et pigeprojekt i Århus

jeg, men hun insisterede på, at det skulle være mig. Så satte vi os, jeg fattede ikke en lyd,
men pigen gik i gang med at forklare mig, hvad opgaven gik ud på, og samtidig fik hun
arbejdet sig igennem den. Et par dage efter kom hun og sagde, at ’vi’ havde fået 11”.
Integration eller segregation?
Mange udenforstående har spurgt undervejs, om pigeprojektet ikke fastholder pigerne i
nogle ideer om kønsadskillelse og forbud, som ikke hænger sammen med den danske
integrationstanke.
Anneli mener, det giver vigtig mening for pigerne at være alene. ”De vil allerhelst
bare være ’herhjemme’ og drikke te, men de er samtidig meget åbne for alle mulige ideer og
glæder sig, når vi skal på ture. Et af vores formål er fx at vise, hvilket skønt land vi lever i –
og også hvilke rettigheder, pligter osv. det indebærer. Så jeg ser meget integration i det.
Under alle omstændigheder rykkes grænserne for, hvad vi må med pigerne, hele tiden.”
Pigeprojektet er netop blevet udnævnt af Integrationsministeriet til at være særligt godt
i forbindelse med racisme. ”Vi bliver nævnt, fordi vi ruster pigerne til at være mindre
modtagelige over for racistiske udtalelser eller hændelser”, siger Anneli. ”Her har vi
dannet en base, en slags ’helligt’ sted, hvor de kan være 100 % sig selv. Her kan vi i fred og
ro styrke dem i at være tokulturelle og blive stolte over deres to baggrunde. Det giver dem
selvtillid, så de ikke kan rammes. Vi taler meget om det, når der er behov for det, og vi
sørger også for at deltage i arrangementer, som viser, hvad unge etniske minoriteter kan og
står for. For nylig optrådte vi fx ved Metroens åbning med dans – muslimske piger foran det
halve København, og vi havde oven i købet fået en dreng til at træne os! Det måtte de
pludselig godt alt sammen, fordi det var gennem pigeprojektet.”
Jeg spørger Anneli, om hun oplever, at nogle piger forvalter deres stolthed på en
’selvfed’ måde, som nogle mener, de kan gøre. ”Ikke de her piger”, siger Anneli en smule
overrasket. ”Det har de slet ikke i sig. Jeg oplever snarere en ydmyghed, i positiv forstand.
Men de er da også så skønne, så måske er det noget særligt…?”
I De små oprør fortæller Anneli, at hun ikke oplever pigerne fremhæve eller fastholde
deres etnicitet på en dårlig måde. I det hele taget har hun svært ved at få øje på alle de
problemer, der tales om i forbindelse med etniske minoritetspiger. ”Vi tager hensyn til de