Poul Nødgaard 70 år - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

leder Socialdemokratiet med Helle Thorning- Schmidt ved roret leverer det ene hule drøn i medierne efter det andet. Dét klarer de Þ nt. Men der er ingen grund til at hoppe på deres letkøbte løfter – der er nok lyd i dem, men de er hule Scenen er Folketingssalen. Tidspunktet oktober 2006. Anledningen den store åbningsdebat efter folketingsmedlemmernes sommerferie. Kristian Thulesen Dahl spørger Socialdemokratiets politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, om hvilken kurs, danskerne kan forvente sig i udlændingepolitikken, hvis Socialdemokratiet kommer til magten efter næste valg. Henrik Sass Larsen skynder sig at svare, at der skam ikke er nogen grund til bekymring. Socialdemokratiet støtter og vil fortsætte den stramme kurs i udlændingepolitikken. Så skulle dén ged være barberet. Ingen grund til ængstelse: grænserne bliver ikke åbnet på vid gab, hvis Helle Thorning-Schmidt og kumpaner kommer til fadet, er budskabet. Og dén limpind kunne man jo godt vælge at hoppe på. Men det er klogest at lade være. For fakta er nemlig, at Socialdemokratiet ikke har støttet den udlændingepolitik, regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført siden 2002. Ikke en eneste integrationsaftale har de medvirket til, og ej heller loven, der træder i kraft ved årsskiftet, som gør det vanskeligere at blive dansk statsborger. Tværtimod. Socialdemokratiet har i smuk fællig med de radikale og vennerne i SF snerret af hver eneste stramning. Socialdemokratiet trompeterede godt nok i sommeren 2005, efter at Helle Thorning-Schmidt blev formand, at nu skulle der leveres politik, nu skulle regeringen ”arbejdes ud af kontorerne”, nu skulle partiet med i den kommende integrationsaftale. Vrangvillighed og nej-sigeri Men nej. Trompetstødene forblev hule drøn. Da integrationsaftale-parterne nærmede sig målstregen, vendte Socialdemokratiets aktivistiske venstrefl øj tommelfi ngeren nedad, Helle Thorning-Schmidt vendte omkring på de høje hæle, fyrede sin integrationsordfører, som ikke hurtigt nok havde fattet kovendingen, lagede armene over kors og sagde: Nej! Og sådan har kursen været: Vrangvillighed og nej-sigeri inde ved de forhandlingsborde, hvor aftalerne om landets fremtid laves, glade smil og gyldne løfter ude på gaden. Socialdemokratiet siger ganske enkelt ét og gør noget andet. Partiet var ved at slå knuder på sig selv for at komme med i Velfærdsaftalen i sommer. Dét er for dem, der skulle have glemt det, den aftale, der handlede om at beskære danskernes velfærd, bl.a. efterløn. Dén aftale ville Helle Thorning-Schmidt morderlig gerne være med til. Og Anders Fogh ønskede bredest mulig ansvarlighed – så kan ingen jo brokke sig bagefter. Så med i aftalen kom Socialdemokratiet – selv om Dansk Folkeparti havde givet dem det tilbud, at hvis de stod uden for aftalen, så gjorde vi det også med det resultat, at efterlønnen ikke blev forringet. Men da Dansk Folkeparti så forlangte, at skulle vi indgå nogen aftale om velfærdsforringelser, så skulle velfærdsforliget også indeholde en integrations-del, der stillede krav til de udlændinge, der allerede er i Danmark. Men nej. Dét ville Socialdemokratiet 2 Det er Marianne Jelved og Villy Søvndal, der skal sikre Helle Thorning-Schmidt magten i Danmark. Værd at notere sig, når Socialdemokratiet lover fortsat fast kurs i udlændingepolitikken… Hule drøn sjovt nok ikke. Nok stille skrappere krav til danskerne om liige at tage et par år til med nedslidt ryg og gigtplagede hænder, men ikke forlange en disse af alle de udlændinge i landet, som ikke gider eller evner at tage en kompetencegivende uddannelse og ikke kan sproget, så de i fl ere årtier kan leve her som en byrde for Danmark uden at kunne bidrage det mindste. I Hovedstadsområdet og Nordsjælland arbejder fl ere og fl ere svenskere, bl.a. i butikker, for man kan ikke fi nde nogle i Danmark, der kan eller vil tage arbejdet. Distributionsvirksomheder fi nder arbejdskraft i Polen, for de kan ikke få aktiveret de ledige udlændinge