Carnaps og Heideggers metafysikkritik - The Wittgenstein Network

"Logik og Intet: Carnaps og Heideggers metafysikkritik" af Jon Boiesen - Side 1 af 16 

Dette paper er publiceret på www.hum.au.dk/filosofi/Wittgenstein. Det 

indgik på konferencen: "Filosofiens Former - dens metoder, rækkevidde 

og formål" arrangeret af The Wittgenstein Network, 27. og 28. september 

2002. Offentliggørelse må ikke finde sted uden forfatterens tilladelse. 

Logik og Intet: Carnaps og Heideggers metafysikkritik 

Jon Boiesen 

-Det 20. århunderede – specielt sidste halvdel – var præget af store og uforsonelige modsætninger. 

To store blokke med vidt forskellige og uforenelige ideologier stod over for hinanden og betragtede 

hinanden med frygt og mistro. I dette klima var kommunikation på tværs af blokkene umulig, så 

indenfor hver blok uviklede man sig uafhængigt af den anden, mens man så med skepsis på hvad 

den anden blok lavede. Mine damer og herrer: Jeg taler naturligvis om modsætningen mellem 

analytisk og kontinental filosofi! 

Koldkrigsanalogien skal ikke overdrives. Der var, for at blive i koldkrigssproget, i høj 

grad tale om fredelig sameksistens. Godt nok så man med hån og foragt på hinanden, men i det 

store og hele holdt man sig indenfor sin egen tradition og sprogområde. Man betragtede det som 

unødvendigt at sætte sig ind i hvad der blev lavet på den anden side af dammen. Fra analytisk side 

mente man at vide, at der på kontinentet blot var tale om højflyvende tågesnak – nonsens på stylter 

for at bruge Benthems udtrykt om Hegel – mens man fra kontinental side mente at vide at man i den 

angelsaksiske verden blot sad og fedtede rundt med nogle logiske teknikaliteter, der ikke har meget 

med filosofi at gøre. 

Jeg vil i dette foredrag se på, hvordan dette skel opstod, og på hvad indholdet i 

modsætningen er. Jeg vil gøre dette gennem en analyse af Carnaps kritik af Heidegger som den 

optræder i artiklen med den megetsigende titel: ”Überwindung der Metaphysik durch logische 

Analyse der Sprache” fra 1932, og jeg vil gøre det ved at se på de politiske og kulturelle 

modsætninger der i højt grad også prægede ueningheden mellem de to mænd. Vi har her næsten et 

tilfælde af varm krig – en slags filosofiens Cuba-krise. 

Carnap og Heidegger er som bekendt ikke to tilfældige figurer i det 20. århundredes 

filosofi. De står om nogle som selve inkarnationerne af henholdsvis analytisk og kontinental filosofi 

– og som jeg snart skal vise, har dette sine historiske årsager, da Carnap og Heidegger ikke alene er 

arketypiske – hvis man da kan sige at en filosof kan være det – men de er også hver på sin side 

formative for hvad der bliver til analytisk og kontinental filosofi. Mens der i 1930’erne – som vi


snart skal se – nok kan være store modsætninger i opfattelsen af filosofiens mål og metode, så læser 

man endnu hinanden og diskuterer med hinanden. Carnap føler sig anfænget af Heidegger, og 

mener det nødvendig at kritisere ham. Kunne man have forestillet sig Quine føle sig provokeret til 

at skrive en sønderlemmende kritik af Gadamer? I 1930’erne er der endnu ikke tale om at filosofien 

eksisterer i to lukkede rum, hvor man ikke interesserer sig for hinanden. Carnap tager Heidegger 

alvorligt nok til at skrive en kritik af ham, og Heidegger tager Carnap alvorligt nok til at forholde 

sig til kritikken. Hvorfor de tager hinanden så alvorligt skal jeg komme meget mere ind på! 

Kritikken optræder som sagt i en artikel betitlet ”Überwindung der Metaphysik durch 

logische Analyse der Sprache”. Kritikken findes i et afsnit kaldet ”Metaphysische Scheinsätze”. 

Carnap vil i dette afsnit vise hvordan metafysikken, selvom den ser ud til at være meningsfuld, blot 

indeholder skinsætninger, der ser ud til at være meningsfulde, men ikke er det, og som eksempel på 

sådanne skinsætninger vælger Carnap ”einige Sätze aus derjeningen metaphysischen Lehre, die 

gegenwärtig in Deutschland den stärksten Einfluß ausübt.” (Carnap 1932, s. 229). Denne lære er 

Heideggers Was ist Metaphysik?, der jo som bekendt er Heideggers tiltrædelsesforlæsning ved 

universitetet i Freiburg, afholdt 25. juli 1929 og udkommet senere samme år. Carnap skriver i en 

fodnote om sit valg: ”Wir hätten ebensogut Stellen aus irgendeinem anderen der zahlreichen 

Metaphysiker der Gegenwart oder der Vergangenheit entnehem könnnen” (Carnap 1932, s. 229n). 

Disse udsagn antyder en skødesløshed og tilfældighed i valget af netop Heidegger, som jeg snart 

skal vise ikke har noget på sig. Heidegger er ikke blot en tilfældig metafysiker blandt mange, men 

på snart sagt næsten enhver måde Carnaps fuldstændige modpol, så der står meget på spil for 

Carnap her. 

Først dog til selve kritikken. For at forstå denne, er det nødvendig først at se lidt 

nærmere på Carnaps position som han har udviklet den i hovedværket Der logische Aufbau der 

Welt fra 1928, og som den som sagt også findes i Überwindung-artiklen. Og her er nøglebegrebet 

som det fremgår af både titlen på hovedværket og på artiklen logikken. Vi har ifølge Carnap med 

udviklingen af den moderne logik endeligt fået det redskab vi skal bruge for at gøre filosofien 

videnskabelig – i sammen forstand som at det var udviklingen af integral- og differentialregningen 

der muliggjorde det naturvidenskabelige gennembrud gennem en matematisering af 

naturforståelsen. Endeligt er vi også i logikken kommet ud over Aristoteles, vi har med den nye 

logik, som den er udviklet af Frege, Russell/Whitehead og Wittgenstein, fået et langt mere 

kraftfuldt og omfattende redskab. I modsætning til den klassiske aristoletenske logik, der kun var i 

stand til at operere med forhold mellem enkeltting og almenbegreber, har vi med den moderne logik


fået en generelt teori om relationer. Dette muliggør en fuldstændig logistisering af erkendelsen. 

