Forskningsberetning 2004 - Nationalmuseet

GLIMT
og en hastigt tiltagende erosion på grund af et voksende befolkningspres. Gamle kulturspor, flora og
fauna forsvinder, og udnyttelsen indebærer, at landskabet er udsat for en vidt udbredt erosion.
Det har været vanskeligt at finde tidlige historiske kilder, der har kunnet dokumentere udviklingen i
et så marginaliseret og isoleret område som Chilchos-dalen, men adskillige timers arbejde i de
peruanske arkiver har givet resultat. Den første spanske embedsmand, Alonso de Alvarado, havde
tvunget de nyligt undertvungne Chilchos-indianere til at arbejde i nogle guldminer, som lå i et
meget højere liggende bjergområde. Den næste embedsmand blev tilsyneladende hurtigt klar over,
at Chilchos-indianerne, der kom fra varmere områder, var en dårlig arbejdskraft i guldminerne, idet
de led så meget under kulden og de elendige arbejdsforhold i højderne, at de flygtede dybt ind i
skovene. Han indså, at den måde, han kunne få mest ud af lokalbefolkningen på, var at tvinge dem
til en forøget bomuldsdyrkning og at spinde og væve tusindvis af bomuldsstykker, som årligt skulle
bringes til hans hus i den nærmeste provinshovedstad Chachapoyas.
På det tidspunkt havde der allerede været en kraftig befolkningsnedgang fra inkatiden, hvor
høvdingen, don Hernando Chilcho, havde haft 5000 tributbetalende. Den kummerlige tilværelse
under de spanske overherrer og de europæisk tilførte sygdomme fik i 1570’erne resten af Chilchosbefolkningen
til at slå sig ned i et nærliggende område i landsbyen San Ildefonso de los Chilchos,
nu kaldet Montevideo. Fra denne tid til det 20. årh. har dalen været forladt, hvilket medførte, at
skoven lukkede sig helt om de fortidige beboelser og marker.
I dag taler man i Chilchos om den heroiske don Genardo, der trængte frem til dalen, som stadig har
mange giftslanger, under en farefuld ekspedition i år 1900. Efter ham tog den nutidige kolonisation
af området rigtig fat, da bjergbønderne vandrede ned i de varme områder for at få jord. Der er i dag
nogle og tres familier, der bor til dels spredt, til dels i et kerneområde ved floden, hvor der er en lille
kirke, en medicinsk klinik, en skole og et forsamlingshus.
29
Befolkningen er stort
set selvforsynende
bønder, der dyrker
afgrøder som maniok,
bananer, majs, bønner
og græskar. Nogle
driver desuden
kvæghold.
Afsætningen af
bøndernes varer er
Fig. 2. Forarbejdning
af sukker til
sukkerrørsbrændevin.
Mange af de nutidige
sukkermøller har
samme udformning
som de første, der blev
indført i 1500-tallet.