Kgl. hof-bager I L W Olsens Søn 7.februar 1778-1928.pdf

KGL. HOF-BAGER
I. LW OLSEN! SØN
7 FEBRUAR
1778-1928

KGL. HOF-BAGER I. L. W. OLSENS SØN
1778 — 7. FEBRUAR — 1928

L . H O F - B A U E K
I L W O L S I I V S
ST. STRANDSTRÆDE 10—12
ET MINDESKRIFT
1 ANLEDNING AF 150 AARS-DAGEN FOR
BAGERIETS OPRETTELSE
7. FEBRUAR 1928
AF
KNUD BOKKENHEUSER

s 09-US
O H H
ly
DRASTRDPS REKLAMEBUREAU
OMSLAG OG VIGNETTER AF
POUL SÆBYE
S, L. MØLLERS BOGTRYKKERI KØBENHAVN
I5T3.3

gamle Dage, det vil sige saa langt tilbage som til Kong
CHRISTIAN DEN TREDIES Tid, var Bagerne egentlig kun til
for at skaffe Fattigfolk Brød, fordi det var almindeligt,
at de velstillede betragtede det som et Led af Husmoderens
mange Pligter selv at bage det daglige Brød;
og dette var naturligvis en af de Livsfo modenheder,
hvormed Huset hyppigst maatte forsynes. Men at bage hver Dag kunde
der ikke være Tale om, en Gang hver 14. Dag, — naar det gik haardt
til hver 8. — var Reglen. Man faar et Begreb om, hvor lidt Datiden
helt ned i det 17. Aarhundrede var forvænt med frisk Brød, naar man
hører, at Brødet selv ved kongelige Fester blev bagt længe i Forvejen,
som oftest blev det forsendt fra den ene Landsdel til den anden. Hvedebrød,
bagt ugevis i Forvejen i Odense eller Kallundborg, var ikke
meget frisk, naar det serveredes ved Kongens Bord paa Koldinghus
eller Kronborg. Men langt at foretrække var det uden Tvivl for, hvad
der til daglig vankede for dem, der nød kongeligt Underhold. Rugbrødet
bagtes nemlig hyppig omkring i Lenene om Efteraaret for først
ved Foraarstide at uddeles paa Københavns Slot.
Under saadanne Forhold maatte det være fristende for de velstaaende
Husmødre imellem at ty til Bagerne, hvor ellers kun Fattigfolk kom.
Det skete ogsaa; ja, naar Kongerne var paa Rejser, hændte det, at de
lod Bagerne levere Brød. Da CHRISTIAN DEN TREDIE i 1541 var paa Malmøhus,
lod han en af Byens Bagere levere frisk Brød baade Morgen og
Aften; det fremgaar af de endnu eksisterende Hofregnskaber.
7

Men Ulykken var, at Bagernes Brød som oftest var slet; det var jo
kun beregnet paa Smaafolk, der ikke havde Raad til at bage selv og
ej heller derfor kunde stille store Fordringer til Brødets Kvalitet. Forlangte
man finere Brød, Peberkager og lignende, kunde man let risikere
at blive regaleret med Sager, der længe i Forvejen havde ført en bevæget
Tilværelse ved at ligge falbudt rundt om paa Landets Markeder.
Da FREDERIK DEN ANDEN byggede Kronborg, boede han meget i Helsingør,
hvor han lod Byens Bagere levere sig Brød; men det var altid stenhaardt
eller halvraat, saa Borgmester og Raad den ene Gang efter den
anden fik Ordre til at kalde Lavets Mestre op paa Raadhuset for at
skælde dem ud eller idømme dem Bøder. Da det ikke hjalp, ophævede
man Lavet, og der opstod da Fribagere; men det blev værre endnu;
de sloges paa Torvet, saa man ikke kunde have dem der, og fra den
Tid stammer den Skik, at Bagerne — ogsaa her i København blev
henviste til at forhandle deres Brød fra deres Vinduer.
Saa langt tilbage, som det er muligt at konstatere, er der blev klaget
over, at Bagerne leverede undervægtigt Brød. Og Svaret herpaa lød da
regelmæssigt fra Bagernes Side, at de saa maatte have Lov at tage
højere Priser end dem, Lavet med Øvrighedens Sanktion havde fastsat.
Som Eksempel paa Priser i hine Tider kan nævnes, at et Sigtebrød paa
15 Lod i 1579 kostede en Hvid (o: 4 Øre); men i 1590 vejede et Brød
til samme Pris kun 10 Lod. For at hindre slig Uorden bestemte CHRISTIAN
DEN FJERDE, — der var saa uvenlig stemt mod Lavs væsenet i Almindelighed,
at han ophævede Lavene i 1613 for dog kort efter at være nødt til at
indføre dem igen, — at alle Bagere i Byen hver Onsdag og Lørdag fra
Kl. 7—10 skulde holde Udsalg paa Nytorv, saa Kunderne let kunde
sammenligne deres Varer, og fik man Mistanke om, at et Brød var
undervægtigt, saa hang der en Brødvægt paa Raadhuset lige ved, og
ve den usle Bager, der blev grebet i et sligt Bedrag!
Hovedbrødsorterne var den Gang som nu: Rugbrød, (kaldet Grovbrød),
Sigtebrød og Hvedebrød. Rugbrødet bagtes af Rug og Klid;
det gammeldags var rundt og kaldtes „et Leve", det moderne var aflangt
og hed „Grovkrop". De runde Rugbrød forsvandt i det syttende
Aarhundrede. Sigtebrødet kaldtes „Skonrog", rimeligvis af Tysk Schonroggen:
fin Rug. Til Skibsbrug bagtes ogsaa Rugtvebakker. Da Prin-
8

sesse ANNA i September 1589 skulde rejse til Skotland for at giftes
med Kong JACOB, havde hun 144 Tønder Rugtvebakker med paa sin
Flaade; de skulde være „velflyede, saa at de kunde være ustraffede
hos fremmede Folk." Som bekendt naaede Flaaden ikke derover, den
blev af kraftige Storme, som Datiden mente skyldtes ondsindede Hekse,
drevet ind under Norges Kyst, og den utaalmodige Bejler, Kong JACOB,
hentede da selv sin Brud her, SRR at Skotterne aldrig oplevede at faa
sat Smag paa de københavnske Bageres „vel flyede" Rugtvebakker.
Hvedebrødet bestod af Kringler, Vegger og Simler, som man havde
lært at bage i Tyskland, „Franskbrød" eller „Wienerbrød" kendtes ikke.
Simler var de mest yndede, ja, FREDERIK DEN ANDEN gav endda DANIEL
SIMLEBAGER LOV til 1577 at nedsætte sig med denne Specialitet i København
„uhindret af alle Bagerlavets Anløb". Han er altsaa den første
Hofbager, vi kender. Paa Landet bagte man ogsaa Bygbrød, hvormed
man regalerede Præsterne i „Ofret"; men det var nok ikke særlig velset.
I Almindelighed maa det siges, at der var visse Lav, hvormed man
fra tidligste Tid fandt det nødvendigt at holde særlig skarp Kontrol;
dette gjaldt først og fremmest Byens allerfineste Lav, Guldsmedene,
men dernæst adskillige Leverandører af Fødemidler, nemlig Slagtere,
Smørstingere, Høkere og ikke mindst Bagere; men man hjalp dog ogsaa
disse paa mange Maader i Dyrtider ved at træffe overordentlige Forholdsregler
til at forøge „Byens Kornholdning" og ved at sætte Brødpriserne
i Forhold til Kornpriserne. Men Kontrollen skærpedes ogsaa
i saadanne Tider; Byfogden, Kæmnerne og Bagernes Oldermand fik
Ordre til hver Maaned ved pludselige og uanmeldte Eftersyn at passe
paa, at Brødet var „rent" og „ustraffeligt". Ved „rent" mente man ikke
noget Begreb, der havde med Hygiejne at gøre — til langt ind i forrige
Aarhundrede æltede Svendene Brødet med langt fra ulastelige
Fødder, og om at skærme Dejgen eller det færdige Brød imod Infektion
af fremmede Legemer var der selvfølgelig langt fra Tale, — „rent"
betød blot, at der ikke var tilsat Kornet eller Dejgen Ingredienser, der
var forbudt, og at det var „ustraffeligt" gjaldt dets Vægt. I en Periode
indrettedes der foruden de sædvanlige Udsalg fra Bagernes Vinduer
offentlige Bagerboder omkring i Byen, saaledes paa „Madtorvet", — et
lille Stræde imellem Graabrødretorv og Ny Amagertorv, — paa Nørregade
9

