1 Af Tobias Børner Stax Dette notat kan vel bedst beskrives ... - SFI

SAMMENFATNING AF OVERVEJELSER OM MULIGEDERNE
FOR AT GENERALISERE PÅ BAGGRUND AF CASES TUDIER.
Af Tobias Børner Stax
Dette notat kan vel bedst beskrives med eu-terminologiens begreb Non-paper. Det er nogle
overvejelser der, pga. at mine forventninger til den tidslige organisering af redskabsfagets 1 sidste
dag, afløser mit afsluttende oplæg om muligheder for at udsige noget fra casestudier.
Case studiets udgangspunkt
Et casestudie tager udgangspunkt i, at der findes en skelnen mellem det der analyseres, og de
forståelser og redskaber der anvendes i studiet af det der analyseres. Der findes, for at et
casestudiedesign er en videnskabelig mulig fremgangsmåde, cases. Men denne skelnen er ikke det
samme som at hævde at det der underkastes analyse – casen – har empirisk entydig eksistens
uafhængig af anskueren(s optik, position, teorivalg…). For at afgrænse den (eller de) enhed(er) –
eller case(s) – der analyseres er det nødvendigt med teoretiske forståelser, der kan give det
empiriske konstrukt signifikant indhold og afgrænsning. Som det er vist, bl.a. af Allisons analyse af
hændelser der ledte fem til USA's respons på USSR placering af nukleare missiler på Cuba i 1962
(Allison, 1969), er en væsentlig funktion ved en teoretisk tilgang, at denne skiller de betydende dele
af empiriske hændelser fra de ubetydende, og at den teoretiske forståelse organiserer de forskellige
betydende dele i forhold til hinanden. Allison viser således, hvordan et teoretisk perspektiv leder til
at man kan se noget – men ikke ser andet. ”What each analyst sees and judges to be important is not
only a function of the evidence about what has happened but also of the ’conceptual lenses’ through
which he looks at the evidence.” (Allison, 1969:689) Udover denne umiddelbare pointe leder det til
at det der i en given analyse afgrænses som den enhed der analyseres – eller casen – ikke kan
defineres og afgrænses udenfor en teoretisk optik, eller som Walton har formuleret det: ”Cases
comes Wrapped in theories.” (1992:122; se desuden Becker, 1999; Mitchell, 1999)
1 Redskabsfag ved Roskilde Universitet, Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, SV-2, februar, 2003
1

Men når det så er skrevet er det værd igen at vende tilbage til det jeg vil betegne som casestudiets
empiriske forankring. Med italesættelsen af et forskningsprojekt som et case studie ligger en
fokusering “defined by an interest in individual cases… [Casestudiet] draws attention to the
question of what specifically can be learned from the single case.” (Stake, 2000:435), gennem “an
in-depth study of the case in question” (Hamel, 1992:1) der ”preserve[s] the unitary character of the
social object being studied.” (Mitchell, 1999:184) Eller som jeg fremhævede I mit første oplæg “[a]
case study is an empirical inquiry that investigates a contemporary phenomenon within its real-life
context, especially when the boundaries between phenomenon and context are not clearly present.”
(Yin, 1994:13) “[I]t attempts to arrive at a comprehensive understanding of the group under
study… At the same time, the case study also attempts to develop more general theoretical
statements about regularities in social structure and process.” (Becker, 1968:233, TBS kursivering)
Det er dette sidste emne jeg vil fokusere på i dette paper.
Generalisering fra den enkelte hændelse?
Hvad er muligheden for at udsige noget, der i kraft af en metodisk og teoretisk funderet
troværdighed, vil overskride den konkrete case i fht hvilken den konkrete udsigelse er formuleret?
Eller med andre ord: er det muligt ud fra den enkelte case at generalisere, samt argumentere for at
disse overvejelser er valide og pålidelige.
Jeg vil tage afsæt i fem såkaldte misforståelser formuleret af B. Flyvbjerg, samt sammes såkaldte
rettelser af de fem misforståelser.
Flyvbjergs hævder, at det har været læren på bjerget, at:
- ”generel teoretisk (kontekstuafhængig) viden er mere værdifuld end konkret praktisk
(kontekstafhængig) viden;”
- man ikke kan ”generalisere på grundlag af en enkelt case…[, hvorfor] case studiet ikke
bidrager til videnskabelig udvikling;
- Case studiet er mest nyttigt til hypotesegenerering, dvs. i de første trin af en samlet
forskningsproces, mens andre metoder er mere velegnede til hypotesetest og
teoriudvikling;
2

