16 Ill. 6: Krydsningspunktet mellem Bundgårdsparken og Universitetsboulevarden, Team Vandkunsten. Ill. 7: Bakkebroen ned over Universitetsparken, Team Schønherr. 49
TEMATISK VURDERING Den bearbejdning, der med udgangspunkt i arbejd-videre-notaterne er foretaget i konkurrencens fase 2, har klargjort både styrkerne og forskellighederne ved de to vindende forslag. Det er dommerkomitéens opfattelse, at begge forslag er af høj kvalitet og resultatet af en meget stor, dygtig og engageret arbejdsindsats fra begge teams. Den bearbejdning, der er foretaget på baggrund af dialogen med dommerkomitéen, betyder, at der er opnået en god forståelse for, hvilke muligheder og forskelle der ligger i hvert forslag i forhold til både visionen og en realisering. De specifikke afleveringskrav omkring nedslagsområderne, udpegningen af emner, dommerkomitéen gerne ville se bearbejdet i fase 2 samt den åbne proces, hvor det har været muligt for de to teams at se alle besvarelserne fra fase 1, har ikke overraskende betydet, at de to forslag på mange konkrete niveauer er kommet til at minde om hinanden. Alligevel, eller måske netop fordi mange af de konkrete designmæssige greb er direkte sammenlignelige i de to besvarelser, er forskellen på tilgange blevet tydelig at aflæse. Forslag 5 repræsenterer den store vision om ’Byen i naturen’ båret af det gennemførte princip om grundlæggende at bruge naturkvaliteter til at gøre det østlige Aalborg mere attraktivt. Hermed gentænkes byens åbne områder og mødesteder radikalt, og en ny identifikationsramme for bydelen og et ledebillede for dens planlægning introduceres. Forslag 4 demonstrerer en særlig dygtig indlevelse i stedets udviklingspotentialer og udfordringer. Forslaget repræsenterer en pragmatisk og fleksibel strategi om kvalificering af forstaden gennem en designmæssig kultivering af bebyggelsens kanter. Denne fysiske omstrukturering støttes af en række organisatoriske greb og realiseringsgreb, der er funderet i allerede eksisterende potentialer og praksisser. Forslaget formår herved at sammenkoble tilgang, vision om det østlige Aalborgs udvikling og realisering af strategien. De to forslag repræsenterer to forskellige tilgange til at planlægge samt til det generelle spørgsmål om, hvordan man kvalificerer og opgraderer forstaden i et bæredygtighedsperspektiv. Forslag 5 peger på, at denne opgave kræver en ny overordnet vision, der er karakteriseret ved en ny etik (genfindelse af naturgrundlaget, et nyt fællesskab, nye typologier) og en ny æstetik (det naturlige og vilde), som der foreslås skal give nyt indhold til både eksisterende byggeri og nybyggeri. Forslag 4 viser derimod, hvordan man mindre radikalt, men på baggrund af et klart værdigrundlag om det kollektive og kompakte, udvikler muligheden for at anvende allerede udviklede dyder og (næsten) afprøvede typologier mere systematisk for at afrunde, skabe orden og sammenhæng mellem bebyggelse og landskab på en meget lokal skala. Begge forslag fokuserer på relationen mellem bebyggelse og landskab som det centrale sted at opgradere og vægte indsatsen, men hvor forslag 5 betragter den kommende byudvikling med udgangspunkt i landskabet (eller måske rettere naturen) og tænker udefra og ind i bebyggelsen, så angriber forslag 4 omvendt sagen mere fra bebyggelsen. Der tænkes og tegnes fra den eksisterende bebyggelse og ’ud’ til landskabet. Forslag 5’s tilgang baserer sig på et ønske om at definere noget, der er stabilt over en længere årrække, og som derfor kan være med til at skabe en ny sammenhæng. Det ”stabile” vil, på trods af konjunkturerne og den omstruktureringsdynamik, der til skiftende tider vil eksistere i Aalborg Øst, bidrage til fremkaldelse af et samlet, overordnet billede. Forslaget er repræsenteret ved en række åbne, naturprægede rum, der løber på kryds og tværs igennem området. Forslag 4 derimod baserer sig ikke på illusioner eller ambitioner om større sammenbindende, fysisk strukturerende træk ud over de træk, som er der allerede, og som vi ved kommer (vejene, letbanen). Planlægningen, defineret af en masterplan, der overordnet strukturerer den fysiske transformation, er forladt til fordel for en mere specifik, rumlig, designorienteret tilgang, der er situationsaf- <strong>Dommerbetænkning</strong> Resultatet af fase 2 17