Filosofien får dermed en ny karakter: Den bliver erkendelsesteori eller afvendt logik – hvilket for 

Carnap er det samme! 

Hvorledes foregår denne logistisering? Her må man se på hvilken betydning Carnap 

mener udviklingen af den moderne logik har for vores forståelse af hvad et sprog er, og hvordan ord 

får betydning. Ifølge Carnap består sproget af et vokabular og en syntax. Vokabularet er en samling 

samling ord der har betydning, mens syntaxen er reglerne for sætningsbygning. Men ordene har 

ikke betydning uafhængigt af syntaxen, tværdimod det er gennem syntaxen ordene får betydning. 

Ligesom både Frege og Wittgenstein mener Carnap at sætningen er bæreren af betydning. Et ord får 

sin betydning gennem den simpleste sætning det kan optræde i – dets såkaldte elementarsætning. 

Elementarsætningen for ordet ’sten’ er således ”x er en sten”. Elementarsætningen er altså en 

simpel prædikativ sætning. 

Når denne elementarsætning er fastlagt, er næste opgave at afgøre, hvilken rolle den 

spiller i det samlede system af sætninger, sproget er. Dette gøres ved at finde ud af fra hvilke andre 

sætninger elementarsætningen kan afledes, og hvilke andre sætninger der kan afledes fra 

elementarsætningen. Dette spørgsmål er ifølge Carnap det samme spørgsmål som man i filosofien 

har givet forskellige andre formuleringer af, nemlig: Under hvilke betingelser er sætningen sand 

eller falsk, hvordan skal sætningen verificeres, eller hvilken mening har sætningen. Med hensyn til 

det sidste spørgsmål, låner Carnap formuleringen fra Wittgenstein, at en sætnings mening er den 

sandshedsbetingelser. Men sandhed er ifølge Carnap som sagt alene bestemt gennem sætningers 

rolle i systemet. 

Carnaps system skal forstås som en hirakisk struktur, ordnet efter logisk kompleksitet. 

Langt de fleste ords betydning, er det muligt at forklare gennem andre ords betydning, via 

definitioner, eller som Carnap kalder det, via ordenes konstitution. Det gælder så om at tilbageføre, 

eller reducere, det mere komplekse til det mindre komplekse. Denne reduktion skal forstås analogt 

med reduktioner i matematikken, og specielt med den logistisering af matematikken Russell og 

Whitehead gennemførte i Principia Mathematica. Ultimativt i denne proces kommer man til de 

såkaldte observationssætninger eller protokolsætninger. Hvad disse sætninger præcist handler om, 

om de er om ”det givne”, simple sansekvaliteter, eller om ting, forholder Carnap sig agnostisk til. 

Det væsentlige er at de, som angivet ved udtrykket observationssætninger, forholder sig til noget 

direkte observabelt. At sige noget om dette direkte observable er ikke en opgave for filosofien, men


for de empiriske videnskaber. Det er i disse definitionen af de simple begreber ved observationer 

foregår. 

Ved på denne måde at fastsætte kriterierne for ords betydning, er alt hvad er der at 

sige om betydning sagt. Hvis man derudover mener at et ord har en betydning, så er der tale om det 

rent psykologiske fænomen at man forbinder bestemte følelser og forestillinger med ordet, men 

disse har intet med ordets betydning at gøre – den kan bestemmes intersubjektivt gennem logisk 

analyse. 

Problemet med metafysikken er at den ikke holder sig dette for øje. I metafysikken 

anvender man netop ord på en måde der gør, at man ikke kan føre dem tilbage til 

observationssætninger. Og desværre er de naturlige sprog ikke opbygget logisk korrekt, så det kan 

lade sig gøre at udtrykke sætninger, der overholder den grammatiske syntax, og således ser 

meningsfulde ud, skønt de ikke overholder den logiske syntax. Den grammatiske syntax er altså 

ufuldstændig, da det er muligt at udtrykke skinsætninger i den, der er grammatisk korrekte, selvom 

de er meningsløse. Havde man blot et logisk korrekt opbygget sprog, ville det være en grammatisk 

umulighed at udtrykke skinsætninger. 

Det er hér kritikken af Heidegger sætter ind. Carnap citererer følgende, der hentet fra 

forskellige steder i Was ist Metaphysik?: 

”Erforscht werden soll das Seiende nur und sonst – nichts; das Seinende allein und weiter – nichts; 

Das Seinende einzig und darüber hinaus – nichts. Wie steht es um dieses Nichts? ⎯ ⎯ Gibt es das 

Nichts nur, weil das Nicht, d. h. die Verneinung gibt? Oder liegt es umgekehrt? Gibt es die 

Verneinung und das Nicht nur, weil es das Nichts gibt? ⎯ ⎯ Wir behaupten: Das Nichts ist 

ursprünglicher als das Nicht und die Veneinung .⎯ ⎯ Wo suchen wir das Nichts? Wie finden wir 

das Nichts? ⎯ ⎯ Wir kennen das Nichts. ⎯ ⎯ Die Angst offenbart das Nichts. ⎯ ⎯ Wovor und 

warum wir uns ängsteten, war ,egentlich’ – nichts. In der Tat: das Nichts selbst – als Solches – war 

da. ⎯ ⎯ Wie steht es um das Nichts? ⎯ ⎯ Das Nichts selbst nichtet.” (Carnap 1932, s. 229.) 

Wie steht es um dieses Nichts? spørger Carnap så. Og han svarer ikke overraskende, at Heidegger 

laver sætninger der, selvom de overholder den grammatiske syntax, er meningsløse, da de ikke 

overholder den logiske. Mere præcist: Heidegger har ikke forstået den logiske syntax for ordet intet. 

