2. søndag efter påske 2011. Tweenage Choir medvirkede.

Dét gør VI, når vi begynder at se igennem fingre med nogen: de svage – de
irriterende – dem, der må stå alene med deres sorg - dem der ikke er ligesom mig –
dem, vi hver især helst ikke vil regne MED.
Men HAN gav ikke i højere grad sit liv for den vellykkede, end for den, som meget
mislykkedes for.
Han vil det nydelige lam, men han vil også det oversete lam, og den stride vædder!
At han vil dét, er ikke kun prisværdigt /sympatisk; dét er vores HELD!
Det er dét, der kan være vores kilde til mod og håb – og dén kilde er dén hyrde
kommet for at lede os hen til.
Og det er også det, vi kan lade være vores pejlemærke for, hvor vores liv skal HEN -
for en hyrde leder også fårene på VEJ.
Det, han gør, kaster altid sit perspektiv ind over måden, vi indretter vores liv med
hinanden på:
”Du sender os ned i de nederstes sted
Du sætter os op mod de stores fortræd.
Du lever i os i de inderste lag.
Vi lever i dig på den yderste dag.”
Synger vi videre i salmen, fordi vi tror på, at den hyrde også VIL os. Han kender sine
får – og vi kaldes til at kende ham.
At du er kendt af Gud, betyder at du er valgt, elsket, set og accepteret. Og at kende
Gud og være kendt af Ham er evigt liv.
Ikke bare det evige liv, engang;
At være kendt af Gud er også, i dette liv, at være gennet ud i det åbne landskab.
Det er Gud selv der nøder os til at leve vores liv i frihed.
- Et liv uden overvågning og kontrol.
Ja, men Gudskelov også et liv, hvor vi kender den stemme, der kan kalde os tilbage
fra ørken og fortabthed og til det saftige græs og den gode kilde.
Stemmen hos ham der følger med os, om vi så også når helt til verdens ende.