Download pdf

TUREN GÅR TIL
PARIS
AF ASKE MUNCK
22. UDGAVE

UBQ
ave. Foch
N
0 400 800 1200 m
ave.Victor Hugo
ave. Paul Doumer
ave. du Président-Kennedy
ave. Emile Zola
rue. de la Convention
Paris
ave. Kléber
rue de Vaugirard
UDEN FOR PARIS
ave. de Wagram
CHAMPS-ÉLYSÉES
OG CHAILLOT
ave. Marceau
ave. de New York
Tour Eiffel
rue Lecourte
bd. Haussmann
ave. des Champs-Elysées
voie Georges Pompidou
ave. Bosquet
Champ-de-Mars
bd. de Grenelle
parc
Monceau
Quai d'Orsay
bd. Malesherbes
Esplanade
des
Invalides
bd. des Invalides
OMKRING
EIFFELTÅRNET
OG INVALIDES
ave. de la Motte Piquet
rue Raymond Losserand
rue Royale
rue. de Sèrves
ave. du Maine
bd. Raspail
rue de Vaugirard
Gare
Montparnasse
bd. Montmartre
bd. de la Madeleine
Jardins de
Tuileries
bd. de Clichy
bd St-Germain
bd. Montparnasse
bd. Raspail
avenue de l’Opéra
SAINT-GERMAIN OG
MONTPARNASSE
MONTMARTRE
OG OPERAEN
Rue de Rivoli
Jardin de
Luxembourg
rue Rambuteau
quai de la Megisserie
bd St-Michel
bd. de Rochechouart
LOUVRE OG
MONTORGUEIL
Ile de la Cité
rue des Ecoles
rue St-Jacques
bd de Sébastopol
rue Beaubourg
quai de Montebello
bd St-Germain
boulevard Auguste- Blanqui
rue de la Chapelle
Ile St-Louis
rue la Fayette
Jardin des
Plantes
place
d'Italie
rue Bobillot
avenue de Choisy
BASTILLE OG DET
ØSTLIGE PARIS
MARAIS
OG ØERNE
LATINERKVARTERET
rue de Tolbiac
Canal St-Martin
Bd. de la Villette
Bd. Voltaire
quai de Bercy
Ave. Jean Jaurès
parc des
Buttes-Chaumont
Rue de Belleville
bd Diderot
Ave.Philippe Auguste
av. Gambetta
rue d’Avron
av. Daumesnil

O ..................... O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O .. O
INDHOLD
PARIS I BLODET 5
BAG OM PARIS
Paris i dag 6
Fattigdom og vild luksus 8
Le métro 10
Paris på 35mm 11
Byen, hvor man går glip af meget 12
Modens hovedstad 14
En til vejen og en lille en på øjet 15
Røre i de galliske kødgryder 16
Oprørsk metropol 18
Parisiske pauser 22
LOUVRE OG MONTORGUEIL 25
MARAIS OG ØERNE 41
BASTILLE OG DET ØSTLIGE PARIS 59
LATINERKVARTERET 73
SAINT-GERMAIN OG MONTPARNASSE 85
OMKRING EIFFELTÅRNET OG INVALIDES 99
CHAMPS-ÉLYSÉES OG CHAILLOT 111
MONTMARTRE OG OPERAEN 127
UDEN FOR PARIS 139
PRAKTISKE OPLYSNINGER 149
Sådan forbereder du dig 149, Rejse og ankomst 151, Sådan kommer du rundt
151, Sådan klarer du dig 153, Hvis uheldet er ude 156, Lokale forhold 157,
Hvor vil du bo? 160, Hvor vil du spise? 160, Shopping 161, Om aftenen og
natten 161, Særligt for ... 162, Vil du være aktiv? 163
MINIPARLØR 164
SPISEKORTET 166
SYMBOLER I BOGEN 168
REGISTER 170
KORT OVER PARIS’ ARRONDISSEMENTER 173
KORT OVER PARIS’ TRAFIKNET 174

PARIS I BLODET
DET KAN VÆRfE uoverskueligt at vælge, hvor
turen skal gå hen, når man først står midt i
Paris. Hvis man vil se Michelin-stjerner tindre,
kan man tage vestpå mod de eksklusive
restauranter omkring Champs-Élysées. Står
der edgy design på ønskelisten, kan man
trække mod nordøst til Canal Saint-Martin,
og trænger man til intellektuelt input, bør
målet være Latinerkvarteret eller Saint-
Germain-des-Prés’ specialbiografer, museer,
boglader og litterære cafeer. Er det derimod
kunst, man vil se, kan man stile mod Louvre,
Grand Palais og Centre Pompidou eller
mylderet af små gallerier i Marais. Og har
man lyst til at dyrke eksklusiv mode (eller
se lapsede fyre og pudrede damer fyre flere
måneders mindsteløn af på få minutter), er
der ingen vej uden om rue Saint-Honorés
luksustempler. Knurrer maven derimod efter
eksotiske retter, kan man trisse nordpå
til Lille Indiens karrymekka eller kaste sig
over mundvanddrivende dimsum østpå i Belleville,
hvor nordafrikanere, jøder, arabere
og kinesere lever side om side. Rendyrket
parisernostalgi? Så går turen til Montmartres
bakkede charme og dunkle beverdinger.
Allermest holder jeg selv af at drive formålsløst
rundt. At lade lyst, nysgerrighed og
DE OFFENTLIGE BÆNKE BRUGES FLITTIGT AF
PARISERE I ALLE ALDRE.
tilfældigheder bestemme. En dampende pandekage,
en sval pastis på en skummel bistro
eller en god espresso med den helt rigtige
nøddebrune farve og let brændte mokkasmag
kan jo være en mindst lige så stor og parisisk
oplevelse som et slotsbesøg eller en guidet
rundtur på et kunstmuseum.
Spadser fx fra Marais til Saint-Germain,
under platanerne langs Seinens bogboder,
forbi de spontane picnics på pont des Arts
og rue de Seines eksklusive grafikgallerier,
hvor stemningen langsomt ændrer sig fra
løssluppen sviren til fornem finkultur. Eller
bænk dig selv på caféen le Petit Fer à Cheval
i rue Vieille du Temple og betragt mylderet
af shopaholics, læderbøsser, summende
scootere og dinglende bycykler, der moser
ind og ud mellem hinanden. Stik ind i de
mange boghandler, hvor en kuriøs blanding
af selvudslettende litterater og flamboyante
filosoffer bladrer gennem nyudgivelserne
med tænksom mine og rynkede bryn, das
dovent på Île Saint-Louis’ solbeskinnede
kajer eller i Luxembourghavens grønne lænestole.
Følg med pariserne ind på cafeerne
i aperitiftimen sidst på eftermiddagen til
kir, fadøl og chips. Inden mavens rumlen
bliver så voldsom, at det er tid til at slippe
gane og smagsløg løs på et af byens utallige
spisesteder, som svinger fra ypperlig gallisk
gastronomi til kulinariske køkkenperler fra
den ganske klode. O
> INDHOLD
5

