Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

Indhold
Forord ved Kirsten Hastrup 7
Introduktion 21
første bog: kritik af den teoretiske fornuft
Indledning 53
Kapitel 1 At objektivere objektiveringen 60
Kapitel 2 Subjektivismens imaginære antropologi 77
Kapitel 3 Strukturer, habitus, praksisser 91
Kapitel 4 Troen og kroppen 110
Kapitel 5 Praksissens logik 130
Kapitel 6 Tidens handling 157
Kapitel 7 Den symbolske kapital 177
Kapitel 8 Dominansmåderne 192
Kapitel 9 Det subjektives objektivitet 209
anden bog: praktiske logikker
Indledning 223
Kapitel 1 Jorden og ægteskabsstrategierne 226
Kapitel 2 Den sociale brug af slægtskabet 246
Nyere teorier 248 Relationernes funktioner og gruppernes grundlag 252
Det ordinære og det ekstraordinære 270 Ægteskabsstrategier og social
reproduktion 282
Kapitel 3 Analogiens dæmon 301
Den generative formel 313 Den grundlæggende opdeling 330 Tærskler og
overgange 336 Den benægtede overskridelse 344 Overførelser af skemaer
og homologier 367 Den gode brug af ubestemtheden 382
Appendiks: Huset eller den omvendte verden 394
Noter: til Introduktion 413 til Første bog 417 til Anden bog 441
Bibliografi 461
Register 465

Forord
ved Kirsten Hastrup
Pierre Bourdieu (1930-2002) tilhørte en generation af franske intellektuelle,
hvis arbejder vanskeligt lader sig klassificere i sædvanlige faglige
kategorier. Bourdieu selv var uddannet filosof, men under et ophold i
Algeriet i 1950’erne, hvor han gjorde tjeneste som soldat, blev han
optaget af konkrete samfundsforhold. Det blev afsættet for et livsværk,
hvori både antropologer, sociologer, filosoffer, sprogfolk, pædagoger
m.fl. vil kunne genkende egne faglige problemstillinger. Bourdieus program
er ikke fagspecifikt, men alment teoretisk eller simpelthen intellektuelt
– med et begreb, der stadig har stor betydning i det franske
videnskabelige miljø.
Der er i det hele taget noget umiskendeligt fransk over Bourdieus
arbejde, ikke kun i kraft af det intellektuelle udgangspunkt, men også
på grund af hans empiriske studier og hele hans eksempelkatalog. Når
hans arbejder somme tider kan opleves som enten svært tilgængelige
eller ligefrem uvedkommende, så skyldes det i hvert fald delvis den konsistente
samtænkning af det konkrete og det almene, som driver
argumentet. Det konkrete bliver ofte så detaljeret og så lokalt, at det
kan være svært at fastholde interessen, og omvendt bliver det almene
ofte så abstrakt og så indforstået i en bestemt intellektuel tradition, at
det unddrager sig den dybere forståelse, man søger. I kombination
medfører disse to tendenser ofte en fornemmelse af simpelthen at
drukne i ord.
Redningen fra dette ligger i at tage Bourdieus program på ordet, ikke
at lede efter noget andet. Bourdieu søger konstant og konsekvent at
undersøge betingelserne for viden samtidig med, at han skaber den.
Hans eget arbejde er et godt eksempel på det, han søger: en dynamisk
forståelse for menneskers viden og handlinger inden for rammer, der
hele tiden bevæger sig. Det gælder også videnskabelig viden, at den hele
tiden rokker ved selve de forudsætninger, der igangsatte en bestemt
undersøgelse, og derfor bliver viden ikke stående. Det indebærer, at
forskerens autoritet ikke (kun) befinder sig i den konkrete viden, der
7

kirsten hastrup
findes i teksten som sådan, men hovedsagelig i den vilje til viden, som
ligger bag, og som er den intellektuelle drivkraft. Man kan ikke vurdere
den fremlagte viden uden samtidig at tage stilling til det videnskabelige
projekt, herunder den vej forskeren går for at opnå viden.
