Glimt af Ghana - Toms

Vidste du at 

Ghana er verdens næststørste 

producent af kakaobønner? 

Danmark købte og sendte slaver 

fra Guldkysten (i dag Ghana) over 

Atlanten til Dansk Vestindien? 

For at forbrænde en chokoladebar 

skal du løbe stærkt i 24 minutter? 

I denne bog kan du møde børn, unge 

og voksne fra kakaodistrikter i Ghana. 

Du kan også læse om en dansk piges 

møde med Ghana og drengen Sammy, 

der drømmer om at blive læge og 

bygge et stort hus til sin mor. 

Læs også om kakaoproduktion, 

skolegang og gode slikvaner. 

GLIMT AF GHANA BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO TOMS & IBIS 

GLIMT 

AF GHANA 

BERETNINGER OM MENNESKER, 

SKOLER OG KAKAO

GLIMT 

AF GHANA 

BERETNINGER OM MENNESKER, 

SKOLER OG KAKAO 

GLIMT AF GHANA 1

GLIMT AF GHANA 

Beretninger om mennesker, skoler og kakao 

1. oplag 2009 

© Forfattere, illustratorer, fotografer, IBIS og Toms 

ISBN: 978-87-92105-26-4 

En særlig tak til: 

Prosper Nyavor, projektleder på Toms og IBIS skoleprojekt, Kokuom, Ghana 

Mr. Aduse Poku Antwi, Ghanas Uddannelsesministerium, Kokuom 

Handels- og Søfartsmuseet for donation af illustrationer til På slavernes tid 

Erik Thygesen for lån af Fanny Louise von Mehrens breve fra Guldkysten 

Fotograf Lærke Morell, Ankh Media, for foto af Christiansborg, Ghana 

Børnerådet og Tobias Manczak for foto side 90 

Glimt af Ghana – beretninger om mennesker, skoler og kakao 

er udgivet med støtte fra Danida 

Redaktion 

Marianne Vestergaard, Eva Mondrup og Charlotte Berghof 

Redaktionsgruppe 

Birgit Gamborg Hansen, Maria Sander, Dorthe Nielsen, 

Helle Gudmandsen og Lene Lorentzen 

Grafi sk tilrettelæggelse 

Peter Waldorph, Oktan – grafi sk servicestation 

Omslagsfoto 

Dorthe Nielsen 

Tryk 

Printed in China 

Kopiering til undervisningsbrug er tilladt med kildehenvisning 

Bogen og tilhørende lærermateriale kan fi ndes på: 

www.toms.dk 

www.ibis.dk 

INDHOLD 

5 Forord 

7 Fakta om Ghana 

11 CSR – virksomheders sociale ansvar - fakta 

17 På slavernes tid - historisk artikel 

27 Historierne fra Ghana 

31 Faustina og fremtiden - portræt 

39 Alverdens muligheder – en teenagers rejse 

- novelle fra nutiden 

45 Godwin – portræt af en uddannet kakaobonde - portræt 

53 Kakao – fra træ til bønne - fakta 

61 Abena – en ghanesisk kvindes historie - portræt 

69 Nokumas skæbne - novelle fra slavetiden 

77 Ibrahim – nogle søndage mødes jeg med mine venner 

og spiller fodbold - portræt 

84 Sådan har jeg selv hørt det 

– fortællinger fra Asunafo South, Ghana 

90 Slik, sukker og forbrænding - fakta 

96 Litteraturliste 

2 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 3

FORORD 

Hvad har ulandsorganisationen IBIS og chokoladeproducenten 

Toms til fælles? 

De har ønsket om at skabe udvikling i kakaodistrikter i Ghana. 

Ghana producerer størstedelen af de kakaobønner, som Toms 

laver chokolade af. Både IBIS og Toms ønsker at sikre, at produktionen 

af kakao sker på en bæredygtig måde, og hvor børn 

ikke bliver udsat for børnearbejde. Midlet mod børnearbejde er 

uddannelse, og derfor har IBIS og Toms indgået et samarbejde, 

hvor vi forbedrer kvaliteten af undervisningen i skoler i kakaodyrkende 

områder og arbejder på, at alle børn kommer i skole. 

Med denne bog håber vi, at du får en forståelse for kakao og et 

indblik i, hvordan livet ser ud for mennesker, der bor i områder, 

hvor mange lever af at dyrke kakao. 

Rigtig god læselyst! 

Vagn V Berthelsen B h l Jesper Møller 

Generalsekretær Adm. direktør 

IBIS Toms Gruppen A/S 


FAKTA OM 

GHANA 

6 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 7 

Areal 

239.460 km2 . Ghana er cirka 

5,5 gange større end Danmark. 

Grænser 

Ghana grænser op til 

Burkina Faso, Elfenbenskysten 

og Togo. Ghana har 539 km 

kystlinje. 

Selvstændighed 

6. marts 1957 opnåede Ghana 

selvstændighed fra Storbritannien, 

som siden 1874 havde 

haft Ghana som koloni. 

Sprog 

Det offi cielle sprog i Ghana 

er engelsk, som også tales i 

skolerne. Den ghanesiske 

befolkning er delt op i mindre 

etniske grupper, som taler 

mere end 30 sprog og 

dialekter. De grupper er akan, 

som udgør 45,3 % af befolkningen, 

mole-dagbon 15,2 %, 

ewe 11,7 %, ga-dangme 7,3 %, 

guan 4 %, gurma 3,6 %, 

grusi 2,6 %, mande-busanga 

1 %, og andre folkeslag udgør 

7,8 %. Sprogene, som disse 

folk taler, er ikke dialekter 

men adskiller sig væsentligt 

fra hinanden. 

Naturressourcer 

Ghana er rigt på guld, 

tømmer, diamanter, bauxit 

(aluminiummalm), mangan 

(en metalart), fi sk, gummi, 

råolie, sølv, salt og kalksten. 

Eksportvarer 

Guld, kakao, tømmer, tunfi sk, 

bauxit (aluminiummalm), 

aluminium, mangan (en 

metalart), diamanter.

Handelspartnere (eksport) 

Blandt andet Holland (11 %), 

Storbritannien (9 %), Frankrig 

(6,2 %), USA (5,9 %), Tyskland 

(4,6 %) og Belgien (4,4 %). 

Importvarer 

Industriprodukter, olie og 

madvarer. 

Handelspartnere (import) 

Blandt andet Nigeria (15,1 %), 

Kina (14,9 %), Storbritannien 

(5,2 %) og USA (5,1 %). 

Valuta 

Ghana cedi (GHC). 1 Ghana 

cedi = cirka 5 danske kroner. 

Befolkningstal 

23.382.848 indbyggere. 

Befolkningens aldersfordeling 

0-14 år: 37,8 %, 

15-64 år: 58,7 % 

65 år eller ældre: 3,6 % 

Forventet gennemsnitslevealder 

Total: 59,5 år 

Mænd: 58,7 år 

Kvinder: 60,4 år 

Hiv/aids 

260.000 mennesker i Ghana er 

smittede med hiv/aids. 1,9 % 

af alle voksne er smittede med 

hiv/aids. Til sammenligning er 

12,5 % (1,5 millioner mennesker) 

af den voksne befolkning 

i Mozambique smittede 

med hiv/aids. I Danmark er tallet 

0,2 % (4800 mennesker). 

Religion 

Kristne: 68,8 % 

Muslimer: 15,9 % 

Traditionelle: 8,5 % 

Andre religioner: 0,7 % 

Ateister: 6,1 % 

Andel af befolkningen over 

15 år som kan læse og skrive 

Total: 57,9 % 

Mænd: 66,4 % 

Kvinder: 49,8 % 

Hovedstad 

Accra 

(cirka 1 million indbyggere). 

Styreform 

Demokrati. Ghanas præsident 

hedder John Evans Atta Mills 

(National Democratic 

Congress) og blev valgt 

7. januar 2009. 

Større politiske partier 

Ved parlamentsvalget i 2009 

fordelte de 228 parlamentspladser 

blandt de politiske 

partier sig som følgende: 

National Democratic Congress 

(114), New Patriotic Party 

(107), Independent Candidates 

(4), Peoples National 

Convention (2) og Convention 

Peoples Party (1). 

Arbejdsløshed 

20 % - et tal der er noget usikkert, 

fordi mange ghanesere 

ikke er registreret som arbejdsløse, 

selv om de ikke har 

et egentligt arbejde. 

Kakaoens betydning for 

Ghanas økonomi 

Ghana er den 2. største producent 

af kakao i verden, og 

kakao herfra udgør 15 % af 

den samlede verdensproduktion. 

Kun Elfenbenskysten 

producerer mere kakao end 

Ghana. Kakaoproduktionen 

har stor betydning for Ghanas 

økonomi, da indtægterne fra 

kakaoen udgør cirka 35 % af 

landets indtægter fra eksport 

– det svarer til cirka 7 % af 

landets BNP. 


Foto: Charlotte Berghof 

Kilde: CIA World Factbook, Wikipeida, www.ghanaweb.com og www.modernghana.com 2009

CSR 

– virksomheders sociale ansvar 

Tekst: Birgit Gamborg Hansen 

Foto: Dorthe Nielsen og Charlotte Berghof 

Ghana er mange familier fattige, og det er naturligt, at børne- 

I ne hjælper forældrene mere, end vi er vant til i Danmark. Særligt 

de fattigste familier lader børnene deltage i for eksempel 

kakaodyrkningen, hvilket nogle gange kan ske på bekostning af 

skolegangen. Kakaoen dyrkes på små familiebrug, hvor børnenes 

hjælp kan være særdeles vigtig. Desuden er der tradition for, 

at kakaobruget går i arv fra generation til generation, hvilket 

kræver, at børnene oplæres i kakaodyrkningen. Samtidig er kvaliteten 

af undervisningen i skolerne i landområderne ofte så lav, 

at forældrene er bekymrede for, om børnene lærer at læse og 

skrive. Derfor lader forældrene børnene arbejde i kakaobruget 

i stedet for at gå i skole, så de i det mindste kan lære at dyrke 

kakao og hjælpe til med at tjene penge til familien. 

Den ghanesiske regering har taget initiativ til at udrydde de 

værste former for børnearbejde. For at støtte dette initiativ har 

Toms i samarbejde med ulandsorganisationen IBIS startet et skoleprojekt 

i to kakaodistrikter, hvor Toms får sine kakaobønner fra. 

Projektet er støttet af Danida (Udenrigsministeriets afdeling), 

der arbejder med bekæmpelsen af fattigdom i ulande. 

Langt ude på landet, hvor kakaoen dyrkes, er det ofte svært at 

få uddannede lærere til at arbejde. Derfor er mange af dem, der 

underviser i skolerne slet ikke uddannede. Et væsentligt forhold 

ved Toms’ og IBIS’ samarbejde er at sikre en bedre skolegang for 

børn i kakaodistrikterne, og derfor er projektet med til at sørge 

for, at disse lærere får en uddannelse ligesom dem, der er uddannede 

lærere, kommer på efteruddannelse. 


Eleverne på de berørte skoler modtager desuden skolebøger 

og hæfter. På den måde kan ghanesiske børn få den kvalitetsuddannelse, 

de har ret til. Ifølge FN’s Menneskerettighedserklæring 

har alle børn ret til en uddannelse. 

Siden skoleprojektet begyndte i 2007, er der ud over uddannelsen 

af lærerne blevet afholdt lokale forældremøder og lavet radioudsendelser, 

som har oplyst om og debatteret børns ret til at gå 

i skole. 

Socialt ansvar 

CSR er en forkortelse af det engelske udtryk ’Corporate Social Responsibility’. Det 

kan oversættes til dansk på fl ere måder, men ofte taler man om ’virksomheders 

sociale ansvar’. Det betyder, at virksomheder frivilligt tager et ansvar tilbage i 

forsyningskæden – altså der hvor virksomheden køber sine råvarer. CSR-arbejde 

kan berøre både sociale, etiske og miljømæssige forhold. 

Toms arbejder med CSR i forhold til forsyningskæden, medarbejdere, miljø og klima 

samt forbrugernes sundhed. Som et udtryk for Toms’ CSR-arbejde har Toms blandt 

andet iværksat skoleprojektet i Ghana og et projekt til forbedring af kakaobøndernes 

arbejdsvilkår. 

Samtidig har Toms aktiviteter i Danmark. Blandt andet har Toms fokuseret på 

sundhed og har iværksat en bred vifte af sundhedsinitiativer for at motivere virksomhedens 

medarbejdere. Det betyder, at der for eksempel nu kun serveres sund 

mad i kantinen, og der er blevet indrettet et spinningslokale, så medarbejderne kan 

motionere. 

I forhold til forbrugerne har Toms udviklet en slikguide, som skal hjælpe forældre 

og børn med at få en fornuftig omgang med slik. 

Elever fra en børnehaveklasse på en af projektets skoler. 

