Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

More documents

Recommendations

Info

kirsten hastrup sociale praksis udfolder sig. Tiden eller tidsligheden er en del af den sociale praksis. Gennem sin analyse af den sociale brug af tiden har Bourdieu leveret et af de klareste brud med den teoretiske objektivering, der gang på gang har fremstillet successive episoder i et synkront skema. Konkret indgåede ægteskaber er blevet fremstillet som et logisk ordnet ægteskabssystem, der borttænker det forhold, at ægteskab og slægtskab i det hele taget er noget, man gør, ikke noget man har. Et andet eksempel er den klassiske analyse af udveksling som en strukturel mekanisme, der får samfund til at hænge sammen; forstået som mekanisme er udvekslingen sat uden for tiden, selvom både timing og tempo er altafgørende for resultatet. For mennesker, som udveksler – gaver, penge, måltider, kvinder – med hinanden, handler det ikke om at udfylde et skema, men om at give og give igen på det rette tidspunkt. Det rette tidspunkt afgøres ikke af kalenderen, men af den fornemmelse for det sociale spil, som er tilegnet i praksis gennem livet. I forholdet til tiden genfinder man det videnskabelige problem med på én gang at skulle være tro mod den praktiske verdens tidslighed og mod videnskabens tid. Der er en markant antinomi mellem dem, fordi den første er uudtalt, mens den anden må fremstilles i begreber, som ikke er praksissens. I praksis handler folk med tiden og søger at foregribe virkeligheden, mens forskeren må lade sig nøje med at studere det allerede indtrufne og ud af dette fremdrage en viden, der rækker ud over øjeblikket. Dette bør dog ikke få forskeren til at glemme tidens praktiske betydning – ikke alene i form af handlingens tid, men også i form af tidens handling – som det har været tilfældet, hvor det videnskabelige projekt har indskrevet den fintmærkende fornemmelse for spillet, som folk praktiserer, i en overbliksskabende synkron orden. Praksis må indrømmes en logik, som netop ikke er logikkens, men dens egen. Den praktiske sans er operativ uden bevidst refleksion og logisk kontrol, den er optaget af at realisere det, det drejer sig om, ikke at analysere det. Den praktiske sans er med andre ord en måde en kropsliggjort, selvfølgelig måde at forholde sig til verden på, som ikke forudsætter objektiv viden om hverken kroppen eller verden. Til gengæld fordrer en teori om praksis, at kroppen og verden begge placeres i ét begreb, 16
forord der giver plads til både subjektets implicitte strategier og til de objektive vilkår for at vælge mellem mulige veje videre i det sociale felt. Habitus og felt er sådanne begreber. Et mere overordnet begreb i denne teori er illusio, der beskriver den verden (eller det felt), som på én gang præsenterer sig for subjektet i given form og tager form efter subjektets egne interesser. Det er et begreb for den ramme, uden hvilken enhver handling ville være meningsløs; mere konkret er det en illusion om samfundets objektive eksistens, der gør det muligt at forholde sig til samfundet, blandt andet gennem handlinger, der realiserer illusio. Illusio er en samlet betegnelse for den opfattelse af rammen, der deles med andre, og som gør socialt liv muligt. Denne illusion er en forudsætning for enhver produktion af ‘tro’ på eller ubetinget accept af spillets regler. Objektiveringen af den sociale form, som man forholder sig til, er dybt afhængig af en illusion; hvis man ser nærmere efter, har ‘samfund’, ‘politik’, ‘kunst’, ‘kultur’, ‘psyke’ m.m. ingen eksistens uden for de handlinger, der hele tiden forudsætter denne eksistens. Troen på samfundet, eller hvad det nu måtte være, er altså udtryk for en illusion om uomgængeligheden og værdien af de givne relationer og institutioner. Ethvert samfunds institutioner bidrager til at reproducere den illusion, som er forudsætningen for den kollektive accept af tingenes tilstand, inklusive begrebernes og magtens selvfølgelighed. Der er tale om en praktisk tro, om man vil, gennem hvilken man tilslutter sig samfundet og accepterer de rammer, som fællesskabet investerer deres handlinger i. For at samfundet kan opretholdes, må illusionen hele tiden skabes på ny, der må investeres i den, og gennem investeringerne bliver illusionen til en konkret interesse. Den praktiske tro konstituerer tilhørsforholdet til et felt. Det er ikke tro i modsætning til viden, der er tale om her, men tro som en overbevisning, der ikke søger intellektuel begrundelse, men som gang på gang bekræftes i praksis. Hver gang man handler på baggrund af sin overbevisning om illusio, bekræftes illusionen, samtidig med at den realiseres. Den subjektive investering i illusionen giver kun mening, så længe dens praktiske logik forbliver ukendt som sådan. Det er ikke gennem en intellektuel viljeshandling, man bliver del af et fællesskab, det er ved at engagere sig i fællesskabets praktiske konstituering. Man 17
Page 1: Indhold Forord ved Kirsten Hastrup
Page 4 and 5: kirsten hastrup findes i teksten so
Page 6 and 7: kirsten hastrup belige virkelighed.
Page 8 and 9: kirsten hastrup stor forskel mellem
Page 10 and 11: kirsten hastrup erkendelsesform hvi
Page 14 and 15: kirsten hastrup kan ikke beslutte s

Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?