Prædiken til 3. søndag i fasten 2012 Det ER underligt, det med ...

Prædiken til 3. søndag i fasten 2012
Tekster: 2. Mosebog 32,7-10.30-32 - Johannes´ Åbenbaring 2,1-7 - Johannesevangeliet 8,42-51
Det ER underligt, det med sandhed og løgn;
Man skal holde sig til sandheden – ja, selvfølgelig!
Og man må ikke lyve – nej da!
Det er sådan det ER – og det er sådan det SKAL være!
Det vil ingen drømme om at modsige.
Det er det, vi lærer vores børn – og vi bygger samfundet og retssystemet på dét.
Så ligetil er det.
Og så alligevel:
Vores sprog røber, at det alligevel ikke er så ligetil endda.
Jo, for vi siger jo også f.eks. at: sandheden kan være ilde hørt, altså være noget, vi
helst ikke vil høre.
Løgne derimod kan være gyldne… og sandheden bare: nøgen.
Dét kender vi også fra eventyret ”Kejserens nye klæder”:
Der var engang et par skurke, som forklædte sig som ærlige skræddere.
De kom op på kejserens slot og klædte ham på i de yndigste klæder – ja, det var jo
løgn, men sandheden var ilde hørt, for kejseren ville jo så gerne tro, at det var
sandheden, de fortalte.
”For det er nemlig kun de kloge, som kan se tøjet”, løj skurkene.
Og derfor pakkede også hoffolkene kejseren ind i gyldne løgne om, hvor skønne de
syntes, hans nye klæder var – og hele byen gjorde det samme, og sådan blev det ved
– alle levede med på løgnen,
Indtil en lille dreng, (der ikke havde lært endnu at sandheden er ilde hørt) sagde højt:
”Jamen han har jo ikke noget på!”
Og dét var jo den rene, skinbarlige sandhed!
Men da var løgnens fædre, de to skurke, for længst ovre alle bjerge – hvor de kunne
begynde forfra med nogen andre!
Det er så genialt, som H.C.Andersen fortæller her;
Fortæller om, hvordan man er nødt til at være noget andet, end det man egentlig er,
når man indlader sig på løgnen.

Man er nødt til at skjule sig på en eller anden måde:
Skjule, hvad ens hensigter egentlig er – for skurkenes vedkommende –
Og nødt til at skjule, at der er noget, man ikke kan se, eller nødt til at skjule, at man
véd noget andet, end det man siger osv.
Løgnen er altid nødt til at gi´ sig ud for at være noget andet, end dét, den er … skjule
sig.
Og derfor er der også altid noget, der går tabt, når løgnen får plads; der er altid
noget, som ikke bli´r rigtigt mellem os –
Det gode mellem mennesker kommer let i klemme, når løgnen er med.
Lars Lilholt skrev engang sangen: ”Kald det kærlighed”.
Den sang rammer SÅ godt ind i det godes, kærlighedens væsen; bl.a. med linjen:
”For at elske rigtig skal jeg være nøgen”.
Det, Lars Lilholt tænkte hér, har han fortalt, var: Paradiset, der hvor Adam og Eva
ikke havde noget at skjule for nogen, fordi de lod den kærlighed råde, som de var
skabte af Gud til at være genstand for, og skabte til selv at leve i.
De lod Guds uforbeholdne kærlighed til dem være den dybeste sandhed om sig
selv… den sandhed, som de selv skulle leve deres liv ud fra – i kærlighed og sandhed.
For sandheden har ikke noget at skjule;
Den LEVER af at være sig selv.
SIDEN kom så løgnen til – og så fik de brug for at skjule sig for Gud og hinanden og
gøre sig til noget andet, end de egentlig var…
Og fra da af havde kærligheden ikke de samme, gode vilkår.
For: for at elske rigtigt skal jeg være nøgen – altså være den jeg er – uden at skulle
lyve mig noget til – eller fra.
Vi kan savne at finde frem til den kærlighed og være i den, som vi er….
Og ikke desto mindre kan vi finde på at skubbe den fra os, når den ER der for os.
Sådan var det for Adam og Eva – og for kejseren og de andre i hans by – og for Lars
Lilholt – sådan er det at være et menneske.