Dyrkning af kakao i Ghana 

Toms har også andre projekter i Ghana end skoleprojektet. I 

samarbejde med Cocoa Research Institute of Ghana har Toms 

i udvalgte områder indført en ny metode i forbindelse med 

fermenteringen af kakao, det vil sige gæringsprocessen, som 

kakaobønnerne gennemgår, efter de er blevet høstet. Metoden 

gør en stor forskel for bønderne, der får bedre arbejdsvilkår og 

hurtigere betaling for deres arbejde. Samtidig giver kakaoen, 

der er produceret med denne metode, Toms mulighed for at 

udvikle en særligt velsmagende chokolade. 


På skolerne, hvor Toms og IBIS samarbejder, arbejdes der for at gøre 

eleverne mere aktive i timerne. 

Børnearbejde 

Børnearbejde er alt arbejde, der udføres af børn under 14 år, som kan skade deres 

fysiske og psykiske sundhed og udvikling og/eller forhindre dem i at følge en 

almindelig obligatorisk fuldtids skolegang. 

Små opgaver i hjemmet eller i marken, som let kan nås efter skole, er derfor ikke 

børnearbejde. 

Ligegyldigt om børn får løn for deres arbejde, eller om de arbejder for familien, 

så regnes børn, der ikke går i skole, for at være børnearbejdere. 

På verdensplan er der 218 millioner børnearbejdere. Det svarer til, at et ud af 

syv børn er børnearbejdere. I Danmark ville det betyde, at 123.991 børn skulle 

arbejde. 

126 millioner børn arbejder med skadeligt arbejde. 

Cirka 70 % af verdens børnearbejdere arbejder i landbruget. 

Cirka 20 % arbejder i servicesektoren. 

Cirka 10 % arbejder i industrien. 

I Afrika syd fra Sahara er der 49,3 millioner børnearbejdere. 

(Kilde: Den internationale arbejderorganisation ILO, 2007) 

Den nye metode til at fermentere kakaobønnerne kaldes 

bakkefermentering. 


PÅ SLAVERNES 

TID 

Tekst: Maria Sander 

Illustration: Handels- og Søfartsmuseet 

Du læner dig op ad muren. Varmen og stanken er kvælende. 

Der sidder næsten 200 mennesker i et lille rum. Slaver. Du 

er en af dem. I sidder så tæt, at det er umuligt for dig at fl ytte 

dig. Under loftet fl ere meter oppe er der et lille hul. Det er gennem 

dette hul alene, at der trænger en smule luft og lys ind. Du 

lukker øjnene. Du ved ikke, hvor længe du har siddet der, og du 

ved ikke, hvornår du kommer ud igen. Om du kommer ud igen. 

Ingen har fortalt dig, hvorfor du sidder der, eller hvad der skal 

ske med dit liv. 

Du bliver revet ud af dine tanker, da porten pludselig bliver 

åbnet, og I bliver gennet ud på gårdspladsen. Du misser med 

øjnene mod den skarpe sol. Du bliver skubbet frem, så alle kigger 

på dig og bliver tvunget til at hoppe, løbe efter sten og strække 

armene hurtigt ud og ind. Du ved det ikke, men alt dette skal 

til for, at slavehandlerne kan bestemme din pris. Du bliver solgt, 

brændemærket og på din ene arm sidder nu for altid forbogstaverne 

fra navnet på din nye ejer. Du tilhører ham. 

Du er 160 rigsdaler værd, og de bliver betalt med 39 liter brændevin, 

5 geværer, 40 kg krudt, 48 små knive, 1 stykke blomstret 

stof, 3 stykker bomuld, 10 sjaler, 1 fad af messing, 2 kar af tin, 2 

stænger jern, 2 stænger kobber og 2 stænger bly. 


Trekantshandlen 

Danmark handlede på den såkaldte Guldkyst i knap 200 år (cirka 

1658 – 1850), først med guld senere med slaver. Den danske 

slavehandel kaldes ofte for trekantshandlen, fordi den havde tre 

knudepunkter. I Danmark blev skibe lastet med våben, krudt og 

brændevin, som blev byttet for slaver på Guldkysten. Slaverne 

blev sejlet til Dansk Vestindien, hvor de blev solgt, og herefter 

blev skibene lastet med råsukker, før de vendte hjem til Danmark. 

Sukkeret blev forarbejdet i København – og solgt. Den 

fortjeneste, som man opnåede i hvert af trekantens yderpunkter, 

endte derfor i København. På den måde var det at handle 

med slaver en god forretning for Danmark. 

Det kan være svært at forstå, hvordan danskerne (og andre 

europæere) kunne købe og sælge andre mennesker og holde 

dem i fangenskab under rædselsfulde vilkår. Dengang mente 

man, at afrikanerne var primitive og uoplyste, og at det frie liv, 

de levede i Afrika, måtte være dårligere end livet som slaver på 

de danske sukkerplantager i Vestindien. Man mente faktisk, at 

man gjorde dem en tjeneste. Det blev også brugt som argument, 

Danskernes handel på Guldkysten 

1658-1690: Guldhandel 

1690-1803: Slavehandel 

1803-1850: Plantagedrift 

Europæerne kaldte det, vi i dag betegner som Ghana, for Guldkysten 

på grund af de store mængder guld, der fandtes. Danskerne kaldte 

det både Guldkysten og Guinea. Landet har heddet Ghana siden 1957, 

hvor det fi k sin selvstændighed fra Storbritannien. 

Dansk Vestindien bestod af de tre øer Sankt Croix, Sankt Thomas og 

Sankt Jan. Øerne har tilsammen et areal på 340 km 2, hvilket er lidt 

mindre end øen Mors i Limfjorden. I dag hører øerne under USA og 

kaldes Virgin Islands. 


at afrikanerne ”solgte deres egne”, og at de selv holdt slaver om 

end i en anden form end danskerne. Det var nemmere at købe 

slaver ved at handle med de lokale end ved at føre krig mod 

dem, så danskerne fi k slaver ved at give våben og brændevin 

i bytte til de lokale. Det blev en ond cirkel, hvor de lokale var 

nødt til at sælge andre, hvis de selv ville undgå at blive solgt. 

For at kunne beskytte sig selv og sin landsby var man nødt til at 

have våben. Våben fi k man i bytte for slaver. Slaver kunne fås 

ved at benytte våben. Så fl ere våben krævede fl ere slaver, som 

krævede fl ere våben… 


Hvor mange slaver solgte Danmark? 

Hver slave havde 

værdi, så pladsen 

blev fuldt udnyttet 

på slaveskibene. 

Man regner med, at danskerne solgte cirka 100.000 slaver fra Guldkysten medregnet 

de slaver, der blev solgt til andre nationers opkøbere, og dem, der blev solgt uden om 

det offi cielle regnskab. Man siger desuden, at for hver slave, der blev solgt i Vestindien, 

havde to slaver mistet livet undervejs. På verdensplan blev sandsynligvis cirka 

15 millioner slaver solgt af europæere i Nord- og Sydamerika. Nogle mener, at tallene 

kan være tre gange så høje. 

Slaverne fra Guldkysten arbejdede på sukkerplantager i Vestindien. 

Danmark havde før slavetiden forsøgt at sende danske straffefanger 

til Vestindien for at udføre tvangsarbejde på sukkerplantagerne, men 

de kunne ikke tåle klimaet, og mange døde. Derfor fi k man ideen at 

sende afrikanske slaver, som var vant til det varme klima, til Vestindien 

for at udføre det hårde arbejde i plantagerne. 

Livet på kysten 

Der blev bygget en del danske forter og plantager langs Guldkysten 

i de 200 år, hvor danskerne handlede der. Hovedfortet hed 

Christiansborg, og i de fi ne, lyse lokaler boede danskerne, der 

arbejdede på kysten. Under fortet ventede slaver i fangenskab 

nogle gange i månedsvis på, at danske skibe skulle sejle dem til 

Vestindien. Det var guvernøren, der bestemte, og som ansatte 

havde han gerne fl ere danskere, for eksempel en læge, præst, 

bogholder osv. Men mange danskere døde på grund af trope- 


Foto af Christiansborg: Lærke Morell, Ankh Media

sygdomme – faktisk døde de hurtigere end man kunne nå at 

sende nye embedsmænd fra Danmark. Tilværelsen som dansker 

på Guldkysten var derfor oftest ensom og fuld af savn og sygdom. 

Mange fordrev tiden med druk og spil, og nogle forsøgte 

at skabe et familieliv ved at indgå i ægteskabslignende forhold 

med lokale kvinder. Det kaldtes at cassarere. Alle danskere, der 

havde cassereret, betalte en afgift til en såkaldt ”mulatkasse”, 

som blev brugt på at uddanne de børn, der var resultatet af forholdene. 

Når børnene blev ældre, fungerede de ofte på forterne 

som soldater eller tolke. 

Wulff Joseph Wulff (1809-1842) ankom til Guldkysten i 1836, hvor han var ansat 

som assistent. Han døde af tropesygdomme efter seks år, men inden da gennemgik 

han fl ere sygdomsperioder, som han beskrev i breve til sine forældre: ”… og saa 

ovenikjøbet have et Par Ben fulde af Hævelse og som jeg næsten den hele Dag maa 

trykke og presse Materie ud af. […] jeg er desuden saa besat med Udslet over hele 

Kroppen, at De ikke skal kunne sætte en Finger paa et rent Sted. Det er saa ækelt 

for mig […]. Jeg tror uden at lyve, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg i denne 

Sygdom har udstaaet alle de Pinsler og Smerter, et Menneske kan udstaa.” 

Edward Carstensen (1815-1898) var den sidste danske guvernør på 

Guldkysten. I 1843 skrev han i sin dagbog om en fest: ”Efter Maaltid 

Fyrværkeri, Dands med Mulatinder. Jeg saa kun een Pige som var 

Opmærksomheden værdig; det var Severine Brock. Og denne Pige 

kun 14 Aar gammel men næsten fuldvoxen og meget smuk, stak 

Mange i Øinene.” 

Carstensen cassererede pigen kort tid efter, men skrev få måneder senere i sin 

dagbog: ”Jeg kom hjem Kl: 9 og fandt Severine vel og allerede i Seng. Om Natten 

Kl: 2 fi k hun Krampe. Den 23 Kl: 5 døde Severine – dette er Mere end jeg kan bære 

eller udtrykke.” 

Fanny Louise von Mehren (1820-1845) ankom til Christiansborg i 1844 

sammen med sin mand doktor Hansen, der var ansat som læge på 

Guldkysten. Da de gik i land for første gang, fi k de samtidig at vide, 

at en dansk præst og en fuldmægtig var døde. Hun skrev derefter 

hjem: ”Det gjorde et ganske forfærdeligt Indtryk saavel paa Hansen 

som paa mig, det forekom mig nu, som jeg alt havde den ene Fod i 

Graven, og jeg nægte ej, jeg havde gjerne givet Alt, hvad jeg ejede 

for at blive fri for at gaa i land.” Hun døde ni måneder senere. 

Forbud mod slavehandel 

Flere steder i Europa, også i Danmark, begyndte der i slutningen 

af 1700-tallet at rejse sig modstand mod den umenneskelige 

handel. Danmark nedsatte en kommission, der skulle undersøge, 

hvordan slavetransporten kunne stoppes og blev herefter de første, 

der indførte en lov imod det. Loven blev vedtaget i 1792 og 

forbød enhver overførsel af afrikanere fra Afrika til Vestindien. 


Illustration: Handels- og Søfartsmuseet

Men det var ikke en lov mod slaveri – kun imod transporten over 

Atlanten. Loven skulle først træde i kraft ti år senere i 1803 for 

at sikre, at man kunne nå at udføre slaver nok til, at slaverne selv 

kunne føde nye generationer af slaver i Vestindien. Der skulle gå 

næsten 50 år, før slaverne fi k deres frihed. 

Den danske stat forsøgte at erstatte indkomsten fra slavehandlen 

med plantagedrift, men det gav kun underskud. I 1848 

blev alle danske slaver frigivet på Guldkysten og i Vestindien. 

Alt, hvad Danmark ejede på Guldkysten, blev solgt til England i 

1850. I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA. 

Tværsnit 

af slaveskib 

Hans Christian Monrad var præst på Guldkysten i 1805-1809. Han udgav en skildring 

af stedet, hvor han bl.a. skrev, at han syntes, det var grusomt at: ”saakaldte Christne 

med Kulde og Følelsesløshed smedede deres Medmennesker, der intet havde forbrudt, 

i Lænker, og førte dem til Slagterbænken i Vestindien. Meget bedre kan det 

dog i Grunden ikke kaldes, at føre Mennesker i tusindeviis imod deres Villie til en 

anden Verdensdeel.” 