lige overfor Bispegaarden op mod Vor Frue Kirkegaards Mur, paa
Østergade tæt ved GI. Amagertorv og ved Vesterport. Dette hjalp dog
ikke Bagerne synderligt; de tjente for lidt, og CHRISTIAN DEN FJERDE maatte
trods sine Aversioner mod Lavene alligevel komme de rigtige Bagere
til Hjælp imod de saakaldte „Frihagere". De praktiske Krav tvang ham
til paa ny at indskrænke Næringsfriheden ved en Forordning af 1035,
hvori han ganske vist siger, at han ikke ønsker at genindføre de gamle
Lav, men finder det ønskeligt, at Bagerne fremfor andre Haandværkere
faar visse Bestemmelser. Sagen var, at Privatfolk, som havde Ret til
at hage Brød til eget Forbrug, gav sig til at sælge Brød, et Uvæsen,
man nu kom til Livs ved kun at tillade 30 Bagere i Byen, der skulde
sælge fra deres Vinduer saavel som fra Bagerboderne; men man inaa
have haft til Hensigt efterhaanden at afskaffe alle Udsalg fra Bagernes
private Bolig og helt at indskrænke sig til Boderne; thi man traf den
ellers saa mærkværdige Bestemmelse, at Bagerne ikke maatte skilte fra
deres Huse, opstable Brød eller sætte Lys i Vinduerne eller overhovedet
foretage sig noget for at paadrage sig de forbigaaendes Opmærksomhed.
— Ingen fremmed maatte nedsætte sig som Bager, før han havde tjent
i 3 Aar hos en af Mestrene, og da skulde han „tilholdes" at gifte sig
med en Mesters Datter eller Enke, i hvilket Tilfælde han uden Omkostninger
skulde nyde Haandværket, ellers skulde han give en ungarsk
Dukat. Ingen Bager maatte nedsætte sig udenfor Portene; Nyboder fik
sin egen Bager. Enhver Bager skulde sørge for at have Brød fra Solopgang
til Kl. 7 Aften, ogsaa paa Helligdage. Enhver maatte købe sit
Brød, hvor han vilde, dog skulde Nybodersfolkene holde sig til deres
egen Bager. Hvis nogen anden solgte Brød, eller hvis Bagerne eller
deres Koner selv falbød det paa Gader og Stræder, skulde Byfogden
sørge for „deres frie Losemente" i Blaataarn. At indføre fremmed Brød
var strængt forbudt; der havde man en idelig Kval med omkringløbende
Tyskere, som solgte hollandske Kavringer i Læstevis. Bagerne
i København maatte ikke sælge Brød paa Christianshavn og omvendt.
Bagerboderne forsvandt omkring CHRISTIAN DEN FJERDES Død. Det sidste,
man ved om dem, er, at der da laa 10 Boder udenfor Børsen, for hvilke
hver gav 1(5 Mark aarlig i Leje. — Endnu paa denne Tid synes Bagerne i
København at have været ret velstillede; men fra 1660-erne, hvor alt

er slappet efter Svenskekrigen, synes det at have været smalle Tider,
navnlig fordi man ikke havde Hjemmel nok til at holde fremmede ude;
det hedder sig, at Bagerlavet ikke alene trykkes af den høje Told, men
ogsaa ved „at saa mange er indkomne i Lavet, at den ene sidder ovenpaa
den anden ganske næringsløs." Dertil kom, at de fremmede Svende
og Drenge stadig begærede højere Løn, ligesom de idelig skiftede Plads,
naar de ikke var fornøjede; det gik saa vidt, at man ved en Forordning
af 6. Maj 1(182 maatte give særlige Regler for Forholdet mellem
Svende og Mestre og de førstes Pligt til at tjene deres bestemte Tid ud
og ikke at forlade deres Pladser uden behørig Opsigelse. Dette gav Anledning
til den første Svendestrejke eller „Skrue", som det da kaldtes;
den endte med, at lire af Hovedmændene, fordi de havde trodset de
Bagerlavet givne kgl. Privilegier, skulde rømme af Byen og inden (i
Uger være ude af Riget, de andre Svende skulde hver give Kongen
20 Mark og Staden 20 Mark og forpligte sig til herefter ikke at befatte
sig med saadant Mytteri og ikke at forulempe de Svende, som i Ro var
blevet hos deres Mestre, og disse Forpligtelser maatte de indgaa paa
„under Æres og Livs Fortabelse." Man søgte ogsaa lige til Aar 1700 bestandig
ved Forbud at komme Svendenes Sammenslutninger paa Svendekroen
med de dertil hørende ziinftige Lavsskikke til Livs ved mere og
mere at give Mestrene Tilsyn med disse Sammenkomster, hvilket ikke
bidrog til at forbedre Forholdet mellem de to Parter. Det gik saa vidt,
at da Svendene havde bekostet en stor Sølv-Velkomst, der kunde tage
tre Potter 01, og som var prydet med 40 Sølvskilte, tog Mestrene i 1695
uden videre disse kostbare Sager samt 24 smaa Sølvbægre fra dem og
satte dem paa Auktion, hvorpaa de lagde Pengene i Mesterkassen for
at lette Svendene for de „Tidepenge", de ellers skulde svare til Understøttelseskassen.
Langt ind i det attende Aarhundrede klages der over, hvor usselt
det er at være Slagter eller Bager, især i de hyppig indtrædende Krigstider.
Selve Magistraten siger herom: „De Heste Slagtere og Bagere ere
Stakler, og naar nogen af dem ved Døden afgaar, findes der mere Gæld
end Gods efter dem, saa Koner og Børn sidder i Armod efter; der har
nu paa et Aars Tid en Del Bagere kvitteret deres Bageri og givet sig
til anden Næring, eftersom de have ei kunnet ernære sig af Bageriet."
ti
I

En af Følgerne heraf var, at Forholdene slappedes mere og mere,
man saa i det 18. Aarhundredes første Halvdel stadig mere igennem
Fingre baade med, at Brødets Kvalitet forringedes, og at Bagergaardenes
Antal, der da var ansat til 50, ikke overholdtes, da de stakkels Bagere
simpelthen hverken havde Raad til at erhverve en saadan Bagergaard
eller, hvis de paa Forhaand ejede den i Følge Arv eller Giftermaal,
ikke kunde drive den. Resultatet blev, at Fribagerne voksede frem som
Paddehatte, og det var komplet umuligt for Myndighederne at føre
nogensomhelst effektiv Kontrol med det Brød, der blev falbudt. Der
herskede det rene Anarki, ingen af Bagerne opfyldte deres Forpligtelser
til altid at have Forraad af Rug og Hvede til et Aar; de solgte undervægtigt
Brød til høje Priser, og Brødet var lige saa daarligt, som det
var dyrt. Der manglede en kraftig Haand og en stærk Vilje til at holde
alt dette Uvæsen, der for øvrigt ogsaa var gældende i andre Fag, der
beskæftigede sig med Ernæringen, som Slagtere og Bryggere, nede. Og
endelig i 1750'erne fandt man denne Mand i Generalprokurør HENRIK
STAMPE (* 1713 f 1780), den udmærkede Retslærde, som ved sine „Erklæringer"
om alle mulige borgerlige Retsforhold fik en dybtgaaende
Betydning for Genrejsningen af de forvirrede sociale Forhold. Naar vi
hører, hvad han „erklærede", vil vi deraf let kunne slutte os til, hvor
Fejlene var at finde.
Bagergaardenes Antal skulde være 50, og der maatte ikke gives
Privilegium til mere end 12 Fribagere i København. 1 Fremtiden skulde
Brødtaksterne fastsættes af Magistraten efter Samraad med de 32 Mænd
(Borgerrepræsentanterne); thi man maatte gaa ud fra, at disse af Borgerne
selv valgte Repræsentanter bedst maatte vide, hvor Skoen trykkede,
og tillige i Følge deres Mandat maatte føle sig forpligtede til at
tage Hensyn til Menigmands Tarv. Magistraten skulde strængt straffe de
Bagere, der solgte slet eller undervægtigt Brød, og derhos skulde den
tilholde Bagerlavet at have det omtalte Kornforraad i Fremtiden. Den
Forkøbsret, Lavet i 1741 havde faaet til lollandsk Hvede, blev ophævet,
og for at skabe en gavnlig Konkurrence, blev det tilladt Folk udenfor
Lavet ikke blot som tidligere at handle med groft Rugbrød, men ogsaa
selv at bage det, naar det kunde ske paa et bekvemt Sted og uden
Fare. Disse saaledes privilegerede Rugbrødsbagere, hvis Varer kaldtes
12