BAG OM PARIS
PARIS I DAG
“CONNARD!”. Kæmpefjols!. En bilist brøler
ud ad den nedrullede siderude til en cyklist,
der dødsforagtende krydser ind foran ham
og resten af de bumlende biler, som ruller
hastigt over Concordepladsen.
Skal man pege på en ting, der markant
har forandret Paris, er det cyklen. For ganske
få år tilbage gloede folk på cyklister, som
var de et hovedkulds udbrud fra årets Tour
de France. Men ikke længere. Siden 2007
har over 20.000 toptunede og ultramoderne
bycykler (> 152) – de såkaldte vélibs – for
altid ændret gadebilledet. For at bekæmpe
forureningen i Paris har byens overborgmester
Bertrand Delanoë besluttet at satse på
pedalkraft og offentlig transport.
LAV HASTIGHED OG DELEBILER
På tegnebrættet er også planer om at reducere
hastigheden til 30-40 km/t. samt at introducere
et offentligt styret delebilsystem.
Pariserne vil gerne reducere forureningen,
men bliver alligevel rasende, hver gang
6 > INDHOLD
par ke ringsmulighederne forringes, fordi vejene
snævres ind for at gøre plads til busser
og cykler.
De sidste 15 år er der forsvundet op mod
35.000 parkeringspladser i Paris, og det skønnes,
at hver femte bil, der kører rundt i byen,
blot leder efter et sted at holde.
Delanoës politik har bragt forureningen
ned. Men Paris var også bristepunktet nær.
Byen er kun 16 km2 større end København,
DET TÅRNHØJE PRISNIVEAU PRESSER DE ‘RIGTIGE’ PARISERE UD AF
BYEN, OG DE, DER INSISTERER PÅ AT BLIVE, HUTLER SIG SAMMEN.
men til gengæld bor der fire gange så mange,
samtidig med at en stor del af de 9,5 mio.
beboere i forstæderne og de nærliggende
kommuner arbejder inde i byen.
Den klemte befolkning gør det ofte uudholdeligt
at opholde sig i byen, og der skal
ikke meget til at få infrastrukturen til at bryde
sammen. Fx et selvmord i metroen eller en
tilfældig demonstration – der er så almindeligt
et fænomen, at tabloidavisen Le Parisien
bringer daglige demo-prognoser.
Bystyret gør dog meget for at forsøde
tilværelsen for sine borgere. Der arrangeres

ulleskøjteløb to gange om ugen (> 63), der
er gratis trådløst internet i alle parker og
offentlige bygninger, ligesom Seinebredderne
og kajerne omkring Canal Saint-Martin
spærres af for bilkørsel om søndagen.
Mens huspriserne falder overalt i verden,
daler de ikke nævneværdigt i Paris. Her er der
nemlig ingen bopælspligt, og masser af rige
udlændinge lægger uden at blinke 10.000-
15.000 euro pr. m2 for at få en hybel i byernes
by.
Samtidig beskytter loven lejerne så godt,
at mange udlejere foretrækker at lade hele
ejendomme stå tomme. Det skønnes, at op
mod 80.000 lejemål er ubeboede i Paris. Det
tårnhøje prisniveau presser de ‘rigtige’ parisere
ud af byen, mens de, der insisterer på
at blive, hutler sig sammen.
Ikke overraskende identificeres man socialt
i forhold til, hvilket af den spiralformede
byplans arrondissementer man bor i. Dyrest
og mest prestigiøse er de midterste (1.-8. arrondissement).
Derfor vælger mange at flytte
til forstæderne, hvor priserne dog også er
begyndt at stige heftigt. Andre tvinges til at
bo hos venner og bekendte eller sågar på
campingpladser.
CYKLEN ER PÅ REKORDTID BLEVET ET FAST
INDSLAG I DET PARISISKE BYBILLEDE.
For at klare boligmanglen vil bystyret bygge
flere højhuse, men byplanens fredningshensyn
strider mod presset på markedet. Og
derfor arbejder man nu på at opbløde den
hårde grænse mellem bykerne, periferi og
forstæder, så oplandet integreres bedre i Paris’
alt for pressede ramme. O
FAKTA OM PARIS
Befolkning: 2,1 mio. inden for bymurene,
11,5 med forstæder (62 mio. i hele Frankrig).
Der er omkring 300.000 udlændinge i Paris,
hovedparten fra ikke-EU-lande.
Areal: Ca. 105 km2 (København ca. 88,2).
Arbejdsløshed: 9,5 % (2009). Ungdomsledighed:
18 % (2008).
Hjemløse: 85.000 (i hele Frankrig, men
koncentreret i Paris).
Religion: Katolicisme ca. 80 %, islam ca.
7 %.
Gennemsnitsindkomst pr. husstand:
18.322 e (gennemsnit for hovedstadsregionen
Île-de-France). Kolossale uligheder
mellem centrum og forstæder.
> INDHOLD
7