Forbuddet mod slavetransporten tilskrives ofte den danske læge Paul Erdmann Isert 

(1756-1789). Han fi k ideen om at udvikle plantager i Afrika, efter han havde rejst 

med et slaveskib fra Guldkysten til Vestindien. På skibsrejsen var han vidne til et 

slaveoprør, der nær kostede ham livet, og han skrev følelsesladet i et brev: ”Hvorfor 

var vore Forfædre dog ikke saa fornuftige at anlægge Plantager i Afrika med 

Sukker, Kaffe, Chokolade og andre i Evropa saa nødvendigblevne Artikler? […] 

Afrika er endnu den Verdensdel, hvori man ved anlæggelse af Plantager kunde 

efterhaanden hindre den skændige Udførsel af Negre fra deres frodige Fædreland. 

Gerne afstod de Sorte os de bedste og største Landsdele, der i Aartusinder har ligget 

øde hen, hvis vi kom med Oliegren i Haand, og ikke med Mordvaaben, og for en 

ringe Betaling vilde de hjælpe os. Jeg er for bevæget til i dag at kunne skrive mere.” 

Plantagen Frederiksgave blev skænket til danskerne på Guldkysten 

af Kong Frederik VI i 1832. Udover plantagedrift blev den brugt til 

rekreation, det vil sige, at danskerne ofte tog dertil, hvis de var syge. 

Man sagde, at luften var køligere og sundere på Frederiksgave end 

på forterne ved kysten, og det skulle være godt mod sygdom. Da 

danskerne forlod Guldkysten i 1850, forfaldt Frederiksgave. 

I 2007 blev plantagebygningen udgravet og genopbygget i landsbyen 

Sesemi, hvis indbyggere er efterkommere af Frederiksgaves slaver. 

En del af Sesemis indbyggere blev ansat som håndværkere på projektet 

og var således med til at rejse et monument over en del af 

deres historie, som de deler med danskerne. 


Foto: Maria Sander

HISTORIERNE 

 

M 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FRA GHANA 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Asunafo South 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

aterialet til de fi re portræthistorier fra Ghana er indsamlet 

i januar – februar måned 2009. Alle interviews har 

fundet sted i distriktet Asunafo South, som ligger i provinsen 

Brong-Ahafo i det vestlige Ghana. Det er det ene af de kakaodistrikter, 

hvor Toms får sin kakao fra, og hvor Toms i samarbejde 

med IBIS og lokale organisationer arbejder på et skoleprojekt. 

Det er projektets overordnede formål at være med til at stoppe 

børnearbejde i kakaoområderne. For at opnå målet er det nødvendigt 

at styrke skoleområdet og dialogen i lokalsamfundet. 

Det sker blandt andet ved: 

At alle børn i områderne kommer i skole og får en 

grunduddannelse. 

At lærerne på skolerne får mulighed for uddannelse og 

kurser. 

At skolerne får fl ere og bedre undervisningsmaterialer. 

At forældrene bliver inspireret til at deltage i skolebestyrelser 

og dermed støtte skolerne. 

At skoleinspektørerne får støtte i deres arbejde med 

at lede skolerne. 

At der i lokalsamfundet bliver diskuteret emner som 

uddannelse, børnearbejde mv. 

Materialet til historierne er altså samlet ind i et område, hvor arbejdet 

med at sikre grunduddannelse og mindske børnearbejde 

er i fuld gang. Det er dog ikke i alle distrikter, hvor der dyrkes 

kakao, at der bliver arbejdet med dette. Derfor er det vigtigt, at 

 


der fortsat er fokus på, hvordan man kan sikre, at børn får en 

uddannelse og ikke udsættes for børnearbejde. 

At komme rundt i et afsidesliggende kakaoområde og få kontakt 

til familier og skoler er ikke nemt. Og det er kun lykkedes på 

grund af en stor indsats fra ghanesiske kolleger. En stor tak skal 

lyde til Prosper Nyavor, koordinator af projektet, og Mr. Aduse 

Poku Antwi, som er IBIS´ kontaktperson i Ghana Education Service. 

De har delt ud af deres viden og indsigt og med humor 

og tålmodighed introduceret livet og menneskene i Asunafo 

South. 

ABENA 

fra Amekukrom 

GODWIN 

fra Amekukrom 

Asunafo South, Brong-Ahafo 

FAUSTINA 

fra Adwuman 

IBRAHIM 

fra Amekukrom 

Prosper Nyavor, koordinator af projektet, og Mr. Aduse Poku Antwi, IBIS´ 

28 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO kontaktperson i Ghana Education Service. 

GLIMT AF GHANA 29

FAUSTINA OG 

FREMTIDEN 

Tekst og foto: Dorthe Nielsen 

Faustina Asare, 15 år. Jeg kaster et blik på mine notater, mens 

bilen bumler af sted på den røde, hullede grusvej. Vejen snor 

sig dybere og længere ind i den frodige regnskov. Asawinso Adwumen 

Local Authority Primary and Junior High School – sikke 

et navn – tænk hvis en lille gut på fem-seks år bliver spurgt, hvor 

han går i skole. Men på den anden side er der ikke så mange 

skoler at vælge mellem herude, så måske bliver det spørgsmål 

aldrig stillet. 

Jeg bliver revet ud af mine tanker af et råb fra bagsædet: ”En 

slange, der er en slange.” Bilen standser med et ryk. Lidt længere 

fremme, midt på den støvede, røde grusvej ligger en sort 

slange. ”Slå den ihjel!” Fortsætter den ophidsede stemme. ”Nej, 

den er farlig,” protesterer vores chauffør. ”Ja, slå den ihjel!” 

De vil have ham til at køre slangen over. Han overgiver sig og 

speeder op – vi kører over den sorte slange. Chaufføren kører 

videre, men de andre er ikke færdige med slangen – stemningen 

er følelsesladet. Vi må tilbage og se, om den er død. Vi bakker – 

slangen er forsvundet. 

”Er den farlig?” spørger jeg. ”Det er en sort kobra,” lyder svaret, 

som om det siger alt. Mændene i bilen kigger en ekstra gang 

efter slangen, men den er væk. Foran os på vejen dukker en 

gruppe skolebørn op. Vi standser bilen og advarer dem om 

slangen. Mændene vil have børnene til at gå i den modsatte side 

af vejen, indtil de har passeret stedet, hvor slangen forsvandt. 

Børnene nikker, men ser i øvrigt ret rolige ud. 


Vejen bliver smallere, hullerne dybere og skoven tættere – det er 

svært at forestille sig, at der skal dukke en skole op her. Vi holder 

en kort pause. Luftens fugtighed får svedperlerne frem, selv 

om vi er standset i skyggen. Jeg bliver fascineret af regnskovens 

mangfoldighed af træer, buske og slyngplanter. 

Så er vi fremme. Midt i skoven dukker skolebygningerne op, og 

ved siden af ligger den knoldede fodboldbane med de hjemmelavede, 

lidt skæve målstænger. Jeg glæder mig til at møde Faustina. 

Under et af de store skyggefylde træer, stiller vi et par 

stole frem – en gruppe børn leger, men stimler nysgerrigt sam- 

Sort kobra 

Om deres respekt for den sorte kobra siger ghaneserne: 

”Hvis man bliver bidt af den, er det ikke sikkert, at der er 

en bil i nærheden. Hvis man er heldig, at der er en bil, og 

man kommer frem til sundhedsklinikken, så er det langtfra 

sikkert, at de har den rigtige modgift. Og så dør du.” 

I Afrika fi ndes fem forskellige kobraarter. Kobraen kan 

blive mellem 1½ og 5 meter lang – længst er kongekobraen. 

Hunnen lægger mellem 8 og 25 æg i et hul. 

Når ungerne kommer ud, er de cirka 25 cm lange. 

Kobraen jager om natten. Dens føde består af gnavere, 

fugle, æg, fi rben, fi sk og padder. Den kan også godt 

tage kyllinger. En kobra, der forstyrres af mennesker, 

forsøger at smutte bort. Men hvis den føler sig truet, vil 

den hugge og angribe. Et bid, der rammer et menneske 

”rigtigt”, vil medføre døden i løbet af seks timer, hvis 

man ikke får behandling. Giften er en nervegift, og man 

dør, fordi åndedrætssystemet svigter. 

Faustinas bedste venner fra skolen hedder David, Hagar, Barbara og 

Gideon. Hun forklarer, at de er hendes venner, fordi de også gerne vil 

lære, og fordi hun kan tale med dem om sine bekymringer. 

men for at kigge nærmere på os. Det er ikke så tit, der kommer 

besøgende og slet ikke en ”white lady”. 

”Jeg bor sammen med min mor, min stedfar og mine to yngre 

søstre på syv og otte år. Min tante og hendes børn bor også i 

vores hus. Min far forlod os, da jeg blev født. Jeg har aldrig set 

ham, men jeg ved, at han lever. Jeg kommer fra en HIPC-familie, 

og min største bekymring er, at de ikke har råd til, at jeg kan 

fortsætte i skolen. Min stedfar har sagt, at han vil betale, men 

jeg er ikke sikker. Hver dag beder jeg til Gud om, at min stedfar 

holder sit løfte.” 


Hun fortæller på engelsk, pigen med det klare og energiske blik, 

så her er ikke brug for en tolk. Jeg har spurgt til hendes familie, 

men det er tydeligt, at spørgsmålet om den fortsatte skolegang 

fylder mest. Måske forestiller hun sig, at jeg kan hjælpe, fordi 

jeg så uventet dukker op og interesserer mig for hendes liv. Hun 

fortæller, at hun går i ”class 3” – det er tredje og sidste år i Junior 

High School. Hvis hun skal fortsætte med at gå i skole, skal hun 

på Senior High School, og så er det ikke længere gratis at gå i 

skole. Det koster 360 Ghana cedi (GHC) om året i skolepenge + 

cirka 100 GHC til skoleuniform, undertøj, sæbe osv. Det er mange 

penge. Den nærmeste Senior High School ligger i Kokoum og 

er en kostskole. 

”Det er min drøm at blive bankdirektør eller læge. Så kan jeg 

tjene penge nok til at tage mig af min familie. Jeg kunne godt 

tænke mig at bo i en større by, for eksempel Kumasi. Jeg vil 

gerne selv være mor og have min egen familie, men det skal 

først være, når jeg er færdig med min uddannelse. Min mor har 

HIPC 

HIPC er et slangudtryk, som betyder meget fattig, men er samtidig 

også en forkortelse for Highly Indebted Poor Contries (meget 

forgældede fattige lande ) og er en betegnelse, der er taget i brug i 

1996 af Verdensbanken og Den Internationale Valuta Fond (IMF). 

Med andre ord er HIPC en betegnelse for lande, der er meget fattige 

og har særlig stor gæld. Landene kan ansøge om at få eftergivet 

deres gæld og få adgang til billige lån. 42 lande går under denne 

betegnelse. 32 af landene ligger i Afrika syd for Sahara – Ghana er 

et af dem. 

Faustina og 

Det er Faustina, der laver mad til familien. Hun laver meget ofte 

ampesi. Retten består af kogte yams, kassava, kakaoyams og 

plantains (spisebananer). De kogte grøntsager kan serveres med 

suppe, stuvning eller kød/kylling, hvis man har råd til det. 

Grøntsagerne dyrker familien selv. 

gået i skole i ni år. Hun ejer et lille kakaobrug og dyrker forskellige 

grøntsager. Det er også hendes ønske, at jeg skal klare mig 

bedre, end hun selv har gjort, og få en uddannelse. Men hun har 

ikke så mange penge, og derfor håber jeg på, at min stedfar vil 

betale, som han har sagt. Min stedfar arbejder på kontoret hos 

Ghana Cocoa Cooperative – det er en organisation, der opkøber 

kakaobønner.” 

hendes stedfar 


Jeg vil gerne vide lidt mere om skolen, og Faustina fortæller, at 

hun er glad for skolen. Lærerne er både gode til at undervise og 

til at give råd om forskellige ting. Hvis noget skulle ændres, ville 

hun ønske, at skolen havde fl ere lærere, for det er ikke altid, der 

er lærere til alle fagene. Og så ville det være dejligt, hvis de fi k 

et bordtennisbord. Der er ikke så meget at lave i pauserne. 

”Mine bedste fag er engelsk og religion – især den del der handler 

om etik og moral. Jeg kan også godt lide natur/teknik og 

matematik. Jeg synes selv, jeg er en god elev, og det tror jeg 

Klasseværelse for class 3 på Asawinso Adwumen Local Authority 

Primary and Junior High School. 

også, mine lærere mener. I det sidste halve år før Junior High 

School slutter, er der også undervisning om lørdagen, og vi har 

en hel del lektier.” 

