Den praktiske sans.pdf - Køb bogen på gyldendal.dk

forord
ofte for selv at placere sine subjekter i objektive og urokkelige positioner
og glemme de subjektive positioneringer, som det er i deres magt
at vælge imellem. Det er svært at læse Bourdieu på det helt elementære
sproglige plan, og det er fristende at bide sig fast i et lille udvalg af de
mange formuleringer, som han giver sine begreber med på vejen, og
lade dem tjene som definitioner eller som trædesten i ens egen analyse.
Det er ikke principielt forkert, men man får mere ud af Bourdieus
tænkning, hvis man overfører hans tænkemåde snarere end hans
sætninger – en tænkemåde, der naturligvis er indlejret i hans begreber.
Disse begreber er ikke i sig selv forklarende; de er beskrivende,
derved at de udpeger det paradoks, der er en uomgængelig del af det
sociale felt. Når begreberne bruges i andre sammenhænge, er det
beskrivelsen og dobbeltheden, der hentes ind, ikke årsagen til de
konkrete forhold.
På et andet plan er den gentagne kritik af Bourdieu som strukturalist
på trods af sig selv et udtryk for den selv samme bevægelse, som han
finder betænkelig ved objektivismen og herunder ikke mindst strukturalismen.
I denne bog retter Bourdiues kritik sig ikke mindst mod den
strukturalistiske antropologi, som søger forklaringen på alle fænomener
i en struktur, hvis objektive eksistens ‘bevises’ af fænomenernes
mønstergyldighed. Det er en kritik, der retter sig mod en antropologi,
de fleste har lagt bag sig, blandt andet (men langtfra udelukkende) i
konsekvens af Bourdieus kritik. Ikke desto mindre er hans kritik stadig
lærerig, fordi videnskaben fortsat tenderer mod objektivistiske forklaringer,
der ligger hinsides praksis, og fordi dens fremdrift i høj grad
hæmmes af idelige objektiveringer af enkeltpersoners udsagn. Denne
objektivering bæres af sproget og indrammes af klassifikationer som
‘strukturalist’, ‘fænomenolog’ og meget andet. At kalde Bourdieu (eller
hvem som helst) for strukturalist er at overse, den konkrete vej han
(eller en anden) tilbagelægger for at opnå ny viden. Det var ikke mindst
den kritik, Bourdieu rettede mod strukturalismen – at den undlod at
undersøge betingelserne for dens viden.
I Bourdieus optik er det som sagt ikke mindst antropologerne (eller
‘etnologerne’ i den franske terminologi), der har det med at falde
tilbage i objektivismen. Det gør de alene på grund af den afstand, de
har til deres studieobjekt; han citerer en lingvist for at sige, at der er
11