„Hus-Bagerbrød", misbrugte imidlertid deres Frihed saa vel ved at købe
Brødet hos de rigtige Bagere som ved at udsælge det til langt højere
Priser, og Følgen heraf blev, at STAMPE i 1763 udstedte en ny Erklæring,
der befalede, at de ligesom Bagerne skulde rette sig efter Brødtaksten,
og hvis de tre Gange forsaa sig herimod, skulde de have deres Tilladelse
forbrudt for stedse.
Naturligvis hjalp denne sidste Bestemmelse noget paa Forholdene;
men Bagerne sad dog stadig haardt nok i det, og i Struensee-Perioden,
d. 15. Marts 1771, indgav Bagernes Oldermand, JOHAN KØBKE, og 37 af
hans Lavsbrødre en lang Supplik om „deres omme, vanskelige og besværlige
Tilstand, der beklageligen stadfæstes ved de mange paa en
kort Tid faldne Fallitter." De var ikke blot misfornøjede med Fribagerne,
Omløberne og Brødsælgerne paa Gader og Stræder, men ogsaa med de
ubillige Takster og endelig med, at der daglig indførtes store Kvanta
fra Lyngby, Hvidøre og nærliggende Steder, nemlig Sukkerkringler og
de saakaldte „Lyngby-Tvebakker". Tilstanden var nu saaledes, at tre
Bagergaarde er demolerede, fire staar ledige, og ti afholder sig fra at
bage af Mangel paa Korn, hvorfor Ødelæggelsen ikke kan være langt
borte. STRUENSEE var imidlertid i Kraft af sine demokratiske Anskuelser
ganske døv overfor Lavets og for Resten ogsaa andre Lavs Klager, idet
han mente, at Lavene i for haard Grad „red paa" Fattigmand og Menigmand
og havde altfor stor Magt. Aaret 1771 var da ogsaa et Hjemsøgelsens
Aar for de borgerlige Erhverv i København, og blandt de
Anklagepunkter, Generalfiskal WIWET rettede mod STRUENSEE efter dennes
Fald i Januar 1772, var da ogsaa det, at „han ikke var Københavns
Stad god og vilde svække dens Anseelse og Magt, fordi han syntes, at
den var for anselig til at være en Stad i Danmark."
Det var derfor ganske naturligt, at den følgende, G uld bergske,
Regering søgte at imødekomme, hvor STRUENSEE havde skabt Misfornøjelse.
Ganske vist holdt den Bagerne strengt til deres Takster, og
Fordringen om deres Forraad af Bug og Hvede blev staaende ved Magt;
men de befriedes dog for adskillig Konkurrence, som de havde maattet
kæmpe med under det forrige Regimente, da der d. 18. Marts 1772
udstedtes et Forbud mod, at udenbys Bagere indførte og ombar Hvedebrød
i Husene under Straf af Konfiskation af Brødet og høje Bøder.
13

Kun en enkelt Bager i Lyngby fik Lov at beholde et 1709 erhvervet
Privilegium paa at indføre Tvebakker og Sukkerkringler.
Omtrent samtidig hermed forlanges der for Fribagerne et særligt
Privilegium til at bage Rugbrød, og disse Forhold gør, at Bagernes
økonomiske Situation i Slutningen af 1770'erne bedres betydelig, ogsaa
fordi Befolkningens Velstand igennem hele Slutningen af Aarhundredet
steg saa stærkt, at København hverken før eller siden har oplevet en
lignende Blomstring af de borgerlige Erhverv.
>
>
tf

ORANSTAAENDE korte Oversigt over Bagerhaandværkets Kaar
og Forhold igennem Tiderne vil forhaabentlig have givet
Læseren det Indtryk, at det var i en af Fagets Opgangstider,
at den Bagergaard blev grundlagt i Store Strandstræde,
hvis 150 Aars Bestaaen HOFBAGER OLSENS SON den
7. Februar 1928 kan fejre under saadanne Forhold, at
Indehaveren med naturlig Stolthed kan hævde, at denne Forretning i
al Fald siden Fyrrerne i forrige Aarhundrede har hørt til Byens største
og førende, paa mange Omraader til de banebrydende indenfor Faget.
Det maa absolut hævdes, at da THOMAS CHRISTENSEN efter et ham
forud givet Privilegium den 7. Februar 1778 løste Borgerbrev som
Bagermester i København og under Samarbejde med Bagermester
GERHARD NISSEN, der ejede en gammel Bagergaard i Store Strandstræde,
der havde bestaaet siden 1755 i Bager JOCHUM HEINRICH ROSSAUS Eje, men
havde ligget demoleret i lange Tider, aabnede sit Hug- og Fintbrøds-
Bageri her, gik de to driftige Folk ind til en Forretning, der havde
alle mulige Chancer for at blive indbringende. Naar vi af JOH. HERMAN
WESSELS fornøjelige Fortælling „Smeden og Bageren" muligvis kan have
faaet Indtrykket af, at en Bager i hine Tider var „arm og udlevet",
saa maa man straks tage Forbehold herimod. Dels foregaar Handlingen
slet ikke i København, men i en lille By, dels er der to Bagere i Byen,
og der siges kun, at den ene af dem er i den triste Situation, at
„Fanden snart ham tager", saa at det ikke gør Samfundet nogen Skade,
om man „retter" ham i Stedet for Smeden. Almindeligvis var Bagerforretningen
netop i 1778 i Opblomstring, saa at det ikke varer saa
15