Den praktiske sans udkom først på fransk i 1980 (Le sens pratique)
og siden på engelsk i 1990 (The Logic of Practice). Samfundsvidenskaben
har ændret sig meget siden 1980, hvor opgøret med modernismen
og den dermed forbundne objektivisme begyndte, og som Bourdieu
leverer en specifik variant af. Ikke desto mindre er der stadig en vigtig
lære at hente i denne bog, hvor det i første sætning hedder, at i samfundsvidenskaberne
hænger erkendelsens fremskridt snævert sammen
med de fremskridt, der gøres i erkendelsen af selve betingelserne for
erkendelse. Hermed anslås det grundlæggende dobbeltblik i bogen, hvis
argumenter bevæger sig mellem konkret viden og refleksion over denne
videns tilblivelse. Det er et dobbeltblik, der genfindes i hele forfatterskabet,
men som særlig afsøges i denne bog, hvis sigte og samtalepartner
især er antropologien. Her løber empiriske observationer, metodiske
overvejelser og teoretiske generaliseringer sammen i et stort anlagt
projekt for udarbejdelsen af en teori om den praktiske sans, som kan
erstatte de teorier om det sociale, der reducerer enkelthandlinger til
konsekvenser af en simpel social logik. I Den praktiske sans afsøges en
videnskabsteoretisk position, der ikke reducerer praksis til et spørgsmål
om at følge abstrakte regler, men som på den anden side heller ikke
fornægter et videnskabeligt projekt, der i sin natur må være teoretisk.
Hvis man som læser kan fastholde den overordnede diskussion af
videns tilblivelse gennem de mange kapitler, der opererer med forskydninger
og omformuleringer af de grundlæggende problemstillinger
gennem forskelligartede eksempler, så kan man flyde med ordene på en
anden måde, end hvis man leder efter en afsluttet mening med hver
enkelt afsnit eller kapitel. Prisen er naturligvis, at man sjældent kan
hente direkte svar på sine egne konkrete spørgsmål i Bourdieus arbejde,
endsige finde den Teori (med stort T), der definitivt kan ordne ens egne
empiriske observationer fra denne eller hin verden. Til gengæld får man
en usædvanlig stærk og mangesidet inspiration til at arbejde videre med
sit eget stof under indtryk af den insisterende tænkemåde, der gradvist
installeres i den læser, der læser med Bourdieu. Denne form for til-
8

forord
egnelse er kongenial med den franske forståelse af den intellektuelles
rolle som en offentlig tænker snarere end en absolut autoritet på viden.
Hvad mere er, den er kongenial med selve den praksisteori, som
Bourdieu har lagt grunden til. Det gælder nemlig både i det sociale og
i det videnskabelige felt, at ‘fornemmelsen for spillet’ ikke læres via et
regelsæt, men gennem en aktiv tilstedeværelse i det sociale felt. Den
praktiske sans formes i social praksis, i videnskaben omfatter det den
læsepraksis, der er en del af det anerkendte intellektuelle spil.
I Bourdieus værk er der et markant element af tilbagevenden; gamle
eksempler og begreber dukker op i nye sammenhænge, hvor de umærkeligt
ændrer karakter. Det er et udtryk for, at ny viden kan opstå, når
betingelserne for viden er ændrede. Denne ændring foregår løbende i
enhver forskers håndgemæng med det empiriske materiale, som i sig
rummer en kompleksitet, der ikke udtømmes i en enkelt analyse. Det
betyder, at hver afsluttet analyse altid er udgangspunkt for en ny
fortolkning, hvor forskeren omplacerer sig selv i forhold til genstanden
for den videnskabelige interesse. Det er helt grundlæggende i Bourdieus
tænkning, at forskerens relation til genstanden ikke er uskyldig. Nu, en
generation efter Bourdieus store gennemslag, er det en relativt selvfølgelig
sag, men hans overordnede ærinde er langt fra forældet: at
forstå samspillet mellem det subjektive og det objektive – både i og
uden for videnskaben – og afbalancere den videnskabelige teoridannelse,
så den kan rumme begge dele uden at tabe sin berettigelse som teori.
Det er dette anliggende, der skal introduceres i dette lille forord.