BEFOLKNING OG SAMFUND
FAT TIGDOM
OG VILD LUKSUS
KØEN FORAN DEN LILLE MADBUS er tæt
og lang. Omkring 200-300 fattige, hjem-
og arbejdsløse er stimlet sammen i den
bidende decemberkulde på Place de la République
i midten af Paris, hvor frivillige
fra velgørenhedsorganisationen Restos du
Coeur serverer dampende kylling og bønner
i sovs. I køen står Franck på 42 og hiver
på en halv færdig smøg uden filter. En køn
mand, med blonde krøller og moustache.
Han har været hjemløs i fire år, siden han
mistede sit job i beklædningsindustrien “efter
en hård skils misse”. “Så røg lejligheden,
og jeg tog til Paris for at prøve lykken. Et
voilà. Nu lever jeg efter ‘system d’” (for débrouille
= at klare sig selv), siger han med
et forsøg på et smil, der afslører, at han
ligesom de fleste hjemløse ikke har råd til
tandpleje.
Paris er modsætningernes hovedstad.
For selv om man overalt støder på Frankrigs
8
> INDHOLD
republikanske slogan liberté, égalité, fraternité
(frihed, lighed, broderskab), er de
sociale skel større end i resten af landet og
mange steder i Europa.
UDEN FAST BOPÆL
Næsten 30% af landets velstand er koncentreret
i hovedstadsregionen, hvor man dog
også finder hovedparten af de godt 85.000
hjemløse.
Flamboyante rigmænd parkerer deres
skinnende Porscher og Lamborghinier foran
storskrydende bypalæer, mens fortovet
overfor er optaget af såkaldte SDF’ere (sans
domicile fixe, uden fast bopæl, dvs. hjemløs).
De hjemløse er en fast del af det parisiske
gadebillede, og der er betydelig sympati
for dem. Ikke mindst fordi over halvdelen af
franskmændene faktisk frygter, at de selv
en dag risikerer at befinde sig i en lignende

situation. Og man forstår hvorfor. Op mod
en tredjedel af de hjemløse har faktisk et
arbejde. De har bare ikke råd til en egnet
bolig. De tilhører den nye underklasse af
fattige arbejdere, der bor under broer, på
tilfældige herberger, i campingvogne, biler
eller telte, og som går på arbejde. Hver dag.
OPRØR I FORSTÆDERNE
De økonomiske skel er imidlertid tydeligst,
når man sammenligner det indre Paris med
de hårdt belastede nordøstlige forstæder,
der i efteråret 2005 var skueplads for nogle
af de værste uroligheder i Frankrig i nyere
tid. Over 10.000 biler blev brændt af, og
flere hundrede unge arresteret i et oprør,
der af samfundsforskere blev kaldt et “skrig
af desperation”.
Det er ikke vanskeligt at forstå desperationen.
For med en adresse i en af de
forstæder, RER-toget fra lufthavnen kører
igennem på sin vej mod Gare du Nord, kan
man næsten lige så godt glemme at få et job
i centrum af Paris. Ansøgninger med disse
postnumre på afsenderadressen havner som
regel direkte i skraldespanden. Uden svar
eller afslag.
Fornemmelsen af social udelukkelse forstærkes
af, at politiet konsekvent kontrollerer
personbiler med forstadsnummerplader,
HAR MAN IKKE RÅD TIL LUKSUS, KAN MAN STYLE
SIN VESPA MED LOUIS VUITTON-MONOGRAM.
der kører inde i Paris, fordi erfaringen viser,
at de ikke har penge til at lave andet end at
hænge på gaden derinde.
Beboerne i forstæderne befinder sig med
andre ord i en catch-22. De kan ikke komme
af med deres ry, før de kan få lov til at vise,
at de dur til noget. Men det kan de ikke
få lov til at vise, før de får et bedre ry. Eller
som Mohammed, en 20-årig arbejdsløs
mand i det nedslidte Clichy-sous-Bois, hvor
optøjerne i 2005 begyndte, formulerer det:
“Det er som et fængsel uden tremmer”. Og
enhver, der besøger de nedslidte betonkvarterer,
må give Mohammed ret. I hjertet af
Paris ligger ledigheden på under 7%, mens
den i nogle af de fattigste nordøstlige forstæder
som Drancy, Sevran og Clichy-sous-
Bois, hvor beboerne oftest er af afrikansk og
nordafrikansk oprindelse, når op på næsten
50%.
Regeringen har lovet, at forstæderne er
en topprioritet, men indtil videre mangler
planerne at tage konkret form. Og imens
sørger postnummerdiskriminationen for at
holde den sociale skævhed i live.
Diskriminationen kan undre, for Paris
er også inden for bymurene en af de mest
vel fungerende multietniske, europæiske
metro poler, ikke mindst takket være
tilstrøm ningen fra de tidligere kolonier. Her
finder man både kinesiske, vietnamesiske,
nord afrikanske, tyrkiske, japanske samt
indiske og srilankanske kvarterer, såvel
som deciderede jødiske og homoseksuelle
kvarterer.
Også den illegale immigration bidrager
til at holde hovedstadens hjul i gang. Store
dele af både hotel-, restaurations- og byggebranchen
beskæftiger mange af byens
titusindvis af indvandrere uden opholdstilladelse,
der i al diskretion og uden at kny
knokler 50-60 timer om ugen for ca. 1.000
euro om måneden.
Regeringen erkender problemet, men
afviser en masselegalisering af de op mod
400.000 illegale indvandrere, der skønnes
at opholde sig i landet, sådan som man har
gjort i nabolandene Spanien og Italien. Årsagen?
Man frygter, at det vil føre til øget
illegal immigration. Så indtil videre får
tingene lov at stå til. O
> INDHOLD
9

