid kaldte sin mand. Når det var

muligt, ville hun tage med ham på

lokale forretningsrejser, hvis det da

ikke er "for trist for mig at trave om

mellem de lugtende Bønder en hel

Dag". Jacobas modvilje mod adskillelsen

fra sin mand forsvandt heller ikke

da parret fik børn, og hun blev bestyrer

af en stor husholdning. Ubehaget ved

adskillelsen fulgte hende resten af hendes

liv.

Det første besøg i en af Kurgans kirker

gjorde et stort indtryk på hende.

Hun beskrev kirken som "voldsomt

flot". Hun var imponeret over helgenbillederne

og undrede sig ved det uvante

syn af menigheden, som ikke sad

ned, som hjemme i Danmark, men

stod op "eller ligger på Knæ, ja, de gaar

endog saa vidt at de slaa Hovederne

mod Gulvet at naar det er store Syndere

de beder om Tilgivelse." Præsten

havde langt Haar og lignede Tordenskjold,

og koret sang smukt. Det

mindede om juleaften derhjemme, når

32

ROTUNDEN NR. 22

man så bort fra al røgelsen, som luften

var så tæt af, at man ikke kunne holde

ud at være i kirken i længere tid ad

gangen.

Jacoba gik straks i gang med at lære

russisk, og inden længe fortalte hun

glad sine forældre, at tjenestefolkene

var begyndt at hviske, når hun nærmede

sig, at hun ikke skulle forstå, hvad

de sagde, men skrev også, at russisk

dog var "et forfærdelig vanskeligt

Sprog".

Vinterdagene var præget af en vis

ensformighed. Til daglig stod de op

klokken 8 og drak morgente, hvorefter

han gik på kontoret, hun i køkkenet.

Der var frokost klokken 1, måske en

køretur mellem 3 og 4-5 og aftensmad

klokken 6. Om aftenen læste han højt

for hende, mens hun hæklede, broderede

eller syede, i hånden eller på den

symaskine, hun fik i julegave af sin

mand i 1901. Aftenerne blev også brugt

til brevskrivning og russiskstudier. De

fik ofte besøg af deres bedste venner i

Kurgan, en anden dansk familie Hansen,

Karl Alfred Hansen og hans kone,

eller gik på besøg hos dem, op til to

gange om ugen - for at spille whist. Der

var seks danske familier i byen med

efternavnet Hansen. Karl Alfred Hansen

var smøropkøber for Petersborgfirmaet

H.J. Pallisen (russ. G.I. Pallizen), grundlagt

af danskeren Hans Jessen Pallisen

(1812-1882). 2)

2) H.J. Pallisen var søn af en Aalborgkaptajn. Han fulgte faderen på sejladserne i Østersøen og blev ansat som kontordreng

ved et hollandsk firma i Skt. Petersborg som 15-årig. Som 30-årig grundlagde Pallisen Handelshuset H.J. Pallisen og senere

også to papirfabrikker. Han var direktør for disse virksomheder og dansk generalkonsul i St. Petersborg indtil sin død i

1882. Foretagendernes ledelse bestod omkring 1900 fortrinsvis af efterkommere efter Pallisen og andre danskere, der havde

bosat sig i Rusland i 1870-80erne.


Otto Hansens kontor, Dvorjanskaja ul. (Adelgade). Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

De unge nygifte fejrede Otto Hansens

fødselsdag den 2. november 1901 med

at invitere deres russiske ven Scharlov

til middag og gå i teatret. Jacoba var

overrasket over, hvor fin teatersalen

var. Der var parketgulv og "under Loftet

hang to virkelig smukke Lysekroner jeg

tror med 6 Lamper i hver". Musikerne

derimod måtte nøjes med to køkkenbliklamper.

Jacoba og Otto Hansen tilbragte

deres første fælles juleaften hos Karl

Alfred Hansens: "Juleaften tilbragte vi

hos gamle Hansens, … fik Gaas og Kalkunsteg,

nej, først Risengrød, med Mandelgaver,

Snebolde og endelig Æblekage,

saa hun havde rigtig anstrengt sig for at

dupere Rakket. De havde et rigtig nydeligt

lille Juletræ, hvorom vi alle dansede

og sang". I juledagene aflagde man i

øvrigt hinanden visit, ønskede glædelig

jul, drak et glas vodka eller vin, slugte

en bid brød med en sardin, sad ned i

fem minutter og tog så videre. "… det

er en ejendommelig Skik", skrev Jacoba

til sine forældre, "jeg synes, det maa

være rædsomt, godt er det at jeg ikke

skal være med til den Tortur".

Derhjemme havde hun arrangeret

dansk jul. Juletræet var af fyr og pyntet

med hvide lys og vat og glimmer. Det

unge par inviterede deres danske og

russiske venner til dansk julefrokost.

Jacoba fremstillede små flag, danske til

de danske gæster, russiske til de russiske,

og serverede "Medisterpølse og stuvede

Kartofler, Sardiner, Hummer, stegte

Agerhøns, Leverpostej, Ost og andet

som hører til koldt Bord, derefter Rødvinsbudding

med Cremesauce". De blev

også inviteret til selskab hos Scharlov,

hvor der først var koldt bord og senere

på aftenen, ved 11-tiden, tre varme retter

og dessert. Til alles store begejstring

var Otto Hansen i dagens anledning

trukket i garderuniform.

Om søndagen og ved andre højtider,

hvor der blev lavet stor middag hos

ROTUNDEN NR. 22 33


Kurgans bedre borgerskab, strømmede

tiggerne til køkkenerne. Jacoba skrev:

"Det er Søndag Formiddag og det er

næsten ikke til at være i Køkkenet for

Tiggere, de faar som Regel et Stykke

brød, men naar de se ’Barina’ [fruen]

som jeg kaldes vil de ogsaa have Penge

og der er næsten ingen Grund til at

give dem, da de fleste gaar hen og drikker

dem op". Der kunne komme op til

10 til 15 mænd med koner og børn i

løbet af middagsforberedelserne.

Hansens tilbragte påsken 1902

blandt landsmænd i Omsk. Rejsen var

anstrengende, men de havde haft behageligt

rejseselskab af Kurgans elskværdige

borgmester, F.V. ˇ Svetov. Påsken faldt

i april, netop som foråret og tøvejret

satte ind, og gaderne i Omsk var så

mudrede, at vognhjulene kørte i pløre

til akslerne. Jacoba skrev hjem: "Paaskedag

var vi hos Korcks! anden Paaskedag

til Frokost hos Lefeldts en Søn af gamle

L. paa Langeland, de havde et flot og

yndigt stort Hjem, samme Dag til Aften

hos en Ungkarl Hr. Søndergaard, næste

Dag til Frokost hos Dorf, ogsaa ugift,

og til Aften hos Korck’s, alle Steder var

næsten alle vi Danskere samlede, saa

det var rigtig morsomt. Gaderne var

skrækkelige, jeg overdrive aldeles ikke,

nar jeg fortæller at Hjulene gik i Pløre

til Axelen mange Steder, det var mindre

hyggeligt, jeg sad i stadig Skræk for

at vælte". Korck’s, som Jacoba omtaler,

var Carsten Korch, det danske firma

E.F. Esmanns filialbestyrer i Omsk, og

hans kone Julie. 3)

34

ROTUNDEN NR. 22

Med forårets komme begyndte søndagsudflugterne

i Kurgans smukke

omegn. Der var hvide anemoner, hvis

blomster var meget større end anemoneblomsterne

hjemme i Danmark.

Udflugterne var en behagelig afveksling

fra byen, som var frygtelig støvet og

ofte "rædsomt varm". Allerede midt i

juli blev fornøjelsen ved udflugterne

imidlertid noget mindre på grund af

umådelige mængder af myg, der kunne

være så store som oldenborrer, og hvis

stik var meget generende.

I sine breve hjem til familien i Danmark

skrev Otto Hansen ikke meget om

sit arbejde. En enkelt gang fortalte han

dog lidt om de sibiriske bønder, han

handlede med. Hvert år i januar kom

bønder i stort tal til Kurgan for at indgå

kontrakt med eksportørerne om det

kommende års smørleverancer. I januar

1902 var Otto Hansen for første gang

med til disse forhandlinger. Det var

vanskeligt at komme overens med bønderne,

skrev han til sine forældre, "da

de, skønt uden at være i besiddelse af

Kundskaber og Dannelse ere meget

durkdrevne og pengegridske". I forbindelse

med kontraktforhandlingerne i

januar 1903 skrev Jacoba i et brev at:

"… vi have haft et Rykind af smørede

Bønder! Der er virkelig nogle af dem

som bære saadanne Faarepeltse, at man

kan frygte for at blive hængende om

man rørte ved dem. Og saa formaar

saadanne Karle endda at lave temmelig

godt Smør, et Bevis paa, at man ikke

kan skue Hunden paa Haarene og der

3) Carsten Korch havde arbejdet for E.F. Esmann siden 1896, først som filialbestyrer i byen Vologda i europæisk Rusland,

derefter, fra 1897 til 1902, som leder af E.F. Esmanns første sibiriske filial i Kurgan, og nu altså som leder af Omskfilialen.

Mellem 1908 og 1916 var han bestyrer for det store danske firma Det Sibiriske Kompagnis (en fusion af Carl Holbek og E.F.

Esmann) største filial i Sibirien i byen Barnaul. Carsten Korch var fætter til forfatteren Morten Korch.


se hvad den indeholder". De sibiriske

bønder var altså ikke tabt bag af en

vogn, hverken hvad angik smørfremstillingens

kunst eller kunsten at tjene

penge. 4)

Efteråret 1902 fik Otto Hansen tilbudt

arbejde som repræsentant i London

for et russisk smørfirma, hvis Londonadresse

var Finsbury Pavement, 70.

Han tog straks imod tilbuddet. Forholdene

havde været vanskelige i 1901 og

1902, så vanskelige, at han bare havde

lyst til at lægge Sibirien bag sig, én

gang for alle. Mange firmaer havde fået

et knæk, også nogle af Carl Holbeks filialer

og mejerier længere inde i landet.

Ifølge Otto Hansen skyldtes det først og

fremmest konkurrencen mellem eksportørerne,

som han kaldte "slem og

Otto Hansen, siddende på kærren, i kontorets gård. Kurgan, 1915.

Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

meningsløs". Hertil kom, at han følte,

at han levede i en udørk. Han trængte

til nye indtryk og udfordringer. Jacoba

gav ikke udtryk for hverken glæde eller

sorg ved udsigterne til at skulle forlade

Sibirien, men efter nogen tid i England

skrev hun dog til sine forældre, at de

syntes meget bedre om London end

Sibirien!

Familien Hansen opholdt sig i England

i tre år. Her fik ægteparret to døtre:

Inge, født 18.9.1903, og Ellen, født

12.1.1906. En stor sorg ramte dog familien:

En lille søn døde i 1905, knap et

halvt år gammel.

Efteråret 1905 fik Otto Hansen imidlertid

tilbud om en stilling som smøropkøber

for et af de største engelske

fødevarefirmaer, Lovell & Christmas, i

ROTUNDEN NR. 22 35


yen Rybinsk i et af europæisk

Ruslands vigtigste smøreksportområder,

nogle hundrede kilometer nord for

Moskva. Startlønnen var 6.000 kroner,

1.200 kroner mere end den løn, han fik

i England. Han slog straks til, rejste til

Rybinsk i januar 1906 og åbnede egen

forretning. Resten af familien sluttede

sig til ham noget senere. I samme by

drev også Otto Hansens halvbror Emil

smøreksportforretning. Opholdet i

Rybinsk varede i fire år. Det er en periode

i familien Hansens liv, som vi

springer over i denne sammenhæng for

at gå videre til artiklens egentlige ærinde,

familiens liv i Sibirien.

Kurgan, 1910-1916

Engang i 1909 besluttede familien Hansen

at forlade Rybinsk og flytte til Kurgan

igen. Otto Hansen skulle købe

smør op for Lovell & Christmas og drive

egen forretning. I januar 1910 rejste

han i forvejen og åbnede eksportkontor,

"Otto Eduardovič Ganzen", med

opkøb af smør og salg af mejeriudstyr.

Jacoba og børnene måtte vente i Rybinsk,

indtil Jacoba var blevet helt rask

efter at have haft dårligt ben. Jacoba

skrev til sine forældre, at hun glædede

sig til at komme tilbage til Kurgan.

Kurgan var i mange henseender en

anden by end den, familien havde forladt

i 1903. Hvor den havde haft

10.000 indbyggere i 1897, havde den i

1909 34.000, og det økonomiske aktivitetsniveau

var et ganske andet og høje-

36

ROTUNDEN NR. 22

re. Der var snesevis af små og store

industriforetagender med hundredvis

af ansatte, hundredvis af små og store

butikker, seks apoteker, to boghandler,

to trykkerier, fem fotografiske atelierer,

fem hoteller og otte herberger, to

hospitaler, fire banker og som noget

helt nyt en restaurant, to konditorier

og en meteorologisk station. Hertil

kom ti forhandlere af landbrugsmaskiner,

hvoraf de syv var udenlandske,

tolv forhandlere af mejeriinventar,

hvoraf de ni var udenlandske, fire store

kvæghandlere, tre store slagterier, hvoraf

et var danskejet, fem store ægeksportører,

tolv smøreksportkontorer

(syv danske, to engelske og tre russiske)

og to bryggerier.

I marts 1910 var familien Hansen

atter samlet i Kurgan, og Jacoba arrangerede

umiddelbart efter sin og børnenes

ankomst middag for familiens danske

bekendte i byen. Blandt dem var hr.

Brüel og frue fra det store danskdrevne

eksportslagteriforetagende, Brüel &

Thøgersen. Gæsterne fik "Sterletsuppe,

Kalvesteg med tørrede grønærter,

udkogte Kartofler og mit nyeste Syltetøj,

det ligner lidt Tyttebær, det er det

eneste der kan skaffes nu. Decerten var

Trifles, dertil fik vi Rødvin og Madeira

og derefter Aftenskaffe". 4)

Otto Hansens forretning gik ovenud

godt, og familien havde ingen økonomiske

problemer. "De tjener tykt for

Øjeblikket", skrev Jacoba på et tidspunkt

hjem, "det er saa rart for Otto at

4) Eksportslagteriet Brüel & Thøgersen fremstillede saltet og røget kød, pølser og konserves, der blev solgt over hele

Rusland og eksporteret til Vesteuropa. Foretagendet var grundlagt i Kurgan i 1907 og havde 20 kontorer rundt omkring i

Sibirien. På eksportslagteriets grund ligger der i vore dage stadigvæk et stort slagteriforetagende


Floden Tobol er gået over sine bredder. Kurgan, ca. 1914. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

Markedet er gaaet op og han har købt

heldigt". På kontoret havde Otto Hansen

to danske kontorfolk og en russisk

kontormand og i gården tre karle og

syv bødkere til at flikke smørdritler

sammen. Efter et års tid købte han en

mølle i landsbyen Lopatinskoe og

anlagde et par mejerier, formodentlig

sammen med Lovell & Christmas. Udover

at opkøbe og eksportere smør solgte

han soda, karskrubbere, salt og centrifuger.

Familien havde to unge piger i

huset, Darja, der var fulgt med dem fra

Rybinsk, og en pige fra Kurgan.

Efteråret 1910 var det deres plan at

rejse til Danmark på ferie. Den blev

imidlertid forpurret af, at Otto Hansen

blev syg af tyfus. Feberen begyndte den

28. september og holdt sig i næsten en

måned konstant på omkring 39 grader

om morgenen og 40 om aftenen, dag

ind og dag ud. Først den 24. oktober

begyndte den at falde. Behandlingen

bestod i kolde, temperatursænkende

bade og to pulvere om dagen, maden af

havresuppe, citronsuppe, portvin og

champagne. Den syge fik klippet alt

håret af, så det ikke holdt på varmen.

Doktor Kogan tilså patienten hver dag,

og en sygeplejerske vågede over ham

om natten. "Saavel vor Sygeplejerske

som Læge er Jøder, nogle vældige Mennesker

til at passiare, altid god Tid, vil

gerne gøre det saa godt som muligt",

skrev Jacoba til sine forældre. Doktor

Kogan mente, at Otto Hansen kun

overlevede, fordi han havde en særlig

god konstitution.

I rekonvalescenstiden oven på den

alvorlige sygdom læste han Robinson

Crusoe højt for børnene og spille kort

med Jacoba og en anden dansk familie.

Sidst i november gav doktor Kogan

familien grønt lys til at rejse hjem til

ROTUNDEN NR. 22 37


Danmark, hvor julen blev fejret hos

Otto Hansens forældre i præstegården i

Longelse på Langeland.

Døtrene lod til at befinde sig godt i

Kurgan. Når de var syge, hvilket naturligvis

hændte, blev Jacoba frygtelig nervøs.