i Danmark. Og det tror da pokker, når udlændinge kan daffe rundt i landet i fl ere årtier uden at nogen kræver af dem, at de lærer sproget og sætter sig ind i den danske kultur - herunder at bestille noget for føden, hvis man kan. Hvor var Socialdemokratiet i alle de år, hvor de havde magten til at gøre noget ved dét? Hvor er Socialdemokratiet i dag, hvor de får den ene invitation efter den anden til at deltage i det målrettede arbejde med at ændre udlændingene i Danmark fra en byrde til en gevinst? Spørger man dem selv, støtter de skam den førte politik. De har bare ikke stemt for den Måske er sandheden den, at for at tage magten fra VOK skal Helle Thorning-Schmidt skrabe stemmer sammen fra både de radikale, SF og det eksotiske sammenrend i Enhedslisten. Og absolut INGEN af disse partier vil hjælpe med at fortsætte den stramme udlændingepolitik. Tværtimod. Grænserne bliver åbnet igen, krav i integrationspolitikken bliver afl øst af hvad-vil-du-selv-politik, og folk som Ahmed Akkari kan igen trække dansk statsborgerskab i en automat. For Socialdemokratiets støttepartier ser Dansk Folkeparti som hovedfjenden, og det at lave om i den førte udlændinge-politik siden 2002 som hovedopgaven. Helle Thorning-Schmidt vil rulle Danmark tilbage, og skulle hun tøve selv, skal vennerne fra de radikale, SF og Enhedslisten nok vide at kradse ind. Helle Thorning-Schmidt er et hult drøn. Sønd. Foto: Scanpix
GenÞ nd stemningen fra 2001 Jeg er normalt ikke typen, der hengiver mig til nostalgi eller sentimentalitet. Som regel har jeg blikket rettet fremad, fordi politik nu en gang er en meget fremadrettet beskæftigelse. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på den stemning, der herskede efter folketingsvalget den 20. november 2001. Efter næsten ni års ørkenvandring med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og efter to folketingsvalg i 1994 og 1998, hvor Socialdemokratiet og venstrefl øjen med stor dygtighed iscenesatte skræmmekampagner, som sikrede dem to knebne valgsejre, lykkedes det endelig at frembringe et systemskifte i Danmark. Sejren kom ikke af sig selv, og jeg tør uden omsvøb sige, at det aldrig var sket, hvis ikke Dansk Folkeparti havde hjulpet til med at tegne konturerne af det kommende VOK- samarbejde – og hvis ikke Venstre havde fået udskiftet sin statsministerkandidat. Stemningen var uforglemmelig. Sejrens rus var sød, men ikke hoverende eller skrydende, for vi vidste alle, at der forestod et kæmpe arbejde med at bringe Danmark på rette kurs. Et arbejde, vi kastede os hovedkuls ud i fra første dag. Befolkningen havde givet os et tydeligt mandat til at indføre stramninger på udlændingeområdet. At gøre op med formynderiet og ekspertvældet. At sætte en stopper for den rutinemæssige forhøjelse af skatter og afgifter, som SR-regeringen helt urimeligt pålagde både høj og lav i samfundet. Desperat opposition Med støtte fra Dansk Folkeparti indførte regeringen skattestoppet. Et tiltag, der er blevet så populært, at end ikke Socialdemokratiet vil rokke ved det. Med støtte fra Dansk Folkeparti gennemførte regeringen tilmed de første reelle skattelettelser i mere end 30 år. Og under venligt, men også bestemt, pres fra Dansk Folkeparti blev udlændinges adgang til indvandring begrænset. For første gang blev det af en dansk regering slået fast, at antallet af udlændinge er helt afgørende for såvel integrationen som sammenhængskraften i samfundet. Hertil kommer en række historiske forlig, hvor særligt kommunalreformen skiller sig ud. Meget betegnende for VOK-samarbejdet har været, at vi aldrig har spildt tiden på at tale eller at udstede tomme løfter. Vi har i stedet handlet. Valgløfterne er stort set alle blevet ført ud i livet. Ved folketingsvalget i februar 2004 kvitterede vælgerne for indsatsen. VK-regeringen kunne med Dansk Folkeparti som parlamentarisk støtte tage endnu en tørn i Folketinget. Det gode samarbejde kunne fortsætte. Arbejdet med at gøre Danmark til et bedre sted at være kunne udbygges yderligere. Dansk Folkeparti har været med hele vejen, og vi har sat