Fejlen er, at Heidegger anvender ordet som et navneord, hvad det også godt kunne se ud til at være i 

den grammatiske syntax, men i virkeligheden udtrykker brugen af ordet ’intet’ en negativ 

eksistenssætning. Man kan således som svar på spørgsmålet: ”Was ist draußen?” svare: ”Draußen 

ist Regen” eller ” Draußen ist nichts”. Begge sætninger er både grammatisk og logisk fuldt ud 

korrekte sætninger. Problemet er, at det at de grammatisk har samme form, skjuler at de logisk er


vidt forskellige. Således prædikerer det første sætning noget om et subjekt, regnen, nemlig at den er 

derude, mens den logisk korrekte form af den anden sætning hedder: Der findes ikke noget der er 

derude, eller, hvis man skal udtrykke det endnu mere formelt end Carnap gør: Der eksisterer ikke et 

x hvorom det gælder at x er derude. 

Indser man dette, indser man også, at de øvrige sætninger hvori intet optræder som et 

navneord, er meningsløse. Mens sætningen ”Draußen ist nichts” er en meningsfuld sætning, fordi 

den kan omformes til en logisk korrekt sætning, så gælder det samme ikke ”Wie steht es um dieses 

Nichts?”, ”Wir suchen das Nichts.”, ”Wir finden das Nichts” eller ”Wir kennen das Nichts.”. Disse 

sætninger har på samme måde som ”Draußen ist nichts.” grammatisk lighed med fuldkommen 

korrekte sætninger som ”Wie steht es um diesen Regen?” og ”Wir kennen den Regen”, men i 

modsætning til sætningen ”Draußen ist nichts.”, har sætninger som ”Wie steht es um dieses 

Nichts?” og ”Wir kennen das Nichts.” ingen logisk korrekt oversættelse. 

Givet disse store logiske fejl, overvejer Carnap om Heidegger monstro skulle benytte 

ordet ’Intet’ i en anden betydning end den sædvanelige. Som han i sin typiske stil skriver, så bliver 

denne formodning forstærket når man videre læser at angsten åbenbarer Intet. Måske skal ordet 

’intet’ betegne en slags følelsesmæssig forfatning, måske af religiøs art. Hvis det viser sig at være 

tilfældet, så ville der ikke været begået de fornævnte logiske fejl. ’Intet’ ville være blevet benyttet 

på en specielt måde, men det ville være en meningsfuld brug, da den ville henvise til denne 

følelsemæssige, religiøse forfatning. Således forholder det sig imidlertid ikke! En sætning som 

”Erforscht werden soll das Seiende nur und sonst - nichts.”, der kommer umiddelbart før Heidegger 

stiller spørgsmålet ”Wie steht es um dieses Nichts?”, viser at Heidegger anvender ordet i sig 

sædvanelige betydning, altså som en logisk partikel der negerer en eksistenssætning. Og heldigvis 

viser det sig da også at man kan feje enhver betænkelighed om at man måske skulle have lavet en 

misfortolkning af bordet, da det viser sig at også Heidegger selv er klar over, at hans spørgsmål og 

sætninger er i modstrid med logikken. Carnap citerer: 

”Frage und Anwort im Hinblick auf das Nichts sind gleicherwiese in sich wiedersinnig .⎯ ⎯ Die 

gemeinhin beigezogende Grundregel des Denkens überhaupt, der Satz vom zu vermeidenden 

Wiederspruch, die allgemeine ,Logik’, schlägt um diese Frage nieder.” (Carnap 1932, s. 231) 

Og videre: 

”Wenn so die Macht des Verstandes im Felde der Fragen nach dem Nichts und dem Sein gebrochen 

wird, dann entscheidet sich damit auch das Schicksal der Herrschaft der ,Logik’ innerhalb der


Philosophie. Der Idee der ,Logik’ selbst löst sich auf im Wirbel eines ursprünglicheren Fragens.” 

(Carnap 1932, s. 231-32) 

Men hvad så med forholdet mellem den nøgterne videnskab og den oprindelige spørgens 

hvirvelstrøm? Også dette finder Carnap et svar på hos Heidegger: 

”Der vermeintlichen Nüchternheit und Überlegenheit der Wissenschaft wird zur Lächerlichkeit, 

wenn sie das Nichts nicht ernst nimmt.” (Carnap 1932, s. 232) 

Herefter kan Carnap med tilfredshed konstatere: 

”So finden vi eine gute Bestätigung für unsere These; ein Metaphysiker kommt hier selbst zu der 

Feststellung, daß seine Fragen und Antworten mit der Logik und der Denkweise der Wissenschaft 

nicht vereinbar sind.” (Carnap 1932, s. 232). 

Det er her, som Michael Friedman skriver, fristende at se på denne på denne episode med et mere 

eller mindre overbærende smil. Er man sympatisk indstillet overfor Carnap, kan man se Heideggers 

sætninger som uforståeligt – men også ufarligt – nonsens af den slags man kunne forvente af en 

tåget kontinental tænker, mens hvis man sympatisk indstillet overfor Heidegger ikke undrer sig 

over, at en snævertsynet analytisk filosof ikke er i stand til at forstå ting af denne kaliber. Men som 

Friedman påpeger, så overser man for det første den store betydning denne episode havde for 

Carnap og Heidegger selv, og for det andet, hvad vigtigere er, hvilken betydning denne episode har 

for dannelsen af, hvad vi i dag forstår som analytisk og kontinental filosofi (Friedman 1996, s. 45). 

Der ligger med andre ord en dybt ahistorisk betragtningsmåde i at se på kontroversen på denne 

måde. Grunden til at man i dag kan have disse syn på episoden, er netop at man betragter den fra 

hver sin lejr i en eftertid hvor opdelingen mellem analytisk og kontinental filosofi er en realitet. 