Da den yngste, Ellen, blev syg,

engang Otto Hansen var på forretningsrejse

i udlandet i 5 uger, slog det

Jacoba helt ud, og hun endte med at

tilkalde doktor Kogan. Hun skrev hjem

til Otto Hansens søster Ally, som også

var hendes egen kusine, og i øvrigt

sygeplejerske og begge ægtefællernes

nærmeste fortrolige, at "det er jo også

Fejl at være for omhyggelig, men det er

ikke let at vide det rette, og naar vi

først har prøvet at miste én af vore

kære Smaa saa tror jeg at vi blive mere

ængstelige, ja tænk hvilken stor Dreng

Lillebror nu ville have været! Men jeg

ved jo at som Gud ordner alle Ting for

os, saa er ogsaa dette det bedste."

I 1911-1913 havde pigerne en dansk

guvernante, Otto Hansens halvsøster

Emma. Hun passede børnene og lærte

dem, hvad de ville have lært i en dansk

skole, læsning, skrivning, regning,

syning. "I skulle bare se hvor fornøjeligt

det gaar til i Skolen i Sytimerne,

Tante Emma læser nemlig højt for Børnene

naar de er flittige, og for Tiden er

det ’Onkel Toms Hytte’, den er meget

sørgelig, saa flere Gange naar jeg er

kommen derind har Inge og Emma siddet

og grædt over at nogen Mennesker

kunne være saa onde mod de stakkels

Slaver, Ellen derimod har siddet og

ment hun var en stor Pige at hun ikke

græd og tilbød at samle de andres Taarer

sammen, men da de pidskede Onkel

Tom en hel nat, udbrød hun - hvor er

de stykke, de Bæster, det er dog for

38

ROTUNDEN NR. 22

galt. Naturen gik over Optugtelsen,

hun glemte at hun ikke maa bruge

Kraftudtryk, da jeg rettede hende derfor

syntes hun stadig at naar Slavehandleren

var et Bæst, maatte hun da

ogsaa have Lov til at sige det, det var

hendes Opfattelse af den Ting, og jo i

Grunden ikke saa gal", fortalte Jacoba

Hansen sine forældre.

Otto Hansen tog sædvanligvis på

kortere eller længere forretningsrejser

hver fjortende dag. Imens havde Jacoba

bedre tid til at skrive breve hjem, som

hun så indledte med at fortælle om,

hvor meget hun savnede sin bortrejste

"Skat", og hvor meget hun glædede sig

til han kom hjem igen. Når Otto Hansens

rejser gik til Kurgans nærmeste

omegn, tog hun gerne med, af interesse,

nysgerrighed og for at opleve verden

sammen med sin mand. Hun skrev

altid begejstret hjem om disse ture,

således i januar 1911: "I kan tro jeg

havde en fornøjelig Tur med Otto i forrige

Uge, vi var ude at se til vor Mølle,

jeg blev helt imponeret af den, jeg havde

knap tænkt mig at sligt kunne laves

her i Siberien, men maa nu til at have

andre Tanker. Vi rejste herfra om Natten

Kl. 12 mellem Onsdag og Torsdag,

kom til Stationen Lepjasa Kl. 3 det var

et vidunderligt Syn der mødte os da vi

kom derind omkring paa Bænke og

Borde laa Folk og sov ja endog paa Gulvet

laa mange, hvert Øjeblik opdagede

jeg at det var en levende Bylt der laa

paa en anden Bylt, til sidst fandt jeg ud

af at det var en hel Familie, Mand Kone

og fire store Børn og til allersidst hørte

vi et svagt Grynt og Konen rejser sig op

og begynder at amme en ganske lille

Udgave som jeg hidtil ikke havde opdaget,

da det var overstaaet lagde hun sig


ned igen og trak Pelsen helt over Hovedet

paa den lille Pige og sig selv, de

havde nu adskillige levende paa sig thi

hvert Øjeblik rev og gnubbede de sig

alt hvad de kunne ...".

Familien anskaffede sig et sommerhus,

en såkaldt datja. Kurgan ligger fortrinsvis

på den ene bred af floden

Tobol, byens daværende datjaområde

på den modsatte flodbred. Når sommerheden

begyndte at røre på sig, som

regel allerede midt i maj, tog Jacoba,

børn og tjenestepiger ud til datjaen. I

maj 1911 måtte de dog vende om ved

første forsøg. Det "blæste og støvede

saadan, at vi skyndsomst maatte køre

hjem og se at blive vadskede". Landlivet

betød, at Otto og Jacoba fik mange venner

og bekendte, ikke fordi de inviterede

hele tiden, som Jacoba beroligende

skrev til sin mor, men fordi folk gerne

ville besøge dem ude på landet. Det

gjaldt den danskfødte Hamburgkøbmand

Carl Jørgensen og kone,

mejerist Stausholm fra Det Sibiriske

Kompagni 5) og kone, den danske

smøreksportør Emil Holm og mange

andre. De blev også rigtig gode venner

med deres nabo på landet, den engelske

forretningsmand Mackenzie og hans

kone. Landliggerne disponerede over en

fælles tennisbane, hvor man mødtes

om aftenen. Mændene spillede, mens

damerne passede børn og håndarbejde,

"det vil sige de Damer der ikke spiller",

skrev Jacoba. Med sig på landet havde

Hansens familiens ko, som forsynede

dem med den fineste, fedeste mælk. Da

Datja’en under opførelse. Kurgan, 1911.

Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

Jacobas døtre selv var blevet mødre

mange år senere i Danmark og igen og

igen fortalte deres børn om deres barndom

i Kurgan, var en af yndlingshistorierne

den om koen, der under et sommerhusophold

stak af ned til floden,

svømmede tværs over og løb ad byens

gader hjem til sit vante opholdssted på

gårdspladsen ved Otto Hansens forretning.

Ved datjaen anlagde familien en

have med mange blomster, så man kunne

tage buketter med til byen, hvor der

stort set ingen blomster var.

Udflugter i byens nærmeste omegn

hørte fortsat til familiens yndlingsbeskæftigelser.

I 1914 gik en af turene til

en mølle ved floden Ik, en biflod til

Tobol. Her er et uddrag af Jacobas brev

til sine forældre om den:

"Mine kære Forældre! I Aften synes

alle at være optagede af Kontorarbejde,

saa er det ogsaa bedst jeg sender Eder

en lille Hilsen, vi begynde nu at føle

Sommerens komme, vi har haft nogle

5) Det Sibiriske Kompagni blev dannet i 1904 ved en fusion af Carl Holbeks og E.F. Esmanns sibiriske forretninger. Kompag-

niets direktør var H.P. Hjerl Hansen. Selskabet var den største enkelteksportør af sibirisk smør fra Vestsibirien til Vesteuropa i

perioden 1904 til 1914.

ROTUNDEN NR. 22 39


Jacoba Hansen står til venstre i billedet med sine døtre foran den hvidmalede datja. Kurgan, ca.

1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

aldeles henrivende Køreture ud omkring!

Én Dag vare vi ude ved en Mølle

som ligger ved Floden Ik, en Biflod til

Tobolfloden, der var aldeles henrivende,

vi kørte derud paa 2 Timer og spiste

medbragt Mad hos en Møller derude,

hans Søn er Bankassistent, Otto kender

den Unge her fra Byen, og var vi i Følge

hans Invitation kørt derud! Her er

kolossalt med Myg i Aar, saa vi var glade

over at kunne spise vor Mad inde,

jeg tænkte mig langt tilbage i Tiden og

mindedes den Historie, hvor Bedstefader

og Bedstemoder blev trakteret med

Vælling, som blev taget op fra Gulvet

hvor Ællinger og Ænder havde mudret

i den, saadan gik det nu ikke til hos os,

men under Bordet hvor vi spiste laa 2

Kalkuner og rugede, uden for Vinduet

gik en stor Gris og kaldte paa Brød, forklarede

Pigen senere, i Køkkenet var et

40

ROTUNDEN NR. 22

Par Hunde, 1 kat og 5 henrivende smaa

Killinger, Ellen var helt vild efter dem,

havde helst lagt sig hen hos dem, men

maatte nøjes med en i Skødet! I gaar

vare vi ude paa vor Datsja og spiste

Middagsmad, I kan tro den smagte i

det Grønne, der er aldeles henrivende

for Tiden, og hvor er vor kære Otto god

og kærlig mod os alle, trods al hans

Travlhed har han Tid og Lyst til at glæde

os paa alle Maader …"

Jacoba brugte meget tid på en anden

yndlingsbeskæftigelse: syning. Engang

Otto Hansen kom hjem efter en længere

forretningsrejse, havde hun en overraskelse

parat til ham: Nye gardiner til

soveværelset, himmel over sengen,

vaskebordsforhæng, natbordstæpper og

kommodetæpper, alt sammen syet i det

fineste stof med store røde valmuer.

Den 21. oktober 1911 havde Otto og


Weekendsammenkomst ved tennisbanen. Kurgan, ca. 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

Jacoba Hansen tiårs bryllupsdag og

holdt i den anledning fest for deres

venner i Kurgan.

I begyndelsen af 1912 kom Jacobas

lillebror, Carl Burhøi, til Kurgan for at

arbejde i Otto Hansens forretning. Carl

Burhøi var meget imponeret, da det

viste sig, at der i løbet af marts måned

blev omsat for op til 42.000 kr om dagen.

Det var, hvad hans tidligere arbejdsgiver

havde omsat for om året.

Han faldt hurtigt til i byen og viste sig

at have let ved at lære russisk.

I efteråret 1912 var Jacoba i Danmark

nogle måneder for at besøge sine

forældre og øvrige familie og blive behandlet

for en underlivslidelse på St.

Lucasstiftelsen. Det var hendes sidste

besøg i Danmark.

Tante Emma rejste hjem til Danmark

i begyndelsen af 1913, og herefter be-

gyndte Otto og Jacoba Hansen at forberede

børnene på at skulle i russisk gymnasium.

De ansatte en russisk pige, som

var i huset fra 9 til 16 hver dag, tog sig

af børnene og lærte dem russisk. Inge

skulle begynde på gymnasiet i 1914 efter

sommerferien, Ellen i 1915. Det var

rædsomt dyrt med den russiske guvernante,

men forhåbentlig godt, skrev Jacoba

til kusine Ally.

Jacoba havde det ikke helt godt og

gik til behandling hos doktor Kogan totre

gange om ugen, ligesom hun jævnligt

måtte holde sengen. Men efterhånden

var de så vant til det "og haabe stadig

det skal blive bedre. Alle er saa kærlige

mod mig saa de ikke ved alt det

gode de vil gøre for at glæde mig".

Til Ottos og Jacobas store glæde

kom søster og kusine Ally på besøg i

Kurgan i april 1914.

ROTUNDEN NR. 22 41


Otto og Jacoba Hansen. Kurgan, 1911. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

42

ROTUNDEN NR. 22


I august 1914 brød Første Verdenskrig

ud. Familien Hansen ville have været

til Danmark på ferie om efteråret, men

opgav på grund af krigen. Otto Hansen

var stærkt berørt af den, både på grund

af dens grusomhed, og fordi den truede

hans forretning. Hertil kom, at Jacoba

fik det dårligere. I december 1914 skrev

han til Ally:

"Kære Søster Ally! Hjertelig Tak for

alle dine kærkomne breve af 8., 15. og

19. ds. Jeg føler mig stærkt brødebetynget,

at jeg ikke allerede for længst har

besvaret dit kærlige Fødselsdagsbrev og

takket for samme, det er ikke fordi jeg

er besværet med Overarbejde, tværtimod,

har vi saa at sige intet at gøre,

naar undtages lidt Oprydningsarbejde.

Smørforretningen er standset, alt Smør

gaar til Hæren foreløbig, antagelig til

Marts Maaned eller maaske længere.

Hovedaxlen i Møllen knækkede forleden,

saaledes at vi i ca. 14 Dage ikke

have kunnet male og de 14 Dage kostede

os c. 3000 kroner. Jacoba har ikke

haft det saa godt som hun kunne have

det, hun led meget stærkt Blodtab sidste

Gang og som Følge heraf har hun i

længere Tid været svag og træt og som

en naturlig Følge heraf har jeg selv

været daarlig tilpas og ikke oplagt til at

skrive i Særdeleshed. Desuden har denne

Krig jo ingen opmuntrende Virkning

paa Mennesket, den er jo frygtelig

og synes jeg bliver frygteligere for hver

Dag der gaar, hvad skal Enden blive?".

Otto Hansen skrev til sine forældre,

at han var ked af, at han ikke var hjemme

i Danmark og kunne deltage i forsvaret

af fædrelandet, dersom Danmark

skulle blive inddraget i krigen. Jacoba

derimod skrev hjem til familien, hvor

glad hun var for, at de var i Sibirien og

hendes "Skat" i sikkerhed hos hende,

langt borte fra krigshandlingerne. Også

hun var stærkt berørt af krigen og skrev

gang på gang hjem til Danmark om,

hvorledes der var sorg i mange kurganske

hjem, hvis forsørgere var blevet

indkaldt. Mobiliseringen ramte også

nogle af deres tjenestefolk, hvis familier

de forsøgte at hjælpe så godt de kunne.

Krigen prægede også Kurgan på den

måde, at syge østrigske krigsfanger blev

ført til byen. Når de var nogenlunde

raske, blev de ført videre ind i landet

og sat til forskellige former for arbejde,

men der kom hele tiden nye til. Hansens

hjalp dem med et måltid i ny og

næ og en skjorte, døtrene strikkede

muffedisser til dem, og i byen blev der

samlet penge ind til dem og delt cigaretter

ud. Russerne behandlede deres

krigsfanger udmærket, skrev Otto Hansen

til sine forældre på Langeland.

Jacobas nytårsbrev til svigerforældrene

fra december 1914, som hun skrev,

mens Otto var på forretningsrejse, lød

således:

"Mine kære Svigerforældre! Endnu

engang i 1914 skal I have en lille Hilsen

fra os (om I da faa den) for at

ønske Eder et rigtig glædeligt og velsignet

Nytår, med inderlig Tak for al jeres

Kærlighed mod os i det forløbne Aar og

alle de forudgaaende. I gaar havde jeg

Brev fra min kære Otto fra Petersborg,

han befandt sig vel og var kommet

godt over Rejsen, I dag er Otto antagelig

i Rybinsk [på besøg hos sin halvbroder

Emil Hansen og hans kone], hvor

de om alt gaar vel skal have deres lille

Søn døbt i Morgen. Gud give dem en

velsignet Dag de kære der nede han er

nu snart saa stor som vor lille Dreng da

han døde, ja tænk lille Bror vilde nu

ROTUNDEN NR. 22 43


have været 10 Aar, men vi ved jo ikke

hvad han er skaanet for i denne Verden,

det er godt at stole paa, at Gud

gør alle Ting vel, og at intet sker uden

vor himmelske Fades Villie …. Her har

været travlt de sidste Dage og Nætter

med, vi blev i Forgaars banket op

Kl. 12 1/ 2 af Politiet og et Par andre Herrer.

Daria rystede af Skræk og kunde

slet ikke fortælle mig hvad der var i

Vejen, det viste sig saa at det var angaaende

Smør som skulle overtages til

Hæren 30 Vagonger Smør skulle efterses,

forandres Mærker, overtages forskellige

Steder i Byen, sys ind i Bastmaatter

[sibiriske smørdritler blev altid

rullet ind i bastmåtter, så de ikke gik i

stykker under den lange og hårdhændede

transport] og være færdige i Løbet

af 1 1/ 2 Døgn! Det har de naaet, det var

bitterlig koldt 25 grader med Rimfrost,

saa det var strængt for Østrigerne at

arbejde i den Kulde [Otto Hansen havde

ansat nogle østrigske krigsfanger],

men Karl siger at de er vældig flinke og

lærnemme ... I Dag er det meget mildere.

Børnene glæde sig meget til en lille

Køretur sammen med mig jeg har holdt

mig inde i den stærke Kulde i Følge

Løfte til Otto at passe godt paa hans

Kone mens han var borte! Vær nu hilset

paa det kærligste mine kære Svigerforældre

med Haab om at I maa have

det rigtig godt ved Modtagelsen af disse

linjer ..."

I januar 1915 blev Otto Hansens to

karle taget til soldater, til deres familiers

store fortvivlelse, som Otto og Jacoba

Hansen delte. Samtidig blev Jacobas

helbred dårligere. Det viste sig, at hun

havde en svulst i underlivet. Da hun på

grund af en kombination af dårligt helbred

og krig ikke kunne rejse til Køben-

44

ROTUNDEN NR. 22

havn og blive opereret, rådede lægen

hende til snarest at tage til St. Petersborg

til den verdenskendte professor

Ot. Lægen var ikke længere Doktor

Kogan. Han havde fået et apoplektisk

tilfælde i 1914 og var blevet uarbejdsdygtig.