vore tydelige fi ngeraftryk på hele seks fi nanslove og en lang række vigtige forlig og aftaler. Hele tiden med omsorgen for de svageste grupper for øje. Imidlertid indtræffer der i enhver regerings levetid nogle kriser – gerne i midten af en valgperiode. Oppositionen bliver i takt med antallet af år på sidelinjen mere og mere desperat efter at markere sig, og efterhånden sænkes tærsklen for sagligheden. Når overbudspolitik ikke længere rækker, må der med en lup søges efter ethvert svaghedstegn, enhver fejl hos den siddende regering. Alt bliver vendt og drejet, og blot ved mistanken om Foto: Scanpix den mindste unøjagtighed fremsættes der krav om alt fra rigsretssager til statsministerens afgang. Sådan er livets gang i politik, og det må en regering se at håndtere og leve med. Men uden godt humør, kampgejst og optimisme går det ikke. Hvilket bringer mig frem til den egentlige pointe i dette nyhedsbrev: Jeg savner det gode humør og viljen til at sætte en dagsorden hos Venstre og Konservative. Nok har medierne i mange tilfælde ikke bidraget til den konstruktive debat. I store dele af medieverdenen synes der nemlig at råde et ønske om en ny regering, og såvel aviser som TV og radio vælger systematisk at fokusere på de enkeltsager, der kan sætte regeringens politik i et dårligt lys. Men jeg taler af erfaring, når jeg siger, at man har pligt til at give svar på tiltale. Dansk Folkeparti havde ikke eksisteret, hvis medieverdenen havde haft fået sidste ord. Vi venter bare på regeringen VOK-blokken har rigtig meget at være stolt af, og jeg kan ikke komme i tanker om en konstellation, der har overholdt fl ere løfter over for befolkningen end den nuværende, ligesom jeg heller ikke kan mindes et bedre samarbejde mellem en regering og dens parlamentariske grundlag. Fra første færd aftalte vi et sæt spilleregler, som Dansk Folkeparti for sin del har overholdt til punkt og prikke. Det har ført til en lang række resultater til gavn for hele Danmark. Og samtidig et kurs- og værdiskifte, hvis betydning ikke er til at overse, og som vi skylder befolkningen at fastholde. Der kunne fortælles stribevis af solstråle- Folketingsvalget 20. november 2001 historier. Om ældre, der har fået bedre økonomiske vilkår og garanti på en plejehjemsplads. Om syge, som kommer langt hurtigere til behandling. Om danskerne, der ikke længere behøver at frygte for uforudsete afgifter og skattestigninger, men som har mulighed for at planlægge næste års budget uden uventede overraskelser, eller om udlændingepolitikken, hvor det er lykkedes at bremse masseindvandringen, samtidig med at der stilles større krav til indvandrere. Men man hører aldrig om dem i medierne – eller fra de dele af oppositionen, som alligevel har adopteret dele af denne politik. Men sådan er vilkårene nu engang, og det er faktisk i modgang, mennesker har chance for at bevise, hvad de er værd. Store personligheder skabes sjældent i medvind. Lad os genfi nde den pionérånd, der prægede stemningen efter valget i 2001. VOK har sat sit præg på Danmark, og hvis det står til Dansk Folkeparti, skal ingen nogensinde have lov at anvende fhv. LO-boss Thomas Nielsens ord på regeringen: ”Vi har sejret ad helvede til”. I Dansk Folkeparti fejler kampgejsten og optimismen intet. Nu venter vi bare på regeringen… Glædelig jul og godt nytår 3
Page 1: Nr. 6. 2006 10. årgang DF’s supe
Page 5 and 6: lik på, at disse afholder udgifter
Page 7 and 8: d i fuld vigør ”Sådan et besøg
Page 9 and 10: urimeligt. En kat er jo ikke en rot
Page 11 and 12: opfundet i slutningen af 1800-talle
Page 13 and 14: øbenhavns Kulturnat De professione
Page 15 and 16: Deutsche Oper Idomeneo I Dendermond
Page 17 and 18: sultatet af det hele var en fyresed
Page 19 and 20: Mindeord i anledning af Norbert Fal
Page 21 and 22: Advarsel til danske turister i Maro
Page 23 and 24: Festlig reception for Poul Nødgaar
Page 25 and 26: ypern Det er i sig selv en absurdit
Page 27 and 28: ♥ Poloshirt: Kr. 75,-. Str.: S. M

Poul Nødgaard 70 år - Dansk Folkeparti

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?