Danmarks ældste flaadeordning - Tiden indtil 1170, s. 62-90

70
togts Begyndelse og dets Varighed samt Mandskabernes Ydelser
begrænsedes nu. Netop fordi Bønderne deltog frivilligt,
maatte deres Samtykke indhentes — det blev nødvendigt for
Høvdingen at se sine Krav om Udrustning af Skibet til Ledingstogt
behandlet paa Tinge, paa Herreds- og Landsting.
Som Udviklingen her er skitseret, vil det fremgaa, at Danmark
1 ældre Middelalder besad en Institution, Søledingen, disponerende
over Skibe, Styresmænd og Mandskaber med Udrustning,
der hvert Øjeblik kunde omdannes til en Krigsmarine —
Forudsætningen var blot en Statsmagt, der kunde beherske
baade Høvdingene og de folkelige Elementer og koordinere de
Flaadeaktioner, der udgik fra Landets forskellige Egne.
Den senere Udvikling viser, at det blev Kongerne, der tog
denne Opgave op til Gavn for hele Rigets Udvikling. Sidst
Kongemagtens Omfang omtaltes, blev det nævnt, at Kongen
i alt væsentligt kun hævede sig over andre Stormænd som folkevalgt
Hærleder og som Ypperstepræst. Vikingetiden var ikke
den hjemlige Kongemagt gunstig. Flere Slægter har kæmpet
om Magten i Landet, og Gang paa Gang har Vikingehærenes
Ledere forsøgt at tilrive sig Magten i hele Landet eller Dele
deraf. Fra de andre nordiske Lande kommer Høvdinge os' tilriver
sig Magten Især I det sydlige Jylland og senere i det hele
Danmark. Opløsningstiden med fremmede Herskere i Landet
og Kampe mellem Kongeslægtens Medlemmer indbyrdes sluttes
først mod Enden af 10. Aarhundrede efter det saakaldte jyske
Kongedømme under Gorm med dennes Søn Harald i. (Blaatand).
Jellingestenens Runer meddeler, at Riget er „vundet"
af Harald og samtidig „kristnet".
Disse Udtryk er tolket forskelligt, maaske er Harald blot
blevet anerkendt paa alle tre Landsting som Konge, maaske
har han gjort Ende paa Rester af Svenskevældet eller sejerrigt
afværget tyske og norske Angreb paa Landet. Sikkert er, at
Kongemagten er i Vækst fra denne Tid. Kristendommens Indførelse
kom til at betyde en Svækkelse af Kongens Stilling, idet
den berøvede ham Stillingen som Ypperstepræst, men Harald
har snildt forstaaet at vende alting til sin Fordel. Han gik ind
for Kristendommen, idet han gjorde den ny Gud til sin, en