forfærdelig længe, inden Lavet tager hele Pippet fra Fribagerne, saa
at der, da vi naar til 1840'erne, kun er een Fribager tilbage i København,
selv om Fri bager-In stitutionen ikke var helt ophævet.
Det bliver navnlig GERHARD NISSEN, Interessen knytter sig til; thi
THOMAS CHRISTENSEN forsvinder hurtigt af Sagaen, rimeligvis er han død
kort efter, og NISSEN har sikkert kun knyttet ham til sig for at benytte
sig af hans Privilegium, som saa siden er gaaet over paa ham selv.
Magistraten betænkte sig ikke længe paa at forny et saadant Privilegium,
naar en Forretning var i Gang. NISSEN havde med sikkert Forretningstalent
valgt at lægge sit Bageri netop i den forladte Bagergaard
i Store Strandstræde; thi her var en ny Bydel ved at blomstre op
omkring det Frederiks-Stad, som Kong FREDERIK DEN FEMTE havde skabt
med de fire Palæer paa Amalienborg og den ikke fuldførte Marmorkirke
(Friederichs-Kirken, som den skulde hedde) som Midtpunkt. Der
var langt til den nærmeste Konkurrent; man laa jo udenfor Byens
egentlige Grænse; men det Kvarter, der skulde vokse op, maatte blive
aristokratisk; Kunderne har været købedygtige. Det blev jo navnlig et
fint Kvarter, efter at Christiansborg var brændt den 26. Februar 1794,
og Kronprins FREDERIK DEN SJETTE maatte skafte den boligløse Kongefamilie
Tag over Hovedet ved at købe de fire Adelsmænds Palæer paa
Amalienborg, der siden da bestandig har huset kongelige Personer, om
end ikke altid den regerende Konge.
Store Strandstræde var i 1778 ikke andet end Haver og smaa Gartnerhuse
samt Bagergaarden; men Admiralgaarden laa i Lille Strandstræde,
og derfra var livlig Overfart til Holmen (nu Gammelholm) og Orlogsværftet,
og det var derfor ganske naturligt, at NISSEN kom til at levere
en Del af det daglige Brød til de der arbejdende Folk, selv om han
ikke kom til netop at proviantere Flaaden, det besørgede den selv. Men
det nærliggende Kongens Nytorv med Charlottenborg og de stolte Adelsgaarde
blev hans sikre Kunder, og efterhaanden som Store Strandstræde
blev den naturlige Genvej til Amalienborg, voksede Kvarteret op; Store
Strandstræde selv fik ganske vist ved Bebyggelsen et saare borgerligt
og lidet fornemt Præg; det skabtes jo ogsaa i de ulykkelige Dage, der
fulgte efter 1807 med Krigen med Engelskmanden og Statsbankerotten;
men denne Nedgangsperiode mærkede GERHARD NISSEN intet til; han døde
16

i 1804-, dog sikkert som en velstaaende Mand. Han passede sin Forretning
og deltog ikke paa nogen Maade i det offentlige Liv, saa der vides,
da al Tradition herom svigter, intet videre om ham, saa lidt som om
hans nærmeste Efterfølgere, der bar Navnene C. ALBERG, A. WEEK og
WESTPHAEL; men det er ganske givet, at Bageriet i Store Strandstræde
har fulgt de skiftende Tiders gode og onde Dage, saa. at det har været
op og ned med Indtægterne; WESTPHAEL, som efterlod sig to ugifte Døtre,
var den sidste Leder, inden Dynastiet OLSEN traadte til i 1847 og igennem
de følgende Aar lige til den Dag i Dag har arbejdet Bageriet frem
til en stedse højere og højere Standard.

ET KAN, forinden vi gaar ind paa Slægten OLSENS intimere
Historie, sikkert være af Interesse at se lidt paa, hvorledes
Forholdene laa for Bageriet i Fyrrerne her i
København. Der førtes stadig Tilsyn af Magistraten
med Bagerne og deres Forretninger og Produkter.
Hvert Aar i November Maaned foretoges der et Opgør
af, hvad der fandtes af Proviant hos hver enkelt Bager, idet han var
pligtig til at holde et bestemt Kvantum paa Lager.
Der fandtes i Fyrrerne 56 Lavsbagere, hver med 50 Tønder Hvede
og 200 Tønder Rug, een Franskbager med 50 Tønder Hvede, een Fribager
med 50 Tønder Rug og 110 Rugbrødsbagere, hver med 20
Tønder Rug,
Svendene var ved deres tidligere urolige Forhold, hvor de deltog i
Gadeoptøjer og Udskejelser i deres Svendekro, kommet i den Grad
i Miskredit hos Autoriteterne, Politiet og Magistraten, at de i Tidens Løb
var blevet indordnede meget strængere under Mestrenes Kontrol, end
Tilfældet var i noget andet Fag. Det var saaledes befalet, at de skulde
holde deres Svendekro i Mestrenes Lavshus i Læderstræde og derfor betale
200 Rdl. i aarlig Leje; de fik ikke en Gang Lov at vælge deres egen Krofar,
siden 1819 var denne dem paatvunget efter Mestrenes Valg, fordi
de havde taget en lovlig livlig Del i de Optøjer, der fandt Sted i København
i Dagene fra den -L—14. September 1819; de og Slagtersvendene
havde været de ivrigste til at slaa Ruderne ud i de rige Jøders
Butikker paa Østergade og i Gothersgade. I 1843 afsatte Mestrene uden
videre Svendenes Krofar og Oldgesell, fordi han ikke var dem til Pas;
19

(lette fandt Svendene dog for haardt, hvorfor de opsagde Lejemaalet
for Svendekroen og nden videre flyttede bort med Skilt, Lade og Velkomst
samt de øvrige Genstande, der hørte Zunften til. Men Mestrene
gik da med Klage til Politidirektør BRÆSTRUP, der foretog en Mægling,
hvorefter Krofar blev i sin Stilling, men Svendene skulde til Gengæld
flytte tilbage til Lavshuset under Mestrenes Kontrol, ganske vist for
en noget lavere Husleje.
Det mægtige og velhavende Bagerlav forfulgte ivrig de opdukkende
Kukkenbagere, der havde Ret til at bage Kager og Nødder. Det rejste
ogsaa Sag mod en Rugbrødsbager, der havde anvendt sigtet Rugmel
til Rugbrød; men Kommunalbestyrelsen ansaa det for vigtigt, at Nydelsen
af Sigtebrød fremmedes og udvidedes, og den udvirkede derfor i
1845 en kongelig Resolution for, at Rugbrødsbagerne havde Ret til at
lade deres Mel sigte.
Bagerlavet var sluttet og privilegeret; der maatte kun være 50
Bagergaarde i København, (naar der var 56 Lavsbagere kom det af,
at der nogle Steder var to Ejere om Gaarden). Kun ved at blive Ejer
af en Bagergaard kunde man blive Bagermester og komme ind i Lavet,
og dette havde egentlig Monopol paa Byens Brødforsyning; derfor fik
Konkurrencen fra Fribagernes Side ingen Betydning. Men for at Mestrene
ikke skulde misbruge deres Magt, fastsattes der med passende Mellemrum
Brødtakst for Rugbrød, Surbrød, Rugtvebakker, Franskbrød, Hvedesimler,
Rundebrød og Hvedestol), ligesom Vægten blev bestemt. Men
den 7. April 1841 blev Taksten ophævet med følgende Bemærkning fra
Magistraten:
„Vi gør iøvrigt Regning paa, at Bagerne ikke vil benytte Takstens
Ophævelse til Fordyrelse af Brødet eller anden ubillig Adfærd og vil i
denne Forudsætning ikke for Tiden tillade Forøgelse af Lavsbagernes
Antal her i Staden, skønt vi ingenlunde kan erkende, at de har erhvervet
Ret til, at det stedse herved vil have sit Forblivende, ligesom
vi forvente, at det ej heller vil blive fornødent at træffe andre Foranstaltninger
for at modvirke Brødets mulige Fordyrelse, saasom ved
at give Tilladelse til Anlæggelsen af flere Bagerier i Forstæderne eller
til Brøds Indførsel og Falbydelse paa Akseltorvene."
20
Som man vil se, betyder denne Erklæring et meget alvorligt Skridt