Jacoba skrev til sine forældre, at

hun savnede ham, og at det gjorde

Krig og mobilisering.

Afsked med de indkaldte

foran Troickajakirken.

Kurgan, 1914.

B.N. Karsonovs

privatarkiv.


hende ondt, at han var blevet apoplektisk.

Han havde en lille dreng på to år.

Jacoba ville imidlertid ikke lade sig

operere i en vildtfremmed by og besluttede

at vente med operationen til hun

forhåbentlig ville kunne rejse til Danmark

foråret eller sommeren 1916.

Inge, den ældste datter, gik i første

gymnasieklasse og var til eksamen i

maj måned 1915. Hun dumpede i russisk

og skulle til eksamen igen til

august. I de andre fag fik hun pæne

karakterer. Ellen, familiens yngste,

begyndte at gå i gymnasiet et år senere

end søsteren og var til sin første årseksamen

foråret 1916. Ligesom store-

ROTUNDEN NR. 22 45


søsteren klarede hun sig fint, endda

meget fint, i russisk, hvor hun fik

karakteren fire ud af fem point på

karakterskalaen. Hun talte russisk flydende

og uden accent.

Familien havde i 1915-16 en ung

dansk dame i huset, Anna Hansen.

Hun og Carl Burhøi, Jacobas yngste

bror, der som nævnt var ansat på kontoret

hos Otto Hansen, forelskede sig i

hinanden. Hun var 9 år ældre end

ham. De blev efter hjemkomsten fra

Sibirien i 1920 gift og levede i et langt

og lykkeligt ægteskab.

De vanskeligheder, der ramte Otto

Hansens forretning i begyndelsen af

krigen, viste sig at være af forbigående

karakter. Trods periodevise forstyrrelser

og vanskeligheder gik den i alle henseender

godt, så godt, at han i 1915

tænkte på at flytte forretningen fra

Adelgade (Dvorjanskaja ulica), hvor

han havde lejet en ejendom af den kurganske

storkøbmand Charlamov, til et

stort palæ på byens hovedstrøg, Treenighedsgade

(Troitskaja ulica). Otto

Hansen beskrev palæet således: "Lejligheden

er for elegant, det er det eneste,

jeg har imod det, Centralvarme og 14

Værelser, men vi lejer de syv ud eller i

alle Tilfælde de fem. Vi får tre store

Lokaler nedenunder til Kontorer og

Udstillingslokale og oven paa disse faar

vi selv nogle Store Værelser til Privatlejlighed.

Entreen og Trappegangen er

belagt med Marmor, alle Gulvene er

Parket, en del af Lofterne ere Mosaik og

Spisestuens Paneler & Loft er Mahogni.

Til lejligheden hører en masse elegante

46

ROTUNDEN NR. 22

Møbler og Palmer. Gårdspladsen er

meget stor med glimrende Kælder,

Varehuse, Stald, Avtomobil Garage etc.

etc. og hele Historien faar jeg for tre

Aar for 2300 Kr … Huset tilhøre en

Rigmand her i Byen som for Øjeblikket

bor i Moskva for at holde sine Børn i

de bedste Skoler." Huset havde kostet

rigmanden, Smolin, 180.000 rubler,

"men at han er ingen Forretningsmand

siger sig selv, naar han lejer en saadan

Historie ud til 2300 kr". Alt tyder dog

på, at flytningen ikke blev til noget, og

at familien blev boende i Adelgade. 6)

Jacoba havde det rimelig godt i

1915, men i løbet af foråret 1916 forværredes

hendes tilstand. Hun måtte

holde sengen oftere og i længere perioder

ad gangen. I et af de sidste breve til

forældrene, fra april 1916, skrev hun

dog ikke et ord om sig selv, men om

krigen: "Ja hvor trænges der dog til

Fred paa Jorden, der er skrækkeligt at

høre om alt hvad der sker hjemme i

Europa, vi sige saa ofte at vi sidde paa

et af de bedste Steder i Øjeblikket. For

nogle Dage siden fik Daria Brev fra en

af sin Mands Kammerater at han var

efterladt saaret i en fjendtlig Løbegrav

det har selvfølgelig gjort et dybt Indtryk

paa hende og os andre med, samme

Dag drog Sines Mand af, hun havde

Dagen før faaet at vide at deres lille

Barn var skæv i Ryggen og skulde ligge

saa meget som muligt og om 6 Maaneder

venter hun et Barn til …, men

hvorfor sidde og skrive om alt det sørgelige

det hører I jo daglig om, vi maa

hellere glæde os over hvor uendelig

6) Smolins palæ findes stadig. Det huser en stor erhvervsvirksomhed og et museum, som blev åbnet for få år siden og bely-

ser købmandsfamilien Smolins virke gennem generationer i Kurgan.


godt vi har det i alle Retninger, hvor

meget vi har at takke vor kære himmelske

Fader for. Otto har det desværre

ikke saa godt for Tiden … ".

Otto Hansens breve blev mere og

mere bekymrede på Jacobas vegne.

Midt i juli fortalte han i to næsten enslydende

breve til sine egne forældre og

svigerforældrene, at der "endnu ikke er

særlig lyse Udsigter til at hun skal faa

Lov til at komme op og vandre i vor

Midte, i Særdeleshed har de sidste 14

Dage været ret trange for os alle sammen

idet Koba i nævnte Tidsrum har

haft to Tilbagefald, hvoraf det sidste

har været det værste ...". Nogle dage

senere skrev han i et fødselsdagsbrev til

sin svigermor, at Koba havde lidt meget

og stadig var meget svag, at hun ikke

kunne tåle at komme op, fordi hun

blev svimmel og dårlig, "men som sædvanlig

er hun taalmodig og bøjer sig

under Vor Herres Villie. Det er jo tungt

og trist for os at vi gaa og se paa vor

kære lille Mor maa lide som hun gør".

Datteren Inge vedlagde sit eget lille

fødselsdagsbrev: "Kære Bedstefar og Farmor!

Hjertelig Til Lykke paa Fødselsdagen.

Jeg haaber I har det godt. Vores

stakels lille Mor ligger ennu i Sengen,

men bliver forhaabentlig snart rask. Far

og jeg kom hjem fra Møllen forleden.

Jeg regnede ud at jeg havde kørt 18

danske Mil i Løbet af 5 Dage. Den 1ste

Dag jeg var der ude var jeg ovre at se til

Møllen, 2de ude i deres Have og ude at

bade der var kun varmt de 3 Dage der

ude, men det regnede ikke, 3de Dag var

jeg med Fruen i Marken paa stiv Vogn

og havde Hø med hjem, 4de var jeg

igen ovre i Marken, rundt med Fader

og oppe i Møllen, der var meget morsomt,

om Aftenen var jeg ude at køre,

Midt i billedet Jacoba Hansen og datteren Ellen.

Otto Hansen står op, sammen med datteren

Inge. Kurgan, 1915.

Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

vi skulde have købt nogle Svin, men

Manden var ikke hjemme saa vi havde

kørt 24 verst [1 verst = 1,060 km] til

ingen Nytte. 1 Dag var det koldt saa vi

sad mest inde i Stuerne, men fik dog en

Køretur og samlede nogle Bær. 5te Dag

en Søndag drak vi The ved 10 Tiden og

drak lidt hjemmelavet Kvas [en slags

hvidtøl] og fik nogle Vafler før vi kørte

klokken 12 og var hjemme klokken 9 1/2

Aften. Vi havde ventet Mor oppe, men

Musse laa i Sengen endnu. Mange

kærlige Hilsener og Kys fra Eders lille

Inge" (18. juli 1916).

Sidst i juli blev Jacobas tilstand helt

elendig, og den 1. august (dansk tid)

døde hun, 37 år gammel.

Dagen efter hendes død skrev Otto

Hansen til hendes forældre: "Kære Svigerforældre!

Det er svært for mig i Dag

at skulle meddele Eder, at vor fælles

Skat, vor kære, kære Jacoba, har forladt

os forstedse, har begivet sig ud paa den

lange lange Rejse, men Gud ske Lov og

Tak hun er gaaet derhen, hvor vi engang

haaber at mødes med hende, nogle

af de sidste Ord hun havde paa sine

ROTUNDEN NR. 22 47


Læber var ‘se der kommer Engelen, nu

kommer den’. Hun sov stille hen med

et vidunderligt Fredssmil paa de kære

Læber den 1. August Kl. 11.50 Middag!

Ja det elskede Menneske har faaet Fred

og Hvile og er bleven udfriet for denne

Verdens Trængsler. Hvor var hun dog et

taalmodigt Menneske og hvor tænkte

hun lidet paa sig selv ... Hun ville gerne

have blevet lidt længere hernede paa

Jorden, thi selvom hun jo i mange Aar

har været en sart Blomst, og jo har gaaet

meget igennem, saa elskede hun sine

Børn og sit Hjem overalt, hun var en

sjælden Mor for sine to Børn og en

sjælden og dyrebar Hustru for sin

Mand, hvis der eksisterede mange Hustruer

og Mødre som hende vilde verden

se anderledes ud. Det er trange

Tider her i Kurgan, Deltagelsen er

umaadelig stor, baade blandt Udlændingene

og Russerne, men hun fortjener

den … hun var saa meget for os andre

og saa lidt for sig selv og alle der kom i

Berøring med hende holdt af hende,

saa vi der holde saa meget af hende fristes

til at spørge hvorfor skulde hun nu

kaldes saa tidligt herfra, men Herrens

Veje er jo uransagelige og for hans Villie

maa vi alle jo bøje os, hvor svært

det end synes at kunne være. Gud give

os alle Kraft til at bære denne store

Sorg paa den rette Maade …".

Jacoba blev lagt i en zinkkiste med

en lys egetræskiste udenom, så hun ville

kunne blive begravet i Danmark, når

krigen engang var omme. Kisten blev

båret hen til den lutheranske kirke af ti

danskere og ti englændere. Hun blev

48

ROTUNDEN NR. 22

begravet den 6. august (dansk tid) på

en af Kurgans to kirkegårde. 7)

Kort efter Jacobas død forlod Otto

Hansen og døtrene Kurgan for at rejse

hjem til Danmark. Efter et kort ophold

hos familien i Rybinsk gik turen videre

til København, derefter til Fyn og Langeland

og så tilbage til København. Her

kom de to piger i pleje hos Otto Hansens

søster Ally og hendes mand Georg

Bølling. Jacobas bror Carl Burhøi tog

sig imens af forretningen i Kurgan,

sammen med Otto Hansens halvbror

Aksel Hansen, der ellers arbejdede hos

broderen Emil i Rybinsk, men trådte

hjælpende til i Kurgan, umiddelbart

efter Jacobas død.

I september 1916 fandt Otto Hansen

i øvrigt efter længere tids forudgående

eftersøgning af ud af, at tjenestepigen

Darjas mand, Dmitrij, stadig var i live

og befandt sig et eller andet sted i Tyskland.

Otto Hansen sendte ham en pakke

med brød og margarine.

Forretningens afvikling,

1917-1921

Nu, hvor døtrene var i de bedste hænder,

rejste Otto Hansen i foråret 1917

sammen med et par andre danske forretningsfolk

via Petrograd, som Skt.

Petersburg nu hed, til Kurgan for at se

til forretningen. Februarrevolutionen

samme år havde resulteret i tsarmagtens

fald, og landet havde en overgangsregering,

som var ved at forberede

parlamentsvalg. Forretningsmændene

ankom til den russiske hovedstad den

første maj. Petrograd var præget af fest-

7) Ingen af kirkegårdene eksisterer i dag. Begge er jævnet med jorden og omdannet til parker.


Jacoba Hansens grav. Kurgan, 1924. Per og Gyda Strøyers privatarkiv.

ligheder, demonstrationer og møder.

Alle restauranter var lukket, sporvognene

kørte ikke, droscher var der ingen

af, men en militærautomobil tog formedelst

40 rubler danskerne med til et

af byens fineste hoteller, Hotel d’Angleterre.

Her var der sat plakater op om, at

alt var optaget og lukket på grund af

Første Maj. De danske rejsende tog

mod til sig og ringede på alligevel. En

søvndrukken mand dukkede frem og

erklærede, at alt var optaget, også badeværelserne,

men genkendte så Otto

Hansen fra tidligere besøg og fandt alligevel

husly til dem. "Ganske vist var

Værelset ikke gjort i Stand", skrev Otto

Hansen til sine døtre i København, "da

Stuepigerne var til Stuepigevalgretsforeningsmøde

allerede fra tidlig Morgen".

Byen var i det hele taget voldsomt forandret.

"Man har Besvær med at faa sig

selv til at tro at man har set denne By

før, thi den er forandret, og nu maa

man jo kun haabe og ønske, at Folk her

maa have tilstrækkelig Forstand til at

benytte dem af deres Lykke paa den

rette Maade".

Ved et utroligt tilfælde løb Otto

Hansen ind i Darjas Dmitrij på gaden i

Petrograd. Han var netop var ankommet

fra Tyskland og var på vej hjem til

Kurgan. Under kampene ved fronten

havde han fået en kugle gennem hoften.

Der var gået alvorlig betændelse i

ROTUNDEN NR. 22 49


hofte og ben, så stykket fra hofte til

knæ var blevet stift, men ellers fejlede

han ikke noget!

Det tog de danske rejsende elleve

dage at skaffe billetter til sovevognen

til Kurgan. Rejsen var ikke morsom.

Toget var overfyldt med soldater, og da

de ankom til Kurgan, var de nær blevet

arresteret, fordi de ikke var blevet barberet

og vasket i de fire døgn, rejsen

varede, og lignede skovmænd. Soldaterne

havde brugt al vandet i toget.

I Kurgan stod det "ikke værst til".

Carl Burhøi og Darja havde arrangeret

en fin velkomst, og alt derhjemme var

næsten lige så hyggeligt, som da de var

rejst derfra. Jacobas grav blev passet

rigtig pænt: "Jeg var oppe ved lille Mors

Otto Hansen, 1919. Per og Gyda Strøyers

privatarkiv.

50

ROTUNDEN NR. 22

Grav i forgaars, Onkel Carl havde pyntet

den med Blomster og nu Jerngelænderet

er sat op ser Graven saa nydelig

og fredelig ud." Ved siden af Jacoba lå

endnu en dansker begravet, Carl Brüel,

en af indehaverne af det tidligere

omtalte store slagterivirksomhed Brüel

& Thøgersen, som var død efter Jacoba.

"Her er overalt saa smukt," fortsatte

Otto Hansen, "Træerne ere for længst

sprunget ud, Solen skinner hver Dag og

dog er her saa tomt, saa uhyggelig tomt

om Aftenen, naar jeg engang imellem

sidder ene hjemme med mine Tanker

og Photografierne; ja, der er gaaet mangen

en kærlig Tanke hjem til mine to

elskede Tuller, som jeg kun saa daarlig

kan undvære". På Jacobas fødselsdag

den 12. juni lagde han hvide forglemmigejer

på hendes grav.

Han var også ude på datjaen, men

der var så uhyggelig tomt, at han hurtigt

tog hjem igen. Han ønskede at sælge

den, men det var ikke let at finde en

køber. Brüels havde solgt deres datja til

Denis Vasilevič Charlamov, den Kurgankøbmand,

som ejede huset i Adelgade,

hvor Otto Hansen havde forretning og

privatbolig. Han havde i øvrigt været til

te hos købmandens familie, hos Ljusja

og Tanja Charlamova.

Aksel Hansen og Carl Burhøi havde

taget sig godt af forretningen i Otto

Hansens fravær. De passede butikken i

Kurgan, og herudover hjalp Aksel Mr.

Roberts med at bestyre Otto Hansens

mejeri i Kalaˇsnoe i nærheden af Kurgan,

mens Carl tilså møllen i Lopatinskoe.

Aksel Hansen skrev til sine niecer i København,

at når han var ude ved mejeriet,

levede han rigtig som på landet,

med kålsuppe 32 gange om måneden

og ellers bart brød med smør og ost.


Otto Hansen havde mødt pigernes

lærerinde Marija Denisovna og hendes

søstre. Lida, en anden af familiens gode

russiske venner, havde været på besøg

hos ham. Hun havde set et billede af

pigerne og bedt om at få lov til at få

lavet en kopi hos byens fotograf, A.I.

Kočeˇsev.

Sidst i juni rejste Otto Hansen hjem

til Danmark igen. Turen gik over

Rybinsk, hvor Emil Hansen med familie

sluttede sig til ham, idet også de

ønskede at forlade det urohærgede

land. På gesandtskabet i Skt. Petersburg

fik de udstedt et kurerpas, som gjorde

det muligt for dem at udføre værdigenstande.