Bourdieu tilhørte som sagt en fransk intellektuel tradition, som i
1950’erne, hvor han selv blev uddannet, var domineret af to tendenser,
den strukturalistiske og den eksistentialistiske. Selv lagde han ud med
at hælde stærkt til strukturalismen, som den blev lanceret og udviklet
af antropologen Claude Lévi-Strauss (f.1908), der havde fået sin etnografiske
ilddåb i Sydamerika, hvortil han var flygtet under 2. verdenskrig.
Det blev Lévi-Strauss’ dannelsesrejse og hans introduktion til det
konkrete på samme måde, som senere Bourdieus rejse til Algeriet blev
det for ham. I begge tilfælde medførte mødet med en anden verden og
dens forestillinger om det givne en ny erkendelse af nødvendigheden af
at forholde sig samtidigt til den konkrete virkelighed og den videnska-
9

kirsten hastrup
belige virkelighed. For Lévi-Strauss blev videnskabelig forståelse en
form for reduktion af den åbenlyse virkelighed til en anden og mere
sand virkelighed, som i øvrigt tilsløredes af den konkrete kompleksitet.
Lévi-Strauss søgte de regler, der kunne forklare den åbenlyse mangfoldighed,
og han fandt dem i en strukturel orden, i forhold til hvilken
både den historiske udvikling og de samtidige forskelle i praksis sås
som varianter. Denne strukturalistiske antropologi var Bourdieus udgangspunkt
for en nyorientering af den filosofiske interesse i verden.
Selv nævner han sin analyse af kabylernes hus, som det sidste arbejde,
han lavede som overbevist strukturalist.
I længden fandt han det dog uholdbart at forklare en konkret
virkelighed med henvisning til en abstrakt teori, der antog praktiske
variationer for logiske varianter af et og samme skema. Denne teori
satte både subjektet og selve den kropslige erfaring og handling i
parentes. At forklare praksis ved en abstrakt struktur var, og er, en
kortslutning, der tilsidesætter selve den praksis, der søges forklaret.
Udfordringen til en egentlig praksisteori er imidlertid ikke kun at
fastholde den subjektive handling, men også at forklare de åbenlyse
regelmæssigheder i det sociale felt; selvom de ikke kan reduceres til
regler, så mere end antyder de iagttagede gentagelser og regelmæssigheder,
at de handlende individer trods alt anerkender en eller anden form
for sociale spilleregler. De kan ikke gøre alt, hvad de lyster, hvis de
samtidig skal være en del af samfundet; der er tydeligvis nogle objektive
omstændigheder, de ikke kan sæte sig ud over.
Bourdieus anliggende er at udtænke en praksisteori på basis af
empiriske studier af sociale forhold, en teori der kan rumme paradokset
mellem objektiv regelmæssighed og subjektiv handling. De begreber,
han lancerer – habitus, felt, illusion m.fl. – bærer alle på dette paradoks
af objektivitet og subjektivitet, af kollektiv norm på den ene side og
individuel handling og personlig interesse på den anden. For læsere og
fortolkere er det ofte vanskeligt at balancere på denne knivsæg i den
praktiske analyse, hvilket lige så ofte resulterer i en banalisering af
begreberne – som så at sige falder til den ene eller den anden side. I
praksis bruges habitus således ofte til simpelthen at forklare enkelthandlinger,
hvormed man falder tilbage i den objektivistiske fælde, som
strukturalismen satte for tænkningen. Tilsvarende kritiseres Bourdieu
10

forord
ofte for selv at placere sine subjekter i objektive og urokkelige positioner
og glemme de subjektive positioneringer, som det er i deres magt
at vælge imellem. Det er svært at læse Bourdieu på det helt elementære
sproglige plan, og det er fristende at bide sig fast i et lille udvalg af de
mange formuleringer, som han giver sine begreber med på vejen, og
lade dem tjene som definitioner eller som trædesten i ens egen analyse.
Det er ikke principielt forkert, men man får mere ud af Bourdieus
tænkning, hvis man overfører hans tænkemåde snarere end hans
sætninger – en tænkemåde, der naturligvis er indlejret i hans begreber.