Jeg hilser på Faustinas bedste venner på skolen, og vi går op og 

ser deres klasseværelse og skolebøger. Bagefter kører vi tilbage 

til landsbyen Adwuman for at møde hendes familie. I bil tager 

det ikke lang tid, men til fods er det en tur på 45 minutter, som 

børnene fra landsbyen tager hver dag for at komme i skole. Vi 

bliver venligt modtaget på den fi rkantede gårdsplads, og jeg 

spørger Faustina, om hun vil vise mig rundt. Hun viser mig, hvor 

hun laver mad, læser lektier og sover. Jeg kigger mig omkring 

og bliver opmærksom på, hvor få personlige ting jeg ser. Jeg får 

at vide, at Faustina ejer en bibel, sin skoleuniform og fi re sæt tøj 

– på et tidspunkt havde hun også en kuglepen, som hun havde 

fået af sin stedfar, men den har hun mistet på skolen. 

Inden vi tager afsked, vil stedfaren gerne vise mig kakaohøsten. 

Sammen kigger vi på vægten og sækkene med de brune kakaobønner 

og taler om prisen for en sæk på cirka 60 kg. Jeg benytter 

lejligheden til at nævne det med Faustina og hendes ønske 

om at læse videre. Han nikker indforstået: ”Pigen er kvik,” siger 

han. ”Jeg vil gerne hjælpe hende.” ”Det vil jeg også,” tænker 

jeg. Da vi har sagt farvel og sidder i bilen, siger min ghanesiske 

kollega: ”Den pige har en fremtid.” Hun har gjort indtryk på os, 

Faustina, med sit stærke håb for fremtiden. 


Illustration: Peter Waldorph 

ALVERDENS 

MULIGHEDER 

– en teenagers rejse 

Tekst: Maria Sander 

Hun lever sit liv på grænsen. Siger hendes forældre. Hendes 

venner er dårligt selskab. Siger hendes forældre. Hun er alt 

for ung til at føjte rundt, som hun gør, og hun er forkælet. Siger 

de. Hun synes selv, hun er ret almindelig. Hun laver i hvert fald 

ikke noget, som hendes venner ikke kunne fi nde på. Det kan 

da godt være, at hun af og til går lidt over grænsen, men det 

er kun, fordi hun ikke gider at være for almindelig. ”Du værdsætter 

jo slet ikke de muligheder, du har. Tænk på børnene i 

Afrika,” siger de til hende, men hun forstår ikke helt, hvad de 

mener. Hvorfor skulle hun tænke på dem? Hun har sine egne 

problemer at bekymre sig om. 

Hendes mor og moster står og skvadrer i køkkenet. Mosteren har 

engang boet i Afrika, og hun er på besøg, fordi de skal tale om 

ferien. Hendes forældre har bestemt, at hun skal tilbringe sommeren 

sammen med sin moster i Afrika for ikke at rode sig ud i 

for mange problemer. Hun kan næsten ikke overskue det. Afrika 

er vel bare en øde savanne med sultne, forældreløse børn. Hvad 

skal hun lave der? Der er ingen venner, intet fjernsyn eller internet. 

Hendes venner driller hende med, at hun sikkert skal bo i en 


lerhytte. Hun ved ikke, hvad hun skal svare, for hun skal faktisk 

bo i en lerhytte, har hendes moster fortalt. Hun har spurgt sine 

forældre, om hun ikke hellere må få en ny mobiltelefon i stedet 

for rejsen. De grinede bare af hende. Hendes forældre forstår 

tydeligvis ikke alvoren. 

Hun har været i Ghanas hovedstad Accra i to dage, da hun møder 

Sammy. Hun sidder på en slags fortovscafé og drikker sodavand 

en varm eftermiddag sammen med sin moster. En sang, 

som også ligger på hitlisten derhjemme, larmer fra højtalerne. 

Alle henvender sig til hende. De siger, hun er smuk, de vil vide, 

hvad hun synes om Ghana, og hvordan de kan blive venner med 

hende. Hun taler høfl igt med alle. Men hun holder alligevel en 

vis afstand, for det er uvant for hende, at folk, hun ikke kender, 

bare kommer hen og snakker. Men der er noget særligt ved 

Sammy, der gør, at hun ikke afviser ham. Han vil høre, hvem 

hun er, og hvordan hendes liv er i Danmark. Han er interesseret 

i hende. De taler sammen i dagevis. Sammy har masser af 

drømme. Han vil gerne være læge, og han vil bygge et stort hus 

til sin mor. Han drømmer om alt det, selvom han ikke engang 

går i skole. Hun har alle de muligheder, han drømmer om, men 

hun aner ikke, hvad hun skal stille op med dem. Det virker helt 

fjollet. Hun skal til at spørge for sjov, om de skal bytte liv, men 

da hendes øjne møder hans, er de sørgmodige. Hun giver hans 

hånd et klem. 

Hun har altid troet, at fattigdom betyder sult, men hun forstår 

nu, at fattigdom også kan være noget andet. Sammy er ikke 

sulten. Han får mad hver dag, og han går ikke rundt i laset, gam- 

melt tøj. Hans bukser er faktisk rigtig fede. Sammys fattigdom 

betyder, at sandsynligheden for, at han får opfyldt sine drømme, 

er forsvindende lille. Pludselig forstår hun den sørgmodighed, 

som Sammy bærer på, og som viser sig i hans blik, når deres 

øjne mødes. Sammy har mange pligter derhjemme, og hun spørger, 

om han ikke synes, det er irriterende, men han forstår ikke 

spørgsmålet. Han ser det ikke som en pligt. Det er bare en selvfølge, 

at han hjælper sin mor. ”Vi er jo en familie. Vi hjælper hinanden.” 

Af en eller anden grund kalder han hende Titi, selvom 

det ikke er hendes rigtige navn. Det lyder sjovt, for der kommer 

nærmest en fl øjtelyd ud af hans næse, når han siger det. De 

kommer begge til at skraldgrine. Det er en befrielse at grine 

sammen med Sammy. Helt ned i maven. 

Efter tre uger skal hun sige farvel til ham. Hun og hendes moster 

skal køre med bus til Nordghana, hvor de skal bo i en lille landsby 

de sidste uger af ferien. Bussen er over to timer forsinket. 

”African time,” siger Sammy og trækker på skuldrene, hvilket 

kun gør hende mere irriteret. Hendes moster spørger: ”Jamen, 

hvad er det da, du skal nå?” De skal tilbringe de næste tre uger 

i en hytte af ler. Hun må selv trække på skuldrene. Da bussen 

endelig kommer, og de skal sige farvel, udbryder Sammy: ”Jeg 

har altid ønsket mig en kæreste fra Skandinavien – og det har 

jeg nu.” Hun ved ikke, hvad hun skal svare. Det har været fantastisk 

at lære Sammy at kende, og hun har nydt hvert minut 

sammen med ham. Men det er ikke sikkert, de nogensinde ser 

hinanden igen. Det er derimod temmelig sikkert, at hun skal til 

fest på skolen, når sommerferien er slut. Og der vil hun gerne 

kysses af Oliver fra 8.A. Hun giver Sammys hånd et klem. 


Turen nordpå er på en gang ulidelig og fascinerende. Det 

tager tolv timer på en vej, der skiftevis er godt asfalteret og fyldt 

med store huller. På vejen gennem landet ser hun både regnskoven 

og den langstrakte tørre savanne. Store byer fulde af 

biler og blinkende reklameskilte og små landsbyer af hytter med 

stråtag, der dukker op ude i det bare ingenting. Når bussen 

stopper, myldrer det frem med kvinder, unge mænd og børn, 

der bærer store kar på hovedet, hvorfra de sælger alt fra frisk 

frugt, røget fi sk og is til gummielastikker, toiletpapir og ubestemmelige 

dimser. 


Ugerne i hytten går hurtigere end ventet. Før hun ved af det, 

har hun overlevet mere end seks uger uden mobil og internet. 

Hver aften sidder hun i det stille mørke sammen med sin moster. 

De taler om livet derhjemme, der virker så langt væk. De taler 

om ugerne i Afrika, der er forsvundet så hurtigt. Hendes moster 

fortæller om deres familie. Historier om oldemødre og grandfætre, 

der ikke før har interesseret hende, men som faktisk har 

levet så spændende liv, at hun vil høre mere. De får også besøg 

af hendes mosters venner fra landsbyen. Hun kan godt lide 

måden, de er venner på. Der er så meget respekt og en slags 

uhåndgribelig ærlighed imellem dem. De fortæller hende, at de 

opfatter hendes moster som deres søster. Derfor er hun også selv 

en slags søster. De behandler hende med oprigtig interesse og 

så meget respekt, at hun nærmest bliver forlegen. ”Du er en 

engel,” er der en dag en af vennerne, der siger til hende, og hun 

undrer sig over, hvordan han kan synes det, når hun sidder der 

med uglet hår og helt uden make up. 

Dagene bruger hun på at læse bøger, skrive dagbog og høre musik 

på sin ipod. Hun må vaske sit tøj i en spand, men hun synes 

faktisk, det er hyggeligt – den monotone lyd af det skvulpende 

vand og tiden, der virker uendelig. Hun skal ingenting nå. Der 

er ingen mobil, der bipper, ingen mails, der venter på svar, og 

ingen netprofi ler, der skal opdateres. Kun hende selv og hendes 

tanker. Ro. Et øjeblik mærker hun et strejf af lykke. Godt hun 

ikke fi k den mobiltelefon. 


GODWIN 

– portræt af en uddannet 

kakaobonde 


Jeg er gammel, men føler mig endnu ung, og jeg vil stadig 

gerne lære nyt”. 

Godwin Amediku er 60 år. Han ejer et kakaobrug på lidt over 

20 hektar. Han har været medlem af byrådet i Amekukrom og 

er meget aktiv i arbejdet med at skabe udvikling i området. I 

hans familie har det altid været vigtigt, at børnene gik i skole og 

fi k en uddannelse – både piger og drenge. Det var ikke særlig 

almindeligt, dengang hans familie kom til området. 

”Min familie kommer fra Volta-provinsen. I 1940´erne arbejdede 

min far som sekretær på et kontor. Her blev han opmærksom på, 

at handlen med kakao gav gode penge. Han besluttede derfor at 

fl ytte hele sin familie til dette område i Brong Ahafo-provinsen – 

et område, der er meget frugtbart. Han købte jord af den lokale 

høvding, og vi bosatte os her. Min fars bror og hans familie rejste 

med. Vi var omkring femten mennesker, da vi kom hertil i 1956. 

Dengang var jeg syv år. Jorden var ikke opdyrket, vi måtte først 

rydde skoven. Det tog lang tid. Med en økse kunne det tage en 

hel uge at fælde et af de store træer og skære det op. Før vi gik i 

gang med at plante kakao, måtte vi sørge for at få mad. Vi plantede 

yams, majs, bananer, plantains og kassava. Men de glemte 

ikke det med skolen. I 1956 startede min far og min onkel den 

første skole herude. Til at begynde med var det kun familiens 

børn, der fi k undervisning. Min far var god til at tale med andre 

mennesker, og efterhånden fi k han overbevist fl ere om værdien 

i at gå i skole og lære at læse og skrive. Der kom fl ere børn 


til skolen, som dengang kun bestod af nogle træstubbe og en 

tavle. Først i 1962 blev den nuværende skole bygget.” 

Godwin lærte alt om dyrkning af kakao af sin far og onkel. Han 

passede sin skole, men efter skoletid og i weekenden arbejdede 

han på kakaobruget. Han tog en uddannelse og fi k job i et tømmerfi 

rma på deres kontor. Kontoret lå i Western-provinsen, og 

her arbejdede han i seks år. I de år havde han ikke noget med 

kakaoproduktion at gøre. Men i 1978 døde hans far, og Godwin 

vendte tilbage til kakaoområdet sammen med sin familie. 

Hans ene bror var død, og han var den ældste, så det var ham, 

der skulle arve kakaobruget. Det var ikke noget, der blev stillet 

spørgsmålstegn ved. ”Man lader ikke sin fars arbejde gå til 

spilde,” som han siger. 

Ghanas skolesystem 

Børn i Ghana kan starte i skolen, når de er 3-4 år. I 2007 

blev der indført 11 års basisuddannelse, som er gratis. 

Dog skal man betale for skoleuniformen. 

2 år i Kindergarten – børnehaveklasse 

6 år i Primary School 

3 år i Junior High School 

Herefter kan man fortsætte i Senior High School, som 

varer 4 år. Her er der forskellige linjer, man kan vælge. 

Efter eksamen kan man enten læse videre eller søge job. 

Senior High School svarer nogenlunde til vores ungdomsuddannelser. 

Det koster cirka 360 Ghana cedi om året i 

skolepenge at gå på Senior High School. Det svarer til 

cirka 1800 kr. i 2009. 

Godwin har stor viden om kakaoproduktion og giver den gerne 

videre. 

Godwin Amedikus gårdsplads er stor og omgivet af mange bygninger. 