På gesandtskabet arbejdede en

nær ven af Hansenfamilierne som kancellist,

Esther Aksel-Hansen, datter af

billedhuggeren Aksel Hansen. Hun blev

senere gift med Aksel Hansen, Otto

Hansens bror.

Senere på året, i oktober 1917, kom

bolsjevikkerne til magten ved et kup,

og kort tid efter udbrød der borgerkrig.

Bolsjevikkerne erobrede Perm og Jekaterinburg

foråret 1918. Otto Hansen

fulgte nøje slagets gang, stærkt foruroliget

over udviklingen. Ville bolsjevikkerne

mon også nå Kurgan? Otto Hansen

arbejdede på denne tid hos Lovell

& Christmas i England. Han forsøgte

på forskellig vis at få organiseret afsending

og udskibning af smør fra Kurgan

til Vesteuropa. Det var en vanskelig

sag, som blev endnu vanskeligere, da

kølehuset i Kurgan, hvor smørret kunne

opbevares i tilfælde af transport- og

andre vanskeligheder, i december 1918

brændte ned til grunden. Nu måtte der

udtænkes andre planer for smørrets

afsendelse, og Otto Hansen besluttede

at rejse til Kurgan for selv at tage for-

holdene i øjesyn.

I august 1918 fik datteren Ellen i

øvrigt brev fra Kurgan fra Tanja Charlamova.

Det havde været undervejs i

fem måneder.

Han og Brüel fra slagterifabrikken i

Kurgan rejste sommeren 1919 til Vladivostok

via USA og Japan. I USA benyttede

de sig af lejligheden til at studere

amerikansk landbrug og besøge svineslagterier,

frugtplantager og farme. De

var imponerede, og Otto Hansen skrev

hjem til døtrene, at han hellere ville bo

i USA end i Sibirien. Det eneste minus

var, mente han, at de amerikanske farmere

ikke var videre selskabeligt anlagte,

boede afsondret fra hinanden og

arbejdede hele tiden.

Ombord på båden fra San Fransisco

til Yokohama nåede de seneste alarmerende

nyheder dem: Petropavlovsk,

som lå ganske nær Kurgan, var faldet i

bolsjevikkernes hænder. "Det vil altså

sige", konkluderede Otto Hansen i et

brev til døtrene, "at Kourgan for længst

er i B’s Hænder; det er jo ikke morsomt

at rejse derudover med den Tanke, at

det hele maaske er brændt eller ødelagt,

dog vi kunne jo hverken gøre fra

eller til, og maaske er Bolschevismens

Endeligt meget nær, jeg kan ikke se

andet, det er umuligt, det kan vare

længe".

Midt i oktober 1919 ankom de to

mænd til Vladivostok, som bolsjevikkerne

endnu ikke havde erobret. Brüel

boede hos en medarbejder ved Det Sibiriske

Kompagni, Otto Hansen hos Wilhelm

R. Knudsen, en god ven fra tiden

i Kurgan. Knudsen havde været bestyrer

af den stor dansk-sibiriske forretningsmand

Søren Randrups filial i

Barnaul, øst for Kurgan. 8) Knudsen og

ROTUNDEN NR. 22 51


hans kone Ellen havde tre børn på 5, 7

og 9 år. 9)

Situationen i Vladivostok var chokerende:

Byen var oversvømmet af flygtninge

fra det indre Sibirien, fra de

områder, bolsjevikkerne havde erobret.

Blandt flygtningene fandt Otto Hansen

Carl Burhøi og Mr. Roberts. Burhøi fortalte,

at bolsjevikkerne ved deres ankomst

til Kurgan havde beslaglagt Otto

Hansens hus i Adelgade og forvist ham

til badstuen. Da de efterhånden beslaglagde

alt, der var ham betroet, besluttede

han at forlade byen hurtigst muligt.

Den 8. august forlod han og Mr. Roberts

Kurgan med hest og vogn og

Omsk som første mål på deres flugt. I

Omsk lykkedes dem at komme med

den sibiriske jernbane til Harbin og

videre til Vladivostok, hvortil de

ankom den 18. september 1919. Carl

havde taget Jacobas smykker og sølvting

med sig og havde fået mulighed

for at rejse hjem til Odense med et ØKskib

via Kobe, Singapore, Colombo,

Suez, Kairo, Port Said, Marseilles og

London. Han ankom til Odense 22.

marts 1920. Roberts rejste hjem med et

engelsk troppetransportskib.

Otto Hansen og Brüel besluttede at

blive i Vladivostok og se tiden an i

håbet om, at situationen ville ændre

sig. Og situationen ændrede sig, men

52

ROTUNDEN NR. 22

til det værre. Inflationen var kolossal,

og det var især frygteligt for folk, der

kun havde lokal valuta. Udlændingene

i Vladivostok klarede sig, fordi de havde

eftertragtet fremmed valuta, som

folk gerne ville købe. Man skulle bruge

30.000 rubler om måneden for at kunne

leve, og det var umuligt at tjene så

meget. Sukker og ost var ikke til at få,

og for hver dag, der gik, blev det vanskeligere

at skaffe brød. I det indre Sibirien

trængte De Røde styrker De Hvide

længere og længere østpå, og Kurgan så

ud til at skulle forblive på bolsjevikiske

hænder. Det forlød, at forretningen og

hjemmet i Adelgade og møllen i Lopatinskoe

lå i ruiner, og at Adelgade og

Treenighedsgade var skudt sønder og

sammen. Nu måtte de alle være sparsommelige,

skrev Otto Hansen til sine

døtre, for deres far havde ikke flere

penge, og Lovell & Christmas, som

havde været hans største og bedste

kunde, ville ikke få brug for ham mere.

Det var frygtelige tider for mange mennesker,

inklusive de mange danskere,

der havde mistet alt og rejste tomhændede

hjem med kone og børn på ØKs

skibe.

I løbet af november blev det endnu

sværere at skaffe sig de basale fødevarer,

men Knudsens, hvor Otto Hansen

boede, havde heldigvis et stort forråd

8) Randrup var en af Sibiriens største forretningsfolk, ejede en stor landbrugsmaskinfabrik i Omsk, handlede også med

smør, mejerimaskiner og andet mejeriudstyr og var gift med en russisk millionærdatter.

9) Ellen Knudsen var søster til August Theodor Schalburg, der i mange år arbejdede i Sibirien som mejeriinstruktør og

smøropkøber. Schalburg måtte som så mange andre flygte hjem til Danmark i forbindelse med borgerkrigen. Størstedelen

af hans russiske kones familie blev udslettet af bolsjevikkerne, som han nærede et dybt had til. Han var far til Christian Frederik

Schalburg, den danske nazist, som døde på Østfronten og gav navn til den nazistiske terrorgruppe Schalburgkorpset.


af kål og kartofler. Kød kunne fortsat

skaffes, og fisk forelå i store mængder.

Der kom stadig flere flygtninge til

byen, også fra Kurgan. Otto Hansen

mødte Tunik, Bogaˇsov, kolonialhandler

Elinek, bankdirektøren og hans kone

og "Balaksjin, hvis Datter I kendte",

skrev han til sine døtre. 10) Han fik at

vide, at familien Charlamov var flygtet

til Tomsk og Smolins til Irkutsk, som

bolsjevikkerne endnu ikke havde erobret.

Otto Hansen mødte også den store

dansk-sibiriske forretningsmand

Søren Randrup i Vladivostok.

I begyndelsen af december 1919 rejste

Hansen og Knudsen til Harbin, hvor

de traf den danske konsul Jacobsen og

danske og engelske bekendte fra Kurgan

og andre sibiriske byer. Julen holdt

de i Vladivostok, men under forfærdeligt

triste omstændigheder, idet Knudsens

eneste søn, Ib på fem år, døde af

difteritis juleaftensmorgen. Ib var Otto

Hansens gudsøn. I 1921 fik Knudsens

en ny lille søn, som blev født i Port

Said, måske under familiens hjemrejse

fra Østen. Ved nytårstid 1921 havde

Hansen og Knudsen fået nok. De opgav

alt håb om at komme videre ind i Sibirien

og rejste hjem til Danmark.

Et brev fra 1923 vidner om, at Otto

Hansen igen var i Kurgan. På samme

tid genoptog Det Sibiriske Kompagni

ved direktør H. P. Hjerl Hansen eksporten

af sibirisk smør til Vesteuropa, efter

længere forhandlinger med sovjetmagten

om eksportbetingelserne. Hvad

Otto Hansen foretog sig i Kurgan, melder

historien ikke noget om, men vi

ved, at Det Sibiriske Kompagni efter få

år måtte opgive at lave forretninger i

Sibirien, fordi det ikke var muligt

under de herskende forhold.

I september 1921 giftede Otto Hansen

sig med Anna Dorthea Mathilde

Olufsen (1883-1966). I sit andet ægteskab

fik Otto Hansen yderligere tre

børn. Han etablerede i 1922 en filial af

Lovell & Christmas i Charlottenlund

og oparbejdede en betydelig forretning.

Han døde i 1945.

Historien om familien Hansen i Kurgan

er naturligvis anderledes end andre

danskeres sibiriske historie, men på

mange måder også typisk. Danskerne i

Sibirien nærede store forhåbninger til

tilværelsen i Sibirien og arbejdede

hårdt for at få del i områdets rigdomme.

Mange led af hjemlængsel og var i

perioder godt trætte af livet i den sibiriske

"udørk", men satte i det store hele

alligevel pris på nybyggerlivet i "The

Wild East" og levede på en blanding af

danske og sibiriske betingelser. Mange

tjente gode penge, hvilket dog ikke

altid var uden omkostninger, for arbej-

10) A.A. Balakˇsin (1874-1956), var direktør for Sibiriens største andelseksportorganisation, Sammenslutningen af Sibiriske

Andelsmejerier. Sammen med sin familie flygtede han videre fra Vladivostok til Kina og herfra til Canada, hvor han slog sig

ned som landmand. Hans far, A.N. Balakˇsin, havde siden 1910 boet i London og herfra ledet andelseksportorganisationens

arbejde med at sælge sibirisk andelssmør på det engelske marked. Han døde i London i 1921. Det lykkedes den bolsjevikiske

stat at ødelægge eksportorganisationen og tilegne sig dens meget store værdier i Rusland, England og USA.

ROTUNDEN NR. 22 53


det var hårdt og krævende og levevilkårene

anderledes og vanskeligere end i

Danmark, materielt, kulturelt og politisk,

også selvom man hørte til de privilegerede

i samfundet. Når enden er

god er alting imidlertid godt, plejer

man at sige, men det kan man ikke sige

om udviklingen i Sibirien eller det danske

engagement i den sibiriske smørsektor,

for alting endte i katastrofe.

Første Verdenskrig var begyndelsen

til enden for Sibirien og områdets

indenlandske og udenlandske borgere

og begyndelsen til enden for det ellers

så lovende og indbringende smøreksportforetagende.

De politiske omvæltninger

i 1917 fortsatte der, hvor verdenskrigen

slap, og satte uigenkaldeligt

punktum for et langt kapitel i Ruslands

historie. Den efterfølgende borgerkrig

betød yderligere død og ødelæggelse og

sendte titusinder på flugt.

Familien Hansens liv i Sibirien fulgte

på mange måder nøje de økonomiske

og politiske konjunkturer. Det gik fremad

og rigtig godt i en lang periode. Så

kom verdenskrigen, uden hvilken

54

ROTUNDEN NR. 22

Jacoba Hansen måske havde haft en

chance for at se sine døtre vokse op. Så

kom revolutionen og borgerkrigen, som

satte et punktum for Otto Hansens sibiriske

virksomhed, som han havde satset

alt på. Perioden 1914-1919 betød et

voldsomt brud i hans og familiens tilværelse,

på samme måde som den gjorde

det i den russiske befolknings og

landets øvrige udenlandske borgeres.

Kun med stort besvær skabte de mange,

som måtte flygte over hals og hoved,

sig en ny tilværelse. De, der blev tilbage,

gik en ny tilværelse i møde i en helt

ny samfundsorden, som viste sig ikke

at skabe yderligere velstand, men at

ødelægge det, der var opnået af økonomiske

fremskridt i tiårene inden verdenskrigen

og revolutionen, og forårsage

nye katastrofer.


Litteratur

Adres-Kalendar i spravočnaja kniga.

Kurgan, 1909

Danmark og Rusland i 500 år.

København, 1993

Emeljanov, N.F. (1992):

Gorod Kurgan, 1782-1917. Kurgan

Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy, 1850-1917. New York

Hjerl-Hansen, H.P. (1949):

Danske Pionerer i Sibirien.

Efterladt Manuskript tilrettelagt af Finn Hjerl-Hansen. København

Jensen, Bent (1993): 'Det ny Amerika.' Rusland og dansk erhvervs-liv før 1917 i:

Danmark og Rusland i 500 år. Kbh.: 241-261.

Jensen, Bent (1997): 'De ubegrænsede muligheders land'.

Dansk erhvervslivs drømme om Rusland i kejserdømmets slutfase i:

Kejserinde Dagmar, Maria Feodorovna.

København: 209-229.

Lando, Zelman (1923): Die Organisation des dänischen Buttergrosshandels. Berlin

Larsen, Inge Marie (2001):

Kampen om det sibiriske smør. Kurgan, St. Petersborg, København, London,

1895-1905. Odense (ikke publ.)

Mote, Victor (1976):

"The Cheliabinsk Grain Tariff and the Rise of the Siberian Butter Industry"

i Slavic Review, 35: 304-317

Sohn, Ole (2002): De drog mod øst.

Danskeres udvandring til Rusland og Sibirien 1864-1919. København

Strøyer, Per Balslev (1995):

Ellen Stenersen Hansen, gift Christoffersen, sygeplejerske (1906-1992). Værløse (upubl.)

Vasiileva, Aleksandra (1997): Zabytyj Kurgan. Kurgan

ROTUNDEN NR. 22 55


Inge Marie Larsen

"Købmandsspørgsmålet" i Ruslands historie

Når man taler om problemer i Ruslands

og Sovjetunionens historie, figurer

landbruget altid på fremtrædende

plads. Både før og efter 1917 har det

været et reelt problem og omdiskuteret

spørgsmål og er det stadig. Det skyldes

landbrugets ekstensive karakter og utilstrækkelige

produktivitet, både før og

efter 1917, og bøndernes gennemgående

små og trange kår, en historisk tendens,

der kulminerede med tvangskollektiviseringen

under Stalin, udryddelsen

af en stor del af landets bønder og

forvandlingen af resten til lønarbejdere

i et kollektivt landbrug. Store og uløste

landbrugsproblemer er løbet som en

rød tråd gennem russisk og sovjetisk

historie, og det er baggrunden for, at

man taler om eksistensen af et "bondespørgsmål"

(krest’janskij vopros). De sidste

to årtier inden Første Verdenskrig

var en undtagelse i den forstand, at der

blev gjort alvorlige forsøg på at komme

landbrugets tilbageståenhed i forhold

til andre europæiske lande til livs. Det

var en periode med økonomisk opsving

på alle fronter, også inden for landbruget.

Produktiviteten og eksporten voksede,

og bøndernes vilkår blev bedre.

Almindelige bønder havde dog fortsat

ikke samme rettigheder som andre

grupper i det russiske samfund. De havde

f.eks. ikke ret til at eje jord. Det var

forbeholdt tsaren, kirken, adelen og

nogle få andre. Bønderne havde kun

brugsret til den som regel uudskiftede

jord, de hver især og individuelt dyrke-

56

ROTUNDEN NR. 22

de, mens ejendomsretten var landsbyfællesskabets,

på russisk kaldet mir,

obˇsčina eller selskoe obsčestvo. Udskiftnings-

og ejendomsretsreformer mellem

1906 og 1916, de såkaldte Stolypinreformer,

havde til formål at modernisere

landbruget og gøre erhvervets

udøvere til selvstændige, selvejende

landmænd, men de blev afbrudt af

Første Verdenskrig og skrinlagt, da

bolsjevikkerne kom til magten (Crisp

1976, Gatrell 1986, Gregory 1994;

Macey 2004).

