DE TO MÆND, der forsvandt sporløst i landsbyen Stregesti i ...

DE TO MÆND, der forsvandt sporløst i landsbyen
Stregesti i Siebenbürgen i 1793, var ikke de første. Så
langtfra! Som en hvisken i vinden levede der legender
om dem, de blev borte og viste sig aldrig mere.
Men takket være en af Isfolkets ætlinge blev disse to
de sidste.
De særlige egenskaber Isfolkets ramte havde bragte
dem i kontakt med mange skjulte væsener, som almindelige
mennesker ikke fi k at se. Men ingen af Isfolket
havde nogen sinde oplevet noget så uhyggeligt
som det, der skete i Stregesti.
DET VAR EN UNDERLIG skov. Det var, som om
den havde stået der i halvtreds tusinde år og var hensunket
i en dyb slummer, mens den ventede på, at
dommedagsmorgenens basuner skulle vække den.
Alt var overbegroet – jorden, klipperne, stubbene
var bevokset med mos og krybende planter, træstammerne
var fuldkommen dækket af vedbend, så
hele landskabet gik i ét som et grønt, kuperet, blødt
bølgende svøb.
Svøb var et uhyggeligt ord, men det passede desværre
kun alt for godt her ...
Træernes grønne grene hang søvnigt ned i denne
urskov. Her sang ingen fugle. Ikke engang den uanselige
nattergal vovede at bryde denne stilhed med sin
smukke stemme.
Skoven voksede i Siebenbürgen, Østrig-Ungarns
1
9

yderste udpost mod øst. I dette vilde bjergland fl orerede
de mest utrolige sagn og legender: skrækhistorier
om vampyrer og varulve og andre af mørkets
magter så frygtelige, at fremmede kun nødigt begav
sig ind i de dybe, hemmelighedsfulde dale.
Befolkningen var et sammensurium af valakere, magyariske
szekler, saksere og rumænere, tilsat rester af
de folkeslag, der i forgangne tider var indvandret som
gotere, hunnere, gepider og centralasiatiske avarer.
Men rumænerne var i fl ertal sammen med magyarerne
– eller ungarerne, som de almindeligvis blev kaldt.
Rumænerne kaldte selv landet for Ardeal, ungarerne
kaldte det Erdély, og andre igen Transsylvanien. Men
det offi cielle navn, som de seneste herskere, habsburgerne,
havde givet det, var Siebenbürgen, opkaldt
efter de syv store byer der.
Den førnævnte specielle skov omgav en lille, afsidesliggende
bjerglandsby, Stregesti.
Hvor navnet på denne landsby stammede fra, var
vanskeligt at sige, eftersom så mange folkeslag var
vandret gennem landet, men det var et faktum, at
’strega’ betyder heks på italiensk.
De to fremmede havde forvildet sig op i Siebenbürgen
ad underlige veje. Det var en fransk adelsmand
med sin nevø. De var fl ygtet fra revolutionen, der nu
gik ind i sit fjerde år i deres hjemland. Mange aristokrater
havde stiftet bekendtskab med guillotinen,
men denne mand, baron de Conte, havde haft held til
at komme ud af landet sammen med nevøen, Yves.
Måske havde det alligevel været bedre at vælge guillotinen?
10

I begyndelsen havde de været så skrækslagne for
at havne i den franske pøbels vold, at de ikke turde
kontakte andre mennesker, men primært havde holdt
sig skjult i skove og bjerge. Derfor vidste de heller
ikke, at de for længst var kommet uden for Frankrigs
grænser.
Hele Europa var i oprør som følge af den franske
revolution. Så de to adelsmænd rejste bare videre og
videre i håb om at nå frem til roligere egne. Efterhånden
gik det selvfølgelig op for dem, at de var kommet
til et fremmed land, men deres nerver var så tyndslidte,
at de stadig ikke stolede på nogen.
Og så havde de forvildet sig ind i Siebenbürgen ...
Jo, her var i alt fald stille! Mere fredeligt og roligt
end i disse tavse, gådefulde dale blev det næppe.
Man kunne let tage fejl af vejen, når man kom ud
af Mures-passet og skulle til en af de større byer i det
østlige Siebenbürgen. Baronen og hans nevø kendte
slet ikke området, og de begik den samme fejl som
andre og mere hjemmevante havde gjort før dem.
Pludselig var de oppe i de transsylvanske Karpater ...
I to dage red de omkring i dal efter dal, den ene
dybere og vildere end den anden. Nu og da kom de
til små landsbyer, men sprogvanskelighederne var for
store, og de kunne ikke forklare, hvad de ville: Finde
frem til en større, civiliseret by, ligegyldigt hvilken.
For de ville gerne slå sig ned i dette land langt fra al
revolution og frygt. Dog ikke ude i vildmarken!
Så kom den dag, hvor de valgte den forkerte vej for
sidste gang og kom ind i et dybt pas, en dyb kløft,
hvor solen kun lige akkurat nåede ned. Passet lå højt
11

