DBU/Danmark - Norge

... Før og efter Drillo
spiller for spiller, også efter Drillos egen
opfattelse, var bedre.
Midlet var en omdiskuteret spillestil,
der som oftest blev udført i massiv 4-5-
1 opstilling, hvor fem midtbanespillere
dannede en bred første forsvarsbastion
og på skift stemplede frem og pressede
boldholderen, når denne bevægede sig
ind i den norske midtbanemands skarpt
definerede zone.
Fodbold som videnskab
Drillo erkendte gerne, at boldbesiddelse
og pasningsspil ikke var noget, han
stræbte efter, og han brød i både ord
og handling med den herskende, »politisk
korrekte« opfattelse af, at fodbold
handler om at skabe og dominere, for
enkelt formuleret var Drillo mere optaget
af, hvor på banen bolden befandt
sig, end hvem der besad den.
Var man ikke lige så god med bolden
som latinerne, måtte man sørge for at
blive god til ikke at have den, lød et
af hans mottoer. Når modstanderen
var i balance og organiseret, benyttede
Drillos Norge sig bevidst af lange
bolde, fordi det var den nemmeste
måde at vinde terræn på i situationen,
og således lå der rationelle overvejelser
bag alle elementerne i Drillo-stilen, der
introducerede begreber som »gennembrudshidsighed«
og »indre løbere«,
en betegnelse for de to næstyderste
midtbanespillere, der efter bolderobring
havde til opgave at foretage lange løb i
banens dybde.
Hvor andre trænere skelede til forskning
inden for fysiologi, psykologi og
sociologi, interesserede Drillo sig for
såkaldt effektivitetsforskning, og den
talte for lange afleveringer. Det kan
godt være, at denne strategi ikke udmøntede
sig i særlig mange chancer
og mål, men til gengæld fratog man
modstanderen muligheden for at starte
sit eget angreb fra midtbanen, og det
var mindst lige så vigtigt.
Et andet resultat af effektivitetsforskningen
fortalte Drillo, at der kun var 10
procents chance for at vinde kampen,
når modstanderen havde scoret det første
mål, hvorfor Norge i endnu højere
grad end mange andre var fokuseret på
at komme først på måltavlen.
Norge som foregangsland
Også før Drillos tid kunne Norge opleve
at komme foran, men nogen garanti for
sejr var det langt fra, og helt galt gik
det den 16. oktober 1985, da Danmark
på sin vej til VM i Mexico besejrede
nordmændene 5-1 på Ullevaal Stadion
i Oslo.
Norge var kort før pausen kommet
foran på et hovedstødsmål af Tom
Sundby, men da det for alvor begyndte
at se dystert ud for de danske gæster,
hjalp den senere Brøndby-træner Åge
Hareide på uheldig vis til med en mislykket
tilbagelægning, der blev opsnappet
af Klaus Berggreen, hvis lob over
fremstormende Erik Thorstvedt til sidst
blev omsat til mål af Michael Laudrup.
Danmark endte med at vinde kampen
5-1, og det var cifre, som efter datidens
danske opfattelse svarede meget
godt til det styrkeforhold, man mente,
der var mellem de to lande.
Siden er nordmændene blevet en
hel del bedre, og danskerne vover ikke
længere at kalkulere med sikre sejre
før kampe mod Norge. Lige så bemærkelsesværdige
har de norske fremskridt
været på klubplan, hvor Rosenborg fra
Trondhjem hvert år magter at kvalificere
sig til hovedturneringen i Champions
League, senest på beskostning af
Brøndby i den afgørende kvalifikationsrunde.
Derfor er der i de senere år også set
flere eksempler på, at danske klubber
og fodboldledere i bestræbelserne på
at blive bedre internationalt drager på
studieture til Norge eller henter norske
trænere og spillere til Danmark.
Uhørt god statistik
I flere henseender er Norge således i
dag blevet et foregangsland, andre nationer
kan tage ved lære af. Udlandets
lyst til at kopiere Drillos grænsebrydende
spillemæssige ideer var derimod
minimale, selv om alle dog kunne se og
anerkende den positive effekt, Drillo-stilen
havde på de norske resultater.
Det var Drillos pointe, at hans spillestil
var så grundlæggende rigtig, at også
hold med betydeligt bedre teknikere
end Norge ville kunne have gavn af
den. I en af hans mest kendte citater
udtalte Drillo for eksempel, at Brasilien
skulle tage at spille som Norge.
Både i en venskabskamp i foråret
1997 og i VM-slutrunden 1998 lykkedes
det Norge at besejre de brasilianske
verdensmestre fra 1994. I 1998 betød
2-1 sejren over Brasilien i sidste indledende
kamp, at Norge kvalificerede sig
til ottendedelsfinalen.
Her tabte Norge 0-1 til Italien, hvorefter
Egil Drillo Olsen trak sig tilbage som
landstræner efter at have ført sit land
til to VM-sltrunder i træk. Ved sin fratræden
havde Drillo stået i spidsen for
det norske landshold i 88 landskampe.
Af disse var 46 blevet vundet, 26 var
endt uafgjort, og kun 16 var blevet tabt.
En imponerende og uhørt god statistik
i norsk fodboldhistorie.
Nedtur i Wimbledon
Herefter blev Drillo træner i Oslo-klubben
Vålerenga, som han hev op fra
Tippeligaens hængedynd og førte til en
kvartfinale mod Chelsea i foråret 1999
i den sidste Europa Cup-turnering for
pokalvindere.
I juni samme år blev Drillo den første
norske træner i engelsk fodbold, da
han overtog managerposten i Wimbledon,
hvor det norske finansmakkerpar
Kjell Inge Røkke og Bjørn Rune Gjelsten
havde overtaget aktiemajoriteten.
Men missionen mislykkedes. »The
Crazy Gang« og Drillos fodboldfilosofi
var to størrelser, der ikke lod sig forene,
og efter knapt et år på posten blev
Drillo fyret.
I dag er manden bag Norges forvandling
til et frygtet mandskab i europæisk
topklasse tilbage i det norske fodboldforbunds
rækker som ungdomslandstræner
for nye talenter, der takket være
Drillo selv har fået et bedre landshold
at sigte mod.
Danmark - Norge 19