Dokumentar og film

fc.vucnordjylland.dk

Dokumentar og film

Værktøjskasse: Dokumentar- og filmanalyse

En dokumentarfilm er en film eller tv-udsendelse som tager udgangspunkt i virkelige begivenheder

og virkelige personer. I de senere år er der dukket utallige eksempler frem på næsten alle tv-kanaler.

I modsætning hertil har film, tv-spil og teaterstykker altid fiktive, dvs. opdigtede, personer og

handlingsforløb.

Der findes dog også en del eksempler på såkaldte blandingsgenrer, dvs. en blanding af det fiktive og

det virkelige. Et eksempel er en film om Prinsesse Dianas liv, hvor de virkelige personer fremstilles

af skuespillere. Sådanne blandingsgenrer som er en blanding af faktaskildring og fiktion, kaldes

faktion.

Mange dokumentarfilm har mere eller mindre præg af faktion. Selv om de tager udgangspunkt i

virkelige begivenheder og personer, er de enkelte scener instrueret og klippet sammen af en

instruktør. Det er dermed instruktørens fortolkning af virkeligheden vi ser.

Når du skal arbejde med dokumentarfilm, film, tv-spil og teaterstykker, kan du bruge de samme

grundbegreber som i arbejdet med andre tekster, suppleret med billedmediets særlige opbygning og

virkemidler, hvilket du kan læse om i det følgende.

Berettermodellen

De fiktive genrer som film, tv-spil og teaterstykker vil ofte følge et bestemt handlingsmønster, den

såkaldte berettermodel, som vi vil gennemgå her.

Berettermodellen stammer egentlig fra de klassiske genrer inden for skønlitteraturen, fx

folkefortællinger som eventyr. I dag bliver den brugt i næsten alle former for fiktive

billedfortællinger, dvs. film. Blandingsgenrer som faktion har i også overtaget berettermodellens

fortællemåde fra den fiktive form, og faktisk kan man også finde berettermodellens faser i

almindelige dokumentarudsendelser – ja selv i tv’s nyhedsudsendelser.

Berettermodellen bygger over den iagttagelse at næsten alle tekster følger nogle bestemte faser i

opbyggelsen af et handlingsforløb. Disse faser er følgende:

anslag – præsentation – uddybning - point of no return – konfliktoptrapning – klimaks – udtoning.

Anslaget fanger seerens interesse og anslår fortællingens hovedtema.

I præsentationen præsenteres personer, hændelser og konflikt. Som regel bliver det i denne fase

klart hvilken af personerne vi skal identificere os med.

Herefter uddybes konflikten, og der lægges op til konfrontation.


I point of no return afdækkes konfliktens fulde omfang, og det virker således at seeren nu fanges

ind og må se resten af filmen – eller stå af.

Konflikten optrappes nu mere og mere, og modstandere og hjælpere står skarpt over for hinanden.

Det er stadig uklart og nervepirrende spændende hvordan konflikten ender.

Klimaks er filmens højdepunkt hvor konflikten forløses, og det bliver afsløret hvem der er vinder i

konflikten.

I udtoningen klinger historien ud efter højdepunktet, og alle kan slappe af igen.

Filmiske virkemidler

En skreven tekst bruger ord til at fortælle handling og karakterisere personer. En filmisk fortælling

råder over andre virkemidler: Den måde billederne præsenteres på, giver os indtryk af handling og

personer.

Vi kan aflæse personernes følelser og holdninger af deres mimik og kropssprog. Ofte vil vi få

nærbilleder af særligt betydningsfulde personer, og når der zoomes ind på et ansigt, ved vi at denne

person nu oplever noget særligt.

Stemningen i de enkelte scener kan understreges med effektfuld underlægningsmusik, og der er

naturligvis stor forskel på musikken i en romantisk kærlighedsscene og den musik der ledsager en

uhyggelig spændingsscene.

En anden meget brugt metode til at fremkalde spænding er beskæring. Hvis kameraet fx følger en

person der skal undersøge et hus, vil dette ofte ske ved at der zoomes ind på et rum ad gangen,

således at vi kun ser et udsnit af dette rum. Dermed kommer vi til at opleve den samme spænding

og usikkerhed som hovedpersonen. I modsætning hertil giver det ro og overblik hvis kameraet

zoomer ud så vi får overblik over hele rummet med det samme.

Ved klipning forstås den måde de enkelte forløb eller scener forbindes med hinanden på. En meget

brugt teknik i fx krimi- og spændingsfilm er krydsklip, hvor der klippes skiftevis mellem to

handlinger der foregår samtidig. Det kan fx være en morders jagt på sit offer, samtidig med at

politiet er på vej. Spændingen udløses når de to handlinger mødes i den samme scene.

Når der i en film klippes fra én scene til en ny, vil vi som seere automatisk forsøge at skabe en

sammenhæng mellem de to forløb, også selv om denne sammenhæng ikke fremgår direkte.

Dokumentarfilmens særlige virkemidler

Selvom en dokumentarfilm bygger på virkelige hændelser og personer, bruger den mange af de

samme virkemidler som en fiktiv spillefilm, som fx musik, beskæring og klipning. Men den har

også sine egne virkemidler.

For at gengive episoder fra virkeligheden kan en dokumentarfilm benytte sig af virkemidler som

interview, reportage og rekonstruktion. Desuden kan indgå sort/hvide filmklip og fotos,


underlægningsmusik, citater fra rapporter og breve, samt såkaldt ”speak”, som er en

fortællerstemme der går ind over billedsiden.

Selvom mange af en dokumentarfilms scener virker autentiske, skal man være opmærksom på, at

der i mange tilfælde vil være tale om rekonstruktion af begivenhederne, da der jo sjældent kører et

kamera lige mens begivenhederne faktisk foregår. Dvs. at noget der måske ligner ”ægte” interview

el. reportage, i virkeligheden er et aftalt forløb, hvor man forsøger at genskabe den oprindelige

situation. De personer som medvirker, handler og taler altså ud fra en drejebog, som er fastlagt af

dokumentarfilmens instruktør.

Dokumentarfilm bruger denne rekonstruktion dels for at gøre filmen mere overskuelig, dels for at

øge dens præg af troværdighed. Men som seer er det vigtigt at forholde sig kritisk, så man ikke

sluger alt råt.

Lille analysemodel til film og skuespil

1. Titel, instruktør, årstal

2. Tid, sted, miljø

3. Komposition (brug evt. berettermodel)

4. Personkarakteristik (husk mimik og kropssprog)

5. Virkemidler (klip, beskæring, musik)

6. Tema og buskab

7. Egen vurdering

Lille analysemodel til dokumentarudsendelser

1. Titel, instruktør, årstal

2. Afsender/modtager-forhold

3. Hovedemne

4. Komposition (brug evt. berettermodel)

5. Synspunkter og holdninger

6. Argumentation og virkemidler (klip, beskæring, musik, speak, rekonstruktion)

7. Samlet budskab

8. Egen vurdering

More magazines by this user
Similar magazines