Disse begreber er ikke i sig selv forklarende; de er beskrivende,
derved at de udpeger det paradoks, der er en uomgængelig del af det
sociale felt. Når begreberne bruges i andre sammenhænge, er det
beskrivelsen og dobbeltheden, der hentes ind, ikke årsagen til de
konkrete forhold.
På et andet plan er den gentagne kritik af Bourdieu som strukturalist
på trods af sig selv et udtryk for den selv samme bevægelse, som han
finder betænkelig ved objektivismen og herunder ikke mindst strukturalismen.
I denne bog retter Bourdiues kritik sig ikke mindst mod den
strukturalistiske antropologi, som søger forklaringen på alle fænomener
i en struktur, hvis objektive eksistens ‘bevises’ af fænomenernes
mønstergyldighed. Det er en kritik, der retter sig mod en antropologi,
de fleste har lagt bag sig, blandt andet (men langtfra udelukkende) i
konsekvens af Bourdieus kritik. Ikke desto mindre er hans kritik stadig
lærerig, fordi videnskaben fortsat tenderer mod objektivistiske forklaringer,
der ligger hinsides praksis, og fordi dens fremdrift i høj grad
hæmmes af idelige objektiveringer af enkeltpersoners udsagn. Denne
objektivering bæres af sproget og indrammes af klassifikationer som
‘strukturalist’, ‘fænomenolog’ og meget andet. At kalde Bourdieu (eller
hvem som helst) for strukturalist er at overse, den konkrete vej han
(eller en anden) tilbagelægger for at opnå ny viden. Det var ikke mindst
den kritik, Bourdieu rettede mod strukturalismen – at den undlod at
undersøge betingelserne for dens viden.
I Bourdieus optik er det som sagt ikke mindst antropologerne (eller
‘etnologerne’ i den franske terminologi), der har det med at falde
tilbage i objektivismen. Det gør de alene på grund af den afstand, de
har til deres studieobjekt; han citerer en lingvist for at sige, at der er
11

kirsten hastrup
stor forskel mellem lingvistiske undersøgelser, der har modersmålet
som genstand, og dem, der har fremmedsprog som genstand. I det
første tilfælde starter man sin undersøgelse fra talerens perspektiv, i det
andet tilfælde fra lytterens. De to forskellige positioner indebærer, at
man ser sproget som henholdsvis et udtryksmiddel eller et afkodningsinstrument.
Førstnævnte tenderer dermed mod en subjektivering af
talen, den anden mod en objektivering af sprogsystemet. Når antropologer
rejser ud i verden, indtager de automatisk den lyttendes position,
siger Bourdieu, fordi de ikke behersker den lokale sociale praksis. Det
er derfor ikke så mærkeligt, at de ofte havner i en ‘social fysik’, hvor de
søger love og regler, der kan forklare, hvordan praksis giver mening
(for antropologen!). Det indvirker videre på deres beskrivelser, som
ofte indeholder skemaer, slægtskabsdiagrammer, kalendere og kosmologiske
modeller, der i kraft af objektiveringen tillægges lovmæssig eller
forklarende karakter. Denne modeltænkning kan imidlertid ikke tilsløre
fraværet af en egentlig praksisteori, dvs. en teori om praksis, der
ikke reducerer den til et sæt af regler. Selvom man kan påpege et særligt
ægteskabssystem, fx med en vis præference for fætter-kusine ægteskaber,
så er det en statistisk konstatering, der ikke på nogen måde
forklarer hverken de ægteskaber, der blev indgået, eller dem, der ikke
blev det.
Selvom den antropologi, Bourdieu opponerer imod, i nogen grad er
en anakronisme, så bunder hans kritik i en særdeles relevant praktisk
iagttagelse, nemlig at selve positionen som fremmed indebærer en
distance til verden, som potentielt undergraver muligheden for at forstå
den, som den forstår sig selv. Selv når man fastholder indlevelse og
deltagelse som de bærende metodiske strategier i det antropologiske
feltarbejde, kan man ikke komme uden om, at selve det vidensprojekt,
man har sat for sig selv, indebærer et brud med lokal praksis. Uanset
hvor meget man hengiver sig til den verden, man studerer, og uanset
hvor meget man reelt tilegner sig denne verdens syn på virkeligheden,
er der stadig et krav til videnskaben om at levere en objektiv viden om
den – dvs. en viden, der gælder, om end den ikke er hverken absolut
eller endelig. Denne objektive viden fastfryses i ord og begreber, der
umærkeligt antager forklaringens karakter. Bourdieu søger selv en
objektiv viden om praksis, men forsøger gennem nye begreber og en
12

forord
anderledes fremstillingsform at fastholde en indsigt i praksis som
praksis, og ikke som teori.
