Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

More documents

Recommendations

Info

kirsten hastrup stor forskel mellem lingvistiske undersøgelser, der har modersmålet som genstand, og dem, der har fremmedsprog som genstand. I det første tilfælde starter man sin undersøgelse fra talerens perspektiv, i det andet tilfælde fra lytterens. De to forskellige positioner indebærer, at man ser sproget som henholdsvis et udtryksmiddel eller et afkodningsinstrument. Førstnævnte tenderer dermed mod en subjektivering af talen, den anden mod en objektivering af sprogsystemet. Når antropologer rejser ud i verden, indtager de automatisk den lyttendes position, siger Bourdieu, fordi de ikke behersker den lokale sociale praksis. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de ofte havner i en ‘social fysik’, hvor de søger love og regler, der kan forklare, hvordan praksis giver mening (for antropologen!). Det indvirker videre på deres beskrivelser, som ofte indeholder skemaer, slægtskabsdiagrammer, kalendere og kosmologiske modeller, der i kraft af objektiveringen tillægges lovmæssig eller forklarende karakter. Denne modeltænkning kan imidlertid ikke tilsløre fraværet af en egentlig praksisteori, dvs. en teori om praksis, der ikke reducerer den til et sæt af regler. Selvom man kan påpege et særligt ægteskabssystem, fx med en vis præference for fætter-kusine ægteskaber, så er det en statistisk konstatering, der ikke på nogen måde forklarer hverken de ægteskaber, der blev indgået, eller dem, der ikke blev det. Selvom den antropologi, Bourdieu opponerer imod, i nogen grad er en anakronisme, så bunder hans kritik i en særdeles relevant praktisk iagttagelse, nemlig at selve positionen som fremmed indebærer en distance til verden, som potentielt undergraver muligheden for at forstå den, som den forstår sig selv. Selv når man fastholder indlevelse og deltagelse som de bærende metodiske strategier i det antropologiske feltarbejde, kan man ikke komme uden om, at selve det vidensprojekt, man har sat for sig selv, indebærer et brud med lokal praksis. Uanset hvor meget man hengiver sig til den verden, man studerer, og uanset hvor meget man reelt tilegner sig denne verdens syn på virkeligheden, er der stadig et krav til videnskaben om at levere en objektiv viden om den – dvs. en viden, der gælder, om end den ikke er hverken absolut eller endelig. Denne objektive viden fastfryses i ord og begreber, der umærkeligt antager forklaringens karakter. Bourdieu søger selv en objektiv viden om praksis, men forsøger gennem nye begreber og en 12
forord anderledes fremstillingsform at fastholde en indsigt i praksis som praksis, og ikke som teori. Problemet er ikke (kun), at antropologen (og andre) glemmer at medtænke deres eget forhold til genstanden, men det langt alvorligere, at den intellektuelle projicerer det uudtalte i egen verden ind i verden i almindelighed. De i praksis tilegnede dispositioner, som alle og enhver har internaliseret, tages ikke op til analyse af intellektuelle, som ikke engang er bevidste om deres egne dispositioner. For dem er teorier svar på gåder, de selv har opfundet – for nu at generalisere en af Bourdieus ironiske bemærkninger om Lévi-Strauss, som tildeler myten den opgave at løse logiske problemer, som er lokalbefolkningen uvedkommende, og forsone sociale modsætninger, som ingen tidligere havde opfattet som sådan. Et andet udtryk for denne forklaringspraksis ligger i den hyppige subjektivering af kollektive enheder, som gør kulturen, arbejderklassen eller familien ansvarlig for historiens gang. Disse begreber er selv modeller, som er beskrivende snarere end forklarende, og hvis disse (nødvendige) sproglige reduktioner og generaliseringer antages at determinere det sociale felt, er resultatet ikke alene en logisk kortslutning, men også en historie uden subjekt. Vi er tilbage ved regelmæssighederne, der ikke er det samme som hverken regler eller reguleringer; regelmæssigheder opstår i praksis, mens regler går forud for praksis, og at slutte fra det ene til det andet er en logisk fejl. Løsningen på de problemer, som objektivismen rejser for en egentlig praksisteori, ligger ikke i en subjektivistisk fænomenologi, selvom denne tilsyneladende tager praksis og indlevelse på ordet. Den er nemlig i bund og grund en lige så teoretisk erkendelsesmåde som den sociale fysik, og begge står i modsætning til den praktiske erkendelsesmåde, der ligger til grund for menneskers handling i almindelighed. Når fænomenologerne i Bourdieus opfattelse ikke kommer sandheden om praksis nærmere end fx strukturalisterne, så er det fordi, de tager oplevelsen for pålydende; den forbliver sikker som oplevelse. Fænomenologien kan således ikke række ud over en beskrivelse af verden, der hviler på den selv samme forudsætning som den levede verden selv, nemlig at den tages for givet. Den fænomenologiske 13
Page 1: Indhold Forord ved Kirsten Hastrup
Page 4 and 5: kirsten hastrup findes i teksten so
Page 6 and 7: kirsten hastrup belige virkelighed.
Page 10 and 11: kirsten hastrup erkendelsesform hvi
Page 12 and 13: kirsten hastrup sociale praksis udf
Page 14 and 15: kirsten hastrup kan ikke beslutte s

Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?