Hvorfor kristendommen?

Dybest set hviler alle vores følelser, tanker og handlinger i
den forstand på tro. Det vil sige på ikke-viden. For at tro er lig
med ikke at vide. Tro er en indre følelse, en følelse af vished
om, håb om eller overbevisning om, at noget, der ikke direkte
kan sanses – som morgendagen – vil få eksistens, at noget,
man ikke kan vide om vil ske, vil ske.
Den direkte sansning af morgendagen ophæver troen, for nu
er den viden. Jeg står nu midt i den dag, der i går var i morgen.
Ordet tro indgår da også i et hav af sammenhænge. Blot et
enkelt eksempel: Et menneske kan sige: ”Jeg tror på mig selv”.
Et udtryk der som regel dækker, at man står foran at skulle gøre
noget, der kræver meget af en, og at man føler vished for,
begrundet håb om eller en overbevisning om, at man nok skal
klare den.
Har man så klaret den, kan man sige: ”Jeg vidste det.”
Spørgsmålet ”Tror du?” eller ”Er du troende?” drejer sig da
heller ikke om disse former for tro. Der ligger i disse spørgsmål:
”Tror du på Gud?” eller: ”Er du religiøs i den forstand, at
du tror på den og den Gud eller på Gud som instans i en eller
anden forstand?”
Der er i forhold til denne særlige form for tro tre forskellige
grupper af mennesker, nemlig:
Dem, der er troende.
Dem, der ikke tror – ateister.
Dem, der siger ”ved ikke” – agnostikere.
Inden for gruppen af troende er der desuden en opdeling i
mange forskellige trosretninger, og inden for hver trosretning
er der ofte yderligere opdelinger i, på hvilken måde man bør
tro.
13