Menneske og religion

Det skabende menneske
Menneske og religion
Religion nu og i oldtiden
For mange af nutidens danskere er religion en privat sag. Om man tror, hvad man tror og hvordan
man tror, er helt op til en selv. Folkekirken er en selvstændig institution, som er uafhængig af den
lovgivende og udøvende magt. Det kan godt være, at danskeren går i kirke til højtider eller fester,
men ellers er det faktisk ikke nemt at se,
om han er troende. Religion er ikke noget,
der er en synlig del af danskerens hverdag.
Svindingedyssen
I oldtiden var det helt anderledes. Her var
både små og store daglige gøremål præget
af religion. For en oldtidsdansker var religion
altomfattende; det var et livsmønster.
Religionen var ikke (kun) en personlig
sag, men et fælles anliggende. Alt afhang
af de højere magter.
Tro og overtro i oldtiden
I oldtidens hedenske samfund var religion, magi og overtro en naturlig del af menneskets liv – fra
vugge til grav. Oldtidens religioner var tæt forbundet med den omverden og de ressourcer, som man
levede af.
Religion var noget overordnet og socialt. Religion var med til at samle folk, og religion var handlingsanvisende.
Religion gav svaret på, hvordan man skulle leve og indrette sig, og hvordan det
enkelte individ skulle forholde sig til det omgivende samfund. Religionen sikrede den bestående
samfundsorden.
Jægerstenalderens religion kender vi ikke meget til. Men man har fundet nogle amuletter af rav og
nogle udskæringer i ben. De viser, at man tilbad det
vildt, man var så afhængig af. Religionen var en slags
’animisme’: Man mente, at alt i naturen, alle dyr, alle
planter og alle ting havde en sjæl. Og at man kunne
påvirke dem ved at tilbede dem. Derfor begravede
man hunde med våben og redskaber, som om de var
mennesker.
I bondestenalderen var man agerdyrkere. Nu blev
jorden, vandet og vejret faktorer, som man var meget
afhængig af. Det fik betydning for religionen, som fik
præg af frugtbarhedskult. Også bronzealderens religion var knyttet til frugtbarhedssymboler. Især
har soldyrkelse spillet stor rolle. I første del af jernalderen var det især tyren, der blev tilbedt som
kultfigur.
1

Det skabende menneske
Menneske og religion
I romersk og germansk jernalder kommer de første sikre tegn på, at religionen er knyttet til bestemte
guder. Det er sandsynligvis asa-troen. Vi kender stadig blandt andre Odin og Thor fra asamytologien,
der var fremherskende indtil kristendommens indførelse i slutningen af 900-tallet.
Oldtidens døde fik som regel en del udstyr med sig på rejsen
til det hinsides. Våben, smykker, lerkar og mad var noget af
det, den døde fik med i graven. Af det kan man se, at man
gennem hele oldtiden har troet på, at der er et liv efter døden.
Uden for bondestenalderens dysser og jættestuer har man ofret
lerkar og flinteredskaber efter selve begravelsen. Det tyder
på, at man mente, at den døde boede i selve graven i det
mindste et stykke tid.
Fra fundet af de såkaldte Sarup-anlæg ved man, at man ligefrem
har haft specielle indhegnede områder til ceremonier i
forbindelse med gravkulten. Her ofrede man afgrøder, redskaber og våben og udførte ritualer med
menneskeknogler – især kranier. Det har nok været en slags forfædrekult, som skulle holde mindet
om de døde i live. Når man holder døderitualer, så husker man sig selv og hinanden på tilknytningen
til og slægtskabet med både forfædrene og deres jord.
Gravudstyret fortæller os også noget om de sociale forhold i oldtidens samfund. Når der er store
forskelle i gravudstyret, viser det, at der i for eksempel jernalderen og vikingetiden var store forskelle
på folk: Fra trælle til fyrster eller ligefrem konger.
Helligstedet – den hellige mose
Gennem hele oldtiden var søer, moser og vandløb steder, hvor man havde kontakt til guderne, og
hvor man ofrede. De første bønder ofrede flintøkser, lerkar dyr og mennesker i søer. I bronzealderen
fortsatte skikken: nu var det især kvindesmykker, våben og kultisk udstyr, der blev ofret.
En del af ofringerne har været frugtbarhedsofre: takkeofre til de guder, der fik solen til at skinne og
kornet til at gro. Endnu et stykke ind i jernalderen fortsatte denne frugtbarhedskult. Fra Bukkerup
Langemose på Sydvestfyn har man fundet sådanne ofre: lerkar og dele af køer og får. (Ses i udstillingen)
Fra slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen indgår
mennesker ret tit i moseofrene. Moseligene fra Gravballe og Tollund
er eksempler på det. Også fra fynske moser kendes mange menneskeofringer,
men de er ikke så velbevarede som de jyske.
Fra slutningen af førromersk jernalder og indtil germansk jernalder har
flere fynske moser været stedet for offerritualer. Store mængder af
våben og personligt udstyr, der både har været kostbart og anvendeligt,
er blevet fundet. Den egentlige årsag for ofringen kender vi ikke, men
vi kan se, at våbnene er ofret efter store og sikkert drabelige slag.
2