oppe i fjeldene, og da de kom ud af det, var de inde i
den forheksede skov.
De holdt deres heste an.
Langsomt indsnusede de atmosfæren i den fugtigvarme
eftermiddag. Træernes grene nåede næsten ned
over hovederne på dem, grene så gamle og tyngede,
som var de tusind år. Ned fra dem hang mos, der virkede
slimet af ælde og rå luft. Der var ikke en lyd at
høre noget sted, kun en kompakt stilhed herskede.
Det var, som om skoven holdt vejret, fordi de var
kommet.
”Lad os ride videre,” mumlede baronen. ”Jeg er
sulten, og vejen må vel føre et eller andet sted hen.”
Det gjorde den. Da de havde redet en halv times tid,
åbnede dalen sig pludselig neden for dem og afslørede
en lille landsby.
Dalen var som en gryde mellem fjeldene. Det så
ikke ud til, at der gik nogen vej videre. Baronen gøs.
Han havde en fornemmelse af, at de på mere end én
måde var kommet til vejs ende.
Landsbyen var en tæt klynge af huse, der så ud, som
om de havde klumpet sig sammen af frygt for et eller
andet. For de rugende bjerge omkring den? Eller noget
andet?
”Vejen fører faktisk videre endnu,” påpegede Yves.
”Se, den foretager et sving og forsvinder bag ved den
store klippeskrænt dybere inde i dalen.”
”Jaa,” sagde baronen tvivlende. ”Men den ser ikke
særlig trafi keret ud!”
Det måtte Yves medgive. Man kunne næsten ikke
se de hjulspor, der engang måtte have pløjet sig ned
12

i vejen, men det kunne selvfølgelig skyldes den lange
afstand.
Yves var ikke godt tilpas og mumlede: ”Det ser også
ud til, at denne forfærdelige skov fortsætter på den
anden side af landsbyen.”
”Rundt om hele dalen,” sagde baronen. ”Jeg er bange
for, at vi må vende tilbage ad samme vej, som vi
kom. Ikke særlig tillokkende, eftersom det er længe
siden, vi sidst passerede en korsvej, men nu vi alligevel
er her, så lad os da ride ned og få en bid mad og et hvil
for natten! Det er altid lettere at starte en rejse med
frisk mod, hvis man begynder om morgenen.”
Det var Yves enig i, og de red forsigtigt ned ad den
smalle, snoede vej, der ikke var stort mere end en sti.
De var statelige mænd, baronen og hans nevø. Med
skarpe ørnenæser og sorte øjne. I Frankrig havde de
nok levet temmelig ørkesløst, moralsk fordærvet som
store dele af overklassen var. Arrogante og blaserte
havde de været de to, men turen tværs gennem Europa
havde været fuld af strabadser og hærdet dem, så
der næsten var blevet et par mandfolk ud af dem. Det
var lykkedes dem at smugle store rigdomme med sig
ud, så de led aldrig nogen nød – eller burde ikke have
gjort det. Men hvad hjalp rigdom i dette øde bjergland?
Det meste af formuen havde de stadig med sig,
syet ind i deres bælter, for i starten havde de slet ikke
turdet tage kontakt til andre mennesker. De havde
levet af det madforråd, de havde været forudseende
nok til at tage med.
Det var imidlertid for længst sluppet op, og i dag
havde de redet langt. Det er noget, man kan mærke i
13

