Glimt af Ghana - Toms

Men det var ikke en lov mod slaveri – kun imod transporten over
Atlanten. Loven skulle først træde i kraft ti år senere i 1803 for
at sikre, at man kunne nå at udføre slaver nok til, at slaverne selv
kunne føde nye generationer af slaver i Vestindien. Der skulle gå
næsten 50 år, før slaverne fi k deres frihed.
Den danske stat forsøgte at erstatte indkomsten fra slavehandlen
med plantagedrift, men det gav kun underskud. I 1848
blev alle danske slaver frigivet på Guldkysten og i Vestindien.
Alt, hvad Danmark ejede på Guldkysten, blev solgt til England i
1850. I 1917 blev Dansk Vestindien solgt til USA.
Tværsnit
af slaveskib
Hans Christian Monrad var præst på Guldkysten i 1805-1809. Han udgav en skildring
af stedet, hvor han bl.a. skrev, at han syntes, det var grusomt at: ”saakaldte Christne
med Kulde og Følelsesløshed smedede deres Medmennesker, der intet havde forbrudt,
i Lænker, og førte dem til Slagterbænken i Vestindien. Meget bedre kan det
dog i Grunden ikke kaldes, at føre Mennesker i tusindeviis imod deres Villie til en
anden Verdensdeel.”
Illustration: Handels- og Søfartsmuseet
Forbuddet mod slavetransporten tilskrives ofte den danske læge Paul Erdmann Isert
(1756-1789). Han fi k ideen om at udvikle plantager i Afrika, efter han havde rejst
med et slaveskib fra Guldkysten til Vestindien. På skibsrejsen var han vidne til et
slaveoprør, der nær kostede ham livet, og han skrev følelsesladet i et brev: ”Hvorfor
var vore Forfædre dog ikke saa fornuftige at anlægge Plantager i Afrika med
Sukker, Kaffe, Chokolade og andre i Evropa saa nødvendigblevne Artikler? […]
Afrika er endnu den Verdensdel, hvori man ved anlæggelse af Plantager kunde
efterhaanden hindre den skændige Udførsel af Negre fra deres frodige Fædreland.
Gerne afstod de Sorte os de bedste og største Landsdele, der i Aartusinder har ligget
øde hen, hvis vi kom med Oliegren i Haand, og ikke med Mordvaaben, og for en
ringe Betaling vilde de hjælpe os. Jeg er for bevæget til i dag at kunne skrive mere.”
Plantagen Frederiksgave blev skænket til danskerne på Guldkysten
af Kong Frederik VI i 1832. Udover plantagedrift blev den brugt til
rekreation, det vil sige, at danskerne ofte tog dertil, hvis de var syge.
Man sagde, at luften var køligere og sundere på Frederiksgave end
på forterne ved kysten, og det skulle være godt mod sygdom. Da
danskerne forlod Guldkysten i 1850, forfaldt Frederiksgave.
I 2007 blev plantagebygningen udgravet og genopbygget i landsbyen
Sesemi, hvis indbyggere er efterkommere af Frederiksgaves slaver.
En del af Sesemis indbyggere blev ansat som håndværkere på projektet
og var således med til at rejse et monument over en del af
deres historie, som de deler med danskerne.
24 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 25
Foto: Maria Sander