Danmarks ældste flaadeordning - Tiden indtil 1170, s. 62-90

76
med eet Skib eller flere Skibe i Følge, ligesom Landstinget bevarede
sin Ret til at vedtage Ledingsudbud for den enkelte
Landsdel. Alligevel var det første Skridt taget ad den Vej, der
førte til Kongens uindskrænkede Herredømme over den danske
Flaade med dens Besætninger.
Niels' maadeholdne Politik skulde saaledes formodes at
bære god Frugt. Ogsaa paa andre Omraader lykkes det for
Kongen at faa Folket til at Indrømme det berettigede i Krav,
som tidligere Konger forgæves havde søgt gennemført. Niels'
Stilling synes at have været uantastet — han er saaledes den
første danske Konge, der kalder sig Konge af Guds Naade. En
ny Tid var i Sigte, og lykkeligt havde det været for det danske
Folk, om det gode Samarbejde mellem Konge og Folk var
blevet fortsat. Imidlertid skulde det gaa anderledes. Striden
mellem Medlemmer af Kongehuset og Mordet paa Knud
Lavard i Haraldsted Skov 1131 kastede Landet ud I aarelange
Borgerkrige — da var Tiden ikke til at tænke paa Løsning af
Flaadeproblemerne, fælles for hele Riget. Hver Mand maatte
tage Parti, Ledingsflaaden deltes efter Førernes politiske Synspunkter
mellem de stridende Parter.
I Begyndelsen af Borgerkrigen har Størsteparten af Flaadestyrkerne
formentlig samlet sig om Niels og Sønnen Magnus i
Kampen mod den myrdede Knud Lavards Broder Erik. Senere
er Frafaldet blevet almindeligt, og selvom Niels udbyder Leding
for Jylland og Øerne mod Erik, der havde Magten i Skaane,
lykkes det ikke at besejre denne.
Kampene havde indtil da vist Eriks strategiske Evner som
Fører for Flaadeafdelinger, specielt maa nævnes hans Sejr ved
Sejrø 1132. Saxo maler et livfuldt Billede af denne Kamp:
Erik laa alt under Sejrø; men det anede Magnus intet om,
da han løb ud fra Aarhus; og Lykken var ham ej saa huld,
som Børen var blid: det ene Skib løb om Kap med det andet,
og Flaaden blev derved splittet og sejlede afsted uden Orden.
Erik havde forud faaet Bud om hans Komme og foer nu I
en Baad rundt til alle Høvedsmænd paa Flaaden, hver og én,
især Peder og Harald, hvis Troskab han havde et godt Øje til,
og æggede og manede dem Indtrængende til Kamp. Han var