- case studiet indeholder en tendens (et ’bias’) til verifikation, forstået som en tilbøjelighed
til at bekræfte forskerens forudfattede opfattelser;”
- det ofte er ”svært at opsummere konkrete case studier i generelle udsagn og teorier”
(Flyvberg, 1991:137-8)
Jeg vil her forholde mig til de fire første af de fem såkaldte rettelser af de fem såkaldte
misforståelser.
Flyvbjergs første rettelse:
Ifølge Flyvbjerg er den helt centrale del af en begrundelse for, at casestudiet er opfattet som
problematisk når det gælder videnskabelighed, at det står i kontrast til en søgen efter universelle
forhold identificeret gennem deres udbredelse (1991:138ff) eller en søgen efter epistemisk viden
(viden om det invariable og kontekstuafhængige, 1991:72ff) . Flyvbjerg påpeger så – med
referencer til Sokrates og Aristoteles – at denne idé om det universelle som det gyldige og det
videnskabelige blot er én forståelse af gyldighed og videnskabelighed blandt andre. Et af disse
alternativer er, hvad Flyvbjerg med reference til Aristoteles kalder phronesis: den viden der
forsøger at kaste lys over det konkrete, kontekstafhængige, værdiforankrede, og som netop er
karakteriseret ved at være betydende qua en lokal forankring. Dette er ifølge Aristoteles, ifølge
Flyvbjerg, den viden der kendetegner det etiske, det menneskelige og det politiske (1991:71ff)
Således ser Flyvbjerg en nødvendighed i, at der udvikles forskningsstrategier, der kan rumme det
partikulære som en forankret enhed, hvor fokus lægges på den komplekse organisering af enheden,
og på enheden konkrete og komplekse relation til enhedens kontekst, men hvor sigtet netop ikke er,
at reducere det komplekse til få konstruerede centrale karakteristika, hvis eksistens – i kraft af
eksklusionen af det komplekse og nuancerede – kan søges i andre fænomener.
Casestudier er netop udtryk for en forskningsstrategi, der har 1) Nærhed til den virkelighed det
studerede finder sted i og 2) mulighed for at indfange den kompleksitet og nuancerethed der
kendetegner menneskelig handlen – som Flyvbjerg påpeger.
Flyvbjergs rettelse bliver dermed:
3