Imidlertid hvilede heller ikke russisk

industri, handel og finansvæsen på

noget solidt grundlag, hverken før eller

efter 1917. Ganske vist skete der også

på disse områder betydelige fremskridt

under det økonomiske opsving mellem

1890 og 1914, men ved Første Verdenskrigs

udbrud var russisk industri endnu

ikke på højde med andre europæiske

lande, og russiske erhvervsfolk havde

ikke opnået en politisk indflydelse, der

svarede til deres økonomiske betydning

eller til den politiske indflydelse, middelklassen

havde i mange andre europæiske

lande. Landets lovgivning gav

hverken deres person, ejendom eller

erhverv samme rettigheder, beskyttelse

og råderum, som andre europæiske landes

lovgivning gav deres erhvervsliv og

dets udøvere (Pipes 1974, kap. 8; Owen

1991, 1995, 1999: 117). Hertil kommer,

at købmændene ligesom bønderne blev

afskaffet som kategori efter 1917 og

gjort til lønarbejdere i en statsliggjort


industri- og handelssektor, i det

omfang de ikke blev udryddet eller

tvunget til at flygte til udlandet. På den

baggrund kunne man meget vel antage,

at der også eksisterede et "købmandsspørgsmål"

i russisk historie, på linje

med "bondespørgsmålet". Den antagelse

vil denne artikel forsøge at efterprøve,

idet den dog kun tager tiden før

1917 i betragtning. Artiklen går ikke i

detaljer, men peger på hovedtendenser

i den historiske udvikling.

Russiske købmænd.

Ordet købmand (kupec), hvis rod både

på russisk og dansk er den samme som

i verbet købe, brugtes i Rusland før

1917 om erhvervsfolk i det hele taget,

altså om personer, der i større eller

mindre stil beskæftigede sig med handel,

industri og finansvæsen. Ganske

vist dukkede der nye, specialiserede

betegnelser frem (som f.eks.

promyˇslennik - industrimand eller

predprinimatel’ – erhvervsmand, forretningsmand),

men ordet købmand blev

ved med at være gængs sprogbrug. På

russisk havde ordet, ligesom på dansk,

både positive og negative konnotationer,

det sidste i retning af ordet kræmmer.

Små og store købmænd var ofte

både producenter og handlende, og

varesortimentet var som regel stort. Der

var tale om en ringe grad af specialisering,

som dog blev større, jo tættere vi

kommer på Første Verdenskrig. Den

uspecialiserede form for erhvervsudøvelse

hang sammen med den subsistens-

og naturaliebaserede økonomi,

som dominerede i den brede befolkning,

med store afstande mellem beboede

områder og ringe udviklet infra-

struktur. Den gav desuden en vis sikkerhed

under dårlige eller skiftende

konjunkturer.

Der fandtes yderligere en række

betegnelser, som i 1800- og 1900-tallets

Rusland blev brugt om købmænd, ord,

som kan sammenfattes af det danske

"mellemhandler" (perekupˇsčik, posrednik).

Disse ord var negativt ladet. De

blev brugt om handlende i alle led, der

formidlede salg af andres varer. Russiske

bønder var jævnlig i kontakt med

mellemhandlere i form af omrejsende

landsbykøbmand, som de tuskhandlede

med. Disse landsbykøbmænd stod for

en stor del af bøndernes forsyning med

livsfornødenheder og var ret uundværlige

for dem, de store afstande taget

i betragtning og den dårlige infrastruktur,

men bønderne opfattede dem som

snu og griske spekulanter (spekuljanty)

(Smith, 1999: 142-155; Larsen 2001:

kap.1).

Landets uddannede elite var heller

ikke begejstret, hverken for mellemhandlere

eller købmænd i det hele

taget. I sidste halvdel af 1800-tallet, i

takt med det økonomiske opsving, voksede

der i dette samfundslag en stærk

foragt frem for købmanden og det, han

eller hun stod for på et højere abstraktionsniveau:

markedsøkonomi og kapitalisme

(Bill 1959, Pipes 1974: kap. 8,

West: 1998: 6-7). Handel og mellemhandel

blev opfattet som særlig umoralsk

og fordømt som parasitært.

Der var dog folk i eliten, som så

anderledes på tingene. Et eksempel på

det stammer fra en vestsibirisk avis fra

1898. Her beklagede forfatteren til en

usigneret notits, at handel pr. tradition

lå i hænderne på personer, hvis valgsprog

var "Uden snyd, ingen handel".

ROTUNDEN NR. 22 57


Det gav anledning til en udbredt opfattelse

af, at noget arbejde var "ædelt" og

andet "uædelt", herunder ikke mindst

handel. At være handlende var identisk

med at være mellemhandler, som igen

var ensbetydende med at være spekulant.

Sådan opfattede folket og især

bønderne det, og samme opfattelse

dominerede også intelligentsiaen, som

ikke ville besmudse sig med handel,

selvom handel var et område, hvor den

efter forfatterens opfattelse ville kunne

gøre stor nytte. "På den måde overlader

intelligentsiaen en meget vigtig sag til

en klasse, som er stivnet i gamle traditioner.

Er det rigtigt? Er det godt for

vort land?" spurgte notitsens ophavsmand

retorisk og konkluderede:

"Kendsgerninger fra den sibiriske virkelighed

bringer et klart svar: Der er brug

for intelligentsiaen både inden for produktion

og handel" (Otdel 1898, 1: 4).

På dette tidspunkt var den sibiriske

jernbane ført gennem det sydlige Vestsibirien,

og området var på vej ind i en

erhvervsmæssig og økonomisk udvikling,

som gjorde, at det i 1914 var et af

de mest udviklede i datidens Rusland,

landbrugsmæssigt og industrielt, og en

af de førende aktører på verdensmarkedet

inden for handel med smør og korn

(Gatrell 1986; Larsen 2001).

Det negative billede af landsbykøbmændene

og mellemhandlerne

resulterede således i, at de uddannede

lag ofte ikke ville røre købmandsområdet

og især handelen med en ildtang,

og at det at være købmand i det hele

taget og tjene penge i elitære kredse

blev opfattet som moralsk forkastelig

udbyttervirksomhed.

Helt frem til slutningen af 1800-tallet

var Rusland nationaløkonomisk set

58

ROTUNDEN NR. 22

et penge- og kapitalknapt samfund,

hvor varecirkulationen var stor og pengecirkulationen

lille. Størstedelen af

befolkningen levede i et naturaliebaseret

økonomisk system, hvor tuskhandel

var fremherskende. Det passede godt i

forhold til den udbredte handel med

Orienten, hvor handelsvilkårene lignede

de russiske, og hvor handler overvejende

var tuskhandler. Indtil sidst i

1800-tallet blev de vesteuropæiske markeder

derimod anset for at være mere

sofistikerede og vanskeligere at have

med at gøre på grund af pengehandelen

og pengerigeligheden, de mere

komplekse og udviklede markedsforhold

og det større varesortiment. Når

russiske købmænd handlede med vestlige

købmænd, skete det stort set altid i

Rusland. Russiske købmænd opsøgte

ikke gerne de vesteuropæiske markeder

(Pipes 1974: 204).

Størstedelen af indenrigshandelen

foregik på små og store markeder. Det

kendteste og største var markedet i

Niˇznij Novgorod, nord for Moskva,

som afholdtes hvert efterår, og som

ikke alene var Ruslands, men verdens

største. Hertil strømmede varer og

handlende fra ind- og udland, og herfra

gik samme varer enten videre til

udlandet eller til indenlandske små og

store købere og opkøbere. Men inden

varerne var nået til markederne, havde

de som regel været gennem mange

hænder, bl.a. takket være tusindvis af

landsbykøbmænd, som rejste rundt i

landsbyerne for at opkøbe hjemmeindustriprodukter

eller landbrugsprodukter

som f.eks. klæde, huder, skind, korn

og gammeldags smeltesmør. De solgte

varerne videre til bykøbmænd, som

igen solgte dem videre til storkøbmænd


eller fragtede dem til markederne og

solgte dem her. I 1890erne, i takt med

jernbanernes anlæggelse, den begyndende

industrialisering og pengeøkonomiens

indtog, begyndte markedshandelen

at vige (Makarov 1910: 30-50)

Pengeknapheden gjorde, at bank- og

kreditvæsenet var svagt udviklet. Først i

1860erne oprettedes de første private

pengeinstitutter. Indtil da havde landet

klaret sig med to statsdrevne banker.

Indtil det store økonomiske opsving

var hovedtendensen, at russiske

købmænd var analfabeter og ikke kendte

til andre former for regnskabsføring

end den, der fandt sted i deres hoveder.

På få undtagelser nær havde de kun

forstand på at gøre små og begrænsede

forretninger. Hver gang en russisk købmand

handlede, var det en enestående

begivenhed, som kunne have afgørende

betydning for købmandens forretning

og ve og vel i det hele taget. Hver

handel blev anset for at være en transaktion,

hvor parterne var hinandens

rivaler og satte hinanden på prøve til

det yderste ud i kræmmerkunsten, og

hvor begge parter forsøgte at bluffe

hinanden så godt som muligt. Mange

foretagender gik neden om og hjem

efter indehavernes død på grund af

mangelen på regnskabsbøger. Opsparede

midler, såkaldt risikokapital, var

som regel ikke-eksisterende, og den

kapital, der var i landet, stammede

stort set enten fra statskassen eller fra

udenlandske investorer (Pipes 1974:

207).

Udenlandske rejsende fra 1700-tallet

og frem til 1914 beskriver samstemmende

Rusland som et land, hvor alle

borgere, høj såvel som lav, beskæftigede

sig med handel og handlede med en

ihærdighed og iver og i en udstrækning,

som var langt større end den,

hvormed der handledes i Vesteuropa

(Pipes 1974: 192; Smith 1999: 142). De

skrev også, at russiske købmænd var

meget snu og ofte også uærlige og uhæderlige

(Smith 1999: 143). Den amerikanske

historiker Richard Pipes konstaterer

ligefrem, at "The dishonesty of

the Russian merchant was notorious"

(Pipes 1974: 205). To danske forretningsfolk,

Christopher Hage og Henry

Tegner, skrev efter en rejse til Vestsibirien

i 1880, hvor de på vegne af Grosserersocietetet

i København undersøgte

mulighederne for handelssamkvem

mellem Sibirien og Danmark, at de fleste

købmænd "rekruteres stadig fra

neden, dels af fifige Bønder, der have

Greb paa at kjøbslaa, dels af mere tvivlsomme

Elementer", og "det er sikkert,

at praktisk Snuhed af en ikke altfor

samvittighedsfuld Art ofte er det, der

alene skaber sin Mands Karriere" (Hage

1881: 35-36).

Moskvastaten

Indtil midt i 1200-tallet eksisterede der

i det polsk-litauiske område, i Kiev og i

det nordvestlige Rusland, i Pskov og

Novgorod, bystater, hvor industri og

handel blomstrede, og hvor der var

tætte handelsrelationer med andre

europæiske bystater. Bystaternes fyrster

blandede sig kun i beskedent omfang i

erhvervslivets gøren og laden, og de

politiske og økonomiske forhold i disse

østlige småstater adskilte sig ikke fundamentalt

fra forholdene i Vesteuropa

(Bill 1959: kap. 2; Pipes 1974: 199;

Smith 1999: 143). Midt i 1200-tallet

invaderede mongolerne imidlertid

området og gjorde de russiske fyrster til

ROTUNDEN NR. 22 59


deres vasaller, og først 200 år senere

lykkedes det fyrsten af Moskva at fordrive

dem. Fra det moskovitiske fyrstedømme

udgik herefter den kraft, som

med tiden blev til en egentlig russisk

stat. Moskvastaten underlagde sig de

tidligere nævnte bystater, fratog dem

enhver form for selvstyre, kvalte deres

blomstrende erhvervsliv og centraliserede

den politiske magt. Nu, hvor

mongolerne var fordrevet, gjaldt det

for Moskvastaten om at sikre sig mod

nye invasioner og holde sammen på

riget. Derfor var det vigtigt med en

hær, og udgifterne til at opretholde en

sådan var store, fordi statens grænser

var både lange og udsatte (Owen 1999:

98). Da Moskvastaten yderligere havde

ekspansionistiske ambitioner, blev

udgifterne større og større. For at skaffe

de nødvendige midler, underlagde de

moskovitiske herskere sig bogstaveligt

talt alt og alle. De centraliserede den

politiske magt og gjorde i løbet af det

15. og 16. årh. al jord til fyrstens personlige

ejendom. I løbet af det 16. og

17. årh. monopoliserede staten desuden

størstedelen af industrivirksomheden

og handelen. Staten drev herefter

forretningsvirksomhed, assisteret af en

håndfuld statsembedsmænd og indenlandske

og udenlandske storkøbmænd.

Landets øvrige købmænd og håndværkere

blev, sammen med bønderne,

behandlet som skatteobjekter og i så

henseende presset til det yderste. Borgernes

primære opgave var at arbejde

for staten og ikke for sig selv. Ivan IV

(Den Grusomme, 1596-1645) bebrejdede

f.eks. den engelske dronning Elisabeth,

at hun gav de engelske købmænd

lov til at "seek their own profit", hvilket

han ikke fandt sømmede sig for en

60

ROTUNDEN NR. 22

ægte hersker, som burde have så stor

magt over sit folk, at det kun arbejdede

for statens bedste (Pipes 1974: 194).

Moskvastatens økonomi byggede på

overskud fra tsarens egne besiddelser

og virksomheder, skat, som tsarens

embedsmænd og øvrige undersåtter

betalte, og på overskud fra handel med

særlig vigtige og indbringende varer,

som staten købte op med henblik på

videresalg. Som regel gav staten sig selv

monopol på produktion af de varer,

tsaren fattede interesse for, og varen

blev trukket ud af almindelig offentlig

omsætning. Staten havde eksempelvis

indtil midt i 1700-tallet monopol på

handel med korn og fremstilling af og

handel med vodka (som blev fremstillet

af korn). En anden statsmonopoliseret

vare var pels (sobel, hermelin, bjørn

m.m.), som staten solgte videre i Vesteuropa,

Det Mellemste Østen og Kina.

Der var en ret stor import af varer fra

udlandet, og staten havde forkøbsret til

de importerede varer. Denne ret effektuerede

staten både over for indenlandske

og udenlandske købmænd. Staten

havde desuden monopol på eksport af

en række andre varer, der var særligt

værdsatte i udlandet, såsom kaviar, hør,

tjære, potaske og læder. Hver gang, staten

opdagede, at et eller andet produkt,

der blev fremstillet eller forhandlet i

privat regi, var blevet en værdifuld

vare, satte den sig på handelen med

den og i udstrakt grad også på produktionen

af den, f.eks. ved at ekspropriere

den producerende virksomhed og

ansætte de tidligere ejere som statslønnede

bestyrere.

Resultatet af statens økonomiske

politik var, at kun småindustri og

småhandel var i hænderne på borger-


ne. Mellemstore industrivirksomheder

og handelsforetagender var enten på

statslige hænder eller forpagtet bort.

Større industriel produktion overlod

Moskvastaten til udlændinge: Minedrift

til hollændere og tyskere, papir- og

glasfremstilling til svenskere og fremstilling

af uld til hollændere. Staten gav

udlændingene koncession på produktionen

og opkøbte til aftalte priser den

del af deres produkter, den selv ville

gøre brug af. Resten kunne udlændingene

sælge på det fri marked (Pipes

1974: 195 ff.).

Moskvastaten havde således ansat

indenlandske og udenlandske

købmænd til at varetage statens forretning,

samtidig med at købmændene

også varetog deres egen. Den position

var ikke altid hverken eftertragtet eller

frivillig, for den gik ud over købmændenes

egen virksomhed. Hertil kom, at

hvis staten opdagede, at der et eller

andet sted i landet var en særlig driftig

og dygtig købmand, blev han beordret

til at bosætte sig i Moskva og arbejde

som statens rådgiver i forretningssager.

Ud over disse statsrådgivere, som der

kun var få af, ca. 30 i det 17. årh., var

der hundredvis af mindre købmænd,

der fik pålagt at udføre forskellige opgaver

for staten, så som at opkræve skatter,

rekvirere varer til staten og videresælge

dem, have overopsynet med statslige

eller bortforpagtede virksomheder

og præge mønter. Til gengæld for de

opgaver, de påtog sig for staten, modtog

de forskellige privilegier, hvoraf de mest

værdsatte var frihed for at betale skat

og afgifter, lempeligere behandling end

andre borgere i forbindelse med retssager,

ret til at købe og besidde jord og ret

til at rejse udenlands. Hvor mange og

hvor fordelagtige privilegierne var,

afhang af købmandens position i statsapparatet

og størrelsen af hans personlige

rigdom.

På den måde fremelskede staten to

forskellige grupper af købmænd: Rige,

statsprivilegerede storkøbmænd på den

ene side og småkøbmænd på den

anden, som måtte klare sig selv efter

bedste beskub, uden hjælp udefra og

med statsstorkøbmændene og staten

som konkurrenter, det var særdeles vanskeligt

at hamle op med, og som overopsynsmænd,

man måtte vogte sig for.

De privilegerede storkøbmænd udviklede

en mentalitet, som var præget af

afhængighed og underdanighed over

for staten og modstand mod frihandel,

som kunne true statens forretningsmæssige

monopol og deres egen position

(ibid. 1974: 197). Tilbage til de mindre

og små menige købmænd var der stort

set kun smulerne fra de riges bord.