Men dette skyldes blandt andet at Carnaps kritik får afgørende betydning for hvordan man betragter 

Heidegger i den angelsaksiske verden. Dette afspejles blandt andet i at kritikken overtages direkte i 

den logiske positivismes børnebog, A. J. Ayers Language, Truth and Logic (Ayer 1936, s. 44). Da 

de logiske positivister under indtryk af nazismens fremmarch flygter fra Tyskland til England og 

USA og begynder at skrive på engelsk – dette sker for Carnaps vedkommende i slutningen af 1935 

– kommer den sproganalytiske filosofi på godt og ondt til at præge den angelsaksiske filosofi. 

Selvom de logiske positivister i høj grad senere bliver kritiseret i den analytiske filosofi, så forbliver 

de dog udgangspunktet. Det klareste eksempel på dette er naturligvis Quine, der selvom han ender 

med at blive en at Carnaps største kritikere, har ham som sin store læremester. Forestillingen om at 

logikken spiller en afgørende rolle for filosofien, og at vi med den moderne logik har fået et


afgørende nyt redskab at filosofere med, forbliver central, og man kan måske endda sige 

definerende, for hvad der bliver den analytiske filosofi. Og dermed finder man det ikke umagen 

værd at beskæftige sig med en tænker som Heidegger – Carnap har jo en gang for alle vist, at det er 

meningsløst nonsens. 

Omvendt er Heidegger efter nazisternes overtagelse af magten så godt som den eneste 

filosof af betydning der bliver tilbage på kontinentet, og kommer dermed til at spille en enorm rolle 

på kontinentet. Som Günther Figal skriver i indledningen til sin Martin Heidegger zur Einführung: 

”Es läßt sich nicht bestreiten, daß die Philosophie des 20. Jahrhunderts ohne Heidegger anders 

aussähe. Ohne ihn wäre der Existentialismus Jean-Paul Sartres ebensowenig möglich gewesen wie 

die Ethik von Emmanuel Lévinas; Hans-Georg Gadamer hätte seine philosophische Hermeneutik 

ohne Heidegger nicht entwickelt, Micheal Foucault ohne die Anregung durch Heidegger anderes 

geschrieben, und Jacques Derridas Dekonstruktivismus wäre ohne die Auseinandersetzung mit 

Heidegger nicht entstanden. Nach Heidegger läßt sich die europäische Philosophie des 20. 

Jahrhunderts nicht ohne Heidegger verstehen.” (Figal 1999, s. 7). 

Det er jo ikke så lidt! Læg mærke til Figals kontinentale bias her: Når Figal taler om den 

europæiske filosofi, mener han den just opremsede kongerække, som ikke omfatter englændere. 

Altså ingen analytiske filosoffer. 

Så mens de logiske positivister da den logiske positivisme og dens fortsættelse i den 

analytiske filosofi bliver enorm i USA, kommer de på kontinentet til at stå som en filosofihistorisk 

parentes. 

Men for at vende tilbage til Carnaps kritik af Heidegger: Hvorfor læser Carnap 

Heidegger så dårligt som han gør? Man kan med Arne Næss’ ord sige at ”...Carnap læser Heidegger 

som fanden læser Bibelen, begge ganske vist med rige specialkunstskaber, men samtidig med 

forudsætninger der ikke er de eneste mulige.” (Næss 1970, s. 45). Her er nazismen igen en vigtigt 

forklaringsfaktor. Man kan, for at alludere til Næss-citatet, lidt overdrevet sige, at Carnap selv ser 

det som at han er Gud der læser Fandens Bibel. Dette kræver en nærmere forklaring af de kulturelle 

og politiske modsætninger, der udover de filosofiske er mellem Carnap og Heidegger – hvordan 

dette skel mellem kultur, politik og filosofi så ellers nærmere skal drages, hvis det da overhovedet 

skal drages. 

Det er her vigtigt at se nærmere på den sammenhæng Carnaps filosofi optræder i, en 

sammenhæng Carnap også selv betragter sin filosofi i. Nøglebegrebet for en forståelse af denne 

sammenhæng, er en bestemt forståelse af hvad modernitet vil sige. Da modernitet er et flertydigt 

begreb, der bliver brugt forskelligt i forskellige sammenhænge, vil jeg prøve at give en nærmere


indkredsning af, hvad jeg mener med modernitet i denne sammenhæng. Jeg vil karakterisere den 

med to punkter: 

For det første idéen om et afgørende brud med fortiden. Der er på dette tidspunkt i 

historien sket noget der gør at vi på afgørende vis er bedre end fortiden. For Carnap er dette brud 

sket med – ja, netop – den moderne logik. Med den har vi et redskab vore åndsbeslægtede forfædre 

ikke havde. De havde nok ambitionen om at være metafysikkritikere, men de havde ikke det rette 

redskab. Først i og med den moderne logik har vi dette redskab. Dette muliggør det andet punkt i 

Carnaps modernitetsopfattelse, videnskabeliggørelsen af filosofien, ja i det hele taget en generel 

videnskabeliggørelse. Vi har her at gøre med hvad Max Weber har betegnet som en Entzauberung 

der Welt, en affortryllelse af verden. Denne affortryllelse forstås som en rationaliseringsproces, med 

hvilket forstås en bevægelse væk fra en religiøs verdensopfattelse mod en profan kultur (se hertil 

Habermas 1985, s. 9). Carnap beskriver selv sin grundopfattelse i forordet til Der logische Aufbau 

der Welt – hvori han ikke bruger ordet ’modernitet’, det er min betegnelse – at han betragter bogen 

som tilhørende en bestemt videnskabelig atmosfære, som havende en bestemt videnskabelig 

grundindstilling. Det negative tegn på denne indstilling er netop en afstandtagen fra den 

traditionelle filosofi, men langt vigtigere er den positive side af denne nye indstilling, nemlig at den 

videnskabelige forskers strenge og ansvarsfulde holdning vil blive efterstræbt af disse moderne 

filosoffer, i modsætning til de gamle filosoffer, hvis holdning mere mindede om en digters. Det er 

værd her at bide mærke i hvordan Carnap her ser forholdet mellem videnskab og digtning: Det er 

videnskabsmanden der har den strenge og ansvarfulde holdning, mens digtningen, må man kunne 

udlede af dette, er pjank og pjat, nydelse og pynt på toppen af kransekagen når de alvorlige 

problemer er klaret. Hvorfor er forholdet mellem digtning og videnskab sådan? Jo for i videnskaben 

søger man retfærdiggørelse og tvingende begrundelse for enhver tese. Disse fordringer udelukker 

den spekulative, digteriske filosofi. Dermed må man udelukke metafysikken, da dens teser ikke lade 

sig rationelt begrunde. Metafysikken er at betragte som et førvidenskabelig stade, et vi i 

moderniteten er kommet over. (Carnap 1928, s. XIV-XV). Man kan her tænke på hvordan den 

klassike positivisme hos Auguste Comte netop er en moderniseringslære; en beskrivelse af, hvordan 

vi er gået fra et mytologisk stadium, til et – netop – metafysisk stadium, til vores videnskabelige 

stadium. 

