et pigeprojekt i Århus

drømme om at gå til kommunen, så det er godt, de har os – vi er ikke ’offentlige’ for dem.
Men det er også en barsk sag at være ventil; man er så magtesløs.”
Lene og Ellen fortæller om adskillige selvmordsforsøg, som de har skullet samle op på
og forholde sig til. Da har de trængt til nogle professionelle at snakke med. Netop nu har de
fået tilbud om gratis kommunal supervision, hvilket de er meget glade for. ”Indtil for nylig
havde vi ikke den mulighed. Til gengæld havde vi så glæde af at komme i det netværk, som
Mellemfolkeligt Samvirke havde stablet på benene 1 – der kunne man i det mindste få luftet
sine egne frustrationer og møde andre, der havde det ligesådan.”
Det ultimative nødråb
”Man kan jo normalt lære sig teknikker til ikke at tage de ting, man støder på i
arbejdsdagens løb, med sig hjem – men de tøser der og deres historier, det trækker sgu’
vand!” Lene og Ellen mener, pigerne er ladt alt for meget i stikken af det danske samfund,
derfor bliver det sværere at holde deres problemer på faglig afstand.
”De her piger bliver jo først interessante for systemet, når de er blevet slået ihjel! Det
er da ufatteligt, at man ikke kan se vigtigheden af at få fat i de her problematikker, inden det
når så langt. Man klarer den med et par timer hist og en tilfældig frivillig her, og mere vil
man ikke blande sig. Men pigerne har sgu’ brug for hjælp!”
Ellen og Lene oplever, at tingene rykker, selvom de rykker langsomt. Et vigtigt stykke
arbejde er at få pigerne og forældrene til at forstå hinanden lidt bedre. ”Vi kan lære dem at
snakke, bruge flere ord, udtrykke sig. Og vi kan gøre dem mere åbne for at bruge andre
voksne, inden de handler overilet og måske gør noget dumt. Pigerne skal jo ikke ende med
at være dybt afhængige af os to; de skal opleve, at der er mange, som vil dem det godt.”
Det er forholdsvis ligetil at hjælpe pigerne, mener Ellen og Lene. Man skal bare ikke
tro, man kan rykke det hele på én gang – og man skal heller ikke tro, man kan ’redde’ nogen
fra den tilværelse, de nu engang har. ”Vi tror på, du har et godt liv – det siger vi til pigerne.
Det er noget med at anerkende, hvad de har med i bagagen, og se på, hvad der er godt frem
for kun på, hvad der er skidt. Og så kan vi tilbyde dem at være lynafledere for det, der er
1
Netværket eksisterer ikke længere som et mødested for opkvalificering og erfaringsudveksling – kun som de
kontakter, der er blevet knyttet undervejs.