I det moskovitiske Rusland var der

kun få og små byer. De fleste var opstået

som militære forposter i forbindelse

med statens geografiske ekspansion

eller bestræbelser på at beskytte sine

grænser og ikke, som det var reglen i

Vesteuropa, i takt med at de blev vigtige

handelscentre. De første indbyggere

i de russiske byer var soldater og administratorer

og deres familier, samt

præster (ibid.: 199). I hælene på dem

dukkede købmændene op. Ligesom

bønderne ikke ejede den jord, de dyrkede,

og ikke frit kunne forlade de

landkommuner, hvor de boede, kunne

bybefolkningen heller ikke eje jord i

byerne, for den var statsejendom og

kunne kun stilles til rådighed eller lejes

ud til borgerne. Det var desuden forbudt

de menige borgere uden videre at

ROTUNDEN NR. 22 61


forlade byerne. Bykøbmændene var forpligtet

til at udføre en række opgaver

for staten til byernes vedligeholdelse og

skatternes inddrivelse, opgaver, der

greb forstyrrende ind i købmændenes

egen virksomhed. Hertil kom, at den

menige bybefolkning beskattedes

hårdt. Småkøbmændene i byerne havde

i princippet lokal eneret på at producere

varer og handle med dem fra deres

boder, men denne ret var ikke meget

værd i praksis, for kosakker og visse

embedsmænd havde også ret til at producere

og handle, ud over de storkøbmænd,

der på forskellig vis assisterede

staten. Også bønder, der kom rejsende

til fra landet, solgte deres varer i

byerne, men i særlige områder, der

kaldtes slobody (fristeder, frihandelsområder)

(ibid.: 201-202). Bondekøbmændene

havde det fortrin frem

for de rigtige købmænd, at de ikke

skulle betale skat af deres handel, men

kun den skat, der blev pålagt dem som

medlemmer af landkommunen. Forholdet

mellem købmænd og bondehandlende

var selvsagt ikke godt. Selvom

det var forbudt, hændte det, at

købmændene forlod byerne og flygtede

til klostre eller godser, hvor de foretrak

den status som livegne, som de her fik

tilbudt. I nogle tilfælde fik de lov til at

fortsætte deres købmandsvirksomhed,

idet godsejeren så igennem fingre med,

at de gjorde det og med, at de ikke

opfyldte deres mange forpligtelser over

for staten. Blev de flygtede købmænd

fanget, ventede der dem hårde straffe.

For at erstatte de mange undvegne,

tvang staten vagabonder og forarmede

adelige til at bosætte sig i byerne. Byernes

befolkning bestod for en tredjedels

vedkommende af købmænd, dvs.

62

ROTUNDEN NR. 22

småproducenter og handlende, samt

håndværkere. De sidste to tredjedele

var statstjenestemænd og bønder, vel at

mærke bønder, som i virkeligheden var

bosatte i deres landkommuner og kun

opholdt sig midlertidigt i byerne. Der

var ikke noget, der bandt byboerne

sammen. Byerne var til for at garantere

staten indre og ydre sikkerhed, samt de

nødvendige skatteindtægter. Der

opstod kun i meget store byer en kontinuert

produktions-, handels- og håndværkerkultur.

Menige moskovistiske

købmænd, altså de, der ikke også tjente

staten, var tvunget til at tilpasse sig de

vanskelige forhold, staten bød dem.

Det betød, at deres forretningsvirksomhed

tenderede mod at være lille af

omfang og orienteret mod at opnå hurtig

profit ved hjælp af alle tilrådighed

stående midler. Bykøbmændene handlede

både lokalt og med tilrejsende

udenlandske købmænd, primært fra

Orienten. Det satte sig sine spor i russisk

forretningsterminologi. Det russiske

ord for vare, tovar, er et turko-tatarisk

ord, som oprindelig betød ’kvæg’

eller ’ejendele’. Det genfindes i ordet

tovariˇsč, hvis oprindelige betydning

var ’forretningspartner’, og i ordet

tovarisčestvo, som brugtes om andelsog

aktieselskaber i handel og industri.

Som bekendt fandt ordet tovarisč i sovjettiden

udbredt anvendelse i betydningen

’partikammerat’ (ibid.: 203-04).

Først i løbet af 1700-tallet begyndte

russisk udenrigshandel også at orientere

sig mod vest.

Modernisering under

Peter den Store

Inspireret af, hvad han havde set under

sine rejser i Vesteuropa og på brutal vis,


forsøgte Peter den Store (1672-1725) at

modernisere den russiske økonomi og

skabe et produktivt erhvervsliv, vel at

mærke udelukkende på industriens

område. En modernisering af landbruget

kom slet ikke på tale. Han afskaffede

statens handelsmonopoler, undtagen

hvad angik korn, vodka, salt og

tobak, og i en kort periode var der

noget nær frihandel i landet. Men

købmændene kastede sig ikke straks ud

i det, der tidligere havde været statsvirksomhed,

til dels fordi de frygtede,

at tidligere tiders tilstande hurtigt kunne

vende tilbage. Kort tid efter Peters

død blev statsmonopolerne da også

genindført på handelsområdet. På

industriens område var fremskridtene

større. Antallet af fabrikker og miner

blev firdoblet i løbet af Peters regeringstid.

Denne industri, som stort set

udelukkende havde til formål at tilfredsstille

militære behov, var dog kun

opstået takket være statslig finansiering,

og den vedblev at være statsejet,

selvom virksomhederne som regel blev

forpagtet ud til private. Forpagterne

havde råderet over virksomheden, så

længe de eller deres efterkommere drev

den til statens tilfredshed. De statslige

entreprenører var fritaget for at betale

skat og fra statstjenestelige forpligtelser.

Staten købte til aftalte priser størstedelen

af virksomhedernes produktion,

resten kunne forpagterne sælge på det

fri marked. Som arbejdskraft i industrierne

anvendte Peter først vagabonder,

prostituerede, fanger, krigsfanger og

soldaterkoner m.m., og da det ikke slog

til, forflyttede han hele landsbyer fra

Uralegnene til fabrikkerne i det centrale

Rusland. Det var på dette tidspunkt

kun staten, bureaukratiet (dvs. adelen)

og kirken, som måtte holde livegne,

men Peter besluttede nu også at give

købmænd ret til det, så de kunne skaffe

arbejdskraft til deres virksomheder. I

princippet adskilte Peters politik sig

således ikke stort fra den moskovitiske

stats. Staten var ejer af jord og produktionsmidler,

de store købmænd var en

slags statsansatte, der havde mulighed

for at drive egnen virksomhed ved

siden af deres statstjeneste, priserne var

stort set fastsat på forhånd, der eksisterede

kun i meget begrænset omfang en

privat markedshandel, og arbejdskraften

udgjordes af livegne bønder (Pipes

1974: 209-10).

Liberalisering under Katerina II

I løbet af 1700-tallet blev der lagt en

dæmper på udenlandske forretningsfolks

aktiviteter. Deres privilegerede

stilling vakte harme blandt russiske

købmænd, som mente, at den forhindrede

dem i selv at komme til.

Udlændingene fik derfor forbud mod at

handle i detailleddet (Pipes 1974: 208).

Men ellers var tiden fra midt i 1700-tallet

og frem til sidst i 1800-tallet præget

af, at den traditionelle købmandsstands

privilegier og udfoldelsesmuligheder

indskrænkedes og udhuledes.

Under Katerina II (1729-1796) fik

købmændene lovfæstet eneret på handel

og industriel produktion i byerne,

men da denne lovgivning ikke lod sig

virkeliggøre, fik alle stænder,

købmænd, adel, bønder og embedsmænd,

i 1745 ret til at udøve enhver

form for industriel virksomhed over alt

i landet, hvor statsadministrationen

tidligere havde skullet godkende og

registrere den. Moskva og St. Petersborg

var dog undtaget fra denne sidste regel.

ROTUNDEN NR. 22 63


Her var registrering fortsat obligatorisk.

Udviklingen i retning af, at alle borgere

havde samme lovfæstede ret til at drive

handels- eller industrivirksomhed, fortsatte.

Købmænd (kupcy) i retslig forstand

var de, der tilhørte købmandsstanden

(kupečestvo) og var medlemmer

af et af de tre købmandsgilder

(gil'dii). For at blive optaget i et gilde,

skulle man have en forretning eller

virksomhed med en vis omsætning. Alt

efter, hvor stor en afgift, dvs. skat til

staten, man havde råd til at betale,

kunne man blive medlem af første,

andet eller tredje gilde. Købmænd af

første gilde havde ret til at drive en

hvilken som helst form for handel,

detail eller engros, indenlands eller

udenlands, samt til at drive fabrikker

og skibsværfter. Købmænd af andet gilde

havde stort set de samme rettigheder,

men kun indenrigs. Tredjegildekøbmænd

havde ret til at drive

småhandel i den by og i det distrikt,

hvor de var bosat, til at drive værksteder,

beværtninger, kroer og badstuer.

Medlemmerne af købmandsgilderne

havde også visse privilegier. De kunne

få foretræde for finansministeriet, skulle

ikke betale sjæleskat (som blev indført

under Peter den Store og afskaffet

igen sidst i 1890erne og var en grundskat,

som de laveste lag i samfundet,

menige byboere og bønder, betalte),

kunne ikke straffes korporligt, var fritaget

for militærtjeneste (første og andet

gilde) og kunne fra 1801 erhverve sig

ubeboet jord. De havde ret til at besidde

et pas (hvad almindelige bønder og

byboere ikke havde) og kunne bevæge

sig frit rundt i landet og rejse til udlandet.

Købmænd af første gilde havde

desuden adgang til det kejserlige hof,

64

ROTUNDEN NR. 22

ret til at bære særlige uniformer og

våben, ret til særlige ærestitler, og, i

tilfælde af, at deres virksomhed havde

eksisteret i 100 år, også til adelstitlen

(Janin 2000, bd. 3: 214). Fra 1807 kunne

imidlertid også adelige blive medlem

af købmandsgilderne, uden at

miste adelstitlen og de tilhørende

adelsprivilegier, såsom ejendomsret til

jord og ret til at bruge livegne som

arbejdskraft i industrien. Bønder kunne

indtil 1861 ganske vist ikke blive medlemmer

af købmandsstanden, men

reformer gennemført mellem 1812 og

1824 gjorde det muligt for dem at lovliggøre

deres industri- og handelsvirksomhed

ved at købe handels- og produktionstilladelser

(torgovye og promyˇslennye

svidel'telstva), som inkluderede

ret til at drive storhandel og udenrigshandel,

også selvom de fortsat var

livegne (Janin 2000, bd. 3: 212-215;

Rieber 1982: 49; Heller 2004: 79-80).

Gilderne var ikke interesseorganisationer.

De var først og fremmest beskatningsenheder,

som skulle sikre staten

et velorganiseret beskatningsgrundlag.

Gildelovgivningen gav ganske vist

købmændene visse efterstræbelsesværdige

privilegier, men havde også en

uheldig indvirkning på dem: De var

ofte var konservative i deres virksomhed,

valgte det sikre frem for forandring

og modernisering og var ikke

videre risikovillige. At sikre sig privilegierne

blev for mange et mål i sig selv,

og denne indstilling virkede ikke fremmende

på købmændenes foretagsomhed,

men på underdanighed over for

statsmagten og snuhed, hvad angik forretningsmetoder.

Købmændenes position svækkedes

yderligere af, at de midt i 1700-tallet


fik frataget deres ret til at købe livegne

til fabriksproduktion. I stedet skulle de

betale løn til arbejderne i deres industrier.

Det blev således adelens privilegium

og eneret at bruge livegne bønder

som billig arbejdskraft. Købmændene

var således under stærkt pres fra oven

og fra neden i samfundet, fra staten,

adelen og bønderne.

Udhulingen af købmændenes privilegier

og monopoler betød, at handelsvirksomheden

i Rusland i begyndelsen

af 1800-tallet var domineret af tusindvis

af bønder, som handlede på livet

løs, uden at deres virksomhed var besværet

af ulemperne ved medlemskabet

af købmandsgilderne, såsom skattebetaling

og udførelsen af de statslige forpligtelser,

som bykøbmændene fortsat

led under. På det industrielle område

begyndte adelen at gøre sig stærkt gældende

og udmanøvrerede, ikke mindst

på grund af dens lette adgang til gratis

arbejdskraft, mange storkøbmænd, især

inden for særligt profitable industrigrene

som alkohol-, salt-, papir, glas- og

uldfremstilling. Købmandsbefolkningen

i byerne stagnerede og udgjorde

ved slutningen af 1700-tallet kun 3-4%

af den samlede bybefolkning. Størstedelen

af købmændene boede i Moskva

og områderne nord og nordøst for

byen.

En af konsekvenserne af Katerina

den II’s liberale lovgivning var, at livegne

stats- og godsejerbønder, med

godsejernes tilladelse og billigelse,

udvidede deres traditionelle hjemmeindustri,

primært vævning, så den fik

karakter af større virksomheder. Særlig

aktive i så henseende var de rigeste

godsejeres livegne, som traditionelt set

altid havde nydt den største frihed

(Pipes 1974: 211-215). Disse entreprenante

bønder fremstillede, ud over tekstiler,

også forbrugsvarer, som staten og

adelen ellers plejede at ignorere, som

f.eks. keramik, porcelæn, isenkram,

lædervarer og møbler. Der var hele

landsbyer, som udelukkende beskæftigede

sig med fremstilling af en bestemt

slags vare, f.eks. ikoner. Nogle bønder

blev på denne måde meget rige og ejere

af store formuer, også selvom de blev

ved med at være livegne, og enkelte

havde selv ansat livegne og levede, som

om de var godsejere. De betalte deres

ejere og herrer afgifter, der løb op i

tusindvis af rubler om året. Kun de

færreste godsejere ønskede at give

sådanne driftige bønder deres frihed,

selv mod betaling, for de var guld værd

for godsejeren. Alligevel lykkedes det

for en hel del, mod betaling af store

summer, at købe sig fri. Efterkommere

af disse livegne fabrikanter, repræsenteret

ved navne som Morozov, Konovalov,

Rjabuˇsinskij og Buryˇskin, blev i

løbet af 1800-tallet nogle af Ruslands

rigeste og driftigste købmænd og kapitalister

(Bill 1959; Pipes 1974: 212-13;

Owen 1981; Rieber 1982; Guroff 1983:

kap.1, kap. 4; West 1998; Heller 2004:

82-84).

Frisættelse af erhvervslivet

under Vitte

Sidst i 1800-tallet blev skattelovgivningen

ændret og moderniseret. Det betød

bl.a., at retten til handels- og industrivirksomhed

blev uafhængig af gildesystemet,

ligesom også beskatningen af

de erhvervsdrivende, det være sig købmænd,

adelige eller bønder. Samtidig

indførtes almindelig værnepligt (Janin

ROTUNDEN NR. 22 65


2000: bd. 3: 214). Hermed udhuledes

betydningen af gildesystemets privilegier.

Købmændene mistede til en vis grad

deres privilegerede stilling, men fik til

gengæld større manøvrefrihed og blev

mere uafhængige af staten. Gildesystemet

fortsatte dog med at eksistere frem

til november 1917, hvor bolsjevikkerne

afskaffede det.

I 1890erne tog den industrielle

udvikling fart, som der havde været

lagt op til lige siden livegenskabens

ophævelse i begyndelsen af 1860erne

og den efterfølgende anlæggelse af

jernbaner, opkomsten af et privat bankog

kreditvæsen og voksende udenlandsk

involvering i russisk erhvervsliv.

Ruslands finansminister mellem 1892

og 1903, S. Ju. Vitte, anses for at være

hovedarkitekten bag dette opsving. Til

grund for Vittes politik lå bl.a. et program

for industri og handel, som blev

udarbejdet i 1893, umiddelbart efter

Vittes tiltræden som finansminister.

Programmet gik overordnet set ud

på, at finansministeriet så bredt som

muligt skulle støtte en udvikling af

industrien, både storindustrien og den

forarbejdende industri, så dens produkter

kunne tilfredsstille efterspørgselen

på hjemmemarkedet og konkurrere med

andre landes produkter på verdensmarkedet.

En protektionistisk toldpolitik

skulle beskytte den mod for stor konkurrence

fra udenlandske produkter. Til

gengæld skulle den leve op til sit nationale

ansvar: dække befolkningens

behov og øge udlandseksporten og på

den måde yde sit bidrag til skabelsen af

national velfærd og velstand ( ˇ Sepelev

1981: 205).