BEFOLKNING OG SAMFUND
LE MÉTRO
“QUELLE HORREUR”. En ældre dame med
en puddel under armen klemmer sin spinkle
krop og sit himmelvendte blik ind i den stopfulde
metrovogn, netop som dørene smækker
i. Med et hvæsende “pardon” puffer hun til
en studerende, der blot trækker på skuldrene,
mens han forsøger at klare en croissant
og forberedelserne til morgenens kurser
på samme tid. En forretningskvinde smører
læbestift på, mens hendes sidemand deler
sin tid mellem at pille næse og skrålæse Le
Monde. Overfor slumrer en gadebums, indhyllet
i en sødligt ram dunst, ensomt lænet
op ad vinduet.
Vil man observere pariserne, er metroen et
uovertruffent sted. Selv om de fleste parisere
dagligt bander tekniske uheld, evindelige
strejker, selvmord og forsinkelser langt væk,
bruger de den alle sammen. Der er ingen
alternativer, hvis det skal gå hurtigt, billigt
og tørskoet for sig.
Over 4,5 millioner passagerer fra alle samfundslag
passerer hver dag gennem det kolossale
og effektive underjordiske transportsystem,
hvor togstammerne i myldretiden kører
med 1-2 minutters mellemrum. Alligevel er
perronerne proppet med passagerer i flere
lag – ofte med meget kort lunte. Metroen er
Paris.
Ikke overraskende har forfattere, sangere
og filmfolk fra Kafka og Cocteau til Gainsbourg,
Piaf og Luc Besson på godt og ondt
UNDERHOLDNING UNDER
JORDEN
Underholdningen i metroen forestås ikke af
tilfældige talenter. Tværtimod udpeges de
af en særlig metroimpresario, der hvert år
vælger de 350 bedste kunstnere blandt over
2.000 ansøgere, så passagererne får glæde
af en bred vifte af alt lige fra bossanova og
kammermusik, til pop, hård rock og dukketeater.
Af hensyn til de rejsende må de
dog kun spille i gangene – og enhver, der
optræder i togvogne eller på perronerne –
risikerer derfor en bøde.
10 > INDHOLD
hyldet metroen som den parisiske livsnerve.
Ja, handlingen i Luc Bessons hitfilm Subway
(1985) med Christopher Lambert i hovedrollen
udspilles ligefrem udelukkende i dens
indviklede rodnet af gange og tunneler.
Metrostationerne har alle deres særpræg,
som forsøger at indfange sjælen netop der,
hvor de talrige svungne art nouveau-udgange
leder passagererne tilbage til overfladen.
Fra Louvre-Rivolis dunkle marmorgemakker,
hvor kopier af museets egyptiske og romerske
skatte knejser i oplyste glasmontrer, via Arts
et Métiers’ kobberinteriør, kalkeret efter Jules
Verne-karakteren kaptajn Nemos ubåd, til
Concorde, hvis buede vægge prydes af menneskerettighedserklæringens
ordlyd, sirligt
opsat med ét bogstav pr. hvide kakkel.
På turen under jorden støder man først
og fremmest på berømte videnskabsmænd,
forfattere og kunstnere som Pasteur, Goncourt
og Picasso, men også mindre kendte
personager som Auguste Fulgence Bienvenüe
– den enarmede ingeniør, der i 1896 op til
verdensudstillingen fik i opdrag af lave forstudierne
til le chemin de fer métropolitain,
eller i daglig tale blot le métro. O

KUNST OG KULTUR
PARIS PÅ 35MM
KVINDEN MED KLAPTRÆET vinker et par
passerende forbi gripvognene, der blokerer
enden af den idylliske rue de la Butte aux
Cailles, hvor en filmoptagelse netop er overstået.
En spillefilm? Et reklamespot? Eller et
afsnit til en tv-serie? Ikke til at vide. For med
ca. 350 indspilninger om året ligger Paris i
toppen blandt de metropolkulisser, der hyppigst
danner baggrund for reklamer, kortfilm
og helaftensdramaer. Af samme grund har
mange turister, der besøger byen for første
gang, en sær fornemmelse af déjà vu, ligesom
man da også uafladeligt støder på politiafspærringer,
projektører og kameraer, når man
bevæger sig rundt i byens pittoreske gader.
Fransk film storeksporteres til udlandet,
og både velkendte mesterværker som Jean-
Pierre Jeunets charmerende Montmartrekomedie
Amélie (2001) og Olivier Dahans
gribende epos Spurven (2007) med oscarvinderen
Marion Cotillard i hovedrollen
som den legendariske sangfugl Édith Piaf
har grebet publikum over hele kloden. Også
uafhængige, mindre produktioner som det
socialrealistiske forstadsdrama La Haine
(1995) og den ekstremt voldsomme Irréversible
(2002) har skabt opmærksomhed
om fransk filmkunst.
Interessen fra udlandet kommer dog også
fra de internationale instruktører, der hellere
end gerne lader hele eller dele af scenariet
udspille sig i byernes by. Det gælder fx actionbragene
Ronin (1998) med Robert de Niro
og Jason Bourne-filmen Manden uden navn
(2002), der begge byder på hidsige biljagter
gennem byens smalle gader. Ja, selv de indiske
Bollywood-film har taget byen til sig som
en yndet kulisse.
Enkelte film er sågar blevet så populære,
at de har skabt efterspørgsel efter særlige,
guidede ture, hvor ivrige fans oplever byen
via nogle af de mest markante locations. Det
gælder først og fremmest filmatiseringen af
Dan Browns Da Vinci Mysteriet (2006), men
også det animerede familiedrama Ratatouille
fra 2007 om landrotten Rémys gastronomiske
genvordigheder som gedulgt chefkok i et
navnkundigt parisisk køkken (kalkeret over
restauranten La Tour d’Argent).
RIG FILMHISTORIE
Den franske hovedstad emmer af filmkunst
og celluloid. Det var da også her, biografkulturen
blev født. Nærmere bestemt 28. december
1895, da en lille forsamling satte sig til
rette i kælderen på Grand Café på boulevard
des Capucines for at se den første fremvisning
af levende billeder. Lige siden har Paris hørt
til blandt klodens mest filmfanatiske storbyer.
Hver eneste uge er der over 500 titler fra
hele verden på plakaten i de 85 biografers
over 379 sale med alt fra 39 til 2.750 pladser.
Uanset om det drejer sig om eksperimenterende
filmkunst i den lille biograf Le
Balzac (> 162), en sort-hvid klassikerfestival
i Cinemateket (> 67), film under åben himmel
eller en af de nyeste Hollywood-baskere,
finder man det uden besvær i den franske
hovedstad.
Til gengæld har Paris ingen store filmstudier.
Men det bliver der snart rådet bod på,
da knaldfilmmageren Luc Besson allerede
har taget det første spadestik til en filmby,
døbt Cité du Cinéma (og spøgefuldt kaldet
Hollywood-sur-Seine) på 6,5 hektarer i den
nordøstlige pariserforstad Seine-Saint-Denis.
Filmbyen, der vil rumme 10 studier, ventes
at stå klar i nær fremtid. O
> INDHOLD
11

