Glimt af Ghana - Toms

sygdomme – faktisk døde de hurtigere end man kunne nå at
sende nye embedsmænd fra Danmark. Tilværelsen som dansker
på Guldkysten var derfor oftest ensom og fuld af savn og sygdom.
Mange fordrev tiden med druk og spil, og nogle forsøgte
at skabe et familieliv ved at indgå i ægteskabslignende forhold
med lokale kvinder. Det kaldtes at cassarere. Alle danskere, der
havde cassereret, betalte en afgift til en såkaldt ”mulatkasse”,
som blev brugt på at uddanne de børn, der var resultatet af forholdene.
Når børnene blev ældre, fungerede de ofte på forterne
som soldater eller tolke.
Wulff Joseph Wulff (1809-1842) ankom til Guldkysten i 1836, hvor han var ansat
som assistent. Han døde af tropesygdomme efter seks år, men inden da gennemgik
han fl ere sygdomsperioder, som han beskrev i breve til sine forældre: ”… og saa
ovenikjøbet have et Par Ben fulde af Hævelse og som jeg næsten den hele Dag maa
trykke og presse Materie ud af. […] jeg er desuden saa besat med Udslet over hele
Kroppen, at De ikke skal kunne sætte en Finger paa et rent Sted. Det er saa ækelt
for mig […]. Jeg tror uden at lyve, at jeg med Sandhed kan sige, at jeg i denne
Sygdom har udstaaet alle de Pinsler og Smerter, et Menneske kan udstaa.”
Edward Carstensen (1815-1898) var den sidste danske guvernør på
Guldkysten. I 1843 skrev han i sin dagbog om en fest: ”Efter Maaltid
Fyrværkeri, Dands med Mulatinder. Jeg saa kun een Pige som var
Opmærksomheden værdig; det var Severine Brock. Og denne Pige
kun 14 Aar gammel men næsten fuldvoxen og meget smuk, stak
Mange i Øinene.”
Carstensen cassererede pigen kort tid efter, men skrev få måneder senere i sin
dagbog: ”Jeg kom hjem Kl: 9 og fandt Severine vel og allerede i Seng. Om Natten
Kl: 2 fi k hun Krampe. Den 23 Kl: 5 døde Severine – dette er Mere end jeg kan bære
eller udtrykke.”
Fanny Louise von Mehren (1820-1845) ankom til Christiansborg i 1844
sammen med sin mand doktor Hansen, der var ansat som læge på
Guldkysten. Da de gik i land for første gang, fi k de samtidig at vide,
at en dansk præst og en fuldmægtig var døde. Hun skrev derefter
hjem: ”Det gjorde et ganske forfærdeligt Indtryk saavel paa Hansen
som paa mig, det forekom mig nu, som jeg alt havde den ene Fod i
Graven, og jeg nægte ej, jeg havde gjerne givet Alt, hvad jeg ejede
for at blive fri for at gaa i land.” Hun døde ni måneder senere.
Forbud mod slavehandel
Flere steder i Europa, også i Danmark, begyndte der i slutningen
af 1700-tallet at rejse sig modstand mod den umenneskelige
handel. Danmark nedsatte en kommission, der skulle undersøge,
hvordan slavetransporten kunne stoppes og blev herefter de første,
der indførte en lov imod det. Loven blev vedtaget i 1792 og
forbød enhver overførsel af afrikanere fra Afrika til Vestindien.
22 BERETNINGER OM MENNESKER, SKOLER OG KAKAO GLIMT AF GHANA 23
Illustration: Handels- og Søfartsmuseet