et pigeprojekt i Århus

Pigeprojekter
I det følgende beskriver jeg mere indgående end i bogen De små oprør seks forskellige
pigeprojekter med fokus på nogle af de metoder og mål, de hver især har særlige erfaringer
med. De tre første projekter er pigeklubber; en i Sønderjylland, en på Nørrebro og en i
Århus. Det næste er en pigefestival i København. De to sidste projekter er
behandlingstilbud, dels for piger med særligt tunge konflikter i familien og dels for piger fra
flygtningefamilier.
Projektbeskrivelser og erfaringer samler på mange måder trådene fra de forskellige
dele af De små oprør.

1. Et sofahjørne af verden – en pigeklub i Sønderjylland
Det følgende er et interview med Ellen Aaes og Lene Bertelsen, der leder Hjerteklubben i
Aabenraa.
Hjerteklubben startede som et ’underprojekt’ til mor-barn-projektet Mamma Mia i
1995. ”En dag for længe siden sagde én af kvinderne i mor-barn-projektet, at hendes døtre
manglede et sted, hvor de kunne sidde og brodere. Det var omtrent samtidig med, at
kommunen var blevet opmærksom på, at der var et behov for at nå denne bestemte gruppe
piger, og så tog vi moren på ordet og søgte om en ekstrabevilling til en pigeklub,” fortæller
Ellen.
Mor-barn-projektet holder til i en lejlighed i Høje Kolstrup, en af de ’ghettoer’ i
Danmark, der er kendt for problemer – og for at huse mange etniske minoriteter. Her var det
nemt at skabe et hjørne af en hverdag om til en pigeklub: Ellen og Lene producerede en lille
brochure, som de delte rundt, og pigerne dukkede hurtigt op. Pigerne kendte i forvejen de
voksne i projektet og mange havde mødre, der kom i Mamma Mia.
I pigeklubben kommer nogle af de piger, som fx ungdomsskolen ikke har kunnet få fat
på – dem med de meget restriktive forældre, fortæller klublederne. De fleste piger er af
tyrkisk afstamning, men der er også piger med polske, irakiske, pakistanske, arabiske og
tamilske rødder. For tiden er de 17 i alt.
Fra starten tilstræbte Ellen og Lene at skabe et miljø, hvor pigerne både gad og måtte
komme. Der skulle være plads til aktiviteter som fx at sy, men det skulle være op til pigerne
selv at sætte tingene i gang. Sådan er det også blevet; pigerne nyder, at de selv kan
bestemme tempo og aktivitetsniveau.
Som regel starter de med at falde ned i sofaen, når de kommer – og så lokker det
måske pludselig, at der fx sidder en ovre ved symaskinen og er i gang med at
topmodernisere sine gamle jeans. ”Her er virkelig blevet godt at være; det er nogle gode
rammer”, smiler Lene og peger så ind på sofaen i rummet ved siden af. ”Vores metode er,
at vi tager udgangspunkt i dér, hvor pigerne er, ikke dér, hvor vi er. Sofaen tager imod, og
så ser vi, hvad der sker.”

Sofaen
Vi går ind og kigger. Når man står foran den, sofaen, kan man godt forstå det der med
”sofaen tager imod”. Den er kæmpestor og blød og rund og dyb; en buttet kvindekrop, som
man kan synke ned i eller bare føle sig blidt støttet af. ”Den står her bare, som et tilbud.
Nogle kaster sig straks i den, andre skal lige noget andet først. Men de fleste sidder der på
et eller andet tidspunkt, mens de er her.”
Det er ikke altid, Ellen og Lene sidder med. ”Det er vigtigt for pigerne at have et rum,
hvor de kan dele ting med hinanden og kun hinanden – hvor de kan få den der følelse af at
have et fællesskab, også følelsesmæssigt”.
Somme tider trækker en af pigerne Ellen eller Lene til side; det er ikke alt, der skal
vendes i sofaens midte, og det er heller ikke alle piger, der er parate til det. Men det kan ske,
at rummet pludselig er skabt, og det falder naturligt – eller nødvendigt – at de voksne tager
plads i sofaen mellem pigerne. ”Mange af pigerne har nogle alvorlige liv derhjemme, og de
kan se allerede som ganske unge, hvor det bærer hen. Men pigerne er jo også alt muligt
andet end alvorlige, og det er herligt at opleve, hvordan sådan en sofaeftermiddag kan
svinge mellem pigefnidder og dybe livstanker. At være tæt ved gråd, og så sætter én en
plade på – og så er der pludselig grin eller mavedans i hynderne.”
”Det hjælper at sidde i en sofa. Her er tingene ikke i system; ingen notesblokke; ingen
dagsorden, der skal nås.”
Mange af pigerne i klubben har det svært i perioder og tumler med store problemer.
Aktiviteter er ikke det, de tre sparsomme timer om ugen bliver brugt mest til. Pigerne har
brug for en ventil, hvor de i trygge hænder kan vende de problemer, deres liv kræver, de
forholder sig til.
Men pigerne er ikke vant til at vende deres sjæle på vrangen, og for nogle kan det være
svært at tage hul. Det er Ellen og Lenes erfaring, at man ikke kan forcere de vigtige snakke.
”Meget af tiden går med at nusse rundt med lidt ingenting. Sidde og fjolle og fnidre eller
sætte hinandens hår. Men det er en del af metoden. Vi bygger en samværsfølelse op lige så
stille, og i den opstår der for de fleste piger en styrke til på et tidspunkt at turde være den,
der åbner sit hjerte.”

”Den samtale skal vi så vægte, i det øjeblik den er der. Og hele tiden lade det være på
pigens eller pigernes egne præmisser.”
”Tingene sker ligesom af sig selv, men dybden af de historier, de fortæller, forudsætter
et intimt miljø. Først når du får lov til at blive intim, kan du gå dybere, og dér går du på
pædagogisk arbejde”.
Ellen og Lene sørger for at være til stede, men er meget påpasselige med, hvordan de
spiller ind med deres egne meninger. ”Når pigerne fx pubertetsflipper over deres forældre,
så sørger vi for ikke at moralisere eller forholde os til, hvilken slags mennesker forældrene
er. Det, vi gør, er at gå i clinch med pigerne selv – spørge ind til, hvad de selv mener og
føler.”
”Det lyder jo nemt nok – men selvfølgelig er der nogle situationer, hvor det er svært
ikke at blande sig. Eller i det mindste sætte tyk streg under, hvad man selv mener. Men vi
siger vores mening som Lene og Ellen, ikke som et eller andet system, der forsøger at
håndhæve nogle specielle regler for, hvordan mennesker skal leve.”
”Også pigernes forældre betragter os som personer og ikke som ”systemet”, og det
gør, at de har tillid til os på en anden måde. De synes, vi er okay, og det gør, at vi kan sige
ufatteligt meget – også til forældrene selv”.
At vade ind i pigernes liv
Tilliden fra forældrenes side skal være i orden, for at pigerne kan få lov at komme i
klubben. Alene derfor er det vigtigt at sørge for ikke at træde over på banehalvdele, som
forældrene ikke synes, kommer andre ved. Men det er også nødvendigt at gå med filtsko,
når man begynder at vade ind i pigernes liv og bekymringer. Man kan let komme til at gøre
pigerne en bjørnetjeneste, hvis man er for udfarende. Man risikerer at de helt lukker af, fordi
’hjælpen’ er for anmassende eller for langt fra de muligheder, pigen synes, hun har – eller
man risikerer at råde pigen til noget, som kun gør hendes liv endnu mere besværligt, fordi
hun måske ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.
”Vi kan jo ikke lave om på de virkeligheder, der eksisterer i pigernes familier – og i
familiernes hjemland.” Lene og Ellen oplever, at mange af pigernes bekymringer og kampe
drejer sig om ægteskaber. Det hænger formentlig sammen med netop den gruppe af piger,

som kommer i klubben – at de kommer fra de mest traditionsbundne familier. ”De fleste
familier har jo hjertet på rette sted, når man først lærer dem at kende og får indblik i deres
bevæggrunde. Men de er generelt meget gammeldags, og det sætter deres døtre i svære
klemmer.”
Når filmen knækker, og verden er fuld af brud
Pigerne kan komme i klubben, fra de er 12 år. Det er den sværeste alder; hele livet ændres
drastisk, og pigerne bliver på én gang tvunget til at blive meget voksne. Ellen og Lene
forstår godt, at pigerne kan være snotforvirrede over, hvad de må og ikke må, vil og ikke
vil. ”De 12-årige har endnu ikke fundet ud af, hvad det hele handler om, og inden de når at
få styr på tingene, så knækker filmen. De må ikke længere komme, hvor der er drenge, og
der bliver holdt øje med dem hele tiden. For nogle er det så trivielt, at det er til at dø over –
og så kan det faktisk pludselig ligne en løsning for dem at gifte sig.”
”Og det er jo ikke kun det med drengene, de ikke må længere. Deres verden er
pludselig fuld af brud; mange af dem må heller ikke længere være sammen med deres
danske veninder, og det er ekstremt smertefuldt for dem at vinke farvel til hele den verden,
de er blevet introduceret for. De danske piger forstår det ikke, og så står de pludselig dér i
hver sin lejr. Og de etniske piger er på deres side nødt til at argumentere imod det danske
for at kunne holde bruddet ud. Det er en form for overlevelse.”
Pigeklubben kunne derfor godt have vægtet at være et sted, hvor pigerne kunne mødes
over etniske skel, og hvor projektet kunne være at skabe indblik og forståelse for hinandens
verdener. Men projektet er ikke integration; klubben er kun for etniske minoritetspiger:
Pigerne har hårdt brug for rum til at arbejde målrettet med de spørgsmål og tanker, der
hænger sammen med at være ’tokulturel’. ”Det giver dem en styrke at møde ligesindede her
– det er fantastisk at opleve en pige, der pludselig begynder at fatte, at hun ikke er alene!”
Ægteskabsrealiteter
Når pigerne bliver ældre, kommer også tiden for brud med pigeklubben – og for nogles
vedkommende med Danmark. Lene og Ellen fortæller om en pige, som de har måttet sige
farvel til. Hun blev gift og bosat i Holland – men er i dag tilbage i Danmark efter 1½ år,

med en lille søn og ar på sjælen. ”Alle ægteskaberne i pigens familie er startet som
arrangerede ægteskaber, hvor pigerne siger ja, fordi det i deres bevidsthed er en
ægteskabsmodel, der godt kan lade sig gøre. Problemet er, at de har en bredere bevidsthed
på det felt end deres forældre; for dem er der flere modeller for, hvordan ægteskaber kan
komme i stand. Der er et mix af gammeldags traditioner og moderne ideer oppe i deres
hoveder. Så de lader sig let overtale til at sige ja, og inden de ser sig om, bliver de hentet
ned til bryllup. Pigen her forsøgte at stritte imod, fordi hun gerne ville blive her i Danmark,
men hun var bange for at skabe kaos i familien – nu havde hun jo sagt ja, og hun kunne ikke
overskue al den ballade, der ville blive, hvis hun fortrød, nu hvor alt var aftalt. Så det
ægteskab, der ikke var et tvangsægteskab fra start, blev det for hende.”
Alt det kan Ellen og Lene ikke lave om på. Men de kan snakke med pigerne om,
hvordan man kan få udskudt bryllupperne så længe som muligt. ”Uddannelse er fx et godt
bud – vi ved jo, at deres forældre trods alt lægger vægt på uddannelse, så det er som regel
et godt argument. De piger her er meget unge, når familierne begynder at planlægge deres
ægteskaber. Vi behøver ikke fortælle dem, hvorfor det er bedre at vente – de kender selv
andre helt unge mødre og ser, hvor dårligt det går for nogle af dem. Isolation fra alt det, de
kunne før, og en mand, der er frustreret over en alt for selvstændig kone – selvom hun er
ung. Først når de unge piger bliver gift, går det op for dem, hvor danske de faktisk er – men
så er løbet kørt.”
”Og der har vi faktisk også en kæmpe opgave”, siger Ellen. ”Nogle af de piger
fortsætter med at komme her i klubben, og de har ikke brug for at møde nogle rødstrømper,
der er forargede på deres vegne. Vores opgave er at støtte pigen i at være tålmodig og se
tiden an. Vi har jo faktisk oplevet, at nogle mænd får åbnet øjnene og forstår deres koner –
og ender med at blive nogle gode ægtefæller. Den chance skal både fyren og pigen have”.
En anden vigtig funktion, Ellen og Lene har, er at nuancere problemerne i et ægteskab.
”Pigerne er påvirkede af al den snak om arrangerede ægteskaber som noget frygteligt
noget, og de kan fx have voldsomme problemer med visheden om, at de muligvis har været
en handelsvare for mandens familie, fremfor en kvinde, som han selv har ønsket sig.”
Ellen og Lene mener, det er de færreste, som taler direkte med deres mand om netop
det. ”Og hvad skulle han svare, hvis hun spurgte? Hvis pigerne føler sig som handelsvarer,

er det i sig selv et dårligt udgangspunkt for at møde manden og finde ud af, hvem han er.
Nogle af pigerne er virkelig vrede og har kun øje for, hvor elendigt det hele er. Der er vores
funktion at vise dem, at fyren måske ikke kun er en idiot. Få dem til at se andre sider af
ham, som måske er gode nok – og som måske kan være åbninger til noget, de kan få
sammen.”
Pigerne skal se og høre sig selv
Ellen og Lene får pigerne til at tænke sig om en ekstra gang, før de handler overilet; de
hjælper dem til at se tingene fra flere sider, inden de kaster sig ud i fx et ægteskab.
Men resten klarer pigerne selv. Når Ellen og Lene sidder sammen med pigerne i den
store hjørnesofa, bliver de ofte det spejl, som gør, at en eller flere af pigerne pludselig kan
se sig selv tydeligere. ”Vi kan vise dem, hvad vi ser, og fortælle dem, hvad vi hører, de
siger. Når vi får en snak i gang, er de jo selv med til at afdække deres egne problemer. De
starter som regel med at sige, at de ikke aner, hvad de skal gøre, men tit kan vi lige
pludselig sige til dem: ”Der kan I se – I siger det jo selv!” De skal ikke have løsningerne af
os, de skal bare have det der spejl eller den der mur at spille deres bolde op ad, så kommer
tingene af sig selv. Og det er en stor aha-oplevelse for mange af dem.”
”Sådan et ”aha” er altid det mest enkle. Det, der kan tage tid, er faktisk at få skabt
rummet og intimiteten til det, men når først sofaen har gjort sit indledende arbejde, så
åbner dybet sig. Så giver vi os tid; så bliver der lagt en hånd på en skulder; så bliver der
tudet. Og vi giver plads til alt det banale, der også er, midt i det meget tunge og alvorlige.”
Når klubben ikke rækker
Ellen og Lene er bevidst om, at de leger med ilden, når de sætter snakke, tanker og somme
tider initiativer i gang hos pigerne. ”Umiddelbart gør vi jo ikke noget ved dem, men den der
sofa kan sætte meget i gang. De her piger er ekstremt gode til at pakke sorg og smerte væk
og alligevel få det hele til at fungere, men når de pludselig får ører og medfølelse, går der
hul! Nogle får grædt og raset og grinet, andre møder angsten og den slags ting, som vi ikke
kan klare alene her i lejligheden.”