Han har udvidet, mens han har boet her. Her er både 

fl ere bygninger og mere jord, end da han overtog stedet. Her 

bor han sammen med sin kone, som dog også opholder sig en 

del tid i Kumasi, hvor en del af deres familie bor. Men heldigvis 

bor hans nevø her med sin familie, og i et lille hus ved siden af 

køkkenet bor to unge mænd, som er ansat til at hjælpe med pasning 

og dyrkning af kakao. Godwin tager del i alt, der vedrører 

driften af kakaobruget og træffer alle beslutninger. 

Udvikling og uddannelse betyder meget for Godwin. Han følger 

i sin fars fodspor og argumenterer både i sin familie og i sit 


Sprøjtemidler i 

kakaobrugene 

Der bliver sprøjtet en del i kakaoproduktionen. 

Fire gange om året sprøjtes bladene for 

at undgå skadedyr. De giftige sprøjtemidler 

bliver ikke altid behandlet lige forsigtigt. 

Men det er ved at ændre sig, mener Godwin 

Amediku. ”Vi passer mere på nu,” siger han. 

”Vi bruger masker og lader ikke børnene 

sprøjte. De hjælper med at hente vand, men 

det er de voksne, der sprøjter.” Der bliver 

også afholdt kurser, hvor der undervises i, 

hvordan man kan sprøjte på en forsvarlig 

måde. 

lokalområde for den store betydning, uddannelse har både for 

den enkelte og for hele udviklingen i samfundet. 

”Jeg har selv 11 børn, seks drenge og fem piger. Alle mine børn 

har fået en uddannelse. Nogle af dem arbejder i udlandet. Da 

jeg overtog kakaobruget efter min far, betalte jeg også for, at 

mine søstre kunne fortsætte deres uddannelse. De klarer sig 

godt. Jeg har en søster, der bor og arbejder i London. Jeg betaler 

også skolepenge for nogle af mine børnebørn.” 

Han kender alle og ved, hvordan alting fungerer i lokalområdet. 

Det nytter ikke, at der kommer folk til området med ideer om 

skolegang og begrænsning af børnearbejde og regner med, at 

Høvding Togbe Kofi Mensah Zottor 1 sammen med Godwin. 

de bare kan indkalde til stormøde. Der vil stort set ikke komme 

nogen. Man må kende det lokale hierarki. Området har en høvding, 

og hans holdning er afgørende. 

”Nye ideer skal man først drøfte med høvdingen. Hvis han bakker 

op om et projekt, så kommer folk til møderne og deltager i 

diskussionerne – ellers ikke. Sådan er det også med gæster, der 

kommer hertil – folk, der skal besøge skolerne eller journalister. 

Alle må forbi den lokale høvding og hilse på og forklare deres 

ærinde. Høvdingen skal vide, hvad der foregår.” 

Det gælder også Godwins nyeste plan. Han har et lavtliggende 

område, som han gerne vil omdanne til fi skedamme. Det er 


Ved særlige lejligheder bæres den traditionelle dragt. 

noget han har hørt om fra folk i nabodistriktet. Fiskene vil kunne 

sælges lokalt, og de vil være billigere end de fi sk, der transporteres 

fra kysterne og sælges på markedet. 

At det nytter noget at få diskuteret emner som børnearbejde, 

skolegang og sprøjtemidler i et lokalområde, er han ikke i tvivl 

om. I dag går næsten alle børn fra dette område i skole. Og det 

er blevet mere almindeligt, at børn ikke arbejder så hårdt som 

tidligere, mener Godwin. Han antager, at cirka 90 % af familierne 

i området ikke holder børnene hjemme fra skolen for at 

hjælpe med pasning af kakaoen. Børnene hjælper i stedet til 

efter skoletid og i weekenderne. Holdningen til skolegang er 

blevet mere positiv, fastslår han. 

”Og det gælder både for drenge og piger – i starten, da vi talte 

om skoler her i området, var der mange, der mente, at det måtte 

være vigtigst at sende drengene i skole. Men det har også ændret 

sig. Og det glæder mig meget.” 

”Når jeg dør, arver min ældste søn kakaobruget. Hvordan han 

vil forvalte det, må han fi nde ud af til den tid. Man kan jo lave 

mange forskellige ting i sit liv, selv om man er kakaobonde.” 


KAKAO 

– fra træ til bønne 


Kakaotræet vokser i den tropiske regnskov. Det er et skyggetræ, 

som trives bedst, hvis det er placeret sammen med 

andre træer med forskellig højde, der kan give skygge og beskytte 

det mod vind og tropiske regnskyl. Kakaotræet er et sart 

træ, som kan være vanskeligt at dyrke. Det kræver en konstant 

temperatur på 25-30 grader, fugtig luft og nogenlunde jævnt 

fordelt regn. Det kan ikke vokse højere end 800 meter over 

havets overfl ade. 

Kakaotræet kan blive op til 10-15 meter højt. Det er stedsegrønt 

med læderagtige blade. Der fi ndes 3 forskellige sorter. Forastero er 

den mest almindelige, fordi den er mest modtandsdygtig over 

for sygdomme. 

For at give træerne de bedste betingelser for at vokse skal der 

luges mellem dem. Her bruges macheter, som er meget skarpe. 

Det afhænger af sorten, men i gennemsnit bærer kakaotræer 

frugt, når de er 3-5 år gamle. De er mest frugtbare, når de er 


unge men kan bære frugt i fl ere årtier. De har store mængder 

af meget små blomster, men kun en lille del udvikler sig til frugter. 

Kakaofrugterne er 15-25 cm lange. De vokser direkte på træstammer 

eller tykke grene. De er grønne, når de er umodne, og 

afhængig af sorten er de røde og gule, når de er modne. De har 

form som en rugbybold og har dybe furer i skallen. 

Kakaofrugten er fi re måneder om at blive moden. Frugterne 

skæres ned med en kniv (cutlass). Det skal gøres forsigtigt, så 

Kakaotræets historie 

Kakaotræet stammer fra Syamerika, hvor det voksede vildt i Amazonas 

regnskove. Senere blev det ført til Mexico. Kakaotræets botaniske græske 

navn er Theobroma cacao, som betyder gudernes føde. Navnet går tilbage 

til en mexikansk myte om guden Quetzalcoatl, som gav træet til menneskene. 

Derfor betragtede de træet som guddommeligt, og kakaobønner 

indgik i forskellige religiøse ceremonier og blev også brugt som betalingsmiddel 

allerede fra omkring år 1000. Aztekerne, som boede i Mexico på 

det tidspunkt, brugte også kakaobønnerne til at fremstille en chokoladedrik 

– chokolat – som betød gudernes drik. Den første europæer, der lærte 

kakaoen at kende, var spanieren Hernán Cortés, som i 1519 blev budt på 

drikken af den aztekiske kejser. 

Kakao blev et populært nydelsesmiddel, og man ville gerne kunne dyrke 

det fl ere steder. Man prøvede at anlægge plantager i Afrika og andre 

tropiske områder. Men først i 1800-tallet lykkedes det at få træerne til 

at gro på en vulkansk ø, Fernando Póo, der ligger i Guineabugten ud for 

Afrikas kyst. Historien fortæller, at en ghanesisk smed arbejdede som en 

slags fremmedarbejder på øen. I 1898 bragte han seks kakaofrø med sig 

hjem. Èt af dem blev til et træ. Lige siden har de dyrket kakao i Ghana. 


man ikke beskadiger træet, da der let kan komme sygdomme 

eller skadedyr i barken. Hvis frugterne sidder højt, skæres de 

ned med en lille kniv, der er sat fast på et langt bambusskaft. 

Når frugterne er høstet, lægges de i kurve og bæres til et samlingssted. 

Her fl ækkes de med præcise hug, og frøene tages ud 

og lægges til gæring. 

Frøene er samlet i en klase, som har cirka 30-40 bønner. Frøene 

er omgivet af et tyndt hvidt lag frugtkød. Frugtkødet har en sød 

smag og kan spises som snack. Selve frøet spytter man ud, fordi 

det har en bitter smag. Det er frøene, der kaldes kakaobønner. 

Kakaobønnerne skal lægges til gæring – eller fermentering, som 

det kaldes. Under fermenteringen forsvinder frugtkødet omkring 

frøene, og den særlige kakaosmag udvikles. Her ødelægges 

også frøets evne til at spire. Hele fermenteringen tager 5-7 

dage. Fermentering er afgørende, hvis man vil lave chokolade. 

Jo bedre fermentering jo bedre chokolade kan man lave. 

Med den traditionelle metode lægges frøene på bananblade og 

pakkes ind. Hver anden dag vendes pakkerne, for at fermenteringen 

bliver ensartet. Man kan også fermentere ved at lægge 

frøene i trækasser, der er stablet oven på hinanden. Det gør 

arbejdet lettere for bønderne og giver en bedre fermentering. 


Foto: Charlotte Berghof 

Det er en metode, som Toms er med til at indføre. Denne form 

for bakkefermentering er ikke udbredt i alle kakaoområder. 

Når fermenteringen er færdig, skal frøene tørres. De bredes ud 

på måtter, der er lagt på lange bambusstativer. Tørringen foregår 

i solen og tager 5-6 dage. Der skal rodes rundt i bønnerne 

fl ere gange om dagen for at lette tørringen, og for at kakaobønnerne 

ikke klistrer sammen. Samtidig fjernes blade og småkviste 

fra kakaobønnerne. Laget af bønner må ikke være mere 

end 3-4 cm. 

Når bønnerne er tørret, hældes de i sække og er nu klar til at 

blive solgt. En sæk vejer 64 kg. 

Når man skal have nye træer, tager man nogle af frøene fra. De 

skylles i vand og lægges til tørre i et par dage. Når de begynder 

at spire, lægges de i små beholdere med kompostjord. De stilles 

i skyggen og vandes. Når spirerne har vokset sig store nok, plantes 

de ud mellem de store træer. 


ABENA 

– en ghanesisk kvindes historie 


Alle mine børn har gået i skole. Mine børnebørn går også i 

skole. Jeg tror, det har været særlig vigtigt for mig, fordi 

jeg ikke selv fi k lov til at komme i skole. Jeg har tit tænkt, at 

andre let kunne udnytte mig, fordi der var så meget, jeg ikke 

vidste. Jeg har haft store forventninger til mine børn. De klarer 

sig alle sammen fi nt, men jeg kunne godt have ønsket, at de var 

blevet vigtigere personer i samfundet.” 

Abena Amedikus stemme har en lidt sagtmodig klang, men synspunkterne 

er klare, og oplevelsen af at føle sig utilstrækkelig 

står stærkt i hendes erindring. 

Dagen er startet tidligt om morgenen i Kokoum. Herfra går 

turen først til Sankore. Lidt uden for byen drejer vejen skarpt og 

bliver langsomt smallere og smallere, indtil det ikke er muligt at 

køre videre i bil. 

Pludselig står hun der – en meget alvorlig pige i sin brune og 

gule skoleuniform. Nogen har hentet hende, så hun kan vise vej 

hen til Abena Amedikus hus. Bilvejen stopper ved skolen, og alle 

de små kakaobrug kan kun nås til fods. Her går børnene med 

skolebøger eller vand, og kvinder og mænd vandrer af sted med 

grøntsager, kakaosække og redskaber. Alting bæres på hovedet. 

De går ad de små stier, som hele tiden snor sig og deler sig i 

forskellige retninger. Hvis man ikke er stedkendt, kan man nemt 

fare vild her. Men pigen fører os sikkert gennem området. Selv 

om hun ikke er så gammel, udstråler hun en egen autoritet og 


er tydeligt stolt over det ansvar, hun har fået med at vise os vej. 

Under et skyggefuldt bladhang sidder en kvinde og arbejder 

med nogle store, halvvisne blade. Den store kniv bevæger sig 

hurtigt og sikkert. Hun er ved at skære strå til en kost. Kvinden 

er Abena, og det er hende, der har lovet at fortælle sin livshistorie. 

”Mit navn er Abena Amediku. Jeg er 74 år. Jeg bor nu her i Amekukrom, 

men det har jeg ikke gjort altid. Jeg er født i Sogakofe 

i Volta-provinsen i det østlige Ghana, jeg tilhører den etniske 

gruppe ewe. Det er også det sprog, jeg taler. Jeg har en bror og 

to søstre. Det var kun min bror, der kom i skole. Vi piger fi k ikke 

lov, vi måtte hjælpe til derhjemme. Mine forældre var bønder.” 

”I 1952 blev jeg gift med Awuku Mensah. Sidste år døde han. Vi 

havde et godt ægteskab. Vi var sammen i mange år og stolede 

på hinanden. Jeg er meget ked af, at han er død.” 

Afgrøder 

Kakaoyams Kassava Yams 

Sønnerne Christopher og Stephen, som bor med deres familier 

sammen med Abena. 