kroppen. De var begge ved at blive irritable af sult og
træthed – og ikke mindst af det evige ridt i områder,
der ikke førte dem videre mod de byer, de så gerne
ville til. Skoven, de netop var redet ud af, havde lagt
sig som en klam kappe om deres skuldre.
De standsede atter ved et udsigtspunkt, nu betydeligt
nærmere landsbyen i bunden af dalen.
De løftede blikket mod himlen for at følge to ravnes
kredsende fl ugt. Ravnene var lettet fra den store klippeskrænt,
der rugede så dystert på den anden side af
landsbyen. De sorte fugle fl øj lydløst gennem luften
og kredsede stadig nærmere mændene på stien.
Franskmændene så fascineret på fuglene.
Til sidst var den ene ravn så tæt på, at de kunne
se lige ind i dens ene blinkende, kulsorte øje. Et sus
af fejende, skinnende vinger – og så var de to fugle
færdige med deres rekognosceringstogt og vendte tilbage
til rederne, der måtte ligge et eller andet sted på
den skovklædte klippe.
Mændene udvekslede et kort blik og fortsatte.
”Landsbyen ser helt øde ud,” bemærkede Yves.
”Det er sent på eftermiddagen. Folk er nok gået til
vesper.”
Der lå en lille kirke midt i klyngen af huse. Den
lignede nu ikke de katolske kirker, de kendte fra
Frankrig. Her i landet var man ortodokse, havde de
opdaget.
Nu var de nede i bunden af dalen og ude i fl adt
terræn igen. De red langsomt, nærmest modvilligt og
tøvende.
Det er skoven, tænkte Yves, der var ungkarl og om-
14

kring de tredive. Den skov tog ligesom al modet fra
én.
Hans onkel var kun ti år ældre. Også han var inkarneret
ungkarl. De havde begge haft et rygte som
uforbederlige skørtejægere derhjemme, hvilket de
havde været stolte af. Nu virkede alt, hvad der hørte
hjemlandet til, så fjernt i både tid og rum.
Og de vidste, at de aldrig kunne vende tilbage.
”Jeg ved, at der fi ndes en stor by et eller andet sted
i dette fordømte land,” sagde baronen. ”Den hedder
Cluj eller Klausenburg og er hovedstad her i Siebenbürgen.
En anden by hedder Sibiu, og i begge byer tales
der tysk og ungarsk. Vi kan i det mindste lidt tysk.
Jeg begriber bare ikke, at vi ikke allerede er kommet
dertil! Hvor længe er vi nødt til at strejfe om på disse
sletter og i disse dale, uden for lands lov og ret, hvor
befolkningen er en fl ok undermålere, der ikke engang
forstår én, når man bruger fagter?
Baronen tænkte ikke over, at han nok selv var skyld
i det, så nedladende som han behandlede de mennesker,
han mødte.
Tag nu den sidste, de var stødt på, i nærheden af
korsvejen. Han blev hurtigt klar over, at de to hovmodige
og arrogante fremmede var på vej i den forkerte
retning, væk fra byerne. Men det var deres egen
sag. Hvis de ville ride ud i ødemarken, så dem om det,
tænkte bonden og fortsatte roligt videre. Han var på
ingen måde en hård mand, men hvem brød sig om at
blive råbt efter, som om han var en hund?
Så derfor var baronen og Yves nu på vej ind i denne
lille klynge af enkle huse med sortnede, bølgede tegl-
15

tag. Eftersom husene stort set ingen vinduer havde
ud mod gaden, virkede det hele dødt til at begynde
med. De red langsomt og undrende hen ad den lille
gade, indtil de pludselig kunne se den modsatte ende
af dalen foran sig.
”Se,” sagde Yves. ”Den vej, der så helt tilgroet ud på
afstand, er jo en rigtig vej!”
”Ja, minsandten! Den forsvinder om bag klipperne,
så måske kan vi fortsætte ad den vej i morgen. Vi må
naturligvis forhøre os om, hvordan vi kommer til
Klausenburg.”
”Cluj,” rettede Yves.
”Ja, naturligvis. De indfødte forstår ikke et så civiliseret
sprog som tysk. Nå, nu gik solen ned bag
bakkekammen. Det var da pokkers så makabert, der
pludselig virker her i denne gudsforladte dal! Er vi
kommet til en ubeboet landsby? Det var lige, hvad der
manglede!”
Yves var tankefuld. ”Der er én ting, der bekymrer
mig. Det østrig-ungarske rige fortsætter ikke i uendelighed.
Vi må passe på, at vi ikke havner i de vilde
barbarers land!”
”Du har ret,” nikkede baronen. ”Vi talte jo med en
kultiveret mand i Budapest. Det var ham, der rådede
os til at fortsætte hertil, eftersom også Budapest var
præget af den uro, der er opstået i kølvandet på revolutionen.
Og han sagde, at det tyrkiske rige ligger lige
syd og øst for Siebenbürgen. Vi må passe på, at vi ikke
havner hos tyrkerne, de er ikke til at spøge med.”
”Nej, se der! Der er jo mennesker!”
De var nået til et lille, brolagt torv. Det var tydelig-
16