Det kan være svært at finde steder, der er gearet til at tage sig af den slags sager. ”Vi
forsøger at involvere nogle skolelærere, sundhedsplejersker og sagsbehandlere og banke på
døre rundt omkring; men vi kan jo stadig ikke behandle – og det, vi kan gøre, er sjældent
nok. Men pigerne ved, vi nok skal finde på råd, hvis der er brug for det. Det ved pigerne, og
det er faktisk også en af grundene til, at de tør åbne op – at de ved, vi kan vise dem steder at
gå hen og få hjælp til det, de får taget hul på her.”
Det er ikke altid nemt at vise pigerne, hvor de kan gå hen og få hjælp, hvis de er i
knibe. Ellen og Lene har været ude for tilfælde, hvor piger eller kvinder bogstavelig talt skal
’sættes på et bord på socialforvaltningen’, før kommunen tager sagen i hånden. ”Det er
smerteligt, når man kan se, der er brug for hjælp, som vi ikke kan give – og man så møder
en lukket dør i kommunen. Vi er jo på herrens mark her, når vi står med piger eller kvinder
i nød og ikke har batteriet. Det eneste, vi har, er vores netværk, men det er slet ikke altid,
det rækker – og det kræver jo også et overskud at sætte det i gang.”
Det er ikke helt så svært med voksne kvinder, mener Ellen og Lene; dem kan man
appellere til og henvise til systemer – men de unge piger har tit mange grunde til, at deres
problemer ikke skal frem i dagens lys, og tit er de også meget mindre afklarede med, hvad
de selv gerne vil.
Fagligheden skal være i orden
Når pigerne vender vrangen ud, er det vigtigt, at fagligheden er i orden til at kunne tage
imod. Man skal være bevidst om, hvilken rolle man har i forhold til pigen. ”Det bliver jo tit
nærmest sådan en forældrerolle, vi får – i hvert fald den del af forældrefunktionen, der
handler om at forstå samfundet og mekanismerne. Det er også vigtigt, vi når ud over ’hvor-
er-det-synd’-stadiet. Det handler om at komme videre, og det er ikke altid lige oplagt,
hvordan man bedst gør det.”
Lene og Ellen er heldige at have hinanden; det er ikke en selvfølge at være to
uddannede i et pigeprojekt. ”Vi har mange situationer, hvor vi har brug for at dele vores
faglighed og spørge hinanden til råds, hvor vi er i tvivl. Eller bare være fælles om de
historier, der kan være svære at rumme og bære. Nogle af pigerne lever med tæsk, og for
dem fungerer vi som en kæmpe ventil, hvis overgrebene er for voldsomme. De kunne aldrig

drømme om at gå til kommunen, så det er godt, de har os – vi er ikke ’offentlige’ for dem.
Men det er også en barsk sag at være ventil; man er så magtesløs.”
Lene og Ellen fortæller om adskillige selvmordsforsøg, som de har skullet samle op på
og forholde sig til. Da har de trængt til nogle professionelle at snakke med. Netop nu har de
fået tilbud om gratis kommunal supervision, hvilket de er meget glade for. ”Indtil for nylig
havde vi ikke den mulighed. Til gengæld havde vi så glæde af at komme i det netværk, som
Mellemfolkeligt Samvirke havde stablet på benene 1 – der kunne man i det mindste få luftet
sine egne frustrationer og møde andre, der havde det ligesådan.”
Det ultimative nødråb
”Man kan jo normalt lære sig teknikker til ikke at tage de ting, man støder på i
arbejdsdagens løb, med sig hjem – men de tøser der og deres historier, det trækker sgu’
vand!” Lene og Ellen mener, pigerne er ladt alt for meget i stikken af det danske samfund,
derfor bliver det sværere at holde deres problemer på faglig afstand.
”De her piger bliver jo først interessante for systemet, når de er blevet slået ihjel! Det
er da ufatteligt, at man ikke kan se vigtigheden af at få fat i de her problematikker, inden det
når så langt. Man klarer den med et par timer hist og en tilfældig frivillig her, og mere vil
man ikke blande sig. Men pigerne har sgu’ brug for hjælp!”
Ellen og Lene oplever, at tingene rykker, selvom de rykker langsomt. Et vigtigt stykke
arbejde er at få pigerne og forældrene til at forstå hinanden lidt bedre. ”Vi kan lære dem at
snakke, bruge flere ord, udtrykke sig. Og vi kan gøre dem mere åbne for at bruge andre
voksne, inden de handler overilet og måske gør noget dumt. Pigerne skal jo ikke ende med
at være dybt afhængige af os to; de skal opleve, at der er mange, som vil dem det godt.”
Det er forholdsvis ligetil at hjælpe pigerne, mener Ellen og Lene. Man skal bare ikke
tro, man kan rykke det hele på én gang – og man skal heller ikke tro, man kan ’redde’ nogen
fra den tilværelse, de nu engang har. ”Vi tror på, du har et godt liv – det siger vi til pigerne.
Det er noget med at anerkende, hvad de har med i bagagen, og se på, hvad der er godt frem
for kun på, hvad der er skidt. Og så kan vi tilbyde dem at være lynafledere for det, der er
1
Netværket eksisterer ikke længere som et mødested for opkvalificering og erfaringsudveksling – kun som de
kontakter, der er blevet knyttet undervejs.

skidt – de ved, de har os, som ikke synes, de er ligegyldige. Og som heller ikke bare synes,
at nu skal de se at ’blive danske’, koste hvad det koste vil. De her piger er meget
voksenafhængige, meget afhængige af, at nogen tager dem alvorligt, ellers giver de op. Til
gengæld gør det dem utrolig stærke at mærke, at de har os og et fællesskab her”.
Udvikling – afvikling af forbud og fordomme
”Pigerne ved jo også godt, at de ikke kan starte fra scratch. At de ikke bare uden
kompromisser kan introducere en model for deres forældre om, hvordan de gerne vil leve
deres liv, så længe kløften er så stor.”
Forældrearbejdet er noget, der tager tid og kræver tålmodighed; det er normer, der skal
flyttes, og det gør man ikke bare sådan lige. Men erfaringen har vist Lene og Ellen, at det
kan lade sig gøre. Man må starte med at sige ja tak til de rammer, forældrene kan godtage,
og så arbejde på at udvide dem ét skridt ad gangen. Når én pige må, må de andre også; når
noget går godt, baner det vejen for andre tilladelser. Det handler om at finde ’de legale rum’,
og så starte der. ”Pigefestival, fx, det er sådan et legalt rum – der er ingen alkohol og ingen
drenge, og der er os voksne, som repræsenterer en troværdighed, og som lover at komme
hjem med både pigerne og deres intakte mødom! Forældrene synes faktisk, det er fint, at
deres døtre oplever noget, og pigerne får en hel masse oplevelser, der gør dem klogere og
stærkere. De får en oplevelse af, at noget kan lykkes – det kan lykkes at rykke ved alle de der
forældreforbud lige så stille, og det kan lykkes at være pige med tørklæde og stå på en scene
og trykke den af til en talentkonkurrence! Og bare det at være på tur og have masser af tid
til at finke og diskutere og se sig om - det får sat gang i en hel masse ting.”
Den første pigefestival i København, 2000, blev også en åbning for, at pigerne året
efter – til alles forbløffelse – fik lov til at tage med til ”Kløften”, en musikfestival i
Haderslev. For begge køn! ”Det var en stor oplevelse. Det største for pigerne var såmænd
ikke engang drengene – det største var en dyb overraskelse over at opleve, at danskere
hygger sig! At mænd og kvinder kan være sammen, med alkohol og alt muligt – og at det er
hyggeligt! Det kom bag på dem. Men det siger jo noget om de forestillinger, der ligger til
grund for forældrenes angst for, at pigerne bliver for danske.”

”Ligesådan overrasker det pigerne, når danske forældre gør noget for deres børns
skyld. De har åbenbart en forestilling om, at danske forældre er ligeglade med deres børn
og lader dem gå for lud og koldt vand – siden de fx må være så længe ude om natten. De
fordomme tager det jo også noget tid at få hul på, både for pigerne og forældrene”.
Tillid og tid
Lene og Ellen er ikke i tvivl om, at pigerne generelt lever nogle hårde liv og ofte er alt for
tidligt tvungne til at blive voksne. Men de understreger, at det kun sjældent er fordi,
forældrene er dårlige forældre. ”Vi har masser af forældre, der kysser og krammer og er
gode og har masser af kærlighed til deres døtre. De har også masser af humor, og det
allermeste af det, vi laver med pigerne, bakker de vældigt op, også selvom det er spil og
dans og skæg og ballade – her er jo ingen drenge!”
De fleste forældre skal såmænd bare ’blødes op’, mener Ellen og Lene – man er nødt
til at møde dem og snakke med dem, vise dem hvem man er. En del mødre til pigerne er
med i mor-barn-projektet, men ellers er det typisk, at pigernes forældre kender nogen, der
kender Ellen og Lene. ”Ellers havde pigerne ikke været her. Vi har brug for den gode
sladder til at arbejde for os!”
Tillid er en væsentlig faktor i arbejdet med pigerne og deres forældre. En anden faktor
er tid. ”Tingene ændrer sig lige så langsomt, man er nødt til at have tålmodighed, for hvis
man er for pågående, risikerer man at støde nogle fra sig igen. Det er skønt at være i et
projekt så længe, som vi har været her – 7 år – for så får man lov til at se, at tingene faktisk
lykkes hen ad vejen. For 5 år siden kunne ingenting lade sig gøre – og så pludselig ser man
sig selv på vej til en københavnerfestival med alle pigerne eller andre grænseoverskridende
ting. Det er da fedt!”

2. Askovgården – et pigeprojekt på Nørrebro
Askovgårdens Pigeprojekt, Nørrebro, er værested/pigeklub fortrinsvis for etniske
minoritetspiger, men også for deres danske veninder. Jeg taler med Anneli Carmen Hansen,
fra januar 2003 ansat som leder af projektet, og Helle Madsen, som startede projektet i
1997.
Hvad kan man bruge et pigeprojekt til?
Pigerne bruger pigeprojektet til at være piger, til at have fred og til at få oplevelser.
Allermest bruger de det til nærvær, fortæller Anneli Carmen Hansen. ”De går meget tæt på
– på hinanden, men allermest på os voksne. Man skal turde lade dem komme helt ind under
sin hud, og det kan godt lige kræve lidt tilvænning. Det kræver også, at man får markeret
sin grænse; hertil og ikke længere! – hvis man har sådan én”, forklarer Anneli. Pigerne
spørger om alt, fra meget stort til meget småt. De har ingen andre at spørge og kan ikke tale
om tingene hjemme, så der skal skydes med skarpt i de timer, der er pigeprojekt. ”Det er
alle mulige spørgsmål, om grimme mænd og alle de ting, de hører, men ikke er sikre på
hvad betyder. Det er lige noget, man skal finde ud af med sig selv – er man parat til at svare
på ALT?”
Somme tider skal man andet end at svare pigerne, somme tider har de problemer på
skolen eller andre steder, hvor de har brug for en voksen. Der træder den voksne til; på den
måde har klubben og voksenstøtten ingen grænser. Gennem tiden har Helle Madsen fx
været involveret i flere sager, hvor pigerne har følt sig dårligt behandlet på deres skoler –
blandt andet af en skoleinspektør, der fik et sagsanlæg om racisme på halsen.
Pigeprojektet har også været centralt, når pigerne har stået foran at skulle finde en
praktikplads. De har selv skullet komme med ideer til, hvad de kunne tænke sig – og til start
sætter fantasien mange grænser, fortæller Helle Madsen. Dybest set har de ikke rigtig en tro
på, at de kan noget særligt, eller at der er brug for dem, og det afspejles i deres ambitioner.
”De tænker og tænker, og så kommer de op med sådan noget som Kvickly, der kunne man
måske komme hen og sætte flasker på plads. Længere kan forestillingerne ikke rigtig
komme. Så har jeg sagt: ”Okay, hvis jeg nu har en tryllestav, og I kan få lov at ønske lige,