KUNST OG KULTUR
BYEN, HVOR MAN
GÅR GLIP AF MEGET
“FRANSK KULTUR ER DØD”, lød konklusionen
for nogen tid siden i en kontroversiel
artikel i det amerikanske ugemagasin Time.
“Fra engang at have været nok så beundret
for sine forfattere, kunstnere og musikeres
enestående fortræffelighed, synes Frankrig
i dag mere at ligne en visnende stormagt på
den kulturelle markedsplads”, skrev bladet
i sin bandbulle mod det galliske kulturliv.
Artiklen skabte en sand storm af protester.
Ikke blot i Frankrig, men i hele Europa.
For faktisk går det forrygende for fransk
kultur. Hverken litteraturen, arkitekturen,
musikken, teateret, dansen eller de skabende
kunster har tilsyneladende i lang tid haft
det bedre.
Hver litterær sæson byder på ca. 800 nye
titler, der indspilles flere hundrede film om
året, musikbranchen oversvømmes af nye
talenter, ligesom små kunstgallerier og
modeatelierer skyder op overalt i byen. De
seneste år har budt på prestigeprojekter som
Musée du Quai Branly (> 105) for foden af
12 BAG OM PARIS
Eiffeltårnet og la Cinémathèque Française
(> 67), ligesom Monets berømte åkander
efter flere års tålmodig venten endelig har
fået nye og lysere rammer i Musée de l’Orangerie
(> 29). Og om få år vil luksusgiganten
Louis Vuitton slå dørene op for et kæmpemæssigt
moderne kunstmuseum midt i Boulogneskoven
i den vestlige del af byen.
Den righoldige og sprælske happeningtradition
og undergrundskultur vidner
også om, hvor gunstigt et kreativt miljø der
findes i den franske hovedstad. Streetartkunstnere
som Blek le Rat, Aérosol, Zeus,
Nemo og Miss Tic er alle eksempler på gadekunstnere,
hvis enkle men morsomme og
overraskende stensilgraffiti, mur- og facademalerier
har gjort dem til velkendte indslag
i såvel gadebillede som det kulturelle
landskab.
Og byens borgere sætter pris på den
sprudlende mangefold af skabende kræfter.
Her er ingen tomme sale. Hverken i biografer,
museer eller teatre. Tværtimod er der

altid lange køer af spændte tilskuere.
Det franske kulturlivs talenter nyder
bred respekt kloden rundt. Arkitekter som
Jean-Michel Wilmotte, Jean Nouvel, Dominique
Perrault og Christian de Portzamparc
bombarderes med tilbud, og kunstnere som
Christian Boltanski, Sophie Calle og Annette
Messager premieres internationalt for
deres enestående begavelse. Cirkusartister
og teatertrupper som Royal de Luxe og den
excentriske Bartabas’ hesteteater Zingaro feteres
over hele verden, ligesom ethvert værk
fra store penne som Anna Gavalda, Philippe
Claudel, Bernard Henri-Lévy og Michel
Houellebecq oversættes til dusinvis af andre
sprog.
SPROGLIG BARRIERE
Fransk kultur har det virkelig ganske glimrende.
Skal man pege på et problem, drejer
det sig om sproget. For ud over elektroniske
tonale koryfæer som Air og Daft Punk byder
den parisiske scene på et hav af musiske
unika, men på grund af den sproglige barriere
bliver de sjældent kendt uden for landets
grænser. Uanset om de hedder Benabar,
Olivia Ruiz eller Yelle, om det er rapgruppen
Iam, poesislammeren Grand Corps Malade
eller den nu afdøde bossanovastjerne Henri
Salvador. Alle sælger de i stort tal i Frankrig,
hvor over to tredjedele af de solgte cd’er
stammer fra hjemlige kunstnere.
Fornemmelsen af, at fransk kultur skranter,
stammer måske snarere fra den vestlige
verdens stadig stigende kulturelle amerikanisering,
der gør, at talenter fra mindre
sprogområder har sværere ved at gøre sig
gældende internationalt, medmindre de
udøver på engelsk.
Ikke mindst i Paris synes kulturlivet at
være alt andet end hensygnende. For det parisiske
kulturudbud kan virke overvældende.
Der er så meget at se, at man konstant har
en fornemmelse af at gå glip af noget.
Hvis man vælger at bruge sin torsdag
aften i Palais de Tokyos (> 114) til tider temmelig
eksperimenterende installationer, forsømmer
man måske lejligheden til at lade
sig dupere af en kulturel soirée i Fondation
Cartier (> 92) eller en mindre fernissage på
et af de diskret forputtede gallerier i Marais
eller Belleville (> 61).
Hele tiden åbner nye udstillinger, nye
teaterforestillinger og operaer i både Garnier
og Bastille. Konstant er der store navne
på plakaten på byens mange navnkundige
koncertsteder som den intime scene på Bataclan
og fordums grandiose multiplex Le
Grand Rex eller jazzklubber som den lille
svedige Sunset og den godt gemte, men verdenskendte
New Morning.
Turistmagneten Buddha Bars navnkundige
grundlægger og dj Claude Challe startede
trenden, men i dag udgiver enhver klubrestaurant
med respekt for sig selv egne compilation-cd’er
med de bedste mix fra deres
inhouse-dj, og folk danser på stole og sofaer,
når dj’en mixer på natklubkongen Laurent
Taieb og designguruen Philippe Starcks barrestaurant
Kong (> 38).
Alt i alt virker rygterne om den franske
kulturs død stærkt overdrevne. I Frankrig
har man da også i modsætning til USA
sjældent brugt økonomisk overskud som
kulturelt succeskriterium. Her fastholder
man stædigt statsstøtten til kulturen,
så også perifere og mindre kommercielle
kunstarter kan spire og udvikle sig, ligesom
man insisterer på kvoteordninger for
fransk musik i radio og tv. I franske øjne
en nødvendig politik for at imødegå presset
fra den engelsksprogede verdens kulturelle
damptromle. O
EN GÅTUR I BYEN BYDER OFTE PÅ EN
FILMOPTAGELSE, OPTRÆDEN ELLER HAPPENING.
> INDHOLD
13