vis her, folk samledes efter dagens slid og slæb. Der
var også en kro, og det var lige, hvad de havde brug
for. De fi k livsmodet tilbage.
Al samtale forstummede på torvet ved lyden af de to
franskmænds hestehove, der klaprede på brostenene.
Alle ansigter blev vendt i retningen af de to nyankomne.
Baronen og Yves havde set mange farvestrålende
folkedragter på deres rejse gennem Europa, men her
var alle så dystert klædt. Sort i sort med få brune og
naturfarvede indslag på vest eller skjorte. Konerne var
så indhyllede i sort, at man kun så deres bryske, slidte
ansigter lyse længst inde under tørklæderne. Mændenes
ansigter og kroppe lignede forstenet træ.
I øvrigt var der kun en håndfuld mænd. Langt de
fl este på torvet var kvinder.
De franske adelsmænd holdt hestene an og lod blikket
glide hen over forsamlingen. Stilheden lå tungt
over torvet, mens parterne tog mål af hinanden. Tusmørket
var faldet på overraskende hurtigt.
”Du dér,” sagde baronen myndigt til en mand, han
vurderede, var kroværten. Han havde nemlig et stort
forklæde om sit kraftige korpus. ”Kom her!”
Manden adlød tøvende.
”Taler du tysk?” brølede baronen i den overbevisning,
at man kom længst over for disse bønder ved at
tale i et bydende tonefald.
Kroværten trak på skuldrene. Eftersom ingen andre
reagerede, konkluderede baronen, at man kun talte
det lokale sprog her. Så han måtte klare sig med myndige
fagter. Husly, mad og så videre. Kun for én nat.
17

Det lod til, at de blev forstået, og joh, det kunne nok
lade sig gøre.
Men Yves brød sig ikke om det lille, spydige smil i et
ansigt i nærheden, som han lige fi k et kort glimt af.
”Kan de sige os, hvor langt der er til Klausenburg?”
spurgte han.
”Cluj,” rettede Yves mumlende.
”Ja, selvfølgelig. Cluj.”
Baronen gentog navnet i et spørgende tonefald og
fægtede omkring sig i alle retninger.
Bønderne så på hinanden og tav.
”Hermannstadt,” forsøgte baronen.
”Sibiu,” rettede Yves.
”Ja, ja, så Sibiu,” fnøs hans onkel iltert. ”Er det dig
eller mig, der fører samtalen her?”
Yves tav. Navnet Sibiu havde imidlertid vakt en vis
genklang hos de forsamlede. Franskmændene hørte
ordet Nagyszeben blive mumlet, det var det ungarske
navn på Sibiu eller Hermannstadt, som tyskerne kaldte
den.
”Er I ungarer?” spurgte baronen overrasket, for han
troede, de boede længere mod øst.
De rystede på hovedet.
”Jamen, er Sibiu da ungarsk?”
”Nej, tysk,” svarede værten på sit eget sprog, men
franskmændene forstod godt ordene.
Ja, det var også det, de havde hørt: At Sibiu var
overvejende tysk, at den var grundlagt af tyskere for
mange århundreder siden. Og at store dele af Siebenbürgen
var befolket af magyarer – men ikke så langt
vestpå som her. Det lod imidlertid til, at man godt
18