Det skabende menneske
Menneske og religion
Helligstedet – på land
Også på land har man fundet ofrede genstande tilbage fra bondestenalderens begyndelse og op gennem
resten af oldtiden. Det er svært at vide, om det er egentlige ofre, eller om det er depoter, altså
ting som blot skulle gemmes midlertidigt af vejen.
Man har fundet mange sølv- og guldskatte fra jernalderen, som har været gravet ned i tilknytning til
bebyggelse, nogle af dem endda inde i selve huset. Især i Gudme-området på Sydøstfyn er der mange
eksempler på, at oldtidsfolk har gemt ting af vejen i jorden under deres hus. Blandt andet et
prægtigt guldbeslag til en sværdskede. Har ejermanden gemt det af vejen i urolige tider og aldrig
fået det op igen? Eller har han lagt det i jorden, i håb om siden at kunne nyde det i dødsriget?
I jernalderen var det almindeligt at grave f.eks. lerkar eller dyr ned under huset. Det var sikkert ofre,
som skulle sikre huset mod ubehageligheder. Faktisk har den skik været almindelig helt op i vor tid:
På landet har folk gemt ”tordenkiler” i huset for at sikre det mod lynnedslag. Og vi hænger stadig
lykkebringende hestesko op...
Vi ved ikke så meget om udførelsen af de religiøse ceremonier. Der har ikke været egentlige bygninger
knyttet til religiøse handlinger, sådan som vi kender det fra senere tiders templer eller kirker.
Men nogle områder havde speciel religiøs betydning i jernalder og vikingetid. Man kan stadig spore
det i flere fynske stednavne: For eksempel Gudme (= gudehjem), Helnæs (= hellig næs) og Odense
(= Odins vi).
Først med vikingetidens runeindskrifter kender vi betegnelser for ’præster’. Inden da, har religionen
nok ikke været knyttet til bestemte personer. Sandsynligvis er det personer, som i forvejen havde en
fremtrædende rolle i samfundet, for eksempel høvdingen, der har styret højtidelighederne. For eksempel
kan man på Glavendrupstenen læse (hvis man kan runer!), at ’Alle var Sølvernes gode, viaskarens
hæderværdige thegn’ – hvilket betyder, at han var både præst og krigsfører.
Rolfsteddyssen. Dæksten med skåltegn
Oldtiden er ikke blot rig på fund, men
også på religiøse og kultiske symboler.
Store sten blev udsmykket med
’helleristninger’, altså indhugninger i
sten (häll = (flad) sten, ristning = indhugning).
Tit viser helleristningerne religiøse
ceremonier eller optog. Den mest almindelige
form for helleristning er
dog ’skåltegn’, som er æbleskiveformede
fordybninger i sten, dysser og
jættestuer. Måske har man ofret mad
eller drikke i de små gruber?
Magi og religiøse symboler
Oldtidens kunst indeholder tit symboler med religiøse undertoner. For eksempel kender vi fra vikingetiden
mange udsmykninger, hvor dyr symboliserer det godes kamp mod det onde. Fra romersk
og germansk jernalder stammer en række små figurer af mennesker og dyr, som har spillet en rolle i
3

Det skabende menneske
Menneske og religion
kulten. Andre eksempler er symboler og runeindskrifter. Det kan være besværgelser, som findes på
såkaldte ’guld-brakteater’, der er lavet af tynde guldplader.
Nedgravede ofre under husene, som dyr og lerkar, skulle afværge ondt for beboerne. Også flintoldsager
og forsteninger som vættelys og søpindsvin har især i jernalderen og vikingetiden – ja helt op
mod nutiden – fungeret som amuletter. De hjalp deres ejermand, som enten gravede dem ned under
sit hus eller bar dem i en pung ved bæltet.
Mårhøjjættestuen på Hindsholm
I en jernaldergrav, der er udgravet
ved Blidegn på Sydfyn, har sort
magi måske spillet en rolle. Den
døde havde fået flere forsteninger,
et kogleskæl af pinje, frø af blærenød
og et lille bundt afbarkede
pilkviste med i graven. Det lyder
næsten som en magisk opskrift!
Måske har den døde selv været en
’klog kone’ med evner for medicin
og spådom? (Se udstillingen på 1.
sal)
? ? ?
1. Hvordan ved man, at oldtidsmennesket troede på et liv
efter døden?
2. Hvorfra ved vi noget om, hvad religionen betød for oldtidsmennesket?
Hvad ved vi med sikkerhed?
3. Hvor går grænsen mellem religion og overtro/magi i
dag?
Har vi moderne udgaver af ”kloge koner”
– og har det i så fald noget med religion at gøre?
4