For en tid siden hørte man døgnet rundt i radioen pop-gruppen Blackeyed Peas
synge:
”Where is the love? We need guiding from above!”
“Hvor er kærligheden? Vi behøver vejledning OVENFRA!”
Og ovenfra – det er altså hverken fra klasselæreren eller regeringen.
Dét er jo som skrevet til i dag, hvor vi hører om Jesus, der kommer ovenfra for at
vejlede os i sandheden.
Den sandhed, nemlig: at vi er skabte til Gud og til at leve i hans kærlighed, og leve
den kærlighed ud i vores liv med hinanden.
For her gælder det jo – som det jo altid gør med sandheden:
At den er sandhed, lige meget hvad vi så end mener om den.
Kejseren i eventyret havde ikke fint tøj på, lige meget hvor meget man så end enedes
om at lyve ham på af klæder.. og måske endda selv tro på, til sidst.
Sandheden forblev ganske uforandret af dét.
Men der var brug for en vejleder, for at komme tilbage til sandheden.
Og dén vejleder gik jo så hen og blev drengen, som sagde: ”Han har jo ingenting på!”
Evangeliet i dag fortæller os, at for os er Jesus den julens dreng, som nu kommer
som vores vejleder i sandheden.
Men selvom sandheden ikke lader sig anfægte af vores mening om den, så kan
sandheden i høj grad anfægte os, præcis ligesom den anfægtede dem, Jesus her talte
med.
Jesus sagde det meget tydeligt: ”Jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke.”
Der er altså noget i os, der har det med at modsætte sig sandheden, og noget i os,
der ikke vil høre, og det er nok dét i os, der har løgnen til far –
det i os, der stadig hellere vil lave sig en gud af guld – eller det perfekte liv, eller hvad
det nu er, vi har det med at tilbede –
frem for at tro, at Jesus Kristus er sandheden om Gud –
og at det er dén sandhed, han kom for at vejlede os til at se os selv i, og leve vores liv
ud fra.
Det er jo den sandhed, (Jacob og) vi er blevet døbt til at være til i – ja, vi blev
ligefrem tegnet med korset, for at vi skulle vide os knyttet sammen med ham, der
kom for at være vores vejleder fra oven, og som satte livet til i kampen for
sandheden om os – og vandt livet for os.

For dét med ”at vi bare skal leve og dø for os selv”, dét er en djævleblændet løgn,
der vil skjule for os, at vi er Guds elskede børn.
Men: at vi skal leve – på trods af alle modsigelserne – leve nu og for evigt, som dem,
der er elsket af Gud, sådan som det blev sagt os ved døbefonten, det er den dybeste
sandhed om vores liv – for dén sandhed har vi fra Gud selv.
At ville vide af dét om sit liv, dét er at ha´ Gud til far.
Dét – siger evangeliet os – det er den nøgne sandhed om Gud og os;
Det er en sandhed, som klæ´r os af – og det er jo i én forstand ikke rart, for det vi har
i os, det er ikke kun godt og smukt… det ved vi godt - når sandheden skal frem og vi
gennemskues.
Dét, der så til gengæld er ikke bare rart, men himmelsk godt, det er, at vi får lov at
stå, som den, vi er på godt og ondt – fordi vi tror på, at det er kærlighedens og
tilgivelsens blik, Gud ser på os med… og at sandheden da stadig er, at vi er ELSKET.
Og dén sandhed kan sagtens tåle at stå frem som den er – det har Jesus Kristus lagt
liv til at fortælle os.
Dén sandhed skal vi altså ikke skjule os for – den skal vi lade falde på os!
Faktisk så kan sandheden godt være gylden – og glædeligt hørt!