Afgangsprojekt – redegørelse - Thea Bech-Petersen

Kirkens indre præges ikke kun af sten som materiale, men i høj grad også af et andet,
nemlig træ. Det flade bjælkeloft giver kirkeskibet en særlig karakter, men træet går igen
i det meste af inventar og udsmykning, og kirkens indre har derfor en noget anderledes
detaljeringsgrad end det ydre, da der er meget træskærerarbejde med små og fine
figurer. På korets sydlige mur, kan man i sokkelstenen finde meget enkle billedkvadre,
skønne fordi de i detaljeringsgrad stemmer overens med materialet, den hårde granit,
men inde i kirkerummet findes mange finurlige ornamenter og detaljerig udsmykning af
altertavle og prædikestol. Størstedelen af inventaret er som sagt af træ og iøjnefaldende
i rummet, men gulvet af munkesten lagt på fladen betyder også meget, idet den rødligbrune
sten i høj grad påvirker rummets farve og selv virker næsten orange, når solen fra
syd rammer gulvet. Samtidig står gulvets varme glød i modsætning til det kolde lysindfald
fra de små vinduer mod nord.
Med granit og bly som de dominerende materialer ude, samt træ og munkesten inde,
skal man finde andre typer materialer i detaljerne. Et enkelt af de blyindfattede, romanske
vinduer har f.eks., i modsætning til de øvrige med normalt rudeglas, forskelligt farvet
glas. Detaljer i jern findes i de gråmalede jernbeslag på indgangsdøren, revledøren
mellem våbenhus og skib samt på pengeblokken og i støbejernsbalustre ved knæfaldet i
koret.
Bevaringsværdier
Ingen kirker er ens, lige som ikke to kirker har samme beliggenhed i landskabet. En stor
del af Øse Kirkes styrke ligger da også i samspillet med konteksten. På afstand rager
kirken ikke meget op over den omgivende bebyggelse og beplantning, men dog akkurat
nok til at kunne ses temmelig langvejs fra over det flade agerland. Den fine placering er
meget sårbar over for byggeri i den nære kontekst, så det må afstemmes med udsigt til
og fra kirken.
Øse Kirke har som enhver anden landsbykirke sit særpræg og samtidig et umiskendeligt
fællespræg. Slægtskabet med de kirker, der ligger tættest på, fornægter sig ikke, og
kirkernes ensartede præg gør netop, at man hurtigt får øje på og bliver grebet af forskellene.
Det gedigne udtryk og materialernes enhed har Øse Kirke tilfælles med nabokirkerne.
Den hårde vestenvind har sat sit præg på kirkerne med deres ofte temmelig tillukkede
facader og enkle, lidt lave tårne.
Øse Kirke udmærker sig ved at være meget velproportioneret. I forhold til proportionerne
kan man godt glæde sig over, at skibets bjælkeloft aldrig er blevet erstattet af hvælv.
Koret har derimod fået hvælv, hvilket giver en smuk variation i lyset i kirken, da skibet er
en lille anelse mørkere, så øjnene naturligt retter sig mod kor og alter (fig. 22, side 26).
Kirkens akustik er ganske fremragende uden den helt hårde og lange efterklangtid, man
oplever i overhvælvede kirkerum. Hørelsen hører også med til oplevelsen af et rum, og
da akustikken er så god, som den er, kan det ærgre med den megen skramlen af fødder
mod det hule træpodium, som stolestaderne står på.
36