KUNST OG KULTUR
MODENS
HOVEDSTAD
RUNDKØRSLEN FORAN LOUVRES centrale
gård er fuld af mørke Mercedes-limousiner
og BMW’er med tintede ruder, der triller ind
og deponerer VIP-gæsterne, tæt fulgt af paparazziernes
hidsigt brummende scootere.
Modeugen er i fuld gang, og i kælderen under
Louvre er der sort af mennesker, som vifter
med de små kartonkort, der i disse dage kan
få selv pas og dåbsattester til at virke som
ligegyldige personlige papirer. Invitationen.
Det er muligt, at mange modeskribenter vil
hævde, at New York er mere trendy, Milano
mere chik og London den avantgardistiske by
med mest kant. Men Paris er og bliver modens
historiske hovedstad. Det var her, Christian
Dior i 1950’erne satte standarden for kvindelig
elegance i det fattige Europa, der døjede
med efterdønningerne fra Anden Verdenskrig,
og det er her, ekviperingsguruer som Coco
Chanel, Yves Saint Laurent, Karl Lagerfeld,
Sonia Rykiel, Christian Lacroix og Jean-Paul
Gaultier har mejslet deres navn ind i beklædningsbranchens
kollektive bevidsthed.
Godt nok fik den anstrengte økonomi efter
11. september 2001 flere af de største
internationale luksusbrands til at nedtone,
hvis da ikke helt indstille deres ødsle haute
couture-shows. Men al krisestemning synes i
dag fuldstændig trængt i baggrunden af en
nærmest eksplosionsagtig vækst i efterspørgslen
fra især russiske, indiske og kinesiske rigmænd
og -kvinder, som har fået den allermest
eksklusive del af moden til at blomstre op
igen. Og den lystigt blussende fremtidseufori
har atter fået modekonger som Lagerfeld og
John Galliano til at øse millionbeløb ud på
ekstravagante shows.
Parisisk mode er imidlertid langt mere
end millionøserober og prangende dandyoutfits.
For også designerne af prêt-à-porterstangtøjet
har kronede dage. Ethvert modenavn
med respekt for sig selv har således en
flagskibsforretning i den franske hovedstad,
der oversvømmes af indkøbere, journalister
og showbiz-stjerner under de årligt tilbagevendende
modeuger.
14 > INDHOLD
MODEN PÅ GADEN
Moden hører dog ikke kun til på de tætpakkede
podier. Også på gaden skinner parisernes
hang til velsiddende og upåklagelig påklædning
tydeligt igennem. De fleste parisiske
kvinder synes således at have en fuldendt
forståelse for, hvordan man klæder sig – og
absolut ikke klæder sig.
Basisgarderoben er sort, solbrillerne store,
hælene høje og håret løst. Det hele krones
af en taske, der gerne skal kunne rumme en
mindre hund.
Det samme har herrerne. I hvert fald i
arbejdstiden, hvor slips er en lige så naturlig
del af hverdagsuniformen som den nystrøgne
skjorte og de pudsede sko. Til gengæld er den
nationale garderobe også lettere at anskaffe
sig i Paris, hvor tusindvis af billige butikker
langer figursyede kjoler og tætsiddende
jakke- og spadseresæt over disken til en brøkdel
af københavnske priser. Og man behøver
ikke tage til modegaderne avenue Montaigne
(> 119) og rue Saint-Honoré (> 30) for at
blive ulasteligt ekviperet. En tur til nogle af
de hundrede dépôt-vente-forretninger, hvor
de dyre damer deponerer deres aflagte designerklude
for at få råd til at følge den nye
sæson, vil ofte munde ud i noget lige så chikt
og langt sundere for privatøkonomien. O