hvad I vil – hvad kan I så komme i tanke om?” Og så kommer der lige pludselig 100 ideer!
Så tager vi fat i dem, og det er jo faktisk fantastisk, hvad man kan få stablet på benene, hvis
man har et godt netværk.” Helle og Anneli har gjort meget ud af at blive en del af et stort og
varieret netværk på Nørrebro, og desuden gør Anneli i dag flittigt brug af Nørrebros
Pigenetværk (se ’Personer og projekter’ i De små oprør), når der er brug for det.
Aktiviteter
Men ellers er det kælderlokalerne i Egegade, der er omdrejningspunktet. I pigeprojektet er
det ikke svært at motivere pigerne til at lave noget. Pigerne er aktive og åbne, men det er
ikke alt, de gider. ”Helt tilbage til start købte jeg en symaskine”, fortæller Helle Madsen.
”Jeg kan huske, jeg tænkte, at det da lige var noget for sådan nogle etniske minoritetspiger
at sidde og sy. Da de så den, gloede de på mig – og på den. DET gider de ikke!”.
Pigerne har lyst til noget mere udadvendt, fx er de gode til at udtrykke sig med
malergrej. ”De har lige været i gang med et kunstprojekt, hvor de skulle udtrykke det at
have en tokulturel identitet. Og de har fyldt en hel væg med billeder af piger fra Nørrebro.
De skriver og digter også meget”, fortæller Anneli.
”Nu skal man jo ikke få det til at lyde, som om det hele er sukkersødt, men det særlige
ved at arbejde med de her piger er faktisk, at de er så åbenlyst glade for det, vi laver. Ikke
noget med ”øv” eller ”det lavede vi sgu da også i går”. De er selvfølgelig lige så forvirrede
som andre teenagere, og det er ikke altid, de lige får gennemført det, de går i gang med,
men de er sgu altid så glade for det, vi laver. Når vi skal et eller andet, glæder de sig så
meget, at de ikke sover om natten!”
Dans, teater og performance er noget, pigeprojektet sætter højt. Pigerne elsker det, og
det er godt for selvværdet, mener Anneli. ”Det der med at komme ud og optræde for en hel
masse mennesker og vise, at man også kan noget andet end at – ja – sidde og sy på
symaskine…”
Lektiehjælp er også en vigtig ting at tilbyde. Ikke så meget det rent faglige, men mere
det at sidde sammen med pigen, lytte – og lade hende selv finde løsningerne. Og det er jo
især godt, hvis man ikke lige selv kender dem, smiler Helle: ”En af pigerne bad mig en dag
hjælpe hende med en fysikrapport. ”Du skal vist finde en anden – jeg fik 03 i fysik”, sagde

jeg, men hun insisterede på, at det skulle være mig. Så satte vi os, jeg fattede ikke en lyd,
men pigen gik i gang med at forklare mig, hvad opgaven gik ud på, og samtidig fik hun
arbejdet sig igennem den. Et par dage efter kom hun og sagde, at ’vi’ havde fået 11”.
Integration eller segregation?
Mange udenforstående har spurgt undervejs, om pigeprojektet ikke fastholder pigerne i
nogle ideer om kønsadskillelse og forbud, som ikke hænger sammen med den danske
integrationstanke.
Anneli mener, det giver vigtig mening for pigerne at være alene. ”De vil allerhelst
bare være ’herhjemme’ og drikke te, men de er samtidig meget åbne for alle mulige ideer og
glæder sig, når vi skal på ture. Et af vores formål er fx at vise, hvilket skønt land vi lever i –
og også hvilke rettigheder, pligter osv. det indebærer. Så jeg ser meget integration i det.
Under alle omstændigheder rykkes grænserne for, hvad vi må med pigerne, hele tiden.”
Pigeprojektet er netop blevet udnævnt af Integrationsministeriet til at være særligt godt
i forbindelse med racisme. ”Vi bliver nævnt, fordi vi ruster pigerne til at være mindre
modtagelige over for racistiske udtalelser eller hændelser”, siger Anneli. ”Her har vi
dannet en base, en slags ’helligt’ sted, hvor de kan være 100 % sig selv. Her kan vi i fred og
ro styrke dem i at være tokulturelle og blive stolte over deres to baggrunde. Det giver dem
selvtillid, så de ikke kan rammes. Vi taler meget om det, når der er behov for det, og vi
sørger også for at deltage i arrangementer, som viser, hvad unge etniske minoriteter kan og
står for. For nylig optrådte vi fx ved Metroens åbning med dans – muslimske piger foran det
halve København, og vi havde oven i købet fået en dreng til at træne os! Det måtte de
pludselig godt alt sammen, fordi det var gennem pigeprojektet.”
Jeg spørger Anneli, om hun oplever, at nogle piger forvalter deres stolthed på en
’selvfed’ måde, som nogle mener, de kan gøre. ”Ikke de her piger”, siger Anneli en smule
overrasket. ”Det har de slet ikke i sig. Jeg oplever snarere en ydmyghed, i positiv forstand.
Men de er da også så skønne, så måske er det noget særligt…?”
I De små oprør fortæller Anneli, at hun ikke oplever pigerne fremhæve eller fastholde
deres etnicitet på en dårlig måde. I det hele taget har hun svært ved at få øje på alle de
problemer, der tales om i forbindelse med etniske minoritetspiger. ”Vi tager hensyn til de

forskellige baggrunde, de kommer med, men vores primære udgangspunkt er, at de er piger.
Og det kan de godt lide. De opfatter heller ikke sig selv som særlige eller særligt udsatte,
generelt set. Det er mærkeligt at læse sådan en bog som Kaare Bluitgens ”Til gavn for de
sorte” og læse om alle de problemer, der åbenbart er på Nørrebro. Sådan er mit billede af
bydelen overhovedet ikke – tværtimod synes jeg, der sker en masse fremskridt hele tiden.
Pigerne må mere og mere, og de har lyst til at føle sig danske. De er i øvrigt meget
afklarede i forhold til, hvor muslimske de er – de allerfleste er nogle stærke, bevidste piger,
som har brug for en voksen at stille nogle spørgsmål til, men ellers selv har de fleste svar.”
Afrika
I oktober 2004 drager pigeprojektet til Arusia i Tanzania sammen med tre andre
ungdomsklubber i et projekt arrangeret af Ungdomsringen 2 .
Det overordnede formål med turen er ’ungdomsudveksling’. De tanzanianske unge er
meget ’vesten-fikserede’, så de skal lære noget om, hvordan det er at være ung i Danmark.
Og de danske unge skal se, hvordan unge i Tanzania lever.
”For os i pigeklubben betyder det, at vi pludselig skal til at arbejde meget målrettet i
et helt år med noget, som er meget forskelligt fra det, vi plejer at lave. Vi skal på
weekendture og snakke en masse om pigeliv og ungeliv både her og i Tanzania.”
Et særligt formål for pigerne i klubben er selvfølgelig også selve det at rejse – andet
end til forældrenes hjemland, fortæller Anneli. ”Det er en helt vild sindssyg tanke for dem
at skulle til Afrika! Nogle af dem tror, der er kannibaler og alt muligt. Det er meget langt
væk.”
Ikke alle piger skal med, men det giver sig selv: Anneli vælger dem ud, der viser
interesse og følger op, og hun regner med at tage af sted med 12-14 stykker. Foreløbig har
ingen af pigerne fået nej hjemmefra til at tage med. Dem, Anneli foreløbig har talt med, har
fået lov – og hun er optimistisk på de resterendes vegne. ”Men det kræver selvfølgelig, at
jeg besøger samtlige familier. De vil ikke sige hverken ja eller nej, før jeg har været på
besøg og forklaret alt. Til gengæld bliver jeg jo modtaget ekstremt positivt alle steder. ”
2 Projektet hedder Training for Development of Use Initiatives og er støttet af MS, Danida og den sydafrikanske
samarbejdspartner SAAYC (Southern African Association of Youth Clubs)).

Anneli har med vilje endnu ikke været på besøg hos alle. Det skal tilrettelægges nøje
sammen med pigerne, så hun kommer på ’det rigtige tidspunkt’: ”Pigerne og jeg har sådan
nogle ’taktikmøder’, hvor vi snakker om, hvornår det vil være bedst at snakke Afrika med
deres forældre. Typisk må de ikke for mange ting på én gang – det er tit det, der er en kæp i
hjulet snarere end selve det, de skal. Jeg skal fx ikke komme og snakke rejse i den samme
måned, som pigerne skal på lejrskole eller noget tilsvarende.”
I det hele taget oplever Anneli nu, at familierne giver pigerne lov til mere og mere.
”Om det er generelt, kan jeg jo ikke sige – jeg kan kun tale om de piger, jeg kender her i
projektet. Forældrene vil jo pigerne det godt, og pigeprojektet er sådan en slags ’hul i
loven’, som de kan blive ved at lade pigerne komme i, fordi her ikke sker noget forbudt. Men
jeg synes nu, det er en fantastisk tillid at turde sende sin datter til Afrika!”
Det opsøgende arbejde og familiebesøgene har været og er stadig det grundlæggende
fundament i Askovgårdens Pigeprojekt. I del 3 af De små oprør fortæller Helle Madsen om,
hvordan hun gør.

3. ’All Kinds’ – et pigeprojekt i Århus
Pigegruppen ’All Kinds’ er et integrations- og formidlingsprojekt i Bispehaven 3 , Århus,
bestående af ca. 20 piger mellem 13 og 21 år. Gruppen tager rundt i landet og optræder med
et show, der blander forskellig performance med efterfølgende dialog med publikum.
Efter flere års indsats omkring pigearbejdet i Bispehaven blev ’All Kinds’ dannet som
satellitprojekt under ’Klubberne Bispehaven’. Projektet udsprang af en pigeklub, hvor en
del af pigerne havde et ønske om at komme ud og optræde og fortælle om sig selv. Gruppen
blev dannet i 1999, og pigerne arbejdede med tekster og debat i ca. et år, før de kom ud at
optræde. Gennem årene har gruppen været under stor udvikling og er langsomt blevet
etableret i den form, den har i dag. Formålet med projektet var fra start at give de etniske
minoritetspiger i Bispehaven mulighed for at deltage i fritidstilbud og at sætte fokus på
pigernes behov, livsbetingelser og virkelighed. Medarbejderne i Klubberne Bispehaven
ønskede at udbygge integrationsindsatsen i det pædagogiske arbejde og at afprøve, hvilke
muligheder der er for at målrette indsatsen i forhold til pigerne og deres forældre.
’All Kinds’-projektet tager først og fremmest udgangspunkt i pigernes egne interesser
og ressourcer, forklarer Britt Naundrup, nuværende projektansvarlig og kontaktperson.
”Pigerne har et udtrykt ønske om at blande sig i den offentlige debat om integration og
kulturel mangfoldighed. De oplever, at mange taler om dem, men uden at kende dem, derfor
går de i dialog med publikum for at påvirke samfundsudviklingen positivt.”
Via et kreativt oplæg bestående af rap, sang, digte, dans og drama lægger pigerne i et
show op til debat og dialog, som foregår efter forestillingen. Showet ændres hele tiden,
afhængigt af i hvilken forbindelse det skal bruges, og det udvikles løbende af pigernes
stadige produktion og nye indlæg. Udgangspunktet er den enkeltes egne personlige
3 Bispehaven er et boligområde med en stor social belastningsgrad. 75 % af beboerne får en eller anden form for
overførselsindkomst, så gennemsnitsindkomsten er meget lav og arbejdsløsheden høj. Der er ligeledes mange familier
med svære sociale problemer som f.eks. familiemæssig mistrivsel, social udstødelse, alkohol- og stofmisbrug og
kriminalitet, hvilket efterlader mange omsorgssvigtede, marginaliserede og udstødte børn og unge. Bispehavens beboere
udgør ca. 2460 personer, heraf er ca. 73 % af anden etnisk herkomst end dansk.
På mange måder ligner Bispehaven boligområder beskrevet andre steder i Pigeprojekter og i bogen De små oprør –
som fx Vapnagård i Helsingør, Vollsmose i Odense, Høje Kolstrup i Aabenraa, Askerød i Hundige og til dels også dele
af Nørrebro i København, boligområder i Albertslund og Ishøj. Samtlige seks projekter er placeret i områder med
mange etniske minoriteter – og stor social belastningsgrad.

oplevelser og erfaringer fra hverdagen – krydret med holdninger til samfundet omkring den
enkelte. Diskussionspunkterne indeholder emner som: ægteskaber – arrangerede og
tvungne; tørklæder; religion; traditioner, normer og værdier; kærester og den kommende
mand; venner og veninder; fremtidsvisioner, håb og drømme; uddannelse og erhverv;
familie; ungdomslivet i Danmark.
Pigerne går i dialog overalt i Danmark bl.a. via ung-til-ung-formidling,
pædagogseminarier, kommuner, institutioner, kulturarrangementer, pigeklubber,
konferencer etc.
Arbejdsprocesser – indad og udad
Pigerne føler en vældig styrke og stolthed ved at stille sig op med personlige fortællinger og
holdninger. De er en aktiv del af samfundsdebatten, og responsen viser, at de er med til at
gøre en forskel – ikke kun for sig selv, men også i forhold til generelle holdninger og
forestillinger. Dels er de, via deres egne fortællinger, med til at nuancere fastgroede
forestillinger om etniske minoritetskvinder, om religion, om kønsroller osv. Dels får de
nuanceret deres egen viden igennem den dialog, der udgør den afsluttende del af deres
optræden. Pigerne indrømmer selv, at der er ting, de ikke ved om danskere og det danske
samfund.
Men projektet er langtfra kun udadvendt, forklarer Britt Naundrup. Gruppen arbejder
metodisk og målrettet med æstetiske aktiviteter for at opnå en øget selverkendelse,
identitetsafklaring og bevidsthed med afsæt i pigernes egen sociale og kulturelle
virkelighed.
Arbejdet ligger først og fremmest i drama, digte, sange og debat. Pigerne står selv for
hiphop, som mest er ’for sjov’, men ellers er der i øjeblikket størst fokus på digte og drama.
”Her mærker pigerne en forskel, når vi har arbejdet med tekster og drama noget tid; det
bliver meget lettere for dem at få sat ord på deres tanker og følelser.” Både drama og
tekstarbejde er dermed med til at udvikle både gruppen og den enkelte, mener Britt.
Gruppen anvender primært en metode, som integrerer pigernes andre kunstformer: ”Vi
arbejder med ’statueteater’, hvor vi bruger kroppene til at lave billeder/statuer over digte,
som er skrevet af pigerne. I den proces kommer en masse følelser ud – pigerne kan mærke