Problemet er ikke (kun), at antropologen (og andre) glemmer at
medtænke deres eget forhold til genstanden, men det langt alvorligere,
at den intellektuelle projicerer det uudtalte i egen verden ind i verden
i almindelighed. De i praksis tilegnede dispositioner, som alle og enhver
har internaliseret, tages ikke op til analyse af intellektuelle, som ikke
engang er bevidste om deres egne dispositioner. For dem er teorier svar
på gåder, de selv har opfundet – for nu at generalisere en af Bourdieus
ironiske bemærkninger om Lévi-Strauss, som tildeler myten den opgave
at løse logiske problemer, som er lokalbefolkningen uvedkommende,
og forsone sociale modsætninger, som ingen tidligere havde opfattet
som sådan. Et andet udtryk for denne forklaringspraksis ligger i den
hyppige subjektivering af kollektive enheder, som gør kulturen, arbejderklassen
eller familien ansvarlig for historiens gang. Disse begreber
er selv modeller, som er beskrivende snarere end forklarende, og hvis
disse (nødvendige) sproglige reduktioner og generaliseringer antages at
determinere det sociale felt, er resultatet ikke alene en logisk kortslutning,
men også en historie uden subjekt.
Vi er tilbage ved regelmæssighederne, der ikke er det samme som
hverken regler eller reguleringer; regelmæssigheder opstår i praksis,
mens regler går forud for praksis, og at slutte fra det ene til det andet
er en logisk fejl.
Løsningen på de problemer, som objektivismen rejser for en egentlig
praksisteori, ligger ikke i en subjektivistisk fænomenologi, selvom
denne tilsyneladende tager praksis og indlevelse på ordet. Den er nemlig
i bund og grund en lige så teoretisk erkendelsesmåde som den sociale
fysik, og begge står i modsætning til den praktiske erkendelsesmåde,
der ligger til grund for menneskers handling i almindelighed.
Når fænomenologerne i Bourdieus opfattelse ikke kommer sandheden
om praksis nærmere end fx strukturalisterne, så er det fordi, de
tager oplevelsen for pålydende; den forbliver sikker som oplevelse.
Fænomenologien kan således ikke række ud over en beskrivelse af
verden, der hviler på den selv samme forudsætning som den levede
verden selv, nemlig at den tages for givet. Den fænomenologiske
13

kirsten hastrup
erkendelsesform hviler på en illusion om en umiddelbar forståelse af
verden og en dertil hørende fortrængning af spørgsmålet om denne
umiddelbarheds mulighedsbetingelser. Den første forståelse kommer
hermed til at spærre for den anden: at ikke alle oplevelser eller forståelser
er mulige.
Begge de to (yder-) positioner i det samfundsvidenskabelige landskab
er uholdbare, hvis det store sociale paradoks mellem social regelmæssighed
og forudsigelighed (der peger i retning af et internaliseret system
af normer og værdier) og historisk kreativitet og nyhed (der peger i
retning at subjektiv handlefrihed) skal behandles videnskabeligt. Hvad
mere er, selve den påståede modsætning mellem dem er ødelæggende
for samfundsvidenskaben, siger Bourdieu. Hans ærinde er derfor at nå
frem til en teori, der kan omslutte de to positioner i en tredje, og som
kan afveje de objektive muligheder med de subjektive friheder. Hele
hans værk kan ses som et gigantisk sprogarbejde, der søger at komme
til praksis uden om vedtagne kategorier. Hvis arbejdet ikke altid er let
tilgængeligt, hænger det blandt andet sammen med sproglige efterslæb,
der ikke kan undgås i første omgang, og som introducerer en semantisk
usikkerhed. Man kan derimod vende tilbage til og omformulere dem,
når nye ord byder sig til – ofte i form af revitaliseringer af glemte
fagudtryk fra den tidlige franske sociologi og antropologi. Denne
tilbagevenden, hvor Bourdieu tilsyneladende omdefinerer sine egne
begreber fra det ene værk til det næste, er et led i det sprogarbejde, som
en praksisteori forudsætter. Samtidig viser det, hvorfor det er svært at
læse egentlige definitioner ind i Bourdieus begrebsverden: Begreberne
står snarere som en slags resuméer af paradoksale sociale forhold, som
udspiller sig i den praktiske sfære, hvor faste definitioner må vige
pladsen for flydende fortolkninger og fremadrettede handlinger.
