2. søndag efter påske 2011. Tweenage Choir medvirkede.

2. søndag efter påske 2011. Tweenage Choir medvirkede.
Tekster: Ezekiel 34,11-16 - 1. Petersbrev 2,20-25 – Johannes-ev. 10,11-16
Billedet, (Pieter Brüegel d. æ. ”Christ Carrying the Cross”) som I nok alle sammen har
fået med herind i dag er et rigtigt myldrebillede, som man kan opdage mere og mere
i, efterhånden.
Måske ser I noget andet, end jeg gør – for sådan er det med billeder:
Når først man gi´r andre mulighed for at se på det, så er det også ”givet frit” – så kan
man tænke sine egne tanker med ind i det – og tænke sig selv med i det.
Derfor er det jo tankevækkende, at Jesus i så høj grad laver billeder med sine ORD;
Når Jesus maler billeder med sine ord, så bli´r de billeder også givet fri – så vi kan få
lov til at tænke vores egne tanker og os selv med ind i dem, også.
Og nu – nu maler Jesus dét billede op for vores tanker, at:
Han er en god hyrde… og efterhånden forstår vi af det han siger, at fårene, han er
hyrde for, dét mener han er OS.
Og med det samme – tror jeg– begynder vi at tænke MED!
Hvad er det så for tanker, der melder sig?
Måske handler de om: Tryghed og Omsorg.
Eller: det at blive ledt.
Eller måske: at blive ledt EFTER.
Vi går på den måde ind i billedet -
Men når vi gør dét, griber billedet jo også ud efter os;
Det er OS, den gode hyrde vil vise omsorg – det er OS han vil lede på vej og lede
efter. osv.
Dét billede, Jesus gi´r her, har haft stor betydning for mange gennem tiderne:
Det har givet fortrøstning og styrke i svære situationer, at kunne tænke på Jesus
som éns gode hyrde.
Det har simpelt hen kunnet gi´: sjælefred og nyt gå-på-mod.
Men det har det jo kun kunnet gøre, fordi vi kender mere til den hyrde;
Vi ved noget om, hvordan den hyrde helt konkret var i flokken.
Og det er vigtigt, for billeder kan jo i sig selv også føre vild:

Man kunne som Trille i 70erne komme på vildspor og tro, at det her handlede om et
”øje-i-det-høje” hos én, som ikke aner, hvordan det er at være menneske, men som
lurer på os og aldrig lader os i fred.
Eller i en helt anden retning: billedet med hyrden og fåreflokken kan gå hen og blive
meget romantisk, som et glansbillede, jeg havde engang;
Med en meget velfriseret hyrde uden mindste spor efter kampe med ulve, men i
nydelige klæder, der bestemt ikke er egnet til at spæne rundt på en støvet mark – og
med et lige så vellykket, artigt, skinnende hvidt lam i favnen.
Men er det egentlig nogen af dé billeder, Jesus gi´r os? //
Billedet, I har fået, er helt anderledes.
Der er ikke engang en hyrde i billedet – så vidt jeg kan se.
Men der er så meget andet - så det næsten er forvirrende at se på;
Der er kvinderne i forgrunden, som ser sørgede ud.
Det er der også andre i billedet, der gør;
Nogen tager sig af hinanden, men andre ser ud til at må klare sig selv.
Nogen går kammeratligt med armen om hinanden …
To står vist og kysser - eller slås de i virkeligheden?
Skikkelsen i venstre hjørne med sækken over skulderen virker lidt mistænkelig.
Børn og voksne og ryttere er der mellem hinanden –
Er det mon en fest, de har oppe i højre hjørne?
Og tingesten i højre side – minder det ikke om et torturinstrument?
Ikke engang himlen er éntydig: ét sted lys og venlig – et andet sted derimod mørk og
truende.
Ja, det er virkelig et broget billede…
Ligeså broget som et rigtigt menneskeliv!
Pludselig ser vi måske, hvad det er, der foregår midt i:
Jesus går dér – eller: han er ved at segne under sit kors.
Hvis vi nu forestiller os, at hele menneskemylderet på billedet, dét er en fåreflok, SÅ
forstår vi, hvor svær en opgave det er for den gode hyrde at holde sammen på
flokken – og at fri den, når ulven kommer.