vidste, hvor Sibiu lå, for nu snakkede alle i munden på
hinanden. Store, vidtfavnende håndbevægelser ...
Det fremgik af ord og fagter, at der var meget langt
til Sibiu, og at franskmændene måtte vende om og
rejse tilbage ad den vej, de var kommet. Hvad de siden
skulle gøre, var lidt uklart.
Baronen lod dem forstå, at han spekulerede på, om
man ikke bare kunne fortsætte gennem dalen.
Så smilede de bare og rystede på hovedet.
”Hvad hedder landsbyen her?” spurgte Yves.
Han måtte gentage spørgsmålet på fl ere forskellige
måder, før han fi k svar.
”Târgul Stregesti.”
Baronen så forvirret på sin nevø. ”Târgul betyder
landsby, så meget ved jeg da. Men det tyder på, at der
også er noget andet, der hedder Stregesti.”
”Ja. Det er i reglen en borg eller en sø.”
”Her fi ndes da ingen sø. Og jeg kan heller ikke se
nogen borg. Men faktum er, at de kun bruger betegnelsen
Târgul, når de vil skelne mellem landsbyen og
noget andet.”
”Det kan måske være skoven eller fl oden, der løber
forbi her. Nå, skal vi tage ind på kroen?”
I det samme hørtes lyden af hestehove og skramlen
fra en vogn, der nærmede sig. Alles blikke fl øj over
mod gaden, hvor en sort ekvipage svingede ind på
torvet. Folk rejste sig og hilste ærbødigt. Franskmændene
steg omsider af deres heste.
Den sortklædte kusk var mager og bleg, ikke andet
end skind og ben. Gardinet i den lukkede vogn blev
trukket til side, og en tilsløret kvinde kiggede ud. Ku-
19

sken kravlede ned og åbnede døren for kvinden. Baronen
og Yves var så nysgerrige efter at se, hvem det var,
der steg ud, at de slet ikke lagde mærke til, hvordan
landsbyens beboere lige så stille forsvandt fra torvet.
Da de endelig opdagede det, var kun kroværten tilbage,
og han så heller ikke ligefrem begejstret ud.
Franskmændene havde ikke øjne for andet end de to
damer, der steg ud. Den ene løftede med en elegant
bevægelse sløret væk fra ansigtet og afslørede et ualmindeligt
smukt og typisk slavisk ansigt. Hun var vel
omkring de fyrre og tydeligvis vant til at herske og
kommandere. Hendes hår var silkeblankt og glinsede
sort som fuglevinger, og øjnene var Salomons Højsang
værdige.
Den anden kvinde var ikke andet end en ung pige
med et sky, næsten skræmt udtryk i de mørke øjne.
Det var tydeligt, at de to var i familie, de havde de
samme farver og samme smukke ansigtstræk. Men
det var også klart, at den ældre dominerede den yngre
fuldstændigt. Ja, Yves fi k ligefrem det indtryk, at
den søde unge piges øjne desperat bønfaldt ham om
hjælp.
Det vakte hans franske kavalerinstinkter.
Den myndige dame henvendte sig til kroværten.
”Zeno, jeg ser, at vi har fået fremmede på besøg. Præsenter
os!”
Kroværten så forvirret ud. Baronen, der selv om han
ikke havde forstået ordene, alligevel havde opfattet
meningen, vendte sig mod hende med et høfl igt buk
og sagde på tysk: ”Madame, vi er netop ankommet,
og denne gode mand kender endnu ikke vore navne.
20

Tillad mig at præsentere os: Vi er franske adelsmænd.
Mit navn er baron de Conte, og dette er min nevø,
Yves. Til Deres tjeneste, madame!”
Til baronens store overraskelse svarede hun ham på
hans eget modersmål. ”Nå, franskmænd! Det var celebert
besøg i denne afsidesliggende dal. Mine herrer,
jeg er fyrstinde Feodora, datter af vojvoden i denne
del af landet, og dette er min slægtning, Nicola. Har
De allerede indlogeret Dem på kroen?”
”Ja, fyrstinde,” svarede baronen, lettet over at slippe
for at tale sit særdeles famlende tyske.
”Nuvel, så lad os ikke skuffe den gode mand. Men i
morgen må De endelig komme op og hilse på os. Det
er bare at følge den vej, vi kom ad.”
De fulgte hendes blik hen mod den fjerne ende af
dalen og takkede varmt for invitationen. Der blev aftalt
et tidspunkt, og damerne undskyldte sig med, at
nu måtte de løbe de ærinder, de var kommet til byen
for. Vognen rullede væk.
Lidt senere havde de to adelsmænd fået mad og vin
på kroen og havde trukket sig tilbage til et enkelt og
gammeldags, men rent og pænt værelse. De gik i seng
og blev liggende og lyttede til den store stilhed mellem
bjergene.
”Lagde du mærke til noget nede i skænkestuen,
Yves?” spurgte baronen.
Det gav et sæt i Yves, der havde været lige ved at
falde i søvn, og han svarede søvndrukkent. ”Nej, hvad
skulle det være?”
”Jeg mener, nu har vi efterhånden rejst længe i disse
østlige egne af det habsburgske rige, og hvor ofte har
21