Programmet begyndte med en redegørelse

for, hvordan finansministeriet

66

ROTUNDEN NR. 22

anskuede den forudgående økonomiske

udvikling i Rusland, set i en fælleseuropæisk

kontekst. I Vesteuropa var den

industrielle, teknologiske og kulturelle

udvikling forløbet parallelt, langsomt

og trinvis, hed det, og der var etableret

organisationer til varetagelse af erhvervenes

interesser. I Rusland var udviklingen

foregået i ryk og spring, den teknologiske

og kulturelle udvikling havde

ikke altid kunnet følge trop, og russiske

erhvervsfolk havde stort set ingen slagkraftige

sammenslutninger eller interesseorganisationer

(ibid.: 206). Mens vesteuropæiske

regeringer kunne nøjes

med at støtte den økonomiske og

erhvervsmæssige udvikling på et overordnet

plan, via rammelovgivning og

uden egentlig statsintervention, måtte

den russiske regering på grund af de

særlige russiske omstændigheder bidrage

til at styrke økonomi og erhvervsliv

ved en aktiv indsats helt ned på detailplan.

Handel og industri skulle fremmes

ved hjælp af forholdsregler, som

strakte sig fra bedre lovgivning til konkret

statslig støtte til og pleje af enkelterhverv

og enkeltstående erhvervsfolks

interesser. Når russiske erhvervsfolk ville

sætte nye foretagender i gang, måtte

de i selve startøjeblikket og på én gang

løse så mange forskelligartede og vanskelige

opgaver, at det ofte viste sig

uoverkommeligt. Derfor måtte statens

støtte til erhvervs-livet også tage form

af direkte, positiv, moralsk og materiel

støtte der, hvor det private initiativ var

for svagt til at slå igennem ved egen

kraft eller løb ind i for store vanskeligheder.

National vel-stand kunne ikke

udelukkende skabes ved hjælp af store

foretagender, men krævede etablering

af masser af små og mellemstore virk-


somheder, hed det videre. Det skulle

ske i nært samarbejde med staten, som

skulle støtte erhvervs-grene og enkeltforetagender

og pleje dem og fremme

deres udvikling. Det var vigtigt, stod

der videre, at erhvervene samtidig

bestræbte sig på at danne interesseorganisationer,

som kunne repræsentere og

forsvare deres interesser og fungere

som regeringens for-handlingspartnere.

Den russiske udenrigshandel var

ikke velfungerende, konstateredes det.

Det ene foretagende afløste hurtigt det

andet, så der ikke opstod kontinuitet,

hverken hos firmaer eller enkeltpersoner.

Udenrigshandelen var, med få

undtagelser, præget af flygtighed og

ofte også af spekulative elementer. Der

eksisterede ikke en fast forankret eksportkultur,

baseret på solid viden og

erfaring. Eksporten var kort sagt ineffektiv.

Det ville ministeriet råde bod på

ved at støtte oprettelsen af eksportselskaber

og national og lokal udstillingsvirksomhed,

føre kvalitetskontrol

med de eksporterede varer og udvide

den russiske handelsrepræsentation i

udlandet (ibid.: 219).

Programmet indeholdt også en række

konkrete forslag til revision af forældet

lovgivning og udarbejdelse af nye

love, som skulle befordre det private

initiativ og industriens og handelens

udvikling.

Programmet blev kommenteret i flere

aviser og blade. Der var to aspekter

ved det, som blev fremhævet. Det ene

var statens ønske om i positiv forstand

at fremme industri og handel, der blev

hilst velkommen som en historisk og

glædelig nyhed oven på tidligere tiders

statslige mistillid til det private initiativ

og styrende og intervenerende rolle.

Det andet aspekt var den ganske vist

positive, men stadigvæk fremtrædende

rolle, programmet tildelte staten som

erhvervslivets beskytter og velgører

(ibid.: 210-213).

Denne rolle var ikke problemfri. Ville

staten blive alles velgører eller kun

nogle få udvalgtes? Hvordan ville den

kunne magte og få tid til at udfylde

denne rolle, hvis borgernes økonomiske

aktivitet blev så hektisk og omfattende,

som Vittes program lagde op til?

Programmet indebar således en risiko

for korruption og nepotisme og for, at

der ville opstå et overudviklet bureaukrati,

der i sidste ende ville hæmme

fremvæksten af den store erhvervsaktivitet,

man ønskede at skabe. Det indebar

en risiko for, at den russiske stat

alligevel ikke rigtig ville eller kunne

slippe sit historiske greb om erhvervslivet,

som derfor ville blive ved med

ikke at være selvkørende og lide af alle

de skavanker, Vitte opregnede i sit program.

På den anden side kunne man

meget vel forestille sig, at det store opsving

og den vældige aktivitet fra borgernes

side, som Vittes program skulle

sætte i gang og vitterligt også satte i

gang, kunne få uoverskuelige konsekvenser

for statsmagten, for hvordan

skulle den i længden kunne kontrollere

og blande sig, andet end på et overordnet

plan, i så omfattende og hektisk en

erhvervsaktivitet? Og hvordan ville så

mange borgere gå med til at udfolde så

stor en aktivitet, uden at få noget til

gengæld, uden at få indflydelse på

udviklingen? Der var altså en betydelig

chance eller risiko for, at udviklingen

uvægerligt ville medføre en ændring af

statens styrende og ofte også finansierende

rolle i russisk erhvervsliv til for-

ROTUNDEN NR. 22 67


del for et bankfinansieret, selvstændigt

og selvkørende system.

På den anden side havde staten

svært ved andet end at påtage sig en

vis styrende rolle. Den historiske tradition

gjorde, at staten nærmest blev

nødt til at være den igangsættende

kraft, eftersom erhvervslivet var vænnet

til statsstyring og statsintervention

og til at skulle være staten underdanig.

Under alle omstændigheder balancerede

Vitte som på en knivsæg: På den

ene side igangsatte han og dermed staten

en industrialisering og modernisering

af Rusland, som uden tvivl ville

kræve eller medføre, at erhvervslivet fik

større råderum og en vis indflydelse på

den økonomiske politik, på den anden

side måtte han sikre eller i hvert fald

give det udseende af over for oppositionen

og ikke mindst tsaren, at staten

havde hånd i hanke med udviklingen,

så autokratiets videreførelse var sikret

(for forskellige vurderinger af statens

rolle i russisk erhvervsliv, se Bill 1959;

Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974;

Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell

1986; Grant 1999).

Handels- og industripolitikken, der

blev skitseret i 1893-programmet, blev

kombineret med en statsfinansieret

udvidelse af jernbanenettet og en ekspansion

af bank- og kreditvæsenet, en

overordnet finanspolitik, hvis vigtigste

elementer var en protektionistisk handelspolitik,

indførelsen af guldstandarden

i 1897 og en åbning for tilstrømning

af udenlandsk kapital i form af

store udenlandske statslån og direkte

udenlandske investeringer og udenlandsk

engagement i russisk finans- og

erhvervsliv (Laue 1963; Korelin 1998;

Ananich 1999). Det udenlandske enga-

68

ROTUNDEN NR. 22

gement skulle bl.a. kompensere for den

udbredte mangel på kapital på alle

niveauer i det russiske samfund og holde

det høje prisniveau i ave, der ifølge

Vitte skyldtes russiske erhvervsfolks

monopolistiske tendenser og profitjag

(Laue 1954: 68-69).

Det store økonomiske opsving i

Rusland mellem 1890erne og 1914

gjorde ikke Rusland til en egentlig

industrination, men resulterede i en

omfattende udvikling af handel og

industri og i, at den traditionelle russiske

købmandsstand undergik en vis

modernisering. Antallet af små og store

erhvervsfolk inden for industri og handel

voksede eksplosivt, deres udfoldelsesmuligheder

blev bedre, og de og

deres erhverv blev mere selvkørende.

Den gammeldags købmandsstand var

på vej ud for at blive afløst af en mere

moderne, professionel, veluddannet,

kultiveret, selvbevidst og samfundsbevidst

middelklasse, hvis voksende

ønsker om større råderum, bedre udfoldelsesmuligheder

og politisk indflydelse

den russiske stat i en vis udstrækning

var nødt til at honorere (Owen

1981; Gatrell 1986; Gregory 1994; West

1998). Hovedtendensen var, at staten

trak sig en hel del som intervenerende

overopsynsmand i forhold til russisk

erhvervsliv, uden dog helt at slippe tøjlerne.

Tilbagetoget slog især igennem

det sidste tiår inden verdenskrigen.

Økonomen Alexander Gerschenkron så

denne udvikling som en "abandonment

of the 'Russian' features", en bevægelse

væk fra tidligere tiders statslig styring

og involvering og orientalsk-despotiske

tendenser (som under Peter den Store, i

sovjettiden og mest udpræget under

Stalin) i den økonomiske politik til for-


del for en styrkelse af en mere fælleseuropæiske

tendens, som Gerschenkron

mente også var latent til stede i

Ruslands historie. I så henseende var

Vittes politik, skriver han, "eminently

succesful", fordi den lagde grunden til

en begyndende frigørelse af befolkningen

og erhvervslivet fra statens dominans

(Gerschenkron 1970: 123). Gerschenkrons

opfattelse er den mest

udbredte blandt økonomer og historikere

(se også Gatrell 1999). Der er dog

også andre opfattelser, blandt hvilke

den kendteste er den amerikanske

historiker Theodor H. Von Laues. Von

Laue fandt, at Vitte videreførte en statsinterventionistisk

tradition i russisk

historie, og at sovjettidens planøkonomi

lå i direkte forlængelse af Vittes

økonomiske kurs (Laue 1954)

Ud over at ønske sig politisk indflydelse,

som i en vis grad blev imødekommet

med indførelsen af en parlamentarisk

forsamling i 1906 (efter Den

Russisk-Japanske Krig og de voldsomme

uroligheder, som fulgte i krigens og

nederlagets kølvand), begyndte russiske

købmænd også at drømme om at nyde

større agtelse fra statens og borgernes

side. Agtelsen kneb det nemlig med.

Købmændene og den russiske

intelligentsia

Som nævnt voksede der i løbet af 1800tallet,

i takt med og formodentlig også

delvis på grund af de store reformer og

økonomiske forandringer i samfundet,

en stærk aversion frem mod købmænd,

små såvel som store, i den russiske elite,

blandt højtuddannede, kunstnere,

forfattere og intellektuelle i såvel herskende

som ikke-herskende kredse. I

den russiske skønlitteratur fra 1800-tal-

let og frem til 1917 findes stort set ikke

et eneste positivt billede af en

købmand, men kun negative fremstillinger

af griske, pengebegærlige, frastødende,

uhæderlige og ofte også forbryderiske

personager (Heller 2004: 61-82).

Størstedelen af det politiske spektrum,

fra siddende ministre og embedsmænd

til legale og ikke-legale politiske kræfter,

fra højre til venstre, fra monarkister

og andre af systemets støtter til agrarsocialister

og socialdemokrater, nærede

med få undtagelser samme stærke modvilje

mod købmanden, mellemhandleren,

privatejendommen, markeds- og

pengeøkonomien og kapitalismen. Disse

kredse havde et ikke-kapitalistisk,

ikke-vestligt og ikke-privat-ejendomsretligt

samfund som ideal, baseret på

fællesfolkelig eller statslig ejendomsret,

et ideal, som blev opfattet som udtryk

for en særlig russisk, fællesskabsorienteret

tradition og ånd. For nogen var dette

ideal stort set lig med det bestående

samfund, for andre var det et kollektivistisk-egalitaristisk

agrarsamfund med

det fællesejende, uudskiftede landsbyfællesskab

og bønderne som grundlag

eller et ditto industrisamfund med

arbejderklassen som grundlag (Heller

2004: 85; Zweynert 2004). Vitte-tiden

og perioden frem til Første Verdenskrig

var en undtagelse på den måde, at

kredse, som ønskede en modernisering

af Rusland, fik overtaget, også selvom

oppositionen imod dem var stærk.

Russiske købmænd vidste udmærket,

at de ikke var velansete i brede kredse i

det russiske samfund. Det fremgår af

russiske storkøbmænds selvbiografier

(f.eks. Buryˇskin 1991) og andre udtalelser.

Et eksempel på det sidste er en tale,

den store moskovitiske smørkøbmand

ROTUNDEN NR. 22 69


A.V. Čičkin (1862-1949) holdt i 1907

ved begravelsen af en stor russisk mælkerivæsensforegangsmand,

russisk mælkerivæsens

fader, N.V. Vereˇsčagin

(1939-1907 – se også artiklen af A.V.

Guterc i dette nummer). A.V. Cičkin

var med sine mange mejerier og mejeriudsalg

den ene af to hovedproducenterne

og -leverandørerne af mælkevarer

til Moskvas og andre russiske byers

befolkning (den anden var Aktieselskabet

Brdr. Blandov). Čičkin benyttede sig

af lejligheden til at beklage erhvervslivets

og dets aktørers ringe grad af

anseelse i det russiske samfund.

Rusland satte ikke pris på sine talenter

inden for erhvervslivet, sagde han, og

forstod ikke at udnytte dem og omsætte

deres ideer i bred praksis, så det kom

landet til gode: "Det var smerteligt for

en russer at se vesteuropæiske køer give

mælk hele året rundt og Danmarks,

Hollands og Frankrigs velpassede marker

og enge, rene huse og perfekte veje.

Og endnu mere ondt gør det at måtte

erkende, at vi russere ligger som vi har

redt, ene og alene af den grund, at vi

ikke forstår at arbejde. Enten ligger vi,

eller vi løber. Enten i galop eller på

langs. Nogen gylden middelvej findes

ikke! Til gengæld findes der masser af

ligegyldighed og sætten sin lid til at

’det går nok’, til passiv filosoferen, til

at gøre nar af dem, der kan og vil arbejde

og give dem kniven – ud med dem!!!

Det er altid lettere at genere folk i deres

arbejde end at støtte og hjælpe dem, og

det er netop, hvad vore embedsmænd

får tiden til at gå med. Dannede, kultiverede

russere har ikke lyst til magt, og

det er ikke kun deres, men hele

Ruslands tragedie". Russerne længtes

efter opmuntring og skulderklap, skrev

70

ROTUNDEN NR. 22

han videre, som kunne give næring "til

vort folks bedste karaktertræk: Den brede

natur, handlingernes mangesidethed,

modet og frygtløsheden, tålmodet,

evnen til at vurdere situationer præcist

og villigheden til at løbe en risiko,

hvor det kræves, også for andet end

vovemodets og dumdristighedens

skyld." Og Cičkin fortsatte: "Al vor

elendighed kommer af, at vi på grund

af særlige historiske omstændigheder

ikke har lært at arbejde roligt og

stilfærdigt, uden råben og skrigen,

stædigt og urokkeligt frem mod vores

mål for at realisere vores udmærkede

idéer. Herfra stammer alle skyggesiderne

ved vores karakter, skyggesider, som

fremkalder usikkerhed hos fremmede."

Fordi russerne ikke var i stand til at forbinde

drøm og virkelighed, kunne

fremmede få så stor indflydelse i

Rusland og udnytte landets muligheder

og ressourcer bedre end russerne selv

og løbe af med landets rigdomme for

næsen af dem, mente Cičkin. I Rusland

var det digtere, komponister og kunstnere

som Puˇskin, Belinskij og Gogol,

der blev berømte og øvede indflydelse

på ungdommen, men aldrig forretningsfolk.

"I Canada og Frankrig er der

rejst mindesmærker over store ostemestre",

skrev han, "i Danmark har koen

sit monument, på den centrale plads i

København er det en smørdrittel, som

vajer over eventyrenes land [højst

sandsynligt er det Lurblæseren på

Rådhuspladsen, Cičkin har hørt om, og

som han på grund af lurmærket forbinder

med smør og igen med en drittel –

forf. anm.]. Hos os fremkalder noget

sådant kun ironiske smil. Hvor ærgerligt,

hvor skammeligt! Ethvert mindesmærke

er dog i sin essens først og frem-


mest folkets geniale ånd, stivnet i bronze,

marmor eller granit, som folket ærer

og sammenligner sig med, mens det

bevæger sig fremad. Det næsten totale

fravær hos os af mindesmærker over

store erhvervsfolk, mangelen på bøger

om dem og den manglende dyrkelse af

dem og respekt for dem blandt ungdommen

gør ikke Rusland ære" (citeret

hos Kiˇskin 1990: 2-3).

Det har ikke været muligt at finde

lignende vidnesbyrd fra landsbykøbmænd,

men en efterkommer af det

store moskovitiske købmandsdynasti

Abrikosov skriver i sine erindringer om

købmandsverdenen i Moskva før 1917,

at "Out of the general mass of small

merchants, who did not differ substantially

form the general mass of peasants,

a clever man would emerge and

succeed through sheer brainpower and

initiative in amassing a great fortune.