Men alt er ikke lutter idyl for moderniseringen: ”Wir können uns nicht verhehlen, daß 

die Strömmungen auf die philosophisch-metaphysichem und auf die religiösem Gebiet, die sich 

gegen eine solche Einstellung [altså Carnaps egen] wehren, gerade heute wieder einen starken


Einfluß ausüben.” (Carnap 1928, s. XV). Og Heidegger er netop en del af disse strømninger! 

Heidegger er netop, set med Carnaps øjne, en metafysiker, og alene af den grund reaktionær. Men 

det bliver værre endnu! For ikke alene er Heidegger filosofisk set reaktionær – han er også nazist! 

Det er her vigtigt at medtænke, at Carnap ikke ser sit filosofiske arbejde som isoleret, men som del 

af større kulturelle og politiske strømninger i tiden – større moderniseringsstrømninger. Videre i 

forordet til Aufbau beskriver Carnap, hvordan han ser disse strømninger i kunsten – specielt 

arkitekturen – i undervisningen, og i det hele taget ”...in den Bewegungen, die Sich um eine 

Sinnvolle Gestaltung des menschlichen Lebens bemühen....Der Glaube, daß dieser Gesinnung die 

Zukunft gehört, trägt unsere Arbeit.” (Carnap 1928, s. XV-XVI). 

Denne sammenhæng med arkitekturen er indgående beskrevet af Peter Galison i 

artiklen ”Aufbau/Bauhaus” (1990), hvori det beskrives hvordan sammenhængen mellem de logiske 

positivister dog Bauhaus-skolen ikke bare er en eftertids betragtning og efterrationalisering, men at 

der gennem 1920’erne og 1930’erne var tæt kontakt mellem de logiske positivister og Bauhaus- 

skolen, og hvordan de så sig åndsbeslægtede i forsøget på at fremme denne nye rationelle livsform. 

Analogt med hvordan Carnap ønskede at udelukke metafysikken fra sin rationelle bygning, ønskede 

Bauhaus at udelukke det dekorative fra arkitekturen og bygge funktionelt. Og man havde mod dette 

mål om at skabe den nye de samme fjender – bl.a. og specielt nazisterne. 

Det er derudover værd at bemærke at Carnap under indflyde fra Neurath var socialist. 

I beskrivelsen af Neuraths indflydelse på ham i sin selvbiografi, balancerer Carnap på en knivsæg i 

den vanskelige balanceakt på en gang at beskrive sin filosofi som politisk neutral – hvad den ifølge 

eget udsagn nødvendigvis må være, da alle værdidomme falder udenfor det meningsfuldes domæne 

– samtidig med at han beskriver den som en del af tidens fremskridtvenlige strømninger. Carnap 

skriver – og det er på engelsk, da der er fra Carnaps sene periode: 

”All of us in the Circle [altså Wienercirklen] were strongly interested in social and political 

progress. Most of us, myself included, were socialists. But we liked to keep our philosophical work 

separated from our political aims [dette i modsætning til Neurath]. In our view, logic, including 

applied logic, and the theory of knowledge, the analysis of language, and the methodology of 

science, are, like science itself, neutral with respect to practical aims, whether they are moral aims 

for the individual or political aims for a society. Neurath criticized strongly this neutralist attitude, 

with in his opinion gave aid and comfort to the enimies of social progress. We in turn insisted that 

the intrusion of practical and especially of political points of view would violate the purity of 

philosophical methods.” (Carnap 1963, s. 23, mine kursiveringer.) 

På trods af dette kan Carnap allerede længere nede på samme side skrive:


”In spite of the difference of opinion between Neurath and the other members of the Circle at 

certain points, we certainly owed very much to his collaboration. Of particular importance to me 

personally was his emphasis on the connection between our philosophical activity and the great 

historical processes going on in the world: Philosophy leads to an improvement in scientific ways of 

thinking and thereby to a better understanding of all that is going on in the world, both in nature and 

in society; this understanding serves to improve human life. (Carnap 1963, s. 24, min kursivering.) 

Hvis dette ikke er et politisk udsagn, ved jeg ikke hvad et politisk udsagn er! Der synes her at være 

noget så ucarnapsk som en kontradiktion. På den eneste side skriver Carnap at filosofien skal være 

politisk neutral, men samtidig skriver Carnap at filosofien gennem sin forståelse af verden kan og 

skal være med til at forbedre menneskelivet. Der er dog en god forklaring på hvorfor dette fra 

Carnaps synpunkt ikke en modstrid. Der er nemlig én værdi der for Canrnap ikke er en værdi – 

nemlig moderniseringen. Spørgsmålet om værdien af videnskabeliggørelsen stiller Carnap ikke – og 

kan ikke stille det, givet sine egne præmisser. Men det er netop her Heideggers kritik af en filosofi 

som Carnaps sætter ind. Heidegger stiller netop spørgsmålet videnskabeliggørelsens værdi og om 

logikkens herredømme. Lad os endnu engang spørge til Intet – denne gang i Heideggers udgave. 

For at sige noget om dette spørgsmål der det dog nødvendigt, som med Carnap, at se 

lidt nærmere på Heideggers tænkning i det hele taget og hans metafysikkritik. Netop, i modsætning 

til hvad Carnap mener, metafysikkritik. For Heidegger at se, er det nemlig en tænkning som 

Carnaps der er metafysisk. 

