Jungleliv - Spejdernet

M OWGLI-FORT Æ LLI N G ERN E
Røde hund
1. del
Fader og Moder Ulv døde. Baloo blev
meget gammel og stiv. Selv Bagheera,
der havde nerver af stål og muskler af
jern, blev mindre rap på jagterne end
før. Akelas farve skiftede fra grå til
mælkehvid af pure alderdom. Han
gik, som var han lavet af træ, og
Mowgli bragte ham al hans mad.
En aften ved tusmørketid sad
Mowgli på rådsklippen. Han hørte
Waingungas gurglen i mørket og
aftenvindens sus i trætoppene, til en
ulv pludselig kaldte fra den anden
flodbred. Det var ikke nogen af kob-
belets ulve, for de sad alle sammen på
klippen. Kaldet slog over i en lang,
fortvivlet glammen: "Dhole!" klagede
den, "Dhole! Dhole! Dhole!" Få
minutter efter hørte de trætte fødders
trin over klippen. En mager, dryppen-
de ulv med blodstrimede sider.
"Wontolla er jeg," sagde den.
"Dbole - Oholen fra Dekkan - Røde
Hund, dræberen! De kommer fra syd
og går mod nord, og nu dræber de alt
44 I på vejen."
"Hvor mange?" spurgte Mowgli.
"Jeg ved det ikke. Se frie folk!"
Han strakte sin knuste forpote
frem, den var sort af stivnet blod.
"Havde dholekobbelet hvalpene
med?" spurgte Phao.
"Nej, nej! Røde jægere kun. Fuldvoksne
hunde hele kobbelet."
Det betød, at den røde hund,
Dekkans Ohole, var ude efter slags-
mål, og ulvene vidste, at selv en tiger
giver dholen sit bytte godvilligt. De
røde hunde fonsætter altid skånsels-
løst deres jagt, til alle er dræbt, eller
vildtet slipper op for dem.
"Jeg går ud og tæller hundene,"
sagde Mowgli.
Han f6r ind gennem mørket i vild
ophidselse. Han så næppe, hvor han
satte sin fod, og som en naturlig følge
af dette faldt han, så lang han var,
over en af Kaas store bugtninger.
"Undskyld, jeg var ude for at lede
efter dig, Fladpande". Så fortalte
Mowgli ham om nattens begivenhe-
der i junglen.
"Hvormange dholer er der?"
spurgte Kaa.
"Jeg har ikke set dem endnu, men
det bliver en god jagt!" svarede
Mowgli.
"Vil du slås med? Husk på, du er
en mand. Lad ulvene tage sig af hun-
dene. Du er en mand."
"Det er sandt, jeg er en mand,
men jeg hører til det frie folk, indtil
dholekobbelet er borte," sagde
I
Mowgli. "De må svømme over Wain-
gunga. Jeg har tænkt på at gå mod
dem med min kniv, hvor vandet er
lavt, og med kobbelet bag mig. Hvis
vi stikker og bider dem godt, kan vi
måske fa dem til at drive med strøm-
men eller i hv~rt fald svale deres stru-
ber en kende."
• I ___________________________________________________ -Å . ~~Jl~~~ 'c ~7::, _~;:;-
"En dhole drejer ikke af med
strømmen,oog deres struber er hede,"
MOWG LI-FO RT ÆLLI N G ERN E
sagde Kaa. "Der vil hverken blive
mandsling eller ulveunge tilbage, når
den jagt er endt - kun afgnavede
ben."
"Har du en bedre plan, Kaa?"
Mowgli var lidt ærgerlig.
Kaa tænkte længe.
"Vi vil gå til floden, så skal jeg vise
dig, hvad der skal gøres ved dhole-
kobbelet," sagde Kaa endelig.
Kaa f6r mod Waingungas hoved-
løb og gled ud i vandet med Mowgli
ved sin side. Mowgli lagde sin venstre
arm om Kaas hals, lod den højre falde
ind mod kroppen og strakte sine fød-
der. Så jog Kaa op mod strøm~en.
Omkring 2 kilometer nord for Freds-
klippen, snævres Waingunga ind i en