He would build factories employing

thousands of workers, reside in Moscow

but travel widely, and though

without formal education, would begin

to participate in the general cultural

life, buy paintings and found picture

galleries, hospitals and clinics" (Abrikossow

1964: 4). Udover at citatet

bekræfter den dannelse og modernisering,

den traditionelle købmandsstand

undergik, kommer det med en interessant

bemærkning om småkøbmændene,

nemlig at de ikke adskilte sig videre

fra den store masse af russiske bønder.

Det gjaldt ikke mindst de forkætrede

landsbykøbmænd. De gammeldags

bønder med deres gammeldags landbrugskultur

og de landsbykøbmænd,

som forsynede dem med daglige og

andre fornødenheder, var altså rundet

af samme miljø og var på hver deres

måde lige umoderne i deres erhvervsudøvelse

og lignede i mangt og meget

om hinanden. Det bekræftes af en

dansk mejerist, Chr. Nielsen, der arbejdede

som mejeribestyrer i Rusland

omkring 1900. Han beskrev de russiske

bønder, han kom i kontakt med, som

"meget lidt oplyste og stærkt tvivlende

om andres Ærlighed (karakteristisk for

Russere er det, at de snyder hverandre,

saa godt de kan, og man maa lade dem,

at de er Mestre i dette)" (Mælkeritidende,

1902: 583).

Det er således sandsynligt, at landsbykøbmændene

kunne være både snu,

pengebegærlige og uhæderlige, men

meget taler også for, at de var nødt til

at være det for at overleve med de snu

og ikke videre velbeslåede bønder, som

det var deres lod at handle med og

leve af. Sidst i 1800-tallet var det gammeldags,

tuskhandlende lag af landsbykøbmænd

imidlertid langsomt ved at

blive udmanøvreret af pengeøkonomi

og mere moderne og solide handlende,

men ikke desto mindre var det efter al

sandsynlighed dette købmandslag, der

først og fremmest gav inspiration til

intelligentsiaens foragt for købmænd

over én kam. Herudaf sprang så den

foragt for kapitalisme og markedsøkonomi,

som foragten for landsbykøbmanden

udviklede sig til.

Den tyske historiker Joachim Zweynert

skriver om den russiske intelligentsia

og dens kollektivistiske økonomiske

tænkning: „Die Intelligencija war diejenige

gesellschaftliche Kraft, an der die

Modernisierung Russlands im 19.

Jahrhundert gescheitert ist. Damit ist

sie im wesentlichen Masse verantwortlich

dafür, dass das Land nach der

Oktoberrevolution in zivilisatorischer

ROTUNDEN NR. 22 71


Hinsicht systematisch demodernisiert

worden ist" (ibid.: 102). Den amerikanske

historiker Yanni Kotsonis skriver

noget i samme retning i forbindelse

med et studie af den russiske andelsbevægelse

mellem 1861 og 1914. Også

den var domineret af anti-kapitalistiske

forestillinger. Dens forkæmpere anså

andelsforetagender for at være en måde

"of tempering the impersonal market

by controlling it, and counteracting

the people who carried and personified

proprietary capitalism - merchants,

entrepreneurs, and (relatively) wealthy

peasants, those whom the sponsors

considered exploitative, predatory, and

narrow in their pursuit of short term

profit" (Kotsonis 1994: 11). Kotsonis

konstaterer, at bolsjevismens repressive

politik over for privat virksomhed "and

its preoccupation with capitalism was

extreme", men at de forestillinger, der

lå til grund for den, havde dybe historiske

rødder i Rusland, "both in government

policy and in the attitude of educated

groups, involved in rural affairs"

(Kotsonis 1994: 11-12).

Hvad var nu grunden til de uddannede

og intellektuelle kredses foragt for

købmanden, til deres økonomisk set

kollektivistiske, statscentrerede tankegang

og deres modstand mod en kapitalistisk

udvikling? Historikeren Joachim

Zweynert mener, at det skyldes

kulturelt betingede forhold, som stammede

fra den ortodokse kirkes holistiske

tankeverden (enhed mellem tro og

tanke, individ og samfund, stat og kirke,

fokus på moralske og sociale spørgsmål)

(Zweynert 2004: 105-106). Alexander

Gerschenkron mener, at foragten

skyldtes socialistiske idéers stærke tag i

landets intellektuelle, som Gerschen-

72

ROTUNDEN NR. 22

kron igen mener skyldtes det autokratiske

styres repressive holdning over for

intelligentsiaen og fraværet af en

nogenlunde normal politisk arena. Det

gjorde, at landets intellektuelle ikke

kom i kontakt med praktiske forhold

og problemer, men blev urealistiske i

deres forhold til den almindelige verden,

fik ekstreme idéer og i perioder

også skred til ekstrem handling (terrorisme)

(Gerschenkron 1965: 36). Under

alle omstændigheder var der i den russiske

historie en stærk tradition for, at

staten spillede en central rolle i landets

økonomiske liv, en tradition, som det i

hovedtendensen var svært at sætte sig

ud over, både i idé og praksis, lige

meget om man var magthaver eller

opposition.

Et "købmandsspørgsmål"?

Lige siden Moskvastaten havde hovedtendensen

altså været, at den russiske

stat spillede en dominerende, intervenerende

og ofte også finansierende rolle

i samfundsøkonomien (Bill 1959;

Gerschenkron 1962, 1970; Pipes 1974;

Crisp 1976; Ananich 1983; Gatrell

1986; Grant 1999). Hovedtendensen

for erhvervslivets vedkommende var, at

det kun havde ringe selvstændigt råderum,

var genstand for stærkt svingende

politiske konjunkturer, offer for vilkårlighed

og opererede på usikkert

grundlag. Det fremmede ikke produktiviteten,

risikovilligheden, innovationsevnen

og udviklingen af en selvkørende

erhvervskultur. Statsafhængigheden

fremmede til gengæld underdanighed

og opportunisme og sikkert også

købmændenes opfindsomhed til at klare

sig gennem vanskelige situationer og

evne til at sno sig. Det er ikke usand-


synligt, at jo usikrere en købmands

position var og jo mere ugleset og

ussel, jo mere fristet følte han sig til at

gribe til tvivlsomme handelsmetoder

for at overleve i et primitivt økonomisk

system (West 1998: 6).

Først fra midten af 1800-tallet skete

der for alvor store forandringer i de

russiske købmænds position i samfundet,

i takt med moderniseringen af den

nationale husholdning. Pengeøkonomi

fik overtaget over naturalieøkonomien,

industri og handel ekspanderede, og

også landbruget blev genstand for

reformer. Staten begyndte nu som

noget nyt at udvise en positiv, mindre

restriktiv, mindre vilkårlig og mere tillidsfuld

holdning til erhvervslivet og

appellerede til det om at spille en positiv,

samfundsbevidst og –ansvarlig rolle

i landets økonomiske udvikling.

Hovedtendensen i denne udviklingen

var en statslig tilbagetrækning fra samfundsøkonomien

og en frigørelse af

erhvervslivet, som fik større råderum

og et sikrere grundlag at operere på og

blev mere professionelt og effektivt.

Den gammeldags og ofte uoplyste

købmandsstand forvandlede sig til et

friere stillet og foretagsomt lag af små

og store købmænd, fabrikanter, handlende,

finansfolk og andre erhvervsfolk,

som nok var præget af specifikt russiske

kulturelle og historiske forhold, men

som i forretningsmæssigt talent og kulturel

dannelse ikke adskilte sig fra

erhvervsfolk i andre industrialiserede

lande (se f.eks. Owen 1981; Rieber

1982; Buryˇskin 1991; West 1998; Bovykin

2000). Men netop i denne periode,

hvor den russisk købmandsstand var

under modernisering, skabte og fastholdt

den dannede elite et negativt,

stereotypt og klichéagtigt billede af den

russiske købmand, af russiske erhvervsfolk.

Købmandens stilling i Ruslands

historie lignende på mange måder bondens:

Begge erhvervsgrupper blev af

statsmagten fastholdt i et system, som

ikke virkede befordrende hverken på

erhvervsproduktivitet, professionalisme,

levevilkår eller nationaløkonomi.

Både landbrug og industri havde svært

ved at imødekomme befolkningens

behov. Først i de sidste tiår inden

Første Verdenskrig begyndte situationen

at ændre sig, såvel inden for landbrug

som industri og handel, men verdenskrigen

og bolsjevikkerne magtovertagelse

kom i vejen. Foragten for bonden

og købmanden kom nu i højsædet,

og landets økonomiske problemer søgtes

løst ved en tilintetgørelse af bønder

og købmænd som erhvervskategori og i

millioner af tilfælde også som personer,

samtidig med en statsliggørelse af store

dele af økonomien og en kriminalisering

af resten af den, den private, sorte

sektor. Det løste som bekendt ikke landets

økonomiske problemer og skabte

ikke et velfungerende landbrug eller

ditto industri og handel. Ved siden af

"bondespørgsmålet" havde Rusland

således også et "købmandsspørgsmål", i

hvert fald indtil 1917, og meget tyder

på, at begge spørgsmål stadig er der i

udgaver, der ikke er mindre komplekse

og komplicerede end tidligere.

ROTUNDEN NR. 22 73


Litteratur

Abrikossow, Dmitrii I. (1964):

Revelations of a Russian Diplomat. The

Memoirs of Dmitrii I. Abrikossow. Seattle.

University of Washington Press.

Ananich, Boris V.: The Economic Policy of

the Tsarist Government and Enterprise in

Russia from the End of the Nineteenth through

the Beginning of the Twentieth Century

i: Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.)

(1983): Entrepreneurship in Imperial Russia

and the Soviet Union. Princeton: Princeton

University Press: 125-139.

Bill, Valentine T. (1959): The Forgotten Class.

The Russian Bourgeoisie from the Earliest

Beginnings to 1900. New York: Praeger.

Bovykin, V.I. (red.) (2000):

Istorija predprinimatel’stva v Rossii. Kn. 1-2.

Moskva: Rosspen.

Crisp, Olga (1976): Studies in the Russian

Economy before 1917. London: Macmillan.

Guroff, Gregory, Fred V. Carstensen (eds.)

(1983): Entrepreneurship in Imperial Russia

and the Soviet Union. Princeton: Princeton

University Press.

Gatrell, Peter (1986): The Tsarist Economy,

1850-1917. New York: St Martin's Press.

Gerschenkron, Alexander (1962): Economic

Backwardness in Historical Perspective.

Cambridge, MA: Harvard University Press.

Gerschenkron, Alexander (1979): Europe in

the Russian Mirror. Four Lectures in Economic

History. Cambridge: Cambridge University

Press.

74

ROTUNDEN NR. 22

Grant, Jonathan A. (1999): Big Business in

Russia. The Putilov Company in Late Imperial

Russia. Pittsburgh: University of Pittsburgh

Press.

Gregory, Paul R.: (1994): Before Command:

An Economic History of Russia from Emancipation

to the First Five-Year Plan. Princeton,

N.J.: Princeton University Press.

Hage, C. og H. Tegner (1881): Om Betingelserne

for Handelssamkvem med det vestlige

Sibirien. 2. Udg. Kjbh.

Heller, Klaus (2004): Unternehmertum und

Unternehmertypen im Russland des 19.

Jahrhunderts i: Guski, Andreas, Ulrich

Schmid (Hrsg.): Literatur und Kommerz im

Russland des 19. Jahrhunderts. Zürch: Pano

Verlag: 77-100.

Janin, V. L. (glav. red.): Otečestvennaja istorija.

Istorija Rossii s drevnejˇsich vremen do

1917 goda. Enciklopedija. 1994-2000. 3 bd.

Moskva: Bol’ˇsaja sovetskaja enciklopedija.

Kiˇskin, A.S. 1990: "Samorodok russkoj delovi-

tosti" i: Tribuna, 16.8., 30-31 (1127-1128).

Korelin, V., S. Stepanov (1998): S. Ju. Vitte.

Finansist, politik, diplomat. Moskva: TERRA.

Kotsonis, Yanni George (1994): Agricultural

Co-operatives and the Agrarian Question in

Russia, 1861-1914. Ph.-d.-thesis. Columbia

University.

Larsen, Inge Marie (2001): Kampen om det

sibiriske smør: Kurgan, St. Petersborg,

København, London, 1895-1905. Odense.

Upubl. ph.-d.-afhandling.


Laue, Theodore H. Von (1954): A Secret

Memorandum of Sergei Witte on the Industrialization

of Imperial Russia i: The Journal

of Modern History, 1954, 26: 60-74.

Laue, Theodore Von (1963): Sergei Witte and

the Industrialization of Russia. New York:

Columbia University Press.

Makarov, N.P. (1910): Krest’janskoe kooperativnoe

dviˇzenie v Sibiri. Moskva: Tovariˇsčestvo

tipografii A.I. Mamontova.

Mælkeritidende.

Otdel sel’skago chozjajstva i kustarnoj promyˇslennosti.

Tobolsk (tillæg til avisen Tobol’skie

gubernskie vedomosti).

Owen, Thomas C. (1981): Capitalism and

Politics in Russia. A Social History of the

Moscow Merchants, 1855-1905. Cambridge :

Cambridge University Press.

Owen, Thomas C. (1991): The Corporation

under Russian Law, 1800-1917. A Study in

Tsarist Economic Policy. Cambridge : Cambridge

University Press , 1991.

Owen, Thomas (1995): Russian Corporate

Capitalism from Peter the Great to Perestroika.

New York: Oxford University Press.

Owen, Thomas C.(1999): Entrepreneurship,

Government, and Society in Russia i: Hosking,

Geoffrey, Robert Service (eds.): Reinterpreting

Russia. London: Arnold: 107-125.

Macey, David A. J. (2004): Reflections on Peasant

Adaption in Rural Russia at the Beginning

of the Twentieth Century: The Stolypin

Agrarian Reforms i: The Journal of Peasant

Studies, 2004, 3 & 4: 400-426

Pipes, Richard (1974): Russia under the Old

Regime. London: Weidenfeld and Nicolson.

Rieber, Alfred J.: (1982): Merchants and

Entrepreneurs in Imperial Russia. Chapel

Hill, NC: University of North Carolina Press.

ˇSepelev, L.E. (1981): Carizm i burˇzuazija vo

vtoroj polovine XIX veka. Leningrad: Nauka.

Smith, Steve A. (1999): Popular Culture and

Market Development in Late-Imperial Russia

i: Hosking, Geoffrey, Robert Service

(eds.): Reinterpreting Russia. London:

Arnold: 142-155

West, James L., Iurii A. Petrov (eds.) (1998):

Merchant Moscow. Images of Russia’s Vanished

Bourgeoisie. Princeton: Princeton University

Press.

Zweynert, Joachim: Das ökonomisches Denken

der russischen Intelligencija um Mitte

des 19. Jahrhunderts im Lichte eines

systemtheoretischen Modernisierungskonzepts

i: Guski, Andreas, Ulrich Schmid

(Hrsg.): Literatur und Kommerz im Russland

des 19. Jahrhuderts. Institutionen, Akteure,

Symbole. Zürich: Pano Verlag: 102-122.

ROTUNDEN NR. 22 75


Tidligere numre af Rotunden

Nr. 1-11: Udgåede, men kan lånes på Statsbiblioteket

Nr. 12: Eva Lous: Kvindernes Udstilling fra Fortid til Nutid 1895

Morten Hein: Den første offentlige fonogramsamling

Nr. 13: Aage Jørgensen og Niels C. Nielsen (Red.)

Omkring Johannes V. Jensen-samlingerne

Et seminar på Statsbiblioteket

Nr. 14: Carsten Bach-Nielsen: Volkmar Engerer:

En mand med en drøm “8 timers fritid, 8 timers hvile, 8 timers søvn”

Om tomme løfter og sprogfilosoffen

Jacob Haugaard

Nr. 15: Emil Kjærsgaard:

Emils dagbog 1944-1951

Nr. 16: Hanne Rimmen Nielsen: Anita Kildebæk Nielsen:

Bertha von Suttner i København 1906. En disciplins demarkation og selvforståelse.

Et billede i Kvindehistorisk Samling, s. 4-23 Dansk kemisk tidsskriftslitteratur i 1800-tallet

Nr. 17: Lotte Thyrring Andersen: Forskellige bidragydere:

Jørgen Gustava Brandt Forskning på Statsbiblioteket

Nr. 18: Jørgen Mührmann-Lund:

Christian Güldencrones rejsebog

Jette Drachmann Søllinge:

“Et gjaldende Signal til Folkerejsning”

Nr. 19: Hans Ulrik Riisgård:

Kirstine Holmsgaard, Kvindesagsforkæmperen fra Brædstrup

Eva Lous: Karen Jeppe – Danmarks første u-landsarbejder

Nr. 20: Aage Jørgensen og Poul Bager:

Johannes V. Jensen

Nr. 21: Henrik Meiner:

Christoph Hein – “Med udgangspunkt i en eksistentialistisk fortolkning / Der fremde Freund”

More magazines by this user
Similar magazines