december - Danske Torpare

dre end 10 sekunder havde jeg mistet
kontrollen, og ilden bredte sig med
stor hast ud i terrænet.
En reservevanddunk, i tilfælde af at
brønden skulle svigte, hjalp naturligvis
ikke. Gamle dyner, som vi i panik smed
over ilden, brændte op lige så hurtigt,
som de kom ned til bålet. Til sidst var der
kun opvaskebaljen, som jeg løb frem
og tilbage med – for dog at gøre noget.
Som der stod i Hallandsposten dagen
efter: ”Mannen gjorde vad han kunde för
att släcka. När räddningstjänsten anlände
var han inbegripen i en frenetisk kamp för
at hålla lågorna från husknuten med hjälp
av vatten i en diskbalja”.
I mellemtiden havde min kone ringet
efter brandvæsenet og i den efterfølgende
halve time været i løbende kontakt
med brandfolkene for at gelejde
dem den vanskelige vej ud til huset.
Det er nok den længste halve time i
mit liv, og jeg har stadig lyden af den
knitrende ild i ørerne og synet af ilden,
der bredte sig længere og længere ind
i skoven. At der ikke opstod en egentlig
skovbrand, var noget af et under.
Efter at brandvæsenet omsider var
nået frem, og to slukningskøretøjer, to
ambulancer, en politibil og en pressebil
var ankommet, husker jeg ikke meget
mere. Kun at de på et tidspunkt løb tør
for vand og måtte etablere nødforsyning
fra vores mose, samt at der måtte skaffes
yderligere et terrængående køretøj for
at komme ud på den anden side af ilden.
Og så at jeg endte på vårdcentralen med
et brændt underben.
Fire timer efter dramaets begyndelse
kunne indsatslederen meddele, at man
nu overlod det videre ansvar til os, og at
det nok var tilrådeligt lige at gå en tur om
aftenen for at sikre, at der ikke var gløder
nogen steder på det store område.
Det retslige efterspil
Midt i oktober blev det meget
lange retslige efterspil så afsluttet, ➜
december I Torpare 25