TRYK HER - Jenle

I digtet ”Når rugen skal ind” finder vi også det
religiøse:
Den kære rug var gæsten,
som gjorde hvert et barn så spændt:
se far han lægger vesten
og ser så indadvendt:
En skælven i et ydmygt sind,
en bøn l altets skaber,
før avlen bringes ind.
Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin,
og milde vinde hveger,
mens barnet slumrer ind.
Så sluer far i Jesu navn,
og hjemmet går l hvile
med høsten i sin favn.
I digtet ”Historiens Sang” beskriver Jeppe Aak‐
jær hele vor slægts historie fra dets begyndel‐
se l nuden. Han gør det med en ydmyg reli‐
giøs tone. I sidste strofe siger han:
Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når, du mit land, min stamme, frit må leve,
og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve.
Da står en ny ds bonde på sin to
og lyer ud mod andre lærkesange,
Men himlen maler blåt sit sommerlo
og rugen gulnes tæt om vig og vange.
Mon ikke Jeppe Aakjær her har, som Blicher
havde det i ”En landsbydegns dagbog”, salme
103 i GT i tankerne: Det lyder i salme 103 v.
(15 – 17):
”Menneskets liv er som græsset, det blom‐
strer som markens blomster: når vinden
blæser over det, er det der ikke mere ‐
20
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.
Men Herrens troskab varer fra evighed l
evighed.”
Disse eksempler taler sit tydelige sprog og vi‐
ser stor religiøsitet i Jeppe Aakjærs digtning.
Det viser også den ydmyghed og dybe respekt
han havde for de omtalte personers religiøsi‐
tet og religiøse handlinger og adfærd.
Den danske professor i filosofi ved Køben‐
havns Universitet Rasmus Nielsen udgav i
1862 – 1864 to–binds værket ”Grundideernes
Logik”. Heri gør han rede for den opfaelse,
at videnskab og religion var baseret på uens‐
artede principper, nemlig henholdsvis for‐
nu og åbenbaring, og at de derfor kunne
forenes i en og samme bevidsthed. Denne
opfaelse skabte en gevaldig strid om tro og
viden, og kom l at danne indledningen l det
moderne gennembrud.
Måske var denne udtalelse en af årsagerne l,
at grundtvigianismen op igennem 1900‐tallet
spaltedes i tre retninger: en konservav, en
midtsøgende og en fremskridtsvenlig. Allere‐
de før, Jeppe Aakjær kom på Askov, var der
en debat i gang på den Rasmus Nielsenkes læ‐
re ført an af valgmenighedspræsten Valdemar
Brücker i Aagaard og Morten Pontoppidan.
Valdemar Brücker mente, at troen beroede på
noget personligt.
”Idet trosgrundlaget således blev person‐
ligt, subjekt, blev det sat i en anden ver‐
den end naturvidenskabens objekve
sandheder. Dermed kunne man fastholde
bibelens skabelsesberetninger samdig
med, at man tog geologien og Darwins ud‐
viklingslære l eerretning som videnska‐
belige sandheder.”
Mange år senere var dee udsagn blandt an‐
det med l at mildne Jeppe Aakjærs syn på
grundtvigianismen og forholdet mellem tro og
viden, og i en af sine arkler om det religiøse,