hen imod Næringsfrihed. I ti Aar kæmpede Lavsbagerne nu med deres
Oldermand, SCHERFIG, i Spidsen for deres Monopoler. Oen offentlige Mening
var imod dem; man gav dem Skyld for Hvedebrødets Fordyrelse,
navnlig havde de paa dette Punkt en aarvaagen Fjende i „Berlingske
Tidende"s Redaktør, NATHANSON. Under Dyrtiden i 184-7 klagede han saa
højt i sit Blad over, at de til Anskaffelse af Hvedebrød til Fattigfolk
indkomne Penge gik lige i Bagernes Lomme, at Sagen kom frem paa
Rigsdagen.
I 1840 stiftedes Haandværkerforeningen som Modtræk til Industriforeningen,
der vilde have Næringsfrihed. Haandværkerforeningens første
Formand blev Bagermester, Oldermand SCHERFIG, der skaffede Foreningen
Lokale i Bagernes Lavshus og slog vældige Slag for Lavsvæsenets
Opretholdelse. Til sidst maatte Bagerne give Slip paa Monopolet, men
Overgangsbestemmelserne blev lempelige. Den 12. Februar 1852 fik Bagerne
Lov til frit at nedsætte sig udenfor Portene, men inde i Byen
blev Bagernæringen først fri fra 1. Januar 1860.
Som ovenfor sagt herskede der i 1847 Dyrtid her i København, og
for at lette Brødpriserne blev der nedsat en Kommission, der den 1. Maj
udstedte en Kundgørelse, hvorved det tillodes at bage Blandingsbrød.
Forholdene minder da meget om dem, vi selv for nylig har oplevet under
Verdenskrigen, idet man ogsaa da indførte Brødkort, lydende paa
en Godtgørelse paa 17« Skilling pr. Pund. Uddelingen af disse Brødkort
begyndte den 6. Maj 1847, Kortene hentedes paa Raadhuset, Fødselsstiftelsen
og i det borgerlige Exercerhus paa Christianshavn. I Maj uddeltes
Kort paa 672,000 Pund Brød, i Juni paa 1,088,000 Pund til et
Beløb af 33,000 Rdl. Bagerne fik ogsaa Tilladelse til at bage Bygbrød,
der skulde mærkes med et B; de blandede Brød skulde føre Mærket R. B.
Men Offentligheden var stadig væk, ledet af „Berlingske", mistroisk
overfor Bagerne, man mente, de snød. Overpræsidenten lod derfor foretage
Prøvebagninger, der førte til det Resultat, at Brødet kunde fremstilles
for 47« Skilling Pundet, hvorimod Bagerne tog 5 Skilling. Der
opstod da et Ramaskrig, og Lavet maatte gaa ind paa at levere det for
4V2 Skilling og altid at bage „rigtigt" Brød.
I de urolige Dage i 1848 rejstes der en Stemning imod de mange
tyske Bagersvende, som i Kraft af Lavets ziinftige Forbindelse med
21

„das grosze Vaterland" var ansat her i Byen. En Gadetøs drillede nogle
tyske Svende, der arbejdede i en Kælder i Slippen, hvorfor en af Svendene
gav hende en ordentlig en paa Kassen. Da Tøsen hylede op, samledes
der et Opløb, der naturligvis tog Parti mod den tyske Svend.
Denne undslap, men Mængden trængte ind i Bageriet og bemægtigede
sig Mesteren, som den udleverede til Politiet, der førte den uskyldige
Mand til Hovedvagten paa Kongens Nytorv, hvor han arresteredes for
— Gadeoptøjer, medens Pøbelen drog uantastet videre og slog Ruder
ud hos de Bagere, der havde tyske Svende, bl. a. ogsaa hos den unge
OLSEN i Strandstræde.
Aaret efter — i 1848 — var Bagerne mere populære, da de sendte
rigelige Gaver af Brød til Soldaterne i Felten.

ET var d. \2. Juli 1847, at den unge Bager, CHR. LUDVIG
OLSEN, der var født i Nyboder d. 17. Maj 1806 og Søn
af Bagermesteren i Nyboder, købte Bagergaarden i Store
Strandstræde Nr. 12 af Bagermester JUST ANDREAS WEEKS
Enke, der siden Mandens Død havde haft Bagermester
WESTPHAEL til Bestyrer. Det var under uhyre vanskelige
Forhold, at han overtog Bageriet, Dyrtiden var jo da paa det højeste,
og det var sikkert ikke med de blideste Øjne, de gamle Herrer i Lavet
saa til den unge Mester, der ved Købet af Bagergaarden var selvskrevet
Medlem af Lavet. Desuden var der den Ting, at CHR. LUDVIG
OLSEN ingenlunde delte sine nye Kollegers Begejstring for Lavsprivilegierne;
som den Fremskridtsmand, han var, havde han udpræget Sympati
for Næringsfrihed; men han blandede sig ikke i Politik; han var
i altfor høj Grad et Arbejdsmenneske, der havde det eneste Maal at
bringe sit Fag paa saa højt et Standpunkt som vel muligt, til at han
vilde spilde Tiden med Møder og ørkesløse Lavsforhandlinger. Han
sled selv i sit Bageri med en Energi og Pligtopfyldelse, som var mageløs;
han stillede strænge Krav til sine Folk, men strængere til sig selv,
og derfor var han baade elsket og respekteret af sine Medarbejdere, i
Forhold til hvem han bevarede noget vist gammeldags patriarkalsk.
Noget lignende var Tilfældet i hans overordentlig lykkelige Familieliv,
der forstod han ogsaa ved Siden af sin Hjertensgodhed at gennemføre
Respekten for sig som Familiens Overhoved; men med Hensyn til
Pligtkrav, gjaldt der ingen Pardon; da hans Søn og Efterfølger var
Svend hos ham, blev han behandlet fuldstændig som de andre Svende;

han kom til at bo i et af Jomfruværelserne, og Faderen markerede
kun i det rent ydre, at det var Sønnen og hans Førstemand og Arvtager,
der boede her, ved at sætte Spejlglasruder i Vinduet, der var
paa første Sal i Gavlen, der vendte ud mod Gaden. Men Sønnen fik
ikke anden Frihed end de andre Svende, det vil sige en Udgangsaften
hver fjortende Dag; men Udgangstilladelsen gjaldt kun til Kl. 10 paa
Slaget, og kom den unge Mand senere, maatte han pænt spadsere paa
Gaden, til Porten aabnedes næste Morgen, med mindre hans gode og
kærlige Moder, hvad der kunde hænde, listede sig til, uden at Faderen
mærkede det, at kaste en Nøgle ned til ham.
Som sagt kom CHR. LUDVIG OLSEN selv fra Bagerhjemmet i Nyboder,
hvorfra ogsaa den Søn udgik, der grundede den højt ansete Forretning,
Hofbager VALDEMAR OLSENS i Store Kongensgade.
Barndomshjemmet har sikkert ikke været rigt. Bagerbutikken laa lige
overfor Nyboders Vagt; og ganske vist havde Bager OLSEN Privilegium
paa at handle med Brød i Nyboder, men Befolkningen der var jo
fattig; den fik selv udleveret sin Rug af Staten, og naar den købte Brød,
betalte den med Mel, og undertiden snød Nyboderfolkene sig ogsaa til
at købe Brød hos ham, der „boede i Træerne" i Store Kongensgade
eller „ham i Rendestenen" ved Borgergade, thi de gav i Smug mere
for Melet.
CHRISTIAN LUDVIG stod i Lære hos sin Fader, og da den var udstaaet,
drog han, som Skik og Brug var, til Tyskland som vandrende Svend;
om denne Rejse og dens Oplevelser ved man ikke andet end, at han i
længere Tid havde Arbejde i Koln, hvor han stiftede Bekendtskab med
den nedenfor omtalte Bagersvend GIESSEL, som ogsaa var „paa Brasen",
men hørte hjemme i Wien. I 183-f kom han hjem og overtog Faderens
gamle Forretning i Nyboder. Han giftede sig samme Aar med en Datter
af den bekendte Bagermester C. V. PETERSEN i St. Kongensgade, hvis Forretning,
der er en af de ældste her i Byen, nu ledes af hans Sønnesøn,
Bagermester EMIL PETERSEN. Det blev et haardt Slid for de nygifte at
arbejde Nyboder-Bageriet i Vejret, og CHR. LUDVIG vilde tjene Penge,
saa han kunde komme bort herfra og til større Forhold. Baade han og
Konen arbejdede Nat og Dag, og hun fortalte tit siden, at det var i
disse syv Trældomsaar, hun sled paa sig; Boligen var ussel, der var

syv Døre og ingen Kakkelovn, og det faldt svært for hende at passe
Børnene; den endnu levende Datter, Fru NATHALIE JANSEN fortæller ogsaa
om, at hun husker sig selv og sine Søstre anbragt i en Balle ude i
Gaarden, hvor de maatte passe sig selv, og hvorfra de ikke kunde slippe
op. Men Penge tjente de, og endelig kunde CHRISTIAN LUDVIG flytte ind
i St. Strandstræde; men Sliddet var ikke forbi endnu; Børnene var efterhaanden
blevet mange, ialt syv, nemlig den nævnte NATHALIE, der siden
blev gift med Grosserer JENS JANSEN, HILDA, gift med Møller LICHTENBERG
fra Svanemøllen, LUDOVICA, gift med sin Fætter, Tømmerhandler LUDVIG
OLSEN, ERMUTH, der ogsaa ægtede LUDVIG OLSEN efter Søsterens tidlige
Død, og ALMA, gift med Forpagter HALKIER, Hårløse i Skaane; desuden
var der to Sønner, Faderens Efterfølger, Hof bager I. L. W. OLSEN og
Bagermester SOPHUS OLSEN i St. Pederstræde.
I Begyndelsen gik det ogsaa smaat nok i St. Strandstræde, og de
ældste Pigebørn maatte hjælpe JFR. HERMANSEN i Butikken. Det varede
dog ikke længe, inden Velstanden meldte sig, og endnu i Børnenes
Barndom blev der Raad for Familien til at ligge paa Landet ude ved
26
tf