MAD OG DRIKKE
EN TIL VEJEN OG EN
LILLE EN PÅ ØJET
KLOKKEN ER 12.15, og der er ikke et øje
på den lille frokostrestaurant i forretnings-
og ambassadekvarteret omkring avenue des
Champs-Élysées. Så der er frit valg blandt alle
de solbeskinnede pladser på restaurantens
smalle terrasse. 15 minutter senere er billedet
et ganske andet. Ikke en stol er ledig,
og snesevis af knurrende maver står allerede
i kø til et bord.
Sådan er Paris. Alle går ud og spiser på
restaurant, bistro og café. Ikke blot i weekenden
eller ved festlige lejligheder, men også til
hverdag. Både til frokost og aften, men sjældent
alene og sjældent som familie. Næsten
altid med venner, ægtefæller, elskere eller
forretningsforbindelser.
Naturligvis er en del af forklaringen, at
parisernes lejligheder er meget mindre end i
Skandinavien, og at virksomhederne uddeler
såkaldte tickets restaurant til de ansatte – restauranttaloner
til en værdi af 7-8 euro, som
bruges til betaling i cafeer, restauranter og
bistroer.
Men den vigtigste forklaring på måltidets
betydning er kulturel. For i modsætning til
mange andre lande i Europa fastholder
franskmændene måltidet som et vigtigt ritual,
man bruger meget tid på. Måltidet handler
ikke så meget om at få noget i sækken som
at tilbringe en meningsfyldt stund sammen.
Derfor er det almindeligt på restaurant at
spise såvel forret som hovedret, dessert og
bagefter tage en lille sort espressokaffe – også
til frokost.
Og selv om den gennemsnitlige frokostpause
de seneste 30 år har sneget sig ned fra
1,5-2 timer til ca. 40 minutter-1 time, holdes
måltidsritualet fortsat i hævd. En hurtig
sandwich på et gadehjørne er ikke frokost,
og der skules undrende til udlændinge, som
spiser foran computeren, mens de knokler
videre.
Over halvdelen af alle franskmænd spiser
på helt faste tidspunkter; frokost fra omkring
12.30-13, mens aftensmaden som regel indtages
fra 20-20.30 og frem.
APERITIFFEN – ET
SOCIALT REDSKAB
Aftensmaden indledes stort set altid med
aperitiffen, eller l’apéro som den blot hedder
i daglig tale. En tradition med rødder
tilbage til 1800-tallet, hvor man nyder et glas
for at ‘åbne’ appetitten og lette samtalen. De
fleste napper en fadøl, et glas hvidvin, en
pastis eller champagne, men en kir eller en
Monaco (fadøl med grenadine-sirup) er også
populært.
I Paris er aperitiffen også et praktisk
redskab, der gør det muligt at fordoble frekvensen
i den personlige kontaktflade i en
travl hverdag. Pariserne indtager således ofte
l’apéro med én gruppe venner for derefter
at mødes til middag med en anden. Grupper
eller par vil som regel indtage den på
fortovscafeerne, men de fleste planter blot
albuen i baren og får sig et glas og en sludder
med dem, der står ved siden af. Er man alene
og vil i kontakt med franskmændene, er det
således bedst at stille sig i baren. Her er det
ganske enkelt meningen, at man skal slå en
sludder af, mens man nipper til sin apéro – og
så er priserne lavest ved disken. O
> INDHOLD
15

MAD OG DRIKKE
RØRE I DE GALLISKE
KØDGRYDER
DEN PARISISKE KOGEKUNST har fristet en
turbulent tilværelse de seneste år. Lige siden
den internationale presse i begyndelsen af
det nye årtusinde væltede den parisiske enevælde
og i stedet kronede byer som Barcelona
og – mon dieu! – London som mere inspirerede,
kulinariske knudepunkter.
Årsagen? Det parisiske køkken var blevet
for stift og formelt. For meget fokus på hvide
duge, præsentation og Michelin-stjerner, og
for lidt på, hvad gæsterne egentlig puttede i
munden.
Krisen kulminerede i 2003, da den galliske
topkok Bernard Loiseau gav efter for stjernepresset
og begik selvmord. Året efter blev det
gastronomiske Frankrigs svar på Biblen – Le
Guide Michelin – udsat for et uventet bagholdsangreb:
En af anmelderimperiets madinspektører
afslørede, at stjernerne tildeles
på baggrund af bonkammerateri og vennetjenester
snarere end objektive kriterier og
uanmeldte besøg.
Afsløringerne skabte grobund for et tiltrængt
oprør i det tilknappede og indspiste
kulinariske mikrokosmos.
OPRØR I KØKKENET
Startskuddet var mesterkokken Alain Senderens’
abdikation. Under stor mediebevågenhed
lukkede han sin navnkundige restaurant
Lucas Carton og proklamerede trodsigt, at
han ville blæse højt og flot på sine tre Michelin-stjerner,
og at det ikke kunne forsvares
at lade horder af tjenere kredse om kuverter
til flere hundrede euro stykket, når arbejdsløsheden
og landets sociale nød var enorm.
Nogle måneder senere åbnede han restauranten
Senderens på samme adresse. Nu med
overkommelige priser på mindre end 100
euro pr. gane, men med uændret kvalitet.
Med Senderens som spydspids i det parisiske
oprør mod Michelins tvivlsomme
TJEK ALTID L’ARDOISE (MENUTAVLEN) FOR
KØKKENETS FRISKESTE KULINARISKE PÅHIT.
16 > INDHOLD
stjer ne tyranni er fulgt en lang række andre,
yngre kulinariske kendisser. Også de kaster
kræfter og kærlighed på mindre bistroer, hvor
de kæmper for at sætte klassiske retter og
de bedste franske råvarer tilbage i højsædet.
Gerne med et moderne twist og eksotiske
indslag som ukrudt og lakrids, men uden at
fortabe sig helt i kemiske eksperimenter og
molekylær kogekunst.
EN YNGRE OG MERE
UHØJTIDELIG GENERATION
Naturligvis vil det stadig være en luksuriøs
oplevelse at spise på Taillevent, Les Ambassadeurs
og Pierre Gagnaire, men navne som
Yves Camdeborde, Inaki Aizpitarte og Philippe
Delacourcelle har med uprætentiøse
spisesteder som Le Comptoir du Relais (> 95),
Le Chateaubriand (> 69) og Le Pré Verre (>
81) banet vejen for den såkaldte bistronomi
– den yngre generations revolte mod det
fastlåste og fisefornemme køkkenhierarki.
En demokratisering af kødgryderne, der skal

