Glimt af Ghana - Toms

mor altid. Måske var det slet ikke meningen, at Nokuma skulle
giftes og fl ytte væk fra landsbyen! Han rejste sig langsomt og
tog bestik af retningen. De gik aldrig den samme vej, han og
Nokuma, de måtte være forsigtige. Han kunne pludselig mærke
sørgmodigheden i kroppen. Det hele var meget sværere, når
de ikke var sammen. Han følte sig alene og lille, selv om han
næsten var voksen.
Kefi r begyndte at gå tilbage mod landsbyen. Han valgte stien
langs vandet. Det første stykke var fl oden bred, men lidt længere
henne drejede den, og der var et særligt smalt sted, hvor
det var nemt at komme over. Han gik hurtigt uden at være særlig
opmærksom, selv om det endnu ikke var lyst. Han kendte
stierne ud og ind. Han standsede brat op, da et brag fl ænsede
stilheden. Langt borte hørte han råbende, vrede stemmer. Han
kastede sig om bag nogle buske og lå musestille med bankende
hjerte. De var blevet opdaget. Han var helt sikker. De havde fundet
Nokuma, og nu var de på jagt efter ham. Tusind tanker fl øj
gennem hans hoved, mens han lå gemt under buskene. Hvad
skulle han gøre?
Pludselig blev han klar over, at han havde taget fejl. Braget!
Ingen i landsbyen havde våben, der kunne give den lyd. Han
havde aldrig selv set et, og indtil for nogle få dage siden vidste
han slet ikke, at de eksisterede. Ildvåben, havde Zubwi kaldt
dem. Han vovede sig langsomt frem fra sit skjul bag buskene.
Han måtte fi nde ud af, hvad der skete. Den sidste rest af morgenskumringen
var borte. Solen var på vej op, og han bevægede
sig langsomt fremad i den retning, stemmerne var kommet fra.
Han stod stille og lyttede. Han hørte kun insekternes summen
og vindens raslen med de tørre blade. Han var tør i munden.
Angsten sad stadig i ham.
Han tvang sig selv til at fortsætte. Han kunne mærke, hvor anspændt
han var, mens han vagtsomt lod blikket glide rundt. Der
var stadig ingen spor af mennesker. Han håbede, at Nokuma
var kommet sikkert hjem til landsbyen. Lidt længere fremme
bugtede stien sig op over en lille høj. Fra toppen ville der være
et godt udsyn. Han lagde sig ned på maven og kravlede det sidste
stykke. Han løftede hovedet og kiggede sig forsigtigt omkring.
Da hans blik nåede fl odbredden, standsede det… Synet
tog næsten pusten fra ham. Tæt ved fl oden stod en større fl ok
mennesker lænket sammen med tykke reb om halsen. To drenge
var ved at drikke af vandet, men deres reb var så stramme, at de
næsten ikke kunne nå. Han kunne se vagterne med deres våben,
de var fi re. Men de var ikke hvide i huden, sådan som Zubwi
havde fortalt. De var sorte som han selv. De var for langt væk
til, at han kunne se deres stammemærke. Hvem mon de var?
Han tænkte forvirret tilbage på aftenen ved bålet, hvor Zubwi
havde fortalt den skræmmende og utrolige historie om hvide
mennesker med ildvåben, som fangede unge, sorte kvinder og
mænd og fragtede dem ned til kysten, hvor de blev solgt eller
byttet bort. Mere vidste Zubwi ikke, selv om han kendte meget
til livet uden for landsbyen. Han var den eneste, Kefi r kendte,
som havde set havet.
Et triumferende råb fi k ham til at kigge væk fra fl oden. Han fi k
øje på endnu en vagt, der kom ud fra skoven. I den ene hånd
70 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 71