+
•
$ Bechs Badeanstalt, og omsider naaede man saa vidt, at CHR. LUDVIG
købte Søholm ude ved Lundehus-Søen til Sommerbolig.
Hjemmet var stille og gæstfrit; den store Familie samledes om Søndagene,
kun sjældent viste Familiefaderen sig paa Gaden. Han gik altid
hjemme i lysegraat Vadmel, om Aftenen i sort Klædesfrakke og ude
med høj Hat.
OLSEN var den første her hjemme, der indforskrev udenlandske
Svende, der medbragte Idéer til nye Brødsorter, ja, han indkaldte endda
en hel Familie GIESSEL fra Wien. Manden blev Førstemand i Bageriet,
Sønnen blev ogsaa anbragt der, og Datteren gjorde Arbejde som Pige
i Huset. Sønnen lever endnu og har sit eget Bageri her i Byen. Selvfølgelig
boede og spiste alle Svendene og Bagerjomfruerne i Hjemmet, saa
der var meget for Husmoderen at tage Vare; men hun glemte ingen,
var god, kærlig og hjælpsom mod alle, og Folkene blev ogsaa hos
hende i lange Tider. I hele Familien gik hun under Navnet „Tante i
Trine", og elsket var hun, hvor hun kom. Da hun blev Enke og Bedstemoder,
samlede hun med særlig Glæde sine Børn og Børnebørn om sig
27

Interiør fra den store Hall.
om Søndagen i sine skiftende Hjem, først i Lille Strandstræde ved Siden
af Café van Zandt, saa paa Toldbodvej, hvor Nonnerne boede, saa i
en dejlig Villa paa Kalkbrænderivej, derefter paa Hjørnet af Rigensgade
og Østerbro og endelig i Villa „Calunda" i Frederiksberg Allé. Hun
havde den Skik, at hun altid paa sine Børns Fødselsdag forærede dem
en Daler for hvert Aar, de fyldte; for Spøg plejede den ældste Søn at
sige et Par Aar mere, end Tilfældet var, men hun lo og sagde, at
med det kunde han ikke snyde hende. Foruden en almindelig Gave fik
hvert af Børnebørnene baade til Jul og Fødselsdag 100 Kr., som blev
sat hen til dem, til de blev voksne; den ældste Sønnesøn, JOHN, kunde
som ganske ung foretage sin første Udenlandsrejse for disse Penge.
Men baade OLSEN og hans Hustru udsatte ogsaa Legater til deres Folk,
der havde tjent dem længe, ja, endogsaa til de to gamle Frøkener
WESTPHAEL, Forgængerens Døtre, der figurerede ved Søndagsmiddagene
som to hyggelige „Tanter eet og to 4 ' med Proptrækkerkrøller og fine
Baandkapper, som de medbragte i Straakurve.
28
CHR LUDVIG OLSEN var den første, der indførte Franskbrøds-Bageri

Interiør fra Dagligstuen mod Strandstræde.
Interiør fra Dagligstuen mod Strandstræde.

her i Byen, og det var noget af
det, der gjorde ham til en rig
Mand. Medens CHRISTIAN DEN NIENDE
endnu var Prins, sad han meget
smaat i det med de mange Børn
ovre i det Gule Palæ, og han
brugte da OLSEN som Bager; men
da denne vidste, at det kneb for
ham, sendte han aldrig Prinsen
nogen Regning for Brødet. Det
var som Tak for denne Elskværdighed,
at CHRISTIAN DEN NIENDE
straks efter sin Tronbestigelse udnævnte
ham til kongelig Hof bag er,
en Titel, hans Søn arvede efter
ham.
En altfor tidlig Død afsluttede
den flittige Mands virksomme Liv.
I „Berlingske Tidende" den 9. August 1865 læses:
„At min kjære Mand, kongelig Hofbager CHR. LUDVIG OLSEN i en
Alder af 59 Aar efter et smertefuldt Sygeleje er afgaaet ved Døden
Løverdagen den 5. August, bekjendtgjøres herved paa Børns og egne
Vegne. C. S. OLSEN,
født Petersen.
Begravelsen finder Sted fra Helliggeister Kirke d. 11. August Kl. 12."
Enken overtog nu selv Bageriet; den ældste Søn, JOHAN LUDVIG
WALDEMAR OLSEN, var da kun 21 Aar; han blev i Moderens Forretning
og styrede den for hende til 1868, da han selv overtog den. Han maatte
allerede i 1865 søge Fuldmyndighedsbevilling og ægtede samme Aar
MAGDALENE WILHELMINE GEORGIA BØVING, Datter af den bekendte Embedsmand
i Nationalbanken, Etatsraad BØVING, der førte et stort og gæstfrit
Hus i den Enevold Brandtske Gaard i Store Kongensgade.

t
)
Løbet af kun 18 Aar havde CHR. LUDVIG OLSEN med
fremragende Dygtighed og med en kolossal Forsagelse
af alle andre Livsnydelser end netop Arbejdet lagt
Grunden til og opbygget en Forretning, der ikke alene
betragtedes som Byens første ved hans Side nævnede
man i Grunden kun den kendte Hofbager ALBECK
paa Købmagergade, der i 1849 havde anlagt det første Wienerbageri,
hvilket dog ikke er ensbetydende med, at han indførte Wienerbrød; thi
det gjorde OLSEN i Strandstræde — men ogsaa som et Mønster-Bageri,
alle Sagkyndige saa hen til. Igennem en Kamp ikke alene for Tilværelsen,
men ogsaa for Principper, der hyppig maatte bringe ham i et ret
skarpt Modsætningsforhold til hans Kolleger, de andre Lavsmestre, var
han ved sin Død Sejrherren, der ikke alene rent borgerligt og fagligt
havde aftvunget alle den dybeste Agtelse og Respekt, men som rent
menneskeligt havde vundet Hjerter, der forstod at skatte og værdsætte
hans retlinede Karakter og den Hjertensgodhed, der skjulte sig under
hans strenge, men kun tilsyneladende barske ydre. CHR. LUDVIG OLSEN
var ikke alene i Holdning og Udseende Typen paa den gammeldags,
solide Haandsværksmester, som vi kender ham gennem Billeder og Fortællinger:
„Mester" paa Værkstedet og „Fatter" i Hjemmet, om hvem
hele Tilværelsen paa disse to Steder drejede sig, til hvem man begge
Steder saa op ikke blot med Ærefrygt og Respekt, men som alle de,
der var afhængige af ham, hang ved med en Kærlighed, som var saa
meget mere ægte, som den egentlig udstraalede fra ham selv. Forholdet
til Hustruen var det inderligste og hjerteligste, man kunde tænke
31