Det centrale element i Heideggers tænkning er distinktionen mellem det værende og 

væren – også kaldet den ontologiske differens. Hvad vil denne differens sige? Jo, siger Heidegger, 

problemet med metafysikken er at den blot tænker det værende som værende. Væren tages blot for 

givet. Sagt på en anden måde: I metafysikken tager man det er noget er for givet, og man søger så at 

forklare hvad dette noget som er, dybest set er, og man giver så svar som at det dybest set er materie 

eller ånd for nu blot at tage de to svar der har haft størst dominans i filosofihistorien. Men det man 

ikke spørger om, er hvad det vil sige at dette noget er. Man spørger altså ikke til væren, man spørger 

kun til det værende. 

Hvilken rolle spiller så spørgsmålet om Intet i forbindelse med denne ontologiske 

differens? Jo, lad os se på de tre første sætninger Carnap citererer, altså: ”Erforscht werden soll das 

Seiende nur und sonst – nichts; das Seinende allein und weiter – nichts; Das Seinende einzig und 

darüber hinaus – nichts.” Hvad Heidegger her vil fremhæve er, at man i videnskaberne netop kun 

ser på det værende – man stiller ikke spørgsmålet om væren. Men da Heideggers pointe netop er at 

der ud over de spørgsmål man kan stille til det værende er endnu et spørgsmål at stille, nemlig 

spørgsmålet om væren, må Heidegger spørge: ”Wie steht es um dieses Nichts.” Spørgsmålet er for


Heidegger: Hvad er det videnskaben ikke vil vide af når den befæster sin position som handlende 

om det værende? 

Som Heidegger fremhæver, så afviser videnskaben Intet som det der ikke gives – altså 

for at bruge en anden og mere carnapsk formulering, så udtrykker man med ’Intet’ en negativ 

eksistenssætning. Med Carnaps eksempel: ”Intet er derude” skal forstås som: ”Der gives ikke noget 

hvorom det gælder at det er derude.” Og Heidegger fremhæver videre problemet ved overhovedet at 

formulere spørgsmålet om Intet .Ved at spørge, fastlægger man Intet som et noget – eller igen med 

en mere carnapsk formulering: Man anvender Intet som et navn på en genstand. Man siger at Intet 

er det og det, og dermed har man sagt noget der logisk ikke lade sig sige – at Intet er noget. Loven 

om modsigelsesfrihed – den man ifølge Aristoteles ikke er bedre end en plante hvis man ikke er i 

stand til at forstå – umuliggør at man overhovedet kan stille spørgsmålet. Men her er det så 

Heidegger stiller det rigtigt frække spørgsmål: ”Aber läßt sich die Herrschaft der ”Logik” 

antasten?” Og som han umiddelbart derefter fremhæver, så er dette et spørgsmål om forstandens 

rolle: ”Ist der Verstand wirklich Herr in dieser Frage nach dem Nichts?” (Begge: Heidegger 1928, s. 

30). Læg mærke til hvordan konturerne her tegner sig af hvad der er så vederstyggeligt for Carnap: 

Heidegger lægger her an til et angreb på forstanden, logikken, moderniteten. For spørgsmålet er 

ifølge Heidegger: For logikken eksisterer Intet kun i kraft af benægtelsen – Intet er benægtelsen af 

det værende i det helhed. Men, spørger Heidegger, er det sådan det er? Eller er det omvendt: 

Eksisterer benægtelsen kun i kraft af Intet. Og Heidegger svarer: ”Wir behaupten: das Nichts ist 

ursprünglicher als das Nicht und die Verneigung.” (Heidegger 1928, s. 31). 

Men som Heidegger fremhæver: Hvis det er rigtigt, så må Intet på en eller anden måde 

være givet. Og hvordan er det det? Her starter han med at fastlægge hvad der almindeligvis menes 

med Intet, hvad han kalder det banale Intet, nemlig den fuldstændige benægtelse af det værende i 

dets helhed. Men hvad vil det sige at forstå det værende i dets helhed? Også her, siger Heidegger, 

må forstanden melde pas; vi er ikke i stand til at forstå hvad det vil sige at befinde sig midt i det 

værende i dets helhed. Men på trods af at vi ikke er i stand til at forstå det, så er det det vi gør – vi 

befinder os altid midt i det værende i dets helhed. Og selvom vi ikke er i stand til at forstå det, så er 

vi i stand til at mærke det – i hvad Heidegger kalder stemninger. Som eksempler på sådanne 

stemninger, fremhæver Heidegger kedsomheden eller glæden ved tilstedeværelsen af et elsket 

menneske. I disse stemninger åbenbare det værende sig i dets helhed. Heidegger udfolder det ikke 

nærmere på dette sted, men det må skulle forstås sådan, at i kedsomheden keder alt én, det hele 

keder en – mens på samme måde: I glæden ved det elskede menneskes nærvær, glædes man over


alt, over det hele. Man forestiller sig billedet af at hoppe nyforelsket rundt på en blomstereng en 

høj, blå forårsdag, mens lærken så smukt sin trille slår! 

Men hvad så med Intet? I hvilken stemning afslører det sig? Og her kommer så svaret: 

”Die Angst offenbart das Nichts.” Men hvad er så denne angst? Her kommer endnu en central 

distinktion ind, nemlig distinktionen mellem frygt og angst. Frygtet er frygt få noget – i Heideggers 

terminologi: et værende – men angsten er netop ikke angst for noget. For nu at oversætte det til 

dansk tv-serie-ternimologi, så siger man i angsten netop: ”Det er uhyggeligt!”, uden at kunne svare 

på hvad dette ’det’ som er uhyggeligt er. Som Heidegger skriver: Når man bagefter skal forklare 

hvad det var, svarer man: Det var egentligt – ja netop, intet! 

Men, siger Heidegger, dette Intet er netop ikke benægtelsen af det værende i dets 

helhed. I angsten, siger Heidegger, glider alting bort fra en, men netop idet det glider bort fra en, 

vender det sig mod en. Det er dette Heidegger betegner som intetgørelsen. Det er hvad ”Das Nichts 

selbst nichtet.” betyder. Og det er med denne intetgørelse at det værende viser sig som fremmed, 

som det andet overfor os. Og det er på denne måde at det værende viser sig som oprindeligt åbent. 