Den gode hyrde her i billedet er ikke en daglejer, som flygter fra opgaven og fra
ondskaben,
eller som holder sig pænt i et udkigstårn i udkanten af tingenes gang, så han hverken
bliver beskidt eller berørt.
Han er ikke en coach, der får sin gode betaling.
Nej, han har stillet sig midt i den verden, der er flokkens.
Han lader sig røre af flokkens lykke og nød.
SA tæt har han forbundet sig med dem, han vil være hyrde for, at ingen afkroge af
deres brogede liv er ukendt for ham.
”Du satte dig selv i de nederstes sted.
Du satte dig op mod de stores fortræd.
Du satte dig ind i de yderstes nød.
Du satte dig ud over dødsangst og død.”
- synger vi om lidt.
Så kærligt og så trodsigt bevægede han sig midt i det hele, at selv dødsangsten og
døden måtte vige for det.
For den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.
Nu revner billedet af hyrden;
Altså ligefrem sætte livet til, dét er jo ud over al rimelighed; en vis spildprocent kan
vel ikke undgås.
Men Jesus holder fast: ”Jeg sætter mit liv til for fårene”.
Når Gud gi´r mennesker fuldkommen frihed, og samtidig elsker mennesker med
fuldkommen kærlighed, så MÅ det føre ind i lidelse og død for ham.
For dér er mennesket også, og hvor fåret er, må hyrden også være.
Vi har stadig påsken i frisk erindring;
Lidelse, henrettelse, død – det kunne jo se ud som ren passivitet fra Jesu side.
Men nu, hvor vi har set billedet af den gode hyrde, som sætter livet til for fårene, da
ser vi, at det alt sammen tværtimod har været kamp
– kamp for selv den yderstes og mindstes forhold til Gud.
For GUD regner ikke med spildprocenter.

Dét gør VI, når vi begynder at se igennem fingre med nogen: de svage – de
irriterende – dem, der må stå alene med deres sorg - dem der ikke er ligesom mig –
dem, vi hver især helst ikke vil regne MED.
Men HAN gav ikke i højere grad sit liv for den vellykkede, end for den, som meget
mislykkedes for.
Han vil det nydelige lam, men han vil også det oversete lam, og den stride vædder!
At han vil dét, er ikke kun prisværdigt /sympatisk; dét er vores HELD!
Det er dét, der kan være vores kilde til mod og håb – og dén kilde er dén hyrde
kommet for at lede os hen til.
Og det er også det, vi kan lade være vores pejlemærke for, hvor vores liv skal HEN -
for en hyrde leder også fårene på VEJ.
Det, han gør, kaster altid sit perspektiv ind over måden, vi indretter vores liv med
hinanden på:
”Du sender os ned i de nederstes sted
Du sætter os op mod de stores fortræd.
Du lever i os i de inderste lag.
Vi lever i dig på den yderste dag.”
Synger vi videre i salmen, fordi vi tror på, at den hyrde også VIL os. Han kender sine
får – og vi kaldes til at kende ham.
At du er kendt af Gud, betyder at du er valgt, elsket, set og accepteret. Og at kende
Gud og være kendt af Ham er evigt liv.
Ikke bare det evige liv, engang;
At være kendt af Gud er også, i dette liv, at være gennet ud i det åbne landskab.
Det er Gud selv der nøder os til at leve vores liv i frihed.
- Et liv uden overvågning og kontrol.
Ja, men Gudskelov også et liv, hvor vi kender den stemme, der kan kalde os tilbage
fra ørken og fortabthed og til det saftige græs og den gode kilde.
Stemmen hos ham der følger med os, om vi så også når helt til verdens ende.