”Forudsigende teorier og universaler findes ikke i studiet af menneske og samfund. Konkret
kontekstafhængig viden er derfor mere værdifuld end forgæves søgen efter forudsigende teorier og
universaler.” (1991:144)
Flyvbjergs anden rettelse:
Den anden kritik handler om, hvor vidt man kan generalisere fra det enkelte. Kritikken har lydt, at
kun ved at validere forståelser og forklaringer gennem identificering af deres udbredelse opnås
generaliserbar viden. Flyvbjerg hævder omvendt, at ”det er forkert, at man ikke kan generalisere ud
fra en enkelt case. Det afhænger af, hvilken case, man taler om, og hvordan de er valgt. Det gælder i
øvrigt både inden for naturvidenskaberne og i studiet af menneske og samfund.” (1991:145) Således
er Flyvbjergs anden rettelse, at ”man kan ofte med fordel generaliserer på grundlag af en enkelt
case, og case studiet kan udmærket bidrage til videnskabelig udvikling via generalisering som
supplement eller alternativ til andre metoder.” (1991:149)
Udgangspunktet for Flyvbjergs rettelse – der ikke kommer tydeligt frem i hans kapitel – er, at hvis
man vælger den rigtige case, kan man sige meget mere ud fra casen, end tilfældet er med tilfældigt
valgte cases. Forklaringen ligger netop i, at casen er valgt strategisk frem for tilfældigt. I situationer
med tilfældig udvælgelse bliver man nød til statistisk at tage højde for tilfældigheden, hvilket kan
ske med statistiske redskaber. Når man derimod vælger sin case med omhu – eller med strategiske
overvejelser – skal man ikke kontrollere for det tilfældige. Som Mitchell skriver: ”There is, …, a
strategic advantage in choosing particular sets of events for study of the exposition. It frequently
occurs that the way in which general explanatory principles may be used in practice is most clearly
demonstrated in those instances where the concatenation of events is so idiosyncratic as to throw
into sharp relief the principles underlying them.” (Mitchell, 1999:195) Det rejser dog et spørgsmål –
som Flyvbjerg ikke forholder sig til – om, hvordan man identificerer den strategiske case.
For at besvare dette spørgsmål kan man ty til artiklerne af bl.a. Allison, Becker, Blumer, Mitchell
og Walton. Alle peger de på nødvendigheden af den initiale teoretiske konstruktion af det felt eller
den familiaritet som casen er en del af. Med, bl.a., de tre bliver en case altid til en case indenfor en
analytisk konstruktion. Det er når der er skabt teoretiske eller empirisk lighed, at det giver mening
4

at snakke om, at en case er en case fordi den er et eksempel på noget lignende, og det er indenfor en
teoretisk konstruktion af ligheder og forskelle, at det giver mening at snakke om de forskellige typer
cases som Flyvbjerg præsenterer:
- Den kritiske: den for hypotesefalsifikation centrale case – gælder det ikke her, gælder
sikkert ingen steder.
- Den ekstreme: den empiriske / evaluerende case – hvad er så problemerne og succeserne
her, og hvilke processer har fundet sted
- De mest varierende: af finde de laveste fællesnævnere og grænser for ligheder
- De paradigmatiske: ? – jeg er ikke afklaret i fht, hvad Flyvbjerg mener med den!
For at klargøre, hvad det er, der kan generaliseres fra nogle af de præsenterede typer cases, kan det
være klogt lige at kaste et blik på Mitchell, der skriver om den logiske generalisering, at ”[it] is the
process by which the analyst draws conclusions about the essential linkage between two or more
characteristics in terms of some systematic explanatory schema – some set of theoretical
propositions.” (Mitchell, 1999:191) Og senere: ”the extent to which generalisation may be made
from case studies depends upon the adequacy of the underlying theory and the whole corpus of
related knowledge of which the case is analysed rather than on the particular instance itself.”
(Mitchell 1999:194) Altså igen: hvad der er logisk er et spørgsmål om, hvad der er teoretisk
argumenteret og forventet. Hertil kan så føjes Mitchells forståelse af hvordan et case studies
validitet vurderes: “The validity of the extrapolation depends not on the typicality or
representativeness of the case but upon cogency of the theoretical reasoning. In terms of this
argument case studies may be used analytically – as against ethnographically – only if they are
embedded in an appropriate theoretical framework.” (Mitchell, 1999:197)
Lad mig her nævne en yderligere inddeling, som jeg ikke vil gøre noget ved, men som nogle
eventuelt kan finde anvendelig:
Mitchell præsenterer en tredeling som han henter fra Gluckman: Gluckman ”drew the important
distinction among what he called ‘apt illustrations’, social situations’, and ‘extended case studies’.”
(1999:182) De tre kan i flg. Mitchell ses som et kontinuum organiseret i fht kompleksitet.
”’[T]he apt illustration’ … [is] a description of some fairly simple event or occurrence in which the
operation of some general principle is clearly illustrated… A sin qua non is that the observer must
be convinced of it s typicality to be able to use it as an illustration… A social situation is a
5