Netop denne åbenhed er hvad en tænkning der tænker det værende som værende tilslører i sin 

fastlæggelse af hvad det værende er. Men det er i kraft af denne oprindelige åbenhed at mennesket 

er i stand til at nærme sig det værende. Det er ifølge Heidegger nødvendigt at transcendere det 

værende for at nærme sig det, og denne transcendens sker ved at være holdt ud i Intet. 

Da Intet således er forudsætningen for at nærme sig det værende, er det altså 

oprindeligere end benægtelsen, og dermed kan Heidegger sige: 

”Wenn so die Macht des Verstandes im Felde der Fragen nach dem Nichts und dem Sein gebrochen 

wird, dann entscheidet sich damit auch das Schicksal der Herrschaft der ,Logik’ innerhalb der 

Philosopie. Der Idee der ,Logik’ selbst löst sich auf im Wirbel eines ursprünglicheren Fragens.” 

(Heidegger 1928, s. 40) 

Og videre: 

”Der vermeintlichen Nüchternheit und Überlegenheit der Wissenschaft wird zur Lächerlichkeit, 

wenn sie das Nichts nicht ernst nimmt.” (Heidegger 1928, s. 44) 

For som han fortsætter umiddelbart derefter: 

”Nur weil das Nichts offenbar ist, kann die Wissenschaft das Seiende selbst zum Gegenstand der 

Untersuchung machen.” (Heidegger 1928, s. 44).


At dette er et fuldstændigt angreb på et projekt som Carnaps, er Heidegger udmærket klar over. Det 

fremgår af det eneste direkte svar Heidegger har givet på Carnaps kritik, og her er direkte så meget 

sagt. Svaret forekommer nemlig i en klade til Heideggers forelæsningsrække Einführung in die 

Metaphysik, der blev afholdt i 1935. Men dette svar er ikke med i den publicerede version fra 1953, 

så det bliver først publiceret i 1983 i bind 40 af Gesamtausgabe (Friedman 2000, s. 21). Jeg skal 

ikke begive mig ud i de store gisninger om hvorfor svaret først bliver offentliggjort så sent, men vil 

blot konstatere at det først sker et godt stykke tid efter begge vore kamphaner er døde – det sker 

som bekendt i 1970 for Carnaps vedkommende, og i 1976 for Heideggers – så det er ikke et svar der 

får nogen betydning på denne tid – Carnap har ganske simpelt ikke kendt svaret – og det kommer 

heller ikke til en videre debat mellem de to. Med dette svar slutter denne historie! Hvis jeg skal 

komme med et lille bud på, hvorfor svaret ikke er med i 1953-udgaven af Einführung, så kunne det 

skyldes at debatten på det tidspunkt har mistet betydning. I mellemtiden har der været en 

verdenskrig, hvilket for filosofiens vedkommende har betydet at Carnap og de andre logiske 

positivister er flygtet til USA og er begyndt at skrive på engelsk. Med andre ord: På dette tidspunkt 

har splittelsen mellem analytisk og kontinental filosofi fundet sted. Heidegger kan ikke på dette 

tidspunkt blive anfægtet af Carnap – og det omvendte gælder for dens sags skyld også; Carnap 

skriver ikke mere om Heidegger. 

Men hvad er så Heideggers svar på Carnaps kritik? Jo, han er i et det store og hele 

enig med Carnap – blot med modsat fortegn! Han skriver om denne tænkeretning der har samlet sig 

om tidskriftet Erkenntnis – som altså var de logiske positivisters førende tidsskrift, og som var det 

Carnaps Überwindung-artikel blev publiceret i – denne tænkeretning, i hvilken man søger at skabe 

et ”logisk korrekt” – hvilket selvfølgeligt står i anførselstegn – sprog i hvilket metafysikken skal 

blive umulig, er den ultimative konklusion på en tænkning der fører til den fuldstændige 

profanisering (Entgötterung på tysk af verden). Og, siger Heidegger videre, det er intet tilfælde at 

denne slags ”filosofi” står i intern og ekstern forbindelse med den russiske kommunisme. Og – 

inden koldkrigerne begynder at glæde sig for meget – det er heller intet tilfælde at denne slags 

tænkning fejrer triumfer i Amerika (Heidegger 1983, s. 227-228). Hvad Heidegger ser og kritiserer 

her, er modernitetens triumf, både i den sovjetiske udformning og den amerikanske. På denne måde 

bekræfter Heidegger og Carnap gensidigt hinanden i at være hinandens antipoder: Heidegger 

bekræfter netop Carnap i at han tilhører ”die Strömungen auf Philosopisch-metaphysischem und 

auf religiösem Gebiet” som Carnap frygter og foragter, da de står i vejen for moderniteten, 

forstanden, videnskaben, logiken. Carnap vil altså omvendt villigt tilslutte sig at søge den


fuldstændige ”Entgötterung der Welt”. Hvad angår de to andre påstande er jeg ikke i stand til at sige 

noget nærmere om Carnaps forhold til Sovjetunionen, andet end at konstatere at da han i 1935 

flygter ud af Europa, flygter han til USA og ikke til Sovjet (det er et interessant kontrofaktisk 

spørgsmål hvordan filosofihistorien i det 20. århundede havde udviklet sig hvis de logiske 

positivister var frygtet til Sovjet.). Om at komme til USA skriver han i sig selvbiografi: 

”I was not only relieved to escape the stifling political and cultural atmosphere and the danger of 

war in Europe, but was also very gratified to see that in the United States there was a considerable 

interest, especially among the younger philosophers, in the scientific method of philosophy, based 

on moden logic, and that this interest was growing from year to year.” (Carnap 1963, s. 34, mine 

kursiveringer.) 