vi ikke set eksempler på deres overtro?”
”Åh, ja,” sagde Yves. ”Nu ved jeg, hvad De mener,
onkel. Disse evindelige kranse af hvidløg, som plejer
at hænge i krostuerne som beskyttelse mod vampyrer.
Dem var der ingen af her!”
”Nej, netop. I alt fald ikke fl ere end en kok normalt
har hængende ved ildstedet. Hvad kan vi slutte ud fra
det?”
”At vi ikke behøver at frygte vampyrer,” lo Yves.
”Jeg deler din munterhed,” sagde baronen. ”For vampyrer
og varulve er ikke andet end overtro for os franskmænd.
Jeg må spørge fyrstinde Feodora om det i morgen.
Om denne egn er forskånet for sådanne barnligheder.”
”Det må den være,” sagde Yves. ”For folk plejer
ellers at være hysterisk rædde for disse ikke-døde
blodsugere. Der plejer jo at være hvidløg og kors og
rosentorne strøet ud over alt! Men ikke her.”
”Det er da betryggende,” mente baronen. ”Og hvor
er det dejligt, at vi har mødt nogen, der taler fransk.
Fyrstinden virker meget kultiveret. Jeg glæder mig til
at besøge hende i morgen.”
Yves var mere skeptisk. ”Lagde De mærke til, hvor
strengt hun behandlede den stakkels, unge pige? Det
arme barn var jo så kuet, at det var en skam.”
”Nej, det tænkte jeg ikke over. Jeg havde ikke øjne
for andet end den skønne Feodora.”
Yves var stadig lidt betænkelig. ”Var det ikke meningen,
at vi skulle ride videre ved daggry”
”Det er sandt, men vi kan da ikke tillade os at fornærme
så fornem en dame.”
”Datter af en vojvod ...” sagde Yves. ”Hvad er en
22

vojvod for noget?”
”Det er en meget fornem titel. Oprindeligt betød
det hærfører. Nu om dage er det en slags valgt fyrste
eller sådan noget. De hersker over store områder.”
”Jamen, hvem slår sig ned i en gudsforladt landsby
som denne? Det virker ikke logisk.”
”Det var hendes far, der var hersker. Måske har hun
trukket sig tilbage hertil af grunde, vi ikke kender.
Men vi forlader landsbyen, så snart vi har besøgt de
to damer. De kan sikkert også fortælle os, hvordan
vi kommer til Hermannstadt eller Sibiu eller Nagyszeben,
eller hvad de nu kalder den her.”
Kort efter røbede baronens regelmæssige åndedræt,
at han var faldet i søvn. Yves kunne ikke sove. For det
første havde han ondt i højre side igen. Det havde han
haft adskillige gange under rejsen, og smerteanfaldene
kom stadig hyppigere. Og for det andet kunne han
ikke slippe tanken om den unge Nicola, der uden ord
tydeligvis havde bønfaldt ham om hjælp.
En eventyrlysten ung dame, der ikke brød sig om at
blive holdt i stramme tøjler? Eller led hun vitterligt?
Yves var tilbøjelig til at tro det sidste.
Så skræmmende stille der var! Og så den skov. Ubehaget
lagde sig atter over Yves ved tanken om, at de
skulle igennem dette område en gang til for at komme
ud af dalen. Nå, de måtte vel bare sørge for at komme
af sted, mens det endnu var dag, så gik det nok.
Oppe i bjergene hylede en ulv og fi k svar fra mange
andre. Jo, han vidste godt, at Siebenbürgen var tilholdssted
for vilddyr. Det vrimlede med ulve i skovene
og på sletterne.
23

Nå, det var vel i det mindste tegn på liv, tænkte han
med en slags desperat humor. For magen til stilhed
som den, der herskede her, havde han aldrig oplevet!
Vampyrer ... Yves forstod, at de kunne slå enhver
tanke om de små, elskelige væsener ud af hovedet her!
Men der var noget andet ...
Der var noget sygt over stedet. Skoven var bare ét
eksempel.
Og så det stakkels pigebarn, der var skræmt fra vid
og sans.
Nicola vidste et eller andet.
Yves ville gøre alt for at få hende væk fra dette uhyggelige,
gådefulde sted.
Onkelen kunne sige, hvad han ville. Yves agtede at
tage pigen med, når han rejste.
2
24