collocation of events which the analyst is able to construe as connected with one another and which
takes place in a relatively restricted time span… [T]he extended case study… deals with a sequence
of events sometimes over quite a long period, where the same actors are involved in a series of
situations in which their structural position must continually be re-specified and the flow of actors
through different social positions specified… the processual aspect is given particular emphasis.”
(Mitchell, 1999:185-6)
Men tilbage til Flyvbjerg.
Den anden rettelse leder til Flyvbjergs tredje: at ”case studiet er nyttigt til både generalisering og
test af teser, men er ikke begrænset til disse forskningsaktiviteter.” (1991:153) Hvilket er udledt af
Flyvbjergs argumentation for, at der kan generaliseres ud fra casestudier.
Flyvbjergs fjerde rettelse
Ifølge Flyvbjerg er case studiet ikke mere åbent for tendentiøse fortolkninger end andre metoder er
det. Der er altid en tendens til verifikation, det ligger i mennesket. Det er der ikke nogen metode der
kan undsige sig.
Casestudiet forsøger at mindske bias ved krav om nærhed til empirien, ud fra en forståelse af, at jo
tættere på empirien / virkeligheden analysen arbejder, jo mindre sandsynlighed er der for blindt – og
uset – at reproducere ens bias. Ifølge Flyvbjerg vil metoder der har mindre kontakt til det empiriske
fænomen under analyse have større sandsynlighed for ikke at opdage eventuelle bias i
undersøgelsen, da der aldrig opstår noget der kan eksponere disse tendentiøse spørgsmål eller
fortolkninger. Dermed kommer Flyvbjerg frem til den fjerde rettelse: ”Der et intet, som tyder på, at
case studiet i højere grad end andre metoder indeholder en tendens (et ’bias’) til verifikation af
forudfattede opfattelser hos den eller de forskere, som udfører studiet. Tværtimod tyder erfaringer
på, at case studiet indeholder en tendens til falsifikation af forudfattede opfattelser i højere grad end
en tendens til verifikation.” (1991:156)
For mig at se er der en yderligere anbefaling at knytte til her. Jeg er enig i, at graden af kontakt med
virkeligheden er betydende for, hvordan man slipper af sted med tendentiøse fortolkninger, men
6