Her har vi det altså i en og samme sætning: Europa er på en gang politisk, kulturelt og filosofisk 

kvælende, mens i man i USA ikke hænger fast i den gamle verdens dårligdomme. Heidegger er 

netop en stor og vigtig del af hele denne kvælende atmosfære! 

Der er dog også lige en interessant bemærkning at gøre om forholdet mellem 

moderniteten á la Carnap og Sovjetunionen, hvor jeg mener Heidegger ser ganske korrekt ved at se 

Sovjet som denne form for tænknings højdepunkt. Der er nemlig en påfaldende lighed mellem 

Carnaps beskrivelse af det logisk korrekte sprog, i hvilket metafysikken er umulig, og George 

Orwells beskrivelse af Nysprog i Sovjet-pastichen 1984 – en lighed jeg ikke ved om skyldes at 

Orwell har læst Carnap, eller om det blot er fordi der er ligheder i tankegangene. Orwell skriver, og 

jeg citererer i den danske oversættelse – beklager: 

”Formålet med Nysprog var ikke blot at skabe et udtrykmiddel for den verdensanskuelse og de 

politiske tanker, der sømmede sig for alle tilhængere af Engsoc [hvilket er det engelske 

socialistparti i bogen, som er modelleret over det sovjetiske kommunistparti], men også at gøre 

enhver anden form for tænkning umulig. [...] Nysprog var således konstrueret, at det indeholdt 

nøjagtige og ofte meget skarpt definerede udtryk for enhver mening, som et partimedlem havde lov 

til at fremsætte, mens det udelukkede alle andre meninger og også muligheden for at udtrykke dem 

af direkte vej. Dette opnåedes dels ved at konstruere nye ord, men først og fremmest ved at afskaffe 

uønskede ord og ved at berøve de ord, der blev tilbage, deres uortodokse betydninger samt, så vidt 

det lod sig gøre, alle deres bibetydninger.” (Orwell 1984, s. 237) 

Det er endnu engang rigtigt set af Heidegger, når han taler om logikkens herskab. Der er tale om en 

modernitetens og rationalitetens magt, der udfra en viden om hvad der er det rigtige, hvad der 

tilhører fremskridtet, undertrykker alt andet. Fordi med med forstanden er i stand til at se at man 

tilhører fremtiden.


Men – og det er et vigtigt men – hvad er det Carnap er oppe imod? Her må man ikke 

glemme hvad det er for kræfter, der ikke tilhører rationaliteten, og hvorfor Carnap ser det som så 

vigtigt at fastholde og insistere på forstandens rolle. Carnap lever i et Europa hvor fascismen og 

nazismen er på fremmarch, og hvor netop Carnaps insisteren på forstanden netop er et forsøg på at 

kæmpe mod denne irrationalitet. Og en af nazisterne er jo netop – Heidegger. 

Jeg skal ikke forsøge at gøre mig klog på forholdet mellem Heideggers filosofi og 

nazismen. Jeg vil blot påpege at der også i nazismen er en oprindelighedstanke og også er en 

antirationalismes. Og man må i hver fald sige, at selvom Heideggers filosofi måske ikke i sig selv er 

fascistisk, så er der ikke hvert fald heller intet i den der forhindrer Heidegger i at blive nazist. Som 

Carnap, insisterer Heidegger på at holde filosofi og politik adskilt. Og spørgsmålet er her om det 

ikke er rigtigt set af Carnap, at når vi afskeder forstanden, så åbner vi portene på vid gab for 

fascismen. 

Her står vi så i dag, efter et århundrede præget af disse store ideologiske kampe i og udenfor 

filosofien, og i filosofien præget af en splittelse mellem analytisk og kontinental filosofi. Nazismen 

er faldet. Sovjetunionen er faldet. Der er tegn på tilnærmelser mellem den analytiske og den 

kontinentale filosofi. Spørgmålet i dag må være: Hvad skete der så med modernitetens projekt? Er 

det muligt for os at finde en plads for forstanden, sådan at fascismens irrationalitet udgås, samtidig 

med man at man undgår at forstanden bliver undertrykkende? Med disse spørgsmål og udfordringer 

til vore dages filosofi, vil jeg slutte mit foredrag. 

Tak!


Litteratur: 

Ayer, A. J. (1936): Language, Truth and Logic, Victor Gollancz Ltd., London 1964. 

Carnap, Rudolf (1928): Der logische Aufbau der Welt, Felix Meiner, Hamburg 1998. 

Carnap, Rudolf (1931): ”Überwindung der Metaphysik durch logische Analyse der Sprache” i 

Erkenntnis, Band 2, Felix Meiner, Hamburg, s. 219-241. 

Carnap, Rudolf (1963): ”Intellectual Autobiography” i P. A. Schlipp (ed.): The Philosophy of 

Rudolf Carnap, The Library of Living Philosophers, Open Court. 

Figal, Günther (1999): Heidegger zur Einführung, Junius, Hamburg. 

Friedman, Michael (1996): ”Overcoming Metaphysics: Carnap and Heidegger” i Origins of Logical 

Empiricism, Giere, R. M. & Richardson, A. (eds.), University of Minneapolis Press, Minneapolis, s. 

45-79. 

Friedman, Michael (2000): A parting of the ways : Carnap, Cassirer, and Heidegger, Open Court, 

Chicago. 

Galison, Peter (1990): ”Ausbau/Bauhaus: Logical Positivism and Architectual Modernism” i 

Critical Inquiry, vol. 16, no. 4, University of Chigago Press, Chicago, s. 709-752. 

Habermas, Jürgen (1985): Der philosophische Diskurs der Moderne, Suhrkamp, Baden-Baden. 

Heidegger, Martin (1929): Was ist Metaphysik?, Vittorio Klostermann, Frankfurt am Main, 1998 

Heidegger, Martin (1983): Gesamtausgabe bind 40, Vittorio Klostermann, Frankfurt 

Næss, Arne (1970): Moderne filosoffer, oversat af Ane Munk-Madsen, Vintens Forlagsboghandel, 

København. 

Orwell, George (1984): 1984, oversat af Paul Monrad, Gyldendal, Viborg.

Carnaps og Heideggers metafysikkritik - The Wittgenstein Network

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?