Selvom hensigten her ikke er at diskutere enkeltbegreber, kan Bourdieus
overordnede anliggende tydeliggøres ved et kort blik på et par af
de mest prægnante og oftest genbrugte begreber. Begrebet habitus lanceres
således som en internaliseret historie, der lejres i praktiske dispositioner.
I den internaliserede historie gemmer sig naturligvis familiens
og det større fællesskabs reaktioner på ens handlinger, og på den
måde installeres samfundet i personen. Det objektive og det subjektive
er to sider af samme sag, men de er alligevel ikke blot det samme, fordi
14

forord
en person altid er mere end sin position i samfundet. Det er også et
selvstændigt tænkende og handlende væsen, der er med til at forme sin
egen historie. Hvis habitus objektiveres som forklaring, taber man
subjektiviteten og den kropslige erfaring af syne, dvs. hele den dimension,
der modulerer og udfordrer den objektive orden og netop
ikke lader sig begrænse af det givne.
Et andet eksempel på det sprog, Bourdieu udarbejder i sit forsøg på
at komme forbi den falske modsætning mellem objektivisme og
subjektivisme i videnskaben, findes i begrebet felt. Et felt er et afgrænset
socialt domæne i samfundet, hvis objektive virkelighed der ikke
længere spørges til, fordi det er indoptaget i den kollektive selvforståelse.
Et felt er udtryk for en institutionaliseret historie, dvs. en udmøntning
af mere eller mindre tilfældige sociale kategorier eller perspektiver
i faste former eller institutioner. Et af de felter, Bourdieu har arbejdet
meget med er ‘kunst-feltet’, der udkrystalliserede sig i Europa i en
bestemt epoke for derefter at få selvstændig eksistens, egne værdisætninger
og sociale hierarkier. Netop den relative autonomi er et
kendetegn ved felterne, der kan have meget forskellig målestok, men
som er fælles om at indramme og bestemme sociale positioner og
symbolsk kapital. Den differentierede adgang til symbolsk kapital – der
angiver relativ rigdom på feltets egne værdier (fx uddannelse, ægteskab,
penge eller kunstnerisk talent) – og muligheden for at ompositionere
sig ved at skaffe sig mere kapital introducerer en dynamik i feltet, fordi
subjekterne konkurrerer om de centrale positioner.
Ved at benytte sig af sådanne begreber frisætter Bourdieu tænkningen
fra den klassiske modsætning mellem et (objektivt) systemperspektiv
og et (subjektivt) aktørperspektiv for i stedet at identificere en
socialt og historisk institutionaliseret orden, der på én gang er givet og
åben for diskussion. Den foreliggende orden findes kun i den praksis,
der til stadighed bekræfter eller udfordrer den, ikke i et sæt af regler
uden for den praktiske virkelighed. Samtidig giver begrebet mulighed
for at differentiere mellem felter i henseende til individuelle muligheder
for at ompositionere sig i feltet fx ved en forøgelse af den sociale eller
symbolske kapital.