gøre smagsoplevelserne tilgængelige for et
større publikum.
Bistronomi-bevægelsen er en reaktion
mod ikke mindst det såkaldt molekylære køkken,
hvor der kokkereres med flydende kvælstof
og serveres i reagensglas. I stedet sigter
bistronomerne mod at bringe de oprindelige
rødder tilbage i køkkenet, at lade regionale
traditioner og sæsonbetingede retter regere.
Fylde tallerkenerne med mad, der smager af
mere og for færre penge – og som ikke tager
sig selv så højtideligt.
Bistronomi-bevægelsen har vendt stemningen
i Paris fra nederlagspræget ydmygelse
til en nærmest lystig optimisme, og mange,
mindre spisesteder kaster sig også ud i friere
fortolkninger af det klassiske menukort. Ja,
selveste republikkens præsident Nicolas Sarkozy
har sågar bebudet, at han vil have den
franske kogekunst med på UNESCO’s liste
over verdens kulturarv.
EKSOTISK KØKKEN
Parisisk kogekunst er dog ikke bare fransk.
Hovedstaden byder ikke mindst takket være
fordums kolonier på en overvældende og
eksotisk vifte af udsøgte internationale køkkener
fra nordafrikansk til vietnamesisk, og
japansk til kreolsk.
De parisiske spiseborde kender ingen
geografiske grænser og er i sig selv hele rejsen
værd. Dermed ikke være sagt, at alt har
ændret sig i Paris. Det er naturligvis – som
alle andre steder – stadig muligt at spise helt
elendigt og pådrage sig en førsteklasses maveinfektion.
Men hvis man holder sig fra de
mest oplagte attrapes-touristes (turistfælder)
med mistænkeligt billige 10 euro-menuer, er
det vanskeligt at gå helt galt i byen.
ALTERNATIVER TIL
HAUTE CUISINE
Selv om Paris er en af de byer i verden, hvor
man går mest op i madlavning, er det ikke
ensbetydende med, at der ingen alternativer
er, hvis det skorter på luft i budgettet. De
fleste jævne restauranter kan således sagtens
diske op med en god, gammeldags entrecôte
eller en mundvanddrivende magret de canard
(andebryst).
Men man kan også i stedet smutte forbi
en af de mange vinbarer, bestille bord på en
af de kombinerede delikatesseforretninger og
restauranter eller gøre som de yngre parisere
og selv købe ind på et af byens 80-90 markeder
og holde picnic i det fri. For når kurven
er pakket og solen på vej mod horisonten,
samles pariserne på Seinens bredder og
fluepapiret pont des Arts for at nyde deres
medbragte lækkerier under åben himmel.
Der er tæpper, mad, rigtige glas, proptrækkere,
vin, øl og champagne, og det er en oplagt,
uformel og økonomisk overkommelig
måde at møde pariserne på (> 50). O
RØRE I DE GALLISKE KØDGRYDER
17

HISTORIE
OPRØRSK METRO POL
PARIS ER EN BY med store fagter. Intet
gøres halvt, og omvæltninger sker kompromisløst
og til tider brutalt. Vejen mod det
nuværende Paris har da også været blodig,
traumatisk og fuld af ofre. Fra den franske
revolution til i dag har franskmændene måttet
døje med enerådige monarker, diktatoriske
kejserdømmer og nazistisk besættelse.
Og uanset om det er historiske revolter,
moderne ungdomsoprør eller internationale
terrorangreb, har de haft Paris som epicenter.
Intet sted i verden synes landets historie
så uløseligt forbundet med hovedstadens,
og enhver, der besøger Paris, vil bemærke
den massive polititilstedeværelse – et levn
fra fordums oprør, og en påmindelse om
at franske regeringsledere hellere vil være
beredte end at beklage.
SOLKONGE OG REVOLUTION
Selv om solkongen Louis 14. med sine despotiske
manerer, ekstravagante vaner og
grandiose byggeprojekter brugte alt for
mange penge, var det hans fuldstændig
virkelighedsfjerne barnebarn, Louis 16.s
økonomiske udskejelser, der førte til den
franske revolution i 1789. Efter en række
udenrigspolitiske dumdristigheder var landet
på fallittens rand, og kongen forsøgte
at pine flere penge ud af undersåtterne. De
parisiske borgeres utilfredshed drev dem til
den 14. juli at storme Bastille-fængslet, hvor
en række højt profilerede politiske fanger
sad indespærret.
I kølvandet på revolutionen fulgte flere
blodige år præget af interne opgør og paranoia
under det såkaldte rædselsregime
(1793-94), hvor guillotinen blev flittigt brugt
i de brutale udrensninger af formodede kontrarevolutionære
kræfter.
En lille hærleder ragede dog trods sin
ringe statur op i det postrevolutionære
kaos: Napoleon – en lavstammet korsikaner,
der ved mere end én lejlighed gjorde
kål på royalistiske kupplaner, men som
ikke kunne dy sig for at udråbe sig selv til
FRANSKE STORHEDSDRØMME AFSPEJLER SIG
STADIG I MANGE OFFENTLIGE BYGNINGER.
18 > INDHOLD
kejser i 1804. Selv om Napoleon var en de
facto-diktator, nærer flere medlemmer af
den parisiske magtelite stadig en næsegrus
beundring for ham. Til trods for en række
forsmædelige krigsnederlag lykkedes det
ham nemlig at få franskmændene til at tro
på deres nations storhed. Efter nederlaget
til englænderne ved Waterloo blev Napoleon
dog forvist til Skt. Helena, hvor han
døde i 1821.
HYGIEJNE OG BYFORNYELSE
Monarkiet blev genindført i 1815, og tre
upopulære konger fulgte, indtil Napoleons
nevø, Louis Bonaparte, blev præsident
i 1848 og fire år efter udråbte sig til kejser
Napoleon 3. Det var under nevøen, Paris fik
sit nuværende ansigt. Napoleon 3. udpegede
Georges-Eugène Haussmann til at stå for
en total byfornyelse, der skulle højne hygiejnen
og gøre Paris lettere at kontrollere.
På knap 20 år skabte Haussmann byens
brede platanflankerede boulevarder, og
planerne blev gennemført uden smålige
hensyn: flere kvarterer blev skåret midt
igennem eller jævnet med jorden. Og i