”I Sogakofe var vi bønder, og vi fi skede også. Vi sparede lidt penge 

op, og på et tidspunkt besluttede vi at rejse hertil – til Brong 

Ahafo-provinsen – fordi vi havde hørt, at jorden her var meget 

frugtbar. Den høvding, der ejede landet dengang, hed Ameku, 

og vi købte vores jord af ham. Vi måtte starte med at rydde 

lidt jord, så vi kunne dyrke fødevarer – majs, kassava, yams og 

kakaoyams. Men vi plantede også små kakaotræer. Det var ikke 

noget, vi kendte til på forhånd. Vi lærte at dyrke kakao af de 

folk, der boede her. Siden dengang har vi været kakaobønder.” 


Foto: Maria Sander 

Etniske grupper og 

deres mærker 

I Ghana har mange mennesker ar på kinderne. Det er 

mærker, som viser, hvilken etnisk gruppe de tilhører. 

Mærkerne er forskellige fra gruppe til gruppe. Drengene 

får deres mærke, når de er tre måneder og pigerne, når 

de er fi re måneder. En del ghanesere mener, at det er 

gammeldags med mærkerne. 

Der er over 50 forskellige etniske grupper i Ghana og 

mange lokale sprog. De største grupper er akan, moledagbon 

og ewe. 

Pigen i skoleuniformen sidder på en sten og lytter med. Måske 

har hun aldrig hørt denne historie før, selv om hun bor i nabohuset 

og har kendt Abena hele sit liv. Som hun sidder der, bliver 

hun et billede på tiden, der er gået – forbindelsen mellem fortid 

og nutid. Den unge pige i skoleuniformen og den gamle kvinde, 

der ikke selv måtte komme i skole. Hun følger opmærksomt med 

i fortsættelsen. 

”Jeg har født elleve børn - tre piger og syv drenge – et af mine 

børn døde ved fødslen. Den ene af mine sønner arbejder som 

lærer på den lokale skole. To af mine sønner bor her sammen 

med deres familier og har overtaget arbejdet med kakaoen. 

Mine piger bor ikke i nærheden, men de har det godt. Vi har 

oplevet hårde tider, men vi har aldrig sultet – jeg har altid kunnet 

give mine børn mad”. 

”Selv om jeg er blevet gammel, så laver jeg det samme, som jeg 

altid har gjort – bare lidt mindre. Jeg passer kakaoen, laver mad 

og vasker tøj. Men det er godt, at mine børn passer på mig. Jeg 

prøver at klare det hele, men livet er ikke det samme, efter min 

mand døde. Jeg savner ham meget.” 

Med de ord slutter hun sin fortælling. Hendes ansigt er alvorligt, 

og det er tydeligt, at savnet af manden, som hun har levet 

sammen med gennem så mange år, er stort. Først da hun bliver 

spurgt, om hun har en færdig kost og opdager, at hun skal fotograferes, 

mens hun fejer, bryder smilet frem. 

Pigen, som viste vej til Abenas hus, hedder Anita. 


Kosten laves af blade fra oliepalmetræet. De tørre blade snittes 

med en kniv. Det er kun den brede stængel, der bruges. Stænglerne 

samles, og kosten er færdig. 

Besøget er ved at være slut. Pigen står klar, roligt afventende – 

hendes ansvar som vejviser skal gøres færdigt. Vejen tilbage er 

den samme, men alligevel er det, som om noget har forandret 

sig. Det er de samme kakaotræer – gamle træer og små nye planter 

– den samme blanding af kassava og yams, plantet inde mellem 

træerne. Bananpalmer og kæmpestore stammer af træer, 

der er bevaret for at give skygge. Hønsene, der går frit rundt og 

skraber i skovbunden. Det, der er anderledes, er opmærksomheden 

på arbejdet. Hvilket enormt arbejde, det må have været 

at skabe sig en tilværelse her. Midt i regnskoven. 

De første huse, Abena og hendes mand byggede, eksisterer ikke 

mere. Husene bliver bygget af ler på et stillads af træ. Hvis man har 

66 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO råd, dækker man det med beton, så det holder GLIMT længere. 

AF GHANA 67


NOKUMAS 

SKÆBNE 

Tekst: Dorthe Nielsen 

Mørket svøbte sig blødt omkring dem. Som en slags beskyttelse. 

Hun sad lige så stille ved siden af ham. Han kunne 

fornemme hendes åndedræt. Det føltes så roligt og trygt at sidde 

her tæt sammen i mørket. Han vidste godt, at det var forkert, 

at de mødtes. Hvis det blev opdaget, ville de blive straffet hårdt. 

Men de passede godt på, og han var sikker på, at ingen havde 

set dem. Det var blevet sværere at slippe væk, så det var mange 

dage siden, de sidst havde talt sammen. Det puslede i det høje 

græs, lyden bragte ham tilbage til virkeligheden. Langt borte 

over trætoppene lysnede det svagt. Han kunne også tydeligere 

skimte hendes øjne i tusmørket. ”Jeg går først,” hviskede hun 

sagte og rejste sig. Hun gav hans hånd et hurtigt klem og forsvandt. 

Han blev siddende og faldt hen i sine egne tanker. Nokuma. Det 

var det smukkeste navn, han kendte. De boede i den samme 

landsby og havde leget sammen, da de var små. Nu var de for 

gamle til at lege. Nokuma var høvdingens datter og var lovet 

bort til en ung mand fra nabolandsbyen. De to landsbyer havde 

tætte forbindelser. Måske skulle der allerede holdes ceremoni 

for dem efter høsten. Han rystede på hovedet for at jage tankerne 

væk. ”Ingen kender skæbnen, Kefi r” sagde hans bedste- 


mor altid. Måske var det slet ikke meningen, at Nokuma skulle 

giftes og fl ytte væk fra landsbyen! Han rejste sig langsomt og 

tog bestik af retningen. De gik aldrig den samme vej, han og 

Nokuma, de måtte være forsigtige. Han kunne pludselig mærke 

sørgmodigheden i kroppen. Det hele var meget sværere, når 

de ikke var sammen. Han følte sig alene og lille, selv om han 

næsten var voksen. 

Kefi r begyndte at gå tilbage mod landsbyen. Han valgte stien 

langs vandet. Det første stykke var fl oden bred, men lidt længere 

henne drejede den, og der var et særligt smalt sted, hvor 

det var nemt at komme over. Han gik hurtigt uden at være særlig 

opmærksom, selv om det endnu ikke var lyst. Han kendte 

stierne ud og ind. Han standsede brat op, da et brag fl ænsede 

stilheden. Langt borte hørte han råbende, vrede stemmer. Han 

kastede sig om bag nogle buske og lå musestille med bankende 

hjerte. De var blevet opdaget. Han var helt sikker. De havde fundet 

Nokuma, og nu var de på jagt efter ham. Tusind tanker fl øj 

gennem hans hoved, mens han lå gemt under buskene. Hvad 

skulle han gøre? 

Pludselig blev han klar over, at han havde taget fejl. Braget! 

Ingen i landsbyen havde våben, der kunne give den lyd. Han 

havde aldrig selv set et, og indtil for nogle få dage siden vidste 

han slet ikke, at de eksisterede. Ildvåben, havde Zubwi kaldt 

dem. Han vovede sig langsomt frem fra sit skjul bag buskene. 

Han måtte fi nde ud af, hvad der skete. Den sidste rest af morgenskumringen 

var borte. Solen var på vej op, og han bevægede 

sig langsomt fremad i den retning, stemmerne var kommet fra. 

Han stod stille og lyttede. Han hørte kun insekternes summen 

og vindens raslen med de tørre blade. Han var tør i munden. 

Angsten sad stadig i ham. 

Han tvang sig selv til at fortsætte. Han kunne mærke, hvor anspændt 

han var, mens han vagtsomt lod blikket glide rundt. Der 

var stadig ingen spor af mennesker. Han håbede, at Nokuma 

var kommet sikkert hjem til landsbyen. Lidt længere fremme 

bugtede stien sig op over en lille høj. Fra toppen ville der være 

et godt udsyn. Han lagde sig ned på maven og kravlede det sidste 

stykke. Han løftede hovedet og kiggede sig forsigtigt omkring. 

Da hans blik nåede fl odbredden, standsede det… Synet 

tog næsten pusten fra ham. Tæt ved fl oden stod en større fl ok 

mennesker lænket sammen med tykke reb om halsen. To drenge 

var ved at drikke af vandet, men deres reb var så stramme, at de 

næsten ikke kunne nå. Han kunne se vagterne med deres våben, 

de var fi re. Men de var ikke hvide i huden, sådan som Zubwi 

havde fortalt. De var sorte som han selv. De var for langt væk 

til, at han kunne se deres stammemærke. Hvem mon de var? 

Han tænkte forvirret tilbage på aftenen ved bålet, hvor Zubwi 

havde fortalt den skræmmende og utrolige historie om hvide 

mennesker med ildvåben, som fangede unge, sorte kvinder og 

mænd og fragtede dem ned til kysten, hvor de blev solgt eller 

byttet bort. Mere vidste Zubwi ikke, selv om han kendte meget 

til livet uden for landsbyen. Han var den eneste, Kefi r kendte, 

som havde set havet. 

Et triumferende råb fi k ham til at kigge væk fra fl oden. Han fi k 

øje på endnu en vagt, der kom ud fra skoven. I den ene hånd 


havde han sit våben og en pisk, som han fægtede med. Den 

anden hånd havde fat om et reb. Han kneb øjnene sammen for 

at se, hvad manden havde fanget. Måske et dyr, de kunne spise? 

Nej, det måtte være et menneske, for nu gik de hen mod fl okken 

ved fl oden. Han så det med det samme! Nokuma! Hele verden 

stod stille. Lydene forsvandt, og han kunne ikke mærke sin 

krop mod den knoldede jord. Kun hans øjne fungerede, og de 

så Nokuma fanget og bundet. Han lukkede øjnene et øjeblik, 

det måtte være noget, han drømte. Lydene vendte tilbage, og 

han kunne mærke en skarp sten mod sit ene ben. Han trak vejret 

dybt og åbnede langsomt øjnene igen. Det var ikke en drøm. 

Nokuma var blevet ført hen til de andre og var nu lænket sammen 

med den sidste i rækken. Det store tykke reb hang tungt 

omkring hendes hals, og han kunne også tydeligt se lange, 

blodige striber fra pisken hen over hendes spinkle skuldre. Raseriet 

fyldte ham, og han rejste sig beslutsomt. Han måtte redde 

Nokuma. 

Han løb tilbage for at fi nde stien ned til fl oden. Ingen skulle behandle 

Nokuma på den måde, det skulle han nok sørge for. Han 

var tæt på dem nu, de var ved at bryde op fra pausen ved fl oden. 

Deres barske kommandoråb fi k ham til at stoppe op. Han måtte 

tænke sig om. Hvis han bare kom løbende hen til dem med sin 

lille dolk som eneste våben, ville han enten blive dræbt eller fanget. 

Han ville ikke have en chance. I første omgang måtte han 

følge efter dem på afstand, mens han udtænkte en plan. 

Hele dagen havde han fulgt efter dem. De gik hurtigt, og han 

var svedig, træt og tørstig. Først nu slog de lejr for natten. Selv 

kunne han ikke tænde bål, og han havde ikke noget at spise. 

Vand hentede han ved fl oden, det gjorde godt. Han satte sig 

under et stort træ og forberedte sig på en nat alene i mørket. 

Først nu blev det muligt at samle tankerne. Han ville ønske, at 

hans bedstemor var her. Hun ville have vidst, hvad de skulle 

gøre. Men han turde ikke gå tilbage. Hele landsbyen vidste, at 

han og Nokuma var forsvundet, og han var sikker på, at han ville 

blive straffet, hvis han viste sig. Hans bedstemor kunne måske 

nok tale hans sag, men det var ikke sikkert, at det var nok, når 

det drejede sig om høvdingens datter. Og måske kunne han ikke 

fi nde fl okken igen, hvis der gik for lang tid. Nej, han måtte klare 

det selv. Han måtte følge efter dem og håbe på en chance til at 

befri Nokuma. Og måske også de andre tænkte han lidt efter. 

Han vågnede med næsen begravet i den fugtige jord. Det var 

høje grin fra to af vagterne, der bragte ham tilbage til virkeligheden. 

De var næsten klar til at fortsætte. Han rejste sig hurtigt. 

Han var sulten, men det måtte vente. Han måtte se, hvilken 

vej de valgte, før han kiggede efter noget spiseligt. Hele dagen 

spejdede han efter bare den mindste mulighed for at komme 

tættere på Nokuma. Men det var umuligt, der blev passet godt 

på dem. 

Først den femte dag skete der noget. Under en pause forlod 

den bageste vagt sin post for at hente noget vand. Han hvislede 

sagte deres kendings lyd, og Nokuma vendte sit ansigt. Hun stirrede 

ind i buskadset og fangede hans blik. Han løftede hånden 

og viste dolken frem. Hendes øjne blev blanke, og hun kiggede 

sig vagtsomt omkring. Hendes øjne vendte sig igen mod ham, 


og hun rystede nærmest umærkeligt på hovedet. Så var vagten 

på plads igen, og de fortsatte. 