på sig selv, hvordan det føles, før de udtrykker det. Hvordan føles det i kroppen at være vred
– hvordan ser det ud? Eller hvordan føles det i kroppen, når ens mor siger sådan og sådan?
Pigerne kigger på hinandens udtryk og stillinger og korrigerer hinanden – eller diskuterer
fx, hvordan man ser ud, når man er bekymret, og hvordan det kan komme til udtryk.”
Drama gør det lettere at forklare emner, der ellers er meget private. Det er en god
måde at arbejde med fx låste følelser på, mener Britt. ”Det er altid lettere at træde ind i en
rolle, hvor man ikke er sig selv, og hvor man får hjælp af de andre piger. Så kan man både
arbejde med det indadvendte og det udadvendte på samme tid.”
De ting, pigerne skriver, danner basis for både optræden og dialog. Det er ikke alle
piger, der kan skrive digte, men det er Britts erfaring, at de fleste på en eller anden måde kan
udtrykke tanker og følelser på papir. ”Vi arbejder med fortællinger på forskellige måder. En
af dem kan være, at de sætter sig og skriver en hel masse tanker ned på papir om alt muligt.
Så kigger vi på teksten sammen; går temaerne igennem og finder ud af, hvad de specifikt vil
skrive om. Oftest kan vi tage sætninger direkte ud, som så kan sættes sammen til et digt.”
Processen handler om at arbejde med det personlige, så det kan vendes udad
mod publikum. ”Det kræver, at pigerne bliver bevidste om deres egne værdier og
standpunkter – at de forholder sig til, hvad deres budskab skal være. Det bruger vi lang tid
på at finde frem til, og samtidig styrker vi den enkeltes bevidsthed om, hvor hun selv står, og
hvilke spørgsmål hun synes er relevante at beskæftige sig med.”
Dialogen og pigernes grænser
Som indledning til dialogen starter pigerne med at præsentere sig, inden de tager imod
spørgsmål fra publikum. Det er meget forskelligt, hvad pigerne tager op af temaer og på
hvilket niveau, og også hvordan de håndterer en dialog. ”En af pigerne er fx meget
følelsesorienteret og går meget i dybden med forklaringer om, hvordan hun fx kan være
dybt ked af det. En anden kan være hård og kontant og sjov. Hvem, der går ind i dialogen,
og hvordan, afhænger som regel af, hvilke spørgsmål der kommer.”
Pigerne træner diskussionens kunst hver uge, fortæller Britt. ”Vi skiftes til at trække
nogle emner, som vi og pigerne har skrevet på papirstykker. Pigerne diskuterer indbyrdes
og lærer at lytte og at respektere hinandens holdninger. Disse processer får pigerne til at

eflektere, og de flytter sig hele tiden, fordi de lytter til hinanden fremfor kun at tænke på,
hvad de selv har at sige.”
Som regel har spørgsmålene fra publikum relation til de emner, pigerne selv lægger op
til i deres optræden, men der kan også være spørgsmål, pigerne ikke har lyst at svare på eller
ikke føler sig parate til. ”Men pigerne er utroligt gode til at få dialogen drejet ind og drejet
væk fra noget, de ikke vil svare på, til noget, de synes, er relevant at snakke om. De svarer
aldrig bare nej.”
Nogle af pigerne er så trænede efterhånden, at de stort set kan håndtere hvad som
helst. Men der er stadig situationer, der kommer bag på nogen. Medarbejderne sidder altid
på sidelinjen og sørger for, at pigerne aldrig vil komme til at sidde fast i en ubehagelig
diskussion. ”Så snart der er tegn på, at en eller flere af pigerne føler sig klemt, bryder vi
ind med noget mere overordnet, der tager brodden af. Det er nu sjældent nødvendigt, for de
fleste af dem, der går i dialog, har været med fra starten – og har altså siddet der i fem år.
De er meget afklarede og ved også, hvad de vil og ikke vil diskutere. Og så er de utroligt
gode til, med glimt i øjet og et lumsk smil, at få vendt en tilspidset situation til noget
lettere.”
Det har givet sig selv, at det mest er ’gamle’ piger, der varetager dialogdelen. ”De
yngre er mest tændt på at optræde; det er sjovt, og det er så gennemarbejdet, at de ikke er i
tvivl om, at de kan lide det. Nogle af de ældste derimod synes, at de er for store til at synge
og danse – det er lidt pinligt! – men de synes stadig, det er spændende at hjælpe de yngre og
at tage dialogen.”
Gruppen er så småt begyndt at sluse enkelte af de nyere piger, som jo også efterhånden
er ved at blive ’gamle’, ind i dialoggruppen. Dette sker dog ikke, før pigerne selv viser en
interesse – de skal være sikre på, at de er parate. ”For nogle går det rigtig godt, men jeg har
også oplevet at have én med, hvor det viste sig at være helt forkert. Hun fik fortalt nogle
ting, som hun ikke kunne finde de rette ord til og var ked af det bagefter. Hun var
simpelthen slet ikke klar og fik sig rodet ind i en ubehagelig diskussion – og det burde vi
have set på forhånd. En af vores vigtigste opgaver er at vurdere pigernes parathed og sørge
for, at de går derfra med en god følelse.”

Det er nu sjældent, pigerne har dårlige oplevelser – mest føler de sig godt modtaget,
hvor de kommer. Det gælder også uden for scenen og projektet, mener Britt. Diskrimination
er fx ikke et tema, pigerne vægter at tale om. ”Nogle af dem har selvfølgelig oplevet nogle
diskriminerende ting og ser somme tider også ’spøgelser’ – andre oplever slet ikke
diskrimination.”
Helst ikke Århus Stiftstidende
’All Kinds’ har et åbent forhold til pressen og medierne i øvrigt, modsat mange andre piger
og projekter. ”Showet er jo i høj grad også et forsøg på at danne modvægt til
mediedebatten, så pigerne synes, det er o.k. at stille op i medierne.”
Men de gør det ikke for enhver pris – så vigtigt er det heller ikke. ”De yngste synes,
det er spændende; de ældre ved, at det er de samme spørgsmål hver gang og stort set de
samme artikler, der kommer ud af det. Gennem journalisterne føler de sig ofte udstillede;
det gør de ikke i en dialog, hvor de selv er med til at styre til sidste punktum.”
Fordi pigerne er kendt med begge dele – både monologen i et interview og dialogen
mellem scene og publikum – oplever de forskellen. ”De har simpelthen så meget energi og
elsker at diskutere med publikum. De siger selv, at dialogen giver mere, fordi de også selv
lærer en masse, som de ikke ved i forvejen – derfor vil de hellere det end at interviewes til
en avis.”
Når pigerne alligevel siger ja til presse og andre medier, er det ikke ligegyldigt hvem
og hvordan, forklarer Britt. ”For nylig var to af dem i fjernsynet, men der var de meget
opmærksomme på, at det var et godt program på en god kanal. Dog er pigerne generelt ikke
interesserede i at blive genkendt i medierne af beboere fra deres boligområde – så de vil fx
helst ikke i Århus Stiftstidende. Dels fordi det er for pinligt, dels for at undgå sladderen.”
I ’All Kinds’ er de nødt til at forholde sig til sladder – men de er også bevidste om at
undgå, at pigerne bliver misbrugte i det, de stiller op til. Nogle aviser er fx bedre til at lytte
til, hvad pigerne faktisk siger, end andre. Nogle ting siger pigerne konsekvent nej til, fx at
komme på internettet – og slet ikke med billeder. ”Det er en aftale, vi har lavet med
forældrene”, fortæller Britt. ”Forældrene er generelt bange for internettet, og vel egentlig

med rette. Der sker jo masser af ting, som de ikke har en chance for at tjekke eller bare
følge med i. Pigerne synes, aftalen er helt o.k.”
Britt minder mig om en hændelse, som jeg selv var en del af, mens jeg arbejdede i
Mellemfolkeligt Samvirke. Efter en pigefestival (se ovenfor), hvor ’All Kinds’ havde
optrådt, var jeg selv med til at lægge billeder af pigerne ind på hjemmesiden
www.ms.dk/pigeliv. Alle var enige om, at det var o.k. Men kort tid efter viste det sig, at et
billede af en af pigerne af en ukendt var blevet hentet ind på www.dating.dk og misbrugt
ved, at det kom til at se ud, som om hun selv havde oprettet sin profil på siden og ønskede at
finde en kæreste.
Den form for konsekvenser er noget, pigerne opdrages med i ’All Kinds’, så de styrkes
i forhold til selv at kunne sige til og fra. Og ligesom på scenen har de voksne også her en
rolle i forhold til at beskytte pigerne. ”Den største grovsortering sørger vi jo stadig for”,
forklarer Britt, ”og det er også forskelligt, hvilke konsekvenser det kan have for forskellige
piger fx at komme på forsiden af en avis. ”
Britt kommer i tanke om en anden episode et par år tilbage. ”Vi oplevede, at to
somaliske piger pludselig ikke måtte komme i ’All Kinds’ mere. Det kunne vi ikke forstå.
Forklaringen faldt efter kort tid: Vi havde været ude og optræde et sted, hvor der også var
en iransk kunstner på programmet. Der blev taget nogle billeder, og en journalist kom og
spurgte om de sædvanlige småting, som pigerne svarede på. Så kom pigerne på forsiden af
Århus Stiftstidende under overskriften: ’Pigerne stjal billedet’. Artiklen handlede om, at de
var så gode, at de næsten kom til at tage billedet fra den iranske kunstner, der var
programmets hovednavn. Det viste sig, at forældrene kun havde forholdt sig til overskriften
og troede, pigerne havde stjålet noget, og at det var derfor, de var på forsiden! Det krævede
en forklaring – og pigerne og deres forældre måtte ringe rundt til alle deres venner og
familie, som jo også havde misforstået pointen. Og pigerne fik vi da heldigvis tilbage!”
Opsøgende arbejde
’All Kinds’ er ikke et projekt, hvor pigerne kommer af sig selv. Det er mere kendt af voksne
professionelle end af pigerne i Århus, forklarer Britt. ”Af de piger, som hører om os og
tænker, at det kunne være fedt at komme her, vil ca. seks ud af ti bakke ud, så snart de

hører, det er en klub, som forældrene skal give deres godkendelse til. Nogle af pigerne
ønsker ikke, at vi kontakter deres forældre. Samtidig kræves det i ’All Kinds’, at man
kommer hver gang, hvilket pigerne på forhånd ved, ikke kan lade sig gøre.”
Oveni har Bispehaven et dårligt ry. Det har været en bekymring hos flere forældre og
dermed en barriere for projektet. Derfor har de for nylig valgt at flytte ud af boligområdet.
Da ’All Kinds’ startede, var det primært for piger med bopæl i Bispehaven, men i dag er
projektet åbent for piger fra hele Århus 4 .
Men også selve klubfænomenet giver dårlige associationer for de etniske
minoritetsforældre i området. Ordlyden ’klub’ kan have en negativ klang, som bl.a. skyldes
hashklubber i området. ”En del forældre er af flere årsager bange for den indflydelse, en
’klub’ kan have på pigerne. Primært handler det nok om, at forældrene ikke har samme
indsigt og forståelse for et struktureret fritidstilbud, som etnisk danske forældre har. Når
pigerne går ud af fritidshjemmet, er det ingen selvfølge, at de følger de danske veninder til
en fritidsklub.”
Med flytningen er projektet rykket ind i ’Integrationshuset’, hvor der kun kommer
kvinder, og det håber Britt kan gøre en stor forskel i forhold til forældrenes negative
associationer.
Men indtil videre forsøger medarbejderne i ’All Kinds’ at skabe kontakt til nye piger
ved opsøgende arbejde og gennem forskellige samarbejdspartnere. ’All Kinds’ er en del af
netværksprojektet ’PigeLiv’ i Århus, der gennem forskellige arrangementer knytter bånd
mellem piger og fagfolk i kommunen 5 . Ad denne vej er der skabt kontakt til nogle af de
nyere piger i ’All Kinds’. ”Det specielle ved ’All Kinds’ er jo også, at det ikke bare er en
almindelig, åben klub, hvor pigerne kan komme og gå, som de har lyst til. I princippet skal
pigerne være en del af oplægget eller debatten, da det er det, hele projektet centrerer sig
omkring – så de, der fx synes, det er flovt at optræde, vælger nok ikke lige ’All Kinds,”
fortæller Britt.
4 Projektet er dog stadig en del af Klubberne Bispehaven, og personalet er lønnet derfra.
5 ’PigeLiv’ er et netværk støttet af skoler, foreninger, rådgivninger, ungdomsskoler, klubber etc. En koordinator og en
baggrundsgruppe bestående af professionelle, mødre og piger fra de tre store boligområder i Århus sørger for at afholde
arrangementer, som inviterer etniske minoritetspiger. ’PigeLiv’ har desuden afholdt en pigefestival i Århus i 2002.