yderligere tror jeg det vigtigt, at man overvejer sine teoretiske forståelser, og de begrænsninger de
lægger – og holder sine konklusioner indenfor disse rammer. Et eksempel fra vores diskussion i
løbet af ugen har været, om man ville kunne falsificere Bourdieu, hvis man tager afsæt i Bourdieus
teori. Men for at vise, at det ikke kun er noget man kommer til at sige på 3 år på RUC vil jeg give et
eksempel på en artikel, der er blevet udgivet: 2 ”[D]en dramaturgiske tilgangs øvrige begreber [kan],
når de anvendes på mit materiale, fejlagtigt lede til den opfattelse, at ansatte og klienter handler
bevidst og velovervejet i den ’opsætning’, hvor jeg møder dem. Det er ikke tilfældet. Det er derfor
nødvendigt at præcisere, at ansatte og klienter automatisk får bestemte roller, der relaterer sig til de
kontekst, som de agerer i, og ikke selv vælger deres handlinger frit.” Lige nedenfor skriver
forfatteren så: ”Jeg forsøger med begrebet forhandling at løse lidt op for den statiske karakter,
analysen indimellem får. Når jeg har kursiveret ’lidt’ skyldes det, at det primært synes at være små
ting, klienterne kan forhandle om.” Argumentationen synes mig noget tautologisk: Udgangspunktet
for analysen er en teoretisk optik, der ikke lægger op til at kunne indfange meget udover de
strukturelt determinerede aktørers automatiske adfærd, og grunden til, at det kun skal løses ’lidt’ op
for analysens strukturelle bindinger er, at forfatteren kun har fundet ’små ting, klienterne kan
forhandle om.’ Ja, det tror pokker. Hvis det er rigtigt at teoretiske forståelser hjælper en til et se en
del af det man kigger på, men samtidig gør en blid for at se andre sider af det man kigger på (fx
Walton, 1992), så er det vel ikke så underligt. Det jeg vil fremhæve med illustrationen, er det jeg ser
som centralt i fht at mindske tendentiøsiteten i ens forskning – hvad enten der er tale om casestudier
eller noget andet – er, at man er sig sit teoretiske ståsted (så) bevist (som muligt), samt gør sig klart,
hvad dette teoretiske ståsted har af konsekvenser for ens blik. Således er det vigtigt at overveje
hvilke rammer den teoretiske optik lægger for, hvad man kan udsige noget om på baggrund af de
analyser der gennemføres, eller – hvis der er tale om et casestudie – den enhed i en given teoretisk
optik, der arbejdes med. Har man gjort sig sådanne tanker, og forholder man sig til den empiri man
ser på, dvs. forsøger man at lader empirien tone frem som andet end verifikation af ens a priori
konstruerede forventninger, er der en sandsynlighed for, at man vil opdage (nogle af de) situationer,
hvor man baserer konklusioner på ens normative forståelse og politiks ønske snarer end ens
teoretiske og empiriske analyse, før man aflevere projektet.
2 Jeg har udeladt den korrekte reference, da det ikke tjener noget formål. Artiklen handler ikke om casestudier eller
metoder i samfundsvidenskaber. Jeg kunne også have valgt andre tekster – men det var den artikel der lige lå på mit
bord.
7

Flyvbjergs femte rettelse:
”Det er korrekt, at opsummeringen af case studier ofte er vanskelige, især hvad angår proces. Det er
i mindre grad korrekt, hvad angår resultater. Problemerne med opsummering er imidlertid i højere
grad en egenskab ved virkeligheden end ved case studiet som metode.” (1991:157)
Verden er kompleks derfor er det ikke let at sammenfatte den – heller ikke for casestudier. Men det
er en betingelse for alle, snarer end en kritik af én metodisk forståelse.
8

Referencer:
Allison, G.T (1969): "Conceptual models and the Cuban missile crisis." American Political
Science Review. Vol:LXIII:3:689-718.
Becker, H. (1999) [1958]: ”Problem of Inference and Proof in Participant Observation”, original i
American Sociological Review, vol. 23:6:652-660. Hentet fra Bryman, A. & R.G. Burgess (red.):
Qualitative Research, vol. 1-4. Thousand Oaks, CA: Sage.
Becker, H. (1968): "Social Observation and Social Case Studies" i International Encyclopedia of
the Social Sciences, vol.11:232-238.
Blumer, H. (1969): Symbolic Interactionism. London: Prentice-Hall.
Flyvbjerg, B. (1991): Rationalitet og magt: Det konkretes videnskab. Bind 1. Århus: Akademisk
Forlag.
Hamel, J.(1992): “Introduction: New Theoretical and Methodological Issues.” Current Sociology,
vol.40:1:1-8.
Mitchell. J.C. (1999) [1983]: ”Case and Situation Analysis”, original i Sociological Review, vol
31:2:186-211. Hentet fra Bryman, A. & R.G. Burgess (red.): Qualitative Research vol. 1-4,
Thousand Oaks, CA: Sage.
Stake, R.E. (2000): ”Case Studies”. In Denzin, N.K. & Y.S. Lincoln (red.): Handbook of
Qualitative Research. Thousand Oaks, CA: Sage.
Walton, J. (1992): “Making the theoretical case”. I Ragin, C.C & Becker, H.S. (red.): What is a
case? Exploring the foundations of social enquiry. Cambridge University Press.
Yin, R.K. (1994): Case Study Research. Thousand Oaks, CA: Sage.
9