Tre dage senere nåede de ned til kysten. Han havde intet kunnet 

gøre. Han sad fortabt på en stor sten tæt ved fi skerbådene. Det 

kunne have været fantastisk at se havet og bådene og de mange 

mennesker, men nu var det helt meningsløst. De sidste to dage 

havde han ikke set noget til Nokuma eller de andre fanger. Men 

i dag skulle den store båd sejle, havde fi skerne fortalt ham. Han 

vidste ikke helt præcis, hvad det betød, men han holdt sig klar. 

Måske var det hans sidste chance. Han fi k øje på hende med 

det samme. Hun stod sammen med en større gruppe mænd og 

kvinder. Hun så sig søgende omkring, og han vidste, at hun ledte 

efter ham i mængden. De var lænket sammen tre og tre, og nu 

blev de gennet ned til en kano. Det var nok den, der skulle sejle 

dem ud til skibet, der lå et stykke ude på havet. Hvor det skulle 

hen, var der ingen, der vidste. 

Han rejste sig, hans hjerte hamrede hårdt. Han havde ikke noget 

valg. Uden at betænke sig sprang han over stenene og begyndte 

at løbe ned mod bådene i strandkanten. Hvis det var Nokumas 

skæbne, så var det også hans. 


Illustration: Peter Waldorph

IBRAHIM 

- nogle søndage mødes jeg med 

mine venner og spiller fodbold 


Det første, jeg gør om morgenen, når jeg står op, er at 

hente vand. Det tager cirka en halv time. Der kan nok 

være lidt mere end 10 liter i spanden. Det skal bruges til at 

vaske sig i, til at drikke og til madlavningen. Der skal også 

bruges vand, når vi vasker tøj, men det henter min mor eller 

min søster. Når jeg kommer tilbage, vasker jeg mig og tager min 

skoleuniform på – det er mig selv, der stryger den. Så spiser jeg 

og går i skole. Det tager en halv time at gå hen til skolen. Jeg 

skal være der kl. 7, fordi jeg er præfekt (gruppeleder) for den 

røde gruppe. Vi skal feje og gøre rent på skolen. Alle elever på 

skolen er med i en gruppe. Skoledagen varer fra kl. 8 til kl. 14. 

Når jeg kommer hjem, hjælper jeg min far med arbejdet på vores 

kakaobrug. Som regel er det mig, der luger. Senere henter 

jeg igen vand, spiser og tager bad. Hvis jeg har lektier, laver jeg 

dem, før jeg går i seng.” 

Det er 13-årige Ibrahim Zakari, der fortæller. Han svarer på spørgsmålet 

om, hvordan hans dag ser ud, fra han står op om morgenen, 

til han går i seng om aftenen. Han sidder under halvtaget i skyggen 

hos naboen, Godwin Amediku, som bor halvvejs mellem skolen og 

Ibrahims hus. Ibrahim fortæller også om sin familie: 


”Jeg bor sammen med min far og mor og fi re søskende. Jeg har 

to søstre og to brødre. Jeg er den yngste i min familie. Min far 

hedder Zakari Akugri, og min mor hedder Salamatu Akugri. De 

har ikke selv gået i skole. Min far siger, at de er kakaobønder, 

fordi de ikke har gået i skole. Derfor har de sendt deres fem 

børn i skole.” 

Men det er ikke kun Ibrahims far og mor, der synes, at deres søn 

skal gå i skole. Det er også hans eget ønske at gå i skole. 

Skoleuniformer 

I Ghana går skoleelever med skoleuniform. Farverne er forskellige og viser, hvilken 

skole eleverne hører til. Lande som England og Australien har skoleuniformer, og i 

Asien og Afrika er det også almindeligt. Ghana er jo en tidligere britisk koloni, og 

skolesystemet ligner det britiske. I Ghana koster en skoleuniform 10 – 12 Ghana cedi. 

Billederne her er alle fra Asunafo South. 

Af og til diskuteres det, om det er en idé at indføre skoleuniformer i Danmark for at 

modvirke det store fokus på mærke- og modetøj og den mobning, det kan medføre. 

Ibrahim har sit eget pennalhus med både blyanter og linealer – det 

er ikke altid, skoleelever har så fi ne ting. Nogen må nøjes med en 

blyant eller låne sig frem. Ibrahim har også et ur, og så har han tre 

par shorts, to par lange bukser og otte tshirts – og så selvfølgelig sin 

skoleuniform. 

”Jeg kan godt lide at gå i skole. Jeg går på Abonyereso Local 

Authority Primary School i class 6. Til næste år skal jeg gå på 

Junior High School. Mit bedste fag er engelsk. Jeg kan godt lide 

at læse, og jeg har læst 10 af de engelske bøger, vi har på skolen. 

Og så kan jeg godt lide at spille fodbold. Jeg har mange venner 

på skolen, og vi spiller fodbold, når vi har pauser. Nogle gange 

spiller vores skole også fodboldkamp mod andre skoler.” 


Store dele af samtalen foregår på lokalsproget kusasi, men det 

er tydeligt, at Ibrahim gør sig umage med at bruge de engelske 

ord, han kender. Hans generthed forsvinder efterhånden, og der 

er både alvor og glimt i øjet, da han svarer på spørgsmålet om, 

hvilke drømme han har for fremtiden. 

”Jeg vil gerne være politiker, allerhelst minister. En minister er 

rig, og hvis jeg bliver rig, kan jeg bygge huse til min famlie. Jeg 

vil gerne bo i hovedstaden Accra – de rige bor i Accra. Mit andet 

ønske er at blive sanger. Jeg kan godt lide musik. Jeg kan 

Når de spiller fodbold mod andre skoler, har de skolens fodboldtrøjer på. 

især godt lide Ofori Amponsah og Daddy Lumba. Jeg går tit og 

synger, mens jeg laver andre ting.” De to musikere, som Ibrahim 

nævner, er ghanesiske musikere, der spiller den slags musik, der 

kaldes Hip Life Music. 

Fra Godwins hus er der et godt stykke vej gennem kakaoområdet 

til Ibrahims hus. Her er far, mor og den ene storesøster 

hjemme. Ibrahims far uddyber sine synspunkter om skolegang: 

”Dengang jeg var dreng, var det på mode at være hyrdedreng 

– sådan var det for alle. Vi gik ikke i skole. I dag går alle børn i 

skole – det skal mine børn også. Vi er kakaobønder, fordi vi ikke 

selv har gået i skole og fået en uddannelse. Jeg har opdyrket 25 

hektar med kakaotræer – halvdelen af den jord giver jeg tilbage 

til høvdingen, så ejer jeg resten af jorden selv. Jeg ved ikke, hvem 

der skal overtage jorden efter mig. Vi får se. Jeg håber, jeg har 

råd til, at Ibrahim kan fortsætte i skolen – jeg kunne godt tænke 

mig, at han enten bliver læge eller får arbejde i en bank.” 

Ibrahims mor står i baggrunden og smiler og tilføjer, at deres søn 

måske også kunne blive landets præsident. Det passer godt med 

Ibrahims ambition om at blive politiker. Ingen nævner Ibrahims 

alternative ønske om at blive Hip Life musiker. Det melder denne 

historie ikke noget om. 

Familiens hus ligger for sig selv i en lysning, der er ryddet midt i 

deres kakaobrug. Der er langt til naboer, skole og den nærmeste 

by. Ibrahim viser rundt – der er tre rum. I det ene rum står 

hans seng, i et hjørne skimtes en lille radio. Det er ikke hans 

egen radio. Hans far har købt den, så de kan høre lokalradioens 


programmer, men han må gerne låne den og høre musik en 

gang imellem. I skoletasken fi nder han et fl ot pennalhus frem. 

Det er hans eget, og det samme er uret, han har på. Det er ting, 

som hans far har købt til ham, og han viser dem frem med stor 

glæde. 

Køkkenet er placeret udenfor i den ene ende af gårdspladsen. 

Her står spanden, som han bruger til at hente vand i. Det er i den 

forbindelse, at snakken vender tilbage til beskrivelsen af dagens 

mange gøremål. Hvad med fritiden? Hvornår har han egentlig 

fri? Han ser forundret ud, som om spørgsmålet ikke giver nogen 

mening. Først da spørgsmålet ændres til, om han også har tid til 

at lege og være sammen med vennerne, svarer han: 

”Ja, i weekenden – nogle gange om søndagen mødes jeg med 

mine venner og spiller fodbold. Men vi har ikke selv en bold, så 

vi skal låne skolens fodbold for at spille.” 

Ibrahims familie blev overrasket over besøget. Hans far måtte 

hente en skjorte, før han var klar til at blive fotograferet. Kun 

den ene søster, Asana, var hjemme. 


SÅDAN HAR JEG 

SELV HØRT DET 

- fortællinger fra Asunafo South, Ghana 

Indsamlet og oversat af Majken Krogh 

Mørket falder tidligt på i Ghana, og derfor er natten lang, 11- 

12 timer. I Asunafo South er der ofte ingen elektricitet i landsbyerne, 

og fjernsyn er en sjældenhed. Aftenerne bliver brugt på 

andre aktiviteter, og en gang imellem samles landsbyens folk 

omkring et bål, imens der fortælles historier. 

Som i Danmark fi ndes der også i Ghana forskellige slags fortællinger. 

Det kan være skabelsesmyter, heltesagn, dyrefabler eller 

eventyr. Nogle fortællinger hører sammen med bestemte begivenheder, 

men især eventyr og fabler fortælles ofte spontant og 

inspireret af en stemning eller en oplevelse. 

Fortællingerne kan have meget forskellige pointer eller moraler. 

De kan handle om, hvordan man skal opføre sig over for venner, 

hvordan man skal værdsætte sine forældre, og ofte formidles en 

holdning til hverdagens problemer og muligheder. På den måde 

bliver fortællingerne vigtige for landsbyens fællesskab, de fælles 

værdier og opdragelsen af børnene. 

Historierne kan fortælles af enhver, der har talent for at få opmærksomhed 

fra tilhørerne. Som regel er fortælleren en lokal 

person. At fortælle historier og lytte til dem kræver ro, men ikke 

nødvendigvis stilhed. I Ghana er det almindeligt, at tilhørerne 

kommenterer og fortolker fortællingerne. De er fælles ejendom 

– fortælleren kan roses for sin måde at formidle på, men det er 

ikke ham eller hende, der ejer historierne. 

Fablen og eventyret, der er taget med i denne bog, er fortalt af 

Mr. Aduse Poku Antwi. Han kender historierne fra sin bedstemor, 

som i hans barndom fortalte historier ved bålet. 


Kuaku Ananse 

og visdomskrukken 

Engang for længe siden var der en mand, der hed Kuaku 

Ananse. Kuaku Ananse havde ét stort ønske. Han ville være 

den klogeste mand i hele verden. Han besluttede sig for at samle 

al verdens visdom sammen i en krukke og lukke krukken tæt til. 

Bagefter ville han gemme den langt væk, så ingen kunne fi nde 

den og blive klogere end ham. 

Da han havde samlet al verdens visdom i krukken, lukkede han 

den store, tykke visdomskrukke godt og sikkert til. Så besluttede 

han sig for at klatre op i det største træ, han kunne fi nde, og 

hænge visdomskrukken i toppen af træet. Her ville ingen kunne 

fi nde den. Da han havde udset sig det største træ, hankede han 

op i visdomskrukken, placerede den foran sin mave og begyndte 

at klatre op i træet. Men det lykkedes ikke, og Kuaku Ananse 

faldt ned fra træet. Han forsøgte én gang til, blot for igen at 

lande for foden af træet. Han forsøgte igen og igen, men lige 

lidt hjalp det. Hver gang han kom et lille stykke op i træet, faldt 

han ned igen. Kuaku satte sig under træet, han var både ked 

af det og sur over, at han ikke kunne komme op i træet med 

visdomskrukken. 

Sådan sad han og surmulede, da hans søn Mtikuma pludselig 

kom frem fra sit skjul. Han havde gemt sig og set, hvordan hans 

far længe havde forsøgt at klatre op i træet med den store krukke. 

Mtikuma sagde til sin far: ”Hvis du vil kravle op i træet med 

den store krukke, så tag krukken på ryggen i stedet for at holde 

den på maven. Så kan du nemmere klatre op.” Kuaku lyttede til 

sin søn og bestemte sig for at gøre endnu et forsøg. Han fandt 

et stykke reb, bandt krukken fast på ryggen og forsøgte endnu 

engang at klatre op i træet. Og denne gang faldt Kuaku Ananse 

ikke ned. Overrasket og glad nåede han helt op i træets top, 

hvor han ville hænge krukken. Men her tøvede Kuaku et øjeblik. 