sig, men det er betegnende, at hun altid sagde „Olsen" til ham, en
Reminiscens fra hine patriarkalske Dage, hvor Mottoet i ethvert solidt
Borgerhjem var: „Hvad Fatter gør, er altid det rigtige!" Der var ingen
Slinger i Valsen der; men dog maa man ikke tro, at han og hans
Hustru foretog sig noget uden i fuld Harmoni og Forstaaelse med hinanden.
Som han regerede eneraadig i Bageriet og lod sin Aand paatrykke
det hele sit Præg og sin Personlighed, var hun den stille Magt
i Hjemmet, der skabte dets Hygge og Poesi; ved sin Elskelighed vandt
hun alle, der kom i Berøring med hende, for Mand og Børn stod hun
som den opofrende Moder, fra hvem alt det gode udgik, og denne
Følelse koncentrerede sig yderligere hos hendes snart mange Børnebørn;
naar man kan sige, at det Olsenske Hjem ikke opløste sig, da
Manden døde, var det, fordi deres Fællesaand ligesom levede videre
igennem hende. Hun var ikke alene dets Symbol, men dets Nerve, hun
ejede den Tone, der gav det hele Karakter. Og udadtil — i den store
Slægt og mellem de mange Venner stod hun som den hyggelige og
ejegode „Tante Trine", som alle saa op til, men som ingen var bange
for. Det var hendes Aand, der hævede dette jævne og velhavende Hjem
langt op over det spidsborgerlige, Datidens Borgerhjem ellers stod Fare
for at forsumpe i; selv om Devisen: „my house is my castle" særdeles
godt kunde gøres til Motto over Indgangen til CHR. LUDVIG OLSENS Hjem
i Store Strandstræde, havde det dog altid en Dør paa Klem for det
derude, som gav det den Foryngelsens Kilde, der hindrede dets Medlemmer
fra at synke til Bunds i det praktiske Livs Dødvande. Det gamle
Hjem var særpræget baade gennem Husfaderen og Husfruen; det blev
ikke et almindeligt københavnsk Middelstandshjem, det blev „det Olsenske",
som gemte et vist „jeg ved ej hvad," som kun de, der kendte
det og kom der, forstod og kunde værdsætte. Det var ikke Dusinmennesker,
der voksede op der, det var Folk med stærke Viljer, Livslyst
og en næsten ubændig Virketrang.
Man kan vel sige, at CHR. LUDVIG OLSEN var den, der lagde den stærke
Grund for Huset og byggede dets sikre Mure, der kunde modstaa Tidens
Storme. Det bliver da billedlig talt set den unge Stamherre,
WALDEMAR OLSEN, i hvis Lod det falder at forsyne Borgen med Taarn og
Tinde, en Opgave, som var saa meget større og vanskeligere, som han

kun var 2i Aar gammel, da han
skulde løfte den tunge Arv efter
sin Fader. Billedet passer saa vidt
yderligere godt, som man halvt
i Spøg har sagt, at WALDEMAR OLSEN
slet ikke burde have været Bagermester,
men Arkitekt. Grunden
hertil var, at han var i Besiddelse
af saa stort et teknisk Snille, at
han i Aarenes Løb ikke blot leverede
Tegningerne til de Huse,
han, efterhaanden som Bageriet udvidedes,
og man ikke længere kunde
have Melsækkene liggende paa
første Sal til Gaden, lod opføre
ved Køb af Naboejendommene og
Nedrivningen af den gamle Gaard,
men ogsaa tegnede Værelserne i
det prægtige Hjem, han skabte for sig og sin Hustru i Store Strandstræde,
hvor han smykkede Væggene med sin Samtids og den nærmeste
Fortids bedste Kunst i Malerier og Skulptur og dannede Spisestuen som
en nydelig Kopi af et Værelse paa Rosenborg, hvortil Snedkermester
OXELBERG lagde sit solide Haandværk. Men ikke nok med dette; han
konstruerede selv sine Ovne. Da Naboejendommene blev købt i 1880—81,
indrettede han som noget hidtil ganske ukendt her hjemme et Dowson-
Gasværk til at opvarme sine Ovne med; han var den første, der fandt
paa at opvarme ved Kanaler og ikke i selve Bagerummet. Umiddelbart
derefter anskaffede han elektrisk Lys; hans Maskineri hertil blev
drevet af Dowson-Gasværket, og Københavnerne blev baade forfærdede
og begejstrede, da de for første Gang saa „Ild brænde i Glas".
Foruden Udvidelsen i Store Strandstræde maatte der skabes en Udvej
bag om; WALDEMAR OLSEN købte da først Ejendommen Nyhavn Nr. 9,
og da denne viste sig at være for snæver for Udkørsel for de efterhaanden
mange Vogne, maatte han tillige købe den Carøeske Gaard
ved Siden af, Nr. 11, hvor der tidligere havde været Sukkerrafinaderi,
30

hvorom endnu den lille forgyldte Mand med Sukkertoppen i Haanden
udenfor Porten minder. WALDEMAR OLSEN var den første, der oprettede
Udsalgssteder rundt om i Byen, og for at have bekvemmere Forbindelse
med dem anlagde han, inden man her i København havde tænkt paa
at indrette Telefoner, sin egen Telefon rundt til Filialerne. Apparatet
var selvfølgelig ret primitivt; det havde omtrent Mandshøjde, og det
var en ekstra Fornøjelse at se den lille, buttede Frk. HERMANSEN, som
vil huskes af mange Københavnere fra de lange Aar, hvor hun var en
fornøjelig Ekspeditrice i Bagerbutikken, kravle op og endda have svært
nok ved at naa Taletragten. Københavnerne rystede igen paa Hovedet,
da de hørte om dette Apparat. Da WALDEMAR OLSENS ældste Søn, JOHN,
som Dreng løb over Gaden, var der Folk, der raabte efter ham: „Se,
der gaar Sønnen af den gale Hofbager, som tror, man kan tale i
en Traad over Kongens Nytorv!" JOHN kom grædende hjem og søgte
Trøst hos sin Moder.
WALDEMAR OLSEN gjorde ogsaa ved sin energiske Færd Store Strandstræde
til en berømt og kongelig Gade; det skete i de festlige Czar-
Dage, hvor alle Københavnere strømmede til Strandstræde for at se den
pragtfulde Udsmykning og 0111 Aftenen at beundre den straalende Illumination
i Hofbagerens Hus. Strandstræde blev Københavns loyaleste
Gade, intet andet Sted saa man saa mange Flag, saa skønne Guirlander
og Fagade-Udsmykninger som her, og det hele kulminerede i Udsmykningerne
ved CHRISTIAN DEN NIENDES Regeringsjubilæum 1888 og Majestæternes
Guldbryllup 1892. Men her kom WALDEMAR OLSEN i en komisk
Konflikt med Politiet. Han flagede uden Tilladelse med Splitflag, dels
fordi han syntes, at dette Flag var det smukkeste, dels fordi han mente,
at naar saa mange andre Institutioner af privat Karakter som Studenterforeningen
og Carlsberg maatte flage med Split, saa kunde han ogsaa
gøre det. Det virkede da ogsaa latterligt, at Politiet idømte ham en Bøde
og forbød Splitflaget. Men Olsen vilde føre sin Krig igennem. Som den
ivrige Sejlsportsmand han var med sin berømte Baad „Ilwo" vandt
han Sejre, der førte ham frem i første Række blandt vore Lystsejlere,
var han vant til at føre Splitflag paa sin yacht, en Tilladelse, kgl.
dansk yachtklub har, hvorfor skulde han saa ikke have Lov til at flage
for Kongen og Czaren paa samme Maade? Han gik gennem flere
34

