1. MAJ – DERFOR - LO

More documents

Recommendations

Info

1.MAJ 1. maj er arbejderbevægelsens vigtigste demonstrationsdag og festdag. 1. maj går arbejdere over det meste af verden i demonstration og markerer synspunkter om bedre arbejds- og levevilkår, renere arbejdsmiljø og større politisk frihed. 1. maj er blevet et internationalt symbol på kampen for en bedre tilværelse. I over 100 år har arbejderne stillet faglige, politiske og økonomiske krav til regeringer og magthavere. Mange krav er blevet indfriet og afløst af nye. Andre er fortsat aktuelle i lande med undertrykkelse og tortur. 1. maj er derfor også dagen, der markerer international solidaritet. De svageste skal ikke lades i stikken, og de stærkeste ikke være sig selv nok. Hvorfor 1. maj? I 1889 var repræsentanter for de europæiske arbejderbevægelser samlet til to kongresser i Paris for at fejre hundredåret for den franske revolution. På disse kongresser diskuterede man fremtidens mål. I flere europæiske lande voksede arbejdernes faglige og politiske foreninger, og den styrke, det gav, skulle omsættes til resultater, der kunne forbedre forholdene Erik Henningsens berømte maleri: En agitator på Nørre Fælled, 1899. Det var året, hvor septemberforliget blev indgået efter en 100 dage lang arbejdskonflikt, der lagde grunden for det nuværende aftalesystem på arbejdsmarkedet. (Metalskolen i Jørlunde) 1. MAJ – DERFOR er udgivet af LO Danmark Tekst: Henning Grelle, Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Fotos/illustrationer: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv Produktion: Kullberg Kommunikation Tryk: Jørn Thomsen Offset Islands Brygge 32D . 2300 København S Tlf. 35 24 60 00 . Fax 35 24 63 00 www.lo.dk . e-mail lo@lo.dk hos de fattigste og svageste. Rækken af krav og behov var nærmest uendelig: Arbejdere havde dårlige arbejdsforhold, dårlig løn og lange arbejdsdage på 12 - 14 timer. De lange arbejdsdage betød meget lidt fritid og kun lidt søvn. Arbejdspladserne var farlige og usunde, og ikke mindst børn og kvinder led under kummerlige forhold. Politisk havde arbejderne mange steder ikke stemmeret eller andre politiske rettigheder, såsom ret til at forsamles og demonstrere. Arbejderorganisationerne stod imidlertid splittede om, hvordan man skulle skaffe bedre forhold for arbejderne. Skulle man kæmpe for kravene ad politisk eller faglig vej? Skulle man gå radikalt til værks og via strejker og kamp føre kravene igennem? Eller skulle man søge politisk og faglig indflydelse og gennem politiske reformer søge forholdene forbedret? Kongresserne besvarede ikke spørgsmålene, men overlod det til hvert enkelt land. På begge kongresser var der dog enighed om, at der skulle gøres noget ved den lange arbejdsdag. Det blev vedtaget, at en 8-timers arbejdsdag for alle skulle være målet. En fagforeningsmand Massedemonstration for 8-timers arbejdsdag ved McCormick’s fabrikker i Chicago 3. maj 1886. Demonstrationen er på vej til Haymarket, hvor mange blev dræbt og såret. (ABA) fra Frankrig havde stillet forslaget: ”at der i alle lande organiseres en stor manifestation, således at de i alle lande og byer på en bestemt dag opfordrer repræsentanterne for den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer.” Sådan blev det. Det amerikanske arbejderforbund havde allerede besluttet at udnævne 1. maj 1890 til manifestationsdag, og europæerne tilsluttede sig datoen, der så blev en international markering af arbejdernes krav om en 8-timers arbejdsdag. Inspiration fra USA Kravet om en lovfæstet 8-timers arbejdsdag blev første gang rejst 1. maj af arbejderne i Chicago i 1867. Det førte ikke til noget resultat, men blev rejst igen med fornyet styrke i 1884 med krav om, at regeringen skulle indføre 8-timers arbejdsdag ved lov inden 1886. 1. maj 1886 nedlagde 400.000 arbejdere arbejdet over hele USA. I Chicago var der 1. maj massedemonstrationer, der forløb fredeligt. Men 3. maj kom det til uroligheder og voldsomme kampe mellem arbejdere og politi. På pladsen ”Haymarket” blev en bombe kastet mod Tegning af ”Slaget på Fælleden” i København 1872. Politiet havde forbudt et folkemøde, men arbejderne mødte frem og blev trængt tilbage af garderhusarerne. Der var ingen sårede, men mange fik knubs. (ABA)
