Carnaps og Heideggers metafysikkritik - The Wittgenstein Network

Recommendations

Info

"Logik og Intet: Carnaps og Heideggers metafysikkritik" af Jon Boiesen - Side 6 af 16 Philosophie. Der Idee der ,Logik’ selbst löst sich auf im Wirbel eines ursprünglicheren Fragens.” (Carnap 1932, s. 231-32) Men hvad så med forholdet mellem den nøgterne videnskab og den oprindelige spørgens hvirvelstrøm? Også dette finder Carnap et svar på hos Heidegger: ”Der vermeintlichen Nüchternheit und Überlegenheit der Wissenschaft wird zur Lächerlichkeit, wenn sie das Nichts nicht ernst nimmt.” (Carnap 1932, s. 232) Herefter kan Carnap med tilfredshed konstatere: ”So finden vi eine gute Bestätigung für unsere These; ein Metaphysiker kommt hier selbst zu der Feststellung, daß seine Fragen und Antworten mit der Logik und der Denkweise der Wissenschaft nicht vereinbar sind.” (Carnap 1932, s. 232). Det er her, som Michael Friedman skriver, fristende at se på denne på denne episode med et mere eller mindre overbærende smil. Er man sympatisk indstillet overfor Carnap, kan man se Heideggers sætninger som uforståeligt – men også ufarligt – nonsens af den slags man kunne forvente af en tåget kontinental tænker, mens hvis man sympatisk indstillet overfor Heidegger ikke undrer sig over, at en snævertsynet analytisk filosof ikke er i stand til at forstå ting af denne kaliber. Men som Friedman påpeger, så overser man for det første den store betydning denne episode havde for Carnap og Heidegger selv, og for det andet, hvad vigtigere er, hvilken betydning denne episode har for dannelsen af, hvad vi i dag forstår som analytisk og kontinental filosofi (Friedman 1996, s. 45). Der ligger med andre ord en dybt ahistorisk betragtningsmåde i at se på kontroversen på denne måde. Grunden til at man i dag kan have disse syn på episoden, er netop at man betragter den fra hver sin lejr i en eftertid hvor opdelingen mellem analytisk og kontinental filosofi er en realitet. Men dette skyldes blandt andet at Carnaps kritik får afgørende betydning for hvordan man betragter Heidegger i den angelsaksiske verden. Dette afspejles blandt andet i at kritikken overtages direkte i den logiske positivismes børnebog, A. J. Ayers Language, Truth and Logic (Ayer 1936, s. 44). Da de logiske positivister under indtryk af nazismens fremmarch flygter fra Tyskland til England og USA og begynder at skrive på engelsk – dette sker for Carnaps vedkommende i slutningen af 1935 – kommer den sproganalytiske filosofi på godt og ondt til at præge den angelsaksiske filosofi. Selvom de logiske positivister i høj grad senere bliver kritiseret i den analytiske filosofi, så forbliver de dog udgangspunktet. Det klareste eksempel på dette er naturligvis Quine, der selvom han ender med at blive en at Carnaps største kritikere, har ham som sin store læremester. Forestillingen om at logikken spiller en afgørende rolle for filosofien, og at vi med den moderne logik har fået et
"Logik og Intet: Carnaps og Heideggers metafysikkritik" af Jon Boiesen - Side 7 af 16 afgørende nyt redskab at filosofere med, forbliver central, og man kan måske endda sige definerende, for hvad der bliver den analytiske filosofi. Og dermed finder man det ikke umagen værd at beskæftige sig med en tænker som Heidegger – Carnap har jo en gang for alle vist, at det er meningsløst nonsens. Omvendt er Heidegger efter nazisternes overtagelse af magten så godt som den eneste filosof af betydning der bliver tilbage på kontinentet, og kommer dermed til at spille en enorm rolle på kontinentet. Som Günther Figal skriver i indledningen til sin Martin Heidegger zur Einführung: ”Es läßt sich nicht bestreiten, daß die Philosophie des 20. Jahrhunderts ohne Heidegger anders aussähe. Ohne ihn wäre der Existentialismus Jean-Paul Sartres ebensowenig möglich gewesen wie die Ethik von Emmanuel Lévinas; Hans-Georg Gadamer hätte seine philosophische Hermeneutik ohne Heidegger nicht entwickelt, Micheal Foucault ohne die Anregung durch Heidegger anderes geschrieben, und Jacques Derridas Dekonstruktivismus wäre ohne die Auseinandersetzung mit Heidegger nicht entstanden. Nach Heidegger läßt sich die europäische Philosophie des 20. Jahrhunderts nicht ohne Heidegger verstehen.” (Figal 1999, s. 7). Det er jo ikke så lidt! Læg mærke til Figals kontinentale bias her: Når Figal taler om den europæiske filosofi, mener han den just opremsede kongerække, som ikke omfatter englændere. Altså ingen analytiske filosoffer. Så mens de logiske positivister da den logiske positivisme og dens fortsættelse i den analytiske filosofi bliver enorm i USA, kommer de på kontinentet til at stå som en filosofihistorisk parentes. Men for at vende tilbage til Carnaps kritik af Heidegger: Hvorfor læser Carnap Heidegger så dårligt som han gør? Man kan med Arne Næss’ ord sige at ”...Carnap læser Heidegger som fanden læser Bibelen, begge ganske vist med rige specialkunstskaber, men samtidig med forudsætninger der ikke er de eneste mulige.” (Næss 1970, s. 45). Her er nazismen igen en vigtigt forklaringsfaktor. Man kan, for at alludere til Næss-citatet, lidt overdrevet sige, at Carnap selv ser det som at han er Gud der læser Fandens Bibel. Dette kræver en nærmere forklaring af de kulturelle og politiske modsætninger, der udover de filosofiske er mellem Carnap og Heidegger – hvordan dette skel mellem kultur, politik og filosofi så ellers nærmere skal drages, hvis det da overhovedet skal drages. Det er her vigtigt at se nærmere på den sammenhæng Carnaps filosofi optræder i, en sammenhæng Carnap også selv betragter sin filosofi i. Nøglebegrebet for en forståelse af denne sammenhæng, er en bestemt forståelse af hvad modernitet vil sige. Da modernitet er et flertydigt begreb, der bliver brugt forskelligt i forskellige sammenhænge, vil jeg prøve at give en nærmere
Page 1 and 2: "Logik og Intet: Carnaps og Heidegg
Page 5: "Logik og Intet: Carnaps og Heidegg

Carnaps og Heideggers metafysikkritik - The Wittgenstein Network

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?