Et af de elementer, der kan spille ind her, er tiden, med hvilken det
sociale spil udfolder sig. Tiden er ikke blot en dimension, hvori den
15

kirsten hastrup
sociale praksis udfolder sig. Tiden eller tidsligheden er en del af den
sociale praksis. Gennem sin analyse af den sociale brug af tiden har
Bourdieu leveret et af de klareste brud med den teoretiske objektivering,
der gang på gang har fremstillet successive episoder i et synkront
skema. Konkret indgåede ægteskaber er blevet fremstillet som et
logisk ordnet ægteskabssystem, der borttænker det forhold, at ægteskab
og slægtskab i det hele taget er noget, man gør, ikke noget man
har. Et andet eksempel er den klassiske analyse af udveksling som en
strukturel mekanisme, der får samfund til at hænge sammen; forstået
som mekanisme er udvekslingen sat uden for tiden, selvom både timing
og tempo er altafgørende for resultatet. For mennesker, som udveksler
– gaver, penge, måltider, kvinder – med hinanden, handler det ikke om
at udfylde et skema, men om at give og give igen på det rette tidspunkt.
Det rette tidspunkt afgøres ikke af kalenderen, men af den fornemmelse
for det sociale spil, som er tilegnet i praksis gennem livet.
I forholdet til tiden genfinder man det videnskabelige problem med
på én gang at skulle være tro mod den praktiske verdens tidslighed og
mod videnskabens tid. Der er en markant antinomi mellem dem, fordi
den første er uudtalt, mens den anden må fremstilles i begreber, som
ikke er praksissens. I praksis handler folk med tiden og søger at
foregribe virkeligheden, mens forskeren må lade sig nøje med at studere
det allerede indtrufne og ud af dette fremdrage en viden, der rækker ud
over øjeblikket. Dette bør dog ikke få forskeren til at glemme tidens
praktiske betydning – ikke alene i form af handlingens tid, men også i
form af tidens handling – som det har været tilfældet, hvor det
videnskabelige projekt har indskrevet den fintmærkende fornemmelse
for spillet, som folk praktiserer, i en overbliksskabende synkron orden.
Praksis må indrømmes en logik, som netop ikke er logikkens, men dens
egen. Den praktiske sans er operativ uden bevidst refleksion og logisk
kontrol, den er optaget af at realisere det, det drejer sig om, ikke at
analysere det.
Den praktiske sans er med andre ord en måde en kropsliggjort,
selvfølgelig måde at forholde sig til verden på, som ikke forudsætter
objektiv viden om hverken kroppen eller verden. Til gengæld fordrer
en teori om praksis, at kroppen og verden begge placeres i ét begreb,
16

forord
der giver plads til både subjektets implicitte strategier og til de objektive
vilkår for at vælge mellem mulige veje videre i det sociale felt. Habitus
og felt er sådanne begreber.
Et mere overordnet begreb i denne teori er illusio, der beskriver den
verden (eller det felt), som på én gang præsenterer sig for subjektet i
given form og tager form efter subjektets egne interesser. Det er et
begreb for den ramme, uden hvilken enhver handling ville være
meningsløs; mere konkret er det en illusion om samfundets objektive
eksistens, der gør det muligt at forholde sig til samfundet, blandt andet
gennem handlinger, der realiserer illusio. Illusio er en samlet betegnelse
for den opfattelse af rammen, der deles med andre, og som gør socialt
liv muligt. Denne illusion er en forudsætning for enhver produktion af
‘tro’ på eller ubetinget accept af spillets regler. Objektiveringen af den
sociale form, som man forholder sig til, er dybt afhængig af en illusion;
hvis man ser nærmere efter, har ‘samfund’, ‘politik’, ‘kunst’, ‘kultur’,
‘psyke’ m.m. ingen eksistens uden for de handlinger, der hele tiden
forudsætter denne eksistens. Troen på samfundet, eller hvad det nu
måtte være, er altså udtryk for en illusion om uomgængeligheden og
værdien af de givne relationer og institutioner. Ethvert samfunds
institutioner bidrager til at reproducere den illusion, som er forudsætningen
for den kollektive accept af tingenes tilstand, inklusive begrebernes
og magtens selvfølgelighed. Der er tale om en praktisk tro, om man
vil, gennem hvilken man tilslutter sig samfundet og accepterer de
rammer, som fællesskabet investerer deres handlinger i. For at samfundet
kan opretholdes, må illusionen hele tiden skabes på ny, der må
investeres i den, og gennem investeringerne bliver illusionen til en
konkret interesse.