politistyrkerne, der efterfølgende skød ind i mængden. 7 politifolk og et stort antal arbejdere blev dræbt. I en efterfølgende retssag blev 8 tilfældige arbejdere, såkaldte anarkister, dømt til døden, hvoraf 4 blev hængt, og én døde før henrettelsen. 8-timers-dagen blev ikke indført, men udviklingen i USA gjorde dybt indtryk i Europa. Den viste, at vejen til en 8timers arbejdsdag kunne blive en sej kamp, hvor selv fredelige demonstrationer let kunne udvikle sig til vold. 1. maj i Danmark 1. maj var gennem mange år blevet fejret i Danmark. 1. maj – Valborgsdag – var fra gammel tid en festdag, hvor man fejrede forårets komme. Den var også såkaldt skiftedag for det store antal tjenestefolk, som frem til 1. november skulle have en ny plads hos en arbejdsgiver eller forny kontrakten. 1. maj var derfor en fridag for mange, og tjenestefolk, der ikke skiftede plads, deltog ofte også i festlighederne. I 1890 ville de danske fagforeninger også deltage i festligheden og fremføre kravet om en 8-timers arbejdsdag. Opdelingen af døgnets 24 timer i 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile skulle for alvor lyde fra danske arbejdere som krav til lovgivningsmagten. De københavnske fagforeninger valgte Nørre Fælled (nu Fælledparken) som samlingssted for en demonstration og opfordrede arbejderne I 1890 forbød politiet at gå i 1. majdemonstration i gaderne med de røde faner foldet ud. Siden er de blevet fast indslag i gadebilledet ved den årlige kamp- og festdag. (Chili Foto) til at holde fri for at deltage. Det blev dog en del sværere, end de havde forestillet sig. I april 1890 udstedte politiet en bekendtgørelse for hele landet, hvorved ”det forbydes at drage gennem gaderne i optog, at føre udfoldede faner, flag osv. gennem gaderne, synge eller i gaderne at udvise anden mod politivedtægtens bestemmelser stridende adfærd.” I København gav politiet tilladelse til demonstration på Nørre Fælled, men med begrænsninger. Mødet kunne holdes torsdag 1. maj fra kl. 15 til kl. 18. Der måtte kun tales om 8-timers-dagen og en henvendelse til regeringen, og endelig måtte der ikke være beværtning eller udsalg af varer. Der kom 30.000 til mødet på Nørre Fælled. De røde faner blev først foldet ud ved udkanten af Fælleden og ved et signal ført frem til talerstolen. Rundt om festpladsen havde politiet dannet en jernring med forstærkning af et bevæbnet gendarmerikorps med skarpladte våben. Københavns vigtigste bygninger inklusive Amalienborg var under skarp bevogtning. Myndighederne frygtede optøjer i stil med begivenhederne i Chicago, og man havde fortsat optøjerne på Fælleden – 18 år tidligere i 1872 – i erindring godt hjulpet af en ensidig borgerlig presse, der talte imod 1. maj-demonstrationen. Men demonstrationen blev fredelig. Der blev talt og sunget om 8-timers-dagens betydning, og fra kl. 19 fortsatte man i byens forsamlingshuse. Kun en lille skare – tilhørende Det revolutionære socialistiske Arbejderparti – gik i demonstration fra Kgs. Nytorv. Det gav en bøde på 40 Rigsdaler. I Århus, Aalborg, Odense, Svendborg, Roskilde og Slagelse forløb demonstrationerne fredeligt. I Slagelse trodsede man forbudet mod demonstration i gaderne, og senere kom det til slagsmål med politiet, der havde lejet sig ind på samme hotel, hvor arbejderne holdt aftenmøde. I udlandet var der store maj-møder, men kun i New York lykkedes det bygningsarbejderne at opnå en 8-timers arbejdsdag kort efter. Arbejderne i andre lande måtte vente længe. 3
Page 1: 1. MAJ - DERFOR
Page 5 and 6: arbejdernes hovedorganisation at af
Page 7 and 8: De nye politiske vinde pressede soc

1. MAJ – DERFOR - LO

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?