Han tænkte: ”Hvordan kunne min søn vide, hvordan jeg skulle 

klatre op i træet med krukken?” Hvis sønnen vidste noget, som 

Kuaku ikke selv vidste, måtte sønnen jo være klogere end ham! 

Og det betød, at Kuaku Ananse ikke havde al verdens visdom i 

krukken... 

Nu vidste Kuaku, at der kun var en ting at gøre. Han gav slip 

på den store, tykke visdomskrukke, som faldt aldt til jorden og 

splintrede i tusind stykker. 

Om navnet Kuaku Ananse 

I Ghana giver man nogle gange børn navn, efter hvilken 

dag de er født. Kuaku er navnet på en dreng, der er født 

på en onsdag. Hvis en pige fødes på en onsdag, kaldes hun 

Akua. Ananse betyder edderkop. Kuaku Ananse betyder 

altså ”Edderkoppedrengen der er født på en onsdag.” 

I Ghana handler mange historier om Kuaku Ananse. 


Den dumme antilope 

Engang blev der holdt en stor festival for dyr. Alle dyr var 

inviteret, og der blev spillet på trommer, så dyrene kunne 

danse. Antilopen elskede at danse, så snart den hørte lyden af 

trommer, sprang den ud på gulvet og begyndte at danse. Antilopen 

dansede længe til sin egen glæde og tilfredsstillelse. 

Men efter et stykke tid syntes den, at det blev kedeligt at danse 

alene, så den bød skildpadden op til dans. Skildpadden svarede 

nej. Den ville bestemt ikke danse. Antilopen spurgte en gang 

til, om ikke nok skildpadden ville danse sammen med ham. Igen 

sagde den nej, men antilopen tiggede og bad og lovede det ene 

og det andet, hvis bare skildpadden ville danse med ham. Til 

sidst sagde skildpadden til antilopen, at hvis den skulle danse, 

og der skete noget, så ville antilopen blive holdt ansvarlig. Antilopen 

ville gøre hvad som helst for at få skildpadden med ud på 

dansegulvet, så den accepterede uden videre forslaget. 

Så gik skildpadden med antilopen ud på dansegulvet og begyndte 

at danse. Alle de andre dyr kiggede og klappede, og 

snart kunne de se, at skildpadden var en fantastisk danser. Den 

dansede så smukt, at alle dyrene fi k tårer i øjnene af glæde. 

Hen på aftenen stoppede trommerne, og der blev helt stille. 

Men skildpadden havde rigtig danset sig varm og ville ikke stoppe 

med at danse. Så den insisterede på, at de skulle fortsætte 

med at spille. Dyrene spillede igen på trommerne til langt ud 

på natten, så længe, at trommeskindet sprak. Trommerne måtte 

repareres, og til det formål skulle man bruge skindet fra en antilope. 

Alle dyrene kiggede tøvende på hinanden, indtil skildpadden 

sagde, at den havde et forslag. Når antilopen dukkede op 

igen, så skulle de fange og dræbe ham, så de kunne bruge hans 

skind til at reparere trommerne med. De andre dyr syntes, at det 

lød rimeligt. Antilopen havde jo lovet, at den ville tage ansvaret, 

hvis der skete noget, når skildpadden dansede. 

Sådan gik det til, at antilopen blev dræbt, og dens skind blev 

brugt til at reparere trommerne med. 


SLIK, 

SUKKER OG 

FORBRÆNDING 

Tekst: Birgit Gamborg Hansen 

Benjamin, Max og Lasse er på vej hjem fra skole. De skal hjem 

til Benjamin og prøve hans nye playstation-3 spil. Drengene 

slår et smut forbi supermarkedet. Det er nu engang sjovest 

at spille playstation med lidt slik og sodavand til, synes de. De 

tre drenge fylder indkøbsposen med halvanden liter sodavand, 

en stor pose slik og tre chokoladebarer. Nu skal de bare skynde 

sig hjem og tænde for computeren. Da klokken bliver fem, skal 

Lasse og Max hjem og lave dansk stil, som skal afl everes næste 

dag. Benjamin slukker for computeren, samler skraldet fra slikket 

sammen og går op på sit værelse, så han også kan få skrevet 

stilen færdig. 

Måske kan du genkende en eftermiddag som Benjamins, Max’ 

og Lasses. Et besøg hos kiosken kan friste mere end solide rugbrødsmadder 

og frugt. Og en helt almindelig mandag eftermiddag 

med computerspil er lidt hyggeligere med slik og chokolade 

til. Selv lektierne bliver måske lettere lavet, hvis slikskålen står 

klar på bordet. 

I tabel 1 kan du se, at drengene i alt indtager 383 gram sukker i 

løbet af eftermiddagen, det vil sige 128 gram sukker hver. Dertil 

kommer, hvad de ellers spiser af sukker i løbet af dagen. Når man 

er i skolealderen, bør mængden af sukker i ens samlede energimængde 

om dagen ikke overstige 45-60 gram sukker. Benjamin, 

Max og Lasse får 2-3 gange så meget – og det er endda kun i 

løbet af eftermiddagen. Du skal nemlig være opmærksom på, 

at sukkerindtag fra eksempelvis morgenmadsprodukter, kakaomælk, 

frugtyoghurt og så videre tæller med i de 45-60 gram. 


Sukker er ren energi, som ikke indeholder nogle af de vitami- 

ner eller mineraler, kroppen har brug for. For at undgå at blive 

overvægtig er det derfor nødvendigt, at du forbrænder den 

mængde energi, du indtager. Ellers omdannes den overskydende 

mængde energi til fedt. 

I tabel 1 kan du se, hvor lang tid det vil tage Benjamin, Max og 

Lasse at forbrænde den mængde energi, de indtager i løbet af 

eftermiddagen. 

Benjamin, Max og Lasse skal hver spille playstation (let aktivitet) 

i 6 timer og 9 minutter uden at spise noget andet, hvis de skal 

undgå, at det, de spiser i løbet af eftermiddagen, omdannes til 

fedt. De kan også løbe (hård aktivitet) i 1 time og 8 minutter 

for at forbrænde det, de har indtaget. 

TABEL 1 

Vidste du, at det meste af det sukker, 

børn spiser, kommer fra sodavand og 

saftevand (42 %) og slik, chokolade og 

kage (40 %). 

Herunder kan du se, hvor meget sukker 

Benjamin, Max og Lasse når at indtage 

på en eftermiddag: 

1,5 liter sodavand = 150 gram sukker 

1 stor pose slik (200 gram) 

= 134 gram sukker 

3 chokoladebarer (150 gram) 

= 99 gram sukker 

Selvfølgelig er det ok at nyde slik, chokolade eller andet sødt i 

ny og næ, men det kan være en god ide at overveje, hvor meget 

man indtager, og hvordan man har tænkt sig at forbrænde det 

igen, før man nyder. 

Der er væsentlig forskel på indholdet af sukkeret i de produkter, 

man spiser, når man har lyst til noget sødt. Det er bedre at spise 

mørk chokolade frem for mælkechokolade, da mælkechokolade 

tilsættes mere sukker end mørk chokolade. Generelt kan man 

sige, at jo højere kakaoprocent en chokolade har, jo mindre er 

sukkerindholdet. 

I tabel 2 kan du se forskellen på sukker- og fedtindholdet i forskellige 

typer chokolade. 

Chokoladebar 66 % sukker 

Lys chokolade 52 % sukker 

Mørk chokolade (72 % kakao) 28 % sukker 

AKTIVITETSNIVEAU: Hvile Let aktivitet Moderat aktivitet Hård aktivitet 

Kilojoule- Slappe af, se tv, Arbejde ved PC, Gå en rask tur, cykle, Cykle stærkt, 

indhold (kJ) læse tegne, skrive, gå op ad trapper, løbe, spille bold 

gå rundt derhjemme gøre rent, havearbejde 

1/2 liter sodavand 840 kJ 2 timer 55 minutter 1 time 52 minutter 42 minutter 21 minutter 

1/3 slikpose (65 gram) 954 kJ 3 timer 18 minutter 2 timer 7 minutter 47 minutter 23 minutter 

1 chokoladebar (50 gram) 975 kJ 3 timer 23 minutter 2 timer 10 minutter 48 minutter 24 minutter 

Kilde: Fødevarestyrelsen 


TABEL 2

Antioxidanter 

Antioxidanter er stoffer, der forekommer naturligt i fødevarer som grøntsager, frugt 

og te. Stofferne modvirker oxidation, det vil sige iltning i kroppen. Iltning forårsages 

af frie radikaler, som er molekyler, der kan skade kroppens celler. Frie radikaler 

dannes for eksempel, når vi udsættes for cigaretrøg og forurenet luft. Stress og fed 

kost kan også øge produktionen af de ødelæggende frie radikaler. Der fi ndes fl ere 

typer antioxidanter, for eksempel C-vitamin og E-vitamin. Den type antioxidant, 

der fi ndes i chokolade, stammer naturligt fra kakaoen og kaldes polyphenoler. 

I tabel 2 er der i forhold til den mørke chokolade tale om en 

72 %. Det vil sige, at den del af en mørk chokolade, som ikke 

er sukker, er kakao. I dette tilfælde vil det sige: 72 % kakao og 

28 % sukker. Kakaoen er frøet i en kakaofrugt og er derfor del 

af en plante. Kakaobønnen (som frøet lidt misvisende hedder) 

har fra naturens hånd et meget højt indhold af antioxidanter, 

som beskytter kroppens celler mod nedbrydning. 

Den mørke chokolade har derfor både den fordel, at sukkerindholdet 

er lavere, og at den naturligt har et højt indhold af 

antioxidanter. 

I tabel 3 kan du se, hvor mange antioxidanter mørk chokolade 

indeholder sammenlignet med andre produkter. Tabel 4 viser 

kvaliteten af antioxidanterne i de forskellige produkter. Som du 

kan se, er antioxidanterne i mørk chokolade mere effektive end 

antioxidanterne i andre produkter. I modsætning til mange andre 

slikprodukter, som ikke indeholder antioxidanter, har mørk 

chokolade en positiv indvirkning på kroppen. 

Man skal dog stadig huske, at mørk chokolade i forhold til så 

mange andre produkter eller for eksempel frugt, har et forholdsvist 

højt indhold af sukker og fedt. Det betyder, at det er 

vigtigt, at man lever et sundt og aktivt liv, hvor man indtager 

chokolade i begrænset omfang – også mørk chokolade. 

Chokolade i sammenligning 


Mørk te 

Rødvin 

Tranebærjuice 

Æbler 

Mælkechokolade 

Mørk chokolade 

Mørk te 

Rødvin 

Tranebærjuice 

Æbler 

Mælkechokolade 

Mørk chokolade 

0 10 

ORAC, mmol Trolox equivalents 

0 50 100 

Flavanoler & procyanider (mg) 

15 

150 200 

Antioxidativ kapacitet 

per 100 kcal 

per 100 g 

Antioxidantindhold 

per 100 kcal 

per 100 g 

TABEL 3 

TABEL 4 

Eric L Ding, Susan M Hutfl ess, Xin Ding and Saket Girotra. Chocolate and Prevention of Cardiovascular Disease: A Systemic Review. Nutrition and Metabolism 2006, 3:2

Litteraturliste 

Behrens, Carl Da Guinea var dansk. Wulff Joseph Wulffs breve og dagbogsoptegnelser 

fra Guldkysten 1836-1842, Nyt Nordisk Forlag, København 1917 

Boldt, Kaj Kakao – et naturprodukt, Skarv, København 1986 

Carstensen, Edward Noter mit Liv angaaende. Dagbøger 1842 – 1846, Rigsarkivet 

Christensen, Thyge Sådan har jeg selv hørt det – historier fra Burkina Faso, 

Dansklærerforeningen, København 1997 

Feldbæk, Ole & Ole Justesen Danmarkshistorie. Kolonierne i Asien og Afrika, 

Politikens forlag, København 1980 

Hansen, Thorkild Slavernes Kyst, Gyldendal, København 1972 

Lundström, Janne Regnbuens fange 50 dilemma-eventyr fra Afrika, 

Dansklærerforeningen, København 1988 

Monrad, H.C. Bidrag til en Skildring af Guinea-Kysten og dens Indbyggere, og til en 

Beskrivelse over de danske Colonier paa denne Kyst, samlede under mit Ophold i 

Afrika i Aarene 1805 til 1809, Trykt hos Andreas Seidelin, København 1822, 

Rigsarkivet 

Raunkiær, Ingeborg Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87, 

København 1917 

Svarre, Karen-Lis Kakao, Gyldendal, København 1991 

Von Mehren, Fanny Louise Breve 1844 – 1845 fra Guineakysten. 

Brevene er privat eje 

www.natmus.dk/sw48750.asp 

96 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO

Glimt af Ghana - Toms

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?