Nr. 70 - Isbjørne i Nordvestgrønland - Grønlands Naturinstitut

RESULTATER
63 o W
68
BAFFIN BUGT
57 o
feb
”Fra området her fra nord til syd. De tager hen til øerne
(dvs. øerne vest for Innaarsuit; forf. bemærkn.). Sydfor. Og
når det begynder at lysne, så tager de vestpå”.
Et par fangere udpegede områder, hvor man især kan træffe
bjørne (Fig. 26).
11. Hvor har du set bjørnespor?
74 o
72 o N
51 o W
Fig. 26 Isbjørnenes generelle vinter- og forårsudbredelse, som den
blev tegnet på kort af 2 fangere fra hhv. Aappilattoq og Upernavik
by under interviews i Upernavik kommune i februar 2006.
Alle 28 adspurgte fortalte om områder med spor (1 fanger
fra Nutaarmiut blev ikke spurgt).
Der var – ikke overraskende – blevet set spor mange steder
og adskillige lokaliteter blev nævnt: Mellem øerne Kingittuarsuk(?)
og Kingittortallit, nær Tussaaq, Kuutseqarfeertorraanni
ved Innaarsuit, hvor man fanger hellefi sk,
Eqqersoq, og vest for Upernaviarsuk ved Nutaarmiut. Hovedparten
af svarene gik imidlertid på, at man ser spor i
isen vest for de beboede steder (Fig. 27). En 53-årig fanger
fra Tussaaq mente, at sporene var kommet ”nærmere” (dvs.
mod land og beboede steder; forf. bemærkn.) fra begyndelsen
af 1980´erne. Tendensen til, at sporene ses nærmere
kysten blev også nævnt af andre. En fanger fra Upernavik
fortalte, at man tidligere (dvs. slutningen af 1980´erne)
først kom til områder med spor, efter at have kørt vestover
i tre dage med slæde i drivisen og nået frem til et lavvandet
område.
Der var forskellige meninger om sporenes hovedretning,
men de fl este svar antydede, at der om foråret var en
tendens til, at sporene gik nord-syd og syd-nord. Det kan
eventuelt afspejle, at bjørnene især følger de tidligere om-
63 o W
Appalersullit
apr
BAFFIN BUGT
57 o
Fig. 27 Områder, hvor man ofte ser bjørnespor, som det blev
tegnet af 8 fangere under interviews i Upernavik kommunes
sydlige del (Område 4) i februar 2006. Grøn pil = spor af hunner
med unger om foråret.
74 o
72 o N
51 o W
talte nord-sydligt gående render i isen. En nævnte, at sporene
synes især at gå mod nord, når isen lægger sig om efteråret.
En 18-årig fanger fra Upernavik havde bemærket,
at sporene gik mod land om natten og mod vest igen i dæmringen,
men en 43-årig fra samme by nævnte, at sporenes
retning bestemmes af vindretningen.
En 40-årig informant fra Upernavik fortalte, at bjørnene
(i marts?; forf. bemærkn.) vandrer mod sprækkerne i isen,
når strømmen bliver stærkere ved måneskifte. I følge ham
skulle der være en tendens til køns- eller størrelsesadskillelse
ved de tre sprækker, således at hunner med unger
vandrer langs de østligste sprækker, mens spor af store
bjørne (hanner? forf. bemærkn.) optræder langs den yderste,
vestligste sprække.
En 49-årig fanger fra Upernavik berettede om en iagttagelse
af mange spor i drivisen:
”…..jeg søger til, fra Upernavik, og vestpå, det lave vand
der er her, Appalersullit, der er ude vestpå, et stort bjørneområde
[…..se Fig. 27] Der var masser af bjørne her i april,
jeg stødte på masser af spor (i april 1988; forf. bemærkn.),
efter at have forceret noget is, [……..] Så var der en stor illineq
– vej på sne.. (illineq er spor på sne, bruges mest om
slædespor på sne; forf. bemærkn.). En meget stor vej på sne,
bjørnenes vej. Måske var det under parringstiden, hvor de
havde forfulgt hinanden”.
En 50-årig fra Aappilattoq omtalte nogle kæmpespor i drivisen:
”Da vi var derude, langt, langt derude, (efter at have kørt)