Den praktiske tro konstituerer tilhørsforholdet til et felt. Det er ikke
tro i modsætning til viden, der er tale om her, men tro som en
overbevisning, der ikke søger intellektuel begrundelse, men som gang
på gang bekræftes i praksis. Hver gang man handler på baggrund af sin
overbevisning om illusio, bekræftes illusionen, samtidig med at den
realiseres. Den subjektive investering i illusionen giver kun mening, så
længe dens praktiske logik forbliver ukendt som sådan. Det er ikke
gennem en intellektuel viljeshandling, man bliver del af et fællesskab,
det er ved at engagere sig i fællesskabets praktiske konstituering. Man
17

kirsten hastrup
kan ikke beslutte sig for at tro uden samtidig at sætte spørgsmålstegn
ved illusionen. Den samfundsmæssige gnidningsløshed, der er forudsætningen
for det praktiske spil, forudsætter en reel investering og en reel
interesse i spillet. Hvis man beslutter sig for at deltage i spillet, må man
under alle omstændigheder bagefter glemme det som beslutning, ellers
kan illusionen ikke fungere. Hvis man begynder at overveje sin tro, eller
om det giver mening at deltage, er man allerede på vej ud, eller spillet
er ved at blive nedlagt.
En del af den kritik, Bourdieu retter mod videnskaben, drejer sig om
dens mangel på indsigt i egne spil, som betyder, at den ikke forstår
spillets natur i andre sammenhænge og netop gør handling til et
spørgsmål enten om velovervejet beslutning eller om mekanisk lydighed
i forhold til reglerne. Hvis man kaster et blik på den videnskabelige
praksis på samme måde, som man fx ville se på en rituel praksis, ville
man straks få øje på en række mere eller mindre ritualiserede praksisformer,
som er med til at opretholde både discipliner og hierarkier.
Også her er der tale om sociale spil, som viser, at sansen for spillet på
én gang er realiseringen af spillets teori og en negation af denne som
teori. Hermed udstilles det centrale paradoks i Bourdieus praksisteori,
at den nødvendigvis i en vis forstand må benægte sig selv som teori,
fordi den ellers ikke kan komme til praksis. Det er én af grundene til,
at det er svært at hente en Teori ud af teksten.
En teori om den praktiske sans indebærer, at man overvinder den
klassiske modsætning mellem teori og praksis, eller mellem distance og
deltagelse, og leder efter den praktiske logik, der får mennesker til at
investere sig selv i det spil, der foregår, hvad enten det er i det økonomiske,
det politiske, det pædagogiske eller et helt andet felt. Denne
teori om praksis må samtidig være en teori om det brud med praksis
selv, som teorien indebærer. Uden at medtænke dette niveau risikerer
man at falde tilbage i en forestilling om teorien som et praktisk redskab
i sig selv.
Vi er tilbage, hvor vi begyndte, ved det videnskabskritiske perspektiv,
som fremstår gennem Bourdieus rigt facetterede analyse af den
praktiske sans. Der er ingen mulighed for i et kort forord at udfolde
hele spektret af begreber og indsigter, der følger i deres kølvand. Det
kan læseren i øvrigt også tilegne sig meget bedre gennem Bourdieus
18

forord
egen fremstilling. Læseren hverken kan eller skal beslutte sig for at ‘tro’
på Bourdieu, endsige blindt overtage hans begreber i objektiveret form.
Ved at lade sig føre med gennem tekstens egen praksis, gennem ordenes
leg med virkeligheden, og se videnskaben – herunder ikke mindst
antropologien, som er den mest åbenlyse med- og modspiller i denne
bog – gennem Bourdieus kritiske blik, har man imidlertid en reel
chance for at blive klog på den praktiske sans, også i samfundsvidenskaben
selv.
Hvis man medgiver Bourdieu, at erkendelsens fremskridt forudsætter
fremskridt i erkendelsen af betingelserne for erkendelse, er Den praktiske
sans et godt sted at begynde. Her vises det, hvordan ny viden om
praksis ikke blot er et spørgsmål om mere viden om det konkrete, men
i nok så høj grad en funktion af en konsekvent afsøgning af betingelserne
for den viden, der foreligger som sådan.
19