DE TO MÆND, der forsvandt sporløst i landsbyen Stregesti i ...

oppe i fjeldene, og da de kom ud af det, var de inde i
den forheksede skov.
De holdt deres heste an.
Langsomt indsnusede de atmosfæren i den fugtigvarme
eftermiddag. Træernes grene nåede næsten ned
over hovederne på dem, grene så gamle og tyngede,
som var de tusind år. Ned fra dem hang mos, der virkede
slimet af ælde og rå luft. Der var ikke en lyd at
høre noget sted, kun en kompakt stilhed herskede.
Det var, som om skoven holdt vejret, fordi de var
kommet.
”Lad os ride videre,” mumlede baronen. ”Jeg er
sulten, og vejen må vel føre et eller andet sted hen.”
Det gjorde den. Da de havde redet en halv times tid,
åbnede dalen sig pludselig neden for dem og afslørede
en lille landsby.
Dalen var som en gryde mellem fjeldene. Det så
ikke ud til, at der gik nogen vej videre. Baronen gøs.
Han havde en fornemmelse af, at de på mere end én
måde var kommet til vejs ende.
Landsbyen var en tæt klynge af huse, der så ud, som
om de havde klumpet sig sammen af frygt for et eller
andet. For de rugende bjerge omkring den? Eller noget
andet?
”Vejen fører faktisk videre endnu,” påpegede Yves.
”Se, den foretager et sving og forsvinder bag ved den
store klippeskrænt dybere inde i dalen.”
”Jaa,” sagde baronen tvivlende. ”Men den ser ikke
særlig trafi keret ud!”
Det måtte Yves medgive. Man kunne næsten ikke
se de hjulspor, der engang måtte have pløjet sig ned
12