?
Interiør fra Butikken i Store Strandstræde 10.
- Instanser med Sagen, og Københavnerne talte ikke om andet. Enden paa
det blev en tragikomisk Afgørelse, der kunde være Kong Salomon værdig:
OLSEN lik Lov at flage med Split fra Line, men ikke fra Stang.
I 1888 forbavsede OLSEN Byen ved paa den store nordiske Industri-
Udstilling at opføre et helt Mønsterbageri, hvis Skorsten var højere end
den paa Fabrikken i Strandstræde; her kunde Publikum beundre den
lækre og hygiejniske Maade, hvorpaa Brød nu til Dags fremstilles modsat
ældre Tiders Griseri i Bagerierne, og rundt omkring i Tivoli gik
Folk og nød det dejlige, friske Brød.
» I sit Hjem var WALDEMAR OLSEN en gæstfri og large Mand, hvad
enten man besøgte ham i Store Strandstræde eller paa den Villa, „Ilwohøj",
han lod opføre paa Skrænten i Vedbæk, og han støttedes heri af
sin smukke og fint dannede Hustru, som sikkert fra sit Barndomshjem
har tilført det gamle Bagerhjem ny og frisk Kultur. Der gik sjældent
nogen Søndag, hvor der ikke blev dækket ekstra til fra 20—-10 Personer,
der benyttede sig af „det aabne Hus." Der stod Fest over WALDEMAR
OLSEN og hans Hustru, hvor de viste sig.
i
35

Befordringer i 1912.
Men for alt dette udadvendte slap WALDEMAR OLSEN dog aldrig sin
alvorlige Opgave: at højne sit Bageris Standard og skabe det sundhedsmæssigt
set bedste Brød. Han var den første, der i Halvfjerdserne indførte
Wienerbrød, og Honningbrød skaffede han os i 80'erne. Han havde
selv som Svend arbejdet i Wien og Dresden og medbragte Erfaringer
derfra, men til Overflod indkaldte han Honningmester ZIESER, der siden
afløstes af Mester ULRICH fra Schwaben, som har været i Olsens Tjeneste
i over 30 Aar. I det hele taget er det et Karaktermærke for det Olsenske
Dynasti, at Forholdet imellem Mester og Folk altid har været saa godt,
at Folkene har tjent der længe og uanset moderne Tiders Arbejdsgiver- i
og Arbejderforhold altid har følt sig solidariske med deres Chef.
Som det for 150 Aar siden var Rugbrødet, der egentlig gav den
unge Forretning Vind i Sejlene, saaledes skulde det mærkeligt nok ogsaa
blive Rugbrødet, der nu i vor Tid har forynget Fabrikkens Ry, idet
OLSEN skabte det Brød, han ved en sindrig Anvendelse af sine Forbogstaver
døbte Ilwo-Rugbrød; det er det første Brød, hvor Rugen ikke
bliver formalet til Mel, men sat i Blød og derefter ad kunstig Vej
m
i.
TV

I)
Befordringer i 1928.
gjort til Dejg og siden bagt. Ogsaa dette er WALDEMAR OLSENS egen
Opfindelse.
Naar man tænker tilbage paa alt det Arbejde, WALDEMAR OLSEN magtede
at skabe ved sin livlige Aand i de 32 Ungdoms- og Manddoms-
Aar, det blev forundt ham endnu at leve, undres man over, at han har
kunnet naa saa langt, skønt han kun naaede en Alder af 53 Aar. To
Aar før sin Død havde han haft den store Sorg at miste sin Hustru, der
døde 23. Juli 1895 paa Villaen i Vedbæk, og den 29. April 1897 endte
han selv sit virksomme Liv her i Byen efter en mislykket Galdestensi
Operation. Hans Begravelse fandt Sted fra Garnisons Kirke d. (i. Maj Kl. 12.
WALDEMAR OLSENS Karakteristik gives let ud af hans Virksomhed, som
her er skildret; mange endnu levende vil erindre hans stærke og djærve
Skikkelse og mindes hans friske og frejdige Væsen, hans iltre og let
begejstrede Optagethed overfor alt, hvad der gjaldt hans Virksomhed,
og det erkendtes da ogsaa villigt af alle, at dansk Haandværkerstand
ved hans Død havde mistet en fremragende Personlighed, der yndede
-- at staa paa egne Ben og følge sit eget Hoved, hvilket var saa meget
i
<
37

heldigere, som han havde et godt Hoved. Men han havde ogsaa et godt
Hjerte, han følte for de smaa og hjalp gerne. Hans private Interesser gik
ad de sundeste Veje imod Friluftsliv og Kunst, og dog var ogsaa han et
Hjemmemenneske, der ikke tog Del i det offentlige Liv, ligesom han ikke
interesserede sig i særlig Grad for Lavs-Sager, naar han blot maatte have
sit eget i Fred. 1 sit Hjem førte han et lykkeligt Liv med sin yndige
Hustru, og han levede her imellem alle de Kunstsager, han med stor
Smag og Forstand smykkede sine Stuer med. Savnet blev han i sit Fag
og i sit Hjem, dybt savnet ogsaa af sine Venner og af hele København.
Uden at være nogen Original hørte han til de Personligheder i vor By,
man regnede med, talte om og interesserede sig for; han gled saa smukt
ind i vor glade, gamle Stads Profil som den ægte Københavner, han af
Sind og Hjerte var. Ogsaa blandt Frimurerne, hvor han indtog højeste
Grad og var „Broder" til FREDERIK DEN OTTENDE, betød hans Bortgang meget.
Det gamle Bageri overtoges nu af WALDEMAR OLSENS ældste Søn, JOHN
OLSEN, der var født d. 1. Febr. LS(II)^ og som sammen med den yngre
Broder fra 1907 ledede Arbejdet til 1918, da denne, GUNNAR OLSEN, født
d. 25. April 1883, der først havde staaet i Bagerlære hos GARN i Taarbæk
og siden arbejdet hos sin Slægtning Hofbager VALDEMAR OLSEN i Store
Kongensgade, efter Studieophold i Tyskland og Amerika vendte hjem og
overtog Ledelsen, medens JOHN OLSEN lever som Privatmand i Hillerød.
Hermed ophører egentlig den Del af det gamle Firmas Historie, som kan
skrives; Resten tilhører det levende Liv og vil først senere komme til at
tilfalde Historieskrivningen; kun saa meget skal rent statistisk tilføjes for
at konstatere, at der endnu styres for fulde Sejl og med god Bør ved
den Tid, da Forretningen, der kalder sig „Hofbager Olsens Søn" og trofast
har bevaret sine Højsædestøtter ved den hjemlige Arne i Store Strandstræde,
runder det anselige Hjørne, der markeres ved 150 Aar og gør det
paa en saadan Maade, at det tjener til Ære baade for Slægten OLSEN og for
Standen, idet Firmaet bestandig, Traditionerne tro, har arbejdet paa Fuldkommengørelsen
af sine Produkter. Det er den store Kundekreds, og ikke
dette Mindeskrifts Sag herom at fælde den retfærdige Dom! —
Saa meget kan dog siges, at 11 wo-Rugbrødet nu har slaaet sit Navn
og sit Ry saa fast, at Folk, der søger det, — og det er omtrent hele København,
— kaster „Rugbrød" bort og indskrænker sig til at sige: „Maa jeg
38

ede om et helt (eller halvt) lyst (eller mørkt) Ilwo!" saa at det i Publikums
Bevidsthed er gaaet over fra at være et Egennavn til at blive et
Fællesnavn for Rugbrød i alt Fald for det Rugbrød, man vil have.
Paa samme Maade er det gaaet med Navnet „Hofbager Olsen" i denne
Forbindelse; det hedder det egentlig aldrig mere; enten siger man i
københavnsk Sprogbrug: „Jeg skal bare hen til Ilwo!" eller: „Jeg skal
ind til Hof bager Olsen i Strandstræde!"
Dette og den Omstændighed, at man ikke engang føjer „Store" til
Strandstræde for at skelne, i hvilken af de to Strandstræder Bageriet
ligger, — det ved nemlig enhver Københavner! er Bevis for, at
baade ilwo-Brødet og det Olsenske Bageri har vundet den Popularitet,
som de fortjener efter deres Egenskaber, og som er Betingelsen for
enhver Forretning, for at den skal trives.
Som Støtte for Rigtigheden heraf skal det derfor sluttelig blot nævnes,
at til daglig arbejder i St. Strandstræde i22 Mænd og Kvinder. Firmaet
har ca. 40 Udsalgssteder og Brødfabrikken „Ilwo" i Nyhavn. Brødet udbringes
nu hver Dag af ca. IS Biler.

ILWO