At skabe adgang for pigerne kræver ofte et betydeligt forældresamarbejde. ”Det er
vigtigt, at forældrene ved præcis, hvad vi laver, så de kender vores betingelser. Vi har
oplevet forældre, der tager pigerne ud – dels pga. forlovelse, dels fordi de ikke må optræde
eller bruge deres fritid på noget, der samtidig er sjovt. Nogle forældre bliver også
bekymrede og er bange for, at vi skal påvirke pigerne negativt.”
Men de, der kender projektet og ved, hvad det står for, er ikke så bekymrede længere.
Forældrene til de fem piger, der har været med siden start, og som nu sidder i ’debatten’, er
meget stolte, fortæller Britt. ”De ved, at vi arbejder med respekt for pigernes familier – og
at vi fx aldrig holder noget skjult for forældrene. Pigerne taler heller aldrig dårligt om
deres forældre, når de er ude og fortælle om sig selv. Forældrene kan i dag se, at deres
piger er i gang med uddannelser og klarer sig godt i skolen, holder oplæg i klassen og så
videre. Det er tydeligt, at det at være med i ’All Kinds’ har styrket pigerne både personligt
og i deres skolegang – og det er selvfølgelig noget af det, vi forsøger at fortælle de nye
forældre.”
Argumentet med, at dialogtræning styrker skolearbejdet, kan forældrene bruge til
noget. Det er langt sværere at argumentere for, hvorfor pigerne skal synge og danse,
fortæller Britt. ”Det er i deres øjne ren fornøjelse – og mange piger skal bruge deres fritid
på lektier! Derfor har vi sat ekstra tid af til lektier i forhold til vores øvrige program. Tager
pigerne lektier med, laver vi dem sammen – men vi tvinger dem altså ikke. De har nemlig
også et behov for bare at være sammen, uden at vi stiller krav om, at de skal øve.”
Hvilken slags piger?
’All Kinds’ er for alle piger, men eftersom fokus ligger på identiteten som etnisk minoritet,
er det primært minoritetspiger, der kommer. I dag er der to etnisk danske piger ud af ca. 20 i
alt, resten er en blanding af forskellige andre nationale baggrunde 6 . ”Men vi har et stort
ønske om at få flere nationaliteter repræsenteret og også gerne flere etnisk danske piger”,
siger Britt. ”Vi ville især gerne have nogle danske piger med i dialogen, da de kan fortælle
om, hvordan det er at være minoritet i et boligområde, hvor majoriteten er af anden etnisk
6 P.t. er der ud over de to etnisk danske piger somaliere, en kineser, en vietnameser, palæstinensere fra Libanon,
libanesere, en kristen fra Syrien og en kristen assyrer i ’All Kinds’.

herkomst end dansk. Her har været flere inde og vende, men de falder hurtigt fra igen. De
danske pigers problemstillinger er nogle andre og meget forskellige fra de etniske
minoritetspigers. Egentlig vil de gerne være med, men det er ikke deres verden.”
Det er også de fleste af forældrenes ønske, at der skal være danske piger. ”Forældrene
tænker jo i integration, selvom de også passer på deres piger. Fx har vi lige fået en
vietnamesisk pige; hun blev henvist af sin lærer, dels for at få nye veninder, dels for at få
styrket sit danske sprog. Mange af forældrene er bevidste om, at det handler om at være
orienteret og kunne begå sig, hvis man vil noget i det danske samfund.”
De fleste af de piger, der kommer i ’All Kinds’, må ikke gå i de almindelige fritids- og
ungdomsklubber – men Britt tror heller ikke, de ville, hvis de måtte. ”Tonen er skrækkelig
hård blandt de fleste drenge og piger i klubberne. Alle pigerne ville selvfølgelig i princippet
gerne være et sted, hvor der er drenge – men de vil behandles pænt, ikke kaldes ludere og
andre grimme ord – så hvis drengene ikke er søde, er de hellere fri.”
Nye bevægelser – og gamle...
Det er som nævnt meget individuelt, hvilke værdier pigerne synes, det er vigtigt at
diskutere. Men det handler selvfølgelig alt sammen på en eller anden måde om deres
kulturelle identitet i Danmark, siger Britt. En ting, hun hæfter sig ved, er, at temaerne mere
og mere drejer sig ind omkring islam. ”De taler meget om det. Og når de får spørgsmål, er
de begyndt at svare med ”ifølge islam...” eller ”der står i Koranen” i stedet for ”jeg
føler...” eller ”jeg tænker...” og i stedet for at forholde sig personligt, som de tidligere har
været meget gode til.”
Det er svært at forklare hvorfor, mener Britt. Men en årsag er da nok, at pigerne er
blevet ældre, og ægteskabet står tættere for døren. ”Pigerne er ikke forlovet endnu, men
alderen presser de ældste. Det er ikke så let for dem at forklare danskere – og måske heller
ikke sig selv; måske derfor er det lettere at svare på spørgsmål ved at bruge Koranen.
Pigerne taler generelt ikke med deres forældre om de ting, vi snakker om i ’All Kinds’ –
hvor de både bruger hinanden og os medarbejdere. I Koranen får de svar på de store
spørgsmål, de ikke kan få af os eller andre steder.”

”Hvorfor må I ikke have kærester før ægteskabet?” og ”Hvorfor må drengene godt,
mens piger ikke må?”– er nogle af de spørgsmål, pigerne kan blive mødt med i en dialog.
”Så siger de typisk, at de gerne vil have en erfaren mand, men at de selv ifølge Koranen
skal være rene. De undskylder altså lidt mændene, men holder fast i, at det hele skal være så
korrekt, når det handler om dem selv, og forklarer det med Koranen.”
Britt bryder sig ikke om den drejning i udviklingen. Hun oplever, at pigerne langsomt
lægger deres individuelle refleksioner på hylden til fordel for noget, de ikke behøver
forholde sig kritisk til. Men det mærkeligste er deres dobbeltmoral, fortæller hun: ”Pigerne
laver mange ting, for de prøver jo at leve et nogenlunde almindeligt ungdomsliv – men
tingene sker i det skjulte, også for hinanden.”
I ’All Kinds’ er alt i princippet fortroligt, og det er bortvisningsgrund at bryde
fortroligheden ved at fortælle andre uden for projektet om, hvad der bliver sagt inden for i
fortrolighed. ”Desværre gælder denne regel ikke uden for projektet. Pigerne kan være
hårde imod hinanden og sladrer også om hinanden. Det er noget sært noget; pigerne er så
lede og kede af sladderen, der altid kører – men de kører den selv videre. Noget af
sladderen handler om, hvem der har kærester og måske går i seng med hinanden – selvom
de ved, det er det værste at lave rygter om. Jeg forstår simpelthen ikke, de gør det, når de
kender konsekvenserne.”
Britt er bange for, at det kommer til at lyde, som om pigerne er nogle strigler, der
bagtaler hinanden, så snart de går hjem. ”De er bare, som piger er flest – men
konsekvenserne er nogle andre for dem end for danske piger. Noget af det, de lærer hos os,
er jo netop at være gode mod hinanden og hjælpe og støtte.”
Tørklæder
Ingen af de ældste piger har tørklæde på, men de fleste vil have det, når de skal giftes. Det
er forskelligt, om mødrene går med tørklæde; der er sandsynligvis intet pres fra familierne.
Men pigerne er ikke i tvivl; for dem handler det kun om, hvornår de er klar til at leve 100 %
op til deres religion. ”De forklarer, at har man tørklæde på, skal man bede fem gange
dagligt, have løst tøj og ingen makeup. Det lever de absolut ikke op til. Der er sådan et
mærkeligt skel mellem ønsket om at være ren og religiøs og at være til i den hverdag,

pigerne er en del af. Der er sjovt nok noget med mode i det, og pigerne præger hinanden.
”Ser jeg ikke fræk ud”, sagde en af dem, en dag da hun prøvede at tage et tørklæde på,
mens hun slog smut med mascara-øjnene. Så det er åbenbart både noget rent og frækt, der
tiltrækker på én gang. Eller også er det bare usikkerheden, der skinner igennem? En dag
sad en af pigerne og kiggede i et kvindemodeblad, der havde en meget smuk make-uppet og
tørklædeklædt kvinde på forsiden. Pigen syntes, billedet var frækt og smukt på samme tid;
flere var i det hele taget meget optagede af at nærstudere og kommentere billedet. Det var
noget med den fuldendte kvinde, og at det måtte være det, mændene drømte om...”
På et tidspunkt havde tre somaliske piger tørklæde på, husker Britt. ”De andre piger
spurgte, hvorfor de havde det på, og da det gik op for dem selv, at de ikke vidste det, tog de
det af. Det viser sig også, at deres forældre aldrig har sagt, de skulle tage det på – det er
bare noget, de gør, for at der ikke skal være snak om dem.”
Britt synes, det er fint nok, at pigerne tager tørklædet af, men hun undrer sig over, at
de så ikke holder fast i det – hvis det nu er så uproblematisk. ”For et par år siden havde vi
nogle somaliske piger, der, hver gang vi kom uden for Århus, tog tørklæderne af;
makeuppen kom frem, og der var gang i frisurerne. Tilbage i Århus skiftede de igen – her
var det nemmere at have tørklæder på, for så var pigerne fri for sladder og spørgsmål. Det
var især mærkeligt, fordi mange somaliske kvinder og piger virker stærke og kvindebevidste
– og i øvrigt meget humoristiske, så de må da også selv kunne se paradokserne.”
Det er spændende for alle i ’All Kinds’, at der er så mange forskellige piger repræsenteret,
mener Britt. ”Der er få meget personlige ting, som de kun taler med os voksne om – men
ellers er det skønt, at der stort set ikke er noget, det er pinligt at snakke om indbyrdes. Vi
ved, at alle har det svært på en eller anden måde, så der skal meget til, at noget for alvor
kommer bag på os medarbejdere.”

4. En fortælling om en pigefestival
For et par år siden var jeg med til at arrangere en pigefestival i Københavns Nordvestkvarter
for Mellemfolkeligt Samvirke. Festivalen var for ”Piger i alle farver”, men med særligt
fokus på etniske minoritetspiger. Udgangspunktet var, at etniske minoritetspiger normalt
ikke har samme muligheder for at danne netværk, gå til koncert, gå til fester osv. Nu skulle
de have ”en på opleveren”; de skulle finde nye veninder – og de skulle vise omverdenen,
hvad de kunne; at de også er andet end undertrykte.
Rammerne blev sat: drenge og alkohol forbudt! Det budskab sørgede vi for stod i
front, da vi reklamerede for festivalen – fx havde vi skrevet det på forskellige sprog på den
flyer, vi delte rundt på skoler, så pigerne kunne gå hjem og vise det til deres forældre.
Indholdet på festivalen skulle pigerne selv være med til at bestemme. ’Projekt Pigeliv’
i Mellemfolkeligt Samvirke havde skabt oversigt over de pigeklubber og andre former for
projekter rundt om i landet, der fungerede som særlige tilbud rettet mod piger med anden
etnisk baggrund end dansk (se meget mere om pigeklubber i del 3 af De små oprør). Disse
klubber og projekter inviterede vi til at være med til planlægningen, og vi endte med piger
fra fem forskellige klubber i Københavnsområdet, der deltog i møder og ‘brainstormings’.
Pigerne var af mange forskellige nationaliteter – heriblandt også etnisk danske – og mellem
12 og 18 år.
Vi var grundigt forberedt på disse møder med pigerne; ikke sådan at vi havde skrevet
en masse ned eller taget nogle beslutninger, men sådan at vi havde en ide om, hvad pigerne
kunne tænke sig, og allerede havde gjort os forestillinger om, hvordan det kunne lade sig
gøre. Noget med håndarbejde; syværksted ville være fint. Noget med lyrik;
forfatterværksted. Den slags ting. Og så havde vi fundet nogle garagelignende lokaler, som
ville kunne blive en god festivalplads, man kunne lave det sådan lidt udendørsagtigt, selvom
det foregik inden døre. Det var nogle af de ideer, som vi fremlagde for pigerne.
Også den dag skulle vi opleve at blive klogere – og i øvrigt få sat spot på vores egne
forudforståelser. For det første syntes pigerne ideen om garageanlæg var helt forkert, de
ville have glimmer og glitter og hjerter og stjerner, hvidt og lyserødt – og masser af
sminkeboder. For det andet syntes de, vores ideer om ‘små nusseværksteder’ var kedelige.

Det der med håndarbejde og forfatterværksted grinede de ud. De ville have det vildt, og de
havde masser af ideer. De ville gerne have koncert, nogle havde hørt om en ny gruppe, der
hed Outlandish (den følgende dag mailede en af pigerne til en af fyrene fra Outlandish via
deres hjemmeside – og fik en koncertaftale i stand samt en autograf på mail!). Som
opvarmning ville de gerne have et drengeband, så de kunne få hvinet. Det sidste sagde de
ikke – men hvine gjorde de, da drengene kom! Og så ville de i øvrigt gerne selv på scenen.
Det endte med et kæmpe modeshow og en talentkonkurrence, som der under selve
festivalen kom flere og flere tilmeldinger til. Da pigerne først så, at andre turde, ville de
også. Senere kom de i tanke om, at de også skulle have lavet Melodi grand prix...
Det blev et brag af en festival, hvor hovedparten af pigerne havde sort hår, og mange
bar tørklæder – men det var svært at få øje på underkuelse!
De eneste problemer, vi havde, var, at der mødte en del journalister og fotografer op.
Vi havde snakket om det inden, og de fleste af pigerne havde ikke noget imod det – mange
ville gerne interviewes og fotograferes. Vi blev enige om, at ‘Alladins Hule’ –
sminkeværksted, hennamaling, spåkone og tarotkort – skulle være pressefrit område – og at
vi i øvrigt indskærpede de fotografer, der var til stede, at de skulle spørge om lov, inden de
fotograferede. Pigerne havde været hjemme og tale med deres forældre om det forinden, og
to søstre med pakistanske forældre meddelte, at de ikke kunne deltage i modeshowet, hvis
der blev fotograferet til pressen. Så det måtte vi sørge for ikke skete – selvom det var svært
at holde styr på regler i en sal med flere hundrede piger. De to pigers mor mødte op og var
meget stolt af sine smukke døtre. Hun forklarede, at det ikke bare var et rigidt forbud mod,
at de blev fotograferet, men et ønske om at passe på dem. Hun var glad for at være med og
se dem udfolde sig på scenen.
Og pigerne strålede! Det var fantastisk at følge processen fra start til slut. Fra de første
gange, vi snakkede med pigerne, og de ikke rigtig sagde så meget, til de følgende møder,
hvor de begyndte at kunne se festivalen for sig, og ideerne blomstrede, til tvivlen over, om
de turde gå på scenen, og til, at de slet ikke kunne få nok, da det kom til stykket. Fra at vi
havde været i tvivl om, hvor mange pigeklubber der ville komme og deltage, til at det endte
med, at piger mødte op fra hele landet for at optræde med indslag, de havde øvet på. Fra at
se pigerne øve modeshow i ugerne op til festivalen, hvor de startede med at være topgenerte

og rundryggede, til at de endte med at knejse med nakkerne og se ud på publikum.
Arbejdsprocessen med modeshowet, hvor vi havde fået en professionel ‘catwalker’ til at
træne med pigerne, havde givet pigerne selvtillid, men havde også skabt nye netværk, og
mange af pigerne gik derfra med nye veninder. ”Den bedste oplevelse nogensinde”, stod der
blandt andet i gæstebogen.
Pigefestivalen fokuserede på pigernes ressourcer. Vi oplevede, at det tog dem lidt tid
at få lyst til at være med – det viste sig at være svært for dem at engagere sig i noget, de
ikke havde nogen forestilling om. Men da de først havde fattet ideen, foldede de sig ud.
For ikke at være for halal-hippie-agtige havde vi faktisk også arrangeret et stort opbud
af boder med rådgivningstilbud. Lige fra uddannelsesvejledning til krisehjælp. Men arealet
med boder lå stort set øde hen gennem hele festivalen – det var åbenbart ikke problemer,
pigerne kom med denne dag.
Om aftenen sluttede vi af med diskotek, hvor pigerne dansede mavedans på stole og
borde. Vi havde vagter på for at holde drengene ude – eller snarere for at holde pigerne inde,
for det viste sig, at de havde vældigt brug for at komme ud og trække frisk luft den aften…
Vi havde jo lovet forældrene at passe på deres piger. Det var sådan set den eneste
betingelse for, at vi måtte låne deres piger. Det var en god handel, var vi enige om, da vi
lukkede og slukkede, og nogle af os kørte de sidste piger hjem. (Se billeder m.v. på
www.ms.dk/pigeliv)
Isolationsbrud
Der var omkring 700 piger inde og vende festivalpladsen den dag, og formentlig har det
været de mere ressourcestærke piger, vi så.
En af hensigterne var jo også netop at sætte spot på, at etniske minoritetspiger er andet
end underkuede – og den hensigt levede festivalen i allerhøjeste grad op til. En anden
hensigt var at være et tilbud til de mere isolerede piger, der netop ikke har noget netværk, og
som ville kunne møde ligestillede på festivalen. Det er svært at sige, hvorvidt festivalen
levede op til dette mål, men når man sad i indgangen og så pigerne komme, så det generelt
ud, som om pigerne kom sammen med deres pigeklub eller veninder. Det er en konstatering,
der går igen i de fleste klubber, projekter og andre former for tilbud, at det er svært at

trække ensomme piger til. En af årsagerne til ensomhed er vel bl.a., at man mangler det mod
og den selvsikkerhed, der skal til for at turde bevæge sig ind i en menneskekreds – og
selvom man havde mulighed for at blande sig med mængden og dermed være mere anonym
på pigefestivalen, var det måske alligevel et voldsomt forum at møde sin egen usikkerhed i.
Ude i klubberne nævnes det desuden, at det ofte er svært at komme som
udenforstående og få plads af de andre piger – uanset etnicitet – og at det er noget af det,
man må arbejde målrettet med.
Der findes nogle få klubber og projekter, som således målrettet søger at finde og
opsøge de isolerede piger. Det gøres fx ved at tage ud på skoler og fortælle om tilbuddet
eller helt konkret bevæge sig ud på gader og stræder. Det kan også være ved at inddrage
lærere og andre, som er i kontakt med pigerne, og som kan fortælle dem, hvad tilbuddet går
ud på. Desværre er denne form for opsøgende arbejde noget, der af ressourcemæssige
grunde er lagt på hylden de allerfleste steder.

5. ”De lader mig tale ud!” – en samtalegruppe på et krisecenter
”Pigerne har brug for at finde ud af, hvilke problemer der er almenmenneskelige og
handler om at tackle pubertet og generationskonflikter, og hvilke problemer der handler om
kulturmøde og migration. Hvem kan man dele sine problemer med – hvem skal vide,
hvordan man har det?” Meriam Al-Erhayem.
I det følgende skal jeg beskrive et ’behandlingsprojekt’ – en samtalegruppe for etniske
minoritetspiger i krise. Jeg gennemgår metoderne temmelig minutiøst, fordi de er konkrete
og kan bruges i mange sammenhænge, også mindre ’terapeutiske’. Dog skal man ikke gå
fejl af den terapeutiske karakter, for uanset hvordan man vælger at bruge metoderne, kan de
åbne op for ting, som man står til ansvar for – og som kræver supervision både af den/de
pågældende piger og den voksne selv.
Først lidt om baggrunden for projektet: Gennem det sidste tiår har krisecentrene rundt
omkring i landet haft kontakt med mange etniske minoritetskvinder. En del af dem er gift
med danske mænd; det er oftest kvinder fra Thailand, Filippinerne og Østeuropa, som
udsættes for vold i ægteskabet. Samtidig har der været en stigning af kvinder fra
indvandrerfamilier, og nogle af disse er unge piger, som er stukket af hjemmefra.
Et gennemgående tema for disse piger er isolation. Pigerne har brug for kontakt til
andre i samme situation eller blot andre piger med samme baggrund til at dele tanker og
spørgsmål med. Men de fleste krisecentre står på bar bund og kan ikke tilbyde pigerne andet
end husly og beskyttelse.
”Jeg er lige blevet 18 – nu kommer virkeligheden, det er her, det hele sker! Hvem skal
jeg fortælle det til, hvis noget går galt?” Pige fra Samtalegruppen på Garvergården.
I 1997 etablerede Krisecentret Garvergården i København derfor en ”samtalegruppe
for flygtninge- og indvandrerpiger i Danmark”. Gruppen skulle mødes en gang om ugen og
arbejde med tokulturelle dilemmaer, fordele og ulemper ved at blive boende hos sin familie
eller forlade den, skabelse af netværk m.v. Herudover skulle pigerne have undervisning om
deres egne kulturbaggrunde og om at bo i Danmark 7 . Ideen blev skabt af Meriam Al-
7 Evalueringen ”Kulturspejlet” 1998

Erhayem og udført i samarbejde med Mette Therkildsen, begge socialpædagoger og
psykoterapeuter (se ’Personer og projekter’ i De små oprør).
Til trods for at udgangspunktet var en viden om pigernes isolation og behov for at
bryde den, viste den første hurtle i forbindelse med etablering af gruppen sig faktisk at være
problemer med at få piger til at melde sig. Det kom som en overraskelse, fordi ideen var så
oplagt – man vidste, at pigerne var der og havde brug for tilbudet.
Men set i lyset af andre erfaringer var det måske ikke så overraskende; mange
rådgivninger og andre lignende tilbud oplever generelt, at pigerne udebliver. De store
spørgsmål er til stadighed, om det er, fordi pigernes formodede problemer ikke eksisterer i
det omfang, vi tror; om de piger, der har brug for tilbuddene, ikke kender til dem eller ikke
har mulighed for at komme; eller om tilbuddene skyder forbi pigernes behov. Svaret ligger
formentlig et sted midt imellem.
Men endnu en forklaring dukkede op via Garvergårdens opsøgende arbejde i
forbindelse med samtalegruppen: Pigerne vægrede sig ved tanken om at skulle snakke i en
gruppe. Pigerne er ikke vant til at tale om følelser og slet ikke til at dele dem med andre i et
større rum.
På sin vis er det et paradoks, at netop disse piger – som er så vant til at leve deres liv i
gruppesammenhænge – bliver skræmt af en behandlingsform baseret på en gruppe. Men
måske netop fordi deres liv hidtil har baseret sig på gruppetilhørsforhold, kender de også de
negative sider ved det. De har svært ved at lade sig overbevise om, at deres hemmeligheder
kan bevares inden for gruppens rammer. ”Pigerne i samtalegruppen var meget angste – og
det gælder mange andre minoritetspiger også. De er jo i forvejen karakteriseret ved
ensomhed og en forestilling om at være den eneste, der har den slags problemer, så de er
ikke vant til at bruge andre.”
Men for de piger, der endte med at deltage, blev det en meget stor og positiv oplevelse.
Det vigtigste blev netop fællesskabet; at finde ud af, at man ikke var alene om sit problem;
at bryde den isolation, der for dem alle havde været både ’et mentalt fængsel’ og
handlingslammende.
”Gruppeformen har vist sig at være god på flere måder. Men det står klart, at der en
anden gang skal gøres et stort indledende arbejde i form af at skabe tryghed om projektet

for at få pigerne til at melde sig. En tryghed, der skal dannes baggrund for allerede på
kontaktstederne, bl.a. i form af at en kontaktperson, de kender (en skolelærer,
sundhedsplejerske, sagsbehandler, pædagog eller lignende), følger dem til
visitationssamtalerne de første gange”, fortæller Meriam.
Gruppeprocessen løb over et år. Ca. 10 piger var med, hvoraf nogle kom ind
undervejs, mens andre stoppede af forskellige årsager 8 .
”Det er godt at opleve, jeg ikke er den eneste, der er ulykkelig. Det allerbedste er, at
jeg ikke er alene.” Pige fra samtalegruppen.
Metodiske målsætninger
De tilbud, der gives til pigerne, skal svare til, hvad de kan og vil modtage. Det kræver aktiv
lytning i situationen, men inden da kræver det også et bredt kendskab til den enkelte
families problemstillinger. ”Det er ofte her, behandlerne i det offentlige system mangler
indsigt. Trods gode hensigter opnår man ikke de tilsigtede mål med kontakten. Man handler
overilet og forkert, og familierne – og dermed også deres børn – oplever, at kontakten til en
offentlig person er en trussel imod den enkelte og familiens integritet”, siger Meriam.
I samtalerne med pigerne tages derfor udgangspunkt i deres menneskelige og
kulturelle ballast – ikke i socialarbejdernes eventuelle forestillinger om, hvad der ville
gavne dem mest. Der er ikke på forhånd lagt nogle rammer for mål, der skal nås; ingen
navngivne løsningsmodeller. Det, der tæller, er processen, og særligt at pigerne når at få sig
selv med i beslutningsprocesserne: ”Ofte ændres pigernes behov undervejs, deres savn og
længsler ændrer karakter, fx i en periode efter de er flygtet fra familien. Til at begynde med
nyder de deres nyvundne frihed, men snart melder savnet efter familien og tilhørsforholdet
sig.”
I det konkrete arbejde med pigerne er det først og fremmest målet at inddrage flere
synsvinkler og muligheder end dem, de selv kommer med – fx at inddrage andre muligheder
8 Til trods for projektets store succes er der ikke siden hen blevet fulgt op på det fra Garvergårdens side. Det skyldes
formentlig både mangel på ressourcer og prioritering. Dels kræver ’projektkarakteren’, at der er nogle – ildsjæle! – der
gør arbejdet med at formulere projektet, søge om midler og sørge for opstart. Dels var oplevelsen hos de to
projektledere, at det krævede langt mere tid og havde langt større personlige omkostninger, end de havde forestillet sig.
Til gengæld etableres der indimellem samtalegrupper af lignende karakter via forskellige psykologer eller rådgivninger
(bl.a. etablerer TTT (Transkulturelt Terapeutisk Team) sådanne grupper, når der er behov for det.

end flugt og separation fra familien. Det kræver en udvikling i pigernes måde at forholde sig
til og samarbejde med deres forældre på, og det kræver et opgør med deres manglende tiltro
til, at fundamentale ændringer overhovedet er mulige. Somme tider kan det være nødvendigt
med mæglingsforsøg, men først er det oplagt at se på, hvordan pigen hidtil har tacklet
kommunikationen – hvis der overhovedet har været nogen – og hvilke andre måder der
findes at sige og gøre tingene på.
Metoder i praksis
Gruppens arbejde baserer sig i udgangspunktet på samtaler, men herudover også på
forskellige øvelser, som Meriam og Mette udviklede før og undervejs i forløbet.
Hovedideen er at blande forskellige metoder; nogle piger når længst ad én vej, andre ad en
anden. Desuden er det forskellige problemfelter og følelseslag, man når med forskellige
metoder. De mest brugte øvelser var følgende:
Udgangspunktet er samtalen. Dels som rundbordssamtale, hvor erfaringer og forståelser
bliver sat ind i en større fælles ramme, og dels som terapeutisk samtale med fokus på de
enkeltes situationer. Det viser sig at være vigtigt, at hver enkelt pige kommer til orde hver
gang. Typisk lægger pigerne ud én efter én, hvorefter der diskuteres.
Meriam og Mette, de to terapeuter, blander sig i første omgang så lidt som muligt. De
lader pigerne få den tid, de har brug for, og herefter reflekterer og diskuterer de to voksne
pigernes fremlægninger og situationer indbyrdes, mens pigerne lytter til dialogen. ”Det
virker mindre konfronterende, og pigerne kan lade sig inddrage i diskussionen, når de selv
har lyst”, forklarer Meriam. ”Essensen i metoden er, at problemstillingen holdes på afstand
af den enkelte pige, og de andres diskussion af, hvad de selv ville gøre i situationen, giver
hende nogle identifikationsmodeller, som hun kan bruge eller lade være.”
Rollespil er en anden metode, der fungerer godt. ”For det første vækker det en masse latter,
og det har de brug for, og de har brug for at nå nogle følelser ad en anden vej end via ord.”
Det får også nogle til at græde, som ellers har svært ved at vise deres sorg. Rollespil
’forstyrrer’ fastlåstheden og er på den måde også med til at få rokket ved pigernes forsvar.

Desuden åbner det øjnene for nye vinkler og perspektiver – fx ved at en pige spiller sin far,
mens Meriam eller Mette spiller pigen selv.
Skematisering på tavle fylder en del i gruppearbejdet. Ved fælles hjælp og brainstorms har
gruppen forsøgt at nå rundt om henholdsvis fordele og ulemper ved forskellige handlemåder
– at få momentvise overblik over kaos; at kunne se de forskellige valgmuligheder sat op i
forhold til hinanden. Processen bevæger sig fra én håbløs situation til flere anvendelige
muligheder – også ud over selvmord, som i starten kan synes som pigernes eneste alternativ
til, hvad de har. At kunne se flere muligheder giver pigerne en stor oplevelse af lettelse.
Breve til forældre eller andre. Det kan fx foregå ved, at gruppen hjælpes ad med at
formulere et brev til en af pigernes forældre. Brevet skal ikke nødvendigvis sendes – men
papiret kræver, at man formulerer sig ret præcist omkring nogle store følelsesmæssige ting –
man er nødt til at ’åbne op for kaos’ for at kunne sætte det på ord og sætninger. Desuden
stiller det vigtige spørgsmål som fx: ”Kan jeg godt elske mine forældre, selvom vi er
uenige?”
Fotos af familie og hjemland sætter fokus på pigernes historier. Det tillader dem at koble
deres baggrund på processen; viser dem, at de har en identitet med sig. Der er en symbolsk
værdi i at dele den med de andre i gruppen og således at bygge bro mellem fortid og nutid.
Undervisning om egen kultur
At undervise pigerne i egne kulturbaggrunde var en vigtig del af metoden. For at pigerne
skulle kunne tage kompetente valg, skulle de have et ordentligt afsæt i deres baggrund. Det
mangler pigerne som regel, mener Meriam. ”Nogle piger forbinder deres baggrundskultur
med ydmyghed og lidelse og kan derfor have tendens til at kaste alt overbord. Andre spejler
sig udelukkende i dansk kultur og tager afstand fra deres egen.” Et af grundprincipperne i
det pædagogiske og terapeutiske arbejde er, at det, pigerne kommer med, har en værdi – og
at de ikke får det godt i Danmark, før der er ’orden i rødderne’. For at få styr på deres
fremtidige liv er det nødvendigt at have deres fortid med – på den ene eller den anden måde.

Undervisning om dansk kultur
Pigerne har ofte et mangelfuldt og forvrænget billede af dansk kultur. Forestillingen om, at
ens egen kultur er svag, kan hænge sammen med et urealistisk billede af danskhed – fx er
det manges forestilling, at danskere ikke har nogen problemer.
De piger, som vælger at forlade deres familier, er ofte ekstra udsatte socialt og
menneskeligt. De er ikke opdraget til at forholde sig kritisk og individualistisk til de
udfordringer, de bliver mødt med. Og hvor de ikke kender det danske samfunds koder, har
de svært ved at finde egne grænser – og let ved at handle forkert.
Pigerne har desuden brug for et mere realistisk billede af det danske system. På
Garvergården har man set mange piger bære en ’familiearv’ med sig, der handler om, at det
danske system skal kompensere for indvandreres udstødelse; de betragter fx grundlæggende
alle danskere som racister. De tager let flugten ind i en selvforståelse som tilhørende en
marginaliseret gruppe – hvilket i reglen skaber en ond cirkel af yderligere marginalisering.
Som udgangspunkt for arbejdet med pigerne er det derfor væsentligt ikke kun at
betragte dem som stakler, der er blevet trådt på og nu skal reddes – men som mennesker, der
somme tider har nogle helt urealistiske krav om, at andre skal sørge for dem eller redde
dem, fordi de tror, det er sådan, det danske system fungerer. Pigerne skal lære at stå til
ansvar for sig selv, frem for at lægge hele deres liv og skæbne i hænderne på andre.
Undervisningen er den, det er gået mindst heldigt med. Det var meningen at give
pigerne reel viden om både deres egen baggrundskultur og om dansk kultur. Meriam og
Mette forsøgte sig fx med et oplæg om forskellene på kollektiv og individuel opdragelse –
bl.a. for at skabe et indblik i, hvorfor pigernes familier giver dem mindre frihed til selv at
vælge, end danske familier gør.
Desuden forsøgte de at undervise over en række temaer, som de mente, pigerne havde
brug for kendskab til – såsom fx prævention, alkohol og stoffer. Pigerne havde oftest svært
ved at koncentrere sig under denne form for ’lektioner’ – succeserne var helt klart forbundet
med de øvelser, hvor pigerne selv deltog aktivt.

Pigernes dom!
Undervejs og i slutningen af forløbet var jeg på besøg i gruppen og snakkede med pigerne
om deres udbytte af at deltage. Et par stykker havde måttet stå af undervejs, fordi de følte
sig for sårbare til at indgå i en gruppe. De tilbageværende piger var ikke i tvivl; for de fleste
havde forløbet givet dem nogle redskaber til at bryde med deres isolation og nogle flere
muligheder til at håndtere livet og dilemmaerne. Pigerne siger om samtalegruppen blandt
andet:
”Man bruger også det her sted til kærlighed. I bussen på vej herhen kilder det i
maven, fordi man glæder sig. Her stoler man på hinanden – jeg stoler ikke på andre.”
”Man kan ikke blive accepteret, hvis man siger, man er indvandrer – men man kan
heller ikke blive accepteret, hvis man siger, man er dansker. Kun her i gruppen er man
accepteret.”
”Jeg var for dansk, tingene passede ikke. Nu ser jeg min egen kultur. Før kendte jeg
ikke mig selv.”
”Jeg har lært, jeg ikke skal skjule ting. Før løj man jo meget – da løj man altid! Det er
jo nødvendigt at lyve, når man bor hjemme.”
”Vi har de samme problemer, vi forstår hinanden. Vi har aldrig været uvenner, aldrig
sladret om hinanden – det er trygt. Det er det eneste sted, jeg kan snakke om alt – der er en
masse ting, mine danske venner ikke forstår.”
”Jeg har været bange for, at mine forældre og andre kommer for tæt på, for at de skal
lære mig at kende – nu har jeg lært at snakke.”
”Jeg var tvangsfjernet og kunne ikke se noget særligt ved livet. Her var der råd –
pludselig kunne jeg se, der var mere at vælge imellem, end jeg havde troet. Jeg kan se
tingene fra en helt anden vinkel nu. Jeg har lært at være tilfreds med mig selv og være
positiv i stedet for negativ – og jeg er blevet hjulpet med mine spiseforstyrrelser. Det har
gjort mig til et menneske.”
Meriam og Mette tror på, at pigernes livtag med at stå på egne ben vil ændre deres
’klientstatus’ både i forhold til det danske system og det danske samfund som sådan. De
piger, der fulgte processen i samtalegruppen, endte med at være helt anderledes udadvendte
og selvhjulpne, end da de startede.

”Det er dejligt at vide, man ikke er den eneste. Nu ved jeg, der går mange rundt som
os. Dem kan jeg hjælpe nu og give råd – det, jeg oplever her, det går jeg videre med”. Pige
fra Samtalegruppen.
Indfølende og opdragende
Hvordan kunne det gå så godt? Meriam forklarer, at hun og Mette konstant gjorde sig
umage med på den ene side at være indfølende og tålmodige, og på den anden side at være
tydelige og fordrende. Og så har de hele tiden været i tvivl og ladet erfaringer være med til
at sætte nye rammer.
”Det er vigtigt på forhånd at gøre sig bevidst om, hvilke forventninger man som
behandler selv har til ’resultatet’ – og dermed opnå bevidsthed om egne begrænsninger og
muligheder. Man må vide sig på konstant usikker grund, og det kræver hårdt arbejde
mentalt at kunne rumme denne usikkerhed. Det kræver også en ekstrem tålmodighed ikke at
komme til at drage fejlslutninger og handle for hurtigt på et akut problem.”
Det er vigtigt, at pigerne har sig selv med hele vejen igennem processen, understreger
Meriam. Det fordrer, at man som behandler kan holde sig tilbage, når pigen selv er på banen
– også selvom man er uenig eller sidder og brænder inde med alle sine gode ideer.
”Meriam og Mette lytter – de stopper mig ikke, når jeg har temperament. De lader
mig tale ud, og så når jeg er færdig, så trykker de på mig, og så tuder jeg. De kan se, hvor
de skal trykke.” Pige fra samtalegruppen.
Omvendt har Meriam og Mette også haft en tydelig funktion som ’opdragere’; ”Vi har
sagt vores mening og været skrappe af og til, fx har vi blandet os i pigernes omgang med
alkohol, fyre osv. Pigernes forbrug er tit højere end danske jævnaldrendes, fordi de ikke
kender de almindelige kulturelle ’koder’ eller moralske forskrifter og derfor ikke forstår at
sætte grænser.”
”Vi markerer meget tydeligt, hvad vi mener. Det giver både pigerne en tryghed at
vide, hvad vi står for, og en mulighed for at se nogle rammer. De behøver nogen til at
fortælle dem det i deres forældres sted; de er stadig unge og har brug for grænser og
formaninger. Og pigerne har accepteret det som noget, de har brug for.”

De rammer, Meriam og Mette taler om, er rammer sat af danske normer og regler – og
som skal beskytte pigerne mod at gøre sig for synlige eller udsatte i det danske samfund, i
hvert fald de af dem, der har adgang til det – som fx ikke bor hjemme. Men rammerne er
også sat ud fra et kendskab til, hvilke normer pigerne har med sig hjemmefra. Det kan være
fatalt for en pige, hvis hun i en periode flipper ud og bagefter føler sig så beskidt og
skamfuld, at hun ikke kan vende tilbage.
”Det er godt, at pigen lærer danske normer og regler, men det er lige så vigtigt, at hun
mødes med noget, der hænger sammen med det, hun kommer med. Ellers kan det gå helt
galt”, siger Meriam og henviser blandt andet til erfaringer fra anbringelsesarbejde. Nogle af
erfaringerne stammer fra pigerne i samtalegruppen, men de understøttes af en større
undersøgelse om anbringelse af etniske minoritetsbørn foretaget af Marianne Skytte (1999).
Anbringelseserfaringer
Konklusionen på både Meriams arbejde og Marianne Skyttes undersøgelse er, at uanset
hvor træt en pige er af sin familie, skal man gøre mere ud af at tage hensyn til det, hun har
med sig hjemmefra – og det, hun måske gerne vil kunne vende tilbage til en dag med oprejst
pande.
Når en pige fjernes fra hjemmet, er det ofte, fordi hun selv har bedt om det.
Konflikterne i familien er gået i hårknude, og hun kan ikke se anden mulighed end at flygte
– eller at få hjælp af systemet til at komme væk.
De anbringelsesmuligheder, systemet kan hjælpe med, bygger i store træk på danske
behandlingsprincipper. Dels er det ’danske kulturprincipper’, der styrer familiens eller
institutionens principper, og dels er der som regel en høj grad af frihed for de anbragte unge.
”Pigen starter typisk med at labbe forståelsen i sig og føle sig mødt. Men herfra tager
’vi’ over – vi ved bedst, og nu skal hun høre og se. De, som anbringes, skal indgå på danske
vilkår – vi redder dem jo fra det, der har gjort dem skade”, siger Meriam.
”Hovedparten af døgninstitutionerne har ikke de nødvendige forudsætninger for at
tage unge etniske minoriteter. De unge forårsager en uro, som man ikke har redskaberne til
at tackle. Og man oplever ofte en slags afmatningsreaktion fra de ansatte, fordi det

pædagogiske arbejde sådan et sted er vanskeligt nok i forvejen, og man oven i dette slet ikke
kan rumme de kulturelle dilemmaer”, siger en socialrådgiver fra Helsingør.
Meriam er enig. Hun mener, at det er ’en katastrofe’, så lidt der i familiepleje og
døgninstitutioner gøres ud af viden om pigernes baggrunde og kultur – men også hvor lidt
anerkendelse, der ligger omkring det at sætte sig ind i det, der er anderledes fra én selv.
Pigerne kan ofte ikke håndtere de løse rammer, de møder i en institution eller
plejefamilie. Meriam har tidligere i bogen fortalt om, hvordan pigerne har været vant til at
være styret i forhold til alle skridt, de tog – og hvor svært det kan være pludselig at stå uden
den styring, oven i købet midt i en kultur, der føles meget fremmed.
”Pigerne får hele tiden indirekte at vide, at deres forældre har nogle forkerte værdier.
Og da det er forældrene, pigerne er vrede på, godtager de den forklaring. Så kaster de sig
ud i at blive danske. Men det ser ud, som om de piger, der brat forsøger at overtage danske
værdier, er dem, der går mest i hundene. De laver en kopiadfærd, men de kopierer kun
stereotyperne, fordi de ikke kender bevæggrundene bag.”
Pigerne vil umiddelbart gerne være ’danske’, men bliver meget ensomme, når de er på
fremmed grund, forklarer Meriam. De føler hurtigt skyld og skam over at gøre alle de ting,
som forældrene ikke brød sig om – de får svært ved at se sig selv i øjnene og ryger ind i
nogle af de mekanismer, vi også har set i De små oprør. ”De unge etniske minoritetspiger
kan simpelthen ikke bruge de almindelige døgninstitutionstilbud. Det er meget tungt for
pigerne, når de tages helt ud af deres kontekst. Hvis man anbringer, må man sikre, at pigen
lever i genkendelighed, fx med respekt for hendes æresbegreber. Selvom hun gør oprør
imod dem, ligger de som regel dybt i hende, svarende til hvad vi andre har af dybtliggende
ting om skyld og pligt osv., hvis vi er ordentlige protestanter.”
Anerkendelsesarbejde
De piger, der søger råd væk fra hjemmet, oplever ofte, at de ikke føler sig mødt, mener
Meriam. At det er et problem, at de kommer fra netop deres familie. ”Forståelsen er på
niveauet: ”Det er sørme meget, du skal klare med mødet mellem to kulturer”, underforstået,
at det er synd, hun har den baggrund og den familie. Vi kommer til at problematisere det,
pigen kommer fra, og det har hun absolut ikke brug for.”

Den umiddelbare forståelse af pigens oprør skal ikke kædes sammen med en forståelse
for, at hun dermed skal hade både familien og kulturen, mener Meriam.
”I starten har hun brug for et ”jeg forstår dig godt” (altså hendes oprør mod det, hun
kommer fra). Men siden kommer savnet efter anerkendelse og forståelse af det, hun har med
sig i stedet. Vi skal kunne rumme både oprøret og tilknytningen på en gang, og det skal hun
også – uanset hvor vanskeligt det er.”
I del 1 af De små oprør siger Meriam, at arbejdet i de kommende år skal fokusere på at
støtte pigerne i ’det fortvivlende kompleks, der handler om ikke at føle sig anerkendt noget
sted – og ikke at anerkende sig selv for det, man er’. Hun tilføjer: ”Når de piger forlader
deres familier, ville den bedste støtte være at lave en erstatningsfamilie. En familie, der er
lige så skrap og kan sætte klare grænser og skabe den tryghed, pigerne er vant til. Vi skal
passe så godt på de piger, at de kan se deres forældre i øjnene også efter noget tid – jeg ved
jo, hvor alvorlige konsekvenser det kan have for de piger, der ikke kan det.”

6. ’Delt problem er halv smerte’. Om at arbejde med flygtninge
Det følgende er erfaringer fra gruppebaseret arbejde med piger fra torturramte familier.
Maja Hansen (navnet er opfundet, da interviewpersonen ønsker at være anonym) fortæller
ikke konkret om selve projektet, men viderebringer en række generelle råd om arbejdet med
flygtninge og torturoverlevere. Jeg bringer interviewet, fordi flygtningeproblematikker
generelt savner fokus, når man taler om ’etniske minoritetspigers problemer’.
Tvangsægteskaber og andre ’kultur-problematikker’ står øverst på dagsordenen; hernæst de
sociale problematikker som ghettodannelse, forældrearbejdsløshed m.v. – men de psykiske
belastninger, som en del etniske minoritetsfamilier og i særlig høj grad torturoverleverne
bærer rundt på, er der ikke det store fokus på i hverdagen.
Efterhånden er det almindelig anerkendt inden for den psykologiske verden, at de
psykiske mén efter tortur, kombineret med en stadig angst og bekymring for den del af
familien, der stadig er i hjemlandet, ofte har voldsomme følgevirkninger i familien. Gennem
de senere år er man derfor begyndt at arbejde seriøst med ’posttraumatisk stresssyndrom’
hos børn af torturoverlevere.
Disse børn har ofte svært ved at tage hul på deres historier; det er ikke dem, de
fortæller af sig selv henne i klassen eller klubben, og dermed kan problemerne umiddelbart
være svære at få øje på eller finde årsag til. Ofte overses eller misfortolkes årsagen til
problemet i den almindelige dagligdag. Det kan komme temmelig meget bag på en lærer, en
pædagog, en klubleder, en veninde eller sågar en læge, at problemer ikke har rod i ’kultur’
eller socialt miljø, men i familiens flygtningebaggrund, hvor faren eller broren måske er
torturoverlever.
Der er grund til at være forsigtig med de hurtige forforståelser, når en minoritetspige
kommer og fremlægger sit problem. Som jeg skriver i De små oprør, er der nogle piger, der
overdramatiserer deres situation, men der kan også være piger, der underdramatiserer den,
fordi den simpelthen er for tung. Disse piger har brug for voksne, der opfatter små ’vink’ og
forfølger dem. En del torturramte familier tager ikke imod hjælp, men det, at forældrene
ikke får den hjælp, de behøver, eller at de vælger hjælpen fra, behøver ikke at betyde, at
deres børn ikke skal tilbydes hjælp.

Kunsten at dele smerte
”Pigerne er ikke vant til at tale om det svære; de svære følelser. Det, der gør ondt i hjertet,
skal lægges væk, og i hvert fald skal man ikke dele det med andre”, fortæller Maja. Det
sværeste i arbejdet med pigerne har været at komme tæt på pigernes tanker uden at begå
overgreb. For mange af pigerne kan det føles som et overgreb, når man kommer tæt på.
Det kræver tid og tålmodighed at introducere piger fra flygtningefamilier for et
rehabiliteringsprojekt. ”Det er svært for pigerne at komme i nye situationer. Det kræver
mod at kaste sig ud i noget nyt, som man ikke ved, hvor ender – især hvis man ikke selv har
opsøgt det. Der skal forklares og bygges tillid op.”
”Det gælder om at skabe et professionelt rum, hvor man sørger for ikke at gå for tæt
på. At gøre det gennemsigtigt for barnet, hvad der skal ske og sker; der må ikke være nogen
skjult dagsorden. Og så skal man fortælle dem, at et langsomt tempo er o.k.”
Tolk kan være nødvendig for nogle piger. ”Jeg har oplevet, at tolken indimellem har
trådt ud af sin tolkerolle og fx sagt: ”Det her snakker vi jo aldrig om”, inden hun forsigtigt
oversatte. Hun var med til hele tiden at minde om, at det skal gøres langsomt, så man ikke
skubber børnene fra sig.”
Børnene er opdraget til, at smerte er noget, man bærer på alene. Det kan endda være en
skam at tale om den, for andre skal ikke vide, man har problemer. ”Ved at give dem
erfaringen kan vi lære børnene, at det at dele smerte letter, og at det er i orden at snakke
om det, der er svært”. Maja har med held brugt et ordsprog, som det viser sig, at flere af
børnene kender: ”Delt problem er halv smerte”.
Det er en erfaring, hun deler med en række andre fagfolk – at en god indgang til et
tabuområde eller andre former for ’lukkede rum’ kan være at bruge noget fra pigernes
’hjemlige’ univers. Står noget i Koranen, eller er det kendt fra et ordsprog, får det ofte en
anden vægt, end hvis det bare er en voksen, der prøver at overbevise dem.
I samtalegruppen på Garvergården ovenfor så vi, at pigerne ikke engagerede sig i
undervisningsforløb, men derimod lagde stor entusiasme i øvelser, hvor de blev aktivt
involveret fra start. Majas oplevelser er de omvendte; ’flygtningepigerne’ har ikke været
klar til det aktive engagement, men har haft brug for at gå stille frem. Det har været godt at

uge en undervisningssituation som rum for samtale – ”det er almindeligt og
hverdagsagtigt frem for kunstigt skabt til situationen, og det slappede pigerne mere af
med.”
Indimellem fungerede det også godt med øvelser. Den bedste var en
visualiseringsøvelse: ”Vi lå på gulvet, og jeg guidede en fantasirejse. Øvelsen endte med, at
pigerne skulle møde sig selv og tage sig godt af sig selv. Det blev oplæg til en lang
efterfølgende snak om, hvordan man tager sig godt af sig selv. Det er noget, mange af dem
aldrig har tænkt over; hvad har jeg behov for, og hvordan kan jeg selv være med til at sørge
for det? Vi snakkede også om, hvad følelser og tanker er.”
Jeg bærer med smil min byrde – om skam og isolation
Ikke alle torturoverlevere har svært ved at tale om deres historie. Dem, der har lettest ved at
definere deres fjende, er dem, der har lettest ved at tale om deres situation. Men de fleste, og
særligt araberne, har angst og ulyst til at tale.
”Typisk er far torturoverlever, og mor holder sammen på det hele. Hun kommer ikke
til forældremøder og den slags, for hun har ikke lyst til at lade sig og sin familie udstille.
Hun engagerer sig ikke, men bruger alle kræfter på at holde facaden pæn.”
Moren kan også sætte sig imod at møde en tolk, særligt hvis det er en fra lokalområdet.
Som regel vil det være af angst for, at vedkommende skulle få at vide, det ikke går så godt.
”I det hele taget gælder det om at holde alting tæt til kroppen – pigerne skal også hjem og
holdes så tæt til kroppen som muligt, som regel under dække af, at hun har brug for dem
hjemme.”
I De små oprør skriver jeg om, at der i mange familier ikke er tradition for dialog. Det
gælder således også i mange krigsramte familier – men her kan det yderligere have
betydning, at smerten omformuleres til skam. I stedet for at give smerten navn bliver det
vigtigt at holde på sin ære.
Man taler ikke om det, der indebærer en skam. Det skaber mange misforståelser og
gør, at både piger og forældre er dårligt informerede om mange ting. I del 1 af De små oprør
fortæller Rikke Betak fx om, hvordan nogle piger ikke ved, hvad moren fejler, hvis hun
ligger på hospitalet. De ved heller ikke, hvornår hun kommer hjem – det er ikke noget, man

taler om derhjemme. Og hvis de ved det, fortæller de det ikke – det er skamfuldt at have
syge forældre. ”Vi klarer det selv, når noget er svært”, siger pigerne. En del af de piger,
Rikke Betak møder, er børn af torturoverlevere.
At lade være med at vide noget er en måde at ’overleve’ på, som Maja kender godt.
Men i kampen for at holde kortene tæt til kroppen og hverken turde vide eller spørge, opstår
der let ’dumme’ situationer, som sætter spot på de manglende kompetencer.
”En anden form for skam kan fx opstå fra forældrenes side, når børnene kommer hjem
og fortæller noget, forældrene ikke forstår. De spørger ikke ind til det, fordi det er
skamfuldt, at de ikke forstår. Det afføder en lang række misforståelser – fx i forhold til
forældremøder, lejrskoler osv., som forældrene ikke har forudsætninger for at kunne
forholde sig til.”
”Der er en masse ting, de ikke kender, og som de ikke spørger om, fordi de synes, det
er pinligt ikke at vide det. Så kommer misforståelserne til at køre i ring.”
Det går igen i flere beretninger om arbejdet med etniske minoritetspiger og -familier,
at de kan føle sig dumme og inkompetente, og at det danske sprog er fuldt af
’indforståetheder’ – ting, vi tager for givet, at man deler en forståelse for, men som kan
risikere at være en barriere for forståelsen. Det kan fx være opfattelsen af, hvad en
’psykoterapeut’ er for én. Frem for altid at tænke i, at det er ’os’, der skal åbenbare vores
indforståetheder for ’dem’, kan man også forsøge at tænke omvendt eller ad andre veje. Er
der måske nogle måder at samarbejde på, som man ikke ofrer en tanke, fordi man kun
tænker i at forklare den anden, hvad man selv synes, er oplagt?
Maja mener, at man kan åbne øjnene for andre værdier eller måder at samarbejde på
ved at se på dem, man skal kommunikere med: ”Et af ’særkenderne’ ved de fleste
indvandrerfamilier er fx et mere spirituelt forhold til det, vi er og gør. De psykoterapeutiske
metoder bygger ikke på spiritualitet, men i mødet med disse mennesker vil den måske være
vigtigere end psykoterapiens sædvanlige former.” Et eksempel kan være at bede for
hinandens helbred.
”Det er jo ikke noget med at snyde eller være smart – det er noget med at sætte sig ind
i, hvad der er væsentligt i det univers, man befinder sig i. Og i en terapeutisk situation er
det jo den andens.”

At arbejde med styrkesider
I arbejdet med torturoverlevere og deres børn er empowerment-begrebet særlig anvendeligt.
Empowerment står her for igennem den ligeværdige dialog at arbejde mod styrken til at
handle selv og selv at påtage sig socialt ansvar og ansvar for sig selv.
”Det drejer sig om at tillære håbefuldhed frem for den håbløshed, klienterne ofte
kommer med. Det gør vi ved at have fokus på det positive og styrke de stærke sider, et
menneske jo altid har et eller andet sted. Vi forsøger at give håb og kræfter til at bære den
smerte, man arbejder med.”
Empowerment-teorien er bygget op om omkring participationsbegrebet – eller hjælp-
til-selvhjælp; en grundtanke om, at mennesket i bund og grund kun kan redde sig selv, hvis
det deltager aktivt og påtager sig ansvaret.
”Man kan vælge at betragte torturofre som stakler, der skal have hjælp. Eller man kan
vælge at betragte dem som mennesker, der skal have en hånd til at finde styrkerne i sig
selv”, siger Maja og forklarer, at det er vigtigt at arbejde ud fra en ressourcetankegang.
Et ’mangelsyn’, der kun betragter klienterne (eller mere generelt de etniske
minoriteter) som ofre, risikerer at reproducere sig selv. Et ressourcesyn derimod motiverer
mennesker til at tage problemerne i egne hænder.
Maja mener, man i mange sammenhænge arbejder ud fra mangelsynet uden at tænke
over det: ”Fx kan man vælge et tema i skolen, som hedder ’mobning’ eller ’racisme’ og
snakke om, hvor dårligt det er. Men man kan også i stedet vælge temaer som ’venskab’ eller
’netværk’, så de i udgangspunktet bliver det naturlige, og man så herudfra kan tale om det
negative som noget, der afviger fra det naturlige i at have et netværk. ”Hvordan får jeg
venner?” er mere konstruktivt end ”Hvordan undgår jeg at blive mobbet?”
Man skal være utroligt bevidst om, hvad det er for nogle metoder, man tager i brug,
slutter Maja: ”Særligt med mennesker, der har været udsat for overgreb, skal man huske, at
selve det at hjælpe andre kan indebære et magtperspektiv og reducere ligeværd. Ved at
hjælpe folk kan man jo faktisk komme til at tage noget fra dem – gøre dem hjælpeløse.”
”I det hele taget tror jeg på, at man hele tiden skal stille sig selv spørgsmålet: Hvad er
din ret til at råde og vejlede andre? Det glemmer man somme tider midt i ’den rene

hjælpelyst’. Man skal være bevidst om, hvad det er, man kan bidrage med – og om, hvornår
man kommer til arbejde ud fra ens egne skyggesider, der har det med at dukke op midt i det
hele.”
”Man skal droppe den der ”Hun mangler noget, som jeg kan give hende” og i stedet
finde frem til: ”Det, hun har, skal jeg hjælpe hende til at få øje på”.”