Prædiken til 2. juledag 2011 Det er 2. juledag -vi er midt i julen – og ...

Prædiken til 2. juledag 2011
Tekster: Esajas 50,4-7 - Apostlenes Gerninger 6,8-14;7,54-60 - Matthæusevangeliet 10,32-42
Det er 2. juledag -vi er midt i julen – og der er så lidt jul i teksterne, vi hører i dag.
Men ude i våbenhuset står julekrybben stadig.
Ligesom i går og i forgårs vil vi – i vores tanker – stille os hen foran julekrybben. Lade
lyset fra barnet i krybben falde på os.
Juleaften sang vi:
Lad os gå med stille sind –
som hyrderne til barnet ind –
Og i går steg vi ind til ”barn Jesus (som) i en krybbe lå”, for sådan er det med vores
julesalmer; mange af dem kredser om dét med at stille sig dér foran barnet i
krybben.
Sådan er det også i dag:
”Her kommer, Jesus, dine små, (det er os)
til dig i Betlehem at gå;
oplys enhver i sjæl og sind
at finde vejen til dig ind.”
Sådan har vi lige sunget i Brorsons salme.
Det er så rigtigt og godt sådan;
At fejre jul – ja, i det hele taget at være et kristenmenneske, det vil da sige: at finde
og gå vejen ind til barnet i krybben.
Og alligevel, så er Brorson klar over, at med dét så er alting ikke sagt:
For VIL vi nu også stå der ved krybben?
”Men Jesus, ak hvor går det til,
at dog så få betænke vil
den inderlige kærlighed,
som drog dig til vor jammer ned?”
Ja, digter han: hvad er det da i det hele taget for noget, at han, Jesusbarnet, Gud
selv i menneskeskikkelse, kommer fra sin himmelsal og ned til os – og så bliver han
henvist til at ligge i et fodertrug – og siden hen hænge på et kors?!
Ja, hvad er det for noget?

Vi må konstatere, at fortællingerne her i julen, de fortæller ikke kun om barnet i
krybben som Guds vej til os og om vores vej til Gud – de fortæller også om vores
vildveje.
…På en måde må man jo så også sige, at de ikke bare fortæller om en hyggelig
drømmeverden, fyldt af vat og glimmer, som det kunne have været dejligt, hvis det
havde været rigtigt.
Nej, de fortæller om virkeligheden. Og derfor også om os. Der er også plads til os i
den her store fortælling.
Det bliver fortællingen så ikke ubetinget smukkere af.
Den havde unægtelig set noget smukkere ud, hvis den havde holdt sig til englens
sang julenat om fred på jorden – og udeladt de sære ord, Jesus nu siger om at han
ikke er kommet for at bringe fred men sværd.
Eller: havde den nu også været smukkere af det?
Det kommer jo an på, hvad det er for en fred, vi tænker på;
Der er i grunden ikke noget smukt ved den fred og ro, det gi´r, at lade som ingenting,
når et menneske man kender, lider eller svigter eller sidder fast, og man selv slår
tegnene, man ser, hen.
Der er heller ikke noget smukt ved freden ved ikke at blande sig, når der er noget,
der er galt; det er den holdning, diktatorer i alt fra familier og arbejdspladser og til
lande lever højt på.
Faktisk, så er der jo heller ikke noget smukt ved den fredelige ligegyldighed, hvor
man bare vil være i fred for andre og lukker sig inde og så må de andre klare sig selv.
Også selvom det måske bare er lige så lidt som et glas vand, de har brug for.
Hvis vi tror, at fred det kan være hvad-som-helst, så er vi kommet på af-veje – set i
lyset af barnet i krybben, og så er han altså kommet for at bringe sværd.
Og at tro på ham, det kan føre til brud og konflikt og ballade – ikke for ufredens
egen skyld, men for sandhedens og livets skyld – ja: for den sande freds skyld.
I denne uge kan jeg ikke lade være med at tænke på statsmanden Vaclav Havel, som
Tjekkerne tog afsked med. Hvor kunne han have haft det fredeligt og bekvemt, hvis
han havde holdt sig til at være en populær forfatter og dramatiker. Men han valgte
noget andet, anderledes u-fredeligt, i sin søgen efter en større sandhed.
Dét er også konsekvensen af juleevangeliet.

Sankt Stefans dag hedder dagen i dag. Den er opkaldt efter Stefanus, som som vi
hørte om fra alteret før.
Stefanus – han var den aller første, der kom til at bøde med sit liv, fordi han holdt
fast i sin kristne tro. Han troede simpelthen på, at i lyset af Jesus Kristus var den
inderste sandhed om ham selv og om verden.
”Jeg er vejen og sandheden og livet”, havde han selv fået fortalt, at Jesus havde sagt
om sig selv.
Og på den måde at gøre krav på at sidde inde med sandheden, dét var mindst lige så
provokerende dengang, som det er det i dag.
Men Stefanus troede på, at det var sådan det var. Og derfor blev han stenet ihjel.
Dét er jo slet ikke i nærheden af, hvad vi her i vores gode land risikerer.
Men det er det samme barn, vi er stillet overfor at skulle tage stilling til. Det samme
budskab VI skal forholde os til.
Da det himmelske englekor sang for hyrderne på marken, brugte de navne som
Herren og Kristus og frelseren om barnet i krybben.
Måske har vi hørt dem så tit, ordene, så vi glemmer helt at høre, hvad de har i sig.
Men det er altså store ord;
Det er nogle navne, der betyder noget, fordi de angår os helt ind i hjertet af vores
menneskeliv. De har med vort evige liv at gøre. De fortæller noget om, hvor vi
kommer fra, hvem vi skylder vort liv, hvem vi står til regnskab for.
Og de fortæller noget om, hvor vi er på vej hen, og hvad der er den yderste horisont
for menneskelivet og verdens ende.
Derfor kan vi ikke lade være med at forholde os til ham.
Og i enhver tid er det vores udfordring at lytte så intenst til barnet i krybben, så vi
fornemmer, hvor VORES vej skal gå i det her, når det er hyggeligt og rart – men også
når det er u-belejligt… men rigtigt.
For: At sådan noget kan gå galt, så at man i stedet kommer på af-veje, det er der
masser af eksempler på…. Forfærdelige eksempler i kirkehistorien.
Og pinlige, sviende eksempler i hver eneste af vores egne små historier.
Måske troede vi sådan på, at det var det rigtige, vi gjorde, i den ene eller anden
gode sags tjeneste… for så senere at finde ud af, hvor meget vi tog fejl.
2. juledag – det er ikke en idyllisk juledag. Men det er en glædelig juledag, fordi den
jo er så fyldt af håb for os.
Håb, fordi sandheden, Gud ske lov, ikke er vores, men Guds!
At holde fast i dét, er formodentlig vores bedste værn mod åndeligt hovmod og
nedladenhed, og hvad der ellers gør vores liv til løgn.

Men det betyder også, at vi har et sted at gå hen, når vi indser, at vores veje er
blevet til af-veje.
Krybben med barnet er der stadig at vende tilbage til, som en vældig påmindelse
om, at sandheden om os er at Gud VIL os, også midt i alt det ufuldkomne og ikkeidylliske,
som også er os; ellers havde han aldrig VALGT dén måde at komme til os
på!
Hver eneste jul – og hver eneste dag – kan vi gå tilbage til den krybbe og få fornyet
vores håb til dagen og vejen.
